Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Vi er virkelig dårlige til at opdage, når verden bliver bedre

  • 26. november 2019
  • 13 min.
SORTSEEREVi misser mange af verdens solstrålehistorier. Illustration: Louise Rosenkrands for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Vi har spurgt danskerne, hvordan de tror, verden har udviklet sig. Og konklusionen er klar: Vi tror, tingene går langt værre, end de gør. Vi misser de mange områder, som går i den rigtige retning, og vi opdager ikke de løsninger, der virker. Det skæve verdensbillede og overdrevne sortsyn kan få alvorlige konsekvenser for os, som individer og som samfund. Men der findes en anden, lysere vej frem. Og vi har brug for din hjælp for at komme derhen.

Ryger flere danskere på skadestuen på grund af vold? Er der kommet flere ekstremt fattige i verden? Begynder flere på antidepressiv medicin herhjemme?

Svaret er det samme til alle tre spørgsmål: nej. Nej. Og nej. Faktisk er udviklingen gået stik modsat. Det går den rigtige vej. Antallet af voldsramte på skadestuen er på sit laveste niveau i 20 år. Verdens ekstremt fattige er skrumpet med 1,3 milliarder mennesker i samme periode. Og markant færre danskere begynder på antidepressiv medicin end for ti år siden.

Der er bare et problem ved de positive udviklinger: De fleste af os har helt overset dem.

Zetland har gennem et analyseinstitut spurgt et repræsentativt udsnit af befolkningen, hvordan de tror, verden har udviklet sig på en stribe vigtige områder. Hvor går det bedre, og hvor går det værre? Og det har de fleste af os meget svært ved at svare på. De adspurgte svarer i gennemsnit rigtigt på cirka 26 procent af spørgsmålene. Det er værre end helt tilfældige gæt. Og vi svarer endnu mere forkert, når tingene går bedre end før.

Kun 14 procent af befolkningen gætter, at færre kommer på skadestuen på grund af vold. Blot fem procent tror, at færre tager antidepressiv medicin. Og bare 16 procent af danskerne ved, at markant færre er blevet fattige rundtom i verden – en af de seneste årtiers store succeshistorier. Over halvdelen tror omvendt, antallet af fattige er steget.

Mønstret går igen i mange andre spørgsmål: Vi misser verdens fremskridt. Vi tror, tingene går langt værre, end de gør.

Det er markant, og det vigtigt. For hvordan påvirker det overdrevne sortsyn os – som individer og som samfund? Får det os til at træffe beslutninger, vi ellers ikke ville have valgt? Og hvorfor tror vi egentlig, at verden er mørkere, end den er?

Lad os begynde med at dykke lidt længere ned i vores skæve verdensbillede. Vi har bedt omkring 1.000 danskere svare på vores spørgeskema. De er repræsentativt udvalgt, så de afspejler resten af befolkningen, når det blandt andet gælder alder, geografi, uddannelse og køn.

Vi har stillet 20 spørgsmål. Langt de fleste handler om, hvordan ting har udviklet sig – går det fremad eller tilbage med CO2-udslip, kræft og meget andet. Vi har også stillet fem spørgsmål til løsninger: Hvilken af flere løsninger tror du, har virket bedst?

Alle spørgsmålene danner også grundlag for vores nye quiz om verdens tilstand og løsninger. Her kan du selv prøve, om du ved, hvordan vigtige områder faktisk har udviklet sig (og se, hvor godt du gætter i forhold til befolkningen generelt).

Det er værd at understrege, at befolkningen typisk er bedre til at gætte rigtigt, når ting går dårligt, end når ting går godt. Det tyder på, at vi har en udbredt negativ tilbøjelighed eller bias. Måske har vi bedre styr på de negative end de positive udviklinger. Eller også gætter vi bare generelt i mere negativ retning, end vi burde. Når det gælder løsninger, der virker, har vi også begrænset held med at ramme rigtigt.

Og kigger man på forskning og undersøgelser, der bygger på langt mere data, får man resultater, der ligner vores lille rundspørge.

Analyseinstituttet Ipsos MORI har for eksempel undersøgt antallet af mord, teenagefødsler, udlændinge i fængsel, terrordræbte, diabetes-syge og meget andet i 38 lande. Derefter har de spurgt 29.000 mennesker om deres opfattelse af, hvordan det går på de forskellige områder. Mønsteret er tydeligt: Folk tror stort set altid, tingene står en hel del værre til, end de reelt gør.

Antallet af mord er faldet på tværs af alle landene med 29 procent i snit siden år 2000. Men kun syv procent har fanget den udvikling; det store flertal tror, mordraten er steget eller er stabil. Folk overvurderer også antallet af folk med sukkersyge, terrordræbte og udlændinge i fængsler markant. Eller tag antallet af teenagefødsler, der er raslet ned, men hvor folk skyder mange gange for højt.

Min kollega Thomas Hebsgaard har skrevet en artikel, der udforsker den uoverensstemmelse. Han henviser også til, hvordan mønsteret går igen mange andre steder. Herhjemme viser en undersøgelse fra Justitsministeriet, at cirka 80 procent af danskerne fejlagtigt troede, at biltyverier, indbrud, røverier, ungdomskriminelle og straffelovsovertrædelser var steget eller på samme niveau. I virkeligheden var de alle faldet.

Fonden Gapminder – der er stiftet af blandt andre den legendariske svenske statistiker Hans Rosling – har løbende dokumenteret, at flertallet svarer alt for sortseende på spørgsmål om alt fra pigers skolegang til dødsfald i naturkatastrofer.

Vi kunne nævne mange flere undersøgelser, men budskabet ville være det samme: Det er efterhånden veldokumenteret, at vi tror, verden bevæger sig i en langt mere dyster retning, end realiteterne viser.

Spørgsmålet er så: Hvorfor?

Der findes flere bud på årsagerne til vores overdrevent negative syn på verden. Det er selvfølgelig kompliceret, men to overordnede forklaringer må i hvert fald nævnes som væsentlige. Den ene handler om os selv som mennesker. Den anden handler om medierne.

Mennesket først: Helt overordnet betragtet kan vi ofte have en tendens til at tage det negative mere ind end det positive. En del psykologisk forskning peger på, at en negativ information gør langt større indtryk end en positiv.

Det er veletableret, at vores opmærksomhed bliver mere vækket, når noget virker faretruende. Fordi vi har haft et evolutionært behov for at være særligt vågne over for trusler,” siger Cathrine Gyldensted, der har forsket i psykologi og konstruktiv journalistik.

Problemet er bare, at den overdrevent frygtsomme savanne-logik ikke nødvendigvis tjener os godt i en moderne verden, når vi skal vurdere tingenes tilstand.

Samtidig har psykologer som nobelpristager Daniel Kahneman og Amos Tversky kortlagt en menneskelig mekanisme, der kaldes availability heuristic: Vi mennesker har tendens til at overvurdere sandsynligheden for ting, vi har let ved at danne mentale billeder af. Vi laver overdrevne eller forkerte generaliseringer ud fra den verden, vi oplever eller har nemt ved at se for os. Det er ikke svært at se mentale billeder af flystyrt for sig – eller terrorangreb eller tornadoer. De er allerede formet i vores bevidsthed af nyhedsmedier, film og tv-serier. Derfor frygter vi den slags langt mere, end vi burde, hvis man ser på realiteterne. Mentale billeder påvirker os ofte mere end statistik.

Rockstjerne-statistikeren Hans Rosling har tilføjet, at mange af os bærer rundt på forældet viden. Det, vi lærte i skolen om verden, er ofte for længst blevet overhalet af virkeligheden. Alligevel holder vi gerne fast i den outdatede viden mange år frem. Endelig har psykologen Steven Pinker fra Harvard University vist, at mange mennesker har tendens til at længes efter en gylden fortid (også selv om den reelt ikke var så gylden). Og at moralske argumenter, ikke mindst i politik, ofte rammer os borgere stærkest, når de hviler på en forfaldsfortælling. Der er krise – vi må handle!

Krisen er derfor blevet et dominerende værktøj i politik – “Man skal kunne etablere en brændende platform og servere en pointe oven på den,” som det formuleres af ledende forsker på området Martin Marcussen, professor i international forvaltning på Københavns Universitet.

Oven i alt det kommer så den anden årsag til vores sortsyn: nyhedsmedierne. Blandt den nævnte række af forskere er der enighed om, at selve måden, medierne laver journalistik på, bidrager til, at vi får et for mørkt og til tider forkert billede af verdens udvikling.

Nyhedsmedier har nemlig, som det er blevet påvist løbende, en klart negativ slagside. De skriver typisk om ting, der går dårligt. Og noget tyder på, at tonen i medierne i årevis er blevet mere og mere negativ.

Medierne har en klart negativ skævvridning,” siger Cathrine Gyldensted, eksperten i konstruktiv journalistik. Når du åbner en avis, bliver du klogere på alt det, der ikke virker i verden. Men du bliver ikke klog på det, der virker.”

Der er, tilføjer hun, selvfølgelig helt oplagte grunde til, at journalister skriver om vigtige problemer i samfundet. Det er en af pressens formål. Men kæden knækker, når fokus næsten kun er på det negative – så bliver billedet af verden ikke retvisende.

Samtidig har man ifølge Gyldensted siden 1970’erne kunnet bemærke, hvordan store dele af pressen har bevæget sig fra reel negativ granskning (som er vigtig) til altdominerende negativ attitude (som skævvrider og gør den grundlæggende tone og tilgang i medierne til korslagte arme og aggressive, skarpskårne angreb, uanset hvor lille en historie det handler om). Negativ granskning er reel undersøgende kritik; den store afsløring af Danske Banks hvidvask. Negativ attitude er strømmen af håret i suppen-historier, der fylder meget af nyhedsmedierne; altid at lede efter den lillebitte fejl eller selvmodsigelse eller ringe rundt til adskillige kilder, indtil man finder den, der kan kritisere og pege på, hvad der er galt, ikke hvad er det godt og spændende.

Det handler i høj grad også om proportioner – vægtning af virkeligheden. Et eksempel: I USA har forskere kigget nærmere på, hvad amerikanerne rent faktisk dør af, og hvad store aviser så skriver om. Undersøgelsen viste, at dødsårsagerne langtfra matcher, hvad medierne dækker. Mens amerikanerne oftest dør af kræft og hjertesygdomme, skriver aviserne i langt større omfang om mere sensationelle dødsårsager som terror, drab og selvmord.

Her på Zetland har vi lavet en lignende undersøgelse af mediernes fokus og de reelle dødsårsager her i Danmark. Opgørelsen, som min kollega teknologiskribent Frederik Kulager lavede sidste år, viste samme mønster som i USA.

Tallene, der er fra 2016, viser, at vi oftest dør af kræft (15.000 danskere eller 30 procent af de døde). Så kommer hjertesygdomme og dernæst øvrige sygdomme. Selvmord er klart sjældnere (568). Drab? 26 døde. Terror? Ingen.

Og ser man på de danske mediers dækning af dødsårsagerne, så har den samme form for skævhed i forhold til virkeligheden, som de amerikanske forskere påviste. Terror indtager en klar førsteplads. Så kommer drab. Derefter kræft og så selvmord.

Med andre ord: Nyhedsmedierne skriver mere om det spektakulære og katastrofale – om mord og drab og terror – end om de langsomme – og langt hyppigere – dødsårsager. Skarpt sat op: Mere Peter Madsen og ubådsdrab, færre udramatiske historier om meget af det, vi rent faktisk dør af. Den skævhed har endda været kendt længe. Lige siden slutningen af 1970’erne har forskere nået samme konklusion.

Medierne er draget mod flystyrt – ikke de mange, mange fly, der lander planmæssigt.

Det overdrevne sortsyn kan påvirke os på flere planer. Både som individer og som samfund.

For det første er der det banale, men væsentlige: at mange af os ikke har et retvisende billede af verden. Vi ved simpelthen ikke, hvordan det rent faktisk går med en hel masse af de ting, som bliver debatteret heftigt, og som har betydning for vores samfund og tilværelse. Det er paradoksalt, påpeger Cathrine Gyldensted, at mediernes rolle netop skulle være at gøre os klogere på verden, men kan se ud til, i nogen grad, at gøre det modsatte.

For det andet kan et overdrevent negativt blik påvirke os som mennesker og som samfund. Vi kan blive vrede og frygtsomme, deprimerede eller apatiske – over ting, der reelt måske fungerer langt bedre, end vi tror. Frygt har indtaget en mere og mere dominerende plads i medierne og den offentlige debat, har den amerikanske forsker David L. Altheide kortlagt. En overdreven frygt kan få os til at træffe overdrevet frygtsomme valg, som individer og som samfund, mener han. Hvis vi føler, at verden brænder, er det måske en bestemt type politikere – eller politiske løsninger – vi drages af.

Eller også lukker vi blot af og trækker os væk fra verden. Jeg interviewede tidligere på året den norske forsker Johan Galtung, der tilbage i 1965 definerede en række kriterier for, hvornår en historie havde nyhedsværdi. Det negative, sjældne og dramatiske vægtes for eksempel højt. Galtungs kriterier var egentlig ment som en advarsel, men de blev i stedet omfavnet af medierne, og de har i vidt omfang kendetegnet nyhedsmediernes vinkling og prioritering siden. De nyhedsværdier har ført til en massiv negativ slagside, mener Galtung, og det har fået folk til at trække sig længere og længere væk fra medierne og samfundet, advarede han.

Folk tænker, der er intet at stille op. Verden er så ond, der er intet at gøre. Så de trækker sig tilbage, ind i sig selv,” sagde Galtung.

Altså: Dynamiske samfund har dynamiske mennesker. Men i stedet for dynamiske mennesker får vi passive mennesker, der falder i søvn inden i sig selv. De ser på verden med skepsis, frygt og angst. Og de konkluderer så, at det er bedre at kapsle sig selv inde.”

Cathrine Gyldensted, forskeren i konstruktiv journalistik, peger på, at befolkningen kan blive splittet i en del, der frygter verden, og en del med et mere positivt, og måske mere retvisende, blik.

Det er meget vigtigt, at det store fællesskab ikke deler sig i en optimistisk elite og en frygtstyret del af befolkningen. Det er farligt for ethvert samfund. Vi har brug for et stærkt, bredt center, som har en retvisende opfattelse af, hvordan verden hænger sammen – som tænker, man kan handle, og ikke føler sig magtesløs. Ellers risikerer vi splittelse og konflikt eller demokratisk apati,” siger hun.

Så hvad kan vi gøre ved det? Heldigvis en hel del. Det gælder både på et personligt og et samfundsmæssigt plan.

Som individer kan vi blive mere bevidste om vores egen – og mediernes – negative tilbøjeligheder. Hans Rosling har udviklet en hel værktøjskasse af måder, du kan modarbejde det, han kalder menneskets dramatiske instinkter.

Som samfund kan politikere, medier og andre centrale kræfter gøre mere for at fortælle retvisende og nuanceret om virkeligheden. Der spirer allerede tendenser i den retning rundtom i verden, også i hjørner af journalistikken.

Men det er bare nogle få skridt. Hvad synes du ellers, vi kan gøre? Hver især, som individer? Andre steder i samfundet? Her på Zetland? Kom endelig med idéer i bidragssporet her. Vi er kun lige begyndt.

Og ja, så har vi jo vores lille quiz om verdens tilstand, som du endelig må prøve og dele med dine venner. (Selv om artiklen her er lidt af en spoiler, hvis du ikke har prøvet quizzen endnu).

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: