Lad os begynde med en lille quiz. Hvad betalte verdens rigeste mand i skat på et enkelt år? Eller mere præcist: Hvor mange penge betalte Jeff Bezos, manden bag Amazon, i indkomstskat i, lad os sige, 2011?

Var det 100 millioner kroner, 10 millioner kroner eller 1 million kroner?

Svaret: Ingen af de tre. Multimilliardæren Jeff Bezos betalte nul kroner. Verdens rigeste mand betalte intet i indkomstskat det år.

Oplysningen stammer fra hidtil ukendte, men nu lækkede dokumenter fra det amerikanske skattevæsen, som mediet ProPublica har offentliggjort. Og de tegner et samlet billede af, hvor lidt verdens rigeste betaler i skat. Amazon-stifteren er nemlig langtfra et særtilfælde. Tesla-direktøren Elon Musk, verdens næstrigeste mand, betalte også nul kroner i indkomstskat i 2018. Det samme har flere andre af USA’s allermest velstående personer gjort de seneste år.

Her er – i kort form – fire vigtige spørgsmål og svar i sagen.

1. Hvad viser de lækkede dokumenter?

Skattedokumenterne strækker sig over 15 år og omfatter alt fra Facebooks Mark Zuckerberg til Bill Gates og investeringsguruen Warren Buffett. Og lækken blotlægger, at når USA’s rigeste betaler indkomstskat, drejer det sig om ganske få penge i forhold til, hvor meget rigere de rige er blevet hvert år.

Det er vigtigt at understrege, at der intet ulovligt er i den praksis. Bezos og de andre bruger blot de muligheder, skattereglerne rummer. Historien handler således ikke om rige mennesker, der snyder systemet. Den handler om selve systemet, der måske ikke virker optimalt i dag. For er det smart eller fair, når verdens rigeste betaler så lidt i skat? Og hvad betyder det for alle andres opbakning til systemet?

2. Men hvordan kan de rigeste betale så lidt i skat?

De fleste mennesker betaler især skat af den løn, de tjener. Det kalder vi indkomstskatten. Og jo mere du tjener, jo større en andel af din løn betaler du typisk i skat. Men for Mark Zuckerberg og mange andre rigmænd spiller deres indkomst stort set ingen rolle for deres voksende rigdom. Den skyldes store stigninger i deres formue – ejendomme og aktier for eksempel. Fordi Facebooks aktier er vokset markant i værdi, er Zuckerberg blevet mangemilliardær.

Og her kommer vi til den vigtige forskel på stigende løn og stigende formue. For mens man typisk betaler mere i skat, når ens løn stiger, så betaler man ikke skat af sine formuegevinster – medmindre man sælger sine aktier. Det gælder både i USA og i Danmark. Derfor kan Zuckerberg og de andre betale en meget lav skat. Deres formue stiger ganske vist lynhurtigt, men deres indkomst er lav – Zuckerbergs løn er eksempelvis på 1 dollar om året.

ProPublica sammenligner de rigeste 25 amerikaneres skattebetaling med deres stigning i rigdom fra 2014 til 2018. Mediet kalder det “den sande skattesats”. I perioden voksede de ultrariges formue med 400 milliarder dollars – og deres skattebetalinger svarede til 3,4 procent af det beløb. Hold fast i det tal: 3,4 procent.

Det er et markant andet billede, end vi ser hos den almindelige middelklasseamerikaner, påpeger ProPublica. Også her er formuerne vokset i perioden, primært fordi huspriserne er steget. Men den stigning bliver nærmest helt udlignet af den skat, folk betaler i løbet af de samme år. Det skyldes, at middelklasse-lønmodtageren typisk får sin indtægt fra, ja, løn, og den bliver jo beskattet – modsat de rigestes formuestigninger. Med andre ord: Landets rigeste betaler 3,4 procent i skat i forhold til deres velstandsstigning, mens middelklasseamerikanerens skat nærmer sig 100 procent af deres stigning i velstand.

Du kan så spørge: Hvordan får Jeff Bezos og de andre deres penge ud, når de skal købe et nyt hus, hvis de ikke vil sælge deres aktier og dermed blive beskattet?

Der er flere måder. Meget forsimplet sagt: Amazon-stifteren kan få penge ud fra andre investeringer – altså ikke i Amazon. Dem skal der betales en vis skat af. Men Bezos kan samtidig trække skat fra, hvis han taber penge på en helt tredje investering eller betaler renter på et lån (ja, USA’s rigeste låner i den grad også penge). Det var blandt andet sådan, Bezos endte med blot at betale 0,98 procent i skat af sin voksende rigdom i perioden – og nul kroner i indkomstskat i 2011. Eller: Faktisk endte verdens rigeste mand med at få 4.000 dollars tilbage i skat til sine børn det år.

3. Hvorfor er det her vigtigt – eller problematisk?

Der er flere grunde. Lad os tage to af dem. For det første rejser det et spørgsmål om selve finansieringen af sundhedssystemet, skolerne og andre vitale dele af samfundet, som det offentlige står for. Hvis de rigeste betaler en meget begrænset skat, er der så råd til at finansiere de samfundsbærende funktioner, eller svinder grundlaget lige så stille ind?

Her lyder modargumentet, at de 25 rigeste trods den lave procentsats jo betaler mange penge i skat – milliarder af kroner. Samtidig donerer flere af dem i stigende grad store dele af deres rigdom væk. Investoren Warren Buffett – hvis “sande skattesats” er på 0,1 procent – peger på, at han vil donere stort set hele sin formue til godgørende formål nu eller ved sin død. “Jeg tror på, at pengene vil gøre mere gavn for samfundet, hvis de bliver fordelt filantropisk, end hvis de bliver brugt til at reducere en konstant stigende amerikansk gæld en smule” ved at ryge ind i statskassen via skatten, siger Buffett til ProPublica.

Det er et interessant argument. Omvendt kan man pege på det faktum, at de statslige budgetter på de fleste områder – ud over militæret – har været stærkt begrænsede i årtier. Det rammer alt fra USA’s sundhedssektor til infrastrukturen, påpeger ProPublica. Her kunne lidt højere skattebetaling fra de rigeste gøre en vigtig forskel.

For det andet kan man diskutere sagen på et mere fundamentalt plan. Det handler om selve opbakningen til systemet – samfundskontrakten, om man vil. Man kan betragte skat som en slags kollektivt offer. De færreste jubler over at betale en del af de penge, de har knoklet for at tjene, til skattekassen, men accepterer det, fordi vi alle må bidrage til det fælles gode. Men hvad betyder det så, hvis folk oplever, at det ikke er tilfældet? At nogle få – endda de 0,001 procent rigeste – faktisk betaler en langt mindre andel af deres penge end den helt almindelige lønmodtager? Vil folk så stadig synes, at systemet er rimeligt – og være villige til at betale deres egen skat?

Stop lige, lyder indvendingen fra flere af de 25 rigeste og fra kommentatorer i erhvervsmedier som The Wall Street Journal; problemet er et andet. Dokumenterne fra skattevæsenet rummer private oplysninger. Det er ikke bare ulovligt og krænkende at lække dem. Det skader også selve opbakningen til skattevæsenets evne til at beskytte folks private informationer. Og dét er langt værre end retfærdighedsargumentet ovenfor, lyder det.

Der er dog ingen tvivl om, at lækken her skriver sig ind i et af de seneste års store samfundsspørgsmål, både herhjemme og i særdeleshed i USA: debatten om den stigende ulighed og dens konsekvenser.

Samtidig er der faktisk en udvikling i gang blandt en del af de rigeste amerikanere, også blandt nogle af de 25 på listen her, hvor de efterspørger højere beskatning af de mest velstående – herunder dem selv. “Jeg tror stadig på, at skattesystemet skal ændres helt grundlæggende,” udtaler Warren Buffett til ProPublica. “Stor rigdom inden for dynastier er ikke ønskværdigt for vores samfund.”

Det, Buffett taler om her, er arveskatten, der er høj – 40 procent i USA – og som har til formål at sikre, at de enorme formuer faktisk bliver beskattet på et tidspunkt og ikke blot forbliver i de samme familier. Problemet er, at der også findes smutveje her, eksempelvis særlige fonde (trusts), der gør det muligt, at store formuer kan skifte hænder med minimal beskatning fra en generation til den næste. Hver fjerde af USA’s rigeste er i dag arvinger. Arveskatten er et af de områder, hvor Warren Buffett – trods sin egen relativt begrænsede skattebetaling – mener, at der bør strammes op og laves ændringer i skattesystemet.

4. Så hvilke grundlæggende ændringer kunne der være brug for?

Den er … svær. Der findes ingen nemme svar her. Og hvert bud på en løsning rummer komplekse trade-offs. Lige nu er den amerikanske præsident, Joe Biden, i gang med at rulle nogle af sin forgænger, Donald Trumps, skattelettelser tilbage. Biden foreslår at hæve indkomstskatten og skatten på kapitalgevinster. Det vil dog, som vi har set her, nok have begrænset effekt i det store billede.

Et mere radikalt forslag er en skat på formue. De venstreorienterede senatorer Elizabeth Warren og Bernie Sanders har presset på for sådan en formueskat for de allerrigeste. Organisationen Patriotic Millionaires i USA var i kølvandet på ProPublica-historien straks ude at kræve en formueskat for, ja, millionærer.

Også herhjemme har partier som Enhedslisten, SF og senest Mogens Lykketoft talt for en formueskat, ligesom superstjerne-økonomen Thomas Piketty mener, sådan en skat vil være et afgørende middel til at modvirke den stigende ulighed. Piketty argumenterer samtidig for, at det giver langt mere økonomisk mening at hæve skatten på formue og sænke skatten på arbejde. Det vil tilskynde folk til at arbejde mere, når de får mere ud af det.

Kun få lande i verden har imidlertid en formueskat. Danmark afskaffede sin i 1990’erne – mens Lykketoft var finansminister. Det skyldes blandt andet, at en formueskat er en svær og omdiskuteret størrelse.

For det første er det i praksis vanskeligt at vurdere størrelsen af en formue. Hvordan vurderer man overhovedet værdien af din dyre kunst, dit hus og dine unoterede aktier? Tænk bare på, hvor svært det har været for skattemyndighederne herhjemme at lave en ordentlig vurdering af værdien på ejerboliger. Det er stadig, efter mange års forsøg, ikke lykkedes.

For det andet kan man se en formueskat som en urimelig konfiskation af de formuer, folk har knoklet for at opbygge: en slags krænkelse af den private ejendomsret. Blandt andet derfor er der meget langt til en politisk opbakning til en formueskat i USA.

For det tredje er der, måske allermest interessant, spørgsmålet om, hvad en formueskat vil betyde for lysten til at tage chancer og udvikle nye virksomheder. Fjerner det kapital, der kan bruges til vigtige investeringer og start-ups? Kan det tvinge Elon Musk til at sælge flere og flere aktier i Tesla og dermed få mindre og mindre indflydelse – måske til skade for udviklingen af et vigtigt nyt firma og endda en potentielt vigtig ny teknologi?

Omvendt kunne en formueskat have en række fordele: øge skatteindtægterne til en hårdt trængt amerikansk offentlig sektor – og hjælpe til at nedbringe en svulmende amerikansk statslig gæld. Det kunne modvirke den stigende ulighed, der også kan hæmme dynamikken i et samfund. Pengene kunne flyttes fra, hvor de gør en meget lille forskel – hos de allerrigeste – til, hvor de kunne gøre en markant forskel – hos en gennemsnitlig lønmodtager. Som nationalbankdirektør Lars Rohde engang sagde til mig: Der er jo grænser for, hvor mange ekstra Porscher de rigeste kan købe. Lidt flere penge i middelklassen kan flytte meget.

Men spørgsmålet er, om den vigtigste fordel ved en mere præcis beskatning af verdens rigeste ville være følelsen af øget rimelighed. For måske ville det hjælpe på opbakningen til selve det system, vi alle sammen er en del af, men som kan blive udfordret i disse år.

For eksempel når man indser, at verdens rigeste mand har betalt nul kroner i skat.