Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Polakkerne elsker EU. Alligevel er deres regering endt i en ædende ond konflikt med Bruxelles

EU beskylder Polen for at krænke retsstaten, og Polen beskylder EU for afpresning.

Illustration: Mikkel Bøgild Jacobsen, Zetland

Uenighed er ikke uvant i EU, bestemt ikke. Eller som et dansk medlem af Europa-Parlamentet sagde til mig på et tidspunkt: Der er aldrig nogen, der er enige om noget – det er jo EU.” Men den uenighed eller måske snarere åbne konflikt mellem EU og Polen, der lige nu forpester stemningen til topmøderne, er alligevel af en så grundlæggende og voldsom karakter, at man næsten ikke har set noget tilsvarende før.

Polen og EU er fastlåst i en kompliceret juridisk stirrekonkurrence, som kun kan ende med, at den ene part slår blikket ned. Flere kalder det for den værste interne krise i EU, siden Storbritanniens befolkning stemte sig ud af unionen i 2016. Og der er en mulighed – omend, som vi skal komme ind på, en lille én – for, at konflikten ender på samme måde, nemlig med at Polen forlader EU.

Når konflikten er så alvorlig, er det, fordi den handler om noget af det mest grundlæggende i EU-samarbejdet, nemlig hvorvidt de regler og love, som landene i EU beslutter i fællesskab, trumfer national lovgivning i landene. For hvad er egentlig meningen med EU, hvis de enkelte medlemslande blot kan ignorere de fælles aftaler, når det passer dem? Men endnu vigtigere måske handler det om, hvad der skal til for at være en retsstat og et demokrati, og hvad EU overhovedet skal være for et fællesskab.

Striden mellem EU og Polen har som en giftig gryderet simret i årevis, men er for øjeblikket på kogepunktet. De synlige ingredienser er juraen, men det, der giver retten en bekymrende bismag, er, at både EU og Polen mener, at modparten er i fuld gang med at ødelægge demokratiet.

DØMMENDE Polske dommere som Monika Frąckowiak er i første linje i en kamp om, hvad retsstaten er for noget. Foto: Krzysztof Ćwik / Agencja Wyborcza

Monika Frąckowiak er på sin vis en af hovedpersonerne i den her strid. Hun er en polsk dommer fra byen Poznań, hun er 47 år gammel, medlem af dommerforeningen Iustitia og har været dommer siden 2007, hvor hun blev udnævnt af den daværende præsident i Polen, Lech Kaczynski. Hvis der er et navn, man skal huske i denne historie, så er det Kaczynski.

Der er et før og et efter i Monika Frąckowiaks karriere som dommer, og det vigtige skæringspunkt indtraf for seks år siden. Her finder vi også rødderne til striden med EU. I 2015 blev vi lige pludselig folkets fjende i regeringens øjne,” fortæller hun i telefonen fra Poznań. 2015 var nemlig året, hvor partiet Lov og Retfærdighed, som stadig regerer i Polen i dag, indledte det, de selv kalder en oprydning i de polske domstole. Det begyndte med, at Andrzej Duda blev valgt til præsident. Samtidig skulle der udnævnes fem nye dommere til Polens magtfulde forfatningsdomstol. Men i stedet for at godkende de dommere, som det siddende parlament foreslog, ventede præsidenten. Han ventede indtil efter valget samme år, hvor Lov og Retfærdighed vandt et flertal i parlamentet. Herefter kunne partiet i ro og mag pege på fem nye dommere, som passede præsidenten.

Senere stillede præsident Duda sig igen på tværs, da den nysammensatte forfatningsdomstol alligevel ville indsætte tre af de fem dommere, som det gamle parlament havde peget på. Det førte til de første bataljer i kampen med EU, som vi nu ser kulminere: Europa-Kommissionen indledte en undersøgelse af sagen i Polen, som de mente var en krænkelse af selve retsstaten.

Og hvad mente de så med det? Her skal vi helt tilbage til den franske forfatter og politolog Montesquieu, der i 1748 beskrev idealet om magtens tredeling. Idéen er, at magten i et samfund skal deles mellem tre uafhængige instanser, som kan holde hinanden i skak: den udøvende med en regering, den lovgivende, som er parlamentet, og endelig den dømmende, nemlig domstolene.

Den model er med alle mulige variationer idealet for liberale demokratier i hele verden. Og EU så Polens beslutning om at ignorere forfatningsdomstolens beslutning som et angreb på retsstatsprincippet – som simpelthen er et princip om, at den udøvende magt skal respektere de beslutninger, som den dømmende magt træffer. Det er et vigtigt princip i EU og står i artikel 2 i EUs grundlov. Også derfor er konflikten eskaleret.

MODSTAND Den polske premierminister, Mateusz Morawiecki, beskylder EU for at afpresse Polen. Foto: Francois Lenoir / Reuters / Ritzau Scanpix

Hvis man skal forstå, hvad det er for en udvikling, der har bragt Polen på denne konfrontationskurs med EU, skal man måske mest af alt forstå tvillingebrødrene Kaczynski. Lech og Jaroslaw var begge centrale figurer i modstanden mod kommunismen og arbejdede tæt sammen med den berømte fagforeningsleder Lech Walesa. Men efter kommunismens fald i 1989 skiltes deres veje. Tvillingebrødrene stiftede partiet Lov og Retfærdighed i 2001, og i 2005 vandt partiet regeringsmagten med Jaroslaw som formand. Samtidig blev den anden tvillingebror, Lech, præsident. Regeringen fik dog kun et kort liv: I 2007 tabte partiet valget og magten, og her blev en vigtig fortælling født: Grunden til, at Lov og Retfærdighed ikke kunne gennemføre alt det, de gerne ville, var ifølge brødrene Kaczynski, at dommere fra kommunisttiden holdt dem tilbage. Og det skete i en form for samarbejde med de liberale, som nu havde vundet regeringsmagten.

I 2010 fik de her lidt konspiratoriske tanker næring, da den ene Kaczynski-tvilling, Lech, døde i et flystyrt i Rusland sammen med flere andre ledende partimedlemmer. Både russiske og polske undersøgelser tilskrev styrtet, at piloten forsøgte at lande trods tæt tåge, men en myte om en sammensværgelse mod partiet blev født og er aldrig helt forsvundet: Havde det liberale parti med daværende premierminister Donald Tusk en finger med i spillet?

Det parti, som Kaczynski-brødrene havde grundlagt, udviklede sig i en retning, hvor de blev mere optaget af den katolske kirke, stærkere modstandere af abort og mere kritiske over for LGBT+-manifestationer, som ifølge Jaroslaw Kaczynski er udtryk for en ideologi, der svækker Vesten og terroriserer folk”.

Ved valget i 2015 genvandt Lov og Retfærdighed magten. Det skete på valgløfter om at prioritere familien højere, men også på løfter om at rydde op i retssystemet.

Da regeringen begyndte deres indgreb mod det polske retssystem i 2015, blev det mødt af en voldsom kritik fra dommere som Monika Frackowiak, som vi mødte tidligere. De oplevede indgrebene som en sammenblanding af politik og jura. Men dommerne skulle snart erfare, at det ikke var noget, man kunne gå og sige ustraffet.

I de kommende år blev de statsstyrede medier nemlig centrum for det, som Monika Frąckowiak beskriver som en propagandakampagne”, hvor kritiske dommere blev hængt ud for alle tænkelige synder. På tv blev dommerne fremstillet som korrupte og inkompetente. Regeringen selv har også gjort sig bemærket med en plakatkampagne, hvor dommere bliver fremstillet som uværdige. Nogle af historierne er sande, andre er mere tvivlsomme – som historien om dommeren, der stjal en pølse. Det gjorde han rigtignok, men den pølsestjælende dommer var på daværende tidspunkt for længst pensioneret og i øvrigt psykisk syg.

Ud over plakatkampagnerne er den polske regering også gået mere konkret til værks og har nedsat et disciplinærnævn, der skal revse de, ifølge regeringen, dovne og korrupte dommere. Monika Frąckowiak har selv været i søgelyset flere gange. Først, fordi hun udtalte sig kritisk om forfatningsdomstolen. Hun har også været genstand for en undersøgelse, fordi hun optrådte som dommer ved en rockfestival, og sågar fordi hun rejste til Danmark, mens hun var syg. Ingen af sagerne har ført til, at hun har mistet sit embede, men det er heller ikke pointen, mener hun. Det handler ikke om at afslutte de her disciplinærsager. Det handler egentlig bare om at sætte dem i gang,” siger hun. Tilbage står nemlig, at en stor del af dommerstanden er blevet miskrediteret gennem en årrække. Som Monika Frąckowiak tørt konstaterer: Vi har ikke det bedste arbejdsmiljø.”

Disciplinærnævnets beføjelser er blevet udvidet flere gange, siden det blev stiftet i 2017, og de har fået mulighed for at indlede undersøgelser af dommere, der udtaler sig kritisk om regeringens retspolitik. Nævnet er lige nu den helt varme kartoffel i konflikten med EU. En krise, som tog mindst tre skridt op ad konfliktoptrapningsstigen her i oktober.

Optrapningen begyndte den 7. oktober, da den polske forfatningsdomstol afgjorde, at afgørelser fra EU-Domstolen ikke står over den polske forfatning. Konkret betyder det, at Polen – i hvert fald ifølge deres egen forfatningsdomstol – ikke er forpligtet til at følge de afgørelser, som EU-Domstolen har truffet om deres retssystem. Det faldt ikke i god jord hos Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, der udtrykte sin dybeste bekymring” over Polens dom og inviterede Polens premierminister Mateusz Morawiecki til en debat i Europa-Parlamentet i Strasbourg. Den debat skulle vise sig at blive ret vild, så lad os lige dvæle lidt ved den.

Kommissionsformand Ursula von der Leyen lagde ud med at kritisere den polske domstols afgørelse. Denne afgørelse sår tvivl om grundlaget for EU. Vi kan ikke, og vi vil ikke tillade, at vores fælles værdier bliver bragt i fare,” sagde Ursula von der Leyen. Og så truede hun Polen med at tilbageholde penge fra EU til Polen, indtil Polen efterlever EU-Domstolens afgørelse. Det gør EU faktisk allerede, fordi Europa-Kommissionen ikke har godkendt Polens del af den store corona-genopretningspakke.

Endelig blev det den polske premierministers tur til at forsvare sig. Eller det vil sige: Mateusz Morawiecki angreb mere, end han forsvarede sig. Det er uacceptabelt at gennemtvinge éns beslutninger på andre uden et lovgrundlag. Det er endnu mere uacceptabelt at bruge afpresning til det formål,” sagde den polske premierminister, der dybest set ser det hele helt omvendt: Han ser en elite i EU, der forsøger at gennemtvinge en overnational stat i Europa uden at spørge medlemslandene først. Polen respekterer unionens principper, men vi vil ikke lade os true,” sagde han også.

Debatten fortsatte to dage senere, da de europæiske stats- og regeringschefer mødtes til topmøde. Her var stemningen mere forsonlig. Særligt den afgående tyske kansler Angela Merkel forsøgte, som hun har gjort det så mange gange før, at nå en form for kompromis. Du kan ikke løse store politiske problemer gennem retssager,” sagde Angela Merkel til Financial Times. Topmødet sluttede uden nogen rigtig konklusion på det her område. EU-landene blev nemlig enige om at afvente situationen i Polen, før de eventuelt gjorde mere. Den polske premierminister Mateusz Morawiecki kunne puste ud efter at have diskuteret forholdene i sit land med EU-folk hele ugen. Men inden han rejste tilbage til Polen, nåede han at give et interview til Financial Times, som mange har talt om siden. Hvis de starter Tredje Verdenskrig,” sagde premierministeren om sine unionsfæller, da han blev spurgt, om Polen kunne finde på at nedlægge veto mod andre beslutninger i EU, så vil vi forsvare vores rettigheder med ethvert våben, vi har til rådighed”.

Ugen efter fik den polske premierminister endnu en grund til at være vred, da EU-Domstolen dømte Polen til at betale en million euro i bøder om dagen til EU indtil den dag, hvor Polen opløser disciplinærnævnet og genindsætter en række suspenderede dommere. Det er et beløb, der godt kan mærkes i længden. Den polske premierminister har nu lovet at afskaffe disciplinærnævnet, men han har ikke fortalt, hvornår det sker, eller hvordan han vil gøre det. Og bare to dage efter at Polen blev idømt dagbøder, blev endnu en dommer suspenderet fra sit job.

BRØDRE Tvillingebrødrene Jaroslaw og Lech Kaczynski og deres parti Lov og Retfærdighed har spillet en enorm rolle i nyere polsk historie. Foto: Ludmila Mitrega / AFP / Ritzau Scanpix

Sådan ligger landet så nu: Polen og EU står mere eller mindre fastlåste og stirrer på hinanden, den ene part er på et tidspunkt nødt til at blinke. I mellemtiden må polakkerne se langt efter de 57 milliarder euro fra EUs corona-genopretningspakke, som de allerede burde have fået. Det er ikke småpenge, men udgør omkring fem procent af Polens årlige bruttonationalindkomst, altså af alle indtægter overhovedet.

Fronterne er altså tegnet ret hårdt op. Og demonstranter i titusindvis er gået på gaden i Polen for at demonstrere mod regeringen, fordi de mener, at den ved at opsøge en konflikt med EU forsøger at få Polen ud af EU ad bagdøren. Altså: at den polske regering simpelthen forsøger at bringe Polen i en så voldsom kollision med EU, at landet er nødt til at forlade unionen til sidst.

Lederen for den polske opposition, den tidligere premierminister Donald Tusk, talte til demonstranterne foran kongeslottet i Polens hovedstad Warszawa. Vi ved, hvorfor regeringen vil forlade EU. Fordi de så kan overtræde de demokratiske regler uden straf,” sagde han.

Der er dog delte meninger om, hvorvidt det egentlig er et camoufleret Polexit, som Lov og Retfærdighed går og forbereder. Regeringen afviser det for eksempel selv på det skarpeste. Der er ingen fare for et Polexit. Vi vil af al kraft forsvare Polen som en del af EU,” sagde Mateusz Morawiecki også til Financial Times i det nu famøse interview, hvor han også lige fik nævnt Tredje Verdenskrig. En polsk exit ville da også være ganske upopulært blandt befolkningen: Polakkerne er helt generelt glade for, at Polen er en del af EU. Mange områder nyder godt af EUs støttemidler til at bygge veje og anden infrastruktur, og landbruget i Polen modtager store summer fra Bruxelles. I alt udgør EUs direkte bidrag til Polen fire procent af landets bruttonationalindkomst. Siden Polen kom med i EU i 2004, er opbakningen steget støt. I dag er det otte-ni ud af ti polakker, som ønsker at forblive medlemmer af EU.

Og måske burde EU faktisk være mere bekymrede for et Polen, der gerne vil blive i EU, end et Polen, der gerne vil ud. Den påstand blev for nylig fremsat af det britiske tidsskrift The Economist. For en klub som EU, lød logikken, dur bare ikke, hvis der er grundlæggende uenighed om, hvad reglerne er. En gigantisk bombe lige ned i EU-samarbejdet,” kaldte professor Marlene Wind den polske domstols beslutning om, at EU-loven ikke skal trumfe den nationale lovgivning, da vi talte om det for nylig. Frygten er dybest set, at også andre lande i EU vil holde op med at efterleve beslutningerne truffet i EU, hvis de kan se, at Polen ikke behøver at gøre det. Og så er spørgsmålet, hvor meget mening EU vil give.

Omvendt har også andre lande sommetider underkendt konkrete afgørelser fra EU-Domstolen. Det var for eksempel tilfældet i Danmark i 2016, hvor Højesteret sagde fra i en sag om, hvorvidt en medarbejder ved virksomheden Ajos havde ret til økonomisk godtgørelse, da medarbejderen blev fyret. Den polske domstols afgørelse er dog mere principiel, og af netop den grund har den fået Europa-Kommissionen op i det røde felt.

Lige præcis frygten for et fællesskab, der falder fra hinanden, er grunden til, at den polske dommer Monika Frąckowiak, som vi begyndte denne historie sammen med, håber på, at EU vil stå fast på kravene til Polen. Det er ikke en mulighed at have et stort europæisk land, hvor reglerne ikke bliver fulgt,” siger hun. Det kan føre EU til en katastrofe, for så kan andre lande følge efter.”

Det store spørgsmål er dog, hvad de resterende EU-lande egentlig kan stille op. For der er omvendt heller ingen muligheder for at smide et land ud af EU. Og på den måde illustrerer den kogende krise med Polen lige nu det, der ser ud til kun at blive et større problem for EU i de kommende år. Nemlig hvordan man tackler det, når lande bevæger sig i en udemokratisk retning.

EUROPA Et stort flertal af polakkerne ønsker at være en del af EU. Og demonstranter er i de seneste uger gået på gaden i protest mod det, de ser som regeringens forsøg på at skabe en konflikt med EU. Foto: Kacper Pempel / Reuters / Ritzau Scanpix

I virkeligheden handler striden mellem EU og Polen ikke kun om retsstaten, og hvorvidt dommere som Monika Frąckowiak kan udføre deres job frit og uhindret. Den handler om selve det ideal, vi har om, hvad et demokrati skal være.

Her har Lov og Retfærdighed gennem en årrække vist, at deres ideal er anderledes end det i de gamle EU-lande. Polens tidligere ombudsmand, Adam Bodnar, der – indtil han blev fjernet af regeringen i april 2021 – havde til opgave at se regeringen over skulderen, har tidligere fortalt, hvordan han ser partiets politik som et ønske om at forandre Polen i en autoritær retning. Ifølge organisationen Freedom House er det lykkedes ganske godt: Polen er raslet ned på listen over de mest demokratiske lande i verden som følge af regeringens angreb på retssystemet.

Og det sætter EU i et kæmpe dilemma. Sammen med Ungarn fører Polen an i en udvikling, som udfordrer idéen om, hvad demokrati er i Europa. De har deres egne bud, som mange borgere bakker op om. I Polen bliver Lov og Retfærdighed genvalgt gang på gang.

Men lige så interessant for det europæiske projekt er det samtidig en retning, hvor EU skal fylde mindre. Det er helt modsat ønsket fra den kommende tyske regering med Olaf Scholz i spidsen og den franske med præsident Macron i spidsen, der begge ønsker at løse flere af Europas problemer i fællesskab. Men som EU-samarbejdet er skruet sammen, kan Polen og Ungarn til enhver tid nedlægge veto mod mange af de vigtige beslutninger i EU og dermed lamme hele EU. Derfor er der ingen nem vej ud af den her giftige strid.