Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Vi vil gøre Zetland CO2-neutralt. Vi aner ikke, om det kan lade sig gøre. Vil du hjælpe os?

#MeCO2 Er det flyrejser, kød eller varme, vi skal skrue ned for? (Og nej, så vidt jeg ved, kører ingen herinde i Hummer). Animation: Kasper Løftgaard for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


12. november 2018
6 min.

Derfor skal du læse denne artikel

Fra i dag skruer vi helt op for dækning af klimaforandringerne og naturen. I den anledning har vi tænkt på, at vi nok også burde kigge på os selv. Det klinger lidt hult at tale om andres CO2-regnskab uden at se på sit eget. Derfor: Kan vi gøre Zetland bæredygtigt? Forsøget begynder her. Vi starter fra scratch (eller lidt under måske). Og vi har brug for din hjælp.

I dag begynder et forsøg, som jeg ikke aner, hvor skal ende.

Og det er ikke ment på sådan en journalist-agtig måde, hvor man faktisk godt kender slutningen, men siger, man ikke gør, for at opbygge spænding i sin historie.

Jeg kender ikke slutningen.

Forsøget lyder sådan her: Vi har besluttet at forsøge at gøre Zetland bæredygtigt. CO2-neutralt endda.

Når jeg siger, at vi har besluttet det, er det faktisk rimelig meget Lea Korsgaard, chefredaktør herinde, der har fået idéen. Lea får mange idéer. Det ved jeg, fordi jeg kender Lea virkelig godt (vi var begge to med til at stifte Zetland for en hel del år siden i et kælderlokale med livlig hashhandel udenfor, men det er en anden historie). Jeg ved, at Leas idéer falder i to kategorier. De gode. Og de sindssyge.

Spørgsmålet er, hvilken kategori den her er. Selv om Zetland er vokset løbende siden lanceringen for to et halvt år siden og har over 10.000 medlemmer, er vi stadig en lille virksomhed – cirka 25 ansatte – der endnu ikke giver overskud. Det er hårdt, og vi har sindssygt travlt. Så er det smart – nu – at prøve at gøre os bæredygtige? Har vi, helt ærligt, råd og tid til det?

Det var onsdag eftermiddag på redaktionen, og jeg trak Lea til side.

Er du træt?” spurgte jeg.

Ja, jeg er simpelthen så træt,” sagde hun.

Jeg har jo siddet oppe det meste af natten. Jeg tror, jeg har sovet to en halv time … og dækket … skrevet midtvejsvalg … Se, jeg kan ikke engang snakke. Der kommer kun usammenhængende ord ud …”

Altså: Lea havde siddet hele natten og skrevet om det amerikanske midtvejsvalg – sammen med vores politiske skribent Jonathan Tybjerg, journalistisk chef Kirstine Dons og mig selv (jeg fik den nemme tjans og havde sovet dobbelt så meget som Lea).

Men øhm …” nåede jeg at spørge.

Jeg har kun tre et halvt ord i mig ad gangen,” sagde Lea, og så skal jeg lige tænke mig om. Så kommer der tre et halvt ord mere.”

Så altså: Var det her en god eller en sindssyg idé?

På sin vis ved vi det godt. Den grønne omstilling er altafgørende. Klimaforandringerne truer over hele kloden, lyder det fra verdens fremmeste forskere. Dyre- og plantearter forsvinder med høj fart i disse år. Den grønne revolution er vores alle sammens største udfordring. Det er en erkendelse, der i stigende grad vågner på tværs af politiske holdninger, i erhvervslivet og det offentlige, blandt investorer og blandt kunstnere, hos de unge og hos de ældre.

Vi ved, at nogen skal gøre noget. Spørgsmålet er: Hvem? Os?

Hvorfor er det egentlig, du tænker, det her er en god idé?” spurgte jeg Lea.

Hun skulle til at svare. Så ringede min telefon.

Min kæreste ville høre, om jeg kunne nå at køre vores ældste søn til kor. Det kunne jeg nok godt. I hvert fald hvis jeg tog bilen. Jeg lagde på.

På en måde synes jeg, det der er et meget godt eksempel,” sagde Lea. Hun mente min telefonsamtale.

At i den her helt almindelige travle hverdag, vi alle sammen lever i – hvor der er tusind ting, og et barn skal til kor – der tror jeg, mange i stigende grad oplever spørgsmålet: Hvordan kan jeg leve mere bæredygtigt? Hvordan kan jeg hjælpe til den grønne omstilling, uden at det kræver alt? For jeg skal også have mit barn til kor. Kan de to hensyn mødes?”

Lea havde lige, som hun selv formulerede det, bundet en journalistisk sløjfe på intermezzoet”.

Du spurgte …” sagde hun

Ja, altså, hvorfor skal vi gøre det,” sagde jeg.

Hvis vi virkelig oprigtigt vil tage den grønne dagsorden seriøst og ikke bare være med til at beskrive – undskyld udtrykket – hvor fucked det er, det, vi er i gang med at gøre med kloden, men også være med til at pege på løsninger – være med til at anvise veje, vi skal gå ad – så vil det jo være meget oplagt at begynde med os selv.”

Med andre ord: Når vi nu vil skrive meget mere offensivt og endda aktivistisk om den grønne revolution, klinger det måske lidt hult, hvis vi ikke også kigger på os selv.

Samtidig er det et spændende eksperiment, påpegede Lea. Hvad skal der til som (lille) virksomhed, hvis vi skal blive bæredygtige? Hvordan gør man?

Og jeg bliver virkelig ærligt nødt til at indrømme,” sagde hun, at jeg er helt clueless.”

Jeg vidste heller ikke, hvad der skulle til. Men nu skulle jeg til at finde ud af det.

Jeg vidste dog én ting: at det nok ikke ville blive nemt.

På Zetland flyver vi af og til. Vi skruer godt op for radiatorerne. Vi spiser også ret tit kød til frokost. (Jeg gruer for skribent Torben Sangild, hvis vi dropper kødet. Vil han stadig spise på redaktionen? Vil han stadig arbejde på Zetland?). Og ja, vi fælder ikke træer for at udkomme på papir, men hvad med de strømslugende servere, vores data ligger på? (Og det er jo faktisk løgn, at vi ikke kommer på papir – vi udgiver bøger, som skoleskribent Sara Alforts nye bog, og til jul laver vi en greatest hits over vores journalistik. Der ryger nogle træer der.).

Tror du, det kan lade sig gøre – at blive CO2-neutral?” spurgte jeg.

Det håber jeg,” sagde Lea. Skal målet ikke være det? Vi er i gang med, som menneskehed, at skulle gøre noget umuligt. Vi skal omstille os med lynets hast – omstille syv en halv milliarder menneskers måde at være i verden på. Så hvis vi ikke på Zetland kan sige: Okay, lad os gøre det umulige, lad os lave en CO2-neutral virksomhed’, så er vi da et ringe eksempel,” sagde hun.

Og så kan det godt være, det ikke kan lade sig gøre. Men vi bliver sgu da nødt til at have det som ambition.”

Jeg tænkte to ting: 1. Det havde vist sig, at Lea, trods søvnmangel, godt kunne sætte mere end tre et halvt ord sammen. Og 2: Idéen virkede god. Og sindssyg.

Så fra i dag begynder det. Vi annoncerer hermed ambitionen: At gøre Zetland til en klimamæssigt bæredygtig virksomhed.

Første skridt må være dette: at undersøge, hvad Zetlands CO2-aftryk overhovedet er. Hvor meget udleder vi – direkte og indirekte? Er det maden, transporten, energien, dataene eller måske vores pensionskasse, der sætter det dybeste aftryk?

Jeg vil løbende skrive om vores fremskridt og tilbageskridt, om vores fejl og, forhåbentlig, succeser. Processen skal være åben og offentlig, så du kan følge med i de dilemmaer, vi sikkert vil møde som virksomhed – og så vi, måske, kan inspirere andre.

Men mest af alt har vi – jeg – brug for hjælp. Hvordan finder vi vores CO2-aftryk? Og hvad gør vi så bagefter?

Har du viden, idéer, særlig ekspertise eller uforpligtende tanker, så del dem endelig i bidragssporet eller med mig på [email protected]

Vi har brug for det.