Europas sikkerhed afhænger stadig af USA’s militær. Hvad ville det faktisk kræve at klare os selv?

SKØNMALERIDet vil kræve mere end en enkelt gang lak at gøre Europas militære styrker i stand til at forsvare europæerne. Illustration: Andrea Ucini for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

I de senere år har Europas ledere ivrigt luftet visioner om et kontinent, som kan tage vare på egen sikkerhed uden hjælp fra USA. Men hvad ville det egentlig indebære, sådan rent lavpraktisk? Her kommer et virkelighedstjek.

Set fra et europæisk synspunkt var det ret dårlig timing, at lige præcis Donald Trump blev valgt til USAs præsident lige præcis i 2016.

For det første var Europa – og særligt EU som politisk projekt – stadig ved at finde sine ben igen efter en flygtningekrise, en bølge af terrorangreb med udspring i Den Syriske Borgerkrig og så briternes beslutning om at forlade det europæiske samarbejde.

For det andet var Historien – med stort H – næsten lige vendt tilbage i skikkelse af Ruslands præsident, Vladimir Putin, som førte sig frem med store militærøvelser og netop havde erobret en del af Ukraine og simpelthen føjet det til Rusland, som var han en eller anden 1700-talszar på erobringstogt – bedst som vi troede, at den slags var gået af mode på vore breddegrader med afslutningen af Anden Verdenskrig.

Og så kom guddødemig den her ejendomsmatador og realitystjerne og sikrede sig med det yderste af et mulehår fire år i Det Hvide Hus efter en valgkamp, hvor han havde tilladt sig at hylde Brexit og tale dunder mod selve fundamentet under det meste af Europas sikkerhed – nemlig Nato, verdens mægtigste militæralliance, hvor aftalen ellers er, at USA lover at komme buldrende med hele kavaleriet, hvis nogen (for eksempel sådan nogen som Putin) skulle finde på så meget som at krumme et hår på ét af vores små europæiske hoveder – til gengæld for at vi så i det store og hele indordner os og hjælper til efter bedste evne.

Det var, mildt sagt, ubelejligt. Men i betragtning af al tumulten kom reaktionen fra Europas ledere overraskende prompte og med bemærkelsesværdig selvsikkerhed.

Vi europæere,” sagde Tysklands Angela Merkel i et bayersk øltelt, er nødt til at tage vores skæbne i egne hænder.”

Beskyttelsen af Europa kan ikke længere outsources,” erklærede Europa-Kommissionsformand Jean-Claude Juncker og fortsatte: Blød magt alene er ikke nok i en stadig mere militariseret verden.”

Og proeuropæeren over dem alle, Frankrigs Emmanuel Macron, supplerede på fransk radio: Vi må have et Europa,” sagde han, som kan forsvare sig selv på egen hånd uden at forlade sig på USA alene.”

Men hvad ville det faktisk kræve at gøre Europa i stand til at tage vare på sin egen sikkerhed? For at kunne svare på det spørgsmål må man først erkende, hvor vi står i dag. Og det er i betragtning af ambitionerne om at opnå ægte europæisk suverænitet” i sikkerhedspolitikken – Macrons formulering – ikke noget særlig godt sted. Europa er i dag, for nu at sige det ligeud, fuldkommen ude af stand til at forsvare sig selv. Som i fuldstændig og aldeles ude af stand til det.

En stor del af det, et moderne militær skal kunne, kan vi simpelthen ikke i Europa, fordi vi ikke har grejet til det, eller i hvert fald slet ikke nok af det. Vi kan ikke tanke vores kampfly op i luften i noget nær det omfang, man hurtigt får brug for i blot en mindre militær operation. Vi kan ikke skyde et fjendtligt kampfly eller missil ned, hvis det kommer buldrende i retning af nogle af vores soldater. Vi kan ikke overvåge, hvad der sker på en slagmark. Vi kan ikke engang bringe vores soldater hurtigt hen til en, hvis behovet opstår.

Da franskmændene skulle smide mellem 3.000 og 5.000 mand hurtigt ind i Mali tilbage i 2013, da landets hovedstad var under angreb, fløj amerikanerne for dem i tre uger, fordi franskmændene ikke selv var i stand til at flyve deres eget grej hurtigt nok derned,” siger Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Institut for Strategi på Forsvarsakademiet og professor ved Center for War Studies på Syddansk Universitet.

Selv en så relativt begrænset militær operation, udført af Europas vigtigste og mest krigsvante militærmagt, Frankrig, viser altså, hvor afhængige vi europæere er af amerikanerne.

Luftangrebet på Muammar Gaddafis Libyen i 2011 er et andet eksempel. Godt nok blev bomberne hovedsageligt smidt af franske, britiske, danske og andre europæiske fly, mens amerikanerne holdt sig lidt i baggrunden. Men,” siger seniorforsker Kristian Søby Kristensen fra Center for Militære Studier ved Københavns Universitet, det hele blev styret fra et amerikansk kommandoskib.”

Operationen i Libyen demonstrerede, fortæller Kristian Søby Kristensen, hvordan vi i Europa mangler alt det mest basale for at kunne udkæmpe en moderne krig.

Vi mangler for det første den kommandostruktur, som er nødvendig for at kunne holde styr på, at den ene hånd ved, i hvilken retning den anden skyder – og at der overhovedet er noget at skyde med.

For det andet mangler vi også den vitale (og meget, meget dyre) overvågningsinfrastruktur af satellitter, droner, overvågningsfly og databehandlingscentre, som gør enheder i stand til at vide, hvor de er, og hvem de skal ramme”, som Kristian Søby Kristensen formulerer det.

Og så mangler vi for det tredje slagkraft. Også i den grad, faktisk. Det bliver især tydeligt, hvis man løfter blikket fra relativt begrænsede operationer i vores nærområder, som dem i Mali og Libyen, til noget større, hvor vores egen sikkerhed hjemme i Europa er mere direkte på spil.

Den ansete sikkerhedspolitiske tænketank IISS (det står for The International Institute for Strategic Studies) udgav i april 2019 et studie, som forfatterne selv kaldte et virkelighedstjek til den igangværende debat om europæisk strategisk selvstændighed”. Rapporten gennemgår to forskellige tænkte krisescenarier og oplister punkt for punkt, hvad vi europæere mangler for at kunne håndtere dem. Udgangspunktet er en situation, hvor USA har trukket sig ud af Nato og samtidig skruet kraftigt ned for den amerikanske flådes patruljering og beskyttelse af verdenshandlens vigtigste sejlruter. Altså en situation, hvor vi europæere må klare os selv.

I det ene scenarie er der ikke engang tale om en krig, men blot om en stribe potentielt aggressive russiske flådeoperationer, der finder sted samtidig med en stigning af mængden af piratangreb på handelsskibe ud for Somalia og så nogle skærmydsler mellem fiskefartøjer i omstridte farvande, hvor kinesiske skibe er involveret.

Som reaktion på det hele beslutter de tilbageværende europæiske Nato-lande at sætte en stribe flådeaktioner i værk for ligesom at få ro på. Men i forhold til, hvad forskerne vurderer vil være påkrævet, er manglerne temmelig store. Der mangler ubåde, krigsskibe i alle størrelser, tropper til at bemande dem og tankskibe til at fylde dem op. Og det var som sagt i forhold til en situation, hvor der slet ikke er krig.

Det andet scenarie er mere alvorligt og en variation af det, som med Kristian Søby Kristensens ord har skabt panikangst i Washington og Bruxelles” de senere år, nemlig tanken om et russisk angreb på Natos østligste udposter.

I dette scenarie lykkes det nogle stærkt provokerende polske og litauiske regeringer at skabe så megen uro om den russiske Kaliningrad-enklave, at russerne beslutter at besætte Litauen og en del af Polen for at sikre enklaven, der ligger klemt inde mellem de to Nato-lande. Som modsvar samler de resterende Nato-lande i al hast en styrke, der kan forhindre russerne i at rykke videre og om nødvendigt også smide dem ud af Litauen og Polen, hvis krisen ikke kan løses diplomatisk.

Men for rent faktisk at kunne samle sådan en styrke, vurderer forskerne bag rapporten, mangler de europæiske Nato-lande aktuelt temmelig meget: for eksempel mindst 26 tungt bevæbnede panserbrigader (det vil sige hærenheder på hver cirka 4.000 mand med kampvognsenheder og hele baduljen) samt antiluftskyts, ingeniørtropper, kanoner, kampfly, overvågningsfly, antiubådsvåben, minerydningsfartøjer – og så videre og så videre og så videre.

Hvis europæiske Nato-lande faktisk skulle være i stand til at håndtere de scenarier, som skitseres i rapporten, vil det ifølge forfatterne kræve op mod 2,4 billioner kroner i investeringer og en implementeringstid på op til 20 år.

Men sådan nogle specifikke, tænkte scenarier giver jo kun et indblik i, hvad det ville kræve at håndtere lige præcis de situationer, som indgår i scenarierne. Hvad ville det i lidt bredere forstand kræve at gøre Europa i stand til at forsvare sig selv og sine interesser, hvis vi ikke længere kunne forlade os på hjælp fra USA?

For at få et bud på det har jeg ringet til Michael H. Clemmesen, militærhistoriker og pensioneret brigadegeneral med en fortid som chef for Baltic Defense College i Estland. Han er en mangeårig iagttager af europæisk sikkerhedspolitik med et skarpt blik for det allermest praktiske plan og mener i øvrigt, at de førnævnte scenarier fra IISS er for optimistiske, fordi rapportskriverne er gået ud fra, at de europæiske soldater i scenarierne er lige så godt trænede som russerne.

Hvis vi europæere rent faktisk skulle håndtere vores egen sikkerhed, kan man ifølge Michael H. Clemmesen skære det hele ned til fire grundlæggende områder, som vi skal have styr på:

  1. Nuklear afskrækkelse
  2. Territorialt selvforsvar
  3. Beskyttelse af handelsveje
  4. Stabilisering af nærområder.

Vi tager dem ét ad gangen.

Nuklear afskrækkelse betyder evnen til at slå tilbage med atomvåben, hvis nogen skulle finde på at angribe med dem, hvilket gerne skulle afholde nogen fra overhovedet at få idéen til at begynde med. Der er altså tale om en forsikring mod atomkrig.

I dag er det kun Frankrig, som har egne atomvåben (briternes sidder på amerikanske missiler), og de er kun indrettet til at beskytte Frankrig. Alle andre europæiske lande må forlade sig på amerikanerne.

Hvis Europa skulle have sin egen troværdige atomslagstyrke, ville det ifølge Michael H. Clemmesen kræve anslået seks ubåde bevæbnet med langtrækkende atommissiler, hvoraf de tre eller fire konstant skulle være på patrulje. Og Tyskland ville være nødt til at have en finger på aftrækkeren”, som han formulerer det, så det stod klart, at der ikke kun var tale om et fransk våben til beskyttelse af Frankrig, men om et fælles europæisk våben. Det vil sige, at tyskerne skulle levere en del af besætningerne og betale mindst halvdelen af regningen.

Eventuelt kunne man også, siger han, supplere med mindre mellemdistanceatomvåben på ubåde, hvis man også ville afskrække russerne fra at bruge de mellemdistanceatomraketter, de har udviklet i de senere år.

Territorialt selvforsvar betyder i praksis evnen til at forsvare os mod den eneste mulige trussel mod europæisk territorium – Rusland. Ikke fordi vi tror, Rusland har planer om at angribe os, men fordi evnen til at standse et angreb og slå det tilbage gerne skulle få selv den mest krigeriske russiske general til at opgive tanken på forhånd, selv i en tilspidset situation.

Og det er mindst lige så vigtigt som atomvåben, fordi alternativet ellers er at true med netop atomvåben – hvilket både er farligt og potentielt utroværdigt. Virker det for eksempel særlig realistisk, at Tyskland og Frankrig i en krisesituation vil risikere at nedkalde et atomart ragnarok over Berlin og Paris for at redde 2,8 millioner litauere ud af en russisk besættelse?

Ifølge Michael H. Clemmesen er der kun én vej at gå, hvis europæiske lande skal kunne forsvare eget territorium mod Rusland, fordi grænsen mod Rusland og den nære allierede Hviderusland er så lang – og det er en finsk model”. Det vil sige et mobiliseringsforsvar af tidligere værnepligtige, som kan indkaldes i tilfælde af krig eller krise. Finnerne har 900.000 af dem, heraf 280.000 aktive reservister. Alle frontlinjestater hele vejen ned til Rumænien”, siger Michael H. Clemmesen, burde oprette et tilsvarende mobiliseringsforsvar, hvis det reelt skulle være muligt at beskytte Europas og Natos front mod øst.

Man skal huske,” siger han, at moderne hærstyrker ikke dækker et større område end gammeldags. Hærstyrker er ikke særlig mobile, og hvis de står et forkert sted, bliver de bare passeret.”

Det er selvfølgelig ret meget at kræve af frontlinjestaterne, at de skulle indkalde og bevæbne så mange værnepligtige, så derfor ville lande længere væk fra Rusland – lande som Danmark – også være nødt til at hjælpe, dels ved at oprette tungere, mobile styrker, som kunne sættes ind i tilfælde af en krise, dels ved at betale for udrustning. Det sidste er set før, understreger Michael H. Clemmesen, da USA i 1950’erne leverede våben og penge til resten af Nato for at udruste blandt andet danske soldater.

Beskyttelse af vigtige europæiske handelsveje, vurderer Michael H. Clemmesen, ville indebære en oprustning med flere og bedre bevæbnede flådefartøjer, produceret i samarbejde mellem europæiske lande, som kunne sættes ind til beskyttelse af europæisk skibsfart, når det blev nødvendigt.

Hvad sådan en styrke skulle bruges til, siger han, burde stå klart efter en sommer, hvor Iran tilsyneladende har forsøgt at presse USA til forhandlingsbordet ved at forstyrre skibsfarten gennem Hormuzstrædet og blandt andet har beslaglagt et britisk skib, efter at amerikanerne – stik imod europæiske ønsker – har trukket sig fra den fælles iransk-europæisk-amerikanske aftale om Irans atomvåbenprogram.

I det tilfælde, at sådan en styrke havde været på plads nu, havde den været nede at beskytte europæisk skibsfart i Golfen med et klart signal til iranerne om, at vi er selvstændige og bakker op om atomaftalen, men at de ikke skal røre ved vores skibe,” siger Michael H. Clemmesen.

Stabilisering af nærområder – det sidste punkt på listen – er så operationer som den, Frankrig har gennemført i Mali, som gerne skulle kunne forhindre lokale kriser i Mellemøsten og Nordafrika i at eskalere. Ud over den åbenlyse humanitære interesse i at forhindre al den lidelse, store borgerkrige fører med sig, er det også i europæisk interesse at forebygge nye flygtningekriser og stater, der kollapser og bliver hjemsted for terrorister med ønske om at ramme Europa.

Så længe ambitionerne ikke bliver større end i dag, er det nok her, vi er bedst med, vurderer Michael H. Clemmesen – selv om det er velkendt, at franskmændene ville have haft det svært i Mali uden hjælp fra såvel amerikanske transportfly som de amerikanske tankfly, der hjalp med at genoptanke de franske Mirage- og Rafale-kampfly på den lange vej fra flybaserne til slagmarken.

Alt i alt skal der altså temmelig meget til, før vi europæere på nogen troværdig måde kan hævde at være i stand til at forsvare os selv og vores interesser.

Er det så realistisk at komme et sted hen, hvor vi kan? Teoretisk set, ja. Vi har sådan set penge nok og også ret mange mand under våben. Men vi bruger begge dele meget lidt effektivt. Da Europa-Kommissionen gjorde status i 2017, var der for eksempel hele 178 forskellige våbensystemer i EU, mens USA kun havde 30. Den amerikanske hær klarer sig glimrende med kun én slags kampvogn, mens der kører hele 17 forskellige rundt i europæiske øvelsesterræner. Det betyder, at man ikke uden videre kan sætte en tysker over i en fransk kampvogn, og det er ud over at være upraktisk i en krisesituation også dyrt, fordi man går glip af økonomiske stordriftsfordele, når man laver så mange forskellige versioner af den samme ting.

Europas statsledere har siden 2016 forsøgt at rette op på ineffektiviteten med en række konkrete initiativer. Vigtigst er en europæisk forsvarsfond til fremme af fælles europæiske våbenudviklingsprojekter og så forsvarssamarbejdet Pesco, hvor en række lande er gået sammen om blandt andet at gøre deres styrker i stand til at arbejde bedre sammen.

Men det er altså stadig i småtingsafdelingen, og de konkrete fremskridt maskerer nogle dybereliggende politiske uenigheder, som står i vejen for noget, der bare ligner et Europa, der kan komme til at forsvare sig selv. Det er nemlig meget svært at forestille sig et effektivt fælles forsvar uden meget tættere europæisk samarbejde, end vi har i dag.

Løsningen er jo Europas Forenede Stater, og det ligger vist ikke ligefor,” siger Peter Viggo Jakobsen.

Michael H. Clemmesen har samme pointe: Hvis man ikke har politisk integration, har man heller ikke militær integration. Man kan ikke have en delt ledelse af militære styrker; så virker de ikke,” siger han. Og af samme grund kalder den pensionerede brigadegeneral sin skitse af et troværdigt europæisk forsvar for en ren fiktion” og et politisk fatamorgana”. Forudsætningen for det hele,” siger han, er jo noget, som er totalt uacceptabelt for europæerne, nemlig at man skal have en langt højere grad af union end i dag.”

Der er dog kræfter, som trækker i retning af mere samarbejde på forsvarsområdet, selv om det ser svært ud med det politiske lige nu. Prisen på militært isenkram har nemlig over mange år vist sig at stige hurtigere end forsvarsbudgetterne, og det kan tvinge europæiske lande til at samarbejde af rent økonomiske årsager. I fremtiden kan det for eksempel blive nødvendigt for Danmark at lade Norge eller Tyskland patruljere dansk luftrum, hvis vi selv vil have fly tilovers til at deltage i internationale missioner, siger Peter Viggo Jakobsen. Og den type militære overvågningssystemer, som europæiske lande mangler, har vi slet ikke råd til uden at pulje pengene, siger Kristian Søby Kristensen.

Men selv hvis alt går, som Emmanuel Macron og andre varme fortalere for europæisk suverænitet” og selvstændigt europæisk forsvar håber, er der langt igen. Hvis alle de store og små EU-lande plus Storbritannien kunne blive enige om at bruge pengene bedst muligt, ville det stadig tage 20-30 år at få det hele på plads, vurderer Kristian Søby Kristensen. I mellemtiden ville vi stadig være militært afhængige af amerikanerne.

Spørgsmålet er så selvfølgelig, om det nogensinde bliver nødvendigt at være sikkerhedspolitisk uafhængige, altså sådan rigtigt. På den ene side har amerikanerne godt nok længe – også under Obama – forsøgt at dreje deres militære fokus i retning af Kina og Stillehavet og samtidig få os europæere til at investere mere i forsvaret af os selv. Men på den anden siden er det ikke rigtig lykkedes for dem.

Trods de hårde ord fra Trump har USA på hans vagt engageret sig mere i Europa end under Obama. Udgifterne til amerikansk forsvar af Europa er under indtryk af Ruslands sabelraslen og aggressive udenrigspolitik syvdoblet under Trump, og der er i dag flere amerikanske soldater på rotation i Europa end længe. Samtidig har den amerikanske flåde reorganiseret sig, så den nu igen har større fokus på at patruljere og om nødvendigt forsvare Nordatlanten.

Hele den amerikanske krigsmaskine er blevet drejet lidt i retning af Europa igen, så tilbagetrækningen er i hvert fald blevet skubbet en 20-30 år ud i fremtiden,” siger Peter Viggo Jakobsen.

Amerikanerne har prøvet at komme ud af Europa siden 1945, og det er gået ret skidt,” siger Kristian Søby Kristensen. Langt hen ad vejen vil amerikanerne have en interesse i at være militært til stede i Europa, for det giver dem jo også en vanvittigt stor magt. Det kan godt være, at amerikanerne siger, at vi må investere mere, så vi kan klare mere selv. Men de vil også stadig gerne bestemme.”

Spørgsmålet er altså ikke kun, om Europa kan blive militært uafhængigt af USA. Det er også, om amerikanerne egentlig, sådan allerdybest nede, har lyst til at lade os blive det.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem