Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Her er de fem principper, der skal få flere til at elske politik

Der er brug for en ny politisk journalistik. Her er mit bud på, hvordan den skal se ud.

Foto: Nicolai Oreskov Westh, Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


2. maj 2022
9 min.

Det er min første dag på Christiansborg. Jeg har fået et lille kontor oppe under loftet, og rundt om min hals dingler et særligt adgangskort fra en blå nøglesnor. Farven fortæller de indviede, at her går en journalist med privilegeret adgang til landets parlament. Hvad det ikke fortæller, er, at jeg er fuldstændig lost.

Pia Kjærsgaard har inviteret til 75-års fødselsdagsreception, og nu står jeg under de store lysekroner i en af Folketingets flotteste sale. Ved siden af mig sidder et folketingsmedlem for sig selv. Jeg er ved at indlede en samtale, men går i stå. Er der uskrevne regler, jeg ikke kender til? Jeg kigger ud over buffeten og får øje på de andre journalister, der siver ind og ud mellem stimen af politikere, på jagt efter citater. Samme dag har fem af Pia Kjærsgaards partifæller forladt Dansk Folkeparti i protest mod den nye formand. De mere erfarne Christiansborg-journalister lugter blod.

Som både skribent og redaktør har jeg gennem de seneste fire år forsøgt at tage vores journalistik nye, vigtige steder hen. Jeg har skrevet om de store kriser – klima, biodiversitet og corona. Og om hemmelige departementschefer, døde mink og en historisk rigsretssag. Nu har jeg fået min hidtil sværeste opgave. Som politisk redaktør skal jeg finde en ny måde at fortælle om politik. Zetlands måde.

Og nej, jeg er ikke opflasket på Christiansborg. Til gengæld kender jeg Zetlands journalistik bedre end de fleste. Den kombination skal hjælpe mig til at udfordre Borgens uskrevne regler. Zetland skal ikke bidrage til mismodet, politikerleden og kynismen. Vi skal gøre politik spændende uden at gøre det til en konkurrence.

Så for ikke selv at blive opslugt af alt det, jeg gerne vil forandre, gav min chefredaktør Ida Ebbensgaard mig en idé: Det kan være, at du simpelthen skal sætte dig ned og skrive en slags manifest,” sagde hun.

Så det kommer her. Mit manifest, kogt ned til fem principper, der skal få flere mennesker til at elske politik.

#1 Substans over proces

Rasmus Tue Pedersen tager imod mig på VIVE, hvor han er seniorforsker og blandt andet undersøger danskernes tillid til politikerne. Han bekræfter, hvad man nok har hørt: at vores tillid til folketingspolitikerne er faldet støt gennem de seneste mange år med coronakrisen som en markant undtagelse. Men, siger han, tillid er ikke bare tillid.

Der er tilliden til deres kompetencer, altså er de i virkeligheden intelligente og dygtige nok, dem, der sidder derinde? Men der er også tilliden til deres intentioner,” siger han. Der, hvor det halter, det er i forhold til politikernes intentioner. Tror vi på, at de er varme, sympatiske mennesker, der vil os det alle sammen godt?”

Svaret er nej. Og det er oplagt, at journalistikken kan være en del af forklaringen. En meget stor del af den politiske journalistik handler om den politiske proces. Den er mere interesseret i, hvordan en lov bliver til, end hvad der egentlig står i loven. Den handler, kort sagt, om politik som magtspil. Om, hvem der vinder.

Der er blandt de folk, jeg har talt med, en udbredt frustration over, hvor meget processen fylder i den politiske dækning. Min hovedpointe vil være, at procespolitik får alt for meget plads,” siger Venstres tidligere skatteminister Karsten Lauritzen, der forlod Folketinget til fordel for et job i Dansk Industri. Han mener, at journalistikken får karakter af underholdning”. Samme pointe har Jesper Strömbäck, professor i journalistik og politisk kommunikation ved Göteborgs Universitet. For meget af den politiske nyhedsjournalistik er fokuseret på det strategiske spil eller politik som en konkurrence,” siger han.

Forskning har igen og igen påvist, fortæller Jesper Strömbäck, at den procesorienterede politiske journalistik skaber mere kynisme og mistillid hos modtagerne. Og det giver mening. Som et Zetland-medlem skrev til mig: Det kan godt være, at nogle bliver opildnede af opgejlede kampfortællinger fra journalister, men det er totalt turn off for mig. Politik handler for pokker om at løse samfundets problemer. Jeg kan ikke fordrage, at det kun kommer til at handle om, hvem som vinder og taber.”

Jeg tror ikke, at løsningen er helt at droppe at dække den politiske proces, for den kan være afgørende for, hvordan vores samfund ender med at se ud. Løsningen er snarere at erstatte en meget stor del af det med noget helt andet. Det første princip lyder derfor:

Vi er først og fremmest optaget af substans: Hvordan magten udøves, og hvilke konsekvenser den har i samfundet. Vi ved, at magtspillet er en del af den politiske virkelighed, men vi fortæller kun om det, når det faktisk er vigtigt.

#2 Kompromis er lige så vigtigt som konflikt

Procesjournalistikken lever af konflikt. Og konflikt er også en helt essentiel del af demokratiet. Men den er ikke alting. Den danske teolog Hal Koch beskrev i 1945, få måneder efter befrielsen, de to måder, grupper af mennesker kan nå til enighed. Det kan ske med sværdet, hvor det bliver den stærkestes Vilje, som raader”. Eller det kan ske med ordet, ved at tale sig til en løsning. Det er, skrev han, samtalen og den gensidige Forstaaelse og Respekt, som er Demokratiets Væsen”. Mit gæt vil være, at alt for mange i dag føler, at netop forståelse og respekt mangler, når man tænder tv’et og ser politikere diskutere.

Under arbejdet med principperne har jeg talt med pressemedarbejdere på Christiansborg, der fortæller, hvordan de er nødt til at opfinde en mere eller mindre falsk konflikt med et andet parti for at få deres politiske udspil i aviserne. Som Karsten Lauritzen siger: Når en journalist ringer til en politiker, så finder man jo på et eller andet at sige. Og det er også i høj grad med til at skabe en masse konflikter, der faktisk ikke er der i virkeligheden.”

Politik bliver altså groft sagt til sådan her: Politikerne skændes i pressen for at få opmærksomhed. Bagefter lukker de dørene og finder i stilhed et kompromis, som alle kan leve med.

Så hvad er løsningen? Jesper Strömbäck fra Göteborgs Universitet har et bud, der klinger lidt af Hal Koch: Konflikt er en del af demokratiet,” siger han. Men at finde fælles fodslag, løsninger, som ingen elsker, men alle kan leve med, er nødvendigt, for at lovarbejdet kan skride fremad. Og derfor bør begge dele få opmærksomhed.”

Det næste princip lyder derfor:

Konflikt er en del af demokratiet og derfor også en vigtig del af den politiske journalistik. Men politik bliver til gennem kompromiser. Derfor er de mindst lige så vigtige at fortælle om.

#3 Vi følger op

Som en del af rejsen rundt i de politiske problemer og løsninger holdt jeg et åbent redaktionsmøde for Zetlands medlemmer. De kom med idéer og stemte efterfølgende på dem. Den idé, der fik klart størst opbakning, begyndte sådan her: Opfølgning på konsekvenserne af de beslutninger, der er blevet truffet.”

Et medlem bød ind med en tanke. Hendes ven var embedsmand og havde bedt hende læse en besked op for mig. Embedsmanden beskrev, hvordan skiftende ministre kommer med nye idéer, inden de gamle er blevet fulgt til dørs. Og den uro, det giver. Så til hverdag,” læste hun, er ministrene lidt som nogle distræte hunde, der kaster sig over den ene sag efter den anden, efter hvad der kan give en god pressehistorie eller et godt opslag på de sociale medier”.

Problemet var, skrev den anonyme embedsmand, at tingene går alt for stærkt. Og at man glemmer at se på, om de beslutninger, der er blevet truffet, rent faktisk virker.

Det tredje princip lyder derfor:

Politik er store beslutninger med afgørende konsekvenser for alle danskeres liv. Men det tager tid. Vi gør en dyd ud af at vende tilbage til store beslutninger og vigtige diskussioner og spørge: Hvad skete der så?

#4 Vi er kritiske

Journalistik skal være kritisk, og hvis man som journalist lugter urent trav, er det en pligt at holde snuden i sporet. Et velfungerende demokrati kræver, at borgerne har indsigt i magthavernes beslutninger. Det er journalistikkens opgave at give det indblik.

Den kritiske journalistik har mange ansigter, og den kræver en grundig indsigt i det, man undersøger. For at være ægte kritisk skal journalistikken favne nuancerne. Verden kan sjældent reduceres til et ja/nej-spørgsmål.

Samtidig må man spørge sig selv, om målet er at se kritisk ud – eller faktisk at komme et spadestik tættere på sandheden. Jeg skrev for nylig et interview med en politiker, hvor min redaktør slettede langt de fleste kritiske spørgsmål. For svarene gjorde sjældent nogen klogere. Skal jeg være helt ærlig, var det nok min forfængelighed, der ville have spørgsmålene med i artiklen. Jeg ville vise, jeg var kritisk. Men ægte kritisk journalistik kræver langt mere end et par hårde spørgsmål.

Princip nummer fire lyder:

En af journalistikkens vigtigste opgaver er den kritiske undersøgelse af magten i vores samfund. Vi er kritiske, når der er grund til det – ikke bare for at være det.

#5 Mere end Christiansborg

Vil man lave magtkritisk journalistik, er det ikke nok at interessere sig for politikerne på Christiansborg. Som en tidligere topembedsmand har sagt til mig: Embedsværket har en interesse i at skjule sin egen indflydelse. Og det samme gælder mange andre magtfulde grupper i vores samfund.

Ifølge Christoph Ellersgaard, lektor ved CBS, glemmer man jo nok nogle gange, at der er en masse ting, der i virkeligheden er fjernet fra Christiansborg i dansk politik”. Et aktuelt eksempel er aftalen om øremærket barsel, der kom i efteråret. Det var jo faktisk arbejdsmarkedets parter, der klappede det af, og så sagde Christiansborg ja,” fortæller han.

Så det femte og sidste princip lyder derfor:

Vi følger hele spektret af politisk magt. Fra politikere til embedsmænd, interesseorganisationer, fagforeninger og erhvervsledere. Og den magt, der bor mellem mennesker, i de kulturer og strukturer, de er en del af.

Jeg er tilbage på Christiansborg efter at have skrevet de fem principper. Jeg går lidt rundt i gangene, og gennem et vindue i en dør kan jeg se ind i selve Folketingssalen. Det går op for mig, at jeg endnu ikke har været derinde. Jeg er stadig ikke helt hjemmevant og må spørge en folketingsbetjent om hjælp for at finde bagtrappen, der fører op til presselogen, hvor journalister kan overvære diskussionerne i salen.

Der er ingen andre journalister, og salen er næsten tom. To folketingspolitikere hvisker til hinanden og griner. En tredje scroller på sin telefon. På talerstolen står en SFer og argumenterer for et lovforslag, og undervejs siger hun, hun godt selv ved, det aldrig vil blive til noget. Alligevel bliver jeg ramt af en helt særlig følelse. Af storhed. Det er her, i dette rum, at landets vigtigste politiske beslutninger bliver truffet. Mit arbejde er at fortælle om dem. Og det begynder for alvor nu.



Principperne er blevet til på baggrund af talrige input fra Zetlands medlemmer. Ud over de nævnte har jeg desuden drukket kaffe og gået ture med en lang række nuværende og tidligere politikere, pressechefer, forskere og embedsmænd. Og så har en række bøger hjulpet til både at forstå problemerne og inspireret til løsninger. Her kommer en liste, hvis man har lyst til at læse mere:

Anders Langballe, Forfra, Forlaget 28b (2021)
Anne Sofie Kragh, Det første år, Politikens Forlag (2021)
Esben Schjørring og Michael Jannerup, Værdikæmperne, Gyldendal (2018)
Ezra Klein, Why We’re Polarized, Avid Reader Press (2020)
Joan Didion, Political Fictions, Vintage International (2001)
Sigge Winther Nielsen, Entreprenørstaten, Gads Forlag (2021)