Amazon-boss Jeff Bezos styrer verden. Hvad vil han med den?

DIREKTØREN FOR DET HELEMed sin skaldede isse og kernesunde fysik ligner Jeff Bezos ‘Star Trek’-kaptajnen Jean-Luc Picard. Det er ikke tilfældigt. Foto: Redux / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Vil han flytte menneskeheden ud i rummet? Kende dit inderste begær? Styre de globale pengestrømme? Kontrollere medierne? Ændre måden, vi forstår tid? Skabe et teknokratisk tusindårsrige? Svarene finder du i denne artikel, der giver et enestående indblik i, hvad der foregår inden i og omkring en af verdens mest magtfulde – og mest hemmelighedsfulde – mænd.

Hvor hører Jeff Bezos til i USAs Pantheon over forretningslivets giganter? Det stål, som blev skelet for både togbanen og storbyfænomenet, blev smedet ved Andrew Carnegies arnested. John D. Rockefeller raffinerede 90 procent af den amerikanske olie, hvilket gav nationen lys, før elektriciteten blev opfundet. Bill Gates skabte et teknologisk program, der betragtes som forudsætningen for, at vi i dag kan tænde en computer.

Jeff Bezos har i en alder af 55 stadig ikke domineret et marked i lige så total grad som sine forgængere, og selv om han indtil for nylig var den rigeste mand i verden, måler hans rigdom sig ikke med Bill Gates’ velstand, da den var på sit højeste.

Men Rockefeller havde kun sig selv at konkurrere med om oliebrønde, pumpestationer og togvogne; Gates’ formue var bundet op på ét operativsystem. Omfanget af det imperium, grundlæggeren og direktøren for Amazon har bygget, er bredere. Det er helt uden fortilfælde i den længere historie om Amerikas kapitalisme.

Som det ser ud nu, styrer Bezos næsten 40 procent af al amerikansk internethandel. Der bliver foretaget flere produktsøgninger på Amazon end på Google, hvilket samtidig har gjort den annoncevirksomhed, Bezos har bygget op, lige så værdifuld som IBM i sit fulde omfang. Et estimat placerer kontrollen med næsten halvdelen af den samlede branche for lagring i skyen’, såkaldt cloud-computing, hos lagringsdelen af virksomheden Amazon Web Services. Vidt forskellige institutioner som General Electric, Unilever og endda CIA afhænger af dens servere. Virksomheden kontrollerer 42 procent af salget af papirbøger og en tredjedel af markedet for videostreaming. Deres videoplatform Twitch, som er populær blandt gamere, har 15 millioner brugere om dagen. Hvis man smider avisen The Washington Post oven i porteføljen, er Bezos som minimum rival til navne som Disneys CEO Bob Iger eller de jakkesætsklædte folk hos teleselskabet AT&T og dermed muligvis den mest magtfulde mand overhovedet inden for den amerikansk kulturindustri.

Amazons magt begyndte at vække min bekymring for fem år siden. Jeg så, hvordan virksomheden mobbede bogbranchen ved at give sig selv endnu bedre vilkår i forhold til forlagene, der var blevet ufrivilligt afhængige af dem. Da det enorme forlagskonglomerat Hachette, som engang havde udgivet en af mine bøger, nægtede at efterleve Amazons krav, blev de straffet af selskabet. Amazon forsinkede forsendelser af Hachettes bøger, og når forbrugerne søgte efter nogle af Hachettes titler, blev de dirigeret videre til lignende bøger fra andre forlag. I 2014 skrev jeg en forsidehistorie for magasinet The New Republic med den hårdtslående overskrift Amazon må stoppes. Med henvisning til min artikel tilbagerullede virksomheden et reklamefremstød for deres politiske komedie Alpha House, der kørte i magasinet.

Siden da er Bezos’ vingefang kun blevet større. Han er USAs præsidents værste fjende. For mange amerikanere er han den ganske gavnlige troldmand, hvis magi fremmaner bekvemmelighed og overflod. Bare i det forløbne år har Amazon løftet sløret for disse bestræbelser: De vil matche potentielle huskøbere med ejendomsmæglere og installere Amazons elektronik i disses nye hjem; de vil give deres stemmeassistent Alexa adgang til data fra sundhedssystemet, så man eksempelvis kan tjekke status på en recept eller aflæse sit blodsukkerniveau; de vil bygge en fragtlufthavn uden for den amerikanske by Cincinnati på over 27.000 kvadratmeter; de vil gøre dag til dag-levering til standardprocedure for medlemmerne af deres Prime-service; de vil starte en ny kæde af supermarkeder ud over Whole Foods, som de allerede ejer; de vil streame førstedivisionsbaseballkampe; de vil sende mere end 3.000 satellitter i kredsløb for at levere højhastighedsinternet til verdens befolkning.

Bezos’ foretagende er på nuværende tidspunkt så stort og forskelligartet, at det er svært at forstå dets fulde natur og i endnu mindre grad, om hans ambitioner har et holdepunkt. Hvad er det helt præcis, Jeff Bezos vil have? Eller, formuleret en smule anderledes, hvad tror han på? I betragtning af hvor stor magt han har over vores verden, er det ikke ubetydelige spørgsmål. Men han holder stadigvæk sine planer tæt ind til kroppen; mange af hans kolleger gennem lang tid kan ikke huske nogensinde at have hørt ham give udtryk for en politisk holdning. Hvis man lytter samtlige interviews fra Amazons 25 år lange eksistens igennem i loop, kan man høre ham fortælle de præcis samme forsigtigt afmålte anekdoter igen og igen.

For at danne mig en bedre forståelse af manden tilbragte jeg fem måneder med at interviewe tidligere og nuværende chefer i Amazon samt folk fra selskabets forretningsrivaler og folk, der betragtede firmaet fra et akademisk perspektiv. Bezos ønskede ikke at medvirke i artiklen, og de nuværende ansatte indvilligede kun i at tale med mig uden for referat. Selv de forhenværende ansatte foretrak i høj grad at forblive anonyme, da de antog, at de formentlig på et senere tidspunkt atter ville få professionel interesse for firmaer, der kunne forestilles at have forbindelser til Bezos’ vidtfavnende interesser.

I løbet af de mange samtaler udviklede min opfattelse af Bezos sig. Mange af mine antagelser om ham smeltede væk; beundringen maste sig på sideløbende med den uro, der var mit udgangspunkt. Og jeg stod i sidste ende tilbage med et fornyet syn på hans slutspil.

Bezos elsker ordet utrættelig. Det dukker op igen og igen, når man nærlæser hans årlige breve til selskabets aktionærer, og jeg plejede at tro, at det var dominans for dominansens skyld, han sigtede efter. I en tid, hvor selskabsmæssig gigantisme fejres bredt, virkede han fuldstændig fastsat på at være større end de andre. Men at sige at Bezos’ ultimative mål er at styre planeten, ville være en misforståelse. Hans ambitioner ligger nemlig på ingen måde under for tyngdekraftens træk i Jorden.

Før Bezos lagde sig fast på navnet Amazon.com, legede han med idéen om at kalde den butik, han end ikke havde lanceret, for MakeItSo.com. Han overvejede at bruge netop den ordforbindelse som udtryk for en vedholdende mani, han ikke kunne skjule. Det i sidste ende ubrugte navn var en signaturreplik for en mand, som Bezos forguder: Jean-Luc Picard, kaptajnen for stjerneskibet USS Enterprise-D i tv-serien Star Trek.

Bezos skammer sig ikke over sin Star Trek-fanatisme, der også inkluderer seriens mange spinoffs. Han har kaldt et af sine moderselskaber Zefram efter den karakter i serien, som opfandt den fiktive rumskibskonstruktion warp drive, der gør rumskibene i stand til at rejse hurtigere end lysets hastighed. Han overtalte skaberne af filmen Star Trek Beyond til at give sig en gæsterolle som tjenestepersonale på Stjerneflåden. Hans hund Kamala er opkaldt efter en kvindelig karakter, som i det afsnit, hun medvirker i, udgør Picards perfekte’, men uopnåelige partner. Med tiden er Bezos og Picard også fysisk smeltet sammen. Inspireret af den stjernekrydsende eventyrer, der portrætteres af skuespilleren Patrick Stewart, barberede Bezos de tilbageværende lokker af sin højglinsende isse og trænede sig til en jernhård fysik. En ven bemærkede engang, at Bezos kastede sig ud i dette krævende fitnessregime med henblik på den dag, han, ligeså, ville påbegynde sin rejse mod himmelhvælvet.

Da en række journalister opstøvede Bezos’ high school-kæreste, sagde hun, at muligheden for at rejse til det ydre rum er grunden til, han tjener så mange penge”. En vurdering, der næppe krævede meget af fantasien. Som afgangstaler for sin klasse på Miami Palmetto Senior High School årgang 1982 brugte Bezos sin mikrofontid ved dimissionen på at udfolde sin vision for menneskeheden. Han drømte højt om den dag, hvor millioner af hans ligesindede jordboer ville flytte til kolonier i rummet. En lokal avis skrev om, at det var hans intention at få alle mennesker væk fra Jorden og gøre den til én gigantisk nationalpark”.

De fleste dødelige kaster teenagetidens drømme over bord hen ad vejen, men Bezos holder passioneret fast i sin, selv i takt med at han har tilegnet sig stigende kontrol over nutiden. Hans kritikere har klandret ham for at være nærig i sine velgørenhedsdonationer, i hvert fald i forhold til hans rigdom, men det, som Bezos betragter som sit fremmeste bidrag til menneskeheden, er ikke noget, man kan give til velgørenhed i almindelig forstand. Det er en profitorienteret virksomhed ved navn Blue Origin, som er sat i verden for at opfylde profetien fra high school-afgangstalen. Han finansierer sit foretagende – der bygger raketter, såkaldte rovere til udforskning af fremmede planeter og den infrastruktur, der muliggør rejser hinsides Jordens atmosfære – ved årligt at sælge for omkring en milliard dollars af Amazons aktier. Bezos anser Blue Origin – i højere grad end det monstrøse foretagende The Washington Post, som han ejer, og de mere end to milliarder dollars, han udlodder til nonprofitorganisationer, der beskæftiger sig med hjemløshed og uddannelse til amerikanere med lav indkomst – for sit vigtigste stykke arbejde”.

Grunden til, at han tillægger arbejdet så stor betydning, er, at det er en modgift mod en meget alvorlig trussel. Det er Bezos’ bekymring, at planetens stigende efterspørgsel på energi vil overgå de begrænsede ressourcer i løbet af kommende generationer. Faren er ifølge ham ikke nødvendigvis udryddelse”, men nærmere forretningsmæssig stagnation: Vi ville blive nødt til at stoppe med at vokse, hvilket jeg mener ville være en rigtig dårlig fremtid.” Mens andre gruer for, at klimaforandringerne snart vil gøre planeten ubeboelig, er det udsigterne til mindre vækst, som får milliardæren til at vride hænder.

Men det scenarie, han beskriver, er bestemt også grelt. Uden tilstrækkelig energi til hele jorden vil rationering og sult gøre sit indtog. Gennem årenes løb har Bezos gjort sig selv totalt utilgængelig for journalister, der stiller spørgsmål om Amazon. Men han deler derimod sin tiltro til kolonisering af rummet med prædikantens ildhu: For at redde Jorden bliver vi nødt til at rejse ud i rummet.”

Hans tros grundvold skal findes i en tekst, Bezos læste som teenager. I 1976 skrev en fysiker ved Princeton University, Gerard K. O’Neill, et populistisk argument for at flytte ud i rummet med titlen The High Frontier. Teksten er højt elsket af sci-fi-nørder, funktionærer i NASA og aldrende hippier. Da Bezos læste på Princeton, gik han til O’Neills seminarer og ledte campussens afdeling af foreningen Studerende for Udforskning og Udvikling af Rummet. Via Blue Origins arbejde lægger Bezos nu detaljerede planer for at gøre O’Neills vision til virkelighed.

Lektoren forestillede sig kolonier placeret i flere kilometer lange cylinderformede rør, der svævede mellem Jorden og Månen. Cylindrene ville fungere som et simulakrum af livet hjemme på moderplaneten med jord, iltet luft, frit flyvende fugle og strande overskyllet af bølger”. Når Bezos beskriver kolonierne eller fremviser kunstneres gengivelser af dem, lyder han næsten henrykt. Det er som Maui på den allerbedste dag, hele året rundt. Ingen regn, ingen storme, ingen jordskælv.” Fordi kolonierne ville gøre det muligt for den menneskelige befolkning at vokse uden jordiske restriktioner, ville arten kunne blomstre som aldrig før: Vi ville kunne være en billion mennesker i solsystemet, hvilket ville betyde, at vi ville have tusind som Mozart og tusind som Einstein. Den civilisation ville være fantastisk.”

Bezos formår at samle offentligheden med sin passionerede ordflom og en overbevisende sans for detaljen. Dog står hans præsentation tilbage med et menneskeformet hul. Hvem skal styre denne nye verden? Hvem skal skrive dens love? Hvem kommer til at beslutte, hvilke jordboer der skal lukkes ind i kolonierne? Spørgsmål som disse besvares ikke eksplicit, men udelukkende i hans stærke tiltro til, at entreprenører, skabt i hans eget billede, kommer til at forme fremtiden.

Og den fremtid vil han gøre sit bedste for at skabe. Med det talerør, hans velstand giver ham, forsøger Bezos at definere vilkårene for artens fremtid, så hans utopi kan slå rødder.

På sin vis har Bezos allerede skabt prototypen på et cylinderformet rør befolket af millioner, og dets navn er Amazon.com. Hans skaberværk er ikke i samme grad en virksomhed, som det er et omfattende system. Men selv hvis det bare var en butik, der solgte praktisk talt alle varer, der sælges kan, og leverede dem inden for 48 timer, ville det stadigvæk være den mest overvældende kreation i den amerikanske forretningshistorie. Men Amazon er både dét håndgribelige selskab og en abstraktion, som er langt mere magtfuld.

Bezos’ bedrift vender bunden i vejret på mange års forskrifter om kapitalismens grundlæggende natur – specielt en hævdvunden idé formuleret af den store østrigske økonom Friedrich Hayek. Mod slutningen af Anden Verdenskrig skrev Hayek essayet The Use of Knowledge in Society, der var et skelsættende anklageskrift mod økonomisk planlægning. Hayek kom med argumenter for, at intet bureaukrati nogensinde ville kunne matche de mirakuløse markedsmekanismer, der af sig selv effektivt samler samfundets viden. Når markeder kollektivt prissætter noget, reflekterer den pris indirekte alle de små stykker viden, der ligger spredt hos forretningsledere, arbejdere og forbrugere. Hvilket som helst regeringsforsøg på at erstatte det som organisk apparat ved at sætte priser unilateralt eller prøve at forstå de usammenlignelige effekter af en økonomi ville være rendyrket hybris.

Amazon besidder, om ikke andet, det altseende øjes blik på økonomien, som Hayek aldrig havde forestillet sig, én eneste instans kunne tænkes at opnå. I hvilket som helst øjeblik har deres hjemmeside over 600 millioner varer til salg hos mere end tre millioner forhandlere. Med det overblik, deres købshistorik udgør, har de akkumuleret verdens mest omfattende katalog over forbrugernes begær, hvilket gør det muligt for dem at forudse folks individuelle såvel som kollektive behov. Med deres logistikvirksomhed og voksende netværk af lastvogne og flyvemaskiner har de som selskab en særlig forståelse for varernes internationale kredsløb. Hvis marxistiske revolutionære i en anden verden overtog magten i USA, ville de kunne nøjes med at nationalisere Amazon og så holde fyraften.

Det, som gør Amazon så frygtindgydende i deres kritikeres øjne, er ikke udelukkende deres størrelse, men også den kurs, de har lagt for virksomheden. Amazons forråd af viden giver dem kapacitet til at bygge deres egne overlegne versioner af et imponerende udvalg af virksomheder.

I kølvandet på deres vækst er frygten for et handelsmonopol blevet vækket fra en dyb søvn – og Amazon er efter sigende blevet genstand for grundig undersøgelse af både den føderale handelskommission og landets justitsministerium. Men i modsætning til Facebook, som regeringen også har set efter i sømmene, nærer befolkningen fortsat en dyb tillid til Bezos’ firma. Georgetown University og Knight Foundation foretog en undersøgelse i 2018, som viste, at folk stolede mere på Amazon end næsten alle andre af landets institutioner. På trods af Donald Trumps stikpiller til Bezos udgør den vidtrækkende tiltro til virksomheden også en konsensus hos begge de politiske partier, omend de adspurgte demokrater var en smule mere entusiastiske end republikanerne. Demokraterne vurderede Amazon som mere tillidsvækkende end det amerikanske militær. I kontrast til den dysfunktion og kynisme, der ellers definerer tiden lige nu, er Amazon inkarnationen af pålidelighed, den sjældne institution, der fungerer præcis, som den skal.

Den store tillid til Bezos’ virksomhed har gjort ham til en enestående kulturel figur, der til tider ligner en version af den fiktive rumskibskaptajn Picard i kød og blod. Hvis det passer, at Demokratiet dør i mørket” – hvilket er mottoet for The Washington Post i Bezos-æraen – så er han lysets redningsmand. Helten, der reddede Woodward og Bernsteins gamle avis fra at gå nedenom og hjem. Da han skrev et indlæg på Medium, hvori han påstod, at tabloidavisen The National Enquirer havde forsøgt at afpresse ham, blev han hyldet for at sætte foden ned over for mediernes tilsmudsning og cybermobning.

Som foretagendet er modnet, har Amazon påtaget sig rollen som noget større end en privat virksomhed. Selskabet agerer i stigende grad som en social institution, der vogter over det fælles bedste. Efter de blev udsat for hån og kritik på grund af de vilkår, de ansatte efter sigende arbejdede under – hvoraf et enkelt eksempel gik på, at nogle af pakhusenes ansatte havde indberettet, at de følte sig presset til at springe toiletpauser over for at leve op til kravene for produktivitet – gik de forrest og hævede mindstelønnen for amerikanerne til 15 dollars i timen, hvorefter de forsøgte at udskamme konkurrenter, der ikke fulgte trop. (Amazon siger at ansatte må gå på toilettet, lige når de har lyst). I takt med at teknologien har omlagt arbejdsstyrken, har Amazon øremærket 700 millioner dollars til at genoplære cirka en tredjedel af deres amerikanske medarbejdere i de færdigheder, de nye stillinger kræver.

Manøvrer som disse handler delvist om at beskytte firmaets rygte, når det anklages for grisk opførsel. Men de binder også Amazon til en old school-opfattelse af, hvad en virksomhed er. I sin nuværende form viser Amazon tilbage til big business, som det så ud i efterkrigstiden. Da direktøren for General Motors, Charles E. Wilson, blev udnævnt til forsvarsminister i 1953, ytrede han følgende berømte bemærkning over for Senatets bekræftelsespanel: Jeg tænkte, at det, som var godt for vores land, var godt for General Motors og vice versa.”

Langt hen ad vejen blev fyndordet bredt accepteret og handlet efter i god tro. For at forhindre krig mellem klasserne anerkendte datidens Goliat-skikkelser dannelsen af fagforeninger; de gav deres ansatte sygesikring og pension. Store politisk liberale skikkelser som John K. Galbraith hyldede virksomheden som samfundets grundsten, fordi han troede på, at den kunne domesticeres og fastspændes og således tjene andre formål end sit eget resultat. Han troede på, at hvis selskabers selviske impulser holdes i skak af en opvejende magt” i form af organiseret arbejdskraft og regering, vil de tjene nyttige formål.

Men i dag er den type kræfter udvisket. Fagforeningerne, hvis organisationsindsatser Amazon har kvast rutinemæssigt, er blevet en sølle rest af, hvad de var; den myndighedsskabende stat er slemt ude af træning. Så mens vi stoler på Amazon, er der ikke nogen opvejende magt, der har tilbøjeligheden eller kapaciteten til at begrænse selskabet. Og selv om magt bestemt kan indtage en mere fjendtlig skikkelse end Jeff Bezos, lindrer det ikke den angst, der følger med en sådan grad af magtkoncentration. Amazon er muligvis en vidstrakt koncern med over 600.000 ansatte, men det er også én eneste genial, foretagsom mand, der har udvist en utrolig flair for at forme verden efter sine egne værdier.

STRÆBERI 2002 kunne Bezos fortælle sine aktionærer, at Amazons salg voksede med næsten 30 procent fra året før og genererede omkring 35 millioner i rede penge. Og det var dengang. Foto: Anthony Bolante, Reuters / Ritzau Scanpix

Efter Jackie Bezos’ hastebryllup med et medlem af en omrejsende ethjulet cykeltrup gik i opløsning, dedikerede hun sig totalt til deres eneste afkom. Teenagemoderen fra Albuquerque blev sin søns intellektuelle forkæmper. Hun kørte ham små 65 kilometer hver eneste dag, så han kunne gå på en grundskole i Houston for børn, der scorede højt i intelligenstests. Da en venteliste engang afholdt ham fra at blive blandt de højt begavede i mellemskolen, besnærede hun bureaukraterne, indtil de gjorde en undtagelse. I løbet af Bezos’ omrejsende barndom i 1970’erne, hvor hans familie bevægede sig omkring i Solbæltet – de solrige stater fra øst til vest i det sydlige USA – bakkede Jackie op om sin søns interesse i mekanik ved konstant at køre ham til og fra elektronikforretningen RadioShack.

Jeg har altid været akademisk begavet,” sagde Bezos sidste år til et publikum i Washington D.C. Virkeligheden understøttede dette udsagn i takt med, at han steg op gennem graderne i meritokratiet. På Princeton flirtede han med tanken om at blive teoretisk fysiker. På Wall Street blev han del af D.E. Shaw, en af 1990’ernes mest begavede og eventyrlystne investeringsfonde. Firmaet sendte uopfordrede breve til såkaldte Dean’s List-studerende ved topuniversiteterne med beskeden: Vi griber vores rekruttering an på en skamløst elitær facon.”

David E. Shaw, den datamatiker, som grundlagde firmaet, havde haft fingrene nede i 1980’ernes spirende internet. Det gav ham et usædvanlig klart syn på den kommende teknologiske revolution og dennes kommercielle implikationer. Han udpegede Bezos til at afsøge investeringsmuligheder i det nyligt privatiserede medie – hvilket gav Bezos sin egen store idé.

Da Bezos grundlagde Amazon i 1994, satte han sig for at bygge en institution i stil med dem, der havde båret ham gennem de første tre årtier af hans liv. Han ville bygge sit eget hjernebaserede aristokrati, et sted, hvor intelligens sikrede opstigning.

Tidligt i processen bad Bezos potentielle jobkandidater om deres resultater i den såkaldte SAT-prøve, der giver adgang til videregående uddannelser i USA. Den femte mand, der blev ansat i firmaet, Nicholas Lovejoy, fortalte senere magasinet Wired, at jobsamtalerne tog form af en sokratisk test. Bezos sonderede kandidatens logiske præcision med spørgsmål som Hvorfor er kloakdæksler runde?” Et af hans mottoer var, at hver gang vi ansatte nogen, skulle han eller hun hæve barren for den næste ansættelse, så den overordnede mængde talent altid blev skærpet,” fortæller Lovejoy. Bezos’ syn på talent var med andre ord en udøvelse af bevidst darwinisme.

Ud fra den naturlige selektions logik var det på ingen måde givet, at en boghandel ville ende med at være den digitale økonomis altdominerende virksomhed. Fra Amazon var spæd, beherskede Bezos koket undvigelsens kunst, når det kom til spørgsmål om, hvad hans retning for firmaet var. Men tilbage i sin tid hos investeringsfonden havde han sammen med Shaw tumlet med idéen om butikken, der har alt”. Og han gav altid indtryk af at være en mand med store planer – med en tro på, at et stort udvalg af fiktions- og selvhjælpsbøger kunne bane vejen til en position på magtens tinder.

I folkemunde bliver Amazon tit forbundet med Silicon Valley. Men tilfældet er rent faktisk, at Amazon i sin kerne er et salgsfirma og ikke et tech-firma. Amazon måtte med spidse albuer mase sig frem i en tætpakket og nådesløs branche, hvor de var oppe imod fast forankrede kommercielle institutioner som Barnes & Noble, Walmart og Target. På massemarkedet for detailhandel er det som regel firmaet med den smalleste profitmargin, der sejrer, og en svag december måned kan ødelægge hele året. Selv om Bezos har udmærket sig på sin evne til at tænke langt ud i fremtiden, har han også været nødt til at bekymre sig om morgendagens mulige kollaps. I Amazons påholdende virksomhed var der ingen store bonusser ved årets udgang, ingen sæder på businessclass for direktører på lange ture, ingen proteinbarsspækkede køkkener til de ansatte.

Bezos har aldrig været en gemytlig leder, især ikke i selskabets tidlige dage. Ønsket om at skabe organisationen i sit eget billede fik ham ofte til at flippe ud på dem, som ikke formåede at leve op til hans høje krav. Journalisten Brad Stones uundværlige bog om selskabet, The Everything Store, indeholder en liste med Bezos’ skarpe bemærkninger: Er du doven eller bare inkompetent?” Det her dokument er tydeligvis skrevet af B-holdet. Kan nogen skaffe mig A-holdets dokument?” Hvorfor ødelægger du mit liv?” (Ifølge Amazon afspejler beretningen ikke Bezos ledelsesstil).

Dette er den sarkastiske og nedladende version af hans uendelige spørgsmål. Men Bezos’ skarpe intelligens og perfektionisme, der kom til udtryk i hans ufravigelige fokus på en fodnote eller et appendiks, vakte beundring – og frygt. Hvis du skal til et møde med Bezos, forbereder du dig, som gjaldt det verdens undergang,” fortalte en tidligere topchef mig. Du tænker: Jeg har forberedt mig de sidste tre uger. Jeg har bedt hvert eneste forpulede menneske, jeg kender, om at finde på potentielle spørgsmål.’ Så er det, at Bezos stiller dig det ene spørgsmål, du ikke havde tænkt på.”

Virksomhedens vækst fik Bezos til at ændre sine metoder. Han skabte en ny stilling, teknisk rådgiver, hvis opgave det var at indpode hans synspunkter hos Amazons topledere. De tekniske rådgivere skyggede deres mester i mindst et år og kom ud på den anden side forvandlet til Jeff-bots’, som de øverste chefer kalder dem i spøg. Hans ledelsesstil, der før var direkte knyttet til hans personlige tilstedeværelse, blev kodet ind i systemer og procedurer. Disse gjorde, at hans indflydelse var til stede, også selv om han ikke fysisk sad med til et møde.

I 2002 blev Bezos’ særlige stil kogt ned til et sæt lederskabsprincipper, en samling maksimer som Opfind og simplificér”, Bias for handlingsparathed” og Hav rygrad; stå på mål, hvis du er uenig”. For udefrakommende lyder fraserne alt for forlorne til at være grundlag for en glødende ideologi. Men amazonerne’, som de ansatte kalder sig selv, sværger til dem. Principperne, der nu tæller 14 styk, er omdrejningspunkt for de spørgsmål, som bliver stillet under jobsamtaler; der undervises i dem ved orienteringsmøder; det er de kvaliteter, de ansatte bliver vurderet på, når deres indsats bliver evalueret.

Ud af de samlede principper er det mest hellige Kundebesættelse”, hvis bud lyder, at beslutninger udelukkende skal træffes med kundens tilfredshed for øje. At tackle konkurrenter er mindre vigtigt. Den trossøjle kan passende illustreres med Den store glidecremeskandale’.

For omkring ti år siden fandt Bezos ud af, at Amazon sendte e-mails til deres kunder, hvor de blev foreslået at købe glidecreme. Det fik ham til at koge over af raseri. Hvis man fik sådan en mail, mens man var på arbejde, kunne ens chef muligvis spotte den i forbifarten. Fik man den hjemme, kunne et barn stille pinlige spørgsmål. Bezos beordrede en løsning på problemet og truede med at sløjfe hele afdelingen, der stod for Amazons e-mailpromovering, hvis ikke det lykkedes. Kristi Coulter, som på det tidspunkt var international chef for hjemmesidens indhold og promovering, blev sat i spidsen for en arbejdsgruppe, der brugte ugevis på at lave en liste over forbudte produkter, der efterfølgende blev undersøgt af Bezos’ næstkommanderende. Det var ikke bare ting som hæmoridecreme eller glidecreme, det var hårfarve og alle slags A-vitamin. De var så konservative, når det kom til, hvad de forestillede sig kunne gøre folk forlegne. Selv når det kom til blegemiddel til tænderne, svarede de: Nej. Det kunne være pinligt.’”

At nå til tops i Amazons organisationsdiagram indebærer stræben efter at blive en del af firmaets S-Team, et hold af seniordirektører, som er virksomhedens absolut helligste gral. Holdet består af 17 topchefer, der jævnligt mødes med Bezos og afvejer firmaets vigtigste beslutninger. Bezos behandler S-teamet med familiær affektion; gruppemedlemmerne er dem, som er tættest på at kunne læse hans tanker.

Gruppen har fuldstændigt absorberet Bezos’ metode og viderefører den til afkroge af virksomheden, han under ingen omstændigheder kan have direkte kontakt med. James Thomson, der var med til at bygge platformen Amazon Marketplace, hvor alle kan sælge nye eller brugte varer gennem hjemmesiden, forklarer metoden sådan her: I de fleste firmaer kan lederne godt lide at vise, hvor meget de ved. Hos Amazon er det at stille det rigtige spørgsmål, som er deres fokus. Lederne trænes til at prikke huller i data.”

Så snart en direktør bliver en del af S-teamet, bliver han der. Stabiliteten i enheden giver utvivlsomt Bezos en vis grad af tryghed, men det fastlåser også selvsamme trofaste topdivision i en antikveret holdopstilling: Der er ingen afroamerikanere på S-teamet; dets eneste kvinde er virksomhedens HR-chef. Lederskabets sammensætning ændrer sig heller ikke meget, når man træder et enkelt trin ned ad stigen. Da mediet CNBC gennemgik de 48 direktører, som leder Amazons kernevirksomheder (hvilket inkluderer detailhandel, cloud-tjenesten og hardware), fandt de kun fire kvinder.

En tidligere teamleder, som ikke er hvid, fortalte mig, at for topcheferne har et ord som diversitet en klang af at sænke niveauet”. Det er den klassiske libertarianske måde at tænke på,” fortalte Kristi Coulter mig. De tror, Amazon er et databaseret meritokrati, men hvem er det egentlig, der bestemmer, hvad der bliver talt op, og hvem der har forudsætningerne for at gøre sig selv til en del af den kompetente ledelse? Hvis vicedirektørernes møder er skemalagt til klokken syv om morgenen, hvor mange mødre kan så administrere det?” (Amazon modsætter sig den metode, CNBC brugte til at opgøre antallet af kvinder i deres højeste rang af ledere. Der er dusinvis af kvindelige chefer, som spiller en afgørende rolle for Amazons succes,” meddelte en talsperson mig i en e-mail. Han brugte selskabets generøse barselsordning, dets dedikation til fleksibel skemalægning og det faktum, at over 40 procent af arbejdsstyrken på globalt plan er kvinder, som bevis for dets stræben efter ligestilling mellem kønnene. Han sagde desuden, at lederskabsprincipperne insisterer på, at de ansatte udforsker en bred palet af holdninger”.

Meritokraten Bezos’ blinde punkt er, at han betragter sin plads i verden som et fortjent resultat af hans intelligens og hårde arbejde. Den idé kortslutter hans evne til for alvor at lytte til sine kritikere. Da han for to år siden ved et møde for hele firmaet blev konfronteret med sammensætningen af S-teamet, affejede Bezos anklagen uden at anerkende dens alvor. Ifølge CNBC sagde han, at det var hans forventning, at en hvilken som helst udvikling i selskabet ville ske gradvist over en længere tidsperiode”. Den seneste tilføjelse til holdet, som blev foretaget i år, var endnu en hvid mand.

Bezos grundlagde sin organisation som et anti-bureaukrati. Som modtræk til, at arbejdsgrupper har tendens til at blive for store, indførte han det, som han kalder two pizza teams’ – to-pizza-grupper. (Akkurat som Bezos’ andre opfindelser lyder det som en gimmick, hvis man ser bort fra, at de ypperste tech-ingeniører og økonomer med doktorgrader accepterer det som ordnende princip for deres professionelle liv). Teorien forudsætter, at Amazons arbejdsgrupper, ideelt set, skal være så små, at to pizzaer skal kunne gøre dem mætte.

I deres varehuse har Amazon brugt videospil til at motivere arbejderne – spillene, der har titler som MissionRacer, aflæser medarbejderens output og fordeler arbejderne i hold, der kæmper mod hinanden, for at de skal arbejde hurtigere. Et begreb som two pizza teams udgør en mere subtil, vidensindustriel udgave af idéen om at gøre arbejde til spil. De små teams skaber indtryk af en vis grad af ejerskab over projekterne. Men når medarbejderne sidder i så små teams, kan de også føle en større frygt for at fejle, da der ikke er nogen større gruppe at gemme sig bag eller til at deles om skylden med.

Amazon har en lang række procedurer, der guider deres vidt forskellige afdelinger. Bezos insisterer på, at planer fremlægges som sekssiders notater skrevet i hele sætninger. Et format, han beskriver som narrativt. Den praksis blev affødt af en fornemmelse hos Bezos af, at PowerPoint-præsentationer var blevet et værktøj, der gjorde det for let at skjule en uklar arbejdsmentalitet. Bezos havde en gisning om, at det kræver en mere lineær tankegang at formulere sig på skrift. Som John Rossman, en af selskabets alumner, der skrev bogen Think Like Amazon, beskrev det: Hvis du ikke kan skrive noget ud, så er du ikke klar til at forsvare det.” I starten af mødet indtager man de seks sider lange notater, hvor stemningen af Bezos selv beskrives som den på en læsesal. Det sikrer, at de deltagende heller ikke kan gennemføre et møde ved at lade som om. Først efter den stille fordøjelse af notatet – hvilket kan være et angstprovokerende stræk for dets forfattere – kan gruppen stille spørgsmål til dokumentet.

De fleste af Amazons teams er hermetiske størrelser; den nødvendige grad af ekspertise er indlejret i hver eneste afdeling. Tag for eksempel Amazons gedigne hold af folk med doktorgrader i økonomi. I adskillige af de forgangne år har selskabet hyret mere end 150 af dem, hvilket gør Amazon til en arbejdsplads, der har en langt højere koncentrationen af økonomer på lønningslisten end hvilket som helst af landets universiteter. Tech-selskaber som Microsoft og Uber har også ansat økonomer, men ikke lige så mange.

Og mens andre firmaer har haft tendens til at samle økonomerne i centraliserede grupperinger, som regel med fokus på at lave forudsigelser eller arbejde på sager vedrørende politik, har Amazon grebet det anderledes an. De har fordelt økonomer ud over en bred række arbejdsgrupper, hvor de blandt andet kan udføre kontrollerede eksperimenter, der muliggør videnskabelig, og dermed effektiv, manipulation af forbrugerens adfærd.

Utrættelig er muligvis det mest Amazon’ske ord, men Bezos taler også om værdien ved at strejfe. At strejfe er en essentiel modvægt til effektivitet,” skrev han i år i et brev til sine investorer. Da jeg talte med en række medarbejdere ved Amazons hovedkvarter i Seattle, fortalte de, at de først og fremmest værdsatte den intellektuelle frihed, de fik af deres arbejdsgiver. Når man først havde formuleret et projekt tydeligt i et godkendt notat på seks sider, var der som regel bredt spillerum til at gøre det til virkelighed, uden at det var nødvendigt at kæmpe sig gennem adskillige niveauer af godkendelse.

Strejfermentaliteten har bevirket Amazons fortsatte udvidelse ud i tilstødende brancher – eller endda brancher, hvis relevans slet ikke ses ved første øjekast. Med yderligere hjælp fra den evigt stigende mængde af indsamlet data om udbud og efterspørgsel samt den indsigt i menneskelige behov og menneskelig adfærd, selskabet konstant afdækker, bliver de ved med at finde nye vækstmuligheder.

Hvad er Amazon, ud over et aktieselskab på det elektroniske aktiemarked Nasdaq? Det er et sindsoprivende spørgsmål. Virksomheden er navngivet efter verdens mest omfangsrige flod, men den har også bifloder, der skyder ud i alle retninger. Detailhandel er en fattig beskrivelse af det selskab, der på nuværende tidspunkt også er et produktionsselskab, en teknologifabrik, en udbyder af webtjenester og desuden arbejder med udvikling af kunstig intelligens. Men at kalde det et konglomerat, passer heller ikke helt i betragtning af, at så stor en del af dets foretagender er tæt integrerede eller kommer til at blive det hen ad vejen.

Da jeg stillede amazonerne samme spørgsmål, fik jeg indtryk af, at de betragter virksomheden som et paradigme – en særlig tilgang til det at træffe beslutninger, et værdisæt, Jeff Bezos’ verdenssyn forplantet i omtrent 600.000 medarbejdere. Den type beskrivelse betyder selvfølgelig, at selskabets ekspansion ikke har nogen naturlig begrænsning; at ingen økonomisk sektor ligger uden for dets kernekompetencer.

BREAKING NEWSJeff Bezos’ opkøb af den hæderkronede The Washington Post i 2013 var en overraskelse for hele mediebranchen. Foto: Gary Cameron, Reuters / Ritzau Scanpix

I slutningen af 2012 tog Donald Graham de indledende skridt til at sælge sit arvegods, The Washington Post. Han ville give avisen videre til nogen med lommer dybe nok til at holde den oven vande gennem den næste økonomiske nedgang; han ønskede en person, der var tech-agtig nok til at fuldføre avisens digitalisering; men frem for alt en, der forstod rollen som forvalter på et dybere plan. Graham lavede en slutliste med de ideelle ejere, han havde planer om at opsøge, heriblandt finansmanden David M. Rubenstein, New Yorks tidligere borgmester Michael Bloomberg, grundlæggeren af eBay Pierre Omidyar samt Jeff Bezos.

Listens sidste navn var Graham særlig begejstret for. Den januar måned spiste han morgenmad med sin ven og rådgiver Warren Buffett, som tilfældigvis også havde aktier i The Washington Post. Buffett nævnte, at han mente, at Bezos var den bedste CEO i USA – langtfra en ualmindelig holdning, men Graham havde ikke hørt den fra Buffett før. Efter morgenmaden satte Graham sig for bedre at forstå Bezos’ ideologiske præferencer. Jeg foretog en primitiv Google-søgning og fandt tæt på ingenting for en så velstående person. Jeg kendte intet til hans politiske ståsted,” fortalte han mig. Det store tomrum så Graham som tegn på, at Bezos var gjort af det ideelle stof for en avisejer.

Graham sendte prompte en repræsentant af sted for at pitche idéen. Det var en høflig, men langtfra lovende samtale: Bezos udelukkede ikke muligheden for, at han ville byde på The Washington Post, men han udviste heller ikke nogen mærkbar entusiasme. At han de facto parkerede emnet i adskillige måneder, var den tydeligste indikator på hans niveau af interesse. Alt imens Bezos ghostede Graham, var opløbets mest entusiastiske byder, Omidyar, vedholdende i sin jagt efter titlen.

Bezos’ tidligere udtalelser havde muligvis ikke afsløret nogen form for partiskhed, men de viste også liden appetit for gammeldags institutionalisme. Som mange af tidens andre CEOs anså Bezos sig selv som et middel til kreativ destruktion, med ganske lidt sympati for det destruerede. Selv velmenende gatekeepere holder innovationen tilbage,” skrev han i sit brev til aktionærerne i 2011. Kritikken var rettet mod forlagsbranchen i New York, hvis magt Amazon prøvede at mindske. Men han nærede samme syn på selvtilfredse gammeldags medieinstitutioner, der nu forsøgte at vedholde deres kulturelle autoritet.

Det var derfor noget af en overraskelse, da Bezos efter måneders stilhed sendte en mail, hvor han på tre linjer udtrykte sin interesse i The Washington Post. Graham og Bezos aftalte at mødes til frokost i Sun Valley i Idaho, hvor de begge skulle deltage i Allen & Companys sommerkonference. Graham tog sandwich med tilbage til sin lejede lejlighed, og over disse gav den aldrende ejer sin foretrukne køber en noget anderledes salgstale. Han forklarede alle grundene til, at det var svært at være avisejer. Det var vigtigt for ham, at Bezos forstod, at en avis var alt andet end et middel til at fremme forretningsinteresser eller en hvilken som helst anden dagsorden. Samtalen var en vejledning i elitens ansvarsområder, leveret af en person med stor erfaring i at forvalte dem.

Graham behøvede ikke at plædere. Ved mødet i Sun Valley forhandlede de knap nok betingelserne. Vi spiste brunch sammen to gange og til sidst gav vi hånd, det var ulig nogen anden forretningsaftale, jeg har lavet i mit liv,” fortalte Graham mig. Manden, der begræd samfundets gatekeepere, var pludselig blevet vogter ved en af nationens allervigtigste porte.

At købe The Washington Post var ikke et økonomisk betydningsfuldt øjeblik i Jeff Bezos’ tilværelse. Ud over de milliarder, han besad i Amazon-aktier, havde han diskret investeret i Google og Uber i virksomhedernes spæde år. De nye firmaer forstod, at anerkendelsen fra Bezos ville pynte på deres chancer hos andre mulige investorer. (Det første offentlige udbud af Uber alene skaffede ham en sum estimeret til 400 millioner dollars tidligere i år, langt mere end han betalte for The Washington Post i 2013).

Men købet var derimod et vendepunkt i historien om Jeff Bezos’ rygte og lagde et nyt spor for hans tilstedeværelse i verden. Den aften købet fandt sted, var forholdet mellem Amazon og New Yorks forlagsbranche højspændt. Den venlige fyr, som havde erklæret sin kærlighed til Kazuo Ishiguros romaner og skabt en ny sej måde at købe bøger på, blev nu i nogle cirkler betragtet som den litterære kulturs fjende og monopolistisk efterfølger til finansmanden Rockefeller. Kort tid inden overtagelsen havde Bezos skrevet et notat, der kom i hænderne på Brad Stone, med titlen Amazon.love’, som satte hans S-team til at overveje strategier for, hvordan virksomheden kunne undgå at blive så frygtet som Walmart, Goldman Sachs og Microsoft.

Selv om han aldrig har retfærdiggjort købet af The Washington Post med sine bekymringer om Amazons og selvfølgelig sit eget image som forklaring, må spørgsmålet have ligget ham på sinde, mens han overvejede muligheden. Det at redde en samfundsinstitution som The Washington Post gav ham en chance for at bygge et anderledes eftermæle for sig selv.

Bezos holder The Washington Post strukturelt adskilt fra Amazon, hans familiekontor fører kontrol med avisens foretagende, men han leder den på samme ekspansionistiske vis som sit firma. Han svor at tilbageføre hver eneste dollar af profitten til forretningen. I de seks år han har været ejer, er redaktionen vokset fra 500 til lidt over 850 mennesker.

På trods af sine investeringer i institutionen har Bezos’ forbindelse til Washington D.C. været haltende og akavet. Han var adskillige måneder om at besøge redaktionslokalerne og forsøge at dulme de meniges nervøsitet over avisens nye ejer. Da Ben Bradlee, en af avisens store redaktørskikkelser, døde nogle måneder inde i Bezos’ regime, besluttede han først at deltage i begravelsen, da Bob Woodward forklarede ham, at Bradlees død var af afgørende betydning for avisens sjæl. Hans tilknytning til avisen lod ikke til at kræve følelsesmæssig involvering, indtil Bezos sendte sit jetfly af sted for at hente journalisten Jason Rezaian hjem fra Iran efter 18 måneders tilfangetagelse og endda personligt assisterede ham på turen. Pressen hyldede Bezos for at udvise så stærk interesse i journalistens skæbne – et udtryk for mediernes forherligelse af de folk, de betragter som deres frelsere.

Det tog muligvis Bezos lidt tid at forstå, at Washington ville blive et nyt knudepunkt i hans liv, men da han endelig gjorde, var han hurtig til at slå sig ned. I 2016 betalte han 23 millioner dollars for en gammel museumsgrund lige om hjørnet fra præsident Woodrow Wilsons tidligere bolig. Museet havde slået to palæer sammen, hvoraf det ene var designet af John Russell Pope, den arkitekt, som stod bag monumentet for Thomas Jefferson.

Bezos beholdt den ene af bygningerne som bopæl og igangsatte en renovation af den anden til brug for sociale arrangementer, et sted, som på meget selvbevidst vis skabte mindelser om avisens tidligere udgiver Katharine Grahams gamle salon, bare med geotermisk varme. Washingtonian Magazine, der fik fingrene i Bezos’ plan for renovationen, forudså, at når palæet engang stod færdigt, ville det fungere som Washingtons selskabslivs sande Dødsstjerne”.

Mens Bezos fandt sig til rette i Washington, gjorde hans selskab det samme, men på dets egne præmisser. Årene under Obama var opsvingstider for Big Tech. Direktørerne tøffede jævnligt gennem Det Hvide Hus. Besøgslisterne fra dengang viser, at intet andet amerikansk selskab var på besøg oftere end Google. Silicon Valley kastede sig med branchens karakteristiske, forstilte idealisme hovedkulds ind i politiske debatter, selv som branchen samtidig begyndte at ansætte folk klædt i Brioni-jakkesæt til at falbyde politisk indflydelse. Ifølge dem selv gjorde firmaerne intet andet end at kæmpe for det frie internets fremtid, en kamp, der indebar at fastholde netværksneutralitet og afholde grådige teleselskaber fra at kvæle det nye medies frihedsløfte.

Mens tech-selskaberne investerede heftigt i politik, heppede Amazon af og til fra sidelinjen og tog også del i koalitionerne fra tid til anden. Men det meste af tiden virkede firmaet ligeglad. Amazon brugte ikke lige så mange penge på lobbyister, som de fleste af deres brødre i Big Tech gjorde, i hvert fald ikke indtil de sidste år af Obamas regeringstid. Amazon lod til at bekymre sig langt mindre om at påvirke lovgivningen, end de interesserede sig for at skaffe sig fordelagtige forretningsaftaler. De gik til regeringen som hvilken som helst anden kunde, de var besat af.

Hvis man ser, hvordan Demokraterne nu prygler de store tech-selskaber, er det svært at huske, hvor kærkomment Obama i sin tid omfavnede industrien, og hvor tilsvarende venligt tech-giganterne gengældte med donationer under præsidentvalget. Men der var en mindre åbenlys grund til alliancen: Som følge af den synlige fiasko, hjemmesiden healthcare.gov førte med sig, havde Obama desperat brug for et hold nørder. Han indsatte som den første præsident nogensinde en såkaldt chief technology officer i sin stab, landets allerførste stilling som øverstbefalende teknologisk embedsmand, og landets ledelse gik i gang med at plage statsbureaukratiet om at lægge al dets information i skyen’, et ryk, der blev givet lovning på ville give besparelser og mere effektivt sikre personfølsomme oplysninger.

Den politiske målsætning gik officielt under navnet Cloud First. Amazon havde ikke noget at gøre med dens igangsættelse, men stod til at tjene milliarder på projektet. De var nemlig strejfet ind i cloud-lagringsteknologien for at gøre forretning langt før deres konkurrenter. Virksomhedens datterselskab Amazon Web Services (AWS) er på det mest basale plan en konstellation af server-farme rundtom i verden, som lejes billigt og bruges til højsikret opbevaring af data. Apple, kommunikationsplatformen Slack og snesevis af start-up-virksomheder residerer alle hos AWS.

Mens detailhandel var en branche med en voldsomt lav profitmargin, var AWS tværtimod tæt på at generere ren profit. Og Amazon havde området for sig selv. I syv år havde vi ingen ligesindede konkurrenter. Det er utroligt,” lød det pralende fra Bezos sidste år. AWS er så dominerende en spiller på markedet, at selv Amazons konkurrenter, heriblandt Netflix, opbevarer deres data hos dem – selv om Walmart resolut nægter og ytrer dets bekymringer omkring at placere selskabets værdifulde hemmeligheder på konkurrentens servere. Dermed er Walmart mere mistroisk end efterretningsmiljøet, for i 2013 gik CIA med til at bruge 600 millioner dollars på at anbringe deres data i Amazons cloud-tjeneste.

Andre af de store tech-selskaber har bekymret sig om det moralske aspekt af at lade sig vikle ind i statens varetagelse af nationens sikkerhed. Men den slags forbehold har Bezos aldrig givet udtryk for. Hans bedstefar udviklede systemer til missilforsvar for det amerikanske forsvarsministerium og førte kontrol på atomkraftværker. Bezos er vokset op, mens rumalderen var præget af mere romantisering end nogensinde, og i en tid, hvor de store spillere på forretningsmarkedet og det store statsapparat gerne slog pjalterne sammen for at opnå storslåede nationale bedrifter.

At blive betroet med det mest lukkede statsagenturs hemmeligste oplysninger gav Amazon et talepunkt, de kunne tage med sig til et hvilket som helst salgspitch – og et fortrin i aftaler med hvilken som helst anden kunde inden for statsapparatet.

GLOBALBezos, med lige så bredt smil som logoet på Amazons forsendelseskasser, på besøg hos Amazons tyske hovedkvarter i München i 2002. Foto: Imago / Ritzau Scanpix

En af Amazons største styrker er firmaets evne til at lære, og med tiden tilpassede de sig også, når det gjaldt traditionen for at gøre brug af Washingtons kammerateri, så de tilføjede tre forhenværende medlemmer af Kongressen til deres lobbyiststyrke. (Amazons udgifter til lobbyvirksomhed er steget med næsten 470 procent siden 2012). De begyndte også at hyre regeringspersonale, efter de forlod deres politiske poster. Da Anne Rung, som var styrende udbudsansvarlig under Obama-administrationen, fratrådte sin stilling, gik hun direkte videre til Amazon.

Målet var ikke udelukkende at vinde kunder til Cloud-lagringsvirksomheden. Amazon solgte ansigtsgenkendelsessoftware til statens retshåndhævelsesorganer og har angivelig fremlagt et salgsforslag for grænsepolitiet ICE (Immigration and Customs Enforcement). Amazon ønskede også at blive den indkøbsportal, hvor staten køber clips, stole, kaffebønner og elektronik. Og det var bestemt ikke en triviel forretningsaftale; den amerikanske regering bruger årligt over 50 milliarder dollars på forbrugsgoder.

I 2017 fik Repræsentanternes Hus diskret stemt den såkaldte Amazon-tilføjelse igennem, begravet i en større bevillingslov. Disse bestemmelser skulle forestille at modernisere regeringens indkøb, men lod også til at sætte dagsordenen for Amazons dominans i den pågældende branche. Først efterfølgende, da konkurrenterne for alvor fattede ændringens betydning, begyndte det at give bagslag, og tilslutningen til Amazon dæmpedes. (Regeringen er i gang med at søsætte et pilotprogram, hvor de tester et par forskellige forhandlere).

Men regeringens kurs var stadig let at se, især hvis man kiggede uden for hovedstaden. I 2017 underskrev Amazon en aftale med den ukendte organisation U.S. Communities, der potentielt kunne give et afkast på omkring 5,5 milliarder dollars. U.S. Communities forhandler på vegne af mere end 55.000 statsregioner og kommunale enheder (skoledistrikter, bibliotekssystemer, politistationer) i forbindelse med køb af kridt, elektronik, bøger og lignende. En rapport fra 2018 skrevet af The Institute of Local Self-Reliance dokumenterede, at en stigende andel af de fysiske genstande, der fylder de offentlige rum, efterhånden har Amazon som afsender.

Ironien, der står i centrum for Amazons stadig voksende relation til landets regering, er øredøvende. Sidste år betalte Amazon ikke en eneste cent i skat til staten. Selskabet har mestret afvigelsens kunst ved at udnytte udenlandske skattely og ved at moonwalke deres vej gennem de tilsyneladende uendelige smuthuller, revisorer formår at fremtrylle. Amazon bidrager muligvis ikke til statskassen, men offentlige midler strømmer ind på deres konti.

En af de ting, som har bevirket, at Amazon har vokset sig så stort, er selskabets skatteunddragelse. Det nederlag belønner regeringen så med kæmpe forretningsaftaler, der vil gøre selskabet endnu større.

Hvilken slags ego besidder en mand som Jeff Bezos? Den amerikanske præsident har testet hans overlegne position ved nådesløst at nedgøre ham. I Trumps populistiske form for moralisering har han castet Jeff Bozo’ i rollen som elitens overherre. Han knuser mindre virksomheder; han tager postvæsenet ved næsen; han fremmer i smug sin virksomheds mål ved hjælp af sin avis, som Trump insisterer på at kalde The Amazon Washington Post’. Under valgkampagnen i 2016 svor Trump at bruge statsapparatet til at flå Amazon: Hvis jeg bliver præsident, uha, så kommer de i problemer.” Don Grahams advarsler om slagsiderne ved avisejerskab var næsten profetiske.

Det er ikke, fordi Bezos bare er skøjtet hen over angrebene: I et modtweet jokede han engang med at sende Donald Trump ud i rummet. Omstændighederne for Bezos’ forretning, der både involverer regeringen og forbrugerne i USAs røde stater, gør dog, at han helst undgår fjendtlighed fra præsidenten.

På trods af giftighederne eller måske endda på grund af dem hyrede Amazon lobbyisten Jeff Miller, en af Trumps fremmeste fundraisere; Bezos delagtiggør præsidentens svigersøn Jared Kushner i sine holdninger. I 2017 blev Bezos indstillet til at sidde i Forsvarsministeriets rådgivende teknologipanel, men hans edsaflæggelse blev aflyst, da Forsvarsministeriets tjenestepersonale opdagede, at der ikke var blevet udført et baggrundstjek af ham. (Han blev aldrig en del af panelet). En tidligere rådgiver i Det Hvide Hus fortalte mig, at Trump ville gå fra forstanden, hvis han vidste, hvor meget kommunikation Bezos har med de ansatte i vestfløjen af Det Hvide Hus”.

I efteråret 2017 annoncerede Pentagon, hjemsted for det amerikanske forsvarsministerium, et projekt ved navn JEDI – Joint Enterprise Defense Infrastructure. Projektet gik ud på at migrere alt ministeriets data til et centraliseret lager i skyen’, så ministeriet bedre kunne gøre brug af kunstig intelligens og lettere kommunikere på tværs af fjerne slagmarker. Pentagon markerede vigtigheden af foretagendet med et planlagt budget på ti milliarder i løbet af ti år. Men projektet kan potentielt blive endnu mere lukrativt, hvis de resterende dele af regeringen har tænkt sig at følge i Pentagons teknologiske fodspor.

Adskillige firmaer kappedes om at få aftalen i land, og fordi Amazon generelt blev anset som frontløberen, blev de udsat for de hårdeste angreb. De rivaliserende virksomheder fyrede yderligere op for Trumps foragt for Bezos. En af direktørerne i teknologifirmaet Oracle lavede et falsk diagram, der kortlagde’ Amazons indsats i Pentagon-projektet med titlen En konspiration, der vil skabe et tiårigt monopol på Forsvarsministeriets datasky. Oracle benægtede, at de gav det grafiske materiale til præsidenten, men det landede i skødet på Trump.

Oracle prøvede også at blokere Amazon i retten. Dele af selskabet spandt en skummel fortælling om, at Amazon havde infiltreret Pentagon. En tidligere rådgiver for Amazon Web Services havde faktisk fået en høj stilling i Forsvarsministerens stab, men det var en projektleder ved navn Deap Ubhi, som fik en stilling i Forsvarsministeriet efterfølgende, der endte med at stå i centrum for Oracles fortælling. Mens han arbejdede for regeringen, havde Ubhi tweetet: Én gang amazone, altid amazone.” Oracle hævdede, at han havde opfyldt den beskrivelse af sig selv og havde udviklet JEDI til fordel for sit alma mater. (Amazon svarede igen, at dusinvis af mennesker havde udviklet aftalen, og at Ubhi kun arbejdede på JEDI i syv uger af dens tidlige forløb). Da Pentagon-kontoret formelt annoncerede JEDIs tekniske specifikationer, var det kun Amazon og Microsoft, der kunne leve op til dem.

Ubhis rolle i projektet var bekymrende, men ikke nok til, at hverken en højesteretsdommer eller Pentagon kunne sætte en stopper for JEDI. Der var røg, lød det fra dommeren, men ingen brand. Sejren skulle have banet vejen for Amazon, men just som Pentagon stod klar til at uddele JEDI-aftalen nu til sommer, annoncerede præsidentens nye forsvarsminister Mark Esper, at han ville udskyde beslutningen og gå aftalen efter i sømmene.

En af de ansatte i Forsvarsministeriet fortalte mig, at Trump havde overværet Tucker Carlson rase imod JEDI-projektet på Fox News og forlangt en forklaring. Senatoren Marco Rubio, der i løbet af valgkampen i 2016 samlet modtog mere end fem millioner dollars fra Oracle i kampagnemidler, bad folkene i Pentagon forsinke udnævnelsen af vinderen og pressede efter sigende på under en telefonsamtale med Trump. (I samme periode modtog Rubio en langt mindre sum fra Amazon). Trump lader til at have været ude af stand til at modstå chancen for at kunne markere sig over for sin fjende, hvilket kan have sat Amazons chance for at tilføje ti milliarder dollars på bundlinjen over styr.

Hvis man ser på Trumps motiver, er det svært ikke at få sympati for Bezos. Men Trumps modvilje – og hans forfærdelige forhistorie med offentlig udhængning af medie- og avisfolk – gør ikke de spørgsmål, man må have omkring Amazon, mindre valide.

Kritikere af selskabet har argumenteret for, at regeringen ikke burde binde sig fast til et enkelt firma og især ikke med et så vigtigt projekt. De anfører, at det skaber stor sårbarhed over for ondsindede aktører at opbevare alle statshemmelighederne hos én udbyder. Det kan også gøre staten usundt afhængig af et firma, hvis sikre indtægt kan skabe for stor selvsikkerhed og gøre, at de med tiden mister deres innovative sindelag.

JEDI-projektet er del af en bredere kontekst af tvivlsspørgsmål omkring regeringens forhold til Amazon. Den frygt, der herskede for, at det var offentligheden, der skrev under på selskabets fortsatte vækst, spøgte, da Amazon forsøgte at bygge deres andet hovedkvarter i Queens – indtrykket var, at bystyret i New York sørgede for skattelempelse og subsidier til den virksomhed, der havde allermindst brug for en håndsrækning.

Men alt imens Amazons aflyste planer om at flytte til Long Island City stjal opmærksomheden, er opførelsen af et lignende tilholdssted lige uden for Washington D.C. for alvor ildevarslende. Selvfølgelig er der adskillige ærværdige grunde til, at et selskab etablerer sig i Capitol Hills blomstrende skygge, men det er svært at forestille sig, at Amazon ikke tænkte på deres spirende forretningsplaner med regeringen – muligheder, som forsinkelsen af JEDI-aftalen næppe vil afholde dem fra at forfølge i fremtiden. Ifølge en undersøgelse fra Government Accountabillity Office af 16 styrelser har kun 11 procent foretaget skiftet til cloud-lagring.

Selskabet følger i fodsporene på sin ejer. Jeff Bezos har pakket sig ind i Washingtons magtelites broderskab og labber det i sig ved at deltage i socialt prestigefyldte fællesskaber som Alfalfa- og Gridiron-foreningerne – tusindvis af Amazon-implantater vil finde deres vej til Washingtons politiske landskab. Direktørerne sender deres børn i skole de samme fine steder som journalister, tænketanks-stipendiater og højtrangerende embedsmænd. Amazonerne vil tage imod middagsinvitationer fra deres nye naboer. Det veludstyrede system kommer til at assimilere millionærtilflyttere fra et parallelt Washington. Amazons markedskraft vil stå side om side med deres politiske magt; statens interesser og en enorm virksomheds interesser vil blive viklet sammen – en kombination, der, historisk set, aldrig er faldet ud til demokratiets fordel.

SOCIALEJeff Bezos og hans tidligere kone MacKenzie til den vigtigste af alle Oscar-fester, Vanity Fair Oscar Party, i 2018. Foto: Danny Moloshok, Reuters / Ritzau Scanpix

I selskab med sine nærmeste ansatte var Jeff Bezos den feterede gæst ved The National Space Societys årsmøde i 2018. Organisationen tildelte ham en pris, de kunne være ganske sikre på, han ville værdsætte: Gerard K. O’Neills mindepris for rummigrationens fortalere. Efter æresmiddagen indtog Bezos scenen for at snakke med en redaktør på magasinet GeekWire, men før diskussionen tog fart, stillede Bezos et spørgsmål: Er der nogen her blandt publikum, der ser tv-programmet The Expanse?”

Hans spørgsmål var rent lefleri for publikum, der begejstret gav ham bifald og hujede og piftede. The Expanse, som oprindelig blev sendt på tv-kanalen Syfy, handler om de eksistentielle udfordringer ved at bygge en rumkoloni og udspiller sig langt ude i fremtiden. De er baseret på en romanserie, som Bezos forguder. Men på trods af at seriens fans udviste en næsten militant hengivenhed, havde Syfy valgt ikke at forny The Expanse, med vrede protester til følge. Et fly med bannerpåhæng var fløjet hen over Amazons afdeling i den californiske by Santa Monica med en opfordring til selskabet om at samle serien op.

Mens forsamlingens overstadige reaktion på Bezos første spørgsmål så småt fortog sig, stillede Bezos et nyt, der vred endnu et bifald ud af dem: Ved I, at castet fra The Expanse befinder sig i lokalet lige nu?” Han bad skuespillerne rejse sig. Årene i front for et filmselskab lod til at have lært Bezos den dramatiske effekt af en kunstpause. For ti minutter siden,” sagde han ud i lokalet, fik jeg besked om, at The Expanse er reddet.” Og det viste sig også, at velgøreren var ham selv. Han påkaldte sig navnet på seriens hovedrumskib og tillod sig at indtage den nævepumpende eufori, der omgav ham: Rumskibet Rocinante er i sikkerhed.”

The Expanse var en mindre tilføjelse til Bezos Hollywood-imperium, der inden længe skal til at husere i de gamle Culver-studier, hvor Hitchcock i sin tid optog Rebecca, og Scorsese filmede Raging Bull. Amazon har i sinde at bruge skønsmæssigt fem milliarder dollars på tv-serier og film over det kommende år.

Da Bezos første gang offentliggjorde Amazons indtog i Hollywood, lagde han ikke skjul på sine revolutionære planer. Han svor at skabe en helt ny måde at lave film”, som forklaringen lød over for Wired. Amazon skabte en hjemmeside, hvor alle, erfaring uagtet, kunne indsende manuskripter, som selskabet tog i betragtning. De lovede, at de projekter, de valgte, ville blive datadrevne – enkelte i firmaet yndede at beskrive dette som foreningen af kunst og videnskab.

Den meget alternative tilgang, Amazon pralede af, viste sig ikke at afspejle den kurs, der i virkeligheden blev udstukket. Da selskabets anden omgang af pilotafsnit blev gjort tilgængelige til streaming i 2014, analyserede de seernes forbrugsmønstre – hvorefter de parkerede dem fuldstændig. Bezos gik ind til et møde, hvor fremtiden for serierne blev besluttet, og proklamerede, at Amazon skulle gå videre med det mindst sete af de fem pilotafsnit: Transparent, en serie om en transperson, der er forælder til tre voksne børn. Bezos havde læst de begejstrede anmeldelser i medierne og truffet sin beslutning derefter.

Transparents succes hos kritikerne lagde det fremtidige mønster for Amazon Studios. I starten af 2010’erne foretrak branchens bedste talenter stadig at arbejde for kabelstationerne. Hvis en ny streamingplatform skulle opsnappe disse talenter i håb om at tiltrække seere, måtte de vække opsigt. De skulle komponere en programflade, der lavede noget larm.

I stedet for at gå efter masserne valgte Amazon at sætte sig i scene som et indie-selskab, der fedtede for den øvre by-middelklasses smag, til trods for at direktørerne fra Seattle ingenlunde var hipstere. Jeg kan huske, dengang Lena Dunhams bogoplæg gik i udbud, og folks reaktion her var at spørge: Hvem er Lena Dunham?’” fik jeg engang at vide af en tidligere direktør for Amazons forlagsvirksomhed.

Som stadig spirende satsning blev Amazon Studios nødt til virkelig at holde en af Amazons lederskabsprincipper for øje: nøjsomhed. Direktørerne gennemrodede bunkevis af andre selskabers afslag på jagt efter anderledes manuskripter. De købte Catastrophe, som var en vraget komedie, for 100.000 dollars per afsnit, og sammen med BBC købte de den første sæson af Fleabag for omkring tre millioner dollars.

Nøjsomheden var en god kreativ stimulans. Produktionsselskabets vovede projekter var prismagneter. Amazon vandt Golden Globe-statuetter samtlige fem år, selskabets serier var nomineret. Da kameraet bevægede sig langs med det smokingklædte publikum for at fange deres reaktioner, tonede Bezos’ umiskendeligt glinsende isse frem på skærmen. Ifølge hans kolleger var det en sand fornøjelse for ham at vinde priser, og han var dedikeret til at få fat i dem. For at mænge sig med medlemmerne af dommerkomitéerne holdt han fester i sin ejendom i Beverly Hills, der i sin tid havde været ejet af medgrundlæggeren af DreamWorks, David Geffen.

Når man læser interviews med Bezos fra gamle dage, er det svært at se for sig, at han nogensinde havde forestillet sig, at han ville blive en af kongerne af Hollywood, eller at en stjerne som Matt Damon henslængt ville kunne finde på at lægge armen om ham og posere kammeratligt foran kameraet. Når han talte om, hvor nørdet han var, var det selvudslettende og til tider decideret smertefuldt at høre på. Engang har han udtalt følgende til Playboy: Jeg er ikke typen, kvinder forelsker sig i. Jeg gror mere bare på dem, ligesom svamp.”

Da Bezos deltog i Vanity Fairs Oscar-fest i 2013, opførte han sig ikke, som om han ejede rummet. Men Bezos og hans nu forhenværende kone MacKenzie bevægede sig i det mindste rundt i folkeskaren i modsætning til medstifteren af Google, Sergey Brin, der fortrak til et hjørne. Muligvis klyngede de sig desperat til hinanden, men de startede modigt samtaler med alle, der hilste på dem. MacKenzie indrømmede engang over for Vogue, at hun var introvert, hvilket gjorde hende meget nervøs under den slags events. Sin mand beskrev hun derimod som en meget social fyr”.

Hollywood er berusende både som branche og socialt fællesskab. Akkurat som i Washington lod Bezos sig nedsynke i en helt anden kultur, hvor paparazzi-fotografer skød billeder, når han sejlede på en yacht med mediemogulen Barry Diller. Senere stiftede han bekendtskab med den magtfulde agent Patrick Whitesell, hvis kone, Lauren Sanchez, senere blev Bezos’ kæreste. Han begyndte at deltage i fester afholdt af kendte producenter som Mark Burnett, der er ophavsmand til realityformaterne Survivor og The Apprentice. Bezos dukker op til alt. Han ville deltage i åbningen af en konvolut,” fik jeg at vide af en af Hollywoods topfolk.

Bezos retfærdiggjorde Amazons investering i Hollywood med følgende sarkastiske bemærkning: Når vi vinder en Golden Globe, sælger vi flere sko.” Hvilket er en bevidst glat måde at gøre opmærksom på, at Amazon er anderledes end sine konkurrenter. Det er ikke kun en streamingtjeneste (som Netflix) eller et kabelnetværk (som Comcast), selv om det også er begge de ting. Amazon er et lukket økosystem, som de håber, at folk vil bosætte sig i, og deres film- og tv-produkter er et relativt billigt led i den plan.

Amazons mål fremgår tydeligt af en af de parametre, de bruger til at bedømme succesen af deres programflade. De undersøger seervanerne hos de brugere, der tilmelder sig en gratis prøveperiode af Amazon Prime-servicen, og udregner derefter, hvor mange nye abonnenter det enkelte program tilvejebringer. Når de tager højde for en series skæbne, opgør Amazon et programs produktionsomkostninger i forhold til, hvor mange abonnenter det genererer.

Det er muligt, at gode anmeldelser kunne trumfe analyseresultaterne i produktionsselskabets tidlige dage, men Amazon har vist sig tilbøjelige til at droppe selv en Golden Globe-vinder som I Love Dick, hvis det er den skæbne, målingerne lægger for dagen.

Tilbage i 1960’erne anså de kritikere, der var del af tidens modkultur, tv som et narkotikum, der fremkaldte et stadie af hovedløs forbrugermentalitet. Det er ikke en urimelig beskrivelse af den rolle, tv spiller i Prime-tjenestens abonnementsmodel. Trods Amazons hyperrationelle tilgang til verden ønsker de at kortslutte kundernes økonomiske beslutningsproces. Sunil Gupta, der er lektor ved Harvard Business School og har studeret selskabet, fortæller: Da Amazon startede Prime, kostede det 79 dollars, og trækplasteret var gratis todageslevering. I dag vil de fleste lave regnestykket og tænke: Er 79 dollars dét værd?’ Men i stedet siger Bezos: Jeg vil ikke have, at du skal lave regnestykket, så jeg smider film og andre goder med i købet, der gør det svært at udregne abonnementets egentlige værdi.’”

Da Amazon skabte Prime i 2005, insisterede Bezos på, at prisniveauet skulle være højt nok til, at ordningen føltes som noget, kunderne virkelig forpligtede sig til. Efterfølgende skulle forbrugerne så indfri det betragtelige udlæg ved at følge op på forpligtelsen og trofast lægge resten af deres forbrug hos Amazon.

Hundrede millioner Prime-abonnenter senere har det vist sig som en adfærdsøkonomisk genistreg. I USA købte tjenestens medlemmer årligt varer på Amazon for 1.400 dollars – i kontrast til de 600 dollars, ikke-medlemmer brugte. Det fremgik af en undersøgelse foretaget af Consumer Intelligence Research Partners. Den viste desuden, at 93 procent af Primes kunder fornyer deres abonnement efter et år; 98 procent gør det samme efter to. Med Prime skaffede Bezos sig en stor bunke penge, for når abonnementerne automatisk bliver fornyet hvert år, strømmer der milliarder direkte ned i firmaets lommer. Bezos har gjort sit website til en del af folks rutine. Serier som The Marvelous Mrs. Maisel og Jack Ryan er vigtige redskaber, der bruges til at skabe mønstre for hele din eksistens.

I takt med at Bezos’ rolle i produktionsselskabet er blevet større, foretager de større satsninger, som er udtryk for hans karakter. Således brugte de 250 millioner dollars på retten til at gøre Ringenes Herre til en tv-serie. Efter sigende betalte de et nicifret beløb for den kreative indsats fra ægteparret, som stod bag HBO-serien Westworld, og der er også lagt planer for adaptationen af værker af berømte sci-fi-forfattere som Neal Stephenson og William Gibson.

Bezos tager del i tovtrækkeriet i forbindelse med en række af projekterne. Han henvendte sig personligt til J.R.R. Tolkiens arvinger for at få Ringenes Herre-aftalen var i mål. En Hollywood-agent har fortalt mig, at Bezos har henvendt sig direkte til to af vedkommendes klienter; Amazon-cheferne bruger hans navn i telefonopkald for at lægge pres på: Han spørger ind til projektet hver eneste dag.”

Som barn tilbragte Bezos sine sommerferier på sin bedstefars ranch i byen Cotulla i Texas. Der hjalp han til med at kastrere tyre og lægge rør og så også sæbeoperaer med sin bedstemor. Men det, som primært underholdt ham i løbet af de lange dage, var science fiction-bøger. En sci-fi-fanatiker havde doneret en gedigen samling til det lokale bibliotek, og Bezos ræsede gennem hylderne, der bød på forfattere som Isaac Asimov og Jules Verne. Han beskrev engang sit åndsslægtskab med sci-fi-forfatteren Iain M. Banks’ værker således: De har et utopisk element, som jeg finder meget tiltalende.” Den kommentar indeholder et gran af selvindsigt. Sideløbende med alle hans teknokratiske instinkter, hans ingeniøruddannelse og evner udi investeringsbranchens kvantitative analyser findes en romantisk impuls, som sameksisterer med hans rationalisme og endda sommetider overvinder den.

Det er måske meget passende, at Bezos’ eneste rigtige flirt med skandale kom frem i lyset i Hollywood. Det drejede sig om forholdet til førnævnte Lauren Sanchez, der begyndte som en rodet affære af utroskab og dick pics.

Det, der undrede en stor del af hans beundrere, er, at skandalen afslørede en mangel på disciplin, der ikke matcher den mand, som er kendt for at have skabt en virksomhed så forhippet på fremtiden, og som så dedikeret har udlevet sit selskabs værdier.

Forventningen, der er indlejret i forvirringen, er urimelig, for selv om Bezos af og til er blevet gjort til en superhelt i kulturelle sammenhænge, er han i sidste ende jordbo. Når Bezos skaber forudsætningerne for sin virksomhed, og dermed også samfundet, er han ikke mindre påvirket af sine følelser end os andre. En tilværelse i hans skaberværk indebærer derfor også at være underlagt hans forbehold og præferencer.

DEN FJERNESTE HORISONTNår man er Jeff Bezos, er ens drømme ikke bare drømme. Hans bud på et månelandingsfartøj, Blue Moon, blev præsenteret i maj 2019. Foto: Clodagh Kilcoyne, Reuters / Ritzau Scanpix

Jeg besidder ingen lyst til at gennemse købshistorik på Amazon, der går årtier tilbage og er fyldt med produkter af tvivlsom nødvendighed. Genbrugsspanden uden for mit hus, der er propfyldt med pap dækket med smilende pile, taler sit klare sprog. Jeg forestiller mig af og til, at smilet er selskabet, der får sig et godt grin på min bekostning. Min troskab over for Amazon lever i bedste velgående, selv om jeg gentagne gange har kritiseret det.

Når vi gør os afhængige af Amazon, har de bevismateriale, de kan bruge mod os. At sælge gennem hjemmesiden er også at ligge under for et system bygget på disciplin og afstraffelse. Amazon dikterer ganske effektivt, hvilket antal varer en forhandler må placere i en kasse, og hvilken størrelse kasse de er villige til at håndtere. (For at tilpasse sig Amazons stringente krav reducerede et firma, der sælger foder til kæledyr, deres pakninger med 34 procent). Hvis forhandlerne ikke følger reglerne, resulterer det i bødestraf. Hvis et firma, der sælger gennem Amazon Marketplace, derimod føler sig fejlagtigt behandlet, har de ganske få muligheder, fordi de frasiger sig retten til at sagsøge i den kontrakt, de underskriver med selskabet. Sådan er handelsbetingelserne bare.

Eksisterer det frie valg stadig, når det gælder Amazon? Det er et af de spørgsmål, der plager forretningerne langt mere end forbrugerne. Selskaber som Nike undgik Amazon i årevis; de brugte et hav af penge på at lave deres egne universer for e-handel i stedet. Men selv da Nike ikke solgte deres produkter på Amazon, var mærket alligevel det mest solgte på hjemmesiden. Hvem som helst kunne falbyde Nike-sko på Amazon uden at stå til ansvar for, hvordan de fremskaffede deres lager. Amazon Marketplace blev direkte bindeled mellem de kinesiske fabrikker og amerikanske hjem, og derfor blev platformen også en kanal for forfalskede produkter, hvilket Nike ustandseligt brokkede sig over. Webmagasinet Wired kunne berette, at Amazons ti mest solgte fodboldtrøjer på et tidspunkt under årets VM-turnering for kvinder lignede kopier. Hvis de skulle bibeholde den mindste smule håb om at kontrollere deres marked, besluttede Nike, at den eneste mulighed var at slutte sig til rivalen. (Amazon har udtalt, at de forbyder salg af forfalskede produkter).

Ben Thompson, der grundlagde hjemmesiden Stratechery, som foretager videnskabelig ransagelse af Silicon Valleys virksomheder, skærer ind til benet i sin beskrivelse af Amazons udførlige plan. Han mener, at selskabet ønsker at stille logistik til rådighed for praktisk talt alt og alle”, for hvis alle tings kredsløb går gennem Amazon, vil de være i en position, hvor de kan beskatte” et imponerende udvalg af udvekslinger.

Når Amazon sælger abonnementer på de dyreste kabelkanaler, eksempelvis Showtime og Starz, tager de efter sigende en andel på alt mellem 15 til 50 procent af prisen. I den periode, en vare står i stampe i et af Amazons varehuse og ikke er købt endnu, betaler sælgeren leje. Amazon gør det muligt for forhandlerne at købe fremhævede placeringer i produktsøgningerne (for så at markere dem som annoncer), og de har udstykket plads på deres egne sider, som kan lejes til reklameformål. Hvis en virksomhed håber på at få adgang til Amazons stordriftsfordele, skal de betale bomafgift.

Manden, der sætter sig selv i scene som den heroiske rumkaptajn Jean-Luc Picard, har dermed skabt en forretning, der nærmere minder om den, som tilhører Picards fjender, borg’erne, en samfundsopslugende enhed, der fortæller deres ofre, at I vil blive assimileret” og Al modstand er forgæves”.

I sidste ender smelter det beundringsværdige og frygtindgydende ved Amazon sammen. Man kan købe hvilken som helst vare på deres side, hvilket gør det til den bedste købsoplevelse, der findes. Man kan købe hvilken som helst vare på deres side, hvilket betyder, at markedskræfterne er koncentreret i ét eneste selskab på faretruende vis. Amazons intelligente højttalere kan med deres magiske kraft oversætte det talte ord til elektronisk handling; Amazons dørkameraer kan sende videooptagelser til politiet og er dermed en forlængelse af overvågningssamfundet. Med sin unikke ledelsesstruktur og krystalklart formulerede værdier samt en omfattende mængde data giver Amazon henkastet nye virksomheder grund til at beundre dem, men også til at underkaste sig.

Jeff Bezos har vundet kapitalismens spil. Spørgsmålet, demokratiet står over for at skulle besvare, er i så fald bare, om vi synes, det er i orden.

På Jeff Bezos’ ranch i det vestlige Texas ligger der et bjerg. Gravet ned inde i dets udhulede kerne befinder der sig et vældigt tårn af forbundne Genève-drev, greb og en bimetallisk fjeder. De indvendige dele, som endnu ikke er færdigsamlet, skal drive fremtidsuret Clock of the Long Now, et kronometer skabt til at holde tiden med perfekt akkuratesse i 10.000 år og en viser, der bevæger sig ved indgangen til hvert nyt århundrede. Bezos har selv stillet 42 millioner dollars til rådighed som kapital til konstruktion af uret, der er et forsøg på at frigøre menneskene fra nuet; at udvide artens opfattelse af tid. Bezos har argumenteret for, at hvis mennesker tænker på den lange bane, kan vi opnå ting, vi ellers ikke ville kunne opnå”.

Når Amazon vurderer medarbejdernes indsats, beder de dem nævne deres superkraft’. En arbejdsgiver burde formentlig ikke skabe forventninger om, at hans personale besidder evner, som overskrider de dødeliges rækkevidde, men jeg gætter på, at Bezos selv ville pege på sin evne til at tænke ud i fremtiden. Han dvæler ved detaljerne uden at give afkald på sin klare udsigt til det ultimative slutmål.

Det er derfor, at han på én og samme gang kan manøvrere én virksomhed til at mestre dagligvarehandlen, mens han via en anden virksomhed stræber efter at sende astronauter til månen inden 2024 i håb om, at mennesker med tiden kan køre minedrift på det astronomiske legeme og udvinde de nødvendige ressourcer til en koloni. Bezos nærer ikke håb om selv at besøge kolonierne, som først ville opstå længe efter hans død, men det har ingen indflydelse på ivrigheden af hans indsats.

Det er passende, at Donald Trump har gjort Jeff Bezos til sin modstander. De repræsenterer duellerende reaktioner på den dysfunktion, der omgiver så meget af den amerikanske tilværelse. I mødet med den nuværende præsidents manipulerende følelsesspil er det svært ikke at sukke efter et teknokratisk alternativ, at længes efter en utopi bygget på kompetencer og klare regler. Mens Trump kører landet i sænk, bygger Bezos ting, der fungerer helt som lovet.

Men det at undergrave et demokrati kan antage forskellige former. Ubegrænset privat magt fremstår måske ikke lige så truende, når den offentlige magthaver synes så bedragerisk. Men landet må tænke som Bezos og overveje det lange, historiske spektrum, før det tillader så meget ansvar at pulje sig sammen hos én mand, som indtager roller, der engang var forbeholdt staten, uden at være blevet stemt på af nogen som helst.

Bezos’ selskab er blevet den fælles nationale infrastruktur; det former fremtidens arbejdsplads med sine robotter; det vil befolke himlen med sine droner; dets hjemmeside afgør, hvilke industrier der blomstrer, og hvilke der falder fra. Hans investeringer i rumfart kan helt forandre himmelrummet. Det politiske systems manglende evne til at overveje problemerne ved hans magt, endsige kontrollere den, skaber garanti for den fremtid, Bezos har planlagt, hans langsigtede nutid”. Grunden til, at hans blik er så fikseret i det fjerne, er, at han ved, at fremtiden tilhører ham.

Artiklen er oversat fra engelsk og let redigeret. Den oprindelige version er bragt i The Atlantic, november 2019.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: