Nej, det er ikke en konspirationsteori. Nogle produkter er bare designet til at gå i stykker før tid

IGENVores ting har det med at gå i stykker. Hurtigt. Illustration: Jørgen Stamp / Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Vi skrotter og køber telefoner, fladskærme og køkkenudstyr som aldrig før. Mange produkter er nemlig designet til simpelthen at gå hurtigt i stykker, lyder det fra myndigheder, eksperter og forbrugerorganisationer. Her er historien om fænomenet, der kaldes “planlagt forældelse" – og som ikke bare dræner vores pengepung, men også klodens ressourcer.

De seneste måneder har jeg været plaget af uheld med stigende lommesmerter til følge.

Først gik min ret dyre blender i stykker. Så holdt min barbermaskine pludselig op med at virke. Min printer nægtede at skrive flere sider ud ad gangen. Og under en løbetur tabte jeg min iPhone 5S, så glasset blev knust på grusstien.

Vranten over udsigten til en reparationsregning tyede jeg til min skotøjsæske med kasseret elektronikgrej. Hurtigt blev jeg mindet om, hvorfor min iPhone4 lå dernede. Efter et års tid var den blevet sløv, og home-knappen var stået af. Et frustrationsmoment delt af mange andre ejere, kunne jeg se på diverse Apple-forummer. Da den nye iPhone 5S netop var kommet, droppede jeg en reparation af home-knappen og købte i stedet den nye model.

I æsken opdagede jeg også min glemte, men ellers ret lækre limited edition U2-iPod Shuffle. Da jeg lagde den derned, virkede den upåklageligt. I dag kan den mærkværdigvis slet ikke tænde trods utallige forsøg på opladninger. Ved siden af iPoden ligger en iPad 2 skrottet på grund af et forældet styresystem.

Alle mine elektronikproblemer fik mig til at undre mig: Hvorfor køber vi så mange ting, der går så nemt i stykker? Og er produkternes skrøbelighed helt tilfældig og naturlig? Eller er tingene simpelthen bygget bevidst sådan af virksomhederne – bygget til at gå hurtigt i stykker?

Bonusinfo. Vi bruger 11 kroner på at reparere elektriske husholdningsapparater for hver 1.000 kroner, vi bruger på at købe nyt – ifølge Danmarks Statistik.

Der findes et begreb for det fænomen: indbygget planlagt forældelse. Kort fortalt er det en særlig industriel måde at designe et produkt på. Hensigten er at forkorte produktets levetid, så man er nødt til at købe et nyt. Det kan ske ved at bruge skrøbelige dele i centrale funktioner, fravælge solide designløsninger eller forhindre reparationer og udskiftning af ødelagte dele.

Og ja, planlagt forældelse er en realitet. I hvert fald ifølge EUs Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU), den tyske miljøstyrelse, den europæiske forbrugerorganisation BEUC og den danske grønne tænketank Concito. Alle mener, at planlagt forældelse spiller en rolle for vores skrøbelige produkter. Og EUSØ har – ligesom flere EU-politikere fra blandt andet Danmark, Finland og Frankrig – forsøgt at lovgive imod planlagt forældelse på europæisk plan.

Vi ønsker et totalforbud for produkter med indbyggede defekter designet til at forringe produktets levetid,” lød det i 2014 i en officiel udtalelse fra Thierry Libaert, medlem af EUs Økonomiske og Sociale Udvalg og professor ved Université Catholique de Louvain.

EUSØ – der er et rådgivende organ for EU – siger, at man statistisk kan se, at gennemsnitslevetiden for mange produkter daler. I dag har vi et husholdningsapparat i seks-otte år imod ti-tolv år for 20 år siden. Vores fjernsyn skrotter vi efter fem år, hvor de typisk holdt i mere end ti år tidligere. Vi udskifter gennemsnitligt vores mobiltelefoner inden for tre år. Og mange produkter går tilfældigvis i stykker kort efter to år, som er den typiske garantiperiode i Europa.

Beskyldningerne om planlagt forældelse klæber sig særligt til producenterne af hårde hvidevarer og elektronik. – Apple er for eksempel blevet sagsøgt adskillige gange. (Dem vender vi tilbage til). Alle selskaber i de to brancher, inklusive Apple, tager afstand fra beskyldningerne. Bevidst dårlige produkter giver jo ingen mening; det ville jo skræmme kunderne væk, lyder det.

Spørgsmålet er, om argumentet holder. Jagten på et svar begynder med et lyssky møde i Schweiz for næsten 100 år siden.

Bonusinfo. Mens prisen på fjernsyn og radioer er faldet med over 50 procent siden 2000, er prisen på reparationer steget med over 50 procent. Kilde: Danmarks Statistik.

Mens alle andre havde travlt med at gøre sig klar til juleaften, samledes en gruppe mænd i et mødelokale i Genève. Det var den 23. december 1924, og mændene var ledende skikkelser for ti af datidens største elektronik- og glødepæreproducenter.

Mændene var kommet til Schweiz fra store virksomheder som tyske Osram, hollandske Philips og amerikanske General Electrics. Med ved bordet sad også danske Chr. P. Jensen fra Tønder. Han var troppet i kraft af sin stilling af vicedirektør for Osram. Virksomheden var dengang og er stadig blandt verdens største lysproducenter.

Årsagen til det ubelejlige mødetidspunkt var hverken en fejring eller et nytårstaffel på forskud. Det handlede om penge. Ude på markedet var flere og flere nye mindre spillere kommet til, og mødedeltagerne kunne konstatere, at færre købte deres produkt – glødepæren.

Den aften enedes de ti firmaer om at danne et kartel som modtræk. Det skulle senere blive kendt som Phoebus-kartellet. Gruppen aftalte at standardisere sine produkter og opdele verden i markedsandele for at presse nytilkommerne væk ved at udnytte medlemmernes dominerende status. Men det var langtfra det eneste modtræk.

Kartelmedlemmerne ville også presse kunderne til at købe flere af deres glødepærer, og de havde en usædvanlig idé til hvordan.

Hver direktør i mødelokalet i Genève skrev under på aftalen, også Chr. P. Jensen fra Osram. Og i lighed med de andre selskaber drog han tilbage til sin arbejdsplads med en nøje beskrevet plan under armen. Han præsenterede den for selskabets ingeniører, da de troppede op på arbejde efter juledagene.

Budskabet i planen var lige så simpelt som opsigtsvækkende: Gør vores produkt dårligere.

Vi ved ikke, hvordan ingeniørerne rundt om kloden tog imod planen. Men vi kan se, at de valgte at efterleve dens budskab.

På tidspunktet for karteldannelsen – begyndelsen af 1920’erne – var den gennemsnitlige levetid for en glødepære 2.500 timer. Levetiden skulle ned på 1.000 timer, dikterede aftalen. Den kunstigt forøgede udskiftning af pærer ville fordoble omsætningen inden for fem år, var grundtanken i kartellet.

For at holde kartelmedlemmerne op på planen forpligtede alle sig til at sende deres nye mindre holdbare glødepærer til et laboratorium i Schweiz. Hvis ikke pærerne var dårlige nok, vankede der en bøde. Størrelsen på bøden blev bestemt efter et nøje aftalt skema, alt efter om pæren brændte 20 timer, 50 timer, 100 timer eller – værre endnu – længere end de aftalte 1.000 timer.

Effekten var mærkbar. Fra en gennemsnitlig levetid i begyndelsen af 1920’erne på omkring 2.500 timer dalede levetiden for glødepæren til 1.205 timer i 1933.

MØRKELYGTENPhoebus-kartellet noterede og holdt nøje øje med, at den gennemsnitlige levetid for medlemmernes glødepærer faldt som aftalt. Skemaet viser, hvordan levetiden gennemsnitligt dalede fra 1.800 timer i 1926 til 1.205 timer i 1933. Foto: Landesarchiv Berlin

Det er usikkert, hvornår den store glødepærekonspiration, som kartellet også kaldes, blev opløst. Muligvis ved indgangen til Anden Verdenskrig. Til gengæld ved vi mange detaljer om, hvordan kartellet fungerede.

Det var den tyske journalist Helmut Höge og Markus Krajewski, professor i medievidenskab på Basel Universitet, der afdækkede kartellet i slutningen af 1990’erne. De fandt ud af, at mens kapitlet i dag er slettet fra Osrams officielle historie, findes alle dokumenterne fra Phoebus-kartellet i dag i de tyske arkiver.

Jeg blev virkelig overrasket over at opdage, at kartellet ned i de mest ekstreme detaljer forsøgte at kontrollere alle aspekter af en så ordinær dagligdagsting som en glødepære. Men med tanke på de enorme summer, der var på spil, gav det egentlig god mening,” fortæller Markus Krajewski i en mail.

Ifølge Helmut Höge trak kartellet spor længe efter dets opløsning.

I 1981 troppede en østtysk handelsdelegation op på den anden side af jerntæppet til en handelsmesse i den vesttyske by Hannover. I det planøkonomiske samfund med ressourceknaphed var spillereglerne for producenterne markant anderledes. Modeluner var noget kapitalistisk pjat – ting skulle holde længst muligt. Måske derfor havde DDR-producenten Nerva formået at udvikle en særligt holdbar pære. Den forsøgte delegationen at afsætte på det vestlige marked. Men ingen var interesseret i at få licens til at sælge en pære på det vestlige marked med ekstra lang levetid. Er I ude på at gøre alle arbejdsløse, var i stedet reaktionen fra deres fagfalder i Vesten ifølge Helmut Höge.

Men eksemplerne på planlagt forældelse stopper ikke med glødepæren.

Tag strømpebukserne. I begyndelsen af 1900-tallet florerede en modvilje blandt strømpebukse-producenterne imod stærkere fibre. De frygtede dalende omsætning, hvis kunderne i mindre omfang ville opleve, at deres strømpebukser løb og skulle erstattes af nye sæt.

EVIGI den satiriske sci-fi-film fra 1951 ’The Man in the White Suit’ skaber en kemiker hos en tekstilproducent en kridhvid fiber, som aldrig bliver forældet af slitage. Hans arbejdsgiver er umiddelbart henrykt. Lige indtil ledelsen indser, at en så solid fiber vil minimere produktionen. De beslutter at lægge låg på opdagelsen. Foto: EALING STUDIOS / RANK / Ronald Grant Archive / Mary Evans / Scanpix

Og så er der bilbranchen. I 1924, samme år som dannelsen af Phoebus-kartellet, var branchen domineret af den pragmatiske amerikanske ingeniør Henry Ford og hans Model T.

Bilen sad på 61 procent af et mættet amerikansk marked og blev kun leveret i sort, fordi den farve var mest praktisk. Holdbarheden var i højsædet:

Vi kan ikke forestille os, hvordan vi skulle betjene forbrugeren, medmindre vi laver noget til ham, som – så vidt det er os muligt – vil holde for evigt,” udtalte Henry Ford i 1922.

Vi vil ikke være tilfredse med, at en købers bil bliver slidt i stykker eller forældet. Vi vil have, at en mand, der køber en af vores biler, aldrig bliver nødt til at købe en anden bil.”

Fem år senere var Ford T’s markedsandel halveret. Konkurrenten General Motors havde ædt sig ind. Ikke fordi General Motors’ modeller var billigere, mere brændstofeffektive eller mere holdbare. Men General Motors (i øvrigt med danske William S. Knudsen som chef for Chevrolet Motor Company) introducerende en strategi stik modsat Fords.

GM ville have kunderne til at udskifte deres bil. Hvert år. Ikke fordi GM diskede op med tekniske landvindinger, som kunne begrunde en udskiftning. Men fordi GM hvert år lancerede en model med en ny iøjnefaldende kurve, en anderledes farve eller andet, der gjorde den til sæsonens must-have.

De kosmetiske ændringer blev sløret af en massiv marketingindsats. Hver model blev præsenteret på hypede events med avanceret suspense-opbygning og inddragelse af kunderne. GM var ikke bleg for at lægge distance til forrige års modeller. Det var kun godt, at kunderne blev utilfredse med deres eksisterende køb.

Ved at nære utilfredsheden kom kunderne til at angle efter en ny model, lød grundfilosofien.

Det er vores store job at påskynde forældelse,” udtalte GMs chefdesigner Harley Earl.

Bonusinfo. En gennemsnitlig amerikaner ejer omkring 29 mobiltelefoner i løbet af sin levetid.

Før vi går videre, er det nyttigt at forstå, at planlagt forældelse ikke er én ting.

Den tyske miljøstyrelse skelner mellem fire former for planlagt forældelse:

  • Mekanisk forældelse. Dit produkt virker ikke længere på grund af et materiale eller en komponent, der fungerer dårligere eller helt er gået i stykker (typisk efter garantiens udløb).

  • Funktionel forældelse. To dele i produktet kan ikke længere arbejde sammen, eksempelvis hardware og software, på grund af opdateringer.

  • Psykologisk forældelse. Dit produkt virker stadig, men du er utilfreds med det på grund af nyere, smartere modeller, som du higer efter og i stedet vil anskaffe.

  • Økonomisk forældelse. Dit produkt har brug for en reparation, men det kan ikke rigtig betale sig på grund af for høje omkostninger i forhold til at købe en ny smartere model (eller også er det bare ikke til at opstøve delene til en reparation).

Phoebus-kartellet og General Motors er hver især eksempler på mekanisk forældelse og psykologisk forældelse.

Der findes imidlertid også historiske eksempler, der trækker i modsat retning: at planlagt forældelse ikke betaler sig.

Tag det senere forløb i USAs bilbranche. I 1970’erne blev USAs bilindustri overhalet af særligt den japanske. På grund af oliekrisen og en økonomisk afmatning foretrak folk holdbare biler, der kørte langt på literen. Smart design og hyppig udskiftning var ikke længere nøgleordene. Den omstilling – og indtrykket af, at amerikanske biler er lavet til hurtig udskiftning – lider USAs bilindustri stadig under i dag.

Om ikke andet dannede GMs marketingstrategi skole. Den ændrede ikke blot hele den amerikanske bilindustri, men blev også en katalysator bag en ny forbrugeradfærd, konstant higende efter det næste nye. Andre firmaer har sidenhen skævet til GMs marketingstrategi – tænk for eksempel på et vist firmas årlige iPhone-præsentationer.

Det fører os tilbage til nutiden. Her har en række interessante retssager igen rettet fokus på skrøbelige produkter.

I 2004 indgik Apple et forlig til 104 millioner kroner, da det kom frem, at den ultrapopulære iPod var udstyret med et batteri, som præcis kunne holde 18 måneder. Et batteri, som Apple nægtede at skifte ud. Kunderne fik i stedet at vide, at de kunne købe en ny iPod.

I 2007 indgik Hewlett-Packard forlig og udbetalte over 35 millioner kroner til en gruppe, som klagede over, at firmaets printere og blækpatroner var indstillet til at lukke ned og komme med fejlmeddelelser med opfordring til udskiftning – selv om patronerne og printerne stadig var funktionsdygtige.

I 2012 indgik Samsung et forlig, fordi millioner af fjernsyn gav op efter to år, hvor garantiperioden i de fleste lande er udløbet.

Den europæiske forbrugerorganisation BEUC har indsamlet en række konkrete eksempler, som de mener, peger på planlagt forældelse: printerpatroner, fladskærme, blendere, håndmiksere og meget mere.

Bonusinfo. Nye ejere af en iPhone, iPad eller et Apple Watch beholder produktet i tre år. Kilde: Apple/WWF.

Billedet fra retssagerne imod industrien er dog langtfra entydigt. Apple er flere gange blevet forsøgt hevet i retten af kunder, som hævder, at Apple udøver funktionel planlagt forældelse ved at presse opdateringer af styresystemet iOS ned på ældre udgaver af iPhones. Efter disse opdateringer er mobiltelefonerne blevet sløve og nærmest ubrugelige ifølge nogle kunder. Hensigten skulle så være at presse forbrugerne til at købe en ny iPhone.

Ingen retssal har vurderet, at der er noget belæg for, at Apple sløver ældre modeller gennem opdateringer og på den vis forringer kundernes købte produkter.

Apple har ikke ønsket at stille op til et interview, men oplyser gennem et kommunikationsbureau til Zetland, at som hovedregel indebærer de større opdateringer kun fordele for brugerne. Oftest sker opdateringerne af sikkerhedsårsager, hvorfor mobilerne med iOS ifølge Apple er det sikreste system på markedet.

Det fører os til Danmark. Her peger den grønne tænketank Concito på flere mulige eksempler på planlagt forældelse. Som videnschef Torben Chrintz siger:

Planlagt forældelse finder sted og er blevet mere elegant nu, da det har antaget flere former end før i tiden, og er derfor sværere for forbrugerne at opdage og reagere på. Det stiller forbrugerne dårligt og er ressourcespild til skade for vores klode.”

Forbrugerrådet Tænk har flere mistanker om planlagt forældelse, men den rygende pistol mangler, siger vicedirektør Vagn Jelsøe.

Og den danske industri afviser, ikke overraskende, enhver form for planlagt forældelse. Både repræsentanter for hvidevareproducentene og elektronikfirmaerne siger, at det jo ikke giver mening. Det er dyrt at håndtere klager. Det skader virksomhederne, hvis forbrugerne er utilfredse. Til gengæld vender forbrugerne tilbage til et mærke, de har været glade for.

Så hvad skal man mene?

I et interimistisk lokale i Høje-Taastrup ligger Reparationsværkstedet. Det vrimler med frivillige på værkstedet. Næsten hver kvadratmeter er proppet med reservedele og kasser med grej, der skal repareres.

20 personer er dedikeret til opgaven og med vidt forskellige baggrunde. Pensionerede elektronikreparatører, fleksjobbere, praktikanter og autodidakte efterlønnere. Alle forenet i et opgør imod køb og kassér-tankegangen og en protest imod, at man som producent kan tillade sig at lave noget, der er så elendigt, at det bliver kasseret hurtigt og dermed fråser med ressourcerne.

I 17 år har folkene her taget imod alt fra krøllejern til computere, som pludselig stopper med at virke. 300 ting lykkes det at reparere om året. Flest symaskiner, fjernsyn og computere. Printere har de frivillige opgivet, fordi de ikke orker at bøvle med det, der ligner bevidst kodning på at få dem til at stoppe efter en periode.

Udgiften til reparation må højst være det halve af nyprisen, er grundidéen. I øjeblikket er der en ventetid på tre måneder.

Vi kan konstatere, at der næppe går en uge, uden vi hører en kunde beklage sig over, at produktet holdt to år og tre måneder – altså lige over garantiperioden. Vi kan også se, at det på mange maskiner er samme del, der går i stykker hver gang,” siger Knud Anker Iversen, som er daglig leder hos foreningen Miljø- & EnergiCentret, der driver Reparationsværkstedet.

Problemerne spænder vidt. Reparatørerne bemærker for eksempel, at såkaldte elektromagnetiske komponenter, som trykknapper på smartphones, har en svag holdbarhed – altså eksempelvis home-knappen på en iPhone. Og i vores fladskærme har de lagt mærke til mærkelige konstruktioner, der ikke virker logiske.

Reparationsværkstedet siger, at det selvfølgelig er svært at skelne mellem, hvornår en producent har spekuleret i indbygget planlagt forældelse, eller bare valgt nogle dårlige og billige materialer.

Et eksempel er plastik. Der findes, groft sagt, plastik af god og dårlig kvalitet. Problemet er, at mange producenter vælger stadig ringere kvalitet, siger reparatørerne. Tag køkkenmaskiner – også dem, der koster 4.000-5.000 kroner. Her er de større funktionelle dele, såsom glas, knive eller motorer, af den solide, dyre slags. Men indmaden, der binder det hele sammen, består af dårlige plastikdele. Og hvis de bliver slidt hurtigt ned, gør det hele det samlede apparat ubrugeligt.

Metalhjul er typisk blevet erstattet med plasthjul, hvor tre til fire tænder efter to til tre år er slidt op,” fortæller Knud Anker Iversen.

Og så skal vi – igen – købe en ny blender.

Bonusinfo. Næsten ingen nye mobiltelefoner har batterier, som du selv kan udskifte.

For at komme dybere ned i sagen har jeg læst mig ind på forskningen på området. Der er lavet flere interessante undersøgelser.

Professor i økonomi ved Stanford University Jeremy Bulow argumenterer i et studie for, at forbrugernes ret til at vælge mellem forskellige producenter og straffe dem, der ikke lever op til deres forventninger, gør, at planlagt forældelse ikke lader sig gøre. I hvert fald set ud fra erhvervsøkonomisk teori.

Producenterne har mest af alt en interesse i at lave varer, der holder længst, for på den måde at skille sig ud og tiltrække købere, mener han. Rationelle kunder vil vælge varerne med den bedste holdbarhed.

Den vurdering har professor i økonomi ved Aalen University Christian Kreiss intet tilovers for. Han mener, det er illusorisk, når producenter eller akademikere fremhæver forbrugerens indsigt i markedet og frihed til at vælge det bedste produkt.

Det er et vaskeægte videnskabeligt elfenbenstårn, som intet har at gøre med virkeligheden,” pointerer Christian Kreiss i en rapport udarbejdet i samarbejde med Den Europæiske Forbrugerorganisation BEUC.

Han fremhæver to årsager:

For det første passer det ikke, at forbrugerne bare kan vælge et andet produkt, hvis de er utilfredse med dets holdbarhed. En sådan påstand ser bort fra de såkaldte switching costs. Altså den tid, energi og kræfter det kan koste, hvis man skal gå fra et produkt til et andet. Man skal vænne sig til en ny brugerflade eller styresystem. Måske risikerer ens data også at gå tabt, hvis man skifter produkt.

For det andet har forbrugerne rent faktisk meget ringe vilkår for at gennemskue, hvad der er kvalitetsprodukter, hvilke der har en god holdbarhed, og sammenligne de produkter i forhold til ens egne.

En gennemsnitlig europæer ejer omkring 10.000 produkter, heraf 50 elektriske. Det er meget nemt at miste overblikket,” vurderer Christian Kreiss.

Den tyske forsker har en enkel løsning, som det danske forbrugerråd og europæiske forbrugerråd også i årevis har forsøgt at få elektronik- og hvidevarebranchen med på: Producenterne skal offentliggøre produktets forventede levetid og holdbarheden for så mange forskellige dele som muligt. Den information sidder firmaerne alligevel i forvejen inde med.

Ved offentliggørelse af den information kan markedet rent faktisk blive mere transparent, og misforholdet mellem, hvad kunder og producent rent ved, blive mindsket. Og hvis produkterne vitterligt forbedrer sig og bliver mere holdbare, som nogle firmaer hævder, burde de oplysninger komme frem. Men indtil videre har den model ikke vundet indpas blandt producenterne af hvidevarer og elektronik.

Spørgsmålet er måske også, om vi som forbrugere er klar til den indsigt – og dermed for alvor at vende ryggen til århundreders lineær økonomi og forbrugsmønstre? Vores økonomi er i høj grad hængt op på et omfattende og gerne stigende forbrug, som igen er knyttet til produkter, der skal udskiftes. Vores psykologi er måske også mere, end vi vil vedkende os, forbundet med lysten til at købe nyt.

Der er ingen tvivl om, at miljøet ville vinde på at sænke tempoet ned i vores købsrus. Det kunne få enorme positive konsekvenser. Vores pengepung ville nok også få gavn af mere holdbare produkter. Men det ville kræve en mindre revolution. Ikke blot af industrien og produkterne, men også af os selv.

Rundtom i verden er den revolution allerede i gang.

Senere på ugen kan du læse fortsættelsen af historien – om en ny bevægelse, der tager kampen op mod hurtigt forældede produkter og kæmper for en helt ny tilgang til de ting, vi fylder vores liv med.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem