Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

“Det er rart for menneskesjælen at blive hørt.” I podcastens årti har alle noget, de virkelig brænder for at sige

  • 21. februar 2020
  • 23 min.
HJEMMELAVETPodcasten ‘Vild med svans’ består af Aleksander Demsitz og Josias Juliussen. De bygger deres studie af puder, hver gang de skal optage. Alle fotos: Lasse Bak Mejlvang for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Engang havde alle en blog. Cirka. Nu har alle en podcast. Cirka. Men hvorfor egentlig? Andreas Thorsen tog turen ind i podcast-land – fra en sex-podcast i Ringsted til hverdagssnak om småt og stort i Aalborg – for at finde ud af, hvorfor det er fedt at blive hørt, selv om lyttertallene ikke nødvendigvis er ... prangende. Og hvad podcastens succes siger om det samfund, den er blevet til i.

Alle har en podcast, det er sådan en internetsandhed, en floskel på og fra Twitter. Dine venner, lyder den, har en podcast, nogle af dem har den måske sammen med andre venner, med hvilke de i deres podcast så måske taler om at date eller kærligheden eller livet som sådan, og det kan også være, at din tandlæge har en, for sådan er det, alle har en podcast.

En elektronikvirksomhed i Ballerup har eksempelvis en. Schneider Electric Danmarks podcast hedder måske lidt dovent, men også meget rammende Schneider Electric Danmark, og i den taler virksomhedens ansatte om nye regler for elektrisk distribution. For eksempel handler det første afsnit om, at stærkstrømsbekendtgørelsens afsnit seks er blevet erstattet af europæiske regler, hvilket værten Thordur så fortæller om med en tung og vistnok færøsk accent. Alle har en podcast. Selv de mest usandsynlige. Måske især de mest usandsynlige.

Tager man påstanden for pålydende, møder man i sagens natur et problem sådan nogenlunde med det samme. Den er ikke sand. Alle har ikke en podcast, så meget står selvfølgelig klart, men sagen er nu alligevel den, at flere og flere har, og at det måske giver mening, at det forholder sig sådan. Vi har at gøre med noget, som nyder godt af kombinationen nemt og moderne, og at fænomener trender, er ingen nyhed. På den anden side har få fænomener i de seneste år syntes så allestedsnærværende og omnipotente som podcasten. Vor tids medie er i hvert fald også et menneske med en mikrofon og måske, men ikke altid, en idé til, hvad han eller hun skal sige i den, og således er vi tilbage på Twitter: Alle har en podcast. Spørgsmålet er hvorfor.

Skal vi kvantificere det her, er det vigtigste nok, at der kommer flere af dem. På grund af et mangfoldigt udvalg af distributører er det svært helt endegyldigt at sige, hvor mange danske podcasts der findes, men på iTunes er der omkring 2.500, hvilket er dobbelt så mange, som der var for knap fire år siden, og ifølge Danmarks Radios medieforskning er der nu flere danskere, der har lyttet til en podcast end ikke. Mænd lytter mere end kvinder, hvilket jeg ikke har kunnet finde en forklaring på, men sådan er det altså. I en relativt nylig amerikansk opgørelse lyder det, at der i USA er omkring 660.000 podcasts i produktion, og at disse omkring 660.000 podcasts tilsammen består af omkring 28 millioner afsnit. De første to sæsoner af den mest populære podcast nogensinde, Serial, er blevet downloadet 340 millioner gange. Og det er jo mange.

Få er helt enige om, hvornår podcasten for alvor tog fart, men her har vi nok at gøre med begyndelsen af årtusindet. I 2005 udråbte The New Oxford American Dictionary podcast til ordets ord, og siden udgjorde podcasts som den amerikanske komiker Marc Marons WTF og skuespilleren Joe Rogans The Joe Rogan Experience relativt tidlige højdepunkter. I dag er podcasting big business. For nogenlunde et år siden købte Spotify podcastproducenten Gimlet for omkring halvanden milliard kroner, hvilket, som jeg læste forfatteren Adam Sternbergh skrive i magasinet Vulture, måske nok kunne overbevise selv de mest skeptiske dele af almenvældet om, at podcasten ikke blot er en lidt sjov variation af dens fortid, radioen.

Måske, skriver Sternbergh, er det svært helt præcist at fastslå, hvornår podcasten ankom, altså sådan virkelig ankom, fordi det virker, som om den har befundet sig i en tilstand af konstant lige-ved-og-næsten i et årti. Nu er den her så for alvor, og Sternbergh lægger ikke fingrene imellem. Han mener, at disse ydmyge, som han skriver, stykker lyd er endt med at blive den indtil videre vigtigste og mest spændende kulturelle innovation i det nye århundrede: I en tid, hvor vi blev lovet jet packs eller i det mindste augmented reality-briller, viser det sig, at det, vi virkelig har villet have, er menneskelige stemmer i vores ører. Disse stemmer giver os information, ja, men også inspiration, underholdning, oplysning, følelsesmæssigt engagement, følgeskab og, vigtigst af alt, en følelse af, at selv i vores esoteriske besættelser er vi ikke alene.”

Det er der nok noget om. Podcasten, i hvert fald de gode af dem, skaber fællesskab, et fælles forum for det, vi, man, mennesket, interesserer sig for, og på den måde faciliterer den noget, som vi vist har gjort for evigt. Podcasten samler os.

Samtidig er podcasten, som jeg læste i The New York Times, også et udtryk for the business of me. Ligesom bloggen er den et billede på, at internettet og demokratiseringen af information har gjort det lettere at realisere vores lyst til og behov for at stille os frem og gøre os gældende. Podcasten dyrker egoet.

Sidst er der med podcasten sket det, der altid sker, når mennesker bliver enige om, at noget er det nye og fede, for så kommer kapitalen som bekendt og tjener alle pengene. Private selskaber er rykket ind, selv Bilka har en podcast (Vidunderlige hverdage, hvor vært Nicolai Klingenberg hver uge gransker ugens tilbudsavis sammen med ugens gæst), og så handler det pludselig om reklame og mere eller mindre ussel mammon. Podcasten sælger.

Så. Måske er årsagen til podcastens fremmarch alle de her ting, og måske betyder det, at podcasten i 2020 er blevet endnu en prisme at se det moderne liv igennem. I så fald ville det måske ikke være nogen dårlig prisme, den ville i hvert fald nok kunne fange et bredt udsnit af os. For altså. Alle har jo en podcast.

Først ser vi på det med fællesskabet. Jeg har i den seneste uge lyttet til podcasts om alt muligt, og når jeg siger alt muligt, siger jeg eksempelvis håndbold, arkitektur, digitale nomader og hjernens forskellige genvordigheder (der er virkelig meget om det sidste, hjernen virker i det hele taget virkelig in for tiden). Bag emnet findes mennesket. Et, der elsker håndbold og laver en podcast om håndbold. Andre, der elsker håndbold og lytter til en podcast om håndbold. Det giver mening.

Så fandt jeg et fællesskab til. Det handler om sex. Det bor i Ringsted.

Hjemme hos Christian Paul og Pernille Karlsen spiller ringeklokken Für Elise. De, deres tre sammenbragte børn og to hunde bor i en relativt nybygget etageejendom i midten af byen, og når børnene hver anden søndag er hos de af deres forældre, som ikke er Christian Paul og Pernille Karlsen, laver de to børneværelset om til et hjemmestudie. Og taler om sex. Eller om alt, egentlig, projektet er først og fremmest at skabe et frirum, hvori langt det meste kan siges. Her er intet tabu, selv om det er det andre steder. Det er pointen.

Der er så mange misforståelser inden for det her emne, som vi er så passionerede omkring,” siger Christian. Vi har sat os ved spisebordet med kaffe. Han og Pernille drikker deres af gigantiske kopper, de har noget, siger de, med de her gigantiske kopper. Christian fortsætter: Vi arbejder begge i branchen, og vi får tusindvis af spørgsmål.”

Christian Paul og Pernille Karlsen henholdsvis ejer og arbejder i en sexshop og kalder sig selv sexnørder. De ved alt om sex, især BDSM, altså den, som Christian siger, mørke afdeling af de kødelige lyster, og deres podcast, Sex i aften, skat? hedder den, er det konkrete resultat af deres viden og de spørgsmål, de får i deres arbejdsliv. De taler om kropsidealer, (manglende) sexlyst, erotisk hypnose, prostataorgasmer, og de griner ofte, især Pernille. De ved virkelig meget, og de ser podcasten som en slags oplysning.

Der er brug for en forståelse for, at der er flere af os, der har de her lyster, end man tror. Vi skal altid fremstå så perfekte og almindelige over for naboen, men gu’ er vi røv så perfekte og almindelige,” siger Christian.

Folk føler sig forkerte,” siger Pernille. Folk har problemer. Vi har fået beskeder fra lyttere, som nærmest har fået os til at tude.”

Christian læner sig lidt frem.

Vi fik en besked om et 18-årigt ægteskab, som var gået i stå,” siger han så.

Fuldstændigt,” siger Pernille og kigger over på Christian. Måske knaldede de, når en af dem havde fødselsdag. Men nogle af vores episoder havde hjulpet dem, nu havde de fået gang i den igen, og det ville de gerne sige tak for.”

Hun holder en lille pause.

Vi taler også med mænd, som for eksempel godt kan lide at have lingeri på under deres tøj, og som så endelig kommer ud med det til deres familie og får slået hånden af. Eller dem, der har fantasier om at knalde et træ. Eller dem, der tænder på kvinders knæhaser. De kan jo ingen steder gå om sommeren, fordi de har stiv pik hele tiden. Hos os er der helle. For det er okay.”

Sex i aften, skat? er et år gammel og har omkring 800 lyttere om måneden. Lørdag aften sender DK4s DAB-kanal podcasten, og Christian Paul og Pernille Karlsen ved ikke, hvor mange der lytter med der, men engang skrev Ekstra Bladet en artikel om dem. Fællesskabet har bredt sig.

At lytte til podcasten er at ane et slags frisættelsesprojekt, siger jeg. Det virker virkelig, som om de gerne vil hjælpe deres lyttere af med deres skamfuldheder, og den er god nok, siger de. Det er i hvert fald en del af ambitionen.

Selvfølgelig vil vi gerne tjene penge,” siger Christian, men vi vil også gerne være et frirum.” Podcasten bliver udgivet i regi af Christian Pauls butik, og de tilbyder kurser, hvor de udbygger det, de siger i den, for eksempel slagteknik med pisk, som er svært at forklare på lyd alene, og en pisk, siger de, er i øvrigt ikke bare en pisk. Christian designer sine egne,” siger Pernille.

Christian Paul og Pernille Karlsen har gennem Sex i aften, skat? fundet et fællesskab med andre, men sådan set også med hinanden, siger de. De kalder arbejdet med podcasten for limen mellem dem, og de ser det, som om de, inden de mødte hinanden, begge var skinørder, men kun havde en ski hver. Nu har de to ski. Og et 18-årigt ægteskab knalder igen. Sådan skal det være.

Så er det fællesskabet, menneskets iboende trang til at samles om det, vi af forskellige og ofte fuldstændig uransageligt subjektive årsager finder interessant, der er forklaringen på, at alle (eller mange, men det var jo den der sætning, vi arbejdede med) har en podcast? Det er det også. Eric Ziengs, der er podcast-ekspert, konsulent og selv udgiver podcasten Help Marketing, er i hvert fald med på den.

Man kan skabe sig et fællesskab om et emne, man er virkelig interesseret i, om det så er at strikke, geocaching, fodbold eller politik,” siger han, da jeg ringer til ham en formiddag. Selv lytter jeg til en podcast om brydning, altså showbrydning i USA.”

Jeg glemte at spørge, hvad denne podcast hedder, jeg ville egentlig gerne høre den. Men videre:

Det er en parallel til det, der skete for otte år siden, da alle skulle have en blog, det er fuldstændigt det samme, der sker med podcast,” siger han så. Der er sket en demokratisering af podcasts, udgifterne er gået væsentligt ned, og du kan lave en, hvis du har en mobiltelefon. Selv om den nok ikke kommer til at lyde supergodt.”

Eric Ziengs har fulgt med i, hvordan podcasten er vokset i Danmark i de seneste år, og selv om han ikke vil kalde det en hockeystav-vækst (og her skal du for dit indre blik se en graf, der ligner en hockeystav, altså med et meget distinkt knæk), så er det kun gået én vej, og den vej er, ikke overraskende, denne artikels præmis taget i betragtning, opad. 24 procent af danskerne lytter nu til en podcast ugentligt. I første kvartal af 2018 var det 16 procent.

Jeg tror ikke, vi kommer til at se det eksplodere, som for eksempel Facebook gjorde,” siger Eric Ziengs. Men der er en fin vækst, og den tror jeg vil fortsætte.”

Efter Ringsted fandt jeg et fællesskab til. I Københavns Nordvestkvarter, blot få hundrede meter fra Zetlands redaktion. Her bor Brandon Schell, han er 36 år gammel (han havde fødselsdag for nylig og blev i den forbindelse konfronteret med, at han i det foregående år havde gået og troet, at han var et år ældre, end han egentlig var) og fra New York. Han flyttede til Danmark for nogle år siden efter en tid i først Berlin og så London, og han er kunstner. Eller, det var han i hvert fald engang, nu interesserer han sig mere for den side af kunstlivet, som få, siger han, har lyst til at tale om. For økonomien, kræfterne bag. Han laver podcasten Contemporary Culture / Copenhagen i sin stue.

Jeg følte, at der manglede en stemme. At noget manglede, noget, som ikke var repræsenteret. Jeg kom fra at have været udøvende kunstner og så fra en hardcore master i kunstøkonomi i London, og der manglede en dialog mellem de to, mellem den kreative og den økonomiske side af kunsten. Der var et kæmpe informationshul i midten,” siger han. Også han giver kaffe, denne dog i langt mindre kopper. Den økonomiske del af kunsten kan for mange virke måske vulgært eller som tabu,” siger han. Så meget lidt bliver dokumenteret. Det prøver jeg at gøre.”

Contemporary Culture / Copenhagen har omkring 500 lyttere om måneden. I begyndelsen kunne Brandon Schell godt føle, at han talte ud i ingenting, men så igen, som han siger, han arbejder i en niche. Og 500 mennesker er mange mennesker.

Det her er fremmede mennesker, et fællesskab, jeg er en del af, og som lytter. Det er fantastisk,” siger han. Jeg ved ikke, hvem de her mennesker er, men de lytter. Jeg var på en bar for ikke så længe siden og gik op for at bestille. Bartenderen sagde: Brandon! Jeg elsker podcasten. Jeg giver drinks.’ Det betød alt for mig. Det var cool, det var sådan en dejlig følelse. Det er jo det, jeg vil. At nogen kan bruge det, jeg laver, til noget.”

Hvad driver dig?

Jeg vil have en plads ved bordet, en plads, der ikke findes til mig lige nu, men du behøver ikke smadre porten, du kan også gå rundtom og ind ad bagdøren, og det er det, jeg prøver. Jeg behøver ikke vente på, at en kunstverden, der er styret af gamle penge, siger: Okay, nu kan du komme ind.’ Jeg kan gøre det selv, starte noget selv,” siger han. Kunstverdenen køres som et relikvie, en forældet gentlemen’s club, hvor de samme gamle spillere styrer det hele. Deres penge er gamle, og de kan lide det på den måde. Det her er et forsøg på at omgå det.”

Det lyder svært. Er det det?

Ja, jeg bliver ofte konfronteret med, hvor svært det er. Det ville være fint med noget økonomisk støtte, reklameindtægter, og det er også mit mål, men lige nu er det nok for mig bare at gøre det. Om pengene kommer nu, senere eller aldrig, det kan man som kreativ ikke fokusere på, for de fleste af os bliver ikke betalt.”

Dette er en pointe, det er værd at bide mærke i. Langt de fleste podcastere tjener intet eller meget lidt på deres arbejde. Christian Paul og Pernille Karlsen tjener, kan man sige, sådan ad omveje på deres podcast, men Brandon Schell må arbejde ved siden af, og der er hundredvis af podcasts som deres, hvad angår størrelse. De er på mange måde repræsentative for dagens orden og norm. Og så bliver fællesskabet måske en pointe i sig selv.

Det er det, der får mig til at blive ved,” siger Brandon Schell. Det var noget af det, jeg manglede, da jeg kom til København. Så måtte jeg række ud i verden og se, hvem der var her.”

Det er det, vi mennesker gør.

Præcis. Og mit mål er at skabe en platform for, at det kan ske,” siger han. Podcasting er helt klart bare en gentagelse af noget, mennesket altid har gjort. Teknologien ændrer sig, men det, vi bruger den til, er det samme. Vi skalerer det ned til menneskestørrelse. Det gør vi nok også med den næste bølge af teknologi.”

På sin vis er podcasten som sådan ret gammeldags, for selv om formen er lavet lidt om, har vi stadig blot at gøre med mennesker, som taler til andre mennesker gennem et lydmedie. Det nye er, at ikke alle hører det samme, at fællesskaberne, podcasten skaber, fragmenterer det store hele i stedet for at samle det, sådan som Danmarks Radio engang kunne sådan for alvor. Det nye er også distributionen, on demand over for monopoler og siden kommercielle aktørers beslutninger om, hvad du skal kunne høre hvornår. Nogle podcastere laver faktisk bare radioprogrammer og udsender dem som podcasts. For eksempel er der Danmarks med afstand mest populære podcast Mads & Monopolet, som jo må siges virkelig at være radio. Sådan virkelig virkelig. Eric Ziengs nævner Henrik Qvortrups Q&Co som et eksempel:

Når radioværter, for eksempel fra DR, interviewer, laver de radio. Nogle gange kommer der sådan en breaker, der siger, at du lytter til en DR-podcast, og det ved jeg jo for fanden godt, at jeg gør. Jeg synes måske ikke rigtig, at man bruger podcastens styrke, som er, at man kommer tættere på værten.”

Og således ankommer vi til næste aspekt af prismen: værten, egoet. Og H.C. Ørstedsparken i København.

For nogle år siden sad Josias Juliussen og Aleksander Demsitz på en bænk i lige netop denne park og talte om, hvor kedelige de så ud. Det var gråvejr, det er det jo fra tid til anden, men så gik en mand forbi dem, en farvestrålende diskokugle, som Aleksander siger, og hvorfor var de ikke ligesom ham? Det talte de så lidt om. Så spurgte Aleksander Josias, om han ikke også havde det sådan, at de burde gå live med deres snak, altså at de burde optage den.

Ja,” siger Josias Juliussen. Nu sidder vi i hans lejlighed i Valby, den er kæmpestor og flot og moderne, der står kunstplakater i ramme op ad væggen, men man skal vide, at han bor her, for der står stadig Karin og Birthe på dørklokken. Det har han ikke lige fået ordnet. Men hvad skulle vores vinkel være? Måske det her med at være homoseksuelle mænd i Danmark. Så gik det op for os, som vi sad på den der bænk, at den måde, vi snakkede om det, den måde, vi reflekterede over den her person, der gik forbi, det ønskede vi på en måde var blevet optaget, for vi var jo gode til at snakke om det. Vi er gode til at tage en situation og bearbejde den på en sjov måde. Til pingpong.”

Den er god nok. At tale med Josias Juliussen og Aleksander Demsitz er, i hvert fald lidt, som at tale med færre mennesker end to. Det går stærkt, de væver sig ind og ud af hinanden. De mødtes på, som Josias siger, sådan en helt klichéagtig bøssemåde i byen, og så blev de venner:

Jeg havde det sådan: Åh, gudskelov, en, der kan formulere sig!”

Vi følte, at der manglede nogle nuancerede homostemmer,” siger Aleksander Demsitz. Vi havde savnet noget, der behandlede det fulde billede af, hvordan det er at være en homoseksuel mand i vores alder i dag. Og så kunne vi jo bare lave det selv.”

Vild med svans hedder deres podcast, og det går ret godt. Efter en optræden i hedengangne Radio24syv (R.I.P.), nærmere bestemt solskin-og-drinks-i-flotte-farver-programmet Er du sunshine?, tog det hurtigt fart, og nu har de, når det går rigtig godt, omkring 5.000 lyttere til hvert afsnit. Hvis så mange mennesker skulle være i et teater, siger Josias, skulle det fandeme være et stort teater. Podcasten udgøres af samtaler mellem de to, selv kalder de dem filterløse. Der er lidt divergerende holdninger til, om podcasten handler om det tabuerede og skamfulde, for hvor Aleksander mener netop det, er Josias meget fokuseret på, at han ikke skammer sig over at være homoseksuel, men det kan på den anden side godt være, at der sidder lyttere derhjemme, som gør det, og så giver det alligevel mening.

Han fortæller en historie om en mand, der skrev til dem på Instagram. Manden skrev, at han var i gang med et stort projekt, at han lyttede til podcasten med halvanden gange hastighed, fordi han havde travlt, han skulle høre alle deres afsnit, og han skulle nok skrive hvorfor til dem senere.

Og så lå vi der i tre uger og ventede, og så skrev han, at nu var han færdig,” siger Josias. Nu havde han fået de ord, han manglede, ind i sit liv, og nu ville han om lidt springe ud over for sin kone og børn. Han havde aldrig mødt nogen, han havde kunnet dele det med, og nu var han i fyrrerne. Det er jo en helt vild reaktion. Så tænker man, at der virkelig var brug for, at vi snakkede om det her. Det var svært at vide, da vi sad på bænken i H.C. Ørstedsparken.”

Det er et ansvar, to mennesker får her. De havde som sådan ikke tænkt på det i begyndelsen, det var ikke noget, de gik efter at påtage sig, men nu har de fået det, uanset om de så har de professionelle kvalifikationer til det. Josias Juliussen og Aleksander Demsitz er gennem Vild med svans blevet til nogen, til mennesker, man lytter til.

Idéen om, at vores lille rum nu breder sig ud til så mange, kan være lidt angstprovokerende,” siger Aleksander.

Men sådan går det jo, når man får så stor succes, ikke?” siger Josias, og så griner vi af det.

Er podcasting the business of me?

Jeg vil gå med til, at podcasten styrker mit ego, det bliver helt klart plejet af at få lov til at sige noget, som folk lytter til. Det er rart for menneskesjælen at blive hørt og set, det er det i hvert fald for mig. Mennesket har brug for bekræftelse, om det er i et parforhold eller gennem en podcast. Men jeg vil sige, at der er mere hjerte i det.”

Nu er drømmen at vokse podcasten større og lave live-udgaver af den, det har de gjort en enkelt gang. Et eller andet sted er det her jo bare en gateway til, at jeg kan få mit eget kabaret-show,” siger Josias.

Så er jeg backup-danser,” siger Aleksander.

Ja,” siger Josias. Meget, meget back.”

All the way back,” siger Aleksander.

Og så sker der jo det, der altid sker, for så kommer den onde kapital og rager til sig. Eller. Dele af den gør i hvert fald. Kapitaliseringen af podcasting er her, ligesom den er med alt muligt andet, hvad ved jeg, for eksempel tv, radio, diverse hobbyer, og således er podcasting endnu en gang et billede på noget, mennesket bare gør. Tjener penge.

I min fouragering gennem underskoven af danske podcasts er vi nu tilbage hos Schneider Electric Danmark. Elektronikvirksomhedens podcast er vanvittig nørdet og ret fantastisk at lytte til, og jeg talte med Schneider Electric Danmarks kommunikationschef (internationalt er Schneider Electric et kæmpe firma), som fortalte mig, at de laver podcasten, fordi der findes et miljø, hvori så specifikke emner som stærkstrømsbekendtgørelsens afsnit seks og dets overhaling af europæiske regler er værdsatte, og at de gerne vil skabe et fællesskab omkring sig.

Det taler meget godt ind i noget andet, Eric Ziengs fortæller mig i telefonen: Man prøver at positionere sig som talspersoner, som dem, der ved noget om et emne.”

Det amerikanske finansmagasin Forbes, en bibel for dem, som gerne vil tjene penge, er i de seneste år begyndt at skrive om, hvordan podcasting er lig med indtægt, fordi reklame er lig med indtægt, men også fordi reklame i 2020 ikke nødvendigvis blot består af tv-spots og annoncer i aviserne. Communities er the name of the game, som de siger i Amerika, altså fællesskab, og det har vi jo været omkring. Så giver podcasts mening.

I dag er det med podcasting, som det er med musik,” siger Eric Ziengs. Det er svært at tjene penge på dem som sådan, men det er heller ikke det, der udelukkende er meningen med dem. Musikere udgiver plader, så folk vil komme til deres koncerter og købe deres merchandise. Podcasten hiver folk ind i butikken.”

Ligesom Christian Paul i Ringsted. Eller stærkstrømsbekendtgørelsens afsnit seks.

Sidste stop på rejsen ud i podcast-Danmark var Aalborg, Nordens Paris. Her bor Soffi Amy og Satie Espersen. De er veninder, endda så meget, at de mener, at universet på en eller anden måde må have været involveret i, at de i sin tid mødtes, og sammen har de podcasten Siden sidst, en samtalepodcast, hvori de to taler om, hvad der er sket siden sidst. På den måde har de fundet på en ret god titel. De ser podcasten som deres knækhjerte, altså de her hjerteformede halskædevedhæng, unge venindepar har en tendens til at købe og knække og have hver for sig.

Men der er også noget kikset over knækhjertet, det er jo egentlig fucking kikset,” siger Soffi Amy. Vi sidder i deres studie. Det er et, de har lånt af Folkets Radio, som Soffi arbejder hos. Og jeg kan faktisk også mærke, at selv om podcasten er nogle af de bedste stunder, vi har sammen, er den også næsten lidt kikset.” Hun vrænger lidt ad ordene, det gør Soffie Amy ofte, det er ret sjovt. Vi podcaster. Vi har en podcast. Vi er endnu en i rækken. Det er ved at blive så mainstream, det er lidt ligesom at gå rundt i en Canada Goose-jakke.”

Satie Espersen griner. Man tør næsten ikke sige, at man har en podcast længere, blandt sine seje venner.”

Deres udgangspunkt er venskabet. De taler om sig selv og hinanden, og på den måde er de det perfekte billede på den her business of me, The New York Times introducerede tidligere, altså at podcasting er det seneste skud på stammen af alt det indhold på nettet, der handler om mig, jeget, selvet som sådan.

Jeg tror slet ikke, du ved, hvornår jeg tænkte, at du skulle være podcastvært,” siger Satie Espersen og ser på Soffi Amy. Jeg kan tydeligt huske det. Det er, ligesom jeg kan huske, hvor jeg var på 9/11. Vi var hjemme hos dig, og du sidder i din sofa, og der er kaos og legesager overalt, og maden er ved at brænde på, og du er så fucking sjov. Du sidder bare og fortæller på den sjoveste måde, jeg har helt ondt i mavemusklerne af grin. Og så tænker jeg, at den her kvinde skal deles ud som nødhjælp til hele Danmark. Soffi skal lyse i mørket for nogen.”

Ej, det var sødt sagt,” siger Soffi. Det vidste jeg ikke.”

Nå, men sådan var det,” siger Satie.

Siden sidst handler om folk, de møder, ting, der sker. Sådan set. Om at Satie har fundet ud af, at hendes healer stemmer på Nye Borgerlige, om en mand, der elsker vand, og som Soffi traf ved en fødselsdag. Om Fuckfuckmanden’, en græsk karakter i Aalborg, som siger fuck som hvert andet ord, og om Rasmus Paludan og folketingsvalget. De nærmer sig 3.000 lytninger og har været i gang i et år.

I tager jo udgangspunkt i jer selv.

Ja, det er lidt navlepillende,” siger Satie.

Er det det?

Ja, sgu da,” siger Soffi. Det er da navlepillende. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det storhedsvanvid, men vi siger jo, at vi er så sjove at høre på, at andre skal høre det.”

Det havde den grå mus måske ikke tænkt,” siger Satie. Men jeg ser det ikke som selvfedme eller egoisme, jeg ser det bare sådan, at de her historier, jeg oplever, er så grineren, at andre vil synes det samme.”

Men for mig er kodeordet så, at det er dine historier, du finder interessante og sjove. Du bestemmer, hvad der er interessant og sjovt.

Jamen, sådan er det jo også i kantinen, når folk lytter til noget sjovt, jeg siger der. Måske om en kotelet.”

Satie Espersen mener, at hun og Soffi Amy og måske hele podcastbølgen som sådan taler ind i noget, der kunne ligne en tidens trend. Vær, som du er, udfold dig, fyld noget, vi er som måske bekendt alle blevet vores egne brands på de sociale medier.

Hverdagsmennesker er stjernerne i dag,” siger hun. Det er ikke kun dem i Hollywood, man følger længere, nu følger man jo en normal husmor, som man kan spejle sig i, nu er det hende, der har 30.000 følgere. Hun er en stjerne nu.”

Og lige nu peaker det bare,” siger Soffi Amy.

Hverdagen er blevet alment interessant, det private er offentligt, det ved vi efterhånden. Måske er det her, den giver mening, denne så moderne og 2020-sigende sandhed, der egentlig ikke er sand. Den, der siger, at alle har en podcast.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: