Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Sven Rønne Waskönig er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Lad dine børn tage opvasken. De skal være mere robuste for at klare sig

GOD TABERDet er vigtigt, at børn kan klare at tabe i Ludo, siger Per Schultz Jørgensen. Foto: Sofie Amalie Klougart / Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Vi har alt for længe overbeskyttet vores børn, men faktisk har de mere end nogensinde brug for at være robuste. Det mener børneekspert Per Schultz Jørgensen. Med en ny bog dumper han ned i diskussionen om, hvad vores børn skal kunne for at være rustede til fremtiden. Og nej, det handler hverken om faglige kompetencer eller kulturel dannelse. Det handler om et indre kompas til at vise vejen til det gode liv.

Per Schultz Jørgensen er bekymret. Han ser børn i institutionerne, der har svært ved at koncentrere sig. De er rastløse og flagrende i deres opmærksomhed, mener han. Han ser unge, der dropper ud af uddannelsen, er på lykkepiller og lider af angst, stress og afmagt. Han ser forældre, der bærer skoletasken for deres børn. De servicerer deres børn, siger nu skal vi rigtig hygge os”, og du kan bare se tv, så laver jeg mad.”

Vi skal lægge curlingrollen væk, for selvhjulpne børn kommer ikke af sig selv,” mener Per Schultz Jørgensen, der har været professor på Københavns Universitet og Danmarks Pædagogiske Universitet, leder af Socialforskningsinstituttet, og i det hele taget er en helt uundgåelig grand old man, når det kommer til spørgsmål om børn og unge.

Han er ud af en søskendeflok på seks, begge hans forældre var lærere. Og hans barndom adskilte sig især fra den, vi tilbyder vores børn i dag, ved at stå på et stærkt fundament af sammenhold, mener han.

Jeg er rundet af en familie med fasthed omkring værdier, moral og ansvarlighed. Men også en familie, der var formet af krigen. Min far var i koncentrationslejr, og det prægede min familie. Det gav den et stort sammenhold og en bevidsthed om vores mission. Vi er ikke bare sat i verden for, at der ikke skal ske noget. Vi skal gøre en forskel.”

Er det det, vi skal finde tilbage til?

Det tror jeg. Men vi skal ikke bare rulle filmen tilbage. Børn er et andet sted i dag, men vi skal finde tilbage til et fællesskab, der giver os værdier. Uden fællesskabet går det slet ikke. Og det er der, jeg ser robusthed som en del af den proces, vi skal i gang med.”

Jeg sidder i Farum i et parcelhus i gule mursten på en blind vej hos Per Schultz Jørgensen. På mandag udkommer hans nyeste bog Robuste børn, der handler om, hvorfor det er helt nødvendigt, at vores børn bliver robuste, og hvordan vi bærer os ad for, at de bliver det.

I sin bog læser Per Schultz Jørgensen en række filosoffer. Hos Aristoteles finder han en måde at forstå robusthed som en livsklogskab, der styrer os mod det gode. Hos John Locke finder han tanken om, at robusthed skal læres, og læres på en måde, der kan være lidt hård. Børn skal have livserfaringer, der sætter dem på prøve. Og så trækker han en linje frem til FNs børnekonvention fra 1989.

For hvordan kan vi som samfund være optagede af barnets tarv, hvor børn har rettigheder, uden at indse, at hvis børn skal have indflydelse, skal de kunne varetage den indflydelse med myndighed? Så det er det, han vil. Han vil få vores øjne op for, at visionen om barnets bedste forbliver luftig, hvis børn ikke magter den rolle, der forudsættes, som han skriver.

Hvis børn skal magte den rolle, skal de være robuste, og det bliver de kun i en familie, der både bygger på nærhed og på en klar struktur. Men en undersøgelse fra 2012, som Socialforskningsinstituttet har lavet, viser, at det ikke er den familietype, der er mest dominerende. 39 procent har meget nærhed, men kun lidt struktur. 26 procent har hverken nærhed eller struktur, 34 procent har meget struktur, men ingen nærhed.

Det er stærkt bekymrende, mener han. For uden både en stærk struktur og meget nærhed mister børn deres mentale retning, deres livsmod og den vedholdenhed, der gør, at de ikke bare giver op. Det, han kalder robusthed.

Børn skal kunne klare modgang, de skal kunne tage et nederlag, de skal kunne bære, at livet også er modgang. Har de forældre så bare misforstået det? Dem, der tager børnene under armen, bærer skoletasken for dem og bare giver dem kærlighed? Ja, det har de.”

Han nævner et læserbrev fra en gymnasieelev, Johanne Korsholm.

Det er som skrevet ud af min bog,” fortæller han.

Johanne Korsholm skriver, at hun er på lykkepiller, har haft en moderat depression og angstanfald. Hvorfor er der så mange teenagere, der har det sådan? spørger hun.

Jeg tror, at vi unge ikke når at indse, hvad der egentlig har værdi for os,” lyder hendes eget svar.

Robusthed er et besværligt og omstridt begreb. Sociologer som Rasmus Willig har langet voldsomt ud efter det. Han ser det som en tendens, der præger vores tid, og som et udtryk for en neoliberalistisk tænkning, der præger konkurrencestaten.

Når medarbejdere udtrykker en bekymring eller påpeger nogle kritisable forhold, mødes de med svar, som enten udtrykker afmagt eller er intimiderende. Fordringen er, at man ikke skal kritisere eller prøve at forbedre forholdene, man skal være så robust og hærdet, at man kan tåle dem,” sagde Rasmus Willig til Kristeligt Dagblad sidste år.

Per Schultz Jørgensen er helt med på, at robusthed er et lidt farligt” begreb, som han siger.

Det er farligt, fordi det kan misbruges,” fortæller han. Man kan bede mennesker om bare at være robuste uden blik for, hvad de egentlig kan klare. Så er det et misbrug. Men vi bliver nødt til at være robuste for at kunne sige fra, kunne tage stilling og ikke lade os blæse omkuld.”

Så Per Schultz Jørgensen lægger noget andet i ordet robusthed end Rasmus Willig. Forskellen ligger i at skelne mellem præstation og robusthed. Om vi skal præstere for at opnå gode resultater (det, Willig kritiserer) eller være robuste for at kunne være forpligtet på os selv og leve det gode liv. I førstnævnte er vi en brik i det store systems tjeneste, i sidstnævnte er vi aktører i vores eget liv.

Præstation er et ydre resultat, du skal leve op til. Robusthed er, at du kan mobilisere nogle ressourcer, som du kan trække på for at finde løsninger. Robusthed er, når det bliver en pligt at gøre det, der er godt at gøre for at få et godt liv.”

For Per Schultz Jørgensen er robusthed ansvarlighed, viljestyrke og at kunne holde ud, selv når det er svært. Men det er også livsmod. For det handler ikke om at få gode karakterer i skolen, det handler om at kunne navigere i en kaotisk verden og kunne tage rollen på sig som et kritisk, myndigt individ, der kan sige fra og varetage sine interesser.

Det er ikke nok at tro, at vi kan præstere os ud af det bare ved at være endnu dygtigere, for det er ikke et informationsproblem, det er et meningsproblem. Og det løses ikke lige med det samme.”

Den måde, Per Schultz Jørgensen mener, at det løses, er ved at opbygge børns indre struktur. Det gør vi i familien ved at stille krav til børnene, give dem opgaver, forpligte dem på at bidrage til familiens fællesskab. Vi skal forvente, at de børster tænder, hænger jakken op, selv bærer deres skoletaske.

Per Schultz Jørgensen mener, at vi skal bygge en familiekultur op, hvor forældrene uddelegerer for eksempel oprydning, madlavning og indkøb. Ikke kun, fordi børn skal lære at lave mad, rydde op og hjælpe til, men fordi det er, når forældrene stiller krav til børnene om at indgå i familiens fællesskab, at børnenes robusthed vokser.

Der skal være krav udefra, du skal leve op til, fordi den indre målestok bygges op af forventninger til dig, der gør, at du føler dig forpligtet. Du bliver nødt til at have forventninger, krav og normer, der ligger uden for dig selv, for at du kan stå på egne ben.”

Børn bliver selvhjulpne, når de lærer at håndtere både de små opgaver, klarer at tabe i Sorte Per, og ved at holde ved, når matematiklektierne er svære. De skal lære at bakse med opgaven, siger Per Schultz Jørgensen med et udtryk, han har lånt fra K.E. Løgstrup, for det er, når børn bakser, at deres karakter udvikles.

Det er, når børn ikke bare får serveret noget, men selv skal finde en løsning, knokler med det og skal mobilisere noget i sig selv for at klare det. Robusthed er jo en personlig udvikling i måden at forholde sig til livet på. Det skal udvikles stille og roligt.”

Det er her, Per Schultz Jørgensen taler om, at børn skal lære at kunne tage et nederlag, og den eneste måde at lære det på, er ved at prøve det, siger han. Derfor er han også kritisk over for en overbeskyttende pædagogik, der vil pakke børn ind i vat og fjerne forhindringer på barnets vej. Børn har brug for en opdragelse, der giver dem en indre styring.

Det kunne næsten lyde som en genopdagelse af en gammeldags, autoritær hærdende opdragelse, men det er ikke kæft, trit og retning, Per Schultz Jørgensen taler om. Børnene skal inddrages. De skal tages med på råd, blive taget alvorligt og opleve, at de har betydning.

Det forankrer deres selvforståelse. Ligesom den familiekultur, som Per Schultz Jørgensen mener, at hver familie skal udvikle. En kultur, hvor familiens normer, traditioner og værdier fletter en fortælling om, hvad barnets familie sætter pris på i netop deres fællesskab.

Det er den fortælling, eller den ydre struktur, som Per Schultz Jørgensen ville sige, barnet gør til sin egen, og som former en indre struktur hos barnet. Det er det, Per Schultz Jørgensen kalder opdragelsens paradoks. Barnet skal forholde sig til en ydre myndighed for at kunne udvikle sin egen myndighed.

Det, der for alvor adskiller Per Schultz Jørgensens måde at forstå robusthed fra for eksempel Rasmus Willigs, er, at sårbarhed er en del af Per Schultz Jørgensens måde at forstå robusthed.

For hvis jeg ikke kender min egen sårbarhed, eller ikke erkender, at jeg har en sårbarhed, så kender jeg heller ikke min grænse, og så er det, at man kan træde ind over mig. Robusthed er også at vide, hvornår jeg skal sige nej tak og trække mig.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem