“Så sagde jeg altså også til ham ... ” Skal pædagoger tale privat foran børnene?

Smalltalk“Har du haft en god weekend?” Foto: Martin Lehmann, Polfoto

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Giver private samtaler i børnehaverne et bedre arbejdsmiljø, og kan børnene lære af det? Eller tager det opmærksomhed fra opgaven med at passe dem? På sociale medier diskuterer pædagoger i stor stil, om det er i orden, at de taler privat hen over hovederne på børnene. Debatten rammer ned i et principielt spørgsmål om pædagogers faglighed, det gode arbejdsliv og forholdet mellem barn og voksen.

Da jeg var barn, lå jeg en eftermiddag på briksen mellem to sygeplejersker med mit ben i gips. Sygeplejerskerne talte om en fest, de havde været til om fredagen. Det havde været en vild fest. I hånden havde den ene sygeplejerske et værktøj, der mindede om en af de der pizzaknive med et hjul på pind. Bare lidt større og (forestillede jeg mig i hvert fald) betydeligt skarpere.

Sygeplejersken kørte pizzakniven op og ned ad mit gipsbeklædte ben for at skære gipsen af, mens hun fortalte videre om festen til sin kollega, og jeg intenst ønskede, at hun ville rette sit blik og sin fulde opmærksomhed mod mit ben og den skarpe kniv.

Forleden, da jeg fulgte en diskussion på Facebook, kom jeg til at tænke på dengang, jeg lå der på briksen mellem de to sygeplejersker. Her var det en gruppe pædagoger, der diskuterede, om det er i orden at føre private samtaler, når de er sammen med børnene.

Diskussionen – der virkelig delte vandene – handlede overordnet set om pædagogens faglighed, om det gode arbejdsmiljø, og hvad der er den pædagogiske kerneopgave. Diskussionen taler således ind i en større diskussion om det gode børnehaveliv, og om hvordan man er professionelt nærværende sammen med børn.

På den ene fløj stod de, der mente, at det var uprofessionelt at føre privatsnak på stuerne.

Det er ikke okay. Jeg mener ikke, at vi skal tale hen over hovedet på børnene og slet ikke om private ting,” skrev Signe Larsen. Hun mente, det var totalt uprofessionelt”.

Flere var enige. Private samtaler er uhensigtsmæssige, de hører til i pauser og kan gå ud over ens arbejde. Pædagogernes opmærksomhed bør være på børnene og forældrene, private samtaler er forstyrrende og unødvendige.

Jeg mener sagtens, man kan levere kvalificeret pædagogisk arbejde uden at have privatsnak,” skrev Charlotte Berg, det er nærværet og fagligt arbejde med børnene, der er vores kerneopgave.” Underforstået: At tale privat er i modstrid med kerneopgaven.

Overfor stod de, der mente, at private samtaler er vigtige for arbejdsmiljøet. Daniel Arildsen skrev, at private samtaler er vigtige for at skabe relationer mellem kolleger og for at vedligeholde dem. Kommentaren fik 33 likes.

En anden gik skridtet videre.

Vi bruger os selv hele tiden,” skrev Kimie Trine Sørensen. At vi kan gøre det med bund i en solid faglighed handler også om, at vi er og bliver set og har plads til personlig udvikling.”

Altså: Pædagoger skal anerkende børnene, men de skal også anerkende hinanden, fordi deres faglighed og professionalisme ikke kun er betinget af en uddannelse, men også af en fortsat personlig udvikling. Og, er argumentet her, det forudsætter, at pædagogerne kender og er opmærksomme på hinanden.

Nogle mente også, at de private samtaler ikke kun var vigtige for pædagogerne. Det er også vigtigt for børnene, at de voksne trives. Desuden kan de private samtaler ud over at knytte de voksne tættere, også være et spejl, hvor børnene kan se og spejle sig i, hvordan man kommunikerer med sine venner, griner, lytter, taler, kan debattere og være uenige og alligevel have en god og respektfuld tone,” skrev Kimie Trine Sørensen.

At børnene kan lære af pædagogernes samtaler med hinanden, har blandt andre familieterapeut Jesper Juul, der skrev den toneangivende bog Dit kompetente barn, argumenteret for. Juul har skrevet om måltidet med familien som et sted, hvor børn lærer at kommunikere. Under måltidet foregår det, han kalder socialisering.

Når du ser små børn i familier, der spiser sammen, så vil du se, at de begynder at sive væk fra bordet og sætte sig i en krog eller under bordet. Og de elsker at sidde her, for så kan de høre, hvordan det er at være voksen, og det hører de jo nærmest aldrig,” som Juul sagde forleden i P1. Når børn lytter til de voksne, lærer de, hvordan voksne kommunikerer med hinanden.

Set i den sammenhæng bliver pædagogernes private samtaler i børnehaven et vindue ind til de voksnes verden, som børnene kan lære af. De, der er for privat snak understreger, at der er emner, der ikke er egnede til at diskutere foran børnene. At man altid må vurdere, hvem der lytter med. Og at meget lange snakke skal begrænses. Alt med måde.

Det, der overraskede mig mest ved debatten var, at emnet er så delikat. Debatten begyndte, fordi to pædagogstuderende, Louise Christiansen og Line Noehr, ville skrive om emnet, men havde svært ved at få deres kolleger til at svare på deres spørgsmål.

Har I en idé om”, spurgte Louise Christiansen ud på Facebook, hvorfor det er sådan et sårbart emne, og hvorfor man ikke vil snakke om det?”

Knap halvanden time og mange scrolling-centimeter med kommentarer senere var der en, der skrev, at det var virkelig modigt af de to at tage spørgsmålet op.

Det tyder på, at de studerende har ramt ned i en yderst vigtig og relevant diskussion. For de diskuterende pædagoger har fat i et interessant spørgsmål: Hvorfor skulle ønsket om, at pædagogen møder børnene som en professionel, være i modstrid med et ønske om, at børnene ser pædagogen som et voksent menneske med erfaringer, følelser, en egen familie – og kolleger?

Medmindre naturligvis det går ud over den opgave, de er ved at løse. Som det gjorde for de to sygeplejersker med pizzakniven.

Alle, der er citeret i artiklen, har godkendt deres egne citater, som er taget fra gruppediskussionen. Diskussionen foregik i facebookgruppen Pædagogiske Udfordringer.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: