Vores medlemmer foretrækker at lytte
“”
—
Derfor skal du læse denne artikel
Siden Zetland i efteråret 2016 bragte dette interview med Nikita Klæstrup, Ekaterina Krarup Andersen og Louise ‘Twerk Queen’ Kjølsen er den danske offentlighed blevet vant til at møde de tre kvinder som en samlet feministisk enhed under navnet Girl Squad. Nu er de, efter stor medieopmærksomhed, gået hver til sit. Læs eller genlæs, hvad deres udgangspunkt for moderne kvindekamp var, før Girl Squad blev et fænomen.
“Jeg vil helt klart definere mig som fjerdebølge-feminist.”
Fjerdebølge-feminist? Det er første gang, jeg hører udtrykket, og den, der siger det, er en kvinde, der går under navnet Twerk Queen. Som lever af at danse, så hendes røv ryster, og som kalder sig selv og sine veninder for ‘bitches’, ‘skanks’ og ‘whores’.
I virkeligheden hedder Twerk Queen Louise Kjølsen, og hendes ‘bitches’ hedder Nikita Klæstrup og Ekaterina Krarup Andersen.
Om du kender dem i forvejen, afhænger nok af, hvor aktiv du er på de sociale medier. Det er her, de regerer, over en hær af følgere, der alene på Instagram tæller næsten 300.000 til sammen. Dertil kommer SnapChat, hvor deres snaps bliver vist mellem 15.000 og 50.000 gange. Og deres blogs, der også bliver læst og kommenteret på af et femcifret antal webbrugere.
Men du kan også være stødt på dem i de ‘gamle’ medier – især Nikita Klæstrup, som blev en sladder- og tabloidmediedarling på elsker/hader-måden op til sidste valg. Årsagen var, at hun bar en afslørende kjole til en fest i KU, det ungdomsparti, hvor hun dengang var medlem.
Det er nemt at sætte dem i bås. Som dumme duller, hjernedøde sexdukker, opmærksomhedsjunkies og selfie-narcissister, der har underlagt sig alle patriarkale stereotyper for at slikke en smule mandlig bekræftelse i sig.
Men så er der alligevel noget ved de tre kvinder, der ikke kan mases ind i de kasser. Noget, der udfordrer ikke bare vores skepsis og kulturelle fordomme, men også vores samfunds seksualmoral og kønsdogmer.
For eksempel at de alle tre enten har eller er i gang med at tage lange videregående uddannelser. Og at Twerk Queen både optræder på Orange Scene med stjerne-DJ’en Major Lazer og i Politikens debatspalter med indlæg om twerk som feministisk praksis.
Det er også forstyrrende for fordommene, at Nikita Klæstrup sidste år tog politiet i skole og forklarede dem, at det var ude i “slutshaming og victimblaming”, når det udtalte, at unge piger “for Guds skyld” skulle stoppe med at tage nøgenbilleder af sig selv for at undgå hævnporno.
Og det er forstyrrende, at Ekaterina Krarup Andersens billeder og videoer på de sociale medier har en overgjort hyperromantisk og dobbeltbundet mediebevidst æstetik, der af og til ligger tættere på popart-maestroen Jeff Koons’ og 2000’ernes flabede feministiske videokunst end på mandemagasinet M! Hun laver blandt andet små Ass Fairy Tales på YouTube, hvor hendes numse gennemgår livslektioner i et symbolvirvar af eventyrgenrens konventioner, religiøse temaer, feministiske agendaer, russisk folklore og frækt undertøj.
Det ‘noget’, der roder med billedet, er feminisme. I den nye form, bevægelsen har antaget i løbet af de seneste 10 år, og som dominerer den verserende kønsdebat i dag. Det, som Twerk Queen og mange andre med hende betegner som feminismens fjerde bølge.
Jeg ved det: Den indforståede nummerorden af feminisme-bølger kalder på en kort gennemgang.
Historisk set taler man om, at første bølge af feminismen er suffragetternes kamp for kvinders ret til at være borgere i samfundet, med valgretten som afgørende faktor, i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.
Anden bølge er den kvindebevægelse, der rejser sig med stor kraft i 1960’erne og 70’erne, og som udvider kampen for ligestilling fra formelle rettigheder til blandt andet også at omfatte det personlige rum. Det er denne bølge, der af mange – fejlagtigt – stadig opfattes som feminismen, på godt og ondt.
Tredje bølge er i høj grad synonym med 1990’ernes poststrukturalistiske queer-teori, der tillægger idéen om kønnet som social konstruktion afgørende betydning. Her bevæger feminismen sig længere over i det mikropolitiske med identitet, seksualitet og kønnede udtryksformer som centrum for myriader af akademiske analyser.
Fjerde bølge af feminismen udspringer direkte af tredje bølges tankegods. Det, der skiller den ud, er først og fremmest dens tilknytning til den moderne informationsteknologi. Den unge feminisme bliver ført an af en generation af digitalt indfødte, og alle former for aktivisme knopskyder konstant online. Fra private Instagram-profilers’ idenditetspolitiske hashtags til koordinerede kampagner som det internationale og prisbelønnede Everyday Sexism Project.
Formen er også indhold. Internettets på en gang demokratiske og individualistiske natur er på mange måder analog med fjerdebølgefeminismens. Man dyrker individet i form af sig selv, men også af forbilleder, influencers – og man samler sig i fællesskaber på tværs af mainstreamkulturens kategorier.
Fordi den fjerde feminismebølge ruller her og nu, er dens karaktertræk stadig til forhandling. Men her er et bud fra britiske Laura Bates, stifteren af netop Everyday Sexism Project: Den moderne feminisme er defineret ved at være “pragmatisk, inkluderende og humoristisk”, har hun sagt til The Guardian.
Fjerdebølge-feminismen er ikke en klub, hvor man melder sig ind. Men de tre ord – pragmatisk, inkluderende og humoristisk – passer spot on på Nikita Klæstrup, Twerk Queen og Ekaterina Krarup Andersen. Og at de forstår at navigere på online-platforme er åbenlyst. De er bevidste om mediet, men de er samtidig kompromisløse.
De står sammen, men de er ikke ens. Og de er ikke enige om alt, ligesom feminismen selv har mange ansigter og mange divergerende opfattelser af, hvor kønskampen bør stå. Men det, disse tre kvinder kæmper for, er grundlæggende det frie valg – og friheden til ikke at blive dømt for det, man vælger. De ser deres køn og deres seksualitet som en styrke, der samler dem, og som de fremhæver med alle midler. De ved, hvordan de vil fremstå for verden og på de sociale medier, hvad de ønsker at diskutere, og hvad de ikke gør, og hvor meget af deres kroppe vi andre får del i.
Derfor er det ikke Zetland, men Ekaterina Krarup Andersen, der er fotografen bag denne artikels billeder. Hun foreslog selv at bidrage til artiklen på denne måde, fordi hendes visuelle kommunikation er så afgørende en del af hendes feministiske projekt. Derfor er fotografierne hendes autonome udsagn om sig selv og sit squad, og hun har haft fuldkommen kunstnerisk kontrol over hele processen.
Men … er dét nu kunst? Det afhænger af dig. Du kan se det som pop. Du kan se det som porno. Du kan se det som provokation. Og du kan se det som alle tre ting på én gang. Som SnapChat-generationens bud på en på alle måder skamløs kvindelig kunst fra det komplekse onlineunivers, fjerdebølge-feminismen agerer i.
Hvor magtkampe udkæmpes visuelt, hvor det ægte og det syntetiske ikke er modsætninger, og hvor etiske og moralske grænser konstant bliver prøvet af i praksis.
Måske ser jeg det sådan, fordi jeg har mødt de tre kvinder og hørt dem tale om feminisme med deres egne stemmer. Så det synes jeg også, at du skal. Velkommen til tre bud på feminisme 4.0.
Jeg møder Louise ‘Twerk Queen’ Kjølsen i hendes lejlighed på Nørrebro. Hun har en leopardplettet plys-heldragt på, og hun har lige fået pakkepost. Det er en skinnende pudderpink paryk, og hun prøver den begejstret på foran spejlet, der fylder det meste af en væg i hendes stue. Resten af lejligheden er en glitrende sansehule i rød, pink og orange, fuld af fjer, bløde puder, kitsch og kinesiske vinkekatte. Skrivebord og vindueskarm flyder med makeup, og i bogreolen kæmper psykologi-teoribøger og sex-selvudviklingslitteratur om hyldepladsen. På væggen i brusenichen ude på det smalle københavner-badeværelse er en gummipenis monteret i ansigtshøjde. Først taler vi om Harry Potter-bøgerne, som Louise Kjølsen har fundet frem fra gemmerne som hyggelig efterårslæsning. Så taler vi feminisme.
Jeg virker provokerende på rigtig mange mennesker. Men det er ikke, fordi jeg ryster med røven. Røv har været her for evigt, og det kommer altid til at være her. Når folk stopper op ved mig og reagerer, er det, fordi jeg skaber en kognitiv dissonans. De ser min fremtoning, som er meget seksuel og meget feminin, på en ekstrem, nærmest tegneserie-agtig måde. Men samtidig holder jeg fast i at performe en stærkt maskulint konnoteret egenskab, som er akademia. Jeg blander mig i samfundsdebatter og insisterer på at diskutere tunge emner og ikke bare at snakke lipgloss, og ‘se mine bryster’. Det reagerer folk på, fordi det forstyrrer deres normalitet.
Den konventionelle kvindelige seksualitet er passiv, afventende og blid, som vi ser det i ballet, eller æggende som en stripper. Med bløde, rullende bevægelser, der indbyder mænd til at gøre noget ved den her krop. Twerking er anderledes, det er voldsomt, aggressivt og dominerende og kan derfor konnoteres maskulint. Det er ‘hump’-bevægelsen – det er den, der gør noget ved den anden krop.
Der er mange, der siger, at det er modigt, at jeg tør stille mig op på en scene og gøre det, jeg gør. Der har jeg det sådan: Det er overhovedet ikke modigt. Det er det eneste, der giver mening for mig. Hver gang jeg ser en scene, jeg ikke står på, bliver jeg vred over, at jeg ikke er deroppe.
Folk kritiserer mig konstant. Man skal lige vænne sig til det. Det handler især om mit udseende. Når jeg for eksempel skriver et indlæg på min blog om at reclaime en fri og aktiv kvindelig seksualitet, så går 90 procent af reaktionerne på, hvordan jeg ser ud, og om jeg er sexet eller ej. Jeg synes, det er skræmmende, at kvinder stadig her i 2016 bliver mødt med det paradigme: Enten holder du kæft og ser godt ud, eller også lader du være med at være tiltrækkende, så vi kan lytte til dig.
Når man ser på mig og på twerking ud fra andenbølge-feminismens begreber, så vil jeg ofte blive forstået som en undertrykt. At jeg tror, jeg gør det her for min egen skyld, men i virkeligheden tilpasser jeg mig normen for kvindelighed.
Jeg synes, at det er vigtigt, at vi i 2017 begynder at anse kvinder som subjekter, der tager valg. Hvis en mand tager et kors på, udtrykker han sin religion. Hvis en kvinde tager et tørklæde på, så er hun undertrykt. Vi kommer ikke videre i den her diskussion om ligestilling, hvis ikke vi begynder at se kvinder som handlende væsener.
En af de smukke ting ved fjerdebølge-femnismen er begrebet reclaiming. Det er det, de homoseksuelle gjorde med ord som fag og gay i 1980’erne. Hvor man tager magten over ordet tilbage og bruger det om sig selv, så det ikke kan bruges mod én.
Når folk kalder mig luder, så er deres intention, at jeg skal skamme mig. Jeg skal blive ked af det, føle mig forkert og holde op med at gøre det, de ikke bryder sig om. Jeg reclaimer det, når jeg siger okay, det at have en fri seksualitet er det, du kalder en luder, så har jeg ikke noget problem med det. Så er jeg en luder, hvad vil du gøre ved det? Jeg og mine veninder er happy naked whores all the way.
Det, jeg gør, kan gavne en hel generation af unge kvinder. Og jeg bliver enormt træt, når jeg så ser helt unge piger kommentere mine videoer med “‘Oh my god’, hun er bare mega klam”. Jeg forstår godt, det handler om, at de er bange for selv at stikke ud. Men jeg bliver ked af, at de møder verden med angst i stedet for nysgerrighed, og at de ikke vil se, at det jeg gør, kan gøre verden til et lille smule nicere sted for dem også.
Ekaterina Krarup Andersen bliver normalt kaldt for Katja. Første gang jeg taler med hende over telefonen, henviser hun både til Wittgensteins teori om sprogspil og ortodoks kristen ikonografi. Efter den samtale glæder jeg mig virkelig til at møde hende. To uger efter laver vi interview i Zetlands lokaler. Alt ved hende er farvekoordineret, fra hendes dueblå frakke og lårlange støvler til hendes tykke sølvviolette fletning og lysende grå øjne. Hun er høflig, intens og lidt irriteret over, at jeg har glemt at booke et mødelokale, så vi er nødt til at sidde i frokoststuen, hvor folk konstant passerer forbi. I løbet af vores samtale går det op for mig, at det ikke skyldes divanykker, men at hun ikke trives, når der er mange mennesker omkring hende. Hun drikker kaffe med ekstra meget sødmælk i.
Jeg er kunstner. Jeg er ikke en SnapChatter eller en Instagrammer. Jeg er en kvinde, og jeg er en kunstner, der nogle gange vælger at bruge de medier til at dele den kunst, jeg skaber.
Jeg kan nok ikke kalde mig helt feminist, for jeg er female rights activist. Jeg er ligeglad med mænds rettigheder. Jeg vil bare have, at kvinder skal have det bedre, have mere magt og indflydelse. Og hvis mænd mister lidt på det, er det fint med mig.
Som kunstner og personlighed på de sociale medier er jeg meget fokuseret på min krops æstetik. Og den er koblet med seksualitet. Det er det, folk oftest misforstår. De ser bare, at “she wants a penis!” Men det er slet ikke det, jeg prøver at kommunikere. Det, jeg vil, er at fremhæve skønheden ved kvinden.
Jeg ville være ulykkelig, hvis jeg ikke følte, jeg var flot. Og den selvtillid, jeg har fået ved at skabe det her udseende og den her krop, den vil jeg gerne give videre til andre kvinder gennem min kunst.
En kunstner er en gud. Ikke ‘The God’, men ‘a God’. Fordi Gud skabte mennesket i sit billede. Og det er præcis det samme, man gør, når man er en kunstner, der er influencer på de sociale medier. Vi kreerer mennesker, når vi påvirker andre med vores budskaber og billeder.
Jeg har studeret religion, siden jeg var 18, og det er en stor inspiration for de ting, jeg laver til de sociale medier. Jeg ser utroligt mange ligheder mellem religion og sociale medier. Religion kreerer et forestillet fællesskab omkring os, og det samme gør influencers på sociale medier. På samme måde skaber vi en fabrikeret arv. Vi laver myter og symboler, som folk lever og drømmer omkring, præcis som religion gør.
Jeg er uddannet i ortodoks kristendom og studerer nu judaistik. Så på de sociale medier bruger jeg mange af de samme teknikker, som en religion ville bruge over for sine følgere. Jeg er bevidst om, at jeg påvirker folk, og det vil jeg gerne gøre på en positiv måde.
Mine SnapChats skal fungere som den ortodokse kristendoms ikoner. Med ortodokse ikoner er det ikke os, der ser ind i den åndelige verden, men dem, der ser på os. Personerne ser dig altid lige ind i øjnene modsat katolske ikoner, hvor øjnene er vendt opad, mod Gud. Derfor er også tegnet i omvendt perspektiv, det er derfor, de ser ud som om de er lavet af en person, der ikke kan tegne. Og hvis der er en ramme, så bliver den altid overskredet af for eksempel en hånd eller en fod. Det skal vise, at det er den åndelige verden, der trænger ind i vores, ikke omvendt.
På samme måde er min SnapChat et sted, hvor jeg er en lille gud, der ser på dig fra mit ikon. Det er ikke dig, der bestemmer, hvornår du vil have noget af mig. Det er mig, der lægger noget op, når jeg har noget at sige til dig.
I antikken skulle den gode kvinde opholde sig i husets inderste kammer, så naboerne ikke kunne høre eller se hende. I dag er kvinderne ude på gaden, men deres seksualitet er stadig låst inde i det inderste rum. Men jeg vil have lov til at have min seksualitet dér, hvor naboerne kan se og høre den. For mig er det en vigtig kamp at nå dertil, hvor det, jeg gør, ikke er unormalt.
Jeg tror, jeg har taget Kierkegaards tre stadier omvendt. Som ung kvinde i Rusland var jeg meget troende, og jeg var sikker på, at jeg kunne gå direkte til den religiøse fase og være 100 procent from og åndelig. Men det kunne jeg selvfølgelig ikke. Jeg manglede noget i min udvikling. I failed, og nu har jeg i ti år været på de lavere stadier og været helt fokuseret på det æstetiske.
Så længe det, at jeg har hår på benene, er et statement, så længe er der noget galt. Jeg skal kunne gøre præcis, hvad jeg vil med min krop, uden at nogen tænker over det eller stiller spørgsmålstegn ved det.
Nikita Klæstrup bestiller en chai vanilla latte på den café, hvor vi mødes. Hun er lige kommet hjem fra Paris, hvor hun har været nede og hente en taske. Den står ved siden af hende: En orange Hermés Birkin Bag. Jeg peger på den og spørger, om det er feminisme. Hun svarer, at det er det ikke, det er materialisme. Hun har en tatovering på venstre hånd. Den forestiller en hjort, men hvis man ser efter, er den ikke helt naturtro: Geviret, der ligger som et knojern over den smalle håndryg, stammer fra en kronhjort – skovens konge med det dybe brunstbrøl. Men dyrets ansigt et en dåhjorts med store øjne og en fin, lang næse. Den ligner Nikita Klæstrup. Rigtig meget, faktisk.
For mig handler feminisme om kvindens ret til at vælge. For mig stopper diskussionen sådan set der. Hvis du går ind for kvindens frie valg, så er det lige meget, om hendes valg er at gøre karriere, at få lavet sine bryster større eller at gå derhjemme.
Vi har egentlig frit valg i dag. Vi mangler bare at få lov at træffe de valg uden at blive dømt på det.
Jeg bliver konstant sat i bås på grund af mit udseende. Folk er så sikre på, at når man ser ud, som jeg gør, kan man ikke have andet i hovedet end sit hår og sit tøj. Jeg kunne kurere kræft, og de ville stadig se mig som en bimbo.
De mennesker, der bliver provokeret af mig, er en god blanding af klassisk tænkende feminister, der dømmer mig som en dum gås, og mandschauvinister, der kalder mig en slut eller synes, jeg bare skal holde kæft og være pæn. Ingen af dem kan se ud over mit udseende. De har valgt, at det at være pæn er min primære kvalitet, og så nægter de at anerkende, at jeg indeholder andet.
Jeg er vokset op i et hjem, hvor min mor talte åbent om sex, og hvor seksualitet ikke var noget, man skulle skamme sig over. Det har jeg taget med mig. Jeg har en fri og aktiv seksualitet, og når jeg er sammen med fyre, er det mig, der scorer dem. Ikke at det er noget, jeg skal arbejde særlig hårdt for. Men hvis jeg har sex med en mand, er det, fordi jeg har lyst.
Kvinder er overhovedet ikke seksuelt ligestillet med mænd. Kvinder må ikke vise, at de har lyst, og de må ikke opsøge sex og nyde sex. Det kan jeg ikke acceptere. Hvorfor kan mænd highfive hinanden, når de er hulbrødre, men hvis jeg kysser med tre mænd i samme vennegruppe, kan jeg ikke få en highfive for mit hattrick, men får af vide, at jeg skal tænke over mit ry.
Jeg reagerede på sagen med Viborgmappen, fordi jeg syntes, politiets udtalelse var så forkert. Det er helt naturligt som ung at udforske sin seksualitet, tage et billede og sende det til sin kæreste. Hvad der ikke er naturligt, er at dele det med alle mulige andre.
Onlinekulturen har udvisket nogle grænser, som vi er nødt til at få trukket op. Der er et stort og vigtigt projekt i at gøre de unge bevidste om samtykke.
Jeg er ikke politiker. Det har jeg aldrig været. Jeg var medlem af KU, og jeg er medlem af Liberal Alliance nu, fordi jeg gerne vil gerne støtte op om et parti, der kæmper for mine holdninger i Danmark. Men det er ikke min ambition at gøre en politisk karriere.
Jeg tror ikke, at moderpartiet var superglade for mig, da jeg var i KU, og de syntes, at jeg tog al presseopmærksomheden. På et tidspunkt blev der skrevet, at jeg havde flere følgere på Instagram, end partiet havde vælgere. Men hvis jeg ikke havde været der, så havde de stadig ikke fået pressedækningen. Nobody cares, Søren Pape.
Der er uden tvivl mange steder i verden, hvor feminismen har større problemer at kæmpe med, end vi har her i norden. Det skal vi huske, men det betyder ikke, at vores problemer er lige meget. Den personlige tragedie er jo stadig en tragedie for den enkelte, selv om kvinder i Indien har det sværere end vi har.
Der bliver lagt utroligt meget vægt på kvinders udseende, og det føler jeg, er vigtigt at ændre. Det vil føre så meget godt med sig: Vi vil ikke dømme hinanden på udseendet, vi vil ikke blive så usikre på grund af vores udseende, og skønhedsidealerne vil blive meget mere mangfoldige.
Hvis jeg får en datter, så håber jeg, at hun en dag vil kunne tage til gymnasiefest og have sex med fem forskellige fyre og få en highfive bagefter, præcis som en fyr ville få. You go girl! Vi skal lige have dig forbi lægen, og jeg håber, du huskede at bruge kondom.