I 2002 sprang der en decideret bombe i Lotte Hvas’ del af verden. Hun er dr.med. og læge og var allerede i 1990’erne blevet interesseret i kvinders overgangsalder. På det tidspunkt var medikaliseringen af lige præcis overgangsalderen på sit højeste, fortæller hun. Det var især læger og medicinalindustrien, der var bannerførere for, at kvinder endelig måtte tage nogle hormoner, så de fortsat kunne bevare deres kvindelighed. Hormonerne blev også markedsført som noget, der kunne beskytte mod aldersforandringer og senere sygdomme. Stort set alle kvinder blev opfordret til at spise hormoner fra den sidste menstruation og resten af livet.

Medicinalannoncerne fra 1990’erne slog kraftigt på den forvandling, man som kvinde ville undergå, hvis bare man tog hormoner. Særligt en svensk annonce fangede Lotte Hvas’ blik. Den viste en tegning af gamle kvinder med stok og hængebryster, der hoppede i en østrogenflod og kom smilende op på den anden side med flagrende hår og strittende brystvorter.

“Lægemiddelindustrien var med til at skabe et billede af kvinder, der var på vej i graven,” siger Lotte Hvas i dag. Det, at deres fertilitet havde nået endepunktet, og den måde, deres kroppe reagerede på denne nye fase i livet, var et medicinsk problem. Men så kom bomben dér i 2002. Det var i form af undersøgelsen Women’s Health Initiative, der dokumenterede, at hormonerne stik imod forventningerne kunne have alvorlige bivirkninger. Hormonbehandlingen forøgede markant risikoen for både blodpropper og brystkræft, var konklusionen blandt andet.

I den tid, der er gået siden “bomben”, har Lotte Hvas opdaget noget. Det ene er, at dét, hun så som et tabu, er i gang med at blive brudt. Og det er rigtig godt. For overgangsalderen er så meget andet end blot et spørgsmål om hormoner eller ej. Det er i lige så høj grad et spørgsmål om, hvordan det er at være kvinde midt i livet.

“Vi ser flere kvinder nu, der tager bladet fra munden omkring overgangsalderen og gerne vil tale om det,” siger hun. “For der har længe været en diskrepans mellem, at vi på den ene side har nogle meget velfungerende kvinder med masser af ressourcer og muligheder, men at man samtidig italesætter årene omkring overgangsalderen som noget meget negativt, og kvinder kan stadig få en følelse af skam, når de oplever en hedetur. At blive ældre som kvinde er stadig ikke helt sexet eller hipt.”

Den anden ting, hun har opdaget, er tegn på, at der bliver set på overgangsalderen på en helt ny måde, at den er blevet en katalysator til at kunne forandre en kvindes liv fundamentalt. Man kan se det i populærkulturen, i den offentlige debat, i Danmarks Statistiks regneark, og når man først har set den nye tanke, opdager man den overalt: “Overgangsalderen er den mest fucking fantastiske ting i hele verden,” som skuespiller Kristin Scott Thomas siger i BBC-serien Fleabag.

“Og jo, hele din bækkenbund smuldrer, og du får hedeture, og alle er ligeglade med dig. Men så – så er du fri. Du er ikke længere en slave eller en maskine med dele. Du er bare en person.”

Vi er gode til at fejre for eksempel puberteten, mens overgangsalderen i bedste fald bliver ignoreret. Eller som den amerikanske forfatter Sarah Manguso skrev i et essay i The New Yorker for nylig:
“Generelt bliver overgange i livet som regel beskrevet som døre til noget nyt og spændende. Men overgangsalderen bliver oftest beskrevet som et tab – af fertilitet, skønhed, seksualitet, opmærksomhed og værdi. Sådan kan man i hvert fald opfatte det set udefra.”
Men det er værd at dykke ned i, hvad der rent faktisk sker med kvinden på den anden side af det, som af nogle nærmest bliver betegnet som skærsilden. Mange kommer forandrede ud. Og en del ender med at opleve forandringen som en total frisættelse.

Overgangsalderen bliver sat i gang, når æggestokkene stopper med at producere hormonerne østrogen og progesteron, og kvindens menstruation ophører. Man plejer at sige, at årsagen er, at æggene er brugt op, men det en lidt forenklet forklaring. Piger fødes med omkring 400.000 æg, så der burde være rigeligt til hele livet. Men faktum er, at vi kvinder er forprogrammeret til at komme i overgangsalderen.

I gennemsnit er vi 51 år, når vi når dertil. Ændringerne i kroppen kommer til udtryk på forskellig vis.
De mest almindelige symptomer er hedeture, slimhindeproblemer og blødningsforstyrrelser. Nogle kvinder er påvirket af det i årevis, mens andre næsten ikke lader sig mærke med det.

Hedeturene opstår, fordi kroppens egen termostat i overgangsperioden ikke fungerer, som den skal. Den nedsatte dannelse af østrogen gør kroppen mere følsom over for temperatursvingninger. Stiger kropstemperaturen bare lidt, sætter kroppen alt i sving for at komme af med varmen.

Amerikanernes tidligere førstedame Michelle Obama fortalte for nylig om sine erfaringer med flushes, som det hedder, når man bliver ramt af en svedetur. Det var i hendes egen podcast, The Michelle Obama Podcast, i afsnittet What Your Mother Never Told You About Health med lægen Sharon Malone, at Michelle Obama delte sin oplevelse. Den fandt sted, da hun var ombord på præsidentens helikopter Marine One. Hun sagde til lytterne:

“Jeg fik en hedetur, da jeg var på Marine One. Jeg var klædt pænt på, for jeg var på vej til en officiel event. Og det var bogstaveligt, som om nogen havde placeret en ovn inden i mig og havde skruet maksimalt op. Og så begyndte alting at smelte. Jeg tænkte, det her er vanvittigt. Jeg kan ikke gå ind nu, det kan jeg ikke,” fortalte Michelle Obama i podcasten.

Og hede- og svedeturene kan opstå alle vegne. I præsidenthelikoptere såvel som i en bybus i Sorø. En af dem, der mærkede det, skrev sådan her for nylig på Twitter:

“Sidder i en bus og drypper af sved. Om jeg har løbet for at nå den? Næ, jeg er bare i overgangsalderen. Den kvindelige biologi er en fest.” Hun afsluttede kommentaren med en smiley, der vendte det hvide ud af øjnene.
Det var 48-årige Helene Vadsten, hun bor i Sorø og hendes opslag fik mange kærlige ord med på vejen fra kvinder og en enkelt mand, som delte op- og nedture ved overgangsalderen.

Egentlig synes Helene Vadsten ikke, det er så slemt. Det kunne være bedre, det kunne være værre. Men netop hedeturene generer hende. Og har betydet, at hun har måttet investere i meget nyt tøj, fordi svedlugten bliver siddende i tøjet efter vask. Eller hun kan stå og børste tænder efter badet, og selv den meget lille fysiske udfoldelse kan gøre hende drivende våd af sved i ansigtet. Netop svedproblemer kan det være skamfuldt at dele i plenum, mener hun.

“Det føles privat, fordi det er meget kropsligt. Det er ikke noget, man nødvendigvis taler med alle om. Der er stadig en tendens til, at der er mere status i ungdommen end i alderdommen. Især kvinders kropslige forfald har ikke så høj status, tænker jeg.”

Lige præcis følelsen af, at det er skamfuldt og ubehageligt, at kroppen er ude af kontrol, er ofte årsagen til, at kvinder i dag går til lægen, når de kommer i overgangsalderen.

“Det kan være ubehageligt, når man står i det,” siger lægen Lotte Hvas. “Det medfører kontroltab og usikkerhed, som er meget umoderne i dag. Så der er også en del kvinder, der kræver en løsning her og nu, når de oplever, at de til vigtige møder pludselig begynder at dryppe sved ned på handleplanerne.”

Tilbage på Twitter, nede i tråden under Helene Vadstens tweet, meldte Hanne Veje også ind. Hun bor i den lille by Guldborg på Lolland-Falster, hvor hun er konsulent og underviser. Med et udadvendt job, hvor hun tit er i fokus på en scene eller foran en tavle, kunne det godt være lidt generende med hedeturene, erkender hun.

En dag fik hun derfor en gave af sin mor. En ledningsfri, irgrøn bordventilator købt i Aldi.
“Til sidst stillede jeg simpelthen viften op på bordet foran mig, når jeg holdt kurser og supervision, og sagde, at det var for at nedkøle mig, når jeg oplevede ‘klimaforandringer’, som min gode veninde kalder det.”

Da Hanne Veje nåede igennem hedeturene og kom ud på den anden side, var det en anden verden. Hun er nået dertil, at hun faktisk synes, det er befriende ikke at være påvirket af en menstruationscyklus. Hun rejser som regel i Afrika flere måneder om året og er glad for ikke at skulle huske på bind og tamponer.
“Jeg vil sige, at det hjælper at stå det igennem med masser af åbenhed og humor. Det hjælper at tage det afslappet. Overgangsalderen er bare natur. Og kan man leve sidste halvdel af sit liv uden at menstruere, er det da fantastisk frisættende.”

Helene Vadsten er enig. Eller hun håber i hvert fald, hun har det på samme måde på den anden side af transitionen.
Hun har veninder, der frygter at få den sidste menstruation, fordi de ser det som et tab af kvindelighed. Selv har hun været alenemor til to, siden de var små, og hun har netop fået en kæreste efter at have været alene i mange år. Hun skal ikke have flere børn og kan også se en ny frihed i det.

“Jeg har også en veninde, der siger, at det er fantastisk at slippe for menstruationen. Det håber jeg. Men jeg er spændt på, hvor længe hedeturene fortsætter,” siger Helene Vadsten.

På den anden side af hedeturene sker der tit noget spændende. I hvert fald er det yderst sjældent, at kvinder sygner hen i glemsel, som man ellers kunne få indtryk af, når man læser om den afblomstring, de gennemgår. Det har læge Lotte Hvas noteret sig.

Det interessante er, at en del kvinder på den anden side af overgangsalderen forandrer sig. Som om de er blevet en skærpet version af sig selv. For mange er overgangsalderen en symbolsk milepæl, der giver anledning til at stoppe op. Hun siger:

“Nogle hævder ligefrem, at man er blevet til den person, man var før, man fik sin menstruation. Og at østrogen er ‘medgørlighedens hormon’. Sådan ser jeg ikke nødvendigvis på det, men det er tydeligt, at kvinderne ved, hvad de vil, og i højere grad siger til og fra. En del kaster sig ud i et sporskifte efterfølgende. Skifter job, bliver selvstændige, tager en ny uddannelse.”

Netop det findes der faktisk dokumentation for. Flere kvinder end tidligere kaster sig ud i noget nyt – sadler om i arbejdslivet, efter at de er fyldt 55 år. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

På ti år er andelen af 55-59-årige kvinder, der arbejder som selvstændige, steget med 22 procent. I 2008 havde 6.224 i denne aldersgruppe egen virksomhed. I 2018 var det tal steget til 7.633. Og selv om tallet ikke er gigantisk, så peger det på en kulturændring, som er rigtig interessant. Det fortæller Kim Klyver, der er professor ved Institut for Entreprenørskab og Relationsledelse ved Syddansk Universitet.

Han har brugt de seneste ti år på at forske i kvinder, der stifter virksomheder, og det ser ud til, at der er en klar retning i udviklingen. I samme periode på ti år faldt andelen af selvstændigt beskæftigede mænd med knap syv procent. Han understreger, at hans forskning er gennemsnitsbetragtninger og naturligvis ikke gælder for alle. Men der tegner sig et klart billede af, at mændene i den aldersgruppe skruer lidt ned, mens kvinderne skruer op.

Kim Klyver siger:
“Når børnene er flyttet hjemmefra, genforhandles familiemønstrene. Mændene føler sig ikke på samme måde forpligtet til at være skaffedyr og begynder at stå stille. Og kvinderne føler sig fri til at prøve noget nyt.”

Kendetegnende for de kvinder, der kaster sig ud i et nyt arbejdsliv, er, at de både har ressourcer, et godt netværk og en god økonomi. De er privilegerede. Specielt i forhold til tidligere generationers ældre kvinder og deres nuværende yngre kolleger. Og så er de fokuseret på, at de skal lave noget, der gør dem glade og giver mening og værdi.

“Når du bliver selvstændig senere i livet, er du mindre risikovillig, fordi du har mindre tid, end hvis du er ung. Når de ældre kvinder stifter virksomhed handler det primært om at nyde livet frem for at skabe livet,” siger han.

Når man skuer ud over kvindelivet med dets overgange, ser man et bakket landskab. Det bugter sig og slår sving. Det er en vigtig pointe, understreger læge Lotte Hvas, fordi det står i klar modsætning til mændenes mere plane livsforløb

“Mænds liv er anderledes lineære. Mens det er en del af kvindelivet, at vi ryger op og ned. At der er bakketoppe og bølgedale, er et faktum og helt velkendt, men vi skal helst ikke reklamere med, at vi er cykliske, for så kan vi let få skudt i skoene, at vi er ude af balance og på kanten til at være hysteriske,” siger hun.
Lægemiddelindustrien har været med i den proces, mener hun. Og det er dét, man er ved at få et opgør med.

Siden lægerne i 1920’erne opdagede, at de kunne isolere kønshormonet østrogen, gik de straks i gang med at producere det til medicinsk brug. Og dermed blev det, der sker i kvindekroppen under blandt andet overgangsalderen, også betragtet som det, der afviger fra normalen – som er det, der sker i mandekroppen.

I en amerikansk bestseller fra 1968, Feminine Forever, lød forsideteksten: “Menopausen er en hormonel mangelsygdom, som kan kureres og forebygges fuldstændigt.”

I maj 2021 lander en ny bog på det amerikanske marked, som formentlig også vil tiltrække sig opmærksomhed.
The Menopause Manifesto hedder den, og den er skrevet af den canadiske gynækolog Jennifer Gunter, som ikke er hvem som helst. Hun har 330.000 følgere på Twitter og er forfatter til bestselleren The Vagina Bible.

Forleden skrev hun sådan her i det amerikanske magasin Glamour, som meget godt illustrerer den bevægelse, der er i gang.

“Overgangsalderen er det omvendte af puberteten, men mens puberteten bliver fejret, så bliver overgangsalderen i bedste fald ignoreret. Og det forventes, at kvinder håndterer overgangsalderen i stilhed, fordi deres værdi i det patriarkalske samfund forsvinder, i takt med at deres østrogen også falder …”

Den udvikling har professor Kim Klyver også noteret. Det er ham, der forsker i kvinders entreprenørskab. Han forklarer det sådan her:
“MeToo-bevægelsen har med sine rollemodeller skabt en fandenivoldskhed også hos kvinder midt i 50’erne. De rollemodeller har tidligere manglet. Nu er der kommet en større beslutsomhed blandt kvinder i den aldersgruppe, der gør, at de i mindre grad end tidligere er fanget af kønsroller og er mere parate til at løbe en risiko. Jeg ser en klar kvindefrigørelse i de her processer,” siger Kim Klyver.

Den frigørelse ser læge Lotte Hvas også:
“Kvindens overgangsalder er i århundreder blevet vurderet negativt af både det mandlige blik, af kirken og af lægevidenskaben. Er det ikke på tide at gøre op med alt dette? Og se på overgange og sårbarhed som noget, der også kan give styrke? Det mener jeg.”

Lotte Hvas er ikke alene. Som jeg fortalte i begyndelsen af historien her, er der en bevægelse i gang, hvor kvinder i kulturen, litteraturen og medierne tager et opgør med det negative blik på ældre kvinder og overgangsalderen. Kvinderne bliver bemyndiget og stærke på en ny måde.

Lidt firkantet sagt kan man sige, at når menstruationen holder op, bliver den afløst af en ny no-nonsense kraft. Den beskriver den tidligere britiske magasinredaktør Sam Baker i sin netop udkomne bog, The Shift. How I (lost and) Found Myself After 40 – and You Can Too.

Hun sagde sådan her i et interview med den britiske avis The Guardian for nylig.
“Prisen for at komme på den anden side af overgangsalderen er en ny frygtløshed og en evne til at udtrykke den vrede over uretfærdigheder, som hun tidligere bare havde villet lade passere.”

Sam Baker ville ønske, hun havde vidst, at den pris ventede på hende:

“Mine 40’ere ville have været så meget bedre, hvis jeg havde hørt en sige, at det er lort, du går igennem lige nu, men på den anden side venter en mærkelig form for frigørelse.”