Kasper Holten skal have Det Kongelige Teater til at vokse med 33 procent. Og han skal også lige nå at ringe til sin læge

DRAMAKasper Holten er tre måneder inde i sin ansættelse som direktør på Det Kongelige Teater. Samtidig er han begyndt på prøverne på den kommende forestilling ‘Amadeus’, som han instruerer. Alle fotos: Kasper Løftgaard for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

I løbet af Kasper Holtens første måneder som chef for Det kongelige Teater tog han til premiere med sin mor, grublede over længden af barkøen i Operaen, holdt den samme peptalk for stedets ansatte igen og igen og lagde en meget ambitiøs vækstplan for teateret. Zetlands kulturskribent følger i hælene på Holten i hans første år som teaterchef. Her er andet kapitel. Om en institution, der engang var en obligatorisk del af alle danskeres dannelse, men som i dag er ... ja, hvad?

Der er ikke ret meget, der er sikkert i scenekunstens verden. Men én ting, der er så godt som garanti for, er, at hvis man driver en operascene, så er det en rigtig god idé at have La Bohème på programmet i løbet af sæsonen.

Puccinis tragiske romance om kunstnerbohemen Rodolfo og syersken Mimi med de små kolde hænder, er noget nær det ultimative inden for folkekære operaer, og det er forestillinger som den, der giver et operakompagni økonomisk luft til også at prøve kræfter med eksperimenterende forestillinger uden garanti for publikumstække.

En aften i oktober, i Operaen på Holmen i København, var der repremiere på netop La Bohème.

Der var pause i forestillingen, og i operahusets foyer stod Det Kongelige Teaters nye direktør, Kasper Holten, i et lysegråt jakkesæt og betragtede et fænomen, som i mange år har været et uløseligt problem for de ledende kræfter på nationalscenen: køen til baren.

Tørstige premieregæster strømmede ud fra det enorme gyldenbrune agern, der rummer operahusets store scene, og tog retning mod den lange bardisk for at nå at sikre sig vin og danskvand, inden pausen var forbi. Men køen voksede hurtigt, og snart havde den form som en rastløs menneskemur, der sneglede sig frem og blokerede passage for andre gæster i foyeren.

Det er en af de ting, der altid bliver nævnt, når vi laver tilfredshedsundersøgelser blandt brugerne,” sagde Kasper Holten. Den kø. Folk er virkelig utilfredse med ventetiden, og når de så endelig får deres hvidvin, så er pausen slut, før de har drukket ud.”

I et forsøg på at imødegå køproblemet havde teatret for nylig hævet det daværende forbud mod at tage drikkevarer med i salen. Nu måtte man gerne tage sin hvidvin med ind efter pausen, hvis man hældte den over i et plastikkrus. Men,” sagde Kasper Holten, det er der så også nogle, der synes er for profant.”

Ved siden af ham stod hans ledsager til aftenens premiere. Det var hans mor, den tidligere nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen, en høj, elegant kvinde med sølvgråt hår. Hun virkede heller ikke imponeret over kø-logistikken.

Nå, skal vi prøve …,” sagde Kasper Holten, og vi stillede os bagerst i køen.

Da vi nåede frem til bardisken, tog Bodil Nyboe Andersen over. Jeg har jo sæsonkort,” sagde hun, og med sådan et fulgte der fire styk gratis drikkevarer. Ingen grund til at rutte med pengene.

Det står ikke skrevet nogen steder, at den øverste leder på Det Kongelige Teater skal være til stede ved premierer. Det er bare sådan, det er. Uanset om det er en monolog på Skuespilhusets mindste scene eller en kæmpe ballet med kompliceret scenografi på Gamle Scene, så er det en del af jobbet som teaterchef, at du er der, når tæppet går den første gang.

Men det føltes ikke, som om Kasper Holten var på arbejde denne aften. Det var knap to måneder siden, han var tiltrådt, og i den periode havde jeg oplevet ham i en del forskellige sammenhænge. Jeg havde været med ham til møder med alt fra teatrets topledelse til operaens solister, jeg havde overværet et hav af håndtryk og kram mellem ham og teatrets mange ansatte, hvoraf en del kendte ham fra dengang, han som 28-årig blev kunstnerisk leder for Operaen.

Jeg havde travet med ham frem og tilbage mellem Gamle Scene, Skuespilhuset og Operaen, de tre huse, der tilsammen udgjorde de fysiske rammer om Det Kongelige Teater, og hvor han har et kontor hvert sted, og jeg havde set ham instruere amatørskuespillere, der aflagde prøve til en statistrolle i den kommende forestilling Amadeus, som Holten selv skulle instruere. Uanset hvad han havde foretaget sig, var det sket med den samme udstråling af intens dynamisk energi, som var så karakteristisk for ham.

I aften var det første gang, jeg så ham slappe af. Han førte ikke ordet som han plejede, men smalltalkede bare muntert og hilste på et par operagæster. Blandt andet Det Kongelige Teaters bestyrelsesformand, Lisbeth Knudsen, i premierekjole, rød læbestift og flade sko.

Det lod til, at Kasper Holten ganske enkelt hyggede sig. Han havde elsket opera, siden han som niårig så Bizets Carmen på Det Kongelige Teater, og hvis man ikke vidste, at det var direktøren for det hele, der stod der i køen til baren, ville man have taget ham for en ganske almindelig operafan, der nød sin aften. Men folk vidste det godt. Hvert andet øjeblik var der et ansigt, der vendte sig efter ham for at tjekke, at jo, den var god nok, det var ham, Holten. Ham den nye.

Noget andet, vi taler om, er, om personalet i foyeren skal have slips på igen,” sagde han, da vi havde fået vores drikkevarer. For nogle år siden, fortalte han, havde Det Kongelige Teater sløjfet slipsene for at sætte en mere afslappet stemning omkring teateroplevelsen.

Men spørgsmålet er, om ikke folk faktisk gerne vil have det der mere formelle på sådan en aften.” Han så sig omkring blandt premieregæsterne.

Der var rigeligt med slips. Folk havde taget det pæne tøj på. Pudset skoene, strøget skjorten, sat Georg Jensen-brochen i reverset og givet kinderne et ekstra strøg rouge. Det lignede ikke mennesker, der ville stejle over en slipseklædt teaterbilletkontrollør.

Kasper Holten smilede og vendte sig mod mig. Påklædningen af personalet i foyeren var bare én af den slags ting, det nu var hans job at forholde sig til. Sammen med, bare sådan eksempelvis, repertoiret for 2019, budgetter på trecifrede millionbeløb, der afhang af den finanslov, politikerne stadig sad og forhandlede på Christiansborg, og teatrets samlede strategi for de kommende fire år.

Klokken ringede. Vi skyndte os at drikke ud. En ung kvindelig bartender i hvid skjorte begyndte at samle glas sammen.

FOR BORDENDENMødekalenderen er fuldt booket for den nye teaterchef. Ledelsesmøde på hans kontor i Skuespilhuset er et fast ugentligt indslag.

Engang var Det Kongelige Teater det fineste teater i hele landet, og alle vidste, at hvis man var et dannet menneske eller ønskede at blive det, så skulle man besøge det mindst én gang i livet. Det var et sted, hvis status var uangribelig. Det var ikke hævet over kritik, anmelderne fyrede jævnligt bredsider af mod det, og de berømte skuespillere, der var ansat på teatret, var kendt for at brokke sig, når en teaterdirektør eller instruktør traf beslutninger, de ikke var enige i. Men teatrets plads som en af samfundets grundpiller, som bærer af landets kultur og af den klareste kunstneriske fakkel, den var der ingen, der for alvor satte spørgsmålstegn ved. Hverken inde på teatret eller uden for.

Det var fint, men det var ikke elitært. I hvert fald ikke forstået på den måde, at det kun havde relevans for en lille indspist kreds af privilegerede bedsteborgere. Det Kongelige Teaters betydning rakte gennem lagene og helt ud i krogene af samfundet.

Det var virkelig alment kendt, og man fulgte med i, hvad der blev spillet,” fortæller Niels Birger Wamberg, der er historiker med særlig interesse for scenekunst og har skrevet adskillige bøger om dansk kunst og kulturliv.

På Københavns plakatsøjler blev der hver morgen klistret plakater op, hvor man kunne læse, hvad der spillede på teatret om aftenen. Niels Birger Wamberg, der er født i 1930, husker det selv fra sin egen barndom: at stå og vente på sporvognen, mens man studerede aftenens program: Det Kongelige Teater, tirsdag klokken 20: Indenfor Murene af Henri Nathansen. Gamle Levin: Holger Gabrielsen. Fru Levin: Clara Pontoppidan. Esther: Illona Wieselmann.” Han kan stadig rollelisten udenad.

Og det har jeg ikke været den eneste, der kunne,” siger han. Bevidstheden om teatret og interessen for, hvad det gjorde, det var en del af det almene.”

Bonusinfo. Det Kongelige Teater har eksisteret siden 1748. Dets motto, “Ei blot til Lyst”, blev indført i 1774.

Det teater findes ikke mere. Eller, Det Kongelige Teater eksisterer naturligvis. Men det er ikke den institution, det var engang. Det har ikke den selvfølgelige relevans for den danske befolkning, som det havde i Niels Birger Wambergs barndom.

Hvis man taler om Det Kongelige Teater i dag, så skal det ligesom hives op med et tov,” siger han. ‘Nårh ja, det findes jo også.’ Det har slet ikke den samme placering i bevidstheden længere.”

Det er en skæbne, Det Kongelige Teater deler med alle de store statslige kulturinstitutioner: Fra Danmarks Radio, Nationalmuseet og Statens Museum for Kunst til folkekirken. De har alle mistet den status, de havde, før modernitetens indtog splittede fortidens autoriteter ad i det 20. århundredes opgør med den verden, der var.

Måske er det til dels institutionernes egen skyld. De så sig selv som samfundets bærende søjler, som ingen ved sine fulde fem kunne tænke sig for alvor at rokke ved. Og de opdagede ikke, at samfundet var ved at forandre sig. At dets kulturforbrug fragmenterede sig, og folk fik nye muligheder og nye vaner – først fjernsynet, så internettet og i dag en hel industri af kulturelle aktører, hvis tilbud er skræddersyet til at ramme det moderne menneskes individuelle behov for oplevelser og underholdning.

De forstod ikke det skred, der var ved at ske omkring dem. At befolkningen var ved at miste troen på, at netop de var særligt vigtige og relevante, og i takt med den bevægelse blev det legitimt for politikerne at skære ned på, hvor mange skattekroner der gik deres vej. Nu har den erkendelse ramt dem, og alle kæmper de lige nu for at imødekomme den kulturelle, økonomiske og politiske virkelighed, de står i.

For Det Kongelige Teater har den virkelighed været hård. De seneste år har stået i nedskæringernes tegn.

I 2012 fik teatret besked fra regeringen om at spare knap 100 millioner kroner samlet over de følgende fire år, hvilket medførte nedlæggelsen af 81 stillinger og en reduktion af antallet af forestillinger. Med indførelsen af omprioriteringsbidraget, også kendt som de årlige toprocentsbesparelser, blev teatret fra og med 2016 pålagt årligt at spare yderligere godt 10 millioner kroner, varigt stigende op til 40 millioner kroner i 2019.

Det betyder, at teatret i dag skal finde en besparelse på godt 800.000 kroner – oven i alle de penge, der allerede er sparet – hver måned.

GABKasper Holten pendler dagligt mellem de tre huse, der udgør Det Kongelige Teater. Han er som regel på cykel, som her på vej fra ledelsesmøde i Skuespilhuset til prøver på ‘Amadeus’ i Operaen.

Dét Kongelige Teater, Kasper Holten er ankommet til som direktør, er et hus, der står i en identitetskrise. Han siger det selv: Det, teatret var engang, er fortid, og hvis man fortsætter med at skære på det, der trods alt stadig er dets bankende hjerte – forestillingerne og de mennesker, der får dem til at blive til virkelighed – fortaber det sin fremtid. Måske endda bogstaveligt talt.

Mikkel Bogh, direktøren for Statens Museum for Kunst, har sagt, at hvis de offentlige nedskæringer på kulturinstitutionerne fortsætter, som de er i dag, så lukker museet i 2034.

Kasper Holten ved, at det regnestykke let kan overføres på Det Kongelige Teater. Men som han sagde ved sit intromøde med teatrets scenetekniske personale: Jeg har ikke taget det her job for at se, om det kan skubbes til 2038.”

Så Kasper Holten har en plan. Den handler om at vende den negative spiral, hvor økonomien står i vejen for, at teatret kan finde sin plads i nutidens danske samfund og igen blive en stærk kulturbærende institution, som den almene befolkning ikke føler, de vil være foruden.

Teatret skal igen være for de mange. Og det skal forstås helt konkret: Det Kongelige Teater skal øge sit publikumstal på de tre scener i København med op mod en tredjedel. I tørre tal er det noget, der ligner 100.000 ekstra solgte billetter om året. Den målsætning er en del af den kontrakt, Kasper Holten skrev under på, da Det Kongelige Teaters bestyrelse ansatte ham.

Hvis det lykkes, vil det højere billetsalg få organisationens egenindtjening til at stige markant. Hvilket vil give mulighed for at investere i mere markedsføring og flere aktiviteter, der igen vil kunne skabe yderligere vækst hos Danmarks nationalscene.

Med andre ord skal den tid være forbi, hvor teatret er svundet mere og mere ind under besparelserne. I den strategi, Kasper Holten kommer med, skal Det Kongelige Teater vokse sig ud af krisen.

Præcis hvordan planen skulle blive til virkelighed, talte hverken Kasper Holten eller andre indviede højt om i den første tid af hans ansættelse som direktør for Det Kongelige Teater. Men grundtankerne bag strategien oprullede han gang på gang i en tale, som han holdt ved flere lejligheder, end han selv havde tal på.

Han holdt den for Det Kongelige Teaters bestyrelse, ved fællesmøde for teatrets medarbejdere i Skuespilhusets kantine, for balletkorpset, for operasangerne, for skuespillerne, for sceneteknikerne i alle tre huse, for kommunikationsafdelingen, for administrationen og for alle husets chefer. Bare for at nævne en håndfuld. I let varierende længde og detaljeringsgrad holdt han talen så mange gange, at teatrets scenetekniske chef kaldte den hans roadshow, da det var blevet teatrets lys- og lydmestres tur til at høre den.

Han havde ingen noter med, når han holdt sin tale. Han snakkede hurtigt, præcist og uden pauser. Han kiggede rundt på sine tilhørere, når han sagde: Jeg elsker Det Kongelige Teater. Jeg er kommet i huset, siden jeg var ni år. Jeg ved, der har været svære situationer og svære problemstillinger, og jeg har fulgt de forandringer, I har været igennem i de sidste par år.”

Vi er ikke længere automatisk en af samfundets bærende søjler,” sagde han. Men den udfordring skal vi vende til noget positivt: Vi skal selv ud og skabe vores legitimitet.”

Det, han kom med, sagde han, var optimisme. En tro på fremtiden for Det Kongelige Teater.

Jo mere individuelt, fragmentarisk og digitalt vores kulturforbrug bliver, jo mere tror jeg, at folk har brug for det, vi kan. At gøre sig umage, komme ind og have en oplevelse sammen med andre mennesker, hvor man oplever noget live, hvor nogen har gjort sig umage – det tror jeg, der bliver en stadig større efterspørgsel efter, og det er værd at kæmpe for. Jeg tror helt fundamentalt på, at vi kan levere noget, der er en kvalitet i folks liv.”

Det budskab, fortalte han, sloges han allerede for at trænge igennem med hos de politikerne, der rådede over statens midler på Christiansborg. Men alt andet lige måtte man erkende, at de politiske vinde ikke blæste i retning af flere penge til kunsten og kulturen.

Så det klogeste, vi kan gøre,” sagde han, er at blive bedre til at tjene nogle flere penge selv. Det vil ruste os mod at havne i en offerrolle, hvor andre bestemmer vores skæbne.”

Så kom hans punchline – overskriften for Det Kongelige Teaters ageren i de kommende år: Der skal sælges flere billetter, og der skal spilles mere. Men for de samme penge.

Og det betyder,” sagde han og sænkede tempoet, at vi skal turde prioritere vores ressourcer. Og at spændvidden i det, vi laver, nok skal strækkes, så vi kan få nye publikummer ind.”

Med andre ord indebar strategien en ændring af den kunstneriske profil. Repertoiret på alle tre scener skulle udvide sig i retning af det mere brede og folkelige. Fokus skulle fremover i højere grad ligge på at levere store, spektakulære produktioner på de store scener, der var så ressourcekrævende, at kun Det Kongelige Teater kunne lave dem. Mindre og smallere forestillinger ville komme til at fylde mindre i repertoiret, end de gjorde i dag. Og populære formater som musicals og familieforestillinger ville blive faste indslag i løbet af en sæson.

Vi kan ikke få alle danskere til at komme i Det Kongelige Teater hele tiden. Det har vi slet ikke plads til,” sagde han og udløste et par smil blandt tilhørerne.

Men,” fortsatte han, det er min drøm, at alle danskere bare en gang imellem skal kunne se sig selv i Det Kongelige Teater.”

Mens Kasper Holten turnerede teatret rundt med sit roadshow, arbejdede han på at formulere den endelige strategi.

Sammen med teatrets ledelse og en række andre medarbejdere på tværs af alle afdelinger af teatret forsøgte han at konkretisere de store, ambitiøse linjer ned i en realiserbar arkitektur, der skulle gøre det muligt for organisationen at vokse så kraftigt, som hans vision lagde op til.

Den skulle indeholde alt fra balancerede budgetter til en realistisk model for, hvordan en teatersæson sammensættes på fremtidens mere folkeligt orienterede kongelige teater. Hvor mange forestillinger skulle man spille, hvilke titler skulle det være, hvor mange billetter skulle de sælge, og hvad ville det kræve af teatret at gøre det?

Alle konklusioner skulle underbygges så grundigt som overhovedet muligt, alle teatrets områdeledere skulle tages i ed, og det hele skulle ske under et betragteligt tidspres. For i sidste ende afhang alt af, om Det Kongelige Teaters bestyrelse kunne godkende strategien.

Det ville blive afgjort, når Kasper Holten skulle præsentere den ved et bestyrelsesmøde i slutningen af november.

Da Kasper Holten begyndte på jobbet som teaterchef, var det hans mål, at han to dage om ugen skulle kunne nå at gå i tide til at hente sine børn. Det holder – endnu.

Bestyrelsesmødet lå stadig knap en måned ude i fremtiden, da Mimi drog sit sidste åndedrag i den sidste akt af La Bohème på premiereaftenen. Hendes elskede Rodolfo oplod røsten i sine afsluttende strofer ved de hænder, der aldrig skulle blive varme igen. Lyden af Rodolfos sorg var så stor, at den fyldte alt i Operaens store scenerum. Det eneste, der forstyrrede den, var en diskret, men vedholdende snøften fra den spinkle kvinde i småblomstret bluse i sædet ved siden af mig. Hun tog en kleenex fra tasken og tørrede sine kinder.

Så snart tæppet gik ned, forlod Kasper Holten salen. Sammen gik vi ind bag scenen og stillede os i kulissen sammen med sceneteknikerne, mens operasolisterne modtog publikums klapsalver.

Jeg har godt nok stået her mange gange, da jeg var operachef,” sagde Kasper Holten, nærmest til sig selv, før solisterne dukkede op, småhøje på premiere-energi. Holten ønskede dem tillykke, gav kram, kindkys og skulderklap.

Ja, vi får ingen kram,” sager en scenetekniker med påtaget skuffelse, der er forskel på folk.”
Arrrh, kom her,” sagde Kasper Holten, kom og få en krammer!” Han slog armene om både sceneteknikeren og en kollega i samme uniform af sort T-shirt og arbejdsbukser og væltede dem halvvejs omkuld i et fodboldspiller-gruppekram. Hov, nu skal vi passe på, det ikke bliver en MeToo-situation,” jokede han, mens folk omkring dem grinede. Sceneteknikeren smøg sig ud af krammet, en smule overvældet.

Bonusinfo. Kasper Holten var operachef på Det Kongelige Teater fra 2000 til 2011.

I Operahusets kantine var der efterfest for alle forestillingens medvirkende. På vej derop krydsede vi gennem foyeren, hvor operagæsterne var ved at tage frakkerne på. En stor mand med briller og blå blazerjakke fik øje på den nye teaterchef og nikkede til ham. God forestilling,” sagde han. Gode damer.”

Det er også noget, man kunne overveje,” sagde Kasper Holten, da vi et øjeblik senere stod i elevatoren. At der var noget personale, der kunne møde publikum efter forestillingen. Du kan selv se det, folk vil gerne snakke om det, de har oplevet.”

Hvordan skulle det fungere? Kasper Holten tænkte højt, mens vi nærmede os kantinen, hvor de lange borde var dækket op med kandelabre, fade med snacks og snorlige rækker af højstilkede glas.

Måske kunne det være de sangere, der ikke var på scenen den aften, der kunne stå bagefter og interagere på en eller anden måde,” sagde han og hilste på operachef John Fulljames, der stod alene og vippede lidt i det endnu mennesketomme lokale.

I det mindste burde vi have sådan en selfie-væg i foyeren, hvor publikum kunne tage et foto, måske med en af sangerne. Det er helt skørt, at vi ikke har det.”

Var det skørt? Mon ikke der også var en ret stor andel af de mennesker, der lige nu var ved at klæde sig på nede i garderoben, der ville synes, at det var skørt, hvis der var sådan en? At det ville være et knæfald for pop og tom underholdning. Ligesom mange af dem sikkert ville mene, at planerne om musicals på Det Kongelige Teater var?

Tror du ikke, at store dele af jeres kernepublikum vil synes, det er den helt forkerte retning at gå i?” spurgte jeg.

Måske, men hvis kernepublikummet dækkede alle vores udgifter, så kunne de få lov at bestemme det hele. Men nu er vi altså en tungt subsidieret statslig kulturinstitution, der er forpligtet til at tilbyde et meget bredt udsnit af den danske befolkning noget, som der er en chance for, de synes er relevant for dem,” svarede Kasper Holten med en snert af utålmodighed i stemmen. Han tog et glas fra bordet og vendte sig mod en gruppe af kapellets musikere for at takke dem for forestillingen.

Efter en halv time forlod han festen, tog elevatoren ned gennem Operahusets etager, satte sig ind i sin grå Mercedes og kørte hjem gennem et stjerneklart København.

Kasper Holten har glædet sig til at instruere ‘Amadeus’. Det er, siger han, “en fantastisk god historie, og vi har et fremragende cast”. Her instruerer han skuespiller Simon Bennebjerg (til venstre), der spiller rollen som Wolfgang Amadeus Mozart.

Et par dage senere sad jeg på Kasper Holtens kontor på Gamle Scene. Den tidlige eftermiddags skyer hang tungt og tæt over Kongens Nytorv, og der var dunkelt i kontoret, hvis interiør var en spøjs blanding af romantiske oliemalerier med masser af guld og krummelurer på rammerne, og kønsløst kontormøblement.

Vi talte om strategien. Den var stadig under udarbejdelse, og ligesom de fleste på teatret kendte jeg den ikke i detaljer. Men i løbet af vores samtaler havde jeg alligevel forstået, at nok ville der blive tale om en vækstplan. Men i bund og grund var det endnu en sparerunde.

Det er begyndt at gå op for folk rundtomkring i husene,” sagde Kasper Holten.

Han var mere afdæmpet, end han plejede at være. Faktisk virkede han for en gangs skyld en lille smule træt.

Jeg synes, der er ret god stemning om projektet. Der er en bred forståelse af, hvorfor vi gør det på den her måde, og en oprigtig glæde og begejstring ved tanken om at spille mere for flere,” sagde han.

Men det er klart, at når man skal lave mere aktivitet for de samme penge, så skal man på en eller anden måde presse citronen yderligere. Folk føler i høj grad, at de allerede har leveret i de seneste år med nedskæringer, og nu skal de så sættes yderligere under pres. Det er klart en intern tension.”

Der var også en anden – ydre – spænding, som Kasper Holten vidste kunne opstå, når omverdenen fandt ud af, at det Det Kongelige Teater lagde linjen om og var på vej ud i markedet med musicals og andre brede folkelige forestillinger for at sælge flere billetter. Tidligere havde musicalopsætninger på nationalscenen fået stærke stemmer i teatermiljøet som Det Ny Teaters direktør, Niels-Bo Valbro, til at fare ud med anklager om unfair konkurrence, og strategien kunne let skabe frygt blandt landets øvrige teaterscener og andre kommercielle aktører i oplevelsesbranchen. Ville Det Kongelige Teater nu komme med alle sine statskroner i ryggen og stjæle deres publikum?

Der er det mit håb, at jeg kan tale med miljøet,” sagde han. Jeg tror på, at vi kan nå det niveau, vi skal være på, uden at slå andre ihjel. Det er ikke det ene teater mod det andet, det er os alle sammen mod Netflix.”

Men musicals var et følsomt emne. Kasper Holten gjorde sig umage med at forklare, at planen ikke var at lave Disney-forestillinger og Kærlighed ved første hik. For det første satte de politiske rammer for teatret en grænse for, hvor kommerciel man måtte blive. For det andet ville det være den forkerte vej at gå for et kongeligt teater, der skulle finde sin identitet.

Hvis vi skal skabe legitimitet for os selv, så skal vi jo ikke lave det, de andre gør. Det, der ligger i planen, er, at vi svinger mere over mod den type forestillinger, der har en størrelse, som kun vi kan løfte. Med det udstyr for et skuespil, der kun er plads til på Gamle Scene, at spille de klassiske musicals med stort orkester, de ting, ingen andre i Danmark kan,” sagde han. Mod det … mere kongelige, om du vil.”

Skuespillerne Morten Hauch-Fausbøll, Michael Moritzen, Kristian Halken, Henrik Koefoed og Søren Sætter-Lassen er del af ensemblet til ‘Amadeus’. Det er tidligt i prøveforløbet, og manuskripter er stadig en nødvendig støtte.

Men der var mere på spil i den debat end konkurrencesituationen. For hvad med kunsten, spurgte jeg. Hvad med nationalscenens forpligtelse over for det smalle, det vilde og det svære, over for de eksperimenter, der ikke taler til det brede publikum, men som er nødvendige for at udvikle den ypperste, mest banebrydende scenekunst?

Kasper Holten nikkede, mens jeg formulerede min indvending. Han var klar over, at strategiens kursskifte mod en mere populær retning var en åben invitation til den public service-diskussion, som DR havnede på den helt forkerte side af med det i enhver forstand populære X Factor: Betyder public service, at du skal lave det smalle, som ingen kan få til at løbe rundt uden statsstøtte? Eller betyder det – helt modsat – at du skal lave det brede for de mange?

Til det er der er jo ikke noget rigtigt eller forkert svar,” sagde han med en stemme, der afslørede hvor varsomt han var forberedt på at måtte træde, når netop de spørgsmål på et tidspunkt ville begynde at regne ned over ham, både udefra og inde fra teatret. Der er kun en balance.”

Når vi vil have en bredere profil,” fortsatte han, så er det også nogle gange et fravalg af at være de mest cutting edge. Det betyder ikke, at vi ikke en gang imellem skal være det. Det er jeg helt tryg ved, at vi også kommer til, det sidder så dybt i alle de tre kunstneriske chefers dna, at det kan de ikke lade være med. Men der er ikke noget galt i at tvinge dem til også at huske, at nogle gange er vi også gøglere for Vorherre, og der er også noget ret sjovt ved at have propfyldte huse, hvor folk kommer i hobetal.”

Men,” sagde jeg, det, du siger, er, at der bliver færre ressourcer til de smalle, eksperimenterende forestillinger.”

Sådan er det,” svarede han. Når man har en besparelse på 800.000 kroner om måneden, og vi nu skal til at spille flere forestillinger herinde for de samme penge, så er vi nødt til at prioritere ressourcerne mere præcist.”

Udenfor var det begyndt at småregne. Kasper Holten kastede et blik på sin telefon. Dagens næste møde nærmede sig.

Jeg spurgte, hvordan han forventede, bestyrelsen ville modtage den færdige strategi. Hvad ville de slå ned på?

Jeg tror egentlig, dine spørgsmål repræsenterer det meget godt. Rykker vi for langt i retning af det populære, vil folk kunne holde til det, og vil huset kunne holde til det?” svarede han.

Der er nogle strukturelle greb i det her, hvor vi er inde at røre ved arvesølvet. Men det, jeg hele tiden prøver at italesætte, er: Hvad er alternativet? Hvis vi bliver skåret 20 millioner mere, så skal vi til at fyre folk, og jeg kan ikke se, hvor de mennesker er, vi kan undvære, jeg kan ikke se, hvad det er, vi skal lave mindre af. Hvis vi skal spille mindre, så ender vi med at tage livet af den her institution.”

Han lænede sig så langt tilbage, kontorstolen tillod, og lod hænderne hvile i skødet foran sig.

Er det hårdt arbejde?” spurgte jeg.

Ja,” sagde han.

De sidste to uger har været hårde. Der er ikke helt timer nok i døgnet. Jeg har så travlt, at jeg lidt mister overblikket. Jeg har som menneske en trang til at få styr på ting, så jeg kan sætte hak ved det og rykke videre. Jeg skal klart lære at leve i og leve med, at i det her job kan tingene hele tiden forskyde sig. Jeg skal kæmpe med at trives i den stresstilstand, det er, og prøve at tænke, at det er positivt, at det er så foranderligt. Og prøve at nyde det.”

Der var tre uger til bestyrelsesmødet.

FOKUSInstruktørarbejdet fylder godt i Kasper Holtens i forvejen travle dage, men det er det værd. “Jeg elsker at være i prøvesalen. Jeg glemmer alt omkring mig, når jeg går derind,” siger han.

I alle de tre bygninger, der udgør Det Kongelige Teater, er der et særligt højttalersystem i den del af huset, hvor der ikke kommer publikum. Dets funktion er at varsle om, hvad der skal til at ske på husets scener, så alle involverede kan smide, hvad de står med, og indfinde sig på rette tid og sted. Teatrets medarbejdere er vant til beskederne, der strømmer ud med jævne mellemrum. Medmindre det angår dem, reagerer de ikke, når en stemme fra væggen siger, at nu er der fem minutter til prøve på Carmen, så alle balletdansere bedes være klar og iført kostumer på Store Scene. Hvis man derimod ikke har sin daglige gang på Det Kongelige Teater, kan det godt freake en ret meget ud.

Onsdag den 21. november, klokken halv 12 om formiddagen, var det forestillingen Kongens Fald, som beskederne i Skuespilhusets højttalere handlede om. Det var også den, rigtig meget af Kasper Holtens tid var gået med den seneste uge. Et kaotisk og dramatisk prøveforløb havde krævet hans tilstedeværelse ved prøverne, hvor forestillingens instruktør, catalonieren Carlus Padrissa, havde presset teatrets skuespillere og sceneteknikere til grænsen – og lidt ud over.

Nu var man kommet igennem krisen, forestillingen havde haft premiere, billetsalget gik strygende, og højttaleranlægget kunne i ro og mag sende sine beskeder om dagens skoleforestilling ud i bygningens halvtomme gange.

Kasper Holten sad på sit kontor. Et enormt lokale med glasvægge, et gigantisk konferencebord og et portræt af skuespilleren Poul Reumert på væggen. Krisehåndteringen af Kongens Fald havde været nødvendig, men det havde også, med hans egne ord, gjort de seneste dage ret hektiske”. Blandt andet fordi han også netop var begyndt på prøverne på Amadeus, den stort opsatte forestilling, han selv var instruktør på. Og så var der lige én ting mere:

Om en time skulle han fremlægge strategiplanen. Det Kongelige Teaters bestyrelse skulle tage stilling til, om de kunne godkende den som fremtidens retning for Det Kongelige Teater. Han var vågnet ret tidligt den morgen, tidligere end han plejede.

Lige nu var han i telefonkø. Til sin læge.

Du er nummer seks i køen. Tak for din tålmodighed,” sagde den automatiserede kvindestemme.

Det er jo sindssygt.” Kasper Holten sukkede, satte telefonen på medhør og åbnede sin MacBook for at skrive mails i ventetiden.

Kasper Holten havde forhøjet kolesteroltal. Bare lidt,” sagde han. Ikke noget kritisk. Men hans pensionsselskab krævede prøver, lægeerklæringer og underskrifter, så nu ventede han bag fem andre i køen til lægerne i Bartholinsgade.

Siden han mødte på arbejde denne morgen, havde han holdt fem møder. Et om kapelkoncerter i fremtiden, et om kommunikationsarbejdet for den kommende opera Drot og Marsk, et for alle teatrets scenetekniske ledere, et med teatrets kommunikationsdirektør om løst og fast og et ultrakort møde om lyden på Amadeus. Han skulle nå et til, med sine nærmeste medarbejdere i direktionen, inden teatrets andre afdelingschefer og Det Kongelige Teaters bestyrelse indfandt sig til det afgørende bestyrelsesmøde.

På det store mødebord midt i kontoret var en medarbejder fra Skuespilhusets kantine ved at dække op til frokost for 16 personer. Bestyrelsesmøderne på Det Kongelige Teater begyndte altid med en bid mad. Mens hun satte tallerkner med laksesalat og små brætter med ost på bordet, fik Kasper Holten hul igennem til lægen. Kort efter ankom hans to underdirektører til formiddagens sjette møde.

Nå, Marie, nu smider jeg dig ud,” sagde Kasper Holten. Han virkede veloplagt. Jeg finder dig, når vi er færdige,” sagde han og fulgte mig ud af kontoret. Jeg stillede mig i hjørnet for enden af gangen og ventede.

Kort tid efter begyndte bestyrelsesmødets deltagere at ankomme. Bestyrelsesformand Lisbeth Knudsen var blandt de første. Det samme var teatrets forestillingsleder Martin V. Korshagen, den ene af bestyrelsens to medarbejdervalgte medlemmer, hvis stemmer i sin tid blev afgørende for, at det blev Holten, og ikke hans modkandidat Søren Pind, der fik jobbet som chef for Det Kongelige Teater.

Skuespilchef Morten Kirkskov fik et kram af balletmester Nikolaj Hübbe, før de gik ind. Så kom skuespiller og bestyrelsesmedlem Waage Sandøe, høj og rank i en lys trenchcoat, og advokaterne Anders Hjulmand og Mette Klingsten Peytz – han i en kørestol, og hun med bredskygget hat og langskaftede læderstøvler. Én for én krydsede de gangen og gik ind ad døren til Kasper Holtens kontor.

Lyden af stemmer, der strømmede ud af døråbningen, voksede, og begyndte at blande sig med klirren fra tallerkner og bestik. Jeg forlod mit hjørne og kiggede hurtigt ind.

Al pladsen omkring det uendeligt lange bord var fyldt ud. 16 mennesker sad skulder ved skulder, to massive flanker af ansigter med høje pander og velfriseret hår. For enden af bordet, i det fjerneste hjørne, i hvid skjorte og uden slips, sad Kasper Holten. I det øjeblik talte han ikke med nogen.

Så lød der en stemme fra et sted i væggen. Store Scene: Kongens Fald. Godmorgen, alle sammen, og velkommen, vi starter forestillingen om fem minutter, så vær søde at gå til scenen alle sammen.”

Døren blev lukket.

OVERBLIK‘Amadeus’ er en stor produktion, der forener alle teatrets tre kunstarter på Gamle Scene. Det er forestillinger som den, der skal tegne Det Kongelige Teater fremover, ifølge Kasper Holtens strategi.

Fire en halv time senere var bestyrelsesmødet slut. Kasper Holten satte sig på en stol over for mig i Skuespilhusets kantine.

Det gik godt,” sagde han. De klappede.”

Bestyrelsen havde godkendt strategien. Han var glad. Selv om han ikke havde regnet med, at strategien ligefrem ville blive underkendt, var det tydeligt, at han var lettet.

De havde selvfølgelig spørgsmål. Og en vis bekymring over, om vi faktisk kan gøre det. 33 procents vækst på vores tre store scener og uden flere penge – det er meget, det er ambitiøst. Men jeg kunne mærke, de havde respekt for … ja, for mig, men også for det arbejde, der ligger bag det her, og for den vilje til forandring, de her greb er udtryk for.”

Dét var dét. Og nu begyndte så fremtiden. Den fremtid, som bestyrelsen netop havde beseglet, og som Kasper Holten og hans medarbejdere skulle føre ud i virkeligheden. Det Kongelige Teater skulle vokse. Flere danskere – hundredtusindvis – skulle i de kommende år løse billet til forestillingerne, som skulle være flere, større, skarpere og bredere. Teatret skulle skabe en ny, meningsfuld identitet for sig selv og overbevise det danske samfund om, at Det Kongelige Teater stadig var værd at bruge tid og penge på. De mennesker, der skulle få det til at ske, var en stab, der allerede følte, at de løb så hurtigt, de kunne. Og en teaterdirektør, der hele tiden, hver dag, skulle kæmpe for at tøjle sin iboende trang til at se tingene gennemført. Hellere i dag end i morgen.

Det var, på alle måder, en stor opgave. Intet af det ville blive let, og Kasper Holten vidste det.

Men jeg tror nu alligevel, vi åbner en flaske champagne derhjemme i aften,” sagde han.

Så tog han sin frakke på, hankede op i computertasken og forsvandt ned mod elevatoren, mens han fløjtede. Melodien, som stadig gav genklang i gangene, efter han var ude af syne, var ouverturen til Carmen.

Dette var andet kapitel i Zetlands fortælling om Kasper Holtens første år som direktør for Det Kongelige Teater. Det første kapitel blev udgivet i september måned. Tredje og fjerde kapitel udgives i løbet af 2019.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: