Første gang, jeg så hende, var på blå mandag for mange år siden. Jeg var på Bakken med nogle venner, og hun havde stramme lyseblå jeans på. Jeg tænkte, at hun så godt ud. Men jeg talte ikke med hende, jeg var meget genert dengang.

Nogle år efter startede jeg på gymnasiet, og hun startede i min parallelklasse. En dag – da jeg gik i 1. g – var der skole-hjem-samtaler. Jeg stod på 1. sal på gymnasiet sammen med min far. Vi kunne ikke finde det lokale, vi skulle møde op i. Det kunne hun heller ikke, og vi faldt i snak om, hvordan ingen af os kunne finde de rigtige lokaler.

Hun blev min første kæreste og den pige, der fik mig til at tænke over, at det ville blive et problem at tage en pige med hjem.

Mine forældre kommer fra en kultur, hvor islam er en del af kulturen. Og den islamiske kultur er ret forskellig fra den danske, så det skaber problemer. Derfor tager man ikke bare en dansk pige med hjem.

Og nej, jeg kunne ikke bare sige fuck det, for jeg var bange for at såre mine forældre. De ville blive kede af det, fordi de altid har sagt, at jeg skulle finde sammen med en muslimsk pige … og det har de, fordi de har en forestilling om, at jeg er mere arabisk end dansk, og derfor vil det ikke kunne fungere i fremtiden.

De sagde det, fordi de vil mig det bedste, at der er for mange kulturelle forskelle, og at det vil skabe problemer. Hvis vi for eksempel en dag fik børn, hvordan skal de så opdrages? I den muslimske verden starter man allerede i en tidlig alder med at lære at bede, faste og alt det, der følger med. Hvad nu, hvis min kæreste ikke ønsker, at de skal opdrages i en bestemt religion, men at de selv skal have lov til at vælge, når de bliver voksne?

Det var også derfor, det tog så lang tid, før jeg officielt blev kæreste med hende. Jeg tror faktisk aldrig, vi på noget tidspunkt var rigtige kærester foran andre mennesker, vi var nok mest kærester over for hinanden. Vi, nej, jeg sagde det aldrig højt. Hvis jeg satte en titel på, så var jeg bange for, at hun ville forlange mere af mig. Så skulle jeg svare på spørgsmål som: Hvorfor kan vi ikke komme hjem til dig? Hvorfor kan jeg ikke møde din mor? Og den slags spørgsmål.

Dem ville jeg ikke svare på, for så ville jeg føle mig anderledes, end hvis jeg var hvid. Også selv om jeg føler mig dansk. Men netop her skiller jeg mig jo ud. Jeg følte mig som en dårligere kæreste sammenlignet med en hvid fyr, fordi jeg ikke kunne give hende det samme. Jeg kunne ikke give hende nogle svigerforældre.

Jeg frygtede for, hvordan min familie ville tage imod hende, hvis jeg præsenterede hende for dem, i forhold til hvordan hendes mor tog imod mig. Hun boede med sin mor, som tog rigtig godt imod mig. Men jeg mødte aldrig hendes far, for det ville være et problem at tage en fyr med anden etnisk baggrund med hjem. Så her følte jeg også, at jeg var anderledes, end hvis jeg hed Mikkel eller David.

Det var de samme tanker, der gik gennem hovedet på mig, når vi gik på gaden hånd i hånd: at jeg var anderledes, og at danskerne derfor tænkte, hvad fanden laver hun sammen med ham?

Vi slog op flere gange og fandt sammen. Jeg tror, det skyldes, at jeg ikke altid var den bedste kæreste, fordi jeg ikke kunne se nogen fremtid med hende. Og jeg havde en tendens til at bakke ud og ikke give hende det, hun gerne ville have.

Det er det samme mønster, der har gentaget sig i mine efterfølgende forhold. Jeg tænkte, at det ikke var det værd at bruge energi på at give dem det, de vil have, for det fortsætter alligevel ikke. Jeg havde altid i baghovedet, at jeg skulle finde en arabisk eller muslimsk pige.

Sådan har det været med alle de piger, jeg har datet.

Men så mødte jeg Josephine og fandt ud af, at hende kan jeg ikke leve uden.

Jeg husker tydeligt, første gang jeg så hende. Det var på en skiferie med gymnasiet til Val Thorens. Vi sad i den her lille træhytte, og en af mine venner havde en veninde, han gerne ville invitere over til vores hytte til noget opvarmning, inden vi skulle i byen. Hun tog så nogle af sine veninder med, og en af de veninder var Josephine.

Jeg kan huske det øjeblik, hun kom ind ad døren. Hun havde en hvid top på, og man kunne se, at hun havde store bryster. Vi var alle sådan: “Årh, hun ser godt ud”. På det tidspunkt var jeg stadig ret genert, og jeg talte ikke rigtig med hende. Men jeg sagde til mine venner, hende skal jeg nok score på et tidspunkt. Hun så bare så godt ud.

Der gik omkring et år, og så mødte jeg hende igen i byen. Jeg var lige blevet student og havde min studenterhue på. Hun stod udenfor og røg. Jeg var fuld og genert. Jeg talte lidt med hende, men andet skete der ikke den aften. Det var jeg ret skuffet over.

Sådan fortsatte det i flere måneder, hvor jeg en gang imellem stødte på hende til fester, men ikke vidste, hvad jeg skulle sige, og nervøst begyndte at plapre løs om dumme ting som for eksempel hendes ekskæreste. Jeg kan huske, hvordan jeg på et tidspunkt talte med hende om, at jeg havde hørt, han var idiot. Det var så dumt.

Hun endte faktisk med at kysse mig den aften. Det var vores første kys, og jeg havde det ret ambivalent med det, fordi det føltes som et trøstekys.

I lang tid prøvede jeg på at invitere hende ud, men hun blev ved med at afvise mig. Indtil hun pludselig sagde: “Fint, så gør vi det.” Hun havde taget noget rødt på den dag, og da hun kom gående tænkte jeg “wow”.

Hun gav mig en chance, og vi endte sammen.

Hun er den første pige, jeg tog med hjem for at møde min familie. Det var meget mærkeligt, både over for mine søskende og min mor. Jeg tænkte meget over, hvad de tænkte: at min storesøster ville hade mig, fordi jeg gør noget, hun ikke kan, at min lillesøster ville se mig som en dårlig bror, og at min mor blev skuffet over mig. Og så var jeg flov over at tage hende med hjem, fordi jeg var bange for, hvordan de ville tage imod hende, og om min mor ville tale arabisk, så hun ikke kunne forstå, hvad der blev sagt.

Det gik godt.

Men jeg var en dårlig kæreste, jeg var sammen med andre piger, jeg var ikke reel over for hende, jeg opretholdt en facade. Jeg fortalte hende, at jeg elskede hende, og at vi skulle være sammen for altid, mens jeg i baghovedet tænkte, at det ville ikke kunne lade sig gøre. Hun har senere fortalt mig, at hun godt kunne mærke det. Jeg snakkede ikke med hende om, hvor trist jeg var, da min far døde, for eksempel, det var for personligt til at dele med en, der ville forsvinde ud af mit liv på et tidspunkt.

Efter tre år slog vi op, og det ødelagde det hele i forhold til min mor. Hun sagde: “Hvad sagde jeg?” Og jeg var sårbar og gav hende ret i alt det, hun sagde. Min mor var ked af det på mine vegne, men hun var også lettet over, at jeg havde erkendt, at jeg havde taget fejl.

Men det havde jeg ikke. Da vi gik fra hinanden, fandt jeg ud af, at jeg ikke kan leve uden Josephine, jeg måtte løse problemet. Nu har jeg sagt til mig selv, at der ikke må være noget eller nogen, der forhindrer mig i at være den bedste kæreste.

Da vi så fandt sammen igen, tog det måneder, inden jeg fortalte det til min mor. Den dag jeg gjorde det, sagde jeg til hende: “Du skal ikke kommentere det, jeg vil fortælle dig nu. Du skal bare lytte.”

Jeg kunne se skuffelsen i hendes øjne.

Det er ikke, fordi jeg er uenig med alt det, min mor går op i. Noget af det er jeg faktisk enig i, for eksempel at man skal værne om de ældre. Det kan jeg se, at man i den danske kultur ikke går lige så meget op i. Og det er fedt at have rødder i et andet land, at jeg kender så meget til mine forældres kultur, og at jeg taler både dansk og arabisk. Det er fedt at kunne navigere i både arabisk og dansk kultur.

Men der er også ting, jeg ikke kan leve med. Islam er meget firkantet i sin måde at diktere, hvordan man skal leve sit liv. Man må ikke tænke så meget over tingene, du skal bare gøre, som der står i Koranen. Du må gerne stille spørgsmål, men du skal i sidste ende bare acceptere det. Arabisk kultur er baseret på islam, så de kulturelle regler bliver for firkantede. Når der for eksempel står i Koranen, at man skal bede fem gange om dagen, og man spørger: “Hvorfor lige netop fem gange?”, lyder svaret: “Fordi det står i Koranen.” Men hvad nu, hvis jeg har behov for at bede nogle gange og andre gange ikke har?

Jeg vil ikke sige, at min mor er ekstremt religiøs, men hun mener, at hvis jeg ikke følger de her regler, som er nedskrevet i Koranen, så er jeg … jeg kommer nok ikke himlen, som hun formulerer det.

Men jeg kan ikke bebrejde min mor sine holdninger. Hun kommer fra en anden kultur, som hun ikke kan relatere til den danske.

Jeg er vokset. Jeg har lært af mine fejl. Og jeg har fundet ud af, at hvis jeg skal være lykkelig, så skal jeg leve mit liv på den måde, jeg gerne vil. Og hvis det viser sig, at min mor har ret, og at det ikke vil fungere med en ikke-muslimsk kæreste, så har jeg taget en chance.

Jeg vil hellere kaste mig ud i det og senere fortryde det end at leve et liv, hvor jeg er ulykkelig.

Nå ja. Jeg tænker ikke længere over det, når jeg holder Josephine i hånden offentligt. Jeg har fundet ud af, at jeg blandt andet på grund af mine to kulturer kan give hende rigtig meget andet. Jeg skal faktisk være sammen med hende i aften. Jeg skal lave aftensmad, og vi skal hygge. Det gør vi tit.