May Schaefer er filmskaber og lærer på en filmskole i New Mexico, hun siger “fuck” ret ofte og griner meget. Men når hun tænker på, hvordan hendes samtaler med hendes far har været på det sidste, bliver hun nogle gange lidt deprimeret. Fordi han er blevet deprimeret.

“Og gnaven og helt klart en smule mere konservativ og, du ved, hævngerrig.”

Jeg fangede hende over Zoom her den anden dag. Vi talte om, hvordan hendes far bliver, når han ser tv, Fox News, nogle gange CNN.

“Jeg har i det store hele skåret den del af min familie, som jeg ved bare sidder og ser Fox News hele dagen, ud af mit liv. De blev mere fordomsfulde.”

May Schaefers historie står langtfra alene. En af de store fortællinger om det amerikanske præsidentvalg i november handler om, hvordan det amerikanske samfundssystem og de mennesker, der befinder sig i det, er blevet polariseret. Politisk er det amerikanske højre i de seneste årtier vokset umådeligt langt væk fra det venstre. Det er sjældent, at Republikanere og Demokrater i Kongressen gør andet end at modarbejde hinanden, og hvor der som udgangspunkt ikke er noget odiøst i, at de politiske fronter står klart aftegnet inden et valg, så er situationen i USA for nogle, eksempelvis May Schaefer, lige nu langt farligere end dét. Amerikanerne er ikke bare uenige. Flere end nogensinde bor på forskellige planeter med lysår mellem deres verdensbilleder.

På den ene er Donald Trump den værste præsident i amerikansk historie, en kriminel mafiaboss, der har løjet sig til magten, og som nu bruger den til at være ond for noget nær ondskabens skyld. På den anden er han den bedste nogensinde, en nærmest guddommeliggjort forkæmper for det gode og det sande, der så hurtigt som muligt skal op og sidde på Mount Rushmore, så sammenligningerne med Abraham Lincoln og George Washington bliver hugget i sten.

I midten af denne politiske slagudveksling står den almindelige amerikaner på den politiske midte og bliver hevet i og ud til siden, enten den ene eller den anden. Eller ud i depressionen som May Schaefers far. Ude i siden er fronterne ikke blot trukket op, de er fastlåste. Derude er den demokratiske samtale, vi i verdens demokratier plejer at basere vores samfund og valghandlinger på, sat ud af spil. Det her er med andre ord langt større end almindelig uenighed.

I den fortælling spiller medierne en stor rolle. Som de gør det i May Schaefers familie. Især for hendes far, der ikke længere er sammen med hendes mor, og som ser ret meget tv.

“Når han tænder for nyhederne, gør han det, fordi han føler en tomhed i sit liv. Nyhederne bliver en slags baggrundsstøj, der kan distrahere ham fra stilheden. Men deres had og misinformation gør ham så negativ og apatisk, og når han har siddet længe og set dem, bliver jeg nødt til at tale med ham. Om at tro på, at vi kan ændre tingene.”

Frygten blandt amerikanere som May Schaefer er næsten svimlende, for den går på, om amerikanerne overhovedet kan finde hinanden igen.

I den seneste uge har jeg talt med flere amerikanere, mennesker, der som May Schaefer har oplevet, hvordan deres familie, venner, landsmænd er blevet skubbet ud til en side, polariseret af USA’s politiske virkelighed. Nogle føler endda, at deres nærmeste er røget ud over en kant, gone off the deep end, som man siger.

Tag for eksempel James Stenzel, som bor i en lille by i delstaten Minnesota, og ligesom med Schaefer talte jeg med ham over Zoom. James Stenzel er en venligt udseende mand med sort skæg og store hænder. For ikke længe siden skar et andet menneske ham ud af sit liv.

“Vi havde forskellige idealer,” sagde han om en klassekammerat, han gik i gymnasiet med. “Jeg havde mine, han havde sine. Vi havde haft diskussioner før, vi havde været uenige, men vi havde aldrig skændtes, i hvert fald ikke som jeg så det. Det var altid en udveksling af informationer. Jeg vil altid gerne overbevises, jeg er altid åben over for at blive overbevist.”

Men så: “Jeg lagde så noget på Facebook om, hvorfor jeg kan lide præsident Trump.”

I James Stenzels Facebook-opslag beskrev han USA som et hus med et skadedyrsproblem.

“Og der kommer så den her fyr og siger, at han kan fjerne skadedyret,” sagde han på videoforbindelsen. “Så man hyrer ham.”

Fyren, der kunne gøre noget ved problemet, var – underforstået – Donald Trump. Skadedyret, som han skulle fjerne, var i opslaget en vaskebjørn.

“Min klassekammerat så det, at det var en vaskebjørn, som noget racistisk,” sagde James Stenzel. “Og for mange år siden var vaskebjørnen faktisk en racistisk betegnelse, men det var absolut ikke sådan, jeg mente det. Det var ment, som det stod skrevet. Vaskebjørne er skadedyr. Det er det, de er, intet mere. Der er en grund til, at man kalder dem skraldespandspandaer. Min klassekammerat så det som en racistisk betegnelse, og jeg forstod det ikke. Jeg ville gerne diskutere det, jeg ville gerne forklare, hvorfor jeg ikke så det som sådan, men han blev bare ved med at skrive til mig, at det var racistisk. Til sidst blokerede han mig. Skar mig ud af sit liv.”

James Stenzel holder med Donald Trump, han tror altså, at præsidenten er mand for at rydde ud i Amerikas skadedyrsproblem, men for ham har det problem intet med race at gøre, fortæller han. Og tilføjer, at han altid er interesseret i at blive udfordret på sine holdninger.

“Fortæl mig, hvorfor du mener, som du gør, og måske vil jeg ændre den måde, jeg tænker på,” sagde han. “Det har altid været mit mål. Jeg er ikke bange for at blive udfordret.”

Derfor er ekkokamre noget af det værste, han ved.

“Jeg har ikke lyst til at skabe et omkring mit eget liv, og det gør mig ked af det, at andre mennesker gør det. For intet godt kommer ud af et ekkokammer.”

Og her kommer de amerikanske medier så ind i billedet, for de er netop ekkokamre. Vi kan som eksempler tage fat i kabel-tv-kanalerne CNN og Fox News, som på hver sin måde repræsenterer hvert sit politiske verdensbillede. Især Fox News er kendt for en politisk bias, hvori Donald Trump er en frelser. CNN’s journalistiske standard er langt højere, men også CNN har i Donald Trumps tid som præsident bevæget sig ud i margenen af den journalistiske mainstream. Blot i modsat retning. Her er Trump en skurk, slet og ret.

De to verdensbilleder har delt den amerikanske befolkning imellem sig, og de trækker den politiske midte til højre og venstre. En undersøgelse fra januar konkluderede, at republikanere og demokrater sætter deres lid til to nærmest omvendte medielandskaber. Republikanerne stoler ikke på andre end Fox News og ser derfor ikke meget andet, mens demokraterne stoler på alle andre og bruger dem derfor mere. Er medierne den demokratiske samtales fødselshjælpere, er amerikanerne dermed i store problemer. Hvis medierne skal stille viden og kritisk sans til rådighed for borgerne, som på den baggrund træffer deres politiske beslutninger, kræver det, at medierne eksisterer på samme spilleplade, at de opererer med de samme præmisser, og at deres sandheder er de samme. I USA er dette ikke tilfældet.

James Stenzel ser “absolut”, som han sagde med tryk på, at medierne spiller en rolle i den polarisering, han oplever.

“Selv de kanaler, jeg er enig med, vil kun udgive de historier, som passer ind i deres narrativ,” sagde han. “Og jeg synes, det er forfærdeligt. Jeg kan ikke holde det ud. Jeg ser ikke meget tv, netop fordi kabel-tv-kanalerne ikke fortæller os hele historien. Hvis der var en kanal, som ikke havde bias, ikke havde spin, ikke udelod noget som helst, så ville jeg se den kanal,” sagde James Stenzel. Han talte hurtigere og hurtigere, det her virkede vigtigt.

“Jeg ville se den 24 timer i døgnet,” sagde han så. “Men den findes ikke. Der er kun dem, der er, og de ignorerer alle sammen de historier, der ikke passer ind i deres verdensbillede.”

Et af de store spørgsmål er selvfølgelig, hvordan det er kommet så vidt. Hvorfor folk som May Schaefer i New Mexico og James Stenzel i Minnesota begge mister mennesker i deres liv på grund af det, der er på tv. I New York fandt jeg en, der i årevis har forsket i, hvad det er, der foregår. Whitney Phillips er adjunkt i kommunikation og retorik ved Syracuse University, hun beskæftiger sig med misinformation, medier og journalistisk etik. Og ifølge hende kan det se ud, som om polariseringen af det amerikanske medielandskab er sket for nylig og ud af det blå. Det er faktisk ikke tilfældet. Den amerikanske mainstream så den bare ikke komme.

“Noget af det, der er så overvældende ved det her øjeblik i historien, er, at problemerne, som vi står over for, ikke har været her i to år eller tre år eller fem år eller ti år,” sagde Whitney Phillips. “Polariseringen, som har overtaget medielandskabet, kan føres tilbage til 1950’erne, måske endda lidt tidligere end det.”

I 1950’erne begyndte der blandt de temmelig højreorienterede amerikanske evangelister at vokse en mistro til og afsky for massemedierne frem, fordi disse dengang var ved at blive mere sekulære. Det amerikanske samfund som sådan var ved at blive mere sekulært, og der var ikke længere plads til Gud, følte evangelisterne, på radio- og tv-frekvenserne. De begyndte at bygge deres egne alternative medier, primært radiokanaler. Det gik ekstremt godt ekstremt hurtigt.

“Men det, der var underligt ved den tid, var, at folk i mainstreamen ikke havde nogen anelse om, at det her skete,” fortalte Whitney Phillips. “De her nye medier var som en slags Galápagos, hvor det højreorienterede Amerika kunne udvikle dets eget sæt normer. Mens de højreorienterede jo godt vidste, hvad der foregik i mainstreamen. De kunne ikke lide det, for det var en trussel mod det kristne verdenssyn.”

I årtier havde man så de her to mediesystemer, som kørte parallelt. Mainstreamen og Galápagos. Som årene gik, blev det blandt evangelisterne normaliseret, at det amerikanske centrum-venstre, liberalisterne, var “de andre” i den mest fremmedgjorte forstand, ofte blev de endda associeret med kommunister. Eliten, de intellektuelle og dem, som bestemte i Hollywood, blev i de evangeliske medier set som i opposition til det gode.

“De blev en slags ideologisk yngleplads for en masse bekymring for kommunisme. Det var det her, the Red Scare voksede ud af,” fortalte Whitney Phillips på videolinket. “En bekymring for en udenlandsk, uamerikansk ‘anden’.”

Undervejs opstod det, der i USA kaldes det nye højre. En bevægelse, hvori evangelisme og en særlig form for ret ekstrem konservatisme begyndte at få politisk magt, og da mange af dem, der nu fik denne magt, i forvejen havde forbindelse til de her evangeliske netværk, smeltede mediesystemer og politiske systemer sammen. Udviklingen kulminerede med valget af en udtalt evangelist, Ronald Reagan, i 1980. Og endnu dalrede centrum-venstre gennem tilværelsen, øjensynligt uvidende om, hvad der foregik.

Det, der nu er sket, forklarede Whitney Phillips, er, at Galápagos-øen er kollideret med den “normale” verden.

“Så mens folk på højrefløjen altid har været meget bevidste om, hvad der foregik på venstrefløjen og i mainstreamen, siger centrum-venstre nu: ‘Jamen hvad fanden er det her?’ For de så det aldrig komme.”

Derfor kan det nogle gange virke, som om amerikanere med forskellige politiske overbevisninger står på forskellige planeter, når de mødes. De har i virkeligheden ikke bare forskellige politiske overbevisninger. De, eller den kollektive, fælles masse, de er resultatet af, har brugt årtier på at opbygge parallelle virkeligheder. Og i rummet mellem sådan nogle er det svært at føre en samtale.

“Centrum-venstre tror, at hvis de bare fortæller nok fakta til de her mennesker, så vil det på en eller anden måde få dem til at ændre holdning. Men den tanke ignorerer årtier af kulturel normalisering af mistro,” sagde Whitney Phillips. “Centrum-venstre blev taget på sengen, og nu gør mange af de formodede løsninger på problemet faktisk kun problemet større. De gør kløften dybere mellem venstre og højre. De gør det mere usandsynligt, at folk kan have meningsfulde diskussioner. For når venstrefløjen for eksempel siger, at QAnon ikke eksisterer, siger mange på højrefløjen, som tror på QAnon, at det siger du bare, fordi du er en del af den ‘dybe stat’.”

Og så har vi altså problemet. Whitney Phillips selv var i vores samtale meget opmærksom på, hvordan det ser ud. Den store tragedie lige nu er, at amerikanerne ikke er i stand til at tale meningsfuldt med hinanden, og det er ikke, sagde hun, fordi den ene side er dum eller ond, det handler simpelthen om, at begge er opflasket med fundamentalt forskellige forståelser af, hvordan verden ser ud.

“Det er den største tragedie, du kan forestille dig, på et tidspunkt, hvor vi er nødt til at finde sammen. Vi har brug for at løse problemerne, men du kan ikke løse problemerne, hvis du ikke taler det samme sprog. Det er dér, vi er i USA, og det er derfor, det er sådan noget rod.”

Ligesom James Stenzel, ham med opslaget om Trump og vaskebjørnen, bor Jamie Kunkel-Schutter i Minnesota. Da jeg fik forbindelse til hende, kunne jeg bag hende se hendes stue, vi havde at gøre med et rigtigt familiehjem, et barn løb forbi, men stoppede så op og vinkede til mig.

Undskyld, jeg skal også lige have styr på børnene,” sagde hun. “Godmorgen!”

Jamie Kunkel-Schutters mor bruger størstedelen af sin dag på nyhederne, hun lytter til NPR, National Public Radio, og lokalradioen, og hun ser tv og læser aviser på sin telefon. Hun får angst af det, oplever datteren. Moren læser om racisme, ulighed og korruption og har ifølge Jamie Kunkel-Schutter fået en dommedagsmentalitet, som fortæller hende, at hvis Donald Trump vinder valget, så er det slut.

“Min mor og jeg befinder os på den samme side af det politiske spektrum, men alligevel virker det nogle gange, som om vi befinder os på forskellige planeter,” sagde hun. “Hun er så nedsænket i det.”

Hendes mor er ikke i stand til at se væk. De amerikanske nyhedskanaler kører døgnet rundt, året rundt, rundt og rundt kører møllen og med den frygten.

“Jeg er blevet lidt mere insisterende over for hende,” fortalte Jamie Kunkel-Schutter. “Jeg siger: ‘Mor, du bliver nødt til at slukke det tv. Du bliver nødt til at lægge telefonen fra dig og lave noget andet.’ Vores familie tager på en stor campingtur hver Memorial Day. Min mor plejer ikke at tage med, men i år fik vi hende overbevist, fordi vi så en mulighed for, at hun kunne komme væk fra nyhederne i bare nogle dage. Og selv på den tur var hun så modløs. Hun kan finde politik selv ude i skoven. Der er ingen flugt.”

Og dermed ikke sagt, at ikke også Jamie Kunkel-Schutter kan blive bange af at se nyheder, for det bliver hun.

“Der er en stor del af mig, der er enig med min mor. Jeg tror ikke, livet vil blive det samme, hvis Trump vinder igen. Det er uhyggeligt at tænke på, at så mange er enige med ham. Det kan være ham, du sidder ved siden af i bussen, som har så meget had i sit hjerte. Det er blevet sikkert for sådan nogle mennesker at udtrykke det had. Og handle på det. Det er blevet okay for dem.”

Alt det her kan måske synes både trist og modløst, som om der ikke er håb for, at amerikanerne finder en vej ud af magtesløsheden og tilbage til samme planet. Men det er der, i hvert fald ifølge Jamie Kunkel-Schutter. Hun har familie, som bor lige i midten af de områder i storbyen Minneapolis, der blev ramt af voldsomme demonstrationer og optøjer efter politimordet på den sorte mand George Floyd i slutningen af maj. Deres oplevelser var meget langt fra det, medierne viste, sagde hun:

“Medierne fik det til at se ud, som om hele byen var ved at brænde ned. Men det var jo ikke sådan, det var.”

Derfor sætter hun sin lid til det, hun kalder uafhængige medier: almindelige borgere, som filmer med deres telefoner og lægger det, de ser, på nettet, medier uden bias eller kommenterende analyse.

Og i New York havde Whitney Phillips også et bud på en løsning.

“Individuelt kan vi forsøge at tale med dem af vores naboer, vi er uenige med, og vi kan prøve at tale med vores onkler til Thanksgiving,” sagde hun. “Der er ting, der kan gøres individuelt, men problemet er ikke individuelt. Problemet er ikke din nabo. Det er ikke din onkel. Det er strukturerne, de økonomiske strukturer, der faktisk skubber på for, at vi ender sådan her. Problemet er ikke, at vores systemer er i stykker. Problemet er, at vores systemer fungerer præcis, som de er designet til at virke.”

Med det mente adjunkten mediesystemet. Både de amerikanske kabel-tv-kanaler og de sociale medier, Facebook, YouTube. Galápagos og kollisionen med den almindelige virkelighed.

Det bliver svært, sagde hun. Amerikanerne er ikke kun polariserede på grund af medierne, det her stikker langt dybere, helt ned i landets fundament. Splittelsen er et udtryk for noget, som altid har været sandt, nemlig at USA aldrig har været velfungerende for alle.

“Der var aldrig en tid, hvor USA var sundt,” sagde hun. “Uretfærdighed er bagt ind i vores kage. Vores idealer er ophøjede og smukke, og jeg tror på at aspirere til at nå dem, men vi har indtil videre kun fejlet i det.”

“Vi er som land nu ved at finde ud af, hvad for et slags land vi faktisk er. For vi har aldrig fundet ud af det. Vi har sagt en masse flotte ord, og så mange amerikanere har villet det så godt og arbejdet så hårdt for at forbedre andres liv. Men der har altid været fundamentale skillelinjer mellem det, landet er, og det, landet gerne vil være. Eller gerne vil ses som. Vi er ved at finde ud af, hvad Amerika er. Det er det, der sker lige nu. Og jeg ved det ikke. Jeg ved det ikke.”

“Jeg er nervøs for, hvordan det ender, men jeg har også tro på det. Jeg tror …” Her holdt hun en lille pause. “Jeg ved, hvor hårdt mange mennesker forsøger at gøre noget. Ikke for et resultat, hvor ‘Amerika kun vinder, hvis Demokraterne vinder’, men for et, hvor vi finder en måde at tale med hinanden og slå bro over de her kløfter. Og tager os af de strukturelle problemer, som resulterer i så meget ulighed og dysfunktion. Hvis vi kan gøre noget ved dem, kan vi begynde at forbinde os til hinanden igen på en meningsfuld måde, og det er det, jeg kæmper for. Det er det, mange andre kæmper for.”

Samme kamp er May Schaefer i New Mexico i gang med. Hun holder fast i sin far. Hun taler med ham, opmuntrer ham, spørger ham igen og igen, hvorfor han ser på alt det, der gør ham så deprimeret. “Jeg siger til ham, at han skal slukke. Jeg er ikke helt klar til at miste mit forhold til min far, så jeg bruger timer på at debattere med ham og på at minde ham om den moral, jeg blev opdraget med.”

Den moral har med hårdt arbejde at gøre. Den har at gøre med at sætte snuden i sporet og have fokus på, hvad der kan gøres, når det ser svært ud, og man kan forfalde til depression. En af dagene, håber May Schaefer, slukker hendes far fjernsynet, rejser sig og kigger ud ad vinduet.