'Regnbuepest', kalder Polens ærkebiskop det. Flere steder i Europa mister LGBT+-personer rettigheder

Er EU klar til at tage et opgør?

Foto: Attila Husejnow / SIPA / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Det var tre fantastiske timer. Tre timer, hvor Garry Arora og Pranay Pawlicki kunne være sig selv, hvor de kunne holde i hånd på gaden, kysse og feste og holde regnbueflag op i luften med deres venner. 50.000 sommerklædte mennesker var dukket op til Pride-paraden i hjertet af den polske hovedstad Warszawa. Inden det hele gik i gang, havde byens liberale borgmester Rafal Trzaskowski i sin åbningstale forklaret, at han var kommet for at tilbyde det vigtigste, som en by og en borgmester kan tilbyde sine borgere: beskyttelse”. I de tre timer, det tog for paraden at gå gennem gaderne, kunne Garry og Pranay få lov til at være to mænd, der elsker hinanden åbent og frit. Politiet fulgte dem hele vejen og sørgede for, at de var sikre. Men så snart paraden var slut, blev regnbueflagene pakket væk. Og det samme gjorde beskyttelsen.

Det var fantastisk og sjovt, og det er virkelig den ene dag om året, du kan få lov til at være dig selv. Men bagefter skal du prøve at glemme det igen, for du skal ligesom gemme dig med det samme,” fortæller kæresteparret over en telefonforbindelse et par dage efter paraden.

De overdriver ikke. I løbet af de seneste par år er virkeligheden blevet væsentlig sværere for LGBT+-personer i Polen. I de seneste to år er landet faktisk blevet udnævnt som det mest homofobiske land i EU af ILGA-Europe, en international LGBT+-organisation. Ifølge The New York Times er antallet af voldsepisoder mod homoseksuelle også steget dramatisk i løbet af det seneste år.

Og udviklingen i Polen er ikke enestående. Den er symptomatisk for en bevægelse, vi har set i flere EU-lande, hvor nationalkonservative strømninger har været stærke de seneste år. I Ungarn er det blevet ulovligt for homoseksuelle at adoptere, i Bulgarien må transkønnede ikke længere skifte juridisk køn, hvilket vil sige, at man ikke længere kan få ændret sine officielle papirer fra ét køn til et andet. Og senest er det blevet ulovligt at fremme’ homoseksualitet på ungarsk tv for børn.

Tilsammen er det eksempler på, hvordan det for første gang i ti år pludselig går baglæns for LGBT+-rettigheder i nogle lande i EU. Det konkluderede den internationale LGBT+-organisation, den, der hedder ILGA-Europe, allerede for et par år siden. Og det er altså stadig tilfældet i både Ungarn og Polen. Men hvad færre måske ved, er, at der også sker noget i vores del af Europa. Lande som Tyskland og Spanien har lige sagt nej til at gøre det nemmere for voksne at få juridisk kønsskifte. Sverige har gjort det umuligt for transkønnede under 18 at få hormonbehandling.

Hvad handler det her egentlig om? Hvad er det ved LGBT+-bevægelsen, der i den grad provokerer styret i både Polen, Ungarn og en række andre lande rundtom i verden? Det vil vi gerne blive klogere på. Vi ringer til historiker Vibe Termansen, der har beskæftiget sig indgående med den værdipolitiske udvikling i Polen og Ungarn. Hun er senioranalytiker hos DEO, et landsdækkende oplysningsforbund, og i weekenden gik hun med i Priden i Warszawa for ved selvsyn at få en fornemmelse af, hvordan stemningen er lige nu. Sidste sommer omkring præsidentvalget i Polen blev LGBT+-personer virkelig lagt for had, og det kogte over i voldelige demonstrationer.

For i bund og grund bliver LGBT+-bevægelsen set som en liberal, dekadent og farlig ideologi, der truer konservative kerneværdier som kristendom, familie og fædreland. Og hadet mod LGBT+-personer er blevet en reel vindersag for både præsident Duda i Polen og præsident Orbán i Ungarn. De ser sig selv som garanter for den sande europæiske kultur bygget på kristendommen og konservative familieværdier. De føler sig truet af alt, der har at gøre med LGBT+-personer, forskning i køn og i det hele taget det vestlige, liberale frisind,” siger Vibe Termansen.

Vi taler også med sekretariatschef i LGBT+ Danmark, Susanne Branner Jespersen, der også følger udviklingen på området. Hendes analyse lyder, at uviljen mod LGBT+-personer bunder i fremtidsangst og en frygt for det ukendte. Både politiske og religiøse kræfter er bange for, at alting falder. De ser kernefamiliens værdier som truede. Hvis de giver slip på det, de har, og det, de kender, hvad kan der så ikke ske?”

Noget tyder dog på, at noget kommer til at ske. For ganske vist bestemmer demokratiske stater selv deres egen politik, men i længden kan man vel ikke være medlem af EU-klubben uden at overholde de fælles regler. Måske er der faktisk et opgør i EU under opsejling? Det vender vi tilbage til.

Det politiske billede fra både Centraleuropa og mange andre lande i verden minder om, at rettigheder ikke nødvendigvis er for evigt. Det er Karen Melchior, europaparlamentariker for Radikale Venstre, meget bevidst om. Hun beskæftiger sig direkte med LGBT+-området i Europa, og hun har set, hvordan det i flere lande pludselig, ifølge hende, går den forkerte vej:

I løbet af de seneste par år er mange byer og lokale myndigheder rundtom i Polen begyndt at bekæmpe det, de kalder LGBT+-ideologien’. Og i Ungarn er det rent retorisk lykkedes Viktor Orbán og hans parti at koble LGBT+-rettigheder med pædofili. I Polen bruger regeringen både den katolske kirke og det statslige tv som propagandaapparat. Sådan ser Vibe Termansen det også. Hvis man længe nok hører en bestemt fortælling i medierne, kirken og fra regeringen, kan man ende med at tro på den,” siger hun.

Omvendt er folk, der støtter regeringspartierne i Polen og Ungarn, ikke nødvendigvis forførte, bondefangede mennesker. Der findes en stærk nationalkonservativ strømning i visse dele af befolkningen, som mener, at de endelig har fået en regering, der gør det rette. Det er den strømning, politikere puster til, og det er selvfølgelig lettere, når man kontrollerer medierne og institutionerne,” siger Vibe Termansen.

Det er en bevægelse imod rettigheder, der er i gang, mener Karen Melchior. Og det er ikke kun i Polen og Ungarn, at den findes. Tværtimod mener hun, at der er tale om en international tendens, som går på tværs af landegrænser. Og frontfigurerne kender vi allerede fra de nationalkonservative strømninger, som vi har set i europæisk og amerikansk politik de seneste par år: I Frankrig er det Marine Le Pen fra højrefløjspartiet National Samling, i USA var det den forhenværende præsident Donald Trump, i Ungarn er det præsident Viktor Orbán, og i Polen er det altså partiet Lov og Retfærdighed, mener hun.

Hvis man nu har fået det indtryk, at det her kun handler om ideologier og værdier, så er det ikke alene tilfældet. Selvfølgelig, fristes man til at sige, handler det også om penge. For nylig landede en rapport, som også tegnede nogle helt andre billeder af, hvad det her handler om. Rapporten hedder Tip of the Iceberg og er udarbejdet af EPF – European Parliamentary Forum for Sexual and Reproductive Rights.

Rapporten dokumenterer, hvordan enorme pengestrømme fra russiske oligarker og sydamerikanske rigmænd finansierer og sponsorerer anti-LGBT+-netværk og kampagner over hele verden. Fra 2009 til 2018 støttede nationalkonservative rigmænd anti-LGBT+-kampagner og antiabortkampagner med 4,4 milliarder kroner.

Vibe Termansen peger på, at rapporten her viser med al tydelighed, at kampen mod seksuelle minoriteter ikke bare er en polsk, ungarsk eller europæisk ting. Det foregår sådan set i alle lande i hele verden, på tværs af grænser,” siger Vibe Termansen. Og netop fordi der er mange penge bag lobbyorganisationerne, er hun heller ikke i tvivl om, at de nationalkonservative strømninger vil brede sig over landegrænser. Ja, selvfølgelig. Også i Danmark har vi mennesker, der bakker op om de synspunkter og ser en fordel i det.”

I LGBT+ Danmark mærker sekretariatschef Susanne Branner Jespersen også, at presset på LGBT+-personer er andet end bare enkelte nedslag i enkelte lande. Vi oplever antikønsbevægelsen som meget sammenhængende og meget koordineret. Vi ved, at de ved præcis, hvem vi og vores søsterorganisationer er. De har kortlagt os og ved, hvem de skal forsøge at tackle,” siger Susanne Branner Jespersen.

Hun fortæller, at hun for tiden går rundt med en lidt utryg fornemmelse, fordi de her bevægelser er så stærke på tværs af grænser. Jeg føler mig ikke sikker i sadlen for tiden. Særligt på kønsområdet er jeg bekymret. I en række lande er man lykkedes med at holde fast i fortællingen om, at det er et valg at være homoseksuel eller transkønnet for eksempel.”

Garry og Pranay, som vi mødte i begyndelsen, er et indisk-polsk par, og de griner lidt af, at Pranay er den med det mest indisk-lydende navn. For egentlig er det ham, der er født og opvokset i Polen, og Garry, der er fra Indien. Han flyttede til Polen i 2016 for at være sammen med Pranay, og i begyndelsen nød han den frihed, han pludselig havde fået: Jeg er fra Indien, så jeg kom fra et sted, hvor jeg var vant til ikke at være åben om min seksualitet over for nogen. Så det, at jeg kunne fortælle min chef og mine kolleger, at jeg var kæreste med en mand, var stort for mig,” fortæller Garry.

Men det ændrede sig. Da han en dag mødte op på immigrationskontoret i Warszawa for at søge om opholdstilladelse, var det tilfældigvis en homoseksuel mand, der skulle behandle hans ansøgning. Og han havde kigget vantro på Garry, da han fortalte, at han var kommet til landet for at være sammen med sin mandlige kæreste. Hvad tænker du på,” sagde manden. Ved du ikke, det er umuligt at være homoseksuelt par i Polen? Hvorfor bosætter I jer ikke et andet sted?”

I begyndelsen blev Garry vred. Folk i Polen anede ikke, hvor godt de i virkeligheden havde det sammenlignet med mange andre steder i verden, mente han. Men efterhånden som Garry lærte polsk og begyndte at læse nyheder og følge med i medierne, opdagede han, hvad der foregik rent politisk. I løbet af de seneste fire år har jeg set, hvordan det er gået frem for LGBT+-rettigheder i Indien, mens det i Polen kun er blevet værre og værre,” siger han.

I de år, Garry har været i Polen, har han set homoseksuelle blive udnævnt til både regeringens og kirkens fjende nummer et. Tag for eksempel Marek Jedraszewski, Polens ærkebiskop, som har beskrevet landets LGBT+-personer som repræsentanter for en ideologi’ eller, som han formulerer det, en regnbuepest’. Eller formanden for regeringspartiet Lov og Retfærdighed (PiS), Jaroslaw Kaczynksi, som i 2019 kaldte homoseksualitet for en trussel mod den polske identitet, mod vores nation, mod vores eksistens og dermed mod den polske stat”. Eller hvad med lastbilerne, der med penge fra ultrakonservative organisationer er kørt på tværs af landets veje med budskaber om, at homoseksuelle er pædofile?

Det er blevet nærmest umuligt at undslippe homofobien, siger Pranay. Han arbejder på et teater, som altid har været en slags sikker boble for ham, og det er det heldigvis stadig. Men overalt omkring ham uden for teatret, når han tænder fjernsynet, åbner avisen eller hører radio, møder han homofobien, siger han. Nu er han helt stoppet med at se nyheder.

Når Pranay stopper med at se nyheder for at undgå at møde homofobien, minder det om noget helt centralt. Nemlig at rettigheden til at være den, man er, sagtens kan blive taget fra én igen. Og det er præcis det, der er på spil i en række lande over hele verden lige nu. Helt konkret gør det, at man som LGBT+-person altid er en lille smule på vagt. Selv hvis man bor i et land som Danmark, hvor der er adgang til fri abort, hvor homoseksuelle kan adoptere, og hvor et stort flertal i Det Etiske Råd bakker op om at tillade juridisk kønsskifte til børn.

Susanne Branner Jespersen kender godt den usikkerhed helt fysisk fra sin egen krop og sit eget liv. Hun var gift med en kvinde, og de ønskede sig brændende at få børn sammen, men før 2007 var det ulovligt for lesbiske i Danmark at gå til en læge og blive insemineret. Flere blev det alligevel i det gedulgte og sagde så efterfølgende, at de havde været i Grækenland og haft en affære, og nu vidste de ikke, hvem faderen var. Men det nægtede jeg simpelthen. Det bød mig så meget imod, at jeg som gift skulle lade, som om jeg havde knaldet udenom, for at vi kunne få et barn!”

Susanne Branner Jespersen blev hemmeligt insemineret af en læge, som hun har lovet aldrig at afsløre identiteten på. Da børnene var kommet til verden, blev hun hevet i Byretten for at forklare sig. Bevidstheden om, at rettighederne hurtigt kan blive taget fra os igen, er meget præsent hos hele den globale LGBT+-bevægelse. Det er der slet, slet ingen tvivl om,” siger hun.

Også Karen Melchior er bevidst om, at rettigheder skal forsvares, og her skal politikerne hjælpe aktivt. Hun kalder udviklingen for et faresignal mod alt det, vi har kæmpet for i årevis”. Og nu er det på tide at sætte kampen ind: Vi bliver som politikere nødt til at komme mere ind i kampen. Vi må ikke forfalde til at tro, at de demokratiske principper og rettigheder, vi har, automatisk er permanente. Det er de ikke. Vi skal kæmpe for at beholde dem,” siger hun.

Og hvad skal EU så egentlig gøre ved det her? Hvordan kan EU sikre, at der er plads til det enkelte individ, og at menneskerettighederne bliver overholdt?

Demokratiske stater bestemmer selv deres egen politik. Men det er ikke i orden at være i EU-klubben og hæve alle fordelene uden at ville overholde de fælles regler,” siger Vibe Termansen om Polen og Ungarn.

Karen Melchior mener, at Europa-Kommissionen bør sige klart fra over for de politiske nedbrud” i Ungarn og Polen. Og samtidig skal både EU-landene, menneskeretsorganisationer og individuelle politikere sørge for at støtte de lokale kræfter og organisationer, der fortsat kæmper for frihedsrettighederne i de enkelte lande. For eksempel bør europaparlamentarikere rejse til Pride i Warszawa og Budapest, siger hun. For de skal være der, hvor det betyder noget.

I 2020 vedtog Europa-Kommissionen faktisk en strategi, der skulle højne LGBT+-ligheden i EU. For eksempel lagde kommissionen op til, at man kunne lave EU-love på tværs af grænserne, sådan så homoseksuelle par med børn ikke kan ende i den situation i noget medlemsland, at de ikke anerkendes som forældre til deres børn. Strategien lægger også op til at føje hadtale og hadforbrydelser til en liste over EU-forbrydelser.

Vi ringer også til medlem af Det Etiske Råd og stud.theol. Morten Bangsgaard for at spørge, hvad det lige er, der er på spil her. Hvad er de store værdikampe et udtryk for? Han skruer tiden tilbage til 2004, hvor den store EU-udvidelse fandt sted. Ti østeuropæiske lande blev indlemmet i EU-samarbejdet. Overordnet er det første gang siden den store optagelsesrunde af ti nye lande, at vi ser en reel kamp om de fundamentale liberale værdier og retten til at være det menneske, man er. Det er første gang, vi for alvor ser en værdibåret konflikt mellem det gamle øst og vest. Det bliver meget spændende at se, hvor den kamp lander. Hvor meget mener man det, man har skrevet under på,” siger Morten Bangsgaard.

Det er vanskeligt at se, hvor det ender lige nu. Men det er klart, at Europa-Parlamentet ikke kan acceptere, at en række medlemslande ikke overholder menneskerettighederne,” tilføjer han.

Så hvor er håbet så henne, kunne man fristes til at spørge. Måske så Vibe Termansen en snert af det på gaden i Warszawa sidste lørdag. Den polske Pride med deltagelse af 50.000 mennesker havde potentialet til at gå helt galt. Den kunne have endt i et masseslagsmål mellem grupper. Der var annonceret hele fem moddemonstrationer. Og politiet, der gik langs demonstrationen hele vejen, kunne have haft en anden og mere hård tilgang. Vi var forberedt på hvad som helst, men der skete ingenting. Politiet kunne fuldt lovligt have brugt tåregas med begrundelse om, at vi var alt for mange samlet i forhold til corona-restriktionerne, men de lod være. De beskyttede os faktisk, og det siger mig, at det trods alt er mere fredeligt i Polen nu end sidste år omkring valget, hvor det virkelig var på kogepunktet,” siger hun.

Det er ikke håb nok for Garry og Pranay. De er på vej til Aabenraa engang i løbet af sommeren. De skal vies, og så har de tænkt sig at flytte til Amsterdam. Hvad de egentlig skal der, har de ikke helt styr på, men de ved, de kan få lov til at leve frit i mere end tre timer ad gangen, og så er der ikke så meget at rafle om. Vi har nogle venner, der er omkring 50 år gamle, altså ti år ældre end os, og de er meget stolte af os for at have taget beslutningen. For det vil tage årtier, siger de, måske 25 år, før vi kan gå hånd i hånd på gaden i Polen. Og så lang tid har vi ikke,” siger Garry.

Det er vores prioritet nu. At være et sted, hvor vi kan leve frit. Resten af livet.”