Har Mikkel Hansen en fri vilje? Og andre vigtige spørgsmål

  • 22. august 2016
  • Sport
  • 59 min.
GULDKLUMPMikkel Hansen. Med plaster og guldmedaljesmil. Foto: Polfoto

Derfor skal du læse denne artikel

Blandt medlemmer af Københavns kulturparnas hører man ofte, at Danmark er verdens førende håndboldnation, fordi vi er det eneste land i verden, der for alvor interesserer sig for håndbold. De tager totalt fejl, mener Zetlands Mads Olrik. I dette fejende essay fra 2014 fortæller han om, hvorfor håndbold er det ultimative spejl på den danske folkesjæl  og om, hvordan Mikkel Hansens geniale overskru bliver til. 

1.

Håndbold lever af gentagelsen. Den samme historie bliver fortalt igen og igen, i kamp efter kamp, med den samme struktur og slutning. De første minutter bruger de to hold til at se hinanden an, dommerne lægger linjen og giver de rammer, som denne historie skal fortælles under. Så følger et langt midterstykke, hvor det bølger med føringer og systemer og mål og afbrændere, indtil historien rammer et højdepunkt et par sekunder før tid, hvor det hele afgøres. Hvis man pakker en håndboldkamp ud som en babusjka-dukke, finder man gentagelsens logik hele vejen igennem spillet. Et angreb har samme fortællemæssige struktur hver gang: Bolden går fra hånd til hånd, tempoet stiger, et system spilles til ende, så en afslutning og så en gentagelse i den anden ende af banen.

Finalen ved OL i Atlanta i 1996 mellem Danmark og Sydkorea forløb som en forfinet udgave af den typiske håndboldkamp. Meget tidligt stod det klart, at de danske kvinder ikke var vant til koreanernes tempo, og med et tyngdepunkt, der lå mange centimeter under Heidi Astrups eller Anne Dorthe Tanderups, kunne koreanerne uden problemer rykke dem ud af balance med håndboldens simpleste trick: først til den ene side, så til den anden. Det eneste, koreanerne behøvede at gøre langt op i første halvleg, var at gentage deres angrebssystemer. Igen og igen gled de ind imellem de store, stærke danske kvinder, som blev nødt til at rive dem i gulvet. Straffekast efter straffekast, Danmark var bagud med tre mål efter ti minutter, så med fem. Men mens dette mønster konsoliderede sig i den ene ende, kunne vi langsomt ane konturerne af et andet mønster i det danske angreb, skabt af Anja Andersen på toppen af sin ydeevne. To ting: Enten gik hun ind over midten og smækkede et langskud ned over målmandens højre fod, eller også knækkede hun modsat og gik på ydersiden, gerne hjulpet af stregspilleren eller højrefløjen Janne Kolling, der løb over og stillede sig i vejen for forsvaret. Mønsteret kom til at stå skarpt optegnet i den forlængede spilletid, som kampen endte i, og da vi nåede dertil, virkede det nærmest uundgåeligt, at Anja Andersen gik på kant igen og igen. Men her i første halvleg var det sammenhængende mønster endnu ikke tydeligt, hendes aktioner var stadig blot enkelte, adskilte handlinger.

Det var også en enkelthandling, da koreaneren Lim, som på det tidspunkt havde scoret halvdelen af Koreas mål, knaldede et straffekast lige i masken på Gitte Sunesen. Måske var Lim overmodig, måske slap hun bare bolden forkert, måske var det en gennemtænkt aktion af Sunesen, uanset hvad føltes det som en stopklods for den bølge af gentagelser, koreanerne havde ladet regne ned over det danske forsvar, og det indvarslede, at de danske målvogtere ville få altafgørende betydning i resten af kampen. Anden halvleg var en slags evolutionær kamp mellem to systemer, hvor det danske langsomt viste sig som det mest levedygtige. De sled sig ind på koreanerne. Janne Kolling løb fra sin højre fløj på tværs og lagde bolden af til Anja Andersen, og igen – var det fjerde gang nu? – knækkede hun i sin løbebane. Forsvareren stod en lille smule skævt på hende, så Anja Andersen smuttede til venstre og klemte sig ind imellem backen og fløjen. Hun blev bremset og faldt mod feltet, men drejede sit håndled opad og sendte bolden i nettaget. Korea var kun foran med to nu. Med et par minutter tilbage begyndte det at kilde i fingrene på os, der så på, fordi hver enkelt handling – pres, aflevering, frikast, udfald, afslutning – kunne afgøre det hele. De, der spillede, skiftedes til at kigge nervøst mod uret, tælle minutter og modregne dem til de mål, de selv eller modstanderne kunne nå at score, og op til den endelige grænse så vi to hold, der blev tiltagende hektiske i deres beslutninger, systemerne brød sammen, og vi troede, vi kunne se spillernes sande jeg blive blotlagt i kaosset. Danskerne viste sig som de køligste og tordnede gennem den forlængede spilletid til en sejr, der stadig klinger.

Det var en smuk kamp.

Kampe som denne stiller spørgsmålet, om håndboldens væsen – dét, håndbold er eller udspringer fra, og dér, hvor skønheden ligger – skal findes i de systemer, de to hold gentager hele kampen igennem, eller om det væsen først titter frem i de sidste hektiske minutter og ti, fem og to sekunder før tid, hvor der bliver taget de mest vanvittige beslutninger, og alle er klar til overilede alt-eller-intet-forsøg?

Jeg fristes til at sige det første. Det er håndboldens stramme rytme og fastlåste løbemønstre og gentagelser af skud og redninger, der får den til at stå ud blandt de andre verdenssportsgrene. Meget tyder imidlertid på det sidste, for det er kun ved at finde sig til rette i de kaotiske afslutninger, at en håndboldspiller kan vinde de største trofæer og sikre sin arv; med et hurtigt blik på haluret og en hasarderet beslutning. Det er den slags historier, der er håndboldens salgsargument, den basale fortælleteknik, der bliver gentaget igen og igen: Anslag, opbygning, tænderskærende afslutning.

Som håndboldtilskuer er det min lod at lade mig suge ind i den historie gang efter gang, men som håndboldspiller var det min skæbne at udleve slutning efter slutning – jeg er vokset op i Kolding, skal det siges, og tre gange om ugen tog jeg cyklen ud til håndboldbastionen Kolding IF, hvor jeg viste et anstændigt talent og spillede med ungdomseliten, indtil jeg som 17-årig opdagede, jeg ikke var god nok eller målrettet nok til at drive det til noget, flyttede til en serieklub og spillede med tømmermænd, holdt pause i et par år, inden jeg som ung journalist i København, grundet konkurs og pludselig spillerflugt, nåede at spille et par kampe for 2. divisionsholdet i en anden bastion, Frederiksbergklubben FIF. Efter hver kamp indfandt jeg mig i ét af to yderpunkter: Ryste på hovedet og gennemtænke kampen igen og igen, vantro over den sejr, vi på en eller anden måde fik vristet til os i sidste øjeblik i et virvar af 100 kilos kroppe og spændte overarme – eller sidde med ansigtet gemt i et håndklæde og klandre mig selv over et nederlag. For det er konsekvensen af håndboldens opbygning: Man kan altid klandre sig selv. I de helvedes sekunder efter en tæt men tabt kamp er det ikke systemer og gentagelser, der spøger. I stedet tænker man kampen igennem og finder lige præcis de mål, holdet tabte med, i efteranalysen af sit eget spil. En fløjspiller kan tælle sine brændte chancer. En målmand kan finde nederlaget i den ene gang, han mistede fodfæstet, backen kan finde det i sine skud på stolpen, og stregspilleren i den bold, han ikke greb.

Når man skal forklare, hvad håndbold er, eller hvordan det fungerer, må man derfor skræve over dette paradoks: Holdet, kollektivets systemer, er fundamentet for enhver kamp, men alle de sejre og nederlag, der bliver afgjort i de sidste sekunder eller på små forskelle, kan også tilskrives enkelte handlinger og dermed den enkelte spiller og de mønstre, han eller hun kan tvinge frem i sit spil. Så længe nogen kan huske, har håndbolddanmark set det kollektive spil som svaret på det store håndboldspørgsmål. Kollektivet var idealet. Men i de højere lag i håndboldmiljøet er fokus i de seneste år gledet over på den anden side af paradokset, over på det ekstraordinære individ, der kan tage ikke bare den hektiske afslutning, men selve kampen i sine egne hænder. Den spiller, der personificerer og er forbillede for dette skifte, hedder Mikkel Hansen.

VENDINGSådan ser man ud, når man lige har scoret et vanvittigt frikast efter tid og dermed sikret en dansk sejr på 25-24 over Rusland under OL i Kina, 2008. I sit frikast gav Mikkel Hansen ikke bare bolden overskru – som der er mange, der kan – men slap også bolden skævt, så den havde sideskru. Foto: Polfoto

Mikkel Hansen er blandt verdens bedste håndboldspillere, men uanset hvor ekstraordinær han tager sig ud, er det vigtigt at huske, at selv han har gentagelsen som sin helt centrale kvalitet. Det er endda sådan, hans historie begynder. Ved OL i Beijing i 2008 var herrelandsholdet, der få måneder tidligere var blevet europamestre i Norge, haltet gennem turneringen og tvunget til at slå Rusland for at gå videre til de afgørende kampe. Ved 24-24 løb tiden ud, men ikke helt, for tid er en relativ ting i håndbold (en fodboldkamp kan lige så vel afgøres af et mål i det første minut som i det sidste, men håndbold bliver altid afgjort af et slutfløjt. Det betyder, at sekunderne ændrer betydning og bliver vigtigere og langsommere, som kampen skrider frem. De sidste fem minutter af en tæt håndboldkamp kan med afbræk, brok, frikast og gulvaftørring snildt tage et kvarter i realtid). Danmark fik en sidste mulighed, et frikast ved tremeterlinjen helt ude i venstre side. En ung mand trådte ind fra siden i tv-billedet og tog bolden. I det græske drama, den kamp var, blev Mikkel Hansen hejst ned fra Himlen for at afslutte fortællingen. Han var på dette tidspunkt 20 år gammel og med i OL-turneringen på et afbud.

Den russiske mur stimlede sammen og samlede hænderne til en tæt vifte. Mikkel Hansen tog armen tilbage i samme sekund, der blev fløjtet, og trak den ikke lige frem for sig, men nærmere i en 45 graders vinkel og slap bolden lige over fingrene på russernes to mindste spillere, der af uransagelige årsager havde taget opstilling yderst og dermed foræret Mikkel Hansen en snæver, men fri, passage. Boldens fart gjorde den usynlig på tv-skærmen. Den lyd, det gav, da den forsvandt bag målmandens hånd og gled i nettet via overligger og stolpe, kan bedst gengives ved, at man spidser læberne og trækker luft ind i et hurtigt, kort stød.

Når jeg ser klippet igen og igen, er det først og fremmest Mikkel Hansens håndled, jeg lægger mærke til. Han vipper det, lige inden han slipper skuddet, og giver bolden både et yder- og overskru, som få andre, om nogen i verden, kan gøre det. Det er siden blevet hans varemærke. Han er en kraftfuld skytte, når han får luft og tid, men luft og tid og det frie svæv er en luksusvare, der oftest kun er fløjspillerne forundt. En mand som Mikkel Hansen vil næsten aldrig få plads til at sætte kroppen op i en optimal skudposition (som er: kroppen spændt ud som en flitsbue med let bøjede knæ, armen bagud og brystet skråt mod mål. Skuddet starter i maven, der trækker både ben og arm fremad, brystet drejes, så det ender vinkelret mod målrammen, og albuen giver det sidste svirp. Under optimale betingelser kan en veltrænet back få bolden op på lidt over 115 km/t.). Det definerende for de største skytter er derfor ikke, hvordan de opfører sig i det frie svæv, men hvordan de reagerer på at blive skubbet ud af balance af et offensivt forsvar. Langt de fleste, inklusive det sidste årtis mest komplette herrespiller, franskmanden Nikola Karabatić løser problemet ved at have lært sig selv at skyde med siden til målet. Stillingen er vanskelig. Frem for at kunne udnytte samtlige muskelgrupper, der er bundet sammen i kæder fra venstre ankel og hele vejen ud i højre håndled, til at få fart i bolden, bliver Karabatić i de pressede skud nødt til at føre armen ind foran sig og kun bruge skulderen, armen og hånden. Desuden kan han ikke se målet, når han skyder. Det kræver tusindvis af gentagelser at kunne sende bolden afsted i anstændig fart og i den rigtige retning udelukkende ved at mærke, hvor målet står.

Mikkel Hansen skiller sig ud i flokken af storskytter i den måde, han har løst dette problem på. Han har drevet sig igennem en udvikling, en slags bevidst evolution, hvor han har lært at bruge sit håndled på en måde, jeg ikke tidligere har set hos en bagspiller. Han skaber et mystisk skru i bolden, der tegner uforudsigelige, hvirvlende linjer gennem luften. Enhver håndboldtræner vil fortælle dig, at man ikke kan skabe et håndled som hans. Det er medfødt, siger de, altså en slags naturkraft (i gamle dage ville man kalde det gudgivent), og kan ikke forklares. Det kan blot understøttes ved at træne underarmen stærk (til de nysgerrige: tag en mellemtung bog, hold den ud i strakt arm og drej den rundt kun ved brug af håndleddet, uden at albuen bevæger sig. Under huden kan du se musklerne vride sig om hinanden. Det er de muskler, der skaber boldens spin). Hans medfødte håndled gør, at Mikkel Hansen også ville have skabt sig et navn i håndbolden, hvis han var vokset op for 70, 50 eller 40 år siden. Men hvis vi ser bort fra håndleddet og ser på hele Mikkel Hansens bevægeapparat, er der noget andet, noget distinkt moderne ved hans gennembrud, dér på den olympiske tremeter i sidste sekund mod Rusland. Det er automatikken. Før sådan et skud – det afgørende i en afgørende kamp i en olympisk turnering – vil man normalt se en vis nervøs forberedelse. Skytten vil forsøge at kigge muren ud, overveje at kaste sig til en af siderne eller skyde igennem et lille hul imellem to spillere. Men der er ingen overvejelse her. Mikkel Hansen afvikler sit skud i samme moment, der bliver fløjtet. Det er, fordi det ikke er en undtagelse, dette skud, men en gentagelse. Mikkel Hansen har brugt hele sit liv på at lave det skud. Som talentfuld teenager i klubben GOG på Fyn lavede han en aftale med sin træner om, at han ikke måtte få fri efter hver træning, før han var lykkedes med lige præcis dette skud tre gange. Den unge mand kastede igen og igen, indtil bolden tre gange havde smøget sig ind langs overliggeren og stolpens røde sammenføjning, og vaklede ud til de andre i omklædningsrummet, nogle gange med is på skulderen. Hvor umuligt det end ser ud på optagelsen af kampen, så er skuddet i Beijing ikke et unikum, det er en reproduktion.

Af den grund er det et andet talent, der stråler igennem Mikkel Hansen, end det talent, vi så Anja Andersen udnytte i 1990’erne. Det var, som om alle hendes excentriske tricks, hendes finter eller hendes sidehåndsafleveringer udviklede sig som et lille stykke natur for øjnene af os, som om det skete for første gang nogensinde. Når man genser Mikkel Hansens gennembrud med det i tankerne, får det øjeblik, der før var exceptionelt og guddommeligt smukt, et skær af noget fabrikeret, noget industrielt. Som om det ikke er det tænkende individ Mikkel Hansen, der med sin frie vilje udfører skuddet, men at det er kroppen Mikkel Hansen, der gør det. Eller endda at det ikke helt er hans eget skud, men i lige så høj grad er Dansk Håndbold Forbunds skud, talentafdelingens skud, hans træners skud. Derfor er det heller ikke så vigtigt, hvad Mikkel Hansen tænkte og følte i det øjeblik, det største øjeblik i hans karriere indtil da, hans gennembrud, for han havde udført det skud før, han havde udtænkt det før, og han vil gøre det igen (da Jyllands-Postens udsendte alligevel dristede sig til at spørge ham efter kampen, sagde den unge mand: Det var lækkert.” Dagen efter, hvor journalisterne spurgte ind til, hvordan han havde håndteret momentets tyngde, tilføjede han: Jeg har fået 30-40 sms’er og en masse ubesvarede opkald. Måske var der flere, for min mobil er ikke så godt kørende herude i Kina.”).

Vigtigere end Mikkel Hansens følelser er den gentagelse, der ligger bag hans handling, for den har fundet sted i et moderne system, opfundet for ikke mere end 30 år siden. Et meget dansk system, der skal fange alle talenterne og forme dem til moderne håndbold. Det er sådan, Mikkel Hansens rejse fra talentfuld ung mand til en af verdens bedste håndboldspillere skal forstås, som en systematik. Det er sådan, han er blevet til.

2.

Claus Hansen er 42 år gammel, træner for U21-herrelandsholdet i håndbold og dermed chef for det system af talenttrænere, der skal sikre, at der også om ti år findes spillere, der kan holde Danmark blandt verdens fire bedste herrelandshold. Han har bløde, venlige træk og tunge kinder, høje tindinger og kort, mørkt hår. Han er en behersket mand i en håndboldverden, der ellers belønner vildskab. Hans rolige stemmeføring bliver kun afbrudt, når en let stammen tager over og gør, at han i ny og næ må presse et enkelt ord igennem læberne. Claus Hansen er en lavstammet mand i et håndboldsystem, der kan finde på at bruge tid og penge på et menneske udelukkende på grund af højde (lange Lars Møller Madsen, 2.05 og tidligere landsholdsspiller, blev med rette kritiseret for sin manglende teknik. Hans træner i Skjern, Anders Dahl-Nielsen, forsvarede sine dispositioner med de berømte ord: Det er lettere at lære en høj mand at spille håndbold, end det er at lære en håndboldspiller at være høj). Når Claus Hansen giver dessiner under en træning eller en timeout i en larmende hal, bøjer hans abnormt høje teenagere sig ind over ham og danner en svedende teltdug, og under den drejer han sig rundt med tilbagelagt nakke og dansende hænder. Disse to forskelle på Claus Hansens karakter og karakteren af den verden, han arbejder i, beherskelse vs. vildskab, lav vs. høj, giver ham en ganske bestemt form for autoritet. Det er den autoritet, en mand får, når han ikke naturligt hører til i et miljø, og det derfor er tydeligt for alle, at han har vundet sin plads på andre meritter end de åbenbare. Hans direkte chef, Ulrik Wilbek, der efter mange års tjeneste som både dame- og herrelandstræner er blevet sportschef i Dansk Håndbold Forbund, fortæller, at Claus Hansen ofte fungerer som ansigtet udadtil, når forbundets beslutninger om talentarbejdet skal sælges til klubberne, mest fordi hans pligtopfyldelse er velkendt.

Claus gør aldrig noget for sin egen skyld,” siger Wilbek, men altid for dansk håndbolds skyld.”

Jeg møder første gang Claus Hansen i receptionen i Idrættens Hus i Brøndby. Han tager mig med i elevatoren op til anden sal og ind i Dansk Håndbold Forbunds kontorer. Det føles som at træde ind i et gigantisk pokalskab. Hylderne glimter af forsølvede og forgyldte kopper, krus, fade, mindestatuetter og medaljesæt fra turneringer i alle aldersklasser. Det her, Dansk Håndbold Forbund, er Danmarks mest succesfulde idrætsorganisation, og i et bredere perspektiv en af de sidste 20 års mest succesfulde danske organisationer overhovedet. Det er sådan her, det ville føles at arbejde i Mærsk, hvis Mærsk modtog pokaler for sit årsregnskab. Claus Hansen leder mig videre ind i et lille mødelokale, hvor endevæggen er reserveret til de fineste titler. Fem gyldne plader fra de danske EM-triumfer – tre til kvinderne, to til mændene – hænger her. Ved siden af står kvindelandsholdets VM-pokal fra 1997 (jeg tager mig selv i at blive en smule trist, fordi denne, håndboldens vigtigste pokal, hvis opsætning i glas og stål tydeligvis er resultatet af en kompromissøgende designproces, minder mig om, at håndboldens æstetiske udtryk er meget … tysk).

Succesen er på ingen måde selvfølgelig. Fra rædderligt lavpunkt i slutningen af 1980’erne, hvor herrelandsholdet havde besvær med at klare sig til B-VM, og hvor DHF var ganske få dage og kroner fra at nedlægge det daværende damelandshold (det, Anja Andersen spydigt kaldte strikkeholdet”), har forbundet formået at løfte sig og gøre Danmark til den vigtigste håndboldnation i verden. I stedet for helt at afgå ved døden blev det gamle damelandshold mere eller mindre udskiftet med den vanvittigt talentfulde ungdomsårgang, og siden dette holds gennembrud i begyndelsen af 1990’erne har succesen været så bastant og damptromle-agtig, at den har skabt sin egen logik – for det meste fremført af københavnske medlemmer af den kulturelle elite. Jeg kigger på dig, Mikael Bertelsen. Logikken går på, at danskerne i virkeligheden er de eneste i verden, der overhovedet interesserer sig for denne sport, og at succesen dermed kan afskrives. Hvilket svarer til at sige, at Mærsks flotte årsregnskaber alene er resultatet af det forhold, at firmaet er det eneste i denne verden, der sådan rigtig gider beskæftige sig med containere. Det siger noget om Claus Hansens autoritet, at han i løbet af få år er steget til tops, ikke i en organisation, der lå i ruiner og havde brug for et hvilket som helst alternativ, men i en organisation, der i over 20 år i den grad har overpræsteret.

Claus Hansens job, som det stod beskrevet i hans kontrakt, da han blev ansat, er at finde og udtage spillere til det danske U21-herrelandshold og hente gode placeringer hjem ved enten ungdoms-EM eller -VM. De gode placeringer er først og fremmest nødvendige af den simple grund, at de giver adgang til næste års turneringer og dermed nye gode resultater og så fremdeles. En sejr ved et U-VM giver også point til Danmark og hjælper Dansk Håndbold Forbund op ad ranglisten over håndboldnationer (Danmark ligger i øjeblikket nummer tre efter Tyskland og Rusland, men hvad listen bruges til – ud over håneret – står ikke helt klart). Sejren giver desuden anledning til at sætte endnu en pokal på en hylde i Dansk Håndbold Forbunds kontorer i Brøndby og en kærkommen lejlighed til at komme med afdæmpede men sikre udtalelser til pressen om, at fremtiden for dansk håndbold er sikret.

INTERVIEWDa singlen, du læser nu, blev udgivet i januar 2015, inviterede Mads Olrik Claus Hansen op på Zetlands redaktion for at fortælle om hans talentudviklings-arbejde. Her er de to sammen. Foto: Veronika Skotting

Når man er en ambitiøs ung håndboldspiller og ser på Claus Hansens job, er det nemt at misforstå den magt, han har. For en spiller på 18 eller 19 år kan Claus Hansen ligne en repræsentant for håndboldsporten som sådan, der med et nik eller ryst på hovedet kan afgøre skæbner. Til sin rådighed har han et begrænset antal pladser på det næstvigtigste herrehold i Danmark, og en udtagelse til dette hold kan ligne starten på en stor karriere, mens et afslag kan ligne slutningen. Denne fornemmelse af almagt forvandler uvorne teenagere til venlige unge mænd, der pænt kommer over og giver hånd efter en træning, og den skaber et skær af ærefrygt omkring Claus Hansen og de mænd, han omgiver sig med. Havde disse mænd arbejdet i et amerikansk, et østeuropæisk eller et asiatisk system, ville man have kaldt dem de usynlige mænd, der beslutter, hvem der spiller håndbold, og dermed hvordan håndbold bliver spillet. Men den autoritet nægter de at tage på sig. Langt det meste af drengenes træning og opdragelse foregår nemlig ude i klubberne, ofte med frivillige trænere, der har et ganske særligt syn – et meget dansk syn, mener Claus Hansen – på, hvordan håndbold skal spilles. Det skal være flot, taktisk og teknisk svært. Det gør, at vi i Danmark fremavler en ganske bestemt slags unge håndboldspillere. De er i stand til at gøre hinanden gode, de spiller hurtig, kompliceret håndbold, og de er dygtige til at være kreative på ikke særligt meget plads.

Claus Hansens job, hvis man spørger ham selv, er derfor at bruge sine sparsomme ressourcer (U21-landsholdet har et årligt budget på 1,25 millioner kroner, hvilket er under en sjettedel af de omkring 10-11 millioner kroner, alene fodboldklubben Brøndby IF plejer at bruge på sin ungdomsafdeling) på at kompensere for resten, for alt det, dansken er dårlig til. Og resten ser sådan ud: Danskerne er deciderede anti-ledertyper; lurepassere, der ynder at gemme sig i folkeklumpen. Vi er for dovne eller distraherede eller privilegerede, måske, til at være seriøse omkring den munkeagtige, maskinelle gentagelse, der har skabt tidens største håndboldspillere som Mikkel Hansen, Rutenka, Karabatic, Landin. Og værst af alt: Det danske folk og dermed også de danske håndboldtrænere har ifølge Claus Hansen et forkvaklet forhold til idéen om talent.

Vi kan godt lide historien om Mogens Mugge” Jeppesen, der røg cigaretter i omklædningsrummet og stadig gik ud og tog boldene,” siger Claus Hansen om målmanden fra det legendariske Bolsjedrenge’-landshold fra start-80’erne, og vi kan endda finde på at sige, at han var så god, netop fordi han ikke trænede. Vi kan godt lide idéen om, at den lille snyder den store. Denne her romantiske tilgang til sporten er den største udfordring i mit arbejde.”

Håndbolddanmark har altid elsket tanken om talent. Ikke det fysiske (det er en ganske ny tanke i dansk håndbold, at man kan være fysisk begavet), men det medfødte, kreative talent, der med snilde og list kan sætte en håndboldspiller ud over sine egne fysiske rammer og udvikle spillet i overraskende og smukke retninger. En brillant hjerne i en småtskåret og begrænsende krop. Retfærdigvis skal det siges, at dansk håndbold oprindeligt ikke havde andre muligheder end at indtage pladsen netop som den lille kreatør. Håndboldsporten er vokset ind i sin nuværende form under den kolde krig. Man spillede over jerntæppet, og indtil murens fald var det østsiden, der løb med det meste. Tjekkoslovakiet, Sovjetunionen, Rumænien og DDR stillede op med deres statsprofessionelle kæmper, som løftede vægte, mens de danske spillere diskuterede politik i fredagsbaren på lærerseminariet. Hvad kunne man gøre andet end at spille bolden bag om ryggen, lave et lob i ny og næ og tabe, men tabe smukt, mod udyrene fra øst? Var det ikke den eneste rolle, Danmark kunne indtage mellem stormagterne: det legende geni?

Herrelandsholdet vandt en sølvmedalje ved VM i 1967 efter en mytisk sejr over Sovjet i semifinalen, men derfra og indtil årtusindeskiftet blev det aldrig til mere end fjerdepladser. Smukke, smukke fjerdepladser. De legende, talentfulde, intuitive danskere kunne lige akkurat ikke følge med. Fysik var ikke noget, man snakkede om før slutningen af 1980’erne, og hvis man snakkede om det, var det i en nedladende tone. Maskinel fysisk træning med gentagelse på gentagelse var noget, kommunisterne gav sig i kast med i mangel af bedre. Fysisk træning blev næsten betragtet som noget, der lagde en dæmper på den særlige danske kerne, det iboende kreative talent. Men talent er en farlig ting at sætte sin lid til, mener Claus Hansen, især fordi vi ikke forstår, hvor talent kommer fra. Talentkulten er risikabel at dyrke i alle brancher, men særligt i herrehåndbold.

Talentproblemet har sin rod i det fysiske rum, håndbold udspiller sig i. En håndboldkamp bliver altid spillet på samme størrelse bane, hvad enten spillerne er 12 år eller 30. Spillerne selv, derimod, gennemgår en paradigmeskiftsagtig forvandling i de år. En 15- eller 16-årig spiller har et meget frit fysisk rum at udfolde sig i. Han har luft omkring sig og tid til at udfolde en finte, og han vil have plads til at gøre ting, en voksen spiller aldrig vil få lov til. Forskellene kan kun måles på centimeter og millisekunder, men i den tid og det rum kan man gøre meget. En trefodsfinte, for eksempel, hvor man angriber forsvareren lige på kroppen, lægger vægten til den ene side for så at skifte fod og gå den anden vej, er der sjældent tid til i en herrehåndboldkamp, hvor spillerne vejer det dobbelte, men på mirakuløs vis har beholdt deres hurtighed – og tilmed har set situationen gentaget tusindvis af gange, nok til at lukke den slags løjer ned. Konsekvensen af, at håndboldbanen for altid vil have samme størrelse uanset alderstrinnet, er paradoksalt nok, at det håndboldspil, man spiller som 16-årig, er galakser væk fra det spil, man spiller som 28-årig. En ubehagelig sandhed for én som mig selv, der har spillet på et højere niveau end de fleste og vist en anstændig flair for sporten, er derfor, at jeg aldrig har spillet det samme spil som Mikkel Hansen. De kvadratmeter, han spiller på, er ukendt land, ikke bare for mig, men for alle, der forlod spillet, da de var i sidste ende af teenageårene.

Jeg skriver dette for at gøre det helt klart, hvilket pres der egentlig ligger på de unge håndboldtalenter. Det er én ting for mig som 28-årig at se tilbage på sandheden om, at jeg reelt set aldrig har spillet rigtig håndbold. Noget helt andet er at være 16 år og kigge frem mod denne sandhed. De drenge, der bliver udtaget til ungdomslandsholdene, kan se frem til at skulle lære et basalt set anderledes spil end det, de er gode til. De bliver udvalgt på nogle meritter og evner, men de evner kan de ikke bruge til noget i det lange løb. De skal i bedste fald forbedre dem, mest sandsynligt forandre dem fundamentalt og i værste fald smide dem væk og starte forfra. Det er et pres så tungt, at Claus Hansen ikke kan fortælle dem hele historien:

Det er ikke lige der, man skal fortælle, at denne rejse kun lykkes for to ud af ti, hvis ikke færre. De skal ikke have at vide, at langt de fleste, der står i deres situation, ikke lykkes.”

I løbet af de år, der adskiller de to sportsgrene ungdomshåndbold og voksenhåndbold, bliver visse evner ligegyldige, mens visse kompetencer, der ikke betyder noget til et DM for 16-årige, bliver afgørende i landsholdets VM-finale. Derfor er det Claus Hansens daglige bekymring, at en almindelig klubtræner reelt ikke aner, hvilken slags sport det er, han skal udvikle talenter til; at han ikke kan adskille det, han mener, sporten burde være, fra det, sporten er. For når håndbold kommer til udtryk gennem et 16-årig talents lange spring hen over parketgulvet, er det en let, smuk og ganske vidunderlig ting. Voksenhåndbold, som Claus Hansen vil fortælle dig, er oftere tungt og grimt. Men, som han med lysende øjne bag tyndstellede briller umiddelbart derefter vil huske dig på: det tunge og grimme kan også være ganske vidunderligt.

3.

En lørdag morgen i september mødes jeg med Claus Hansen i Hal D i Roskilde Kongres- og Idrætscenter, hvor han er på en af sine faste iagttagelsesture. 22 spillere fra Fyn og Sjælland i alderen 16 til 17 år er blevet prikket. Samtidig mødes dobbelt så mange jævnaldrende jyder i Kolding. Det er fra disse to grupper, at det næste U18-landshold skal udtages.

Hal D’s indre er et studie i moderne håndboldarkitektur. Gulvet er belagt med en tyk, skrigende syrenblå måtte, et såkaldt tv-gulv (det fungerer godt på tv, dels fordi det ikke glinser ligesom det klassiske parketgulv, dels fordi de påklistrede reklamebannere fremstår klarere på den ensformige baggrund). Gulvet er stykket sammen af brede plasticfirkanter, og den nubrede overflade føles blød og går i hak med spillernes gummisko. Den klare, kemiske farve og rækkerne af lysstofrør i loftet gør, at hverken de 22 drenge på banen, de morgensløve forældre med automatkaffe og 7-Eleven-bagværk, de otte trænere og fysioterapeuter eller noget af det sparsomme inventar (to håndboldmål, klapstole, boldbur og en konstant bemandet massagebriks) kaster nogen form for skygger. Lyset virker til at komme alle steder fra.

Det føles som at træde ind i et computerspil. Hal D er en såkaldt multihal. To håndboldbaner ligger side om side, delt af et tungt, mørkeblåt gardin; ude i den ene side står en tribune med plads til omkring 1.500 mennesker klar til at blive rullet ud som en kæmpestor træk-ud-seng. Det er et perfekt funktionelt design, der til stor glæde for kommunalpolitikere landet over løste det problem, der opstod, da håndbolden oplevede en meget pludselig professionalisering i slut-90’erne og start-00’erne (pengestrømmen blev blandt andet frembragt af, at DR1 og TV2 i 1998 mistede rettighederne til at sende Superligafodbold og pludselig havde bunker af rettighedspenge og huller i sendefladen. Håndboldkvindernes succes op igennem 1990’erne gjorde sporten til Superligaens naturlige arvtager). Multihallen blev hurtigt en favorit i de provinsbyer, der havde ambitioner om professionel håndbold – Hal D i Roskilde er en kopi eller en nærkopi af haller, der står i byer som Kolding og Farum – og designet blev et symbol på idéen om, at de klassiske idrætsforeninger og de profitorienterede elitehold kunne være under samme tag. En antagelse, der dog, som årene går, tager mere og mere vand ind.

De unge spillere varmer langsomt op, de har lagt sig ned på det blå gulv og strækker ud under ledelse af to fysioterapeuter, der retter spillernes kroppe til. Al kraft i håndbold begynder i maven og ryggen, så alle øvelser tager udgangspunkt i kropsstammen omkring den nederste rygsøjle. Imens går Claus Hansen og hans kolleger rundt mellem banens hvide linjer, peger spillere ud og snakker lavmælt. Claus Hansen er kun med på en kigger, da han ikke får ansvaret for disse drenge før om et par år, men han er stadig den næsthøjest rangerende træner i landet, og hans tilstedeværelse giver rummet en vis tyngde.

Jeg står lidt for mig selv i den ene ende af hallen og opdager, at det er første gang i flere år, jeg står på en håndboldbane. Som fuldvoksen mand bliver jeg slået af, hvor lidt plads her egentlig er. De officielle mål for banen siger 40 meter på langs og 20 meter på tværs, men de mål kan man ikke bruge til at få en forståelse af spillet, der næsten altid vil foregå inden for skudafstand af målet, hvilket for de bedste skytter er cirka 12 meter. Yderligere en tredjedel af den plads bliver optaget af målfeltet, hvilket efterlader ganske få kvadratmeter, som det forsvarende og angribende hold kan kæmpe om. Det eneste sted på banen, hvor der er rigtig plads til at udvikle spillet, er i luftrummet. Højde er måske dét vigtigste fysiske parameter i håndbolden, hvilket betyder, at det også er blandt de vigtigste parametre i Claus Hansens job. Hvis du som talentfuld håndboldspiller har de rette håndboldkvalifikationer, men ser ud til ikke at blive højere end 1.80, er det ikke nødvendigvis en diskvalificering – den officielle version er, at man ikke kan blive sat af landsholdet udelukkende på grund af noget, man ikke selv har kontrol over, for eksempel sin højde – men det vil være et emne til diskussion. Mænd, som sidder på skattekisten med de begrænsede landsholdspladser, som Dansk Håndbold Forbund råder over, vil mødes over en kop dårlig cafeteriakaffe i en hal i provinsen og rulle din forhistorie op. De vil kigge på din mentale tilstand, vurdere dit engagement, dit skudpotentiale og dit blik for spillet for til sidst at beslutte sig for, om dine evner eller din personlighed er af en så exceptionel karakter, at det kompenserer for din manglende højde. Det er altså endnu et bump, du skal over for at blive landsholdsspiller, og potentielt det største.

Denne form for udvælgelse har gjort, at håndboldspilleren adskiller sig ganske markant fra det almindelige menneske, nærmest som en fysisk overklasse. Den gennemsnitlige herrelandsholdsspiller er omkring 195 centimeter høj og altså et hoved højere end den gennemsnitlige danske mand (og dermed også den gennemsnitlige fodboldspiller. I den forbindelse skal der kort nævnes en vandrehistorie fra marketingmiljøet: da fodboldklubben FC København tog et herrehåndboldhold under sine vinger, fik nogen i marketingafdelingen den idé at tage et fællesbillede af klubbens fodbold- og håndboldspillere. Den idé blev aldrig gentaget, da højdeforskellen og de matchende uniformer mest af alt fik det hele til at ligne en far-søn- udflugt). Forskellen mellem den almindelige håndboldspiller og den almindelige danske mand er tydelig her i Hal D i Roskilde, selvom spillerne knap er ovre konfirmationsalderen. Nu rejser de sig fra deres strækøvelser. Flere af dem er allerede vokset over to meter. De begynder at løbe fra side til side, og selvom de kun bevæger sig i luntetempo, kan man allerede mærke lufttrykket, når de lange kroppe løber forbi.

Oplevelsen af at sidde så tæt på et spil håndbold er ikke så meget defineret af mødet med ekvilibrisme – de elegante detaljer foregår normalt så hurtigt og delikat, at man kun rigtig kan forstå dem ved at se dem i langsom gengivelse. Der er mere tale om nydelsen ved at føle sig i forbindelse med stor fysisk kraft. Her i hallen i Roskilde sætter de unge spillere rummet i tunge svingninger. Det er en betydelig fornøjelse bare at mærke gulvet gungre under én og se træningen stige i intensitet, indtil den på et tidspunkt frigør kræfter, der vil kunne splitte et almindeligt menneske ad.

I glimt ser de voksne ud. Dog kræver det ikke mange ekstra kig at se, at de stadig er drenge. Men i disse kredse er drengede træk et stort plus og en af de ting, Claus Hansen noterer sig ved en spiller. En drenget krop betyder uforløst potentiale.

Jeg kigger især på læggene,” siger Claus Hansen fra sidelinjen, hvor han står med venstre arm hen over maven og højre knytnæve under hagen. Om læggene er fyldige og muskuløse. Hvis de har store, brede lægge, er der god sandsynlighed for, at de er ved at nå deres fysiske peak. Nogle af de her drenge er meget tæt på at være færdigudviklede, for eksempel de tre” – han peger på tre stregspillere, der er i gang med at lave en individuel øvelse i den ene ende – “de er forholdsvis satte i deres muskulatur. Man kan også kigge på, hvor kantede de er i ansigtet, hvor dybe deres stemmer er, skægvækst. Jeg ved ikke helt, om man alt i alt kan kalde min analyse for videnskabelig, men jeg kigger på alle de ting. Dem med overvejende drengede træk har stadig udviklingspotentiale og kan måske overhale de andre engang i fremtiden.”

En træner og en fysioterapeut tager sig af stregspillerne. Drengene skærmer for hinanden med kroppen og kæmper om små putbolde, som trænerne slipper langs gulvet sammen med hårde kommandoer.

Hold dit rum!”

Det er millimeterarbejde. Spillerne skal lære at ændre deres fodstilling, så den lille boble af luft, hvori de kan gribe bolden, bliver så stor som muligt. Trænerne forsøger at lave de unge mænd om til voksne spillere ved at lave tusindvis af algoritmiske gentagelser af bevægelser, der skal trænes så langt ind i hovedet på dem, at de sætter sig som ubevidste reaktioner. Det bliver de nødt til, for i de afgørende faser af spillet foregår håndbold så hurtigt, at ingen har tid til at tænke. De rigtige beslutninger skal komme af sig selv, uden overvejelser. Jeg kan huske det fra min egen håndboldtid: Under en håndboldkamp er det ofte, som om man er tilskuer til noget, ens krop gør instinktivt. Den reagerer på input og vælger en løsning for dig. Fornemmelsen af at spille kan derfor have karakter af at opleve en begivenhed med hele ens krop, nærmere end at man rent faktisk udfører den – et paradoks, der også virker til at være sandt for fuldvoksne, professionelle sportsudøvere. Man kan høre det, når de bliver interviewet efter en ophedet kamp, hvor det mere lyder, som om de rekonstruerer deres handlinger end egentlig forklarer, hvorfor de gjorde, som de gjorde, i en given situation.

Det er, som om vi har accepteret, at store dele af en atletisk præstation ikke kan forklares rationelt. Derfor vil du aldrig høre Mikkel Hansen blive spurgt om, hvorfor han gjorde, som han gjorde. Han kan måske forklare det taktiske oplæg, men han vil aldrig kunne forklare de tusindvis af impulser, der lige præcis gjorde, at han valgte at skyde i stedet for at aflevere i en given situation.

De små forandringer i kroppens impulser er helt nye for de tre stregspillere, og de har sat sig som usikkerhed i deres omgang med bolden og i deres skridt. De skubber og maser stadigvæk og griber hjemmevant efter bolden, men i ganske korte øjeblikke ændrer deres fremtoning sig fra at være sikker og flydende til at være pludseligt akavet. Følelsen af at være et 15-, 16- eller 17-årigt talent, er en fysisk meget tilfredsstillende oplevelse, og det er selve fornemmelsen af at være tryg i sin krop og i det fysiske rum, der omgiver én, som talenttrænerne er inde at pille ved. De fleste af drengene her i Hal D har spillet håndbold, siden de var omkring ti år gamle eller før, og i de følgende par år har de leget sig frem til en forståelse af spillet og mærket potentialet. De har opdaget, at de kan nogle ting, eller at deres krop kan nogle ting, andre ikke kan. Årene umiddelbart før puberteten, fra cirka ti til 13 år, kalder fysioterapeuterne for den motoriske guldalder, hvor hjernen suger til sig med motorik og taktile input. Kroppen vænner sig til bolden og til selve det fysiske rum, en håndboldbane er. Og så kommer kiloene. Ganske pludseligt skal man vænne sig til en ny krop. 16-17-årsalderen er et minefelt for talenterne af alle mulige årsager. Der er selvfølgelig de mest åbenlyse: det er først nu, det hårde arbejde med at bygge kroppen op begynder, og det er først nu, de skal begynde at give afkald på det, almindelige unge teenagere går i møde. Øl og piger, kort sagt. Men en mere usynlig trussel er, at selve følelsen af at spille ændrer sig. I en periode, et par år måske, mister spillerne den fysiske fornemmelse af, at de rent faktisk er dygtige til at spille håndbold. Og det er ikke hvilke som helst følelser, der forsvinder, det er vigtige ting som fornemmelsen af lethed og ubesværethed. Det er at gå fra, at man med sin kraft og præcision manipulerer med rummet, til at rummet manipulerer med én, hvilket er følelsen af magtesløshed.

Det kræver en ganske særlig psyke for et ungt menneske at komme sig over tabet af den følelse, at klare skiftet fra noget let til noget tungt.

4.

Claus Hansen var selv blot en teenager, da han startede sin karriere i den lille klub Sierslev på Sydsjælland med at træne klubbens U12-hold. I andet forsøg ramte han en solid generation i klubben med blandt andet senere landsholdspiller Lasse Svan Hansen, der dengang spillede højre back (“Claus var venlig, men der stod meget respekt omkring ham,” siger Lasse Svan i dag). Claus mener selv, han lavede alle de klassiske fejl med det hold.

Det, jeg prædiker i dag, er aflad for egne synder,” siger han. Ude fra bænken kaldte jeg et system, der blev spillet til ende, og så satte vi ellers den tidligst fysisk udviklede til at springe op og skyde. Det er en klassisk fristelse: For at få succes tidligt dirigerer man spillerne og træffer beslutninger for dem. Det er at gøre dem en kæmpe bjørnetjeneste.”

Efter fire år drev han holdet til de danske mesterskaber for U16-hold og fik en overraskende bronzemedalje. Det var en præstation, man lagde mærke til, og Claus Hansen blev hentet til klubben GOG på Sydfyn, en af de klubber, der suger unge talenter til sig. Her fik han ansvaret for U18-holdet, hvor han første gang stiftede bekendtskab med Mikkel Hansen, og sammen vandt de Danmarksmesterskabet i 2005. Det resultat gjorde hans hoser grønne endnu højere oppe i systemet, og Claus Hansen blev en del af talentudviklingsmiljøet i Dansk Håndbold Forbund, hvor han i dag bestrider en af de øverste stillinger. Hans vej op igennem rækkerne i håndboldens Danmark virker som en glimrende illustration af, hvordan denne verden er bygget op, og de dygtigste spillere klatrer gerne ad den samme stige: opdraget i en landsbyklub, opsnappet af en provinsbastion, udtaget til landshold.

Stiller man Dansk Håndbold Forbund op som en pyramide, stikker Claus Hansens ansigt ud lige under toppen. Over ham, som hans direkte chef, sidder Ulrik Wilbek, ved siden af sidder Heine Eriksen, træner for U20-damelandsholdet. Alle vægtige beslutninger om danske håndboldspillere under 20 år bliver taget af dette trekløver. I pyramiden under Claus Hansen er der en gruppe mænd – og kun mænd – der alle er skjulte for den almindelige håndboldtilskuer, men ikke desto mindre er kernefigurer i herrehåndboldens Danmark. Der er det joviale makkerpar, der er ansvarlige for U18-herrelandsholdet: den blonde sønderjyde Morten Henriksen og hans assistent Sten Kaj Larsen, der kunne være Preben Elkjærs afdæmpede tvilling. Så er der fysioterapeuterne og målmandstrænerne, hver med deres tildelte geografiske område (administrativt bliver håndbolddanmark delt ved Lillebælt, og Østsiden halter efter på stort set alle de parametre, talenttrænerne måler og bliver målt på. Det er København, der hiver det hele ned. Håndboldens penge er i de jyske klubber, hvilket gør, at håndbold er en af de få brancher ud over landbruget, hvor man må tage til provinsen for at gøre karriere. Det skaber en omvendt rådden banan, et råddent æble, kunne man sige, i hovedstadsområdet). I pyramiden er også trænere med ansvar for de enkelte regioner, der normalt fungerer som første led i udvælgelsen af spillere. En signifikant stor del af disse mænd er uddannede skolelærere, ligesom langt de fleste danske landstrænere i øvrigt har været det. (En ikke-fyldestgørende liste inkluderer Leif Mikkelsen, Anders Dahl-Nielsen, Ulf Schefvert, Torben Winther og Ulrik Wilbek. Håndboldens professionalisering har endnu ikke fjernet bismagen af seminarium). Til dagligt arbejder Claus Hansens underordnede på højskoler, efterskoler, gymnasier eller såkaldte sportscolleges, hvoraf de vigtigste – dem, der i øjeblikket spytter flest elitespillere ud – ligger i et decideret håndboldbælte i Midtjylland: Holstebro, Randers, Skanderborg og Ikast. Claus Hansen har selv en fortid som lærer på Svendborg Handelsskole og Sportscollege, hvor han morgen efter morgen så den dengang purunge, udmattede og adskilligt kilo lettere Mikkel Hansen komme for sent.

Ingen af talenttrænerne har kontorer. De går i sponserede joggingsæt og har for det meste en anstændig, men ikke højtragende, håndboldkarriere bag sig. Også her skiller Claus Hansen sig ud på to punkter. Dels er han den eneste blandt herretrænerne, der er ansat på fuld tid. De fleste af hans underordnede bruger deres fritid i biler på langstrakte omfartsveje og i buede landsbyhaller og kan regne med en langtfra fyldestgørende refusion for tabt arbejdsfortjeneste. Dels er han den i flokken med den suverænt korteste karriere som aktiv spiller.

Man kan næppe kalde det en karriere,” siger han. Begge hans knæ satte ud, da han var 17 år gammel. Men jeg var en af den slags playmakere, der var god til at føre bolden op, god til at gøre de andre gode. Jeg var ikke specielt gennembrudsstærk eller skudstærk. Jeg var lige præcis den slags spiller, jeg selv går langt uden om i dag.”

Som ung spiller var Claus Hansen et dårligt bud på en fremtidig landsholdsspiller, fordi han kun havde ét våben: sit blik for sine medspillere og sin evne til at gøre dem gode. Men en spiller uden våben nummer to har dårlige fremtidsudsigter i håndboldverdenen.

Vi står, begge med korslagte arme, og kigger på én af de udtagne til træningen i Roskilde, der har det samme problem. Han har sort T-shirt, markeret ansigt, blondt hår strøget til siden og stråler i en tre mod tre-øvelse. Han flytter sig med fjedrende skridt ind mod en forsvarsspiller, sætter begge fødder i gulvet i et pludseligt stop og knækker i hoften, så hele hans overkrop kommer på kant. Forsvarsspillerens arme glider ud i tomt rum, og resten af vægten følger med, mens den blonde glider forbi ham, tager en dribling og sætter af til et frit skud. Der er et glimt af Anja Andersen dér, ikke af hendes ekstravagante tricks, men af hendes urørlighed, det at kunne smutte ud af en forsvarsspillers greb som en mandel. Det er det her, den blonde er blevet udtaget på; de hjemmevante bevægelser og kontrol af sine kilo.

Men,” siger Claus Hansen, han kommer til kort, så snart han kommer ud og spiller landskampe. Når vi møder Spanien og Schweiz og sådan nogle, dér bliver han bare stoppet.”

U18-assistenten Sten Kaj Larsen har gjort os selskab på den syrenblå bane, og sammen ser vi den blonde modtage bolden i et præcist og forfinet forfinteløb. Han går langt ned i knæ, flytter sin vægt så tæt på gulvet som overhovedet muligt. Han skærmer bolden med skuldrene forrest, han får et skub på vej forbi sin forsvarer, men drejer så overkroppen og er pludselig i perfekt position til et skud, der kan dirigeres hen, hvor det skal være. Hvad er det, der lykkes for ham i denne hal, som ikke lykkes, når han møder talenterne fra andre lande?

Det er svært ikke at sige fysik,” siger Claus, der er kontraktligt forpligtet af forbundets politik om, at spillere ikke må fravælges kun på grund af deres fysik.

Det vil jeg også sige,” svarer Sten.

Men det er også den måde, de andre bruger fysikken på. De er … kan man kalde det kynisme, Sten?”“

Det kan man godt.”

Det er, som om de andre går mentalt ind i duellen, som man gjorde i 1700-tallet.”

Ren gladiator.”

Det er mig eller dig, du.”

Der ligger en indgroet, usagt holdning under de her sætninger, som jeg kan mærke hos alle de trænere, jeg snakker med, uden at nogen af dem siger det direkte: den danske dreng har en blødhed i sig. Håndbold er ikke nødvendigvis et spil fyldt med vold, men det er fyldt med afmålt voldsomhed, og talenttrænerne, i særlig grad Claus Hansen, ser det som en del af deres arbejde at lære de unge talenter den kynisme, der skal til for at klare sig. Da Ulrik Wilbek trådte tilbage som landstræner efter det danske herrelandsholds katastrofale undergang i finalerne ved VM i Spanien 2012 og EM på hjemmebane i januar 2013, brugte han et andet ord: Svin. Det danske landshold mangler nogle svin.

Det er sympatiske unge drenge,” sagde Wilbek, som ser tingene i helheder. Og som går op i familie og andre ting.”

Søde drenge går hånd i hånd, sammen i sejren og sammen i undergangen. Svin hæver sig over mængden. Da jeg påstår, at Claus Hansen forsøger at lære de unge spillere ikke bare kynisme, men svinagtighed, stejler han, og forsøger sig med en nuancering.

Vi kunne godt bruge nogle flere folk, ligesom i ishockey, der kan gøre folk færdige.”

Der kan gøre folk færdige. Han mener ikke at skade dem på liv og helbred, selvfølgelig – han mener, at vi skal bruge folk, der kan gennemføre en tackling, indtil der bliver fløjtet. Og gerne i en sådan grad, at modstanderne bruger kostbare sekunder på at veje for og imod, inden de igen retter deres løbebane mod målet.

Håndbold har altid været en moslesport, men det fysiske udtryk eskalerede, da muren faldt og særligt i årene efter, i takt med at europakortet ændrede sig. I Danmark havde den nye virkelighed den meget håndgribelige konsekvens, at der ved et lykketræf blev plads til den gyldne generation af kvinder, der pludseligt kunne dominere i en verden, hvor det indtil da altdominerende Sovjetunionen blev brudt ned i mere overkommelige bidder som Litauen, Ukraine og Rusland. Vi var dygtige og heldige på én gang,” siger Ulrik Wilbek i dag om den tid.

Men med det geografiske opbrud dukkede der samtidig en ny slags voldsomhed op i herrehåndbolden, en ubehagelig og opfindsom vold. Man så den især i kampene mellem de nye håndboldnationer, der blev skåret ud af Jugoslavien: Kroatien, Serbien, Bosnien-Herzegovina. De tre hold spiller generelt brutalt, som Balkan-hold alle dage har gjort (undtagen Slovenien. Den nordligste afstikker fra Jugoslavien orienterer sig i alle samfundsforhold hellere mod Nordeuropa end mod syd, også på håndboldbanen, hvor Slovenien er som en lille skandinavisk enklave med systemhåndbold og fællesskabsfølelse), men 1990’ernes opgør mellem disse naboer var noget af det mest ubehagelige, jeg nogensinde har set på en håndboldbane. Der var hævnaktioner fra første sekund.

Én situation står særligt klart for mig. Jeg var kun en knægt og kan ikke huske, hvem der spillede, men der var et kontrastød, og en stor back var kommet et par meter efter på et tilbageløb. Fløjen satte af og gjorde klar til at skyde, da backen strakte sin pegefinger frem og løftede lige så blidt på fløjens bagudstrakte balanceben. Det gjorde, at hele den svævende krop tiltede fremover, og fløjen landede med næsen først i parketgulvet. Det var vold, men det var delikat, elegant og effektivt udført, med stor forståelse for balanceforhold og det fysiske rum.

Det er ikke dét, de danske spillere skal lære, men der er stadig en kynisme (som Claus Hansen kalder det; jeg holder fast i ordet brutalitet), der bliver belønnet i håndbolden, og som Danmark først for 10-15 år siden begyndte at omfavne. Claus Hansen er træt af, at vi i den danske håndboldliga stadig har dommere, der giver udvisninger for forseelser, der knap ville give en henstilling i Tyskland eller på Balkan. I det faktum kan man læse masser af ting ind – at danskerne i deres hverdag er vant til et meget reguleret og trygt samfund, og at det smitter af på de danske dommere, for eksempel – men sikkert er det, at den danske holdning til håndbold historisk set har været, at voldsomhed skal tøjles for at give plads til det smukke spil.

Spørgsmålet, der står tilbage, er imidlertid, om håndbold overhovedet skal være smukt? Den rå klangbund gør det i mine øjne blot endnu mere fascinerende, når spillet pludseligt er smukt. Når den ene angriber efter den anden har braget ind i forsvaret, men bolden stadig finder vej til fløjen, der sætter af og svæver frit, finter målmanden til at miste sin balance og slipper bolden i et kraftigt, men blødt riv, så den drejer 90 grader, når den rammer gulvet, og triller i sidenettet. Det mest tilfredsstillende ved det smukke håndboldspil er, at det kan eksistere i en verden, der belønner kynisme. Når skønheden er der, er den der på trods.

Jeg tror også …” siger Sten Kaj Larsen på sydfynsk. Ja, kig lige på ham.”

Vi er tilbage på midterlinjen i Hal D i Roskilde, træningsøvelsen har roteret nu, og den blonde tager en rolig tjans som tilspiller. Han står med siden til os og afleverer til holdkammerater i fart.

Man er også nødt til at tage i betragtning, at han ikke har noget skud. Han har ikke noget, der kan løfte forsvarsspilleren ud i et andet rum,” siger Sten.

Vores samtale startede i det høje toneleje, men på optagelsen på min diktafon kan man høre, hvordan jeg langsomt hiver de to andre med ned i en hvisken. Det er ubehageligt at tale om mennesker på den her måde. Al snak om de unge spillere bliver automatisk til en for og imod-liste. De bliver ikke set som sammensatte mennesker, de bliver splittet op i en række kvaliteter; blik for spillet, teknik, attitude, fysik, skudkraft, plusser og minusser. Claus Hansen bryder ind.

Et godt skud er katalysator for mange ting. Hvis du kan klappe den ind fra 11-12 meter, bliver de andre nødt til at gå frem til dig. Og det skaber det rum bag ved forsvaret, som forsvaret ikke har lyst til er der. Der kan stregen rykke ind. Skudvåbnet i herrehåndbold er det, der skaber alt det andet,” siger Claus.

Det rum, der ikke er der,” siger Sten.

Det er en kynisk kalkule, og udansk på sin vis, fordi et godt skud handler om stor fysik og rå kraft. I Danmark elsker vi finmekanikken. Vi er ikke Volvo eller aluminiumssmelteværker, vi er B&O og FDB-møbler. Det er en dansk ting at identificere sig med de små, kreative og teknisk dygtige – fløjspillere, for eksempel, Danmark har aldrig nogensinde haft mangel på verdensklassefløje, fordi fløjene som de eneste får lov til at lege gennem hele deres karriere.

Claus Hansen og jeg går fra midterlinjen ned og tager plads i hallens venstre hjørne, hvor trænerne har startet en lille angrebsøvelse, der lægger op til fløjafslutninger. Vi sidder et par meter fra det sted, hvor fløjene slipper bolden, og det er svært ikke at lade sig rive med. De unge mænds bevægelser er flagrende, men unægteligt smukke at kigge på. Først og fremmest er der selve svævet, og det er vitterligt et svæv. Den luksus, det er at få lov at svæve uforstyrret, er udelukkende fløjspillerne forundt, og man har fornemmelsen af, at de et øjeblik omgår tyngdekraften (det handler om acceleration og deceleration. Når du hopper, bevæger du dig hurtigst i det øjeblik, du sætter af fra jorden. Farten vil så gradvist tage af, jo længere du stiger op, indtil du når toppunktet og hænger stille et ganske kort. Farten vil derefter stige igen, som du falder til jorden. Det betyder, at den øverste halvdel af hoppet også er den langsomste. Uanset om det er dig eller en professionel fløjspiller, der hopper, vil I bruge to tredjedele af tiden i den øverste halvdel af kurven og kun én tredjedel i den nederste. Dén basale fysiske effekt tilsat fløjspillerens enorme springkraft giver illusionen af, at han svæver på en pude af luft).

De her drenge er stadig i en alder, hvor de bruger den tid, de har i luften, på at være teatralske. Bolden dirrer i hånden på dem, mens de svæver, og hovedet rykker fra side til side, indtil de sætter skuddet ind. De skyder ikke, de lader bolden glide ud af hånden, gerne i et lob, som de udfører på alle mulige måder. I modsætning til for eksempel basket, hvor det altid vil være langefingeren, der slipper bolden sidst, kan boldbehandlingen variere i håndbold, og fløjene især er specialiseret i at give sig selv så mange afslutningsvarianter som muligt ved også at lade ringe-, tommel-, pege- eller lillefinger være den sidste, der påvirker bolden. De kan variere spin, kurve og opspring. De slipper bolden med håndfladen vendt mod målmanden, så de nærmest puffer den fremad med bagspin, mens benene strækker ud. De drejer håndfladen rundt, så den vender mod himlen, og lader bolden rulle hen over fingrene. Én finter et skud nedad og vipper med håndleddet til sidst, så den triller over målmandens hoved med topspin. Det er ren og skær leg af den slags, vi elsker her til lands, og som spillerne får indpodet fra en meget tidlig alder. Og det er fantastisk, medgiver Claus Hansen. En ungdomskamp kan være betydeligt kønnere at kigge på end en voksenkamp. Problemet er, at den flegmatiske grundholdning om, at alting skal gøres med stil, gør, at nogle af dem, herrelandsholdet får allermest brug for om ti år – de store, høje, tunge drenge – får svært ved at bryde igennem, simpelthen fordi det er sværere at få lange teenagelemmer til at udføre finmotoriske udfordringer. Den manglende teknik bliver tolket som mangel på talent. Claus Hansens yndlingseksempel på dette problem er den 2 meter og 11 centimeter høje landsholdsspiller Nikolaj Markussen.

KRANNikolaj Markussen er 211 centimeter høj. Vi ser sjældent spillere af denne højde fra andre nationer, fordi Danmark er et af de få steder i verden, hvor håndbold er de store talenters første- eller andenprioritet. I lande som Frankrig, Tyskland, Kroatien eller Rusland vil de højeste ofte forsøge sig med basketball eller volleyball først.
 Her er han under VM i 2013, Danmark mod Island. Foto: Polfoto

Nikolaj Markussen var i lang tid en overset spiller, som ikke kunne skyde en bule i en blød hat, så snart der var nogen, der bare prikkede til ham,” siger Claus Hansen. Han blev derfor ikke set som noget særligt og blev ikke engang udtaget til de såkaldte Unionstræninger, der ellers normalt er en trædesten, man skal over for at komme op i ungdomseliten og måske blive udtaget til ungdomslandsholdet. Men Claus Hansen så et lys i den høje teenager og hev ham uden om det vante system og direkte ind i DHFs talenttræning. Ikke på grund af det, Nikolaj Markussen kunne, men på grund af det, han ville komme til at kunne.

Hvis alt går vel med Nikolaj Markussens notorisk skrøbelige, lange ben, vil vi til VM i Qatar se ham afløse Mikkel Hansen på venstre back i ny og næ. Hvilket giver god mening – de to spillere har vidt forskellige kvaliteter, og udskiftningen tvinger modstanderens forsvar til en gedigen omstilling. Når denne udskiftning kommer, så hold øje med det meget voldsomme skifte i måden at bevæge sig på og især i måden at udføre et skud på. At se et Mikkel Hansen-skud umiddelbart afløst af et Nikolaj Markussen-skud, er som at lande i Kastrup Lufthavn efter en ti timer lang flyvetur fra Tokyo og gå direkte ud i intercity-toget til Aarhus. Mikkel Hansen-flyet udfører rejsen, skuddet, i ét sammenhængende glid, du ænser ikke de områder, du flyver hen over. Du har rejst over Kina, Sibirien og Nordeuropa, men du har kun rigtig opfattet starten og slutningen – alt imellem de to yderpunkter hænger sammen i et flydende svirp. Og så går du over i Nikolaj Markussen-intercitytoget, der tager rejsen i grove, kantede hak. Du stopper ved hver station, så Roskilde, så Odense, så Aarhus. Markussens ekstremiteter bevæger sig én ad gangen, som om hans ben bliver nødt til at gøre sig færdige, før kraften kan føres videre til maven, så skulderen, så albuen, så håndleddet. Det er ikke kønt, kort sagt. Forskellen på de to spillere kan ikke måles objektivt. Nikolaj Markussens skud er ligesom Mikkel Hansens et ubehageligt projektil, der, hvis det får lov at flyve frit og ramme overliggeren, kan få et tungt metalmål til at vippe faretruende. Forskellen ligger i den æstetiske nydelse. Men – og her finder man kernen i Claus Hansens problem – æstetikken er så vigtig i dansk håndbold, at hvis en ung håndboldspiller bevæger sig som en dårlig breakdancer, kan det skære så meget i hans træners øje, at han ikke kan se den objektive sandhed: at knægten har den rigtige vækstkurve og alle muligheder for at udvikle muskelkraft og teknik nok til at kunne sende en bold af sted med 105 kilometer i timen fra et leje i tre meters højde. Så er det mere behageligt at kigge på en spiller som den blonde 16-årige i Hal D i Roskilde og drømme om den mand, han vil kunne blive til, og de underskønne, lette finter, han vil kunne udføre på banerne i Spanien og Tyskland. Problemet er blot, at netop det vil han aldrig nogensinde få lov til, hvis han ikke lægger al sin energi i at udvikle en skudarm, der er en trussel fra 11 meter.

For at nå derhen kræver det, at han skal skyde mere, selvom han ikke kan. Så har han måske ti langskud i en kamp og scorer på to. Det vil klubtræneren og tilskuerne undre sig over, det vil han selv undre sig over, for den identitet, han har, og det har alle dem her” – Claus Hansen peger rundt omkring sig – “de er alle sammen vant til at være hjørnestenen på deres klubhold, de har en identitet som ham den dygtige. For at udvikle dig og få nye facetter på dit spil kræver det, at du er i stand til at tabe ansigt i en periode, at du er stand til at tage det der dyk. Det har ikke bare konsekvenser for dig selv, det har konsekvenser for hele dit hold, der måske begynder at tabe kampe. Og det skal man kunne klare. Man skal kunne sætte sig selv først.”

Det var det, Mikkel Hansen gjorde, da han i sine sene teenageår fandt en hal i kvart størrelse i Gudme med et håndboldmål, han kunne skyde sønder og sammen. Igen og igen. Det er på den måde, han er et forbillede for de generationer, der kommer efter ham; ikke som et talent eller geni, der lader naturen skinne igennem sig, som tager håndbolden nye, spændende steder hen, som leger og forbløffer, men som en dedikeret arbejdshest med strømlinede spidskompetencer, der i tusindvis af timer har finpudset udad-rotationen i sin skulder, drejningen i sin albue og svirpet i sit håndled.

I en moderne sportsvirkelighed er der ingen anden vej end hårdt arbejde; idéen om undtagelsen, den geniale spiller, der alene på grund af sine medfødte evner bryder alle rammer og slår nye stier gennem landskabet, er farlig, fordi håndbold og sport som sådan er blevet så hyperspecialiseret, at man kun kan nå til tops ved at opdyrke sine reaktioner og spillemønstre gennem tusindvis af gentagelser, ved at dyrke gentagelsen. Ved at være en gentagelse.

Men som håndboldspiller i Danmark er det meget svært ikke at lade sig forføre af det modsatte, af undtagelsen. For undtagelsen findes. Den inspirerede spiller, der henter sin inspiration et andet sted fra, der breder sig ud over det, vi troede spillet var, findes. Og havde denne spiller nu bare eksisteret som en fodnote eller en detalje i den danske håndboldbevidsthed, havde det hele måske været anderledes, men sådan er det ikke. Undtagelsen findes som den danske håndboldskovs største træ, det træ, resten af skoven bliver nødt til at måle sig efter.

5.

Med et halvt minut tilbage af OL-finalen i 1996 mellem Danmark og Sydkorea stod det lige. Korea brød igennem, men brændte på Susanne Munk Lauritsen (burde der måske have været dømt straffe?), og Camilla Andersen førte bolden op ad banen. Der var 15 sekunder igen, men de danske spillere viste forbilledlig tålmodighed. Bolden var forbi et par hænder, inden den endte hos Anja Andersen, der i høj fart igen, som hun havde gjort så mange gange før i kampen, lavede et lille brud i sin løbebane og kom på ydersiden af sin oppasser. En anden koreaner kom til og ragede hende ned i feltet. Straffekast. Anja Andersen blev liggende på det blågrønne gulv med nakken mod kameraet i ubehageligt lang tid, og hendes ryg pumpede op og ned. Tiden løb ud.

Det er en tommelfingerregel, som bliver prædiket helt fra børnerækkerne over håndboldligaen til landsholdet, at den, der får tilkæmpet sig straffekastet, ikke skal skyde det, men lige præcis nu, lige præcis her, kunne landstræner Ulrik Wilbek ikke gøre andet end ganske undtagelsesvist at bryde den regel. I sin bog om årene med kvindelandsholdet skriver han, at det skulle være Anja Andersen, ikke fordi hun var den bedst kvalificerede – som oftest var det Camilla Andersen, der var førstevalg – men fordi hun var den eneste på dette hold, der ville kunne tåle at brænde og stadig samle sig sammen til at spille overtiden. Ja, måske ville hun endda blive opildnet af det, skrev Wilbek.

UMAGE PARI 1988 blev Ulrik Wilbek træner for dameholdet i Viborg og hentede 18-årige Anja Andersen hertil. Den unge stjerne var allerede på det tidspunkt notorisk kendt for sine konflikter med både modspillere, trænere og holdkammerater. “Jeg har gjort det klart, at hun aldrig på noget tidspunkt må reagere negativt over for sine holdkammerater,” sagde han til det Fri Aktuelt. Her er de under en hviledag til VM i 1997. Foto: Polfoto

Der findes et billede af mig og Anja Andersen sammen. Jeg er vel omkring 12 år og med på en af de ugelange håndboldskoler, der var populære i Kolding og omegn, og som lå og fyldte midt i sommerferien hvert år. Anja Andersen var gæstetræner den dag. Jeg har en masse billeder fra min håndboldbarndom, fra kampe og turneringer, holdbilleder i posede træningssæt sponseret af Middelfart Sparekasse, men dette billede – jeg står platinblond med mine skæve fortænder fremme i et grin og holder Anja Andersen om livet, helt lykkelig – er det eneste, jeg har, der på nogen måde har noget med heltedyrkelse at gøre. Fotografiet fortæller på sin vis en historie om håndboldens helt unikke ligestilling. For viser billedet ikke netop, at håndbold er en undtagelse blandt verdenssportsgrenene, hvor en knægts ypperste ønske kan være at kopiere en kvinde? Findes der andre sportsgrene, der haft en kvinde som sin vigtigste kreative drivkraft, hvor det er en kvinde, der har sat sig ud over alle konventioner, en kvinde, der er den mest kontroversielle personlighed, og som er blevet brugt til at diskutere alt fra kønsroller til balancen mellem individet og fællesskabet i det her land? Uden at kende noget til Anja Andersens rolle som diskussionsemne elskede jeg hende hele vejen igennem min håndboldbarndom. I et par år tog al min kreativitet på en håndboldbane udgangspunkt i dét, hun gjorde. Hendes mål mod Kroatien ved EM i 1996, hvor hun i luften vender ryggen til målmanden, finter bolden mellem benene, inden hun lader den glide bag over hovedet og i en flad bue over en frosset målmand, er ikonisk. Men den slags udskejelser var stadig blot gak og løjer, for det var først, når hun stod over de forsvarsformationer, der blev sat op for at skærme hende, vi kunne se, at hendes rolle i denne verden var at latterliggøre systemer. I en kamp i den norske liga tog hun et par skridt mod tre-meteren og bankede bolden i gulvet. Forsvarerens øjne fulgte bolden, der sejlede ind i feltet, mens Anja gled udenom og satte af. Hun fangede sin egen aflevering i luften og vippede hurtigt med håndleddet, så bolden tog en ny bue, nu hen over den fremadstormende målmand. Jeg havde aldrig set noget lignende, og jeg så på Anja Andersen med en følelse, jeg først mange år senere har identificeret som følelsen af, at universet stadig er ungt og kan udvikle sig i nye retninger.

Anja Andersen så ganske anderledes på det, Anja Andersen troede på skæbnen. Hun er det tætteste, vi kommer på en religiøs håndboldspiller, ikke decideret kristen, hun var nærmere hedensk i sine idéer om, hvor hendes spil kom fra – hun tilbad den natur, hun kunne mærke i sig selv, og som kom til udtryk gennem hendes handlinger. I sin selvbiografi Mit håb om frihed skriver hun:

De ting, jeg render og øver mig på, har altid eksisteret for den, som ville opdage dem.”

Hvordan det eksisterer, eller hvem der har skabt det, skriver hun ikke noget om, men sikkert er det, at det ikke er hende selv, men en eller anden entitet. At universet ikke udvikler sig, men er skabt og blot skal opdages. Den måde, Anja Andersen ser sit eget spil og sig selv på – den måde, jeg så på hende, da jeg var barn og stadig ser på hende i dag – er som et slags medie, som naturen kommer til udtryk igennem. Det er det, man i romantikken kaldte et geni.

Da jeg bruger det ord over for Claus Hansen i det sidste interview, vi har (det er over telefonen et par uger efter træningen i Roskilde, han har hjemmearbejdsdag i Herning), kan jeg høre, at han bliver mærkbart utryg. At der findes en slags ånd eller naturlighed, der kommer over en sportsudøver, er en ubehagelig tanke for en moderne håndboldtræner, og han vil kun hårdt presset gå med til at tage det i sin mund.

Jeg synes, jeg kan forklare idéen om talent med andre faktorer. Dét, Mikkel Hansen kan, er ikke tilfældigt. Og det er ikke tilfældigt, at man i en situation som den ved OL i Beijing sætter lige præcis denne unge spiller til at tage sådan et skud.”

Jeg spørger ham, om et talentsystem, der er knyttet så tæt til idealet om gentagelser, overhovedet kan håndtere én som Anja Andersen?

Jeg tror på, vi har plads til de her enere, som jeg hellere vil kalde dem, i vores system,” siger han. Men vi ser dem ikke. Hvor er de henne? Hvad sker der op igennem børnehaven og folkeskolen og hele vores velfærdssystem, der gør, at når jeg får fat i ungerne på 15-16 år, så er enerne bare væk?”

Claus Hansens problem er, at man ikke kan skabe eller udvikle den ener-mentalitet, der skal til for at kunne tage et afgørende straffekast efter tid i en OL-finale. Den skal findes et sted i spilleren allerede. På den vis giver han Anja Andersen ret. Claus Hansen kan forsøge at presse spillerne ud i stressede situationer, hvor der er meget på spil, men det vil blot afsløre, hvilken personlighed de har at arbejde med. Det, talenttrænerne kan gøre – det eneste, de kan gøre, velsagtens – når spillerne skal drives frem, er at falde tilbage på mønstrene. Dels i selve træningen: for at gøre de unge talenter til brugbare landsholdsspillere vil Claus Hansen og hans kolleger køre dem gennem situation på situation, gentage et angrebssystem igen og igen ud fra tanken om, at jo flere gange, de ser en situation udspille sig, jo bedre beslutninger vil de tage næste gang. Men mønsterets logik er lige så vigtig, når det gælder beslutningen om, hvem talentsystemet skal bruge sine begrænsede ressourcer på. Claus Hansens bedste mulighed for at vurdere en spillers potentiale er at se ham som en gentagelse af en tidligere spiller, at se ham som endnu en brik i håndboldmønsteret for at forudsige, hvor den spiller vil ende henne, mentalt og fysisk.

Man skal stole meget på sin mavefornemmelse,” siger Claus Hansen. Og det med mavefornemmelsen bliver jeg forhåbentligt bedre til, som årene går. Jo flere spillere, jeg ser glide igennem systemet, jo flere gentagelser, jeg ser, jo bedre kan jeg genkende mønstrene.”

Således taler en mand, der har skrevet under på, at han vil arbejde evidensbaseret, der gerne vil være tryg ved, at hans spilleres liv og karriere ikke er forudbestemt, der qua sit job bliver nødt til at tro på, at sådan noget som skæbne ikke eksisterer, og at hans arbejde derfor gør en forskel. I et system, der er bundet op på gentagelsen, er undtagelsen en ubehagelig ting at forholde sig til.

STILHEDVed OL i Atlanta i 1996 spillede Danmark finale mod Sydkorea i et ombygget konferencecenter, hvor lyden i hallen værre, end den normalt er til den slags kampe. Men Anja Andersen beskriver, hvordan al lyden forsvandt fra hendes bevidsthed, da hun skulle tage det sidste straffekast. Da hun brændte, eksploderede koreanerne omkring hende i glæde og brugte tiden på at juble, i stedet for at snakke om, hvordan de skulle håndtere omkampen. Danmark vandt. Foto: Polfoto

Anja Andersen var ubehagelig at forholde sig til. Den personlighed, der gjorde, at hun var den rigtige til at påtage sig ansvaret i en så vigtig situation som det afgørende straffekast i OL-finalen, var også den personlighed, der gjorde, at hun ikke passede ind i hverken modstandernes eller holdkammeraternes systemer. Spottede hun en åbning i et forsvar eller følte hun sig inspireret, gik hun ikke af vejen for at bryde den løbebane, der var aftalt. Hun improviserede i en sådan grad, at hendes holdkammerater på landsholdet på et tidspunkt lavede et regelsæt særligt til hende. Hun sugede for meget af spillet til sig, hun tog for meget ansvar, skrev de til hende og krævede, at hun ændrede stil for at kunne blive på holdet. Hun forstyrrede rytmen.

Anja Andersen tog spektakulære skænderier med sine trænere, især Ulrik Wilbek. Hver for sig udgør de de to vigtigste personligheder i moderne dansk håndbold, sammen var de en potent kraft, skiftevis bundtroværdig dynamit eller ustabil nitroglycerin. Det var Anja Andersen, der tog det meste skrald for de skænderier i medierne. Hun blev kaldt hystade og egomanisk. To velansete trænere, Anders Dahl-Nielsen og Bent Nyegaard, gav i 1995 et helsidesinterview til Politiken, hvor budskabet var, at enten måtte Anja Andersen rekvirere psykologhjælp, eller også måtte hun smides af landsholdet – uagtet at det ville betyde, at landsholdet måtte fortsætte på et lavere niveau. Alene hendes tilstedeværelse var et symptom på det konsekvensløse samfund”, mente de to. Medierne jagtede hendes seksuelle identitet, måske fordi man tænkte, at der i soveværelset lå en mulighed for at forstå hende bedre. Men Anja Andersen har aldrig taget en seksuel identitet på sig. Hun har aldrig sagt ordene jeg er lesbisk” højt – eller det modsatte for den sags skyld – som ville betyde, at vi kunne sætte hende i en kasse med en voksen og færdigudviklet seksualitet, som en kønsforsker skrev mange år senere. Så kunne hun blive andet i vores øjne end et barn? Det var der, hun endte, det var sådan, vi fik det hele til at passe. For at se hende på en håndboldbane var som at se et stykke intuitiv og utæmmelig natur, som når man ser børn løbe nøgne rundt på en græsplæne. På mit fotografi står Anja Andersen og smiler næsten lige så stort som jeg, med armen slænget over min skulder, og jeg tror, hun var oprigtigt glad den dag, midt i en børneflok. Håndbold vil altid have den ganske vidunderlige klods om benet, at hun insisterede på at vise os spillets romantiske leg.

Anja Andersen spillede videre i et par år efter OL i Atlanta, indtil hun blev nødt til at stoppe karrieren på grund af en hjertefejl. En rytmeforstyrrelse. Af alle ting i denne verden blev Anja Andersen stoppet af en rytmeforstyrrelse. Sammen med landsholdet vandt hun VM i 1997, det sidste trofæ, hun manglede, men OL 1996 står stadig som den vigtigste triumf.

Mikkel Hansens tremeter i Beijing og Anja Andersens straffe i Atlanta er de mest mytiske punkter i de to spilleres karrierer. For Mikkel Hansen var det gennembruddet, for Anja Andersen var det kulminationen. Men de to spilleres rejse hen til hver deres afgørende øjeblik er fundamentalt forskellig, adskilt af en kløft, der har noget at gøre med selve måden, de er i spillet på. De står på hver sin side i sportens modsætninger mellem ritualet, når en håndboldkamp udfolder sig i sin vante struktur, og fornyelsen, når der opstår en ny situation i universet.

De to øjeblikke er også adskilt af en meget banal forskel: Mikkel Hansen scorede, Anja Andersen brændte. Hun stod ved straffestregen som en baseballpitcher og kastede, i samme øjeblik der blev fløjtet. Hun ramte målmandens højre fod. Koreanerne sprang i glæde omkring hende, og hun gik med bøjet hoved ud til bænken. Den platinblonde Ulrik Wilbek lagde en arm omkring hende – en situation, der burde få alle danskere til at tude; de to havde været bundet sammen i snart ti år, siden Anja Andersen var 18, de blev kaldt Hjernen og Stjernen’, og det var et mirakel, at de eksisterede på samme tidspunkt på det samme sted, og alligevel skændtes de med en intensitet, der var tæt på at sprænge det bedste landshold, vi nogensinde har haft, i stumper og stykker. De kom igennem det og stod på toppen, Anja Andersen fik muligheden for at afgøre en OL-finale, som hun altid havde drømt om det, og hun tabte det på gulvet. Lige dér kom Ulrik Wilbek hende i møde og lagde en arm omkring hende. Med den anden arm viftede han resten af holdet ind i en cirkel for at forberede dem til den forlængede spilletid. Hvor Anja Andersen strålede, i øvrigt, og var lige så fattet og målrettet, som hun var hele den sæson. Hun havde sidste eller næstsidste hånd på de første tre mål og var altafgørende for, at Danmark på mærkværdig, skæbneagtig vis tromlede koreanerne ned og vandt med fire.
Men det var ikke den genrejsning, der viste mest om Anjas væsen i den situation. Det var den lille gestus, hun lavede på vej ned mod straffekastet. Jeg blev først opmærksom på det, da jeg genlæste hendes selvbiografi og kunne kun ane det, da jeg gennemså det lille klip fra finalen, hvor hun gik hen for at samle bolden op: Anja slog korsets tegn for sig.

Hvorfor ved jeg ikke,” skriver hun. Jeg har aldrig gjort det før.

Alt, Anja Andersen gjorde, gjorde hun for første gang. Alt, Mikkel Hansen gør, er rutine. Anja Andersen var undtagelsen, Mikkel Hansen er gentagelsen, der er frie kunstnere, og der er matematikere. Så på håndboldbanen, i de splitsekunder håndbold bliver spillet i, har matematikeren Mikkel Hansen så en fri vilje til at gøre, hvad der passer ham? Nej.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: