Vi må se i øjnene, at Europas fremtid afhænger af Afrikas udvikling. Nu gør EU noget ved det

Foto: Siegfried Modola / Reuters/Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

12:13

Ursula von der Leyen havde kun været formand for Europa-Kommissionen i en uge, da hun i december sidste år rejste på sin første udlandstur. Den kunne være gået til Washington, Moskva eller Beijing, men det gjorde den ikke. Den gik til Addis Ababa, Etiopiens hovedstad og hovedsæde for Den Afrikanske Union, EUs afrikanske pendant. Destinationen vakte opsigt. Med von der Leyen i Addis Ababa, lød det fra iagttagere af både europæisk og afrikansk politik, sendte EU et signal om en øget prioritering af Afrika. Nu, her ti måneder senere, kan vi se, at der var noget om snakken.

I Europa har vi ellers en tendens til at kigge til siderne. Hvordan er vores forhold til USA? Hvad med Rusland eller Kina? Men når Ursula von der Leyen og hendes Europa-Kommission forsøger at overskue den fremtidige verdensorden, fokuserer de i høj grad på Afrika. I marts, lige inden coronavirusset slugte alle andre dagsordener, udsendte EU et oplæg til en ny Afrika-strategi, og den 1. september tiltrådte den kvinde, der som unionens ambassadør for Den Afrikanske Union skal være en af hovedarkitekterne bag. Birgitte Markussen hedder hun, og hun er såmænd fra Søborg med en fortid som både dansk ambassadør i Burkina Faso og chef for Afrika-kontoret i Udenrigsministeriet i København.

Jeg tror, jeg sad i mit første møde bare en time efter, jeg var landet med flyet. Den nuværende Europa-Kommission, som jeg er sendt af sted for at repræsentere, har et større Afrika-fokus end nogen tidligere,” fortæller Markussen på en forbindelse fra den etiopiske hovedstad, som hun selv kalder Afrikas Bruxelles”.

Årsagen til, at Europa-Kommissionen kigger mod Afrika, er ikke hvilken som helst. Mange af de problemer, EU kæmper med i disse år – migranter og flygtninge, terrortrussel, klimaforandringer, en international orden i opbrud – har, i en eller anden udstrækning, med Afrika at gøre, og i flere tilfælde udspiller de sig ligefrem netop her. Stort set samtlige af de visioner, EU har for verden, involverer i en eller anden forstand Afrika,” som Birgitte Markussen selv siger det.

Problemet for EUs udenrigstjeneste er bare, at vi europæere ikke er de eneste, der øjner muligheder i Afrika. Det gør også alle de, man kunne kalde vores konkurrenter på den globale scene.

Europa-Kommissionens orientering mod syd dækker først og fremmest over en erkendelse af, at Afrika og Europa er dybt afhængige af hinanden. Vi ligger tæt – der er kun 14 kilometer over Gibraltarstrædet mellem Marokko og Spanien – og det betyder, at det, der sker i Afrika i dag, mærkes i Europa i morgen – og omvendt. Josep Borrell, EUs spanske udenrigschef, har formuleret det sådan her: En del af EUs fremtid er på spil i Afrika. For at håndtere vores fælles udfordringer har vi brug for et stærkt Afrika, og Afrika har brug for et stærkt Europa.”

Dén indsigt er næppe ny, men den fremstår mere vedkommende end længe. Muammar Gaddafis fald i Libyen og den efterfølgende borgerkrig, der snart kører på tiende år, har banet vejen for flygtninge og migranter. Eskalationer af væbnede konflikter i blandt andet Sahel-regionen, landene omkring Tchad-søen, Somalia, Sudan, Mozambique og Den Demokratiske Republik Congo har destabiliseret regeringer og sønderlemmet økonomier. Oveni kommer klimaudfordringen, der har vokset sig fra stor til monumental, og som i Afrika står til at få uoverskuelige konsekvenser, for eksempel i Zimbabwe, hvis tørkeperioder allerede nu er kraftigt forværret af klimaforandringerne.

Der er tale om transkontinentale anliggender. Klimaregnskabet er per definition globalt. Der kan udledes ét sted, måske Aalborg, og temperaturen kan stige et andet, lad os sige Zambias hovedstad Lusaka. Eller den anden vej: Den afrikanske befolkningstilvækst kan blive så massiv, for eksempel i Nigerias største by Lagos, der allerede i 2050 ventes at have fordoblet sit nuværende indbyggertal på små 18 millioner, at presset på klodens samlede ressourcer bliver ubærligt. Flygtninge- og migrationsstrømmene kan heller ikke afgrænses. De splitter politiske systemer og sociale fællesskaber på tværs af land og hav. Det, der i eksempelvis Mali er en kritisk affolkning, som forringer landets chance for at genfinde fodfæstet, når skudsalverne har lagt sig, og ved Middelhavets kyster skaber kaostilstande i interimistiske lejre, konfronterer de europæiske regeringskontorer med EUs humanistiske idealer. Noget lignende gælder Afrikas væbnede konflikter. De driver netop flygtninge- og migrationsstrømmene, og så nærer de i mange tilfælde akkurat den militante islamisme, der i løbet af det 21. århundrede har vist sig som Europas velsagtens største sikkerhedstrussel. Aktuelt i blandt andet Mozambique og Sahel-regionen, hvor Islamisk Stat-affilierede oprørere siges at være på fremfærd.

Det er den slags, som gør, at EUs samarbejde med Afrika måske er vigtigere end nogensinde. Det handler i sidste ende om Europas egen sammenhængskraft. Det hele er dog, som alt muligt andet storpolitik, nemmere sagt end gjort. Unionens nye Afrika-strategi er endnu i en tidlig fase – “jeg er her ikke for at præsentere en forkromet plan for Afrika. Jeg er her først og fremmest for at lytte”, som Ursula von der Leyen sagde i Addis Ababa – og de første udfordringer har allerede meldt sig.

DIPLOMATIBirgitte Markussen i samtale med daværende udenrigsminister Kristian Jensen (V) i Mali i 2016. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen, Ritzau Scanpix

Det er ikke sådan, at EU og Afrika på nuværende tidspunkt slet ikke har et officielt samarbejde. Det har de i kraft af den såkaldte Cotonou-aftale. I den er de overordnede rammer for EUs forbindelser med de afrikanske lande samt østaterne i Vestindien og Stillehavet fastlagt. Dertil kommer forskellige mindre og mere specifikke aftaler, pagter og fællesskaber. Som for eksempel Valletta-erklæringen, der i 2015 forpligtede mere end 60 europæiske og afrikanske regeringschefer på at koordinere deres flygtninge- og migrationsindsats.

Hverken Afrika eller Europa har andre kontinenter, som de har så tæt et samarbejde med. Vi har ikke bare en fælles historie, vi har også en masse fælles politiske positioner,” siger Birgitte Markussen. Ikke desto mindre fremstår det brede rammeværk, alle afrikansk-europæiske udvekslinger lige nu retter sig efter – Cotonou-aftalen – noget utidssvarende. Den blev vedtaget i 2000 og står til at udløbe inden årets udgang. Det 18 sider lange oplæg til et nyt samarbejde med de afrikanske lande, Europa-Kommissionen fremlagde i marts, er altså tænkt som en modernisering af de 20 år gamle papirer.

Det er dog vigtigt at holde fast i, at der kun var tale om et udspil, ikke en køreklar Afrika-strategi. Det vil sige, at indholdet er ret … vagt. Helt konkret har EU formuleret fem prioriteter og ti handlinger, som unionen vil basere deres fremtidige Afrika-politik på. De fem prioriteter – eller partnerskaber, som Birgitte Markussen selv kalder dem – lyder: grøn omstilling, digitalisering, vækst og arbejdspladser, fred og sikkerhed samt migration og mobilitet. De ti handlinger lægger sig i deres forlængelse og lover for eksempel at sikre civilsamfundenes en større rolle i humanitære, fredsskabende og militære interventioner på alle niveauer i krisetider”.

Birgitte Markussen fremhæver fokusset på vækst og arbejdspladser. Siden 2018 har 54 ud af Den Afrikanske Unions 55 medlemslande underskrevet den historiske frihandelsaftale African Continental Free Trade Area (AfCFTA). Den endelige implementering lader vente på sig og er netop blevet udskudt, men der er udsigt til en sand transformation af Afrikas økonomi. Lige nu handler mange afrikanske lande forsvindende lidt med hinanden, men det skal den nye, kontinentale frihandelszone gøre op med. Ved at fjerne told- og grænseafgifter på 90 procent af alle varer, som en af aftalens delmål foreskriver, vurderer FNs økonomiske kommission for Afrika, at den interkontinentale handel i 2022 vil være øget med hele 52,3 procent i forhold til 2010-niveauet.

Aftalen, også selv om den endnu ikke er rullet fuldt ud, er en af Den Afrikanske Unions største succeser. Vi i EU har støttet dem hele vejen og været en inspiration med vores eget indre marked. Det er et godt eksempel på, hvad vi fremover vil prioritere,” siger Birgitte Markussen.“Afrikas største handelspartner, så alt, der styrker de afrikanske økonomier, er vi selvfølgelig interesseret i at hjælpe på vej.”

Mens de europæiske og afrikanske politikere i det store hele er enige om AfCFTA-aftalen, er især flygtninge- og migrationsspørgsmålet anderledes ømt. Den Afrikanske Union vil gerne have EU-landene til at forpligte sig på en håndtering af de afrikanske flygtninge og migranter, der er i Europa, men det har for eksempel Ungarn modsat sig. De vil gerne skrive flygtninge og migranter helt ud af strategipapirerne. Omvendt ønsker EU at få Den Afrikanske Unions medlemmer til at tage et større ansvar for afviste asylansøgere, der står til at skulle vende retur til deres hjemlande.

Spørgsmålet er dog, hvor meget de handelspolitiske og migrationspolitiske anstrengelser nytter, hvis ikke EU og Den Afrikanske Union får styr på sikkerhedspolitikken. Langvarige væbnede konflikter æder af det økonomiske, sociale og politiske overskud, og det giver kun de langtidsholdbare løsninger længere udsigter. Den konklusion lader Den Afrikanske Union i hvert fald til at være nået til. Deres hovedfokus for 2020 er et program, de har døbt Silencing the Guns. Ifølge tal fra Uppsala Conflict Data Program var der således 21 aktive borgerkrigslignende konflikter i Afrika i 2018. Det var det højeste antal siden 1946 – altså under kolonialismen – og ikke nok med det: Krigene er blevet mere og mere komplekse. Nu har de deltagelse fra en længere række af forskellige lokale, nationale, regionale og internationale aktører. Så længe det – eller noget lignende er tilfældet – så har det afrikansk-europæisk parløb i retningen af en grønnere, friere og rigere verden svære vilkår.

Især siden årtusindeskiftet har Den Afrikanske Union været defineret af et mantra om, at der skal findes afrikanske løsninger på afrikanske problemer”. Birgitte Markussen understreger da også, at det for EU især handler om at støtte afrikansk-ledede initiativer. Hvis de løsninger, vi nu engang finder i fællesskab med vores afrikanske partnere, skal være bæredygtige, så må de forankres i de systemer, der er på plads i de pågældende lande”, siger hun.

EUs Afrika-politik er imidlertid ikke værdineutral: Det er vigtigt for os at sikre demokratisk regeringsførelse og håndhævelse af menneskerettigheder. Det ligger som en rygrad i al vores udenrigspolitik, og sådan skal det være. Vi skal udmærke os ved at stå fast på netop det værdisæt”, fortsætter EU-ambassadøren.

Om EU kan lykkes med det, afhænger ikke alene af deres egen gennemslagskraft. Det handler også om, hvad andre magter foretager sig. I de seneste år, ikke mindst i ly af USAs vigende internationale tilstedeværelse, er det lykkedes især Rusland og Kina, men også et land som Tyrkiet at vinde frem i Afrika. I disse år udsættes afrikanske parlamenter, virksomheder, territorier, råstoffer og infrastruktursprojekter for diverse offensive og til tider direkte EU-fjendtlige udenrigspolitikker.

I Angola, hvor kineserne har positioneret sig som landets primære donor. I Den Centralafrikanske Republik, hvor russiske lejesoldater med tætte bånd til Kreml har blandet sig i landets ubønhørlige borgerkrig. I Somalia, hvor tyrkerne har vist interesse i landets oliereserver.

Altså: hvis ikke EU formår at øve sin indflydelse i Afrika, så gør unionens konkurrenter.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: