Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Hvordan får man venner for livet? 100 vennepar fortalte mig, hvad der binder dem sammen

Her er de seks ting, der skal til for at få nye venner – og beholde dem, du har.

Illustration: Alex William for Zetland

Samtaler med venner. Det er titlen på en populær roman af it-forfatteren Sally Rooney, men det er også konceptet bag en artikelserie, som journalisten Julie Beck har lavet for magasinet The Atlantic gennem mere end tre år. Siden februar 2019 har hun interviewet 100 vennepar om, hvad der binder dem sammen. Det er der kommet virkelig mange fine artikler ud af, som vi har læst med stor fornøjelse. Tilsammen tegner de et billede af, hvad et venskab er, og hvad der skal til, for at det kan blomstre. Og dermed også, hvad der skal til for at knytte nye venskaber. Det handler den her artikel om. Vi giver ordet til Julie Beck.

The Friendship Files, mine interviews med en række venner om deres venskaber, opstod på baggrund af et simpelt spørgsmål. Efter at have skrevet en del om både venskaber og datingapps var jeg nysgerrig efter at vide mere om Bumble BFF, som er en slags datingapp for venner. Virkede det faktisk? Føltes det som at gå på date? Hvad laver man på en vennedate? Så jeg interviewede to unge kvinder, der var blevet bedste venner efter at have brugt appen. Det skulle egentlig bare have været en enkelt artikel, men vores samtale var så sjov og oprigtig og indimellem sårbar, at jeg besluttede mig for at gentage succesen.

Det er mere end tre år siden, og jeg har siden foretaget 100 interviews. Nummer 100 – med en fransk og en amerikansk kvinde, hvis familier blev bragt sammen af en modig gerning under Anden Verdenskrig – er lige udkommet. Det bliver det sidste i serien.

Det er med blandede følelser, at jeg siger farvel til serien. Interviewene har føltes anderledes end noget andet, jeg har skrevet. Ikke blot har jeg hørt om venskaberne, jeg har også været vidne til dem. Jeg har set, hvordan venner taler og pjatter sammen, hvordan de konstant minder hinanden om deres fælles historie. Der var ikke et eneste interview, som jeg besluttede ikke at sende i trykken; ethvert venskab bærer på en historie. Jeg er så taknemmelig for de hundredvis af mennesker, der har inviteret mig indenfor i deres venskab. Det har føltes som en stor ære at få overdraget ansvaret for deres historier.

Ved begyndelsen af projektet skrev jeg: Alle mennesker er den mest generøse, sjoveste og mest fascinerende udgave af sig selv, når de taler med og om deres venner.” De efterfølgende interviews har kun bekræftet det udsagn for mig. Selv hvis jeg besluttede at fortsætte projektet resten af livet, ville jeg kun skrabe i overfladen af de mange måder, hvorpå venskaber påvirker vores liv. Men jeg har forsøgt at opsummere de temaer, der er gået igen i mine hundrede samtaler. Og selv om ethvert forhold udvikler sig på sin helt egen måde, er jeg kommet frem til den konklusion, at der er seks dynamikker, der skaber og vedligeholder venskaber over tid: tid, opmærksomhed, intention, ritualer, fantasi og … nåde.

Ingen vej tilbage

Verden er uforudsigelig, og mennesker, lande, organisationer og dyr bliver hver dag tvunget til at brænde broer, genopfinde sig selv, satse alt eller starte forfra. Vi dedikerer sommeren til historier om dem og det, der har ingen vej tilbage.

Tid

Den simpleste og mest oplagte dynamik, der skaber og vedligeholder venskaber, er den tid, man tilbringer sammen. En undersøgelse anslår, at man skal tilbringe mellem 40 og 60 timer sammen i de første seks uger, for at et nyt bekendtskab bliver til et løst venskab. Og omkring 80 til 100 timer, for at det bliver til mere end det. Derfor er det ikke overraskende, at venskaber ofte opstår dér, hvor vi allerede tilbringer størstedelen af vores tid: arbejde, skole, kirke og fritidsinteresser.

Nogle gange akkumuleres den tid meget langsomt, sådan som det for eksempel var tilfældet med to naboer, der boede over for hinanden i den samme bygning i 20 år. De holdt altid lidt øje med hinanden, når de blev syge, og de delte i årevis et abonnement på People Magazine. Den gradvise opbygning af fælles oplevelser blev først til et vigtigt venskab i begyndelsen af coronapandemien, hvor de ikke kunne forlade deres lejligheder og i stedet åbnede døren og talte sammen hen over gangen, hvilket fik dem til at føle sig mindre ensomme.

I andre tilfælde hober timerne sig virkelig hurtigt op. I marts 2020 blev en gruppe hollandske teenagere fanget på et skib. De var del af et sejlprogram, og det var meningen, at de skulle flyve hjem fra Cuba. Men da coronapandemien begyndte at lukke alting ned, kunne de ikke booke et fly og blev i stedet nødt til at sejle hjem. Jeg talte med fire af de unge mennesker, der var kommet meget tæt på hinanden i løbet af den sejltur på en helt anden måde end deres andre venskaber. Når man er sammen 24 timer om dagen, så fortæller man hinanden alt,” sagde en af vennerne. Det gør man bare ikke derhjemme.”

Opmærksomhed

Det kan være svært at få nye venner – men der er tilsyneladende flere muligheder for det, end vi ofte tror. Mine samtaler har lært mig, at venskaber kan opstå næsten hvor som helst og når som helst, hvis begge parter er åbne over for det. Som en kvinde, der forblev nære venner med sin ekskærestes mor i over 30 år, fortalte mig: Venskaber dukker op på de mest uventede steder.” Der kan gemme sig et nyt venskab blandt kommentarerne til en artikel, man er ved at læse, i den anden ende af et Google-dokument eller i en elevator. Man kan ende med at blive venner med en, man skændes med på Facebook, eller med en eks’ nye kone eller måske endda ens eks.

Det er vigtigt at være opmærksom, når man indgår i den slags uventede venskaber – at holde øje med, om der er en, man klikker med, at være åben over for tilfældige møder. Det hjælper at bryde med gamle vaner og prøve at være til stede i nuet. For selv om vi måske føler, at vores sociale netværk allerede er blevet etableret, er det aldrig for sent at møde et andet menneske, der måske vil have stor betydning for resten af ens liv. Jeg talte med mere end én gruppe venner, der var overraskede og taknemmelige over at have mødt hinanden halvvejs igennem livet, hvor arbejde og familie ellers ofte er i centrum, og det kan være svært at vedligeholde venskaberne. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg ville etablere livslange venskaber sidst i 40’erne,” fortalte en mand, der var blevet medlem af et online baseballnetværk. Det var utrolig meningsfyldt, at det blev en del af mit liv på det tidspunkt.”

Intention

Opmærksomhed rækker kun en del af vejen. Derefter må man handle. Man må åbne sig for muligheden, hvis den viser sig, og det kræver mod, sårbarhed, og at man er villig til at lade tingene blive en smule akavede.

En af mine yndlingshistorier fra The Friendship Files var historien om Abhinav og Fernando. Abhinav var ved at lære at spille tennis og var på udkig efter en tennispartner, der også var på begynderniveau. Han fik øje på Fernando på en anden bane, og så vidste jeg med det samme, at jeg havde fundet en partner, der var præcis lige så dårlig som mig”. Et par uger senere så han Fernando til en fest og inviterede ham til at spille tennis. Det, der imponerede mig ved situationen,” sagde Fernando, var, at det var en slags date i den forstand, at du valgte mig. Du var bevidst om, hvad du ledte efter. Der gik flere uger mellem den dag, du så mit skodspil, og festen. Men du havde stadig den samme plan, og du kom og fandt mig.”

De fleste venskaber kræver en smule forførelse i begyndelsen. Og selv når det lader til, at de mere eller mindre falder ned fra himlen – for eksempel når man pludselig på ubestemt tid befinder sig på en båd på Atlanterhavet uden andet at lave end at interagere med de andre passagerer – så udvikler de sig ikke uden intention. Og det er det sværeste ved venskaber. De kræver energi og omtanke, og ofte er vores mentale og fysiske ressourcer noget tyndslidte. Med andre ord er venskaber sommetider hårdt arbejde. Men jeg har aldrig brudt mig om at tænke på venskab som arbejde. Der er ingen tvivl om, at det kræver en indsats at være der for sine venner, men det bør ikke føles som et slæb, men som en fornøjelse.

Ritualer

En af de ting, der gør det nemmere at holde vores venskaber ved lige, er ritualer. Personligt synes jeg ofte, at selve det at koordinere planer (eller bare telefonsamtaler) er det, der ofte kommer i vejen for, at vi ses. Det er langt nemmere, hvis noget allerede er planlagt i min kalender, og det eneste, jeg skal gøre, er at møde op. For eksempel har jeg under coronapandemien, hvor jeg har arbejdet hjemmefra, spist frokost hver fredag med en ven, der bor lige rundt om hjørnet (i det omfang, det har føltes ansvarligt).

Mange af dem, jeg har interviewet, har lignende ritualer. Nogle af dem har startet en bogklub, en månedlig vandretur eller en fast middagsaftale. Andre har forpligtet sig på at være med i en gruppechat, der kører hele dagen hver dag, eller en Dungeons & Dragons-kampagne, der har varet i 30 år. Ud over at det hjælper vennegrupper med at holde kontakten, kan den slags ritualer holde venskaber i live og skabe en fælles kultur. Dungeons & Dragons-gruppen har for eksempel fælles termer og referencer, der går årtier tilbage.

Hvor vigtige ritualer kan være for et venskab, viser historien om Gabe og Andy, der i mere end seks år vandrede en halv time for at give hinanden en highfive. Da Gabe blev syg og mistede hukommelsen, kunne han i begyndelsen ikke huske highfive-rutinen, selv om han godt kunne huske Andy. Men på hospitalet prøvede Andy så en dag at bede Gabe om at highfive ham på vej til badeværelset. De havde haft en bestemt måde at gøre det på – et klap, et knips, og så et highfive.

Jeg begyndte at bevæge mig over mod ham,” fortalte Andy mig, og så lige inden vores highfive klappede og knipsede han, og det fik mig simpelthen til at græde.”

Det er en af de ting, jeg elsker ved rutinen,” sagde Gabe. Det er ikke bare selve teknikken, men hele vores venskab, der nærmest er brændt ind i min krops hukommelse, så det skete bare af sig selv.”

Fantasi

I vores samfund hører venskaber til på sidelinjen. Vi ser dem som noget, der støtter op omkring vores arbejde, familie og romantiske relationer, ikke som fundamentet. Det kræver stor forestillingsevne ikke at ligge under for den norm og at skabe et liv, hvor venskaber spiller den rolle, man virkelig ønsker sig.

Jeg føler mig inspireret af de mennesker, jeg har talt med, som har forestillet sig en anden måde at gøre tingene på. Venner, der har købt hus sammen, har gået til psykolog sammen, har opdraget deres børn sammen, har indgået i arrangeret venskab”, har brugt deres venskab til at kæmpe for social retfærdighed. Manden, der donerede en nyre til sin ven, og kvinden, der fødte sin bedste vens firlinger, minder mig om, at der findes venner, der vælger at elske hinanden på en radikal måde hver eneste dag. Deres kærlighed befinder sig ikke på sidelinjen.

Der er også mindre højtråbende måder at vise sine venner, at man elsker dem. Det smukke og komplicerede ved venskaber er deres alsidighed. Et venskab kan være det, man ønsker, at det skal være. Hvert venskab er et lærred, hvis eneste begrænsning er vores evne til at forestille os det.

Nåde

Alle de dynamikker, jeg har nævnt indtil videre – tid, opmærksomhed, intention, ritual og fantasi – er idealer. Det er umuligt fuldstændigt at leve op til dem, fordi livet ofte kommer i vejen. Som journalist, der har skrevet om venskab i årevis, lider jeg ofte af impostor-syndromet i mine egne venskaber. Hvad får mig til at tro, at jeg kan komme med gode råd, når jeg ikke engang selv kan finde ud af at sms’e mine egne venner? Nogle gange tror folk, at jeg må være en virkelig god ven, når jeg nu tilbringer så meget tid med at reflektere over venskaber. Men det er jeg ikke altid. Jeg prøver på at være det, men jeg har en tendens til at trække mig ind i mig selv og fokusere på mit romantiske forhold og glemme at prioritere mine venskaber så meget, som jeg egentlig gerne vil.

Jeg har tidligere skrevet om venskabers fleksibilitet og deres evne til at blive formet, så de passer ind i vores liv. Men under coronapandemien så jeg for første gang, præcis hvor elastiske de kan være, hvordan de er i stand til at strække sig og tillade lange perioder af stilhed og så pludselig finde formen igen, når man mindst venter det. Inspireret af et interview fra The Friendship Files tilbragte jeg mange lørdage under pandemien med at deltage i PowerPoint-fester’ på Zoom med venner, der lever i den anden ende af landet. Pludselig så jeg dem mere, end jeg havde gjort i mange år. Det var helt uventet og utrolig herligt. Og det ville aldrig være sket, hvis vi havde været vrede på hinanden over de år, hvor vores kontakt var mere sporadisk.

Mange af dem, jeg talte med – som i mange tilfælde elsker hinanden nok til at nominere sig selv til at blive interviewet om deres venskaber – fortalte mig, at de ikke ses særlig tit, og at de ikke taler med hinanden så ofte, som de gerne ville. Jeg er begyndt at mene, at venskab ikke altid handler om fysisk tilstedeværelse, men at venskab også kan handle om kærlighed, der kan overleve fravær.

Men fravær behøver ikke at vare evigt. The Friendship Files indeholder mange historier om genoplivede venskaber, hvor kærligheden blusser op igen. Der er historien om de gamle skolevenner, der begyndte at hænge ud med en gruppe tidligere klassekammerater efter deres 50-årsjubilæum. Om Vietnam-veteranerne, der havde mistet forbindelsen efter krigen, indtil en af dem skrev et brev, der bragte dem sammen igen. Og om de to bedste venner fra gymnasiet, der genoptog kontakten, da en af dem besluttede sig for at returnere en sweatshirt, han havde lånt 20 år tidligere. Efter at det interview udkom, fortalte de mig, at mange af deres andre gymnasievenner havde kontaktet dem, og at de alle sammen havde mødtes til en jubilæumsfest.

Jeg er ikke religiøs, men jeg elsker idéen om nåde, en slags gave, der er så stor, at man aldrig kan fortjene den. Så når jeg skriver om nåde som den sidste og mest vigtige venskabsdynamik, mener jeg det på to måder. Den ene er den tilgivelse, vi møder hinanden med, når vi kommer til kort. Og den anden er det rum, der dermed skabes for forening – og genforening – der føles nærmest mirakuløst.

Artiklen er oprindeligt udgivet i det amerikanske magasin The Atlantic. Den er oversat til dansk af Christina Thyssen. Alle Julie Becks venskabsinterviews kan findes (på engelsk) her.