Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

De fleste læger gider ikke udsatte boligområder. Mød to, der nægter at lade dem i stikken

GELLERUP Udsatte boligområders patienter tager længere tid og giver færre penge. Det skræmmer læger væk. Foto: Martin Ballund / Scanpix



Derfor skal du læse denne artikel

Der tales meget om lægemangel i provinsen, men lægerne mangler i lige så høj grad i de udsatte boligområder. De fleste læger fravælger nemlig steder, hvor folk er sygest, fordi det ikke betaler sig. Vi har mødt to, som er gået mod strømmen, og de fortæller om et sundhedsvæsen, der er bedre gearet til middelklassen end de svageste patienter.

Patienten kunne for eksempel være i 40’erne. Han kunne arbejde 55-60 timer om ugen, have tre børn og en kone (som også arbejder fuld tid) og løbe to halvmaraton om ugen.

Det ville være typisk for den praksis i Rungsted, hvor læge Christian Wegener Jørgensen arbejdede i halvandet år:

97 procent af hans liv kører for ham.”

Men det er de sidste tre procent, patienten fokuserer på.

Så møder han op og siger: Jeg synes altså, at det er lidt irriterende, at det gør ondt i mit knæ, når jeg har løbet tyve kilometer. Og så siger man: Hør her, dit glas er altså 97 procent fyldt, og de sidste tre procent er noget, der kommer, når man er over 40 år. Lev med det.”

Den sætning blev Christian Wegener Jørgensen træt af at gentage.

Det var utilfredsstillende,” som han siger, at folk simpelthen ikke var syge.”

Så han rykkede til en praksis i Brøndbyvester i stedet. I Brøndbyvester er folk syge. De har rygerlunger, er overvægtige eller har sukkersyge og astma. Og de dør tidligere.

Skiftet til Brøndbyvester gør Christian Wegener Jørgensen til lidt af en undtagelse. Generelt vil privatpraktiserende læger helst ikke arbejde dér, hvor folk er mest syge. Rungsted mangler ikke læger, men det gør Brøndby.

Tidligere på året udgav Region Hovedstaden en lægedækningsundersøgelse, der konkluderede, at Brøndby (ligesom andre vestegnskommuner) hører til sårbare områder”, som har svært ved at tiltrække og fastholde læger, og det ser ud til at blive værre. De områder af landet, hvor der bor flest med stort behov for lægehjælp, er også de områder, der mangler læger allermest. Det gælder i landdistrikter, men også i byernes udsatte boligområder – og det sidste har været overset i debatten om lægemangel, som ellers mest har handlet om provinsens problemer.

Mange af boligområdernes beboere råber op i lokalmedierne, så det er ikke svært at finde ud af, hvor lægerne er for få. Albertslund, Ishøj og Brøndby på Vestegnen har problemet, Vollsmose i Odense, Gellerup i Aarhus, Tingbjerg i København, Munkebo i Kolding, Stengårdsvej-kvarteret i Esbjerg – alle mangler læger eller har slet ingen i nærheden. For nylig lavede DR en optælling af, hvor mange såkaldte ghettoer, der manglede en læge i lokalmiljøet. Det gjorde 15 ud af 25. Et lægedækningsudvalg under Sundhedsministeriet er i gang med at undersøge præcis, hvor udbredt problemet er.

For alle områderne gælder, at patienterne generelt betragtet har andre og større problemer end ondt i knæet.

Bonusinfo. Områder med mange ældre over 80, mange enlige ældre og mange syge betegnes af det såkaldte Lægedækningsudvalg som særligt “sårbare” for lægemangel.

Lise Dyhr sidder ligesom Christian Wegener Jørgensen også i en lægepraksis i Brøndby, blot i -øster i stedet for -vester. I samme opgang i den betonbygning, som hendes praksis ligger i, bor også 100 af hendes patienter.

Det er lidt som en landsby at have praksis her,” bemærker hun og tegner et portræt af en sårbar patient:

Kvinden kunne være 71 og have fået en akuttid, fordi hun ikke kan trække vejret. Egentlig vil hun måske helst ikke til lægen – hun ryger, og hun magter ikke at stoppe. Senere indlægges hun i tre uger med lungebetændelse og en formodning om at have KOL, hvilket der umiddelbart ikke følges op på, fordi kvinden tror, at hospitalsbesøget er tilstrækkeligt og derfor slet ikke bliver tilset af sin egen læge.

Da kvinden endelig lykkes at mødes i konsultationen, får hun i de følgende møder konstateret KOL, åreforkalkning, forhøjet blodtryk, sukkersyge, jævnlig blærebetændelse og en mulig depression. Hendes respons: Hvordan skal hun få råd til medicin til alle de nye sygdomme, som lægen har givet hende?

Lise Dyhrs patienter har ikke bare, som hun siger det på lægesprog, en relativt høj sygelighed”, nogle af dem har også sociale udfordringer, som tager noget af den energi, der ellers kunne være brugt på at håndtere sygdommene.

Lise Dyhrs konsultationer tager ofte længere tid, fordi hun skal forholde sig til den komplicerede sociale virkelighed, som patienten befinder sig i, ligesom hendes personale må hjælpe de patienter, der enten ikke læser eller skriver dansk, med at åbne deres e-Boks og for eksempel læse beskederne fra sundhedsvæsnet.

Alligevel nægter Lise Dyhr at kalde sine patienter tunge”, som mange ellers gør.

Det at være tung’, det kan man ikke klistre på en person. Hvis man ikke kan gå på e-Boks eller læse og skrive eller tale dansk, så kan det blive udfordrende for os, men det er ikke, fordi patienten er tung, det er, fordi sundhedsvæsnet ikke er indrettet til dem.”

Lise Dyhr holder en pause på telefonlinjen fra praksissen i Brøndby. Det er ikke kun et problem for nogle enkelte patienters sundhed og lægers arbejdsliv, siger hun så.

Der er andre dele af befolkningen, der er bedre til at stille krav til, hvad de forventer af sundhedsvæsnet. Mange af mine patienter har ikke magten i samfundet, og de har heller ikke autoriteten, så de har brug for støtte for at få gavn af systemet.”

Grunden til, at der mangler praktiserende læger til patienter som Lise Dyhrs, er, helt simpelt, incitament. Forenklet sagt: Praktiserende læger bliver betalt per hoved, der går igennem deres klinik – ikke for den tid, de bruger på patienterne.

Hvis du som læge sætter din praksis op lige over for Aarhus Banegård og får et klientel af studerende, hvis problemer for eksempel handler om klamydia og deslige, det vil sige sygdomme, der groft sagt alene kræver et tjek og en recept, så kan du nå mange patienter i løbet af din arbejdstid. Det kræver heller ikke lang tid at forklare en studerende, hvad klamydia er, hvordan det skal behandles eller vigtigheden af, at vedkommende tager sin sygdom seriøst og husker sine piller.

Hvis du derimod rykker en håndfuld kilometer mod vest, til Gellerup, er sagen en anden. Nogle af patienterne vil givetvis have klamydia, men måske vil de også have andre sygdomme. Sukkersyge for eksempel. Svære tilfælde af astma. Eller engelsk syge, hvis de ikke får nok D-vitamin. Nogle af dem vil heller ikke kunne tale dansk, og derfor vil konsultationerne tage længere tid.

Bonusinfo. Det såkaldte Lægedækningsudvalg er i gang med at kortlægge problemet med lægemangel, og hvordan man kan løse det. Udvalgets anbefalinger udkommer efter nytår.

Jeg spørger Christian Wegener Jørgensen, hvorfor han er taget til Brøndbyvester. Han bor på Vesterbro med sin familie, så det ville være nemmere for ham at arbejde et andet sted.

Christian Wegener Jørgensen – som er nyuddannet speciallæge i almenmedicin og efter årsskiftet køber sig ind i den praksis, han nu arbejder i – tøver. Han vil ikke virke helgenagtig”, siger han. Men han har gjort det, fordi han finder en større mening i den nye praksis i Brøndbyvester. Vil man for alvor have flere læger til området, må man nok satse på noget bekvemmelighed” til dem, siger den 40-årige læge. Mere personale eller flere penge, for eksempel.

Danske Regioner og de Praktiserende Lægers Organisation forhandler lige nu om en ny overenskomst til de praktiserende læger. Et opgør med honoreringen af de nemme og hurtige patienter er ét af regionernes hovedønsker, men hvor det ender, er ikke til at sige. Det vil naturligvis være en sejr for lægernes fagforening, hvis læger som Lise Dyhr og Christian Wegener Jørgensen kan hive et større honorar hjem – men knap så stor en sejr, hvis det samtidig betyder, at deres kolleger på Strandvejen må gå ned i løn.

Bonusinfo. I 2011 levede den rigeste fjerdedel af de danske mænd 10 år længere end den fattigste fjerdedel.

Der går ikke mange år, inden Lise Dyhr skal på pension. Det kræver, at hun kan sælge sin praksis, og som tingene ser ud nu, bliver det ikke nemt. Sådan er det også for mange af hendes kolleger i området: De er tættere på pensionen end på begyndelsen af deres karriere.

Lise Dyhr håber, at flere penge til personale eller til lægerne – hvis de kommer – vil kunne gøre en forskel ved at give lægerne mere tid, men hun tvivler. Området har fået et ry, som også spiller ind.

Hvad hun til gengæld har opgivet at nå at gøre noget ved selv – andet end i det små – er selve den kamp, som Lise Dyhr i bund og grund egentlig mener, at lægemanglen i socialt belastede områder er et symptom på.

Sundhedsvæsnet, som det ser ud nu, er indrettet efter middelklassens behov,” siger hun tørt.

Sådan er det.”