De ældre vælgere har historisk stor magt over de unges fremtid. Og den bliver kun større

STEMNINGSSKIFTEDe ældre vælgere kommer i større og større overtal. Illustration: Kiki Caterina Ljung for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

En stor og voksende overvægt af ældre vælgere giver de ældre en historisk stor indflydelse, som kun vil vokse i de kommende år. Det er betydningsfuldt: Uden de ældre vælgere ville verden hverken have fået Trump, Brexit eller Macron, og herhjemme er der lagt op til generationskamp om klimaet – og muligvis også om selve grundlaget for velfærdsstaten. Og så alligevel ...

Danmark er i gang med noget, vi aldrig har prøvet før.

For hver eneste dag, der går, træder vi dybere ind i ukendt politisk territorium, og det handler om alder. Den ældre del af vælgerkorpset har nemlig aldrig før været så stor i forhold til den yngre.

Så sent som ved årtusindskiftet var der flere indbyggere i Danmark under 35 end over 60. I dag er det lige omvendt – og det bliver kun vildere. Når udviklingen topper i begyndelsen af 2030’erne, vil næsten en tredjedel af befolkningen være over 60, mens under en femtedel vil være under 35.

Det betyder, at de ældre vælgere i en grad, som aldrig før er set i nyere politisk historie, vil diktere den politiske udvikling.

Det er en historisk udfordring for det politiske system i Danmark,” siger professor emeritus ved CBS Ove Kaj Pedersen, forfatter til bøgerne Konkurrencestaten og senest Reaktionens tid og en af de mest toneangivende stemmer i de senere års debat om den danske velfærdsstats udvikling og fremtid.

Jeg vil ikke tro, at der er nogen sammenlignelig situation nogensinde i moderne dansk politisk historie, og i hvert fald i efterkrigshistorien fra 1940’erne og frem er det helt usædvanligt.”

Situationen i Danmark spejler situationen i en mængde andre vestlige lande, og man behøver kun kaste et hurtigt blik på meningsmålinger foretaget omkring de senere års vigtige valg for at forvisse sig om, at alder er alt andet end ligegyldigt, når det kommer til politik.

I Frankrig ville præsidentvalget i 2017 for eksempel have været en duel mellem højrefløjskandidaten Marine Le Pen og venstrefløjskandidaten Jean-Luc Mélenchon, hvis de yngste vælgere havde bestemt – men mellem centrum-kandidaten Emmanuel Macron og den konservative François Fillon, hvis de ældste vælgere havde fået deres foretrukne kandidater gennem første valgrunde. Altså to vidt forskellige scenarier (Macron vandt som bekendt).

I USA ville Hillary Clinton på samme måde have været præsident i dag, hvis de yngre vælgere havde fået deres vilje, og i Storbritannien ville man være sluppet for al Brexit-balladen, hvis det udelukkende havde stået til de unge – flertallet blandt unge vælgere ville nemlig helst blive i EU, mens flertallet blandt de ældre ville ud.

Og også herhjemme er der store politiske aldersforskelle. For eksempel havde unge og ældre vælgere ved det seneste valg i 2015 helt forskellige opfattelser af, hvordan Folketinget burde se ud.

Blandt vælgere over 55 løb blot tre partier med mere end 80 procent af stemmerne – nemlig Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Venstre. De unge, derimod, spredte deres stemmer langt mere jævnt over partierne og var også mere tilbøjelige til at stemme på fløjpartier.

De største partier blandt 18-34-årige var således Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Venstre og Liberal Alliance – i dén rækkefølge. Og ingen partier opnåede mere end 20 procent af de unges stemmer.

Den slags aldersbetingede forskelle i politiske præferencer vil træde tydeligere og tydeligere frem de kommende år, efterhånden som overvægten af ældre vælgere bliver større.

Og det rejser nye, svære spørgsmål om magtbalancen mellem generationerne, samtidig med at der tegnes nye, aldersbetingede skillelinjer op i det politiske landskab.

Herhjemme ulmer især to mulige konflikter, som på hver deres måde vedrører fundamentet under samfundet, som vi kender det.

Den ene handler om klimapolitik, og den anden om selve grundlaget for velfærdsstaten.

Lad os begynde med klimaet.

Der er nemlig betydelige forskelle på, hvordan generationerne forholder sig til klimapolitik.

Og det er ikke dagens ældre, som skiller sig mest ud, men dem, som vil være ældre, når overvægten af ældre vælgere om 10-15 år vil være størst – det vil sige generationen født i 1960’erne og 1970’erne.

Denne generation er markant mindre optaget af klimaet end generationen efter.

En Altinget-måling fra januar 2018 tyder på, at skillelinjen aktuelt går omkring de 40 år. I målingen angav lidt over en fjerdedel af alle vælgere under 40, at klima- og miljøpolitik var det vigtigste politikområde for dem. Blandt vælgere mellem 40 og 60 var det kun omkring en sjettedel.

Siden er klimaet generelt kravlet meget længere op på vælgernes dagsorden, men en relativt ny måling fra Danmarks Naturfredningsforening fra februar viser, at klima-generationskløften består.

Foreningen bad et repræsentativt udsnit af befolkningen vælge mellem, om klima og miljø” eller flygtninge og udlændinge” skulle have højest politisk prioritet. Blandt 18-35-årige var 36 procent ikke i tvivl om, at klima og miljø var vigtigst. Hos de 36-59-årige derimod var kun 23 procent af samme opfattelse.

Det er forskelle, som kan udnyttes politisk, og som meget vel kan få væsentlig betydning for det kommende valg, vurderer en af landets mest ihærdige valgforskere, professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.

Jeg tror, at klima bliver et vigtigt emne i den her valgkamp, og jeg tror også, at det vil have betydning for, hvor mange vil sætte deres kryds,” siger han.

Især blandt de yngste tror jeg, at det vil være ret tydeligt.”

Begge de førnævnte målinger viser i øvrigt, at den store generation født i 1960’erne og 1970’erne ikke bare er mindre bekymret for klimaet end de yngste vælgere, men også mindre bekymret end de ældste vælgere. Dem over 60 er nemlig mere optaget af miljø- og klimapolitik end dem mellem 40 og 60, selv om de ikke er lige så optaget af det som de yngste vælgere.

Og det passer faktisk glimrende med, hvad valgforskning tidligere har vist. Det er nemlig ikke sådan, at man bare kan sige, at ældre stemmer på én måde, og unge på en anden – hvordan man stemmer, afhænger i høj grad af, hvilken generation man tilhører.

Vi ved fra forskning, at tidsperioden i et menneskes liv, fra det er 14, til det er 24, grundlæggende bestemmer dets politiske holdning resten af livet,” siger Ove Kaj Pedersen.

Det kan man blandt andet forvisse sig om i bogen Oprør fra udkanten, hvor en stribe valgforskere gennemgår det seneste folketingsvalg og sammenligner det med de foregående.

Her redegør professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet for, hvordan de forskellige generationer på hver deres måde afviger fra gennemsnittet i forhold til, hvor tilbøjelige de er til at stemme på socialistiske partier – altså partier, som går ind for en høj grad af økonomisk omfordeling og dermed ligger til venstre på en traditionel højre-venstre-akse.

Generationen født i 1960’erne og 1970’erne har hele livet igennem stemt mindre på socialistiske partier end gennemsnittet, mens generationen født i efterkrigsårene – dagens ældre – har stemt mere på socialistiske partier end gennemsnittet.

Og dermed passer højre-venstre-generationsforskellene faktisk glimrende med klima-generationsforskellene. Adskillige meningsmålinger har nemlig vist, at vælgere, som stemmer til højre, generelt er langt mindre optaget af klima og miljø end vælgere, som stemmer til venstre.

Og så alligevel.

For sammenhængen er knap så klar, når det gælder de yngste vælgere. Indtil videre ser det ud til, at dem født i 1980’erne hælder en anelse til venstre, mens dem født i 1990’erne hælder til højre. Men – og det er bemærkelsesværdigt og tyder på, at kløften mellem yngre og ældre vælgere er ved at udvide sig her – begge grupper af yngre vælgere er tilsyneladende lige optaget af klimaet.

Derfor er det stadig et åbent spørgsmål, om rent aldersbetingede forskelle vil slå stærkere igennem, når der de kommende år bliver så relativt mange flere ældre vælgere.

Hvis de gør, kan det ikke blot påvirke klimapolitikken, men også ryste selve fundamentet under velfærdsstaten.

For at forstå hvorfor skal vi lige omkring lidt historik.

Den danske velfærdsmodel er af historiske årsager skruet anderledes sammen end mange andre landes, fordi der ikke er nogen direkte forbindelse mellem, hvad man betaler ind, og hvad man får ud.

Man låner ikke penge til sin uddannelse, som så skal betales af, når man kommer i arbejde. Man behøver heller ikke tegne en forsikring for at kunne komme på hospitalet. Og man får det samme i folkepension, uanset hvor lidt eller meget man har betalt i skat gennem livet.

Forudsætningen for systemet er en stærk generationskontrakt, som forskere kalder det.

Generationskontrakten indebærer, at den arbejdende generation accepterer at betale både for de unges uddannelse – som en slags tilbagebetaling for deres egen uddannelse – og for de ældres folkepension og sundhedsydelser i sikker forventning om selv at få pension og gratis hospitalsbehandling, når alderdommen engang kommer med alle sine skavanker.

Og nok så vigtigt indebærer generationskontrakten også, at både de unge, de arbejdende og de ældre accepterer, at der er grænser for, hvor mange skattepenge man kan bruge på lige netop deres behov nu og her, fordi der også skal være penge i kassen til næste hold.

Denne generationskontrakt er en fuldstændig nødvendig forudsætning for, at den danske velfærdsmodel kan løbe rundt på længere sigt, uden at udgifterne stikker af, fordi alle vil have mere her og nu, end der er råd til i det lange løb.

Spørgsmålet, siger professor Ove Kaj Pedersen, er nu, om generationskontrakten de kommende år vil blive sprængt af generationskampen, når andelen af ældre vælgere bliver så høj, at politikerne måske vil fristes til at ofre de unges interesser i håb om at vinde stemmer hos de ældre.

Der er nemlig allerede, mener han, tegn på, at politikerne er begyndt at rette ind efter det store antal ældre vælgere: De største, vigtigste og mest kommunikerede politiske udspil i den valgkamp, partierne så småt har taget hul på, har handlet om emner, som især optager de ældre og har direkte betydning for deres livskvalitet: sundhed og pension.

Derfor, mener Ove Kaj Pedersen, er den igangværende valgkamp det første og mest eksemplariske eksempel på en generationskamp.”

Og det er ikke så lidt, der er på spil.

Netop sundhed og pension, som optager mange ældre vælgere, er nemlig helt centrale emner for den offentlige økonomi. Når Danmarks økonomi i dag hænger sammen mange år ud i fremtiden, skyldes det i høj grad reformer, som har forkortet pensionsalderen, ligesom sundhedsudgifterne er blandt de allerstørste trusler mod statsfinansernes langsigtede helbred, fordi de risikerer at løbe løbsk som følge af et stigende antal ældre kombineret med en lind strøm af nye, dyre behandlingsmuligheder.

Så hvis politikerne fristes til at slække voldsomt på pensionsreformerne eller lade sundhedsudgifterne stikke af i håb om at tiltrække ældre vælgere, vil det være en mulig bombe under velfærdssamfundets langsigtede økonomi – og dermed et brud på generationskontrakten.

Hvor længe generationskontrakten holder, er der ingen, der kan sige, men at det bliver det helt store dilemma i dansk politik de næste 5-10 år, måske længere, er der ikke et sekunds tvivl om,” siger Ove Kaj Pedersen.

Indtil videre er de dominerende centrum-venstre- og centrum-højre-partier enige om at opretholde generationskontrakten, samtidig med at de også i stigende grad koncentrerer sig om generationskampen, altså kampen om de ældres stemmer. Hvordan det ender, kan ingen sige noget om, men presset på politikerne vil tiltage.”

Det, slaget nærmere bestemt står om, siger Ove Kaj Pedersen, er noget, som både er meget vigtigt, meget teknokratisk og meget udskældt: nemlig måden, som Finansministeriet siden 1990’erne har styret den offentlige økonomi på. Det foregår ved hjælp af fremskrivninger af udgifter og indtægter, som sikrer, at pengene passer et godt stykke ud i fremtiden.

Konkret gælder det mellemfristede økonomiske planer (ja, det kaldes de, og den seneste hedder 2025-planen), som definerer det finanspolitiske råderum og den offentlige økonomis langsigtede holdbarhed. Det vil sige to mål for, hvor mange penge politikerne kan bruge, uden at det bliver nødvendigt at hæve skatterne eller skære i udgifterne senere hen. Og dertil kommer budgetloven fra 2012, som modvirker overforbrug i fede tider.

Disse knastørre dokumenter er i virkeligheden selve legemliggørelsen af generationskontrakten. De forhindrer ikke politikerne i at skrue op for de offentlige udgifter eller ned for skatterne, men de gør det uhyre vanskeligt for dem at sende regningen til kommende generationer.

Endnu da.

Det, der hele tiden er spørgsmålet,” siger Ove Kaj Pedersen, er, om generationskampen stadig vil blive rammesat af generationskontrakten. Vil den nuværende store generation stadig følge det, at de skal overlevere det danske samfund til deres børn og børnebørn således, at børn og børnebørn får en livskvalitet og livsindkomst, der er sammenlignelig med deres egen?”

Fælles for de mulige generationskonflikter om velfærdsstaten og klimaet er, at de handler om, hvor højt fremtiden skal prioriteres i forhold til nutiden.

Dén konflikt sættes på spidsen, når der er overtal af ældre vælgere, som umiddelbart kan have en interesse i at ofre fremtiden til fordel for nutiden – i hvert fald hvis de tænker rent egoistisk.

Og den forstærkes af, at de unge i forvejen er bagud på point. Som valgforsker Kasper Møller Hansen siger, stemmer ældre vælgere langt mere stabilt end yngre, og de er også langt lettere at tilfredsstille med målrettet politik om pension, sundhed eller boligbeskatning, hvor rigtig mange ældre har sammenfaldende interesser. Unges interesser derimod er langt mere forskellige alt efter, om de studerer, arbejder, er blevet forældre eller noget helt fjerde. Derfor er de sværere at fiske stemmer hos som gruppe betragtet.

Man kunne på den baggrund fristes til at spørge, om man på en eller anden måde burde kompensere for de unges undertal for ligesom at sikre, at fremtiden ikke nedprioriteres alt for meget – måske ligefrem ved at lade unges stemmer tælle mere end ældres. Så det har jeg selvfølgelig gjort. Men Kasper Møller Hansen har et meget godt ord igen:

Hvor går så grænsen?” spørger han. Skal det så ikke også være uddannelse? Skal det så ikke også være køn?”

Pointen er selvfølgelig, at der er meget andet end alder, som påvirker, hvordan man stemmer, og mange andre grupper end unge, som er i undertal.

Og det er så her, vi kommer til måske-går-det-alt-sammen-alligevel-delen af artiklen.

Alt det foregående forudsætter nemlig, at folk lader sig styre af deres egne, egoistiske, aldersbaserede interesser, når de stemmer.

Men det er jo ikke givet,” bemærker Ove Kaj Pedersen.

Jeg holder med de unge,” siger han og griner. Han er selv 71 år gammel. Og man kan ikke få nogen som helst nybagt bedstefar som mig til at sige, at jeg stemmer imod mit barnebarn.”

Jørgen Goul Andersen, forfatter til det tidligere nævnte bogkapitel om politiske generationsforskelle, er også bedstefar. Og han tror, at solidariteten mellem generationerne vil være stærkere end interesseforskellene. Også på lang sigt.

Vi stemmer ud fra, hvad vi synes er rigtigt og retfærdigt og til nøds effektivt,” siger han.

Og hvad der opfattes som retfærdigt, går altså ud over vores egen næsetip.”

De ældres vilkår vil måske nok komme til at veje tungere i fremtidens politik, forventer han, men ikke i en grad, så de unges bliver glemt:

At børnene skal have det godt og have en god uddannelse, ligger også de fleste ældre på sinde.”

Det er muligvis den helt store, modererende faktor i forhold til et fremtidsscenarie, hvor de ældre vælgere tromler hen over de unges interesser og ofrer fremtiden til fordel for nutiden:

At solidariteten mellem generationerne måske trods alt er større end som så.

Men der er også en anden modererende faktor. Og den handler om politisk aktivisme.

Netop klimapolitikken, som jeg begyndte med, er ifølge valgforsker Kasper Møller Hansen et godt eksempel på, hvordan politik ikke altid handler om at være flest, men også om at råbe højest.

Det, vi har oplevet med det seneste års klima-mobilisering, tyder jo på, at de unge godt kan sætte en dagsorden,” siger han.

Kigger man blot på udviklingen i Danmark hen over 2018, kan man med hjælp fra Altingets meningsmålinger konstatere, at miljø- og klimapolitik i januar var emne nummer fem på den politiske dagsorden i hele vælgerkorpset.

Men så fik vi det svenske teenage-Twitter-fænomen Greta Thunberg (som ikke engang har stemmeret) og herhjemme Den Grønne Studenterbevægelse, for nu at nævne nogle af de unge, som har sat klimaet på dagsordenen.

Og i december var klimaet så kravlet helt op på førstepladsen blandt de vigtigste politiske emner ifølge vælgerne, på tværs af alle aldersgrupper. Selv Liberal Alliance, som for mindre end tre år siden talte om klimasvingninger”, som kun måske og til en vis grad” var forårsaget af mennesker, har nu spillet ud med forslag om at bruge nogle ekstra milliarder hvert år til at gøre os CO2-fri i 2050.

Det er næppe tilfældigt, at klimamobiliseringen kom netop i 2018. Den udspringer af en krisebevidsthed, som af en eller anden grund fik fat i rigtig mange netop i 2018 – og, siger Ove Kaj Pedersen:

Det er generelt sådan, at krise motiverer til politisk aktivisme.”

Derfor forventer han faktisk en bredere politisk mobilisering af de unge, og ikke kun på klimafronten. Det skyldes den mere generelle krisestemning, som af lidt forskellige og ikke altid helt berettigede årsager har det med at løbe lidt løbsk i de her år.

Tidsånden er fyldt med apokalyptiske beskrivelser. Der er næsten ikke den avis, der ikke anvender ordet krise konstant, der er næsten ikke den bogudgivelse, som ikke har krise i titlen eller i hvert fald undertitlen,” siger Ove Kaj Pedersen.

Det vil med al sandsynlighed få de unge til at engagere sig, mener han, sandsynligvis i venstrefløjsaktivisme (sådan plejer det nemlig at være), men muligvis også på den anden fløj.

Under alle omstændigheder: Krisestemning fører ofte til politisk aktivisme. Og klimasagen viser tilsyneladende, at politisk aktivisme stadig virker, selv om vi endnu har til gode at se de rigtig store energi- og klimapolitiske omvæltninger som følge af de unges mobilisering.

Så hvis man er ung og bange for at blive tromlet politisk af de ældre, er det altså bare med at komme op på barrikaderne. Eller også skal man – alt efter temperament – måske bare tage en snak med sine forældre eller bedsteforældre om, hvad politik først og fremmest bør handle om, og hvorfor fremtiden er vigtig.

Og hvis man er lidt ældre eller i færd med at blive det, tjah, så kan man jo tænke lidt over den magt, man har – og hvad man mon har lyst til at bruge den til.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: