Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Helikopter

Onsdag 10. november 2021

Verdens lande nærmer sig hinanden på klima-COP'en. Hvad betyder det?

Det første udkast til en aftale fra klimatopmødet COP26 er nu offentliggjort. På den måde nærmer vi os en forståelse for, hvad verdens lande har tænkt sig at gøre for at nå Parisaftalens mål for verdens temperaturstigninger. Men hvordan fungerer sådan nogle forhandlinger overhovedet, og hvad kommer til at være anderledes i fremtiden?

Sådan synes vi, nyhederne skal lyde. 15 minutter om dagen – 5 dage om ugen. Lyt med her eller i Zetland-appen, hvis du er medlem.

Helikopteren er klar. I dag handler den om fremtidens klimaplaner.

Dagens tilbud

“Go’daw, jeg hedder oberstløjtnant Casper Børge Nielsen, og jeg har et godt tilbud til dig”

Til årsskiftet begynder salget af Flyvevåbnets gamle F-16-kampfly. Og med et slag på tasken lyder det fra oberstløjtnant Casper Børge Nielsen, at de kan indbringe hundreder af millioner kroner. Dog skal man lige finde og godkende en køber først (DR).


Dagens store historie

Foto: Leonid Shcheglov / AFP / Ritzau Scanpix

Første udkast til klimaaftale

  • Det første udkast til en aftaletekst fra FN’s klimatopmøde COP26 er landet natten til onsdag. Og det betyder, at man nu sætter ord på, hvordan verdens lande vil skære ned på udledning af CO2 og undgå, at den globale temperatur stiger mere end de 1,5 grader, der står beskrevet i Paris-aftalen (BBC).
  • Selv om det måske kan lyde sådan, er der ikke tale om en ny, stor klimaaftale som den fra Paris i 2015, hvor verdens lande netop aftalte at begrænse temperaturstigningerne til højst to grader og helst ikke mere end 1,5. Men det er en vigtig aftaletekst alligevel, fordi den kan afsløre, hvor langt verdens lande faktisk er parate til at gå for at leve op til aftalen fra dengang i Paris.
  • Et af de vigtigste punkter i udkastet er, at man vil forsøge at fastholde målet for temperaturstigninger tættere på de 1,5 grader i forhold til to grader. Analyser har ellers vist, at det kan være svært at nå, hvis vi fortsætter som nu og ikke bliver mere ambitiøse. Derudover lægger man i udkastet også ansvaret mere over på de rigeste lande, der historisk har været ansvarlige for størstedelen af udledningen og derfor også må tage størstedelen af ansvaret (CNN).
  • Men det er som sagt kun første udkast til den endelige aftale. Fra nu af og indtil på fredag – sidste dag på COP26 – skal alle landenes forhandlere blive enige om ordlyden af den endelige aftale. Zetlands klimaskribent, Thomas Hebsgaard, er med til topmødet i Glasgow. Han udlægger den foreløbige tekst, som han også har snakket med klimaminister Dan Jørgensen (S) om (Helikopter).

Det skal du også vide

Google taber sag ved EU-Domstolen. I 2017 gav Europa-Kommissionen, som består af en repræsentant fra hver medlemsstat, og som sikrer, at EU’s lovgivning anvendes korrekt, Google en bøde på 18 milliarder. Konkret lyder anklagen på, at Google har favoriseret egne sider frem for konkurrenternes i søgninger. Google var uenig i anklagen og valgte derfor at klage til EU-Domstolen. I dag er der faldet dom, og EU-Domstolen har vurderet, at bøden er berettiget (TV 2).

Sveriges statsminister melder sin afgang. Og dermed står Magdalena Andersson, der i dag er finansminister, til at overtage posten som statsminister og leder af Socialdemokraterne fra Stefan Löfven. I sommer tabte Stefan Löfven en mistillidsafstemning i Riksdagen, som svarer til Folketinget i Danmark, og fik valget om at gå af eller udskrive valg. Han valgte derfor at gå af, fordi han mente, at det ikke var passende med et valg på grund af coronasituationen (Berlingske).

Grønland forbyder (igen) udvinding af uran. I foråret gik befolkningen i Grønland til valg. Venstrefløjspartiet Inuit Ataqatigiit, der vandt valget, lovede dengang at stoppe udvindingen af uran – og det valgløfte har de nu indført. Diskussionen om udvinding af uran i Grønland er ikke ny. Faktisk blev et forbud fra 1953 ophævet i 2013, hvilket banede vejen for mineprojekter i landet. Og netop mineprojektet ved Kvanefjeldet blev det helt store emne i valgkampen, hvilket nu har fået Grønland til indføre et forbud igen (KNR).

Foto: Malene Anthony for Zetland

Dagens Zetland-historier

Et datagenereret spøgelsesskib. Det lyder meget mystisk. Men ikke desto mindre var det sådan et, der skabte forvirring i Skagen i sidste uge. I Frederik forklarer internettet kan du høre, hvordan de her usynlige skibe skaber kaos på verdenshavene.

Livet som gangster. I ni år har sociologen Hakan Kalkan fulgt unge mænd på Nørrebro, som lever uden for samfundets normer. De lever et liv på gaden med alt, hvad det indebærer. Men hvorfor?


Fie Dandanell

Så får du ikke mere fra os. Thomas Hebsgaard er i Glasgow og følger klimaforhandlingerne tæt. Det skriver han selvfølgelig en større artikel om, når han ved, hvordan det er endt.

Tak, fordi du var med.

Med venlig hilsen

Fie Dandanell

Helikopter-vært