Hvad mangler på denne her læderjakke? Svaret viser, hvor meget Kinas vrede faktisk får lov at bestemme

  • 30. januar 2020
  • 11 min.
IKKE LÆNGEREEngang var det her et japansk og et taiwansk flag. Foto: Presse, Paramount Pictures

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

15:49

Derfor skal du læse denne artikel

Historien om den tegning i Jyllands-Posten, som Kina tirsdag bad avisen undskylde for, er et godt eksempel på, hvordan den kinesiske stat i disse år bliver langt mere offensiv i sit forsøg på at påvirke verden omkring sig. Mens de kinesiske medier bliver underlagt mere og mere kontrol, søger staten at udnytte den frie presses sårbarheder i udlandet.

Mandag blev vi uvenner med Kina, eller Jyllands-Posten blev i hvert fald, for da bragte avisen en tegning af et kinesisk flag, hvor de gule stjerner i hjørnet var skiftet ud med det coronavirus, som indtil videre har taget livet af 132 mennesker i Kina, især i byen Wuhan. Så blev det kinesiske folk såret, lød det, og så, dagen efter, krævede den kinesiske ambassade i København en undskyldning.

Den fik de ikke. Jyllands-Posten mente ikke at have noget at undskylde for, for der var tale om en illustration, som meget fint indrammede de aktuelle begivenheder, sagde chefredaktør Jacob Nybroe, og desuden var den udgivet i en dansk avis og dermed i en dansk kontekst, og her i landet har man ytringsfrihed, også for tegnere. Mere end så meget andet, mente Nybroe, var der nok tale om to forskellige former for kulturforståelse”. Andre gik lidt videre. Eksempelvis skrev Politiken på lederplads, at med sin reaktion udstiller Kina sig selv som en brutal totalitær stormagt”. Kristeligt Dagblad frabad sig at få tegningen vurderet gennem en intimiderende udtalelse fra et ikke-demokratisk styre, der i utallige henseender krænker menneskerettighederne på måder, der får det til at klinge særdeles hult, når selvsamme styre mener, at Jyllands-Posten støder den menneskelige samvittighed’.”

Det nyslåede uvenskab mellem to nationer, der for ikke ret længe siden udvekslede diplomatiske krammere i form af pandaer sendt til Zoologisk Have i København, er et ret præcist billede på en dynamik, man har set udspille sig mange gange og verden over i de seneste år. Igen og igen lægger Kina pres på for eksempel en national regering eller en privat virksomhed på grund af det, man kunne kalde en kulturel krænkelse af den ene eller den anden art, og ofte har reaktionen været, at den part, der er under pres, retter ind.

Det sker, fordi Kina er den nye store kanon på den internationale scene. Kina er ikke længere en fremstormende tigerøkonomi, den er slet og ret en økonomi, den næststørste i verden, og det betyder noget, hvis det kinesiske marked pludselig lukkes på grund af dårlig stemning i diplomatiet. Danmarks eksport til Kina lød i 2018 på 42,9 milliarder kroner.

Ingen markeder er indtil videre lukket som følge af corona-flag-krisen, der stadig kan nå at drive over og kun efterlade nogle ubehjælpsomme Dannebrogs-memes på internettet, men i de seneste årtier har den kinesiske regering generelt lagt en langt mere offensiv linje end tidligere, hvad angår Kinas soft power, landets evne til at påvirke verden omkring sig. Den kinesiske regering plejede at rette sin energi indad, det plejede at handle om, hvordan kineserne så på Kina, og man kontrollerede det ret effektivt ved for eksempel at rive kritiske historier om Kina ud af de internationale magasiner og aviser, man havde adgang til i landet. Eller blokere udenlandske medier.

Nu er meget anderledes. I dag forsøger den kinesiske regering aktivt at forme den globale samtale om Kina med sponsoreret journalistik i for eksempel The Washington Post, med advertorials, støtte til influencers og gratis kommunikationsuddannelser til udenlandske journalister. Mens pressen i Kina kommer under strengere og strengere kontrol, søger kineserne at udnytte sårbarhederne i den mere fri presse, der findes i udlandet. Endda så vidt, at såkaldt mediekrigsførelse har været en eksplicit del af det kinesiske militærs strategi siden 2003.

Det er ikke uden virkning. Kinas betydning er tilstrækkelig til at få endog store og magtfulde institutioner som Apple og Hollywood til at makke ret eller tage særlige, udvidede hensyn. Det er langtfra kun virksomheder, den kinesiske magt rammer. Vi har i Danmark som bekendt haft en Tibetsag, men hvis man for en stund lader sit blik hvile på det private som eksempelvis Jyllands-Posten, ser man, i hvor høj grad Kinas soft power i de seneste år har haft mærkbar gennemslagskraft.

NBA får ballade

Det begyndte med et tweet, det gør nogle ting. Den 4. oktober sidste år lagde det amerikanske basketballhold Houston Rockets’ sportsdirektør Daryl Morey et billede på Twitter, hvorpå der stod Fight for freedom. Stand with Hong Kong. Han henviste til demonstranterne i Hongkong, som krævede (og stadig kræver) større autonomi fra Kina, og med det samme blev han bombarderet af kinesere på sociale medier, der krævede ham fyret. Holdets ejer måtte gyde olie på de oprørte vande og sige, at Rockets ikke havde nogen politiske holdninger overhovedet, og NBA kaldte tweetet for beklageligt”, men det var for sent. Det kinesiske basketforbund stoppede alt samarbejde med holdet, og så blev det endnu værre, for så smed den kinesiske internetgigant Tencent, der streamer NBA i Kina, også Rockets ud.

Det var et problem, for NBA er enormt i Kina. Næsten 500 millioner kinesere så amerikansk basket på Tencent i sæsonen 2018-2019, og særligt Houston Rockets har i årevis været kinesernes yndlingshold, fordi Kinas første spiller i NBA, Yao Ming, i 2002 begyndte at spille for netop Rockets. Efter hans ankomst begyndte NBA at sende hold til Kina hver sommer for at promovere basketball, som var en af de få vestlige sportsgrene, som kommunistpartiet ikke forbød, da det tog magten i 1949.

I ugerne efter tweetet, som Daryl Morey ret hurtigt slettede, mistede NBA aftaler med kinesisk stats-tv og forbundet som sådan. Der røg nogle milliarder.

Hollywood tør ikke få ballade

Underholdningsselskabet Metro-Goldwyn-Mayer var i 2011 i gang med at lave en genindspilning af 1980’er-filmen Red Dawn, som forestillede sig en kold krig, der blev varm, fordi kommunistiske tropper pludselig invaderede USA.

I genindspilningen skulle en gruppe teenagere gå sammen om at slå invasionen tilbage, men da MGM begyndte at vise filmen til distributionsselskaber, fik de at vide, at disse ikke turde risikere, at det omkring ti milliarder kroner store kinesiske filmmarked ville blive fortørnet. Så måtte MGM lave filmen om. Det kostede omkring syv millioner kroner at digitalt udskifte de invaderende soldaters flag og uniformer, så de pludselig var fra Nordkorea i stedet for fra Kina. En kommunikationschef hos MGM udlagde meget rammende og diplomatisk teksten sådan her:

MGM har arbejdet sammen med Red Dawns instruktør og producenter for at lave den kommercielt mest levedygtige version af filmen til publikum i hele verden. Vi ønsker at sikre, at så mange mennesker som muligt kan opleve den.”

Hollywood tør faktisk slet ikke få ballade

I juli sidste år udsendte filmselskabet Paramount en trailer til den kommende film Top Gun 2: Maverick – en opfølger til 1980’er-klassikeren med Tom Cruise som jagerpilot, men hvor Cruises pilot-helt med kodenavnet Maverick i den første film havde et taiwansk flag påsyet sin jakke, havde han i traileren til den nye film et generisk flag, der liiidt lignede et fra Taiwan, men så overhovedet ikke. Et japansk flag var også blevet skiftet ud.

Den kinesiske regering mener, at Taiwan er en del af Kina, og forholdet mellem Kina og Japan har i nogen tid været noget flosset på grund af nogle omstridte øer i Det Østkinesiske Hav. Fordi nævnte Tencent er en af Paramounts partnere i forbindelse med den nye film, kunne det amerikanske selskab, spekulerede mange i, ikke promovere især det taiwanske flag så eksplicit i filmen. Det ville være at acceptere, at Taiwan rent faktisk var et land.

Tiffany & Co. får ballade

I oktober, nogenlunde samtidig med at NBA kom i uføre, kom smykkefirmaet Tiffany & Co. det også.

Det amerikanske firma havde lavet en reklamekampagne, som det havde gjort så mange gange før, men i denne var der et billede af en kvindelig kinesisk model, Sun Feifei hedder hun, og hun holdt sin højre hånd hen over sit højre øje. På fingrene sad, ikke overraskende, en ring designet af Tiffany’s, men den var der ikke så mange, der var interesserede i, i hvert fald ikke i Kina, for der faldt det en masse mennesker for brystet, at modellen med sin hånds placering syntes at støtte demonstranterne i Hongkong. Efter at nogle af dem i begyndelsen af demonstrationerne blev såret i øjnene efter sammenstød med det kinesiske politi, blev en hånd foran højre øje et symbol for deres kamp.

Jeg plejede at være en hardcore fan, men nu er jeg kineser først og fremmest,” skrev en bruger på det, der kan siges at være Kinas Twitter, Weibo. Jeg elsker mit land, og jeg vil ikke tillade hende (altså landet, red.) at blive udsat for bagvaskelse eller ærekrænkelse.”

Smykkefirmaets salgstal voksede med mere end 25 procent i Kina i perioden marts til juni sidste år, det vil sige før annoncen, og en talsmand måtte i byen for at fortælle, at kampagnen var blevet lavet flere måneder, inden demonstrationerne begyndte, og at den på ingen måde skulle ses som noget som helst politisk standpunkt overhovedet:

Vi er kede af, at den kan være blevet set som sådan, og derfor har vi fjernet billedet fra vores digitale og sociale kanaler og vil stoppe med at bruge det fremover.”

Marvel Studios undgår at få ballade

I 2016 udsendte filmgiganten Marvel Studios filmen Doctor Strange, bygget på et tegneserieforlæg af samme navn. Den blev en gigantisk succes, også i Kina, hvor den tjente over 700 millioner kroner. I filmen optræder en læremester-karakter kaldet The Ancient One, men hvor denne ældgamle i tegneserierne er en tibetansk munk, er det i filmene en hvid kvinde af udefinerbar etnisk herkomst, spillet, i øvrigt, af den britiske skuespiller Tilda Swinton.

Og hvorfor nu det?

Han er fra Tibet,” sagde filmens manuskriptforfatter, Robert Cargill, om den nye og altså i hvert fald udseendemæssigt meget lidt tibetanske karakter. Så hvis du anerkender, at Tibet er et sted, og at han er tibetansk, så risikerer du at støde en milliard mennesker fra dig, som synes, at det er bullshit, og du risikerer, at den kinesiske regering siger: Hey, du ved, et af de lande, som ser flest film i verden? Vi kommer ikke til at vise jeres film, fordi I besluttede jer for at blive politiske.’”

Og det var jo sådan set ærligt nok.

Mercedes-Benz får ballade

I februar 2018 måtte den tyske bilgigant Mercedes-Benz undskylde til Kina efter at have lavet et opslag på Instagram, hvor en luksusbil står parkeret under et Dalai Lama-citat:

Se på situationen fra alle sider, og du vil blive mere åben.”

Under billedet skrev Mercedes-Benz hashtagget #Mondaymotivation.

Den kinesiske regering anser den tibetanske leder for at være en farlig separatist, og kinesiske brugere af Instagram kommenterede med ord om, at han var en ulv i munkeklæder”, som søgte tibetansk selvstændighed gennem spirituel terrorisme”. Tyskerne måtte på Weibo og skrive, at de var kede af det, for selv om de havde slettet billedet ret hurtigt, var de godt klar over, at de havde såret en hel masse mennesker:

Vi vil med det samme forsøge at gøre vores forståelse af kinesisk kultur og kinesiske værdier dybere.”

Mercedes-Benz solgte 181.233 biler i Kina i de sidste tre måneder af 2019, hvilket gjorde det kinesiske marked til det, der holdt bilfabrikanten bare nogenlunde kørende sidste år.

21 selskaber får ballade (for nogenlunde den samme brøde)

I 2018 begyndte tøjbutikken Gap at sælge T-shirts med et påtrykt kort over Kina, men der var et lille problem, og det var Taiwan. Taiwan var ikke med.

Kinesiske forbrugere og kinesisk stats-tv blev vrede og krævede en undskyldning, og så var katten ude af sækken, for nu blev det undersøgt, om Taiwan og Kina (altså som to forskellige lande) begge optrådte på forskellige internetbutikkers lister over lande, varer kunne sendes til, og det gjorde de ret ofte. Blandt andet Zara, Calvin Klein, Givenchy, Samsung, Air France, British Airways, Marriott og Swarovski valgte enten at sige undskyld for denne opdeling, som altså ikke stemte overens med kinesernes verdensbillede, eller lave om på deres hjemmesider.

Apple går langt for ikke at få ballade

Apple har i årevis fået kritik for at forsvare de ikke altid lige gode forhold på partneren Foxconns fabrikker i Kina, hvor dele af internetgigantens produkter bliver samlet, men det ser ud til, at amerikanerne prøver at holde sig gode venner med kineserne på andre måder også. Igen har det konkret med Kinas mere obsternasige områder at gøre.

I en nylig softwareopdatering findes Taiwans flag ikke i den række af emojis, som brugere i Hongkong og Macau kan bruge.

Derudover har Apple fjernet en app fra selskabets App Store, som var blevet bygget af demonstranter i Hongkong, og som viste et live-kort over, hvor demonstrationer og politiet befandt sig. Appens udviklere anklagede Apple for at have fjernet den med henvisning til, at den promoverede ulovlige aktiviteter. Og, skal det siges, så endte Apple faktisk med at tillade, at appen dukkede op på deres App Store igen.

Vi har bedt professor emeritus i kinastudier Stig Thøgersen om at kaste et blik på bidragssporet i løbet af i dag, så hvis du har nogle spørgsmål, så er det nu, du skal slå til. Så har han lovet at svare, så godt han kan. Og det er jo nok ret godt.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: