Efter måneders mailen frem og tilbage med Lars Findsens presseperson har vi endelig talt med Findsen himself, manden, der er tiltalt i danmarkshistoriens største spionsag. Og jeg siger endelig, for det skete på 100.-dagen for den første mail, vi sendte og fortalte om serien, vi var begyndt på, og at vi gerne ville interviewe ham. Dengang ville Findsen gerne tale. Han gav interviews til alle mulige journalister. Men bare ikke til os. Heller ikke selv om vi vidste, at han fulgte med i serien.

Men en dag kom der så en mail. Nu ville Findsen gerne mødes. En fredag i februar ville han komme ind på vores redaktion på Islands Brygge i København. Ikke for at blive interviewet. Men for at … vende mulighederne for et interview i en nær fremtid. Underforstået: Findsen ville se os an. Aftalen var at mødes klokken 15. Ved 12-tiden, netop som min kollega Theis Ehler Molin og jeg havde sat gaflen i frokosten, ringede han og sagde: Hov, jeg er faktisk lige i nabolaget, jeg kan komme nu. Kæmpe power play.

Det her er 11. og foreløbigt sidste afsnit i serien Væggene har ører.

Eftersom du har hængt på indtil nu, vil jeg først sige: Tak for din tid. FE-sagen er et hamrende spændende mysterie, der har opslugt os i fire måneder og nu også opslugt dig. Så tak. Men wow, det er også et kompliceret mysterie. Så hvad har vi egentlig fundet ud af? Det handler afsnittet her om. I dette afsnit går vi sagen igennem. De afgørende brikker, vi har fundet, samler vi til bunke og finder ud af, hvor i det store puslespil brikkerne hører til. Og så ser vi på det og når en konklusion, der faktisk kom bag på mig.

Men først: Hvad skete der, da Findsen pludselig stod på vores kontor?

Theis og jeg satte frokosttallerknerne fra os. Sagde goddag til Findsen, der kom smilende ind fra kulden. Og vi satte os i et lokale bagerst på redaktionen. Det var syret. Vi har læst alt, der er at læse om Findsen, hørt nærmest alle interviews, han har givet, talt med hans venner, hans fjender, talt i fortrolighed med personer, der har delt deres dybeste hemmeligheder med os. Og nu sad eks-spionchefen, der er tiltalt for at tale med journalister, og talte med os, to journalister.

Der var så mange metalag i den situation, at de nærmest kollapsede oven på hinanden.

Tidligt i snakken fremlagde Findsen et ønske om, at hvis vi skulle lave et interview, skulle det udgives, ja, praktisk talt i sin helhed og uredigeret. Det afviste vi hurtigt. Afslaget rummede selvfølgelig en risiko for, at Findsen ville rejse sig og gå. Men han blev hængende. Vi talte noget mere. Jeg tror, man kan sige, at vi hyggede os. Findsen nød tydeligvis at tale om sagen. Om persongalleriet, dramaet og små detaljer. Det var en slags baggrundssnak, som Findsen har haft så mange af med journalister gennem sin karriere. En snak, hvor ingen må citere hinanden bagefter, men som alligevel har et vigtigt formål: Vi fik konkrete informationer. Vi fik hans perspektiv. Vi fik spor til vinkler. Ting, vi ikke har set. Og ting, vi har set, men som han ser på en anden måde. Vi så verden gennem hans øjne. Eller den verden, som han ville have, vi så.

På et tidspunkt gik han ud for at tisse. Var det, fordi han var på vej videre? I så fald var nu det, vi skulle have svar. Så da han kom tilbage, spurgte vi: Okay, Lars, stiller du op til interview eller hvad? Det skal jeg først vende med min advokat, svarede han. Og så sagde han tak for i dag, gav hånd og gik ud af døren. Der ville gå nogle dage, før vi ville få svar, sagde han. Dage blev til uger. Findsen ville høre flere afsnit. Til sidst gav vi ham en allersidste deadline. Den ignorerede han. Han skulle stadig vende det med sin advokat. Nogle dage efter modtog vi en mail:

“Da jeres podcast samlet set og i modsætning til en række andre ting, jeg har deltaget i, handler meget entydigt om sagen – og som jeg desværre ikke kan gå ind i på grund af den store lukkethed, der fortsat omgærder den – har vi fundet det rigtigst ikke at deltage. Det beklager jeg.”

Inden vi helt kan slippe FE-sagen, var der et sidste sted, Theis og jeg manglede at besøge. Kastellet i København. Et fæstningsværk fra 1600-tallet, hvor Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har sit hovedkvarter. Og hvor Findsen sad i fem år som landets spionchef. Det er en idyllisk kulisse med røde murstensbygninger i bindingsværk. Men der var også noget urovækkende i luften, da vi stod foran spionernes hovedkvarter. Diset, grå skyer, mågeskrig, regnen trommede på min paraply.

På en måde den perfekte kulisse for en sidste snak om, hvad spionsagen egentlig har lært os. Er det en solstrålehistorie om et velfungerende demokrati, hvor ingen – end ikke landets tidligere spionchef – er hævet over loven? Eller er det en gyserkrimi om et nøje planlagt justitsmord?

Inden vi gør vægtskålene op, skal vi først samle puslespillet. Vi har læst aktindsigter, retsdokumenter, talt med mennesker, der er helt tæt på sagen. Også nogle mennesker, vi ikke kan røbe. Mødtes med dem på luskede steder. Nogle gange uden telefoner. Vi har fortalt om alt det, vi kan, men der er også ting, vi går i graven med. Så hvad kan vi sige om, hvad der er sket?

Sagen begyndte med hackeren på Sandagergård, spionernes tekniske afdeling på Amager. Han var angiveligt bekymret for, at USA kan overvåge danskere gennem deres samarbejde med Danmark om at overvåge internettet fra danske tele- og internetkabler. Han smuglede en optager med på job og optog snakke om kabelsamarbejdet med blandt andre Lars Findsen, der var hans chef. Optagelserne gav han til Tilsynet med Efterretningstjenesterne og blev dermed whistleblower.

Tilsynet tog fat i Findsen og forsvarsministeren dengang, Claus Hjort Frederiksen fra Venstre. Findsen afviste, at der var noget kritisk at komme efter i kabelsamarbejdet – og det støttede Hjort og regeringen ham i. Men så skiftede magten. Nu hed forsvarsministeren Trine Bramsen. Den socialdemokratiske regering støttede tilsynet i at undersøge kabelsamarbejdet.

Måske fordi Bramsen mente, kabelsamarbejdet skulle undersøges. Måske fordi hun allerede havde et skidt indtryk af Findsen. Hun ville i hvert fald gerne flytte ham over i et mindre vigtigt job, ifølge Findsen selv som politidirektør i Nordsjælland. Men før det blev til virkelighed, skete der noget, ingen havde forudset. Tilsynet skrev en virkelig kras kritik af FE på baggrund af whistleblowerens optagelser. Alvoren af kritikken kom fuldstændigt bag på Bramsen og regeringen.

I pressemeddelelsen anklagede tilsynet Findsen og hans tjeneste for en række lovbrud. Og tilsynet tilbød at mødes med Bramsen og tale om det, inden de offentliggjorde den sprængfarlige pressemeddelelse. Men i stedet besluttede regeringen i løbet af få timer at sende Findsen og andre spionchefer hjem på ubestemt tid. Her når vi også til en af de nye opdagelser, vi har gjort.

Inden pressemeddelelsen blev sendt ud, inviterede regeringen blandt andre Jakob Ellemann-Jensen og Søren Pape, lederne af Venstre og Konservative, til et møde, hvor de fik mulighed for at læse tilsynets pressemeddelelse. Så de lige vidste, hvad der foregik. På mødet var der ingen protester eller indsigelser fra nogen af partilederne mod pressemeddelelsens indhold eller planen om at sende den ud.

Efter det gav Trine Bramsen grønt lys til tilsynets formand, ham her Michael Kistrup, om, at han bare skulle sende den sprængfarlige pressemeddelelse ud. Hun tog altså aldrig mod Kistrups invitation til at mødes.

Da vi var hjemme hos Claus Hjort i et af afsnittene, fortalte han, at tilsynets kritik aldrig skulle have set dagens lys. Kabelsamarbejdet var jo en statshemmelighed, som Hjort opfatter som afgørende for Danmarks sikkerhed. Og hvad skete der? Efter pressemeddelelsen begyndte aviserne at bringe den ene detaljerede historie om kabelsamarbejdet efter den anden. Pludselig var det årtier gamle samarbejde mellem Danmark og USA om at overvåge internettet på alles læber. Nogen talte over sig.

Over de næste måneder, vi ved stadig ikke præcis hvornår, eskalerede sagen igen-igen. Og her er vi fremme ved et af sagens største og vigtigste mysterier. Nogen – formentligt på allerhøjeste niveau – besluttede at igangsætte en efterforskning af Lars Findsen, der gik hjemme. PET skulle udspionere Danmarks spionchef. Vi ved stadig ikke, hvem der traf den beslutning. Måske var det ledelsen i PET. Måske i Justitsministeriet eller Statsministeriet. I hvert fald: Nogen fik den idé, at politiets spioner skulle udspionere Findsen og andre personer med baggrund i vores efterretningstjenester, PET og FE.

Samtidigt undersøgte en kommission, om tilsynet havde ret i anklagerne mod Findsen og hans spiontjeneste. Long story short: Kommissionen frifandt Findsen og de andre spionchefer, der var blevet sendt hjem. Og så var Findsen ellers klar til at vende tilbage til Kastellet som renset spionchef. Troede han. For nogle dage før frifindelsen blev offentliggjort, slog PET til og anholdt ham for at røbe statshemmeligheder. Nyheden om, at Danmarks spionchef sad i arresten, var nærmest uvirkelig. Og så begyndte spekulationerne. Hvem er mon så forhippede på at få manden straffet, blev der spurgt og kigget mistænkeligt over mod den socialdemokratiske regering. Mistanken blev ikke mindre af, at regeringens måske største kritiker, Claus Hjort, kort efter også blev opsøgt af PET og sigtet efter samme paragraf i straffelovens landsforræder-kapitel.

Og så udkom Findsens erindringsbog, Spionchef. Kæmpe overraskelse. Bogen blev hurtigt en bestseller, og Findsen turnerede Danmark rundt og vandt offentlighedens sympati. Findsens sandhed blev ekstremt dominerende for, hvordan mange i offentligheden så på sagen. Men efter vi har talt med flere, Findsen omtaler i sin bog, ved vi i dag også, at de husker tingene på en helt anden måde, end Findsen gør. Men det ændrer ikke på, at Findsen var først til at få fortalt sin version.

Lige siden vi begyndte at grave i sagen, er vi stødt på et navn igen og igen. Med sin bog har Findsen selv lagt små krummer ud, der fik alle, der læste den, til at tænke det samme: Barbara Bertelsen er Findsens fjende. Som et andet sort hul sidder Statsministeriets departementschef i midten af det hele og trækker i trådene. Og hun suger lyset ud af sagen, så vi famler rundt i blinde.

Men ved vi det? Nej, det ved vi ikke. Vi – og andre journalister – har ikke fundet noget, der forbinder Barbara Bertelsen til sagen på en måde, der skulle være problematisk. Hun har med al sandsynlighed været inde over vigtige beslutninger, fordi hun har den stilling, hun har. Og vi har da heller ikke fundet noget, der modbeviser teorien om Barbara Bertelsen som den store dukkefører.

Men den teori, Theis og jeg nok hælder til som mest sandsynlig, er, at sagen er mere kaos end et nøje udtænkt plan om at få Findsen ned med nakken. For hvis der findes en plan, en masterplan, eksempelvis i Statsministeriet, er den rimelig dårligt udført.

Ude ved Kastellet, hvor vi har den her snak, er kulden ved at have bidt sig fast i os. Så vi begynder at gå lidt. Og ser en lille gasflamme ved et mindesmærke for de danskere, der har mistet livet i statens tjeneste. Varmen er god, for der er stadig ét spørgsmål, vi mangler at besvare. Eller i hvert fald at forsøge at besvare.

Fra seriens begyndelse ville vi undersøge, om Findsen kunne holde på statens dybeste hemmeligheder. Det er det, han er tiltalt for ikke at kunne, eksempelvis over for journalister. Selv siger han, han ikke har afsløret statshemmeligheder. Vi har blandt andet fortalt, at Findsen ved, hvordan man bruger journalister til sin egen fordel. Omgang med journalister har han perfektioneret over årtier som spionchef med en åbenhedsdagsorden. Han har også erkendt, at han opsøgte og talte med journalister, mens han gik hjemme. Så afslørede han statens dybeste hemmeligheder dér? Det er ord mod ord. Anklagemyndigheden siger: Ja, det gjorde han. Findsen siger: Nej. Vi ved det heller ikke. Måske handler striden om, at Findsen og Anklagemyndigheden ser forskelligt på, om kabelsamarbejdet eksempelvis reelt kan kaldes en statshemmelighed. Og om hans eventuelle talen over sig har skadet Danmarks sikkerhed. Det er det, retssagen skal tage stilling til.

Det føles på en måde rigtigt at slutte denne serie, hvor det hele begyndte i afsnit 1. I hvert for mit vedkommende. Nemlig hos Mogens Nørgaard. Det er fire år siden, han førte mig ind i et soveværelse til en bøfmiddag og introducerede mig til sin ven, whistlebloweren, der med sine skjulte optagelser skød hele sagen i gang, der endte med hjemsendelse, aflytninger, anholdelser, kaos. “Har du egentlig stadig kontakt med whistlebloweren i dag,” spurgte jeg Mogens. “Slet ikke.” Men han er åbenbart aktiv på LinkedIn. “He’s alive,” griner Mogens.

Mogens har lyttet med undervejs. Han har på den måde været med hjemme hos Claus Hjort, med til hemmelige partiledermøder i Statsministeriet og fulgt vores jagt efter dokumenter, beviser og sandheder. Og Mogens er skuffet over den mur af hemmeligheder, vi er rendt ind i undervejs: en mur af total mørklægning, fordi, siger myndighederne, det er for nationens eget bedste, at vi ved så lidt som muligt. Det, whistlebloweren gik til tilsynet med: hemmeligt. Det, tilsynet fandt ud af: hemmeligt. Det, kommissionen fandt ud af: hemmeligt. Det, Findsen præcis er tiltalt for: hemmeligt. “Det er enten sådan noget mærkeligt noget, vi ikke forstår i vores logik,” siger Mogens, “eller også er det big smoke, no fire.” Altså at myndighederne prøver at få meget lidt til at se ud af rigtig meget ved at hemmeligholde alt.

Jeg spurgte Mogens, om der snart er bøfmiddag igen. Appetitten på et nyt mysterie var ved at vende tilbage, kunne jeg mærke. Når vejret bliver bedre, sagde han. Så skal vi have bøffer, salt og vin. Og dele hemmeligheder med hinanden. Som man nu gør.

Det var det foreløbig sidste afsnit af ‘Væggene har ører’. Tak, fordi du læste eller lyttede med. Vi vender tilbage med flere større serier i den kommende tid på Zetland.