Kom med til den vigtigste krig, du aldrig har hørt om.

Europa er i gang med at rykke sin yderste grænse til en steppe syd for Sahara

Foto: Finbarr Oreilly, Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Når man rejser ned gennem Sahara-ørkenen, er det som at krydse et farvand. Sådan er det nu, og sådan var det i 1200-tallet, da de arabiske erobringskaravaner bevægede sig hen over de bølgende sandbanker for at nå det, vi i dag kender som Sahel-regionen. Fremme dér, med et hav af sand i ryggen og en steppe for fødderne, var det som endelig at komme til en ny kyst. Det er simpelthen det, Sahel betyder på arabisk: kyst.

De af erobringskaravanerne, der rejste ned gennem Saharas vestlige halvdel og fortsatte i samme kurs ved ankomsten til Sahel, nåede på et tidspunkt byen Bamako. Her blev der handlet med elfenben og kolanødder og diskuteret tidlig islamisk filosofi. Bamako var et af tidens regionale samlingspunkter. Det er det også i dag, små 1.000 år senere. Det er hovedstaden i Mali, et af Sahel-regionens mest indflydelsesrige lande, og, med et indbyggertal på knap et par millioner, en af verdens hurtigst voksende byer. Midt i den sidder danske Kenneth Albret.

Regntiden er på vej, så byen er mere grøn, end den plejer at være. Normalt er Bamako en meget støvet og tør by,” fortæller han i telefonen.

Normalt arbejder Kenneth Albret fra den danske ambassade eller sit kontor på øen Cité du Niger i det østlige Bamako. Men lige nu må han, som så mange andre, nøjes med hjemmekontoret. Malis hovedstad er også virusramt.

Under coronakrisen har den maliske regering selvfølgelig gjort en masse for at sikre social distancering og bedre hygiejne. De har også opfordret til så meget hjemmearbejde som muligt, så p.t. sidder jeg hjemme og foretager mit arbejde.”, fortæller han.

Kenneth Albret er Danmarks forsvarsattaché i Mali. Det vil sige, at han er den officielle repræsentant for det danske forsvar i landet. Tidligere har han har været udsendt i det meste af verden: Østeuropa, Østafrika og Mellemøsten.

Lige nu deltager han i en krig, som vi ikke rigtig hører eller taler om, men som faktisk står højt på både Danmarks og EUs sikkerhedspolitiske agenda. Mali og dets Sahel-nabolande, Niger, Mauretanien, Tchad og Burkina Faso, er nemlig nedsunket i en voldelig konflikt mellem regeringsstyrker og jihadistiske terrorbevægelser. Stridighederne er på deres ottende år, de har sendt over fire millioner mennesker på flugt, og flere vil efter alt at dømme følge. Helt konkret har Kenneth Albret ansvaret for at yde militær rådgivning og støtte til Danmarks freds- og stabiliseringsprogram i Sahel samt koordinere og vejlede cirka 150 soldater, 2 helikoptere og 1 transportfly, der er er fordelt ud over både fransk- og FN-ledede operationer.

Min interesse for Sahel blev vakt i 2014, da jeg ankom til Niger. Det er et område, som ikke så mange kender til. Det er nok i høj grad, fordi det hovedsageligt er fransktalende lande, men jeg interesserer mig meget for fransk historie og den franske indflydelse på verden,” siger han.

Dykker man ned i Sahel-konflikten, kan det være svært at forstå, hvorfor vi ikke er mere optaget af den. Én ting er, at der er danske soldater af sted. Noget andet er, at konflikten viser noget ganske afgørende om, hvordan Europa passer på sig selv, og hvilken rolle kontinentet spiller i verden. For mens vi måske normalt forestiller os, at Europas grænse først begynder ved den italienske eller græske kyst, så viser historien om krigen i Sahel, at det politiske Europa ikke er begrænset af det geografiske Europa. Sahel er, med andre ord, ikke kun den overgang fra ørken til steppe, som 1200-tallets arabiske erobringskaravner oplevede, det er på sin vis også overgangen fra Afrika til Europa.

Historien om Kenneth Albrets udstationering i Mali og den regionale krig, han er en del af, viser et Europa, der ikke bare snakker sikkerhedspolitik, men vitterligt eksekverer sikkerhedspolitik. Et Europa, der gør noget. Men de seneste par års udvikling i Sahel viser også, hvordan den europæiske ambition om at forhindre terrorvirksomhed og bremse migration har en lokal slagside, der betyder, at Sahel, selv efter et lille årtis krise, ikke har noget, der minder om varig fred, i sigte.

DANSKEn dansk soldat i kamp for den fransk-ledede Operation Barkhane. Her i luften over det stærkt militariserede område Liptako-Gourma Foto: Finbarr Oreilly, Ritzau Scanpix

I 2012 begyndte der at sprede sig voldelige oprørstendenser fra det nordlige Afrika og sydvestover. Diktatoren Muammar Gaddafi var netop blevet afsat i Libyen, og fra Tripoli, landets hovedstad, bevægede opstanden sig for eksempel til Mali. Tuareg-folket i den nordlige del af landet gjorde oprør over i årtier at være blevet marginaliseret af centralmagten i Bamako, og da 2012 blev til 2013, og konflikten altså kun var få måneder gammel, havde oprørerne erobret et område på størrelse med Storbritannien. På opfordring fra den maliske regering intervenerede den franske hær, men snart spredte urolighederne sig til nabolandene, og især siden efteråret 2014, da Burkina Fasos præsident Blaise Compaoré blev væltet, har den regionale krise været fuldtonet.

I dag består Europas tilstedeværelse i Sahel af et kludetæppe af indsatser. Der er den franskledede Operation Barkhane, der i alt tæller 5.100 soldater, og som 70 danske udsendinge bidrager til. Og så er der hele tre forskellige EU-ledede initiativer, en diplomatisk delegation og to krisestyringsmissioner, en civil og en militær. Begge slutter sig til FNs MINUSMA-bidrag, som på ottende år samler 56 nationer og mere end 13.000 udsendte i et omfattende stabiliseringsarbejde. Enhederne har hvert sit mandat og operationelle arbejdsgange, men de har de samme overordnede mål: at bekæmpe islamistisk terror og forhindre, at kaosset og migrationsstrømmene spreder sig – vestpå til lande som Senegal og Gambia, sydpå til Nigeria, Afrikas folkerigeste nation, og ikke mindst nordpå, over Maghreb-landene, til Europa.

Ser man krigen i Sahel fra europæisk vinkel, er der en helt klar geopolitisk vision om at rykke EUs grænser ned til regionen,” siger Signe Marie Cold-Ravnkilde, postdoc på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor hun forsker i Sahel-landene. I fagsprog snakker man om, at EU eksternaliserer sine grænser.” Lignende analyse laver Andrew Yaw Tchie, senior fellow med speciale i Sahel ved den britiske tænketank Royal United Services Institute (RUSI): Man kan diskutere, hvordan den stemmer overens med virkeligheden, men den dominerende fortælling om den internationale tilstedeværelse i Sahel går primært på migrationsspørgsmålet,” siger han.

På den måde er Sahel-krisen udtryk for, at Europas magt gør sig gældende langt uden for det, vi vanligvis ville sige var kontinentets grænser. Europas indflydelse forgrener sig et godt stykke ned i Afrika, hvor udviklingen i Sahel får stadig større opmærksomhed. Fra Bruxelles, hvor EUs udenrigschef, Josep Borrell, den 28. april annoncerede, at unionen tilfører yderligere 194 millioner euro til Sahel-indsatsen. Fra den gamle kolonimagt i Sahel, Frankrig, hvor præsident Emmanuel Macron flere gange har udvidet Operation Barkhane, senest i vinter, hvor han sendte yderligere 600 mand i kamp. Og altså også fra Danmark, hvis engagement blev understreget i slutningen af marts, da vi tilsluttede os den nyetablerede Task Force Takuba, der inden for de administrative rammer af Operation Barkhane skal bekæmpe terrorbevægelser i Liptako-Gourma, et stærkt militariseret tre-grænseområde, der strækker sig over det sydlige Mali, det nordlige Burkina Faso og det vestlige Niger.

BAMAKODet store fredsmonument i centrum af Malis hovedstad Bamako, hvor Kenneth Albret er udstationeret som militærrådgiver og Danmarks forsvarsattaché Foto: Sebastien Rieussec, AFP/Ritzau Scanpix

Situationen i Sahel er kompleks som få andre. Den indeholder, som Signe Marie Cold-Ravnkilde fra DIIS formulerer det, alle det 21. århundredes store krisepotentialer- og dynamikker”: islamistisk terror, migration, internationale interesser, klimaforandringer – og nu også en pandemi. Alt dette spreder sig tilmed over fem lande, det ene større end det andet, det ene mere skrøbeligt end det andet, det ene mere kriseramt end det andet. Ifølge FN-tal er antallet af angreb i Mali, Burkina Faso og Niger således blevet femdoblet siden 2016.

Det er tal, der stemmer overens med, hvad Kenneth Albret oplever og hører i Mali:

Terrorbevægelser som al-Qaeda og Islamisk Stat, der er blevet mere og mere aktive i regionen, nyder godt af staternes skrøbelighed, så der er helt klart sket en radikalisering af konflikten. Vi hører det fra lokale ledere og internt fordrevne, der fortæller om en stigning i angreb og mere offensive forsøg på at hverve nye folk,” siger han.

Mens Frankrigs Operation Barkhane først og sidst er en antiterror-operation, der koncentrerer sig om at nedkæmpe specifikke væbnede trusler, er EUs indsatser af en anden karakter. EUCAP Sahel Mali, den civile krisestyringsmission, bistår og rådgiver reformer af den nationale sikkerhedssektor i Mali, bidrager med opbygning af grænsekontrol og støtter bekæmpelsen af organiseret kriminalitet. EUTM Mali, den militære krisestyringsmission, træner G5 Sahel-tropperne, der er en samling af 5.000 regeringssoldater fra Mali, Burkina Faso, Mauretanien, Niger og Tchad. Når man snakker om, at EU har rykket sine grænser ned syd for Sahara, skal det altså ikke forstås sådan, at der vitterligt bliver hejst EU-flag på grænseposter.

Med alle mulige forskellige tiltag – for eksempel biometri – forsøger man at få stater i Afrika til at udføre den grænsekontrol, som man ikke selv kan varetage i Europa,” forklarer Signe Marie Cold-Ravnkilde fra DIIS. Det hele baserer sig på en forestilling om, at migration er en potentiel bombe under et sammenhængende Europa.” Indsatsen har, som EUs repræsentant i Sahel, spanske Angel Losada, fremhæver, skabt store ændringer i blandt andet ørkenbyen Agadez i Niger. Den var tidligere et knudepunkt for irregulær migration, men det EU-støttede arbejde for at bekæmpe menneskehandel og migrantsmugling har givet et stort fald i antallet af gennemrejsende.

Samme Angel Losada har også sagt, at Europas sikkerhed afhænger af Sahels sikkerhed”. Bruxelles’ engagement i regionen er, sagt på en anden måde, ikke bare vigtigt for udviklingen i det nordvestlige Afrika, men for Europa selv. Det er ikke bare vigtigt, men nødvendigt. Sådan viser Europa sig som en vigtig global sikkerhedspolitisk aktør, der tager sagen i egen hånd. Men som vi har set i lande som Irak og Afghanistan, er det mildt sagt ikke en entydig positiv ting, at globale magter intervenerer. Efter mere end syv års blodsudgydelser i Sahel breder der sig således en erkendelse af, at den internationale tilstedeværelse på flere punkter er ganske problematisk.

Som forsvarsattaché i Mali er Kenneth Albrets opgaver todelte. Han er militærrådgiver for den danske Freds- og Stabiliseringsfonds Sahel-program, hvilket vil sige, at han stort set dagligt er i kontakt med danske og udenlandske ambassader, diverse repræsentationer i Sahel samt både Forsvarsministeriet og Forsvarskommandoen i Danmark. Med dem drøfter han, hvordan det danske Sahel-budget gør størst mulig operationel gavn. Dertil kommer kontakten til de udsendte militære bidrag. De skal orienteres om, hvad der foregår på de bredere linjer og, når det er nødvendigt, modtage sparring på større operative spørgsmål.

Aktuelt har der været travlt med en del rotation af vores bidrag i forbindelse med coronakrisen. På det seneste har jeg også været meget i kontakt med både Forsvarskommandoen og Forsvarsministeriet om forlængelsen af vores transportfly-bidrag til FNs MINUSMA-mission, der nu gælder til den 15. juli,” siger han.

Det er svært at sætte spørgsmålstegn ved den slags sikkerhedsarbejde, som Kenneth Albret er med til at udføre. Som Signe Marie Cold-Ravnkilde fra DIIS siger: For de udsatte lokalbefolkninger er der jo et helt konkret behov for beskyttelse. Især i Mali kan vi læse om intensiverede massakrer og dødelige angreb på sikkerhedsstyrkerne.” Generelt har hun dog ikke særlig stor tillid til de internationale indsatser i Sahel. I hvert fald, siger hun, er virkeligheden noget mere sammensat end det indtryk, man kan få af den måde, Europas politikere præsenterer situationen i Sahel på. De taler om, at ureguleret migration på kryds og tværs af grænser er et ubetinget onde: Det billede går bare ikke igen hos staterne i Sahel og slet ikke hos de lokale,” forklarer hun. Andrew Yaw Tchie fra RUSI er enig. Det er nu engang sådan, at der er langt flere, der migrerer internt i Afrika, end der er folk, der migrerer til Europa,” pointerer han.

I det hele taget hersker der udbredt kritik af den udenlandske tilstedeværelse i Sahel. Krisen er gået ind i sit ottende år, og der er ikke tegn på en afmilitarisering. Snarere tværtimod. Det er lykkedes Frankrigs Operation Barkhane at lægge låg på nogle af de grupper i det nordlige Mali, der antændte konflikten i første omgang, men på tværs af regionen er der blot dukket nye og endnu mere radikaliserede op. Samtidig er der tendenser til, at de militære og civile interventioner ikke bare er ineffektive, men i visse tilfælde direkte kontraproduktive.

EU bruger mange kræfter på at træne G5 Sahel-styrkerne, så ligesom Frankrigs Operation Barkhane bidrager de til en øget militarisering af konflikten. Det er derfor, jeg mener, at der er behov for at gentænke den internationale indsats i regionen,” siger Andrew Tchie fra RUSI. Signe Marie Cold-Ravnkilde tilslutter sig. Hun vender retur til migrationsspørgsmålet:

Den frie mobilitet, som vi har været med til at kriminalisere, er en fuldstændig integreret del af livet i Sahel-landene. Når man kapper migrationsforbindelserne, kapper man også en stor del af landenes BNP,” forklarer hun. I Mali udgør diasporaen ikke bare en central del af den politiske elite, den bidrager også mere til økonomien end den samlede mængde af udviklingsbistand. Mange er afhængige af, at familiemedlemmer og venner, der har skabt sig et liv i Europa, sender penge hjem. Fjerner man den mulighed, fjerner man livsgrundlaget for mange mennesker, og det destabiliserer kun situationen.”

Fra Bamako bakker Kenneth Albret den udlægning op. De grænser, der betyder så meget for EU, betyder knap så meget for Sahel-landene. Han minder om, at Afrika-kortets demarkationslinjer blev trukket i kolonial tid med intet andet end vestlige interesser for øje. Det vil sige, at befolkningerne i grænseområderne i vid udstrækning deler sprog, kultur og religion. Om passet er fra Niger eller Mali, er ikke så vigtigt. Ofte er det simpelthen de samme, der er på den anden side:

I forsvarsattachéens øjne er der derfor stærkt behov for en dialog om grænsernes natur i Sahel.

Det internationale samfund promoverer dem, men vi ved, at der er befolkningsgrupper, mere eller mindre over hele Sahel, hvis adfærd ikke er struktureret af grænserne, og som har brug for at krydse dem. For eksempel kvægdrivere. Hvordan får vi taget højde for det?” spørger han.

Oplevelsen af, at udlandets operationer i regionen er designet efter internationalt snarere end lokalt behov, er gældende for krisen i sin helhed. Især når det kommer til Frankrigs Operation Barkhane. Mauretanien, Burkina Faso, Mali, Niger og Tchad er tidligere franske kolonier, og det fordrer et bestemt reaktionsmønster i befolkningerne. Her er der ikke meget opbakning til det såkaldte Françafrique: den fortsatte indflydelse, Frankrig har på sine tidligere kolonier.

Der er en historik, som folk er meget bevidste om, og som er svær at sætte sig ud over,” forklarer Signe Marie Cold-Ravnkilde. Jihadisterne bruger det for eksempel aktivt i deres kommunikation. De advarer om, at de internationale styrker, på velsignelse fra korrupte regeringer, er ved at genkolonisere landene. Det vækker genklang hos mange.”

PÅ FLUGTSahel-krisen har sendt millioner af mennesker på tværs af regionen på flugt. Et par tusinder af dem har slået lejr i Bamako-forstaden Faladie Foto: Michele Cattani, AFP/Ritzau Scanpix

Kenneth Albrets kontrakt som militærrådgiver og forsvarsattaché i Mali udløber den 1. oktober 2021. Også selv om det 70 mand store danske bidrag til Frankrigs Operation Barkhane står til at rejse hjem allerede ved årets udgang. Det behøver dog ikke, siger han, betyde, at Danmark har udspillet sin rolle som militær bidragsyder til den internationale indsats i Sahel:

Der er skam ikke tale om, at man ikke vil fortsætte en anden form for involvering og støtte til Operation Barkhane. Det er bare ikke aftalt, hvordan den eventuelt ville skulle se ud,” forklarer han.

Der er da heller intet, der tyder på, at Frankrig, EU eller FN er ved at trække sig ud af det nordvestlige Afrika. Således kaldte The New York Times for nylig Sahel-konflikten for France’s Forever War. Andrew Yaw Tchie fra RUSI forudser, at de militære og civile operationer i Sahel vil fortsætte i et årti endnu. Erfaring viser, at den her slags komplekse konflikter tager lang tid at løse, og selv når freden er sikret, venter der et stort arbejde med at gøre den langtidsholdbar,” siger han. For at det overhovedet skal lykkes, må koordinationen af især Operation Barkhane og EU-bidraget styrkes. De deler samme overordnede mål, men rent operationelt stikker de i hver sin retning. Frankrig laver antiterror-arbejde og EU er optaget af grænse- og migrationsspørgsmålet, og ingen af dem har for alvor fokus på at sikre det strukturelle fundament, fremtidens fredelige Sahel skal vokse frem på,” siger han.

Ifølge Signe Marie Cold-Ravnkilde er interventionens dilemma, at en tilbagetrækning ikke er et reelt alternativ, selv om situationen eskalerer, og det internationale arbejde tilsyneladende ikke gør nogen videre forskel. Uden ville Sahel falde i hænderne på terrororganisationer som Islamisk Stat og al-Qaeda, og så får barbariet først for alvor frit løb. Hun advarer dog mod, at operationerne i Sahel bliver gjort til noget selvfølgeligt: Hvis man er militærperson, vil man jo sige, at de nationale politi- og militærstyrker skal trænes i at beskytte sig selv. Det er ikke forkert, men når man siger det, så opstår der jo en nødvendighedslogik, som om der ikke er et alternativ til den nuværende tilstedeværelse,” siger hun.

Kenneth Albret er smerteligt bevidst om konfliktens kompleksitet. Han ved, om nogen, hvor utrolig vanskeligt den er at navigere i. Og belært af tidligere udstationeringer forholder sig han sig pragmatisk til både sin egen og Sahels fremtid:

Ja, jeg har et ønske om at gøre en forskel, men jeg er heller ikke naiv. Det kan kun gøres med samarbejde og lydhørhed mellem lokale, regionale og internationale partnere.”

Behovet for fredsskabelse er åbenlyst for de lokale og regionale aktører. Lige nu lever millioner af mennesker i Sahel et liv i frygt. Men også Europa har noget på spil. Sahel-regionen kan virke fjern. Der er både et hav af vand og et hav af sand mellem os i Europa og dem i Mali, Tchad, Mauretanien, Niger og Burkina Faso. Men den er ikke fjern. Den er i allerhøjeste grad aktuel for både den danske og europæiske udenrigs- og sikkerhedspolitik. Og nu, hvor vi har engageret os så dybt i regionen og reelt gjort den til EUs yderste post, er det svært at forestille sig, at den ikke skulle være aktuel længe endnu.

På den måde er Sahel blevet en slags ekstrem udgave af EUs overordnede ambition om at gøre sin indflydelse gældende i Afrika. I november 2015, med den såkaldte Valletta-aftale, forpligtede mere end 60 afrikanske og europæiske regeringschefer sig på at koordinere håndteringen af flygtninge og migranter. Håbet er, at den slags aftaler og indsatser kan sikre stabilitet i Afrika såvel som Europa. I disse uger, måneder og år står netop den ambition sin prøve i Sahel.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: