Helikopter_

Tirsdag 25. maj 2021

Hej


Vi er tilbage efter en lang weekend. Her kommer dagens Helikopter.

“Gør det ikke, de slår mig ihjel!” bønfaldt den unge systemkritiker, inden hans fly nødlandede i Minsk

Et ganske almindeligt rutefly mellem to EU-medlemslande bliver omdirigeret på grund af en tvivlsom bombetrussel og nødlander i Minsk. Ombord er (tilfældigvis) en af den belarusiske præsidents største kritikere, Roman Protasevitj, der så bliver anholdt. Den spektakulære sag udstiller EU’s kvaler med Europas sidste diktator.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Dagens citat

“Det hører ikke hjemme i Danmark.”

Det er ordene fra statsminister Mette Frederiksen (S). Det har hun skrevet på Facebook, efter at en video, hvor en familie med tunesiske rødder bliver verbalt overfaldet på Kastrup Havn, gik viralt over pinsen.

Dagens store historie

Foto: Stringer / Reuters / Ritzau Scanpix

Flykapring over Belarus

  • Den 26-årige journalist og systemkritiker Roman Protasevitj blev søndag anholdt i lufthavnen i Minsk i Belarus, det tidligere Hviderusland. Han skulle rejse fra Grækenland til Litauen, hvor han bor i eksil, fordi han er truet i sit hjemland, Belarus. Men i luften blev flyet omdirigeret til den belarussiske hovedstad Minsk, eskorteret af et jagerfly. Det er ikke hverdagskost, at man omdirigerer et fly på den måde for at foretage en anholdelse af en politisk modstander (Berlingske).
  • Omdirigeringen af flyet skete ifølge myndighederne i Belarus, fordi de havde modtaget besked om, at terrorbevægelsen Hamas havde plantet en bombe ombord på flyet. Men den forklaring er der ikke mange, der tror på. Hamas afviser også, at de skulle have noget med nødlandingen at gøre (Al Jazeera).
  • Episoden har fået EU og USA til at sanktionere Belarus, blandt andet ved at al lufttransport nu flyver uden om landets luftrum, ligesom fly fra Belarus ikke må flyve til eller fra europæiske lande (DR).
  • Sagen har fået EU, USA og en række lande til (igen) at tage kraftigt afstand fra Belarus’ præsident, Aleksandr Lukasjenko. Præsidenten har siden valget i august sidste år slået hårdt ned på demonstranter, der ugentligt protesterer. Demonstranter og systemkritikere holder nemlig fast i, at der ved valget sidste år var tale om valgsvindel (Ritzau).
  • I dagens Helikopter spørger vi: Hvor langt kan en diktator egentlig gå, når han bor i EU’s baghave? Flemming Splidsboel, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, svarer (Zetlands Nyhedspodcast).

Det skal du også vide

Tyrkiet vil lukke for næsten alt plastaffald fra EU.Sidste år sendte EU’s lande knap 32 millioner tons affald til Tyrkiet. Det er næsten en fjerdedel af alt plastaffald fra EU-landene, der er endt på tyrkisk grund. Men det er altså snart slut, eftersom Tyrkiet har lukket for importen af plastaffald. Beslutningen om at udelukke næsten alt plastik fra Tyrkiet kan være en gamechanger for, hvordan vi genbruger plast i det hele taget (Politico).

Næsten hver anden borger i EU har fået første coronavaccine-stik.Mere præcist 46 procent. Formand for Europa-Kommissionen Ursula von der Leyen kalder det en ny milepæl, og kommissionen forventer, at vi i løbet af ugen når op på at have stukket halvdelen af alle voksne i EU første gang (DR).

Snart vil udviklingen i priserne på boligmarkedet blive mere afdæmpet. Det forventer regeringen i hvert fald. Boligpriserne forventes at stige med lige over 11 procent i år, men fordi en stor del af stigningen allerede er sket, vil tempoet i prisstigningerne afdæmpes. Det vil ifølge regeringen ske, fordi vi alle sammen kan lave andre ting end at kigge på hus og lejlighed, når landet genåbner (Berlingske). Hele miseren på boligmarkedet kan du høre mere om i Helikopteren fra i fredags (Zetlands Nyhedspodcast).

Illustration: Marco Melgrati for Zetland

Dagens Zetland-historier

Befolkningstallet stiger. Eller hvad? Det er vi vant til at høre, men det er faktisk ved at ændre sig. Det er spektakulært! Det er det, fordi vi måske allerede fra den næste generation vil kunne opleve, at verdens befolkning begynder at skrumpe. Det vil ændre menneskeheden, og derfor skal du høre dagens historie her.

Stress og depression falder. Måske. I den her historie kan du høre om, hvordan den helt rigtige slags tur i skoven kan hjælpe din krops immunforsvar. Det kan faktisk styrke dit immunforsvar helt op til en måned efter en tur i skoven. Lyder det mærkeligt? Bliv klogere på shinrin-yoku her.


Nå, kære medlemmer. Sikke en historie at starte ugen ud med. Vi vil meget gerne høre, hvad I tænker, så giv endelig en kommentar med i bidragssporet.

Merian  Garde Gräs

Med venlig hilsen

Merian Garde Gräs

Helikopter-vært