Forleden kom jeg forbi den her fantastisk bizarre video på YouTube, hvor en 1-årig pige forsøger at gennemskue, hvordan et glittet dameblad fungerer.

I videoen kan man se, hvordan hun med to fingre forsøger at scrolle ned over bladets sider. Hvordan hun forsøger at zoome ind på en parfumereklame med to fingre. Intet virker, og det frustrerer hende. Så forsøger hun med fem fingre-bevægelsen at komme tilbage til bladets ikkeeksisterende hjemmeskærm. Da det heller ikke virker, presser hun sin lille finger mod midten af bladets bund – lige dér, hvor hjemmeknappen på en iPad sidder.

Pigens chimpanseagtige first encounter med papir skyldes, at hun blev født i 2010. Året, hvor den første Apple iPad udkom, og hvor salget af e-bøger for alvor tog fat – og ikke før det øjeblik, hvor pigens forældre gav hende damebladet, havde hun haft andet læsestof mellem hænderne end en iPad. Derfor var bladet, i hendes øjne, intet andet end en iPad, der ikke virkede. (Hvis du tænker, det er langt ude, så forestil dig det omvendte: Man bad en it-uerfaren 80-årig åbne iBooks på en iPad).

Videoen er fascinerende, fordi den illustrerer, at vi nu er nået dertil i historien, hvor skærmen for mange mennesker – ikke kun de digitalt indfødte – fylder mere, end papiret gør. Med lidt schwung kan man sige, at videoen minder om, da man for første gang observerede chimpanser i Østafrika bruge sten som et redskab til at åbne nødder med og konkluderede, at nu var menneskeaben trådt ind i Stenalderen.

På samme måde er mennesket nu trådt ind i – i mangel på større opfindsomhed – skærmalderen.

En undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har vist, at 60 til 70 procent af den tid, vi er vågne i, bruger vi på at sidde. Resten af tiden står vi op eller går omkring. Noget af den tid, vi sidder ned, bruger vi på at læse tekst på en skærm.

Tal fra analysebureauet Global Webindex i år viser, at vi i gennemsnit bruger 50 minutter om dagen på at læse journalistisk indhold på computeren, smartphonen eller en tablet mod 39 minutter på papir.

Ikke nok med det skriver vi også mere på tastatur end med kuglepen. Vi har ikke præcise tal, men ifølge en britisk undersøgelse fra 2012 bestilt af postfirmaet Docmail, havde en tredjedel af 2.000 personer ikke skrevet noget i hånden i et halvt år, og gennemsnitligt havde ingen lagt pen på papir de forgangne 41 dage.

Det vil sige, at nok var pennen mægtigere end sværdet, men tastaturet viste sig at være mægtigere endnu.

Men ikke nødvendigvis bedre.

Det siger måske sig selv. Men at forskellene på, om vi læser på skærmen i stedet for på papir og skriver på tastatur i stedet for med kuglepen, var så store (og tilmed til papiret og pennens fordel), kom bag på mig. (Disclaimer: Jeg er født i 1991 og derfor, vil nogen mene, den ældste generation af digitalt indfødte).

Forskellige studier fra blandt andet Princeton University i USA har vist, at hvis man læser tekst på papir, får man en dybere forståelse af indholdet, end hvis man læste e-bøger, og den forståelse hænger ved i længere tid. Ligesom studier også har påvist, at man fint kan genfortælle indholdet af de noter, man har taget på tastaturet, men at man ville have sværere ved at bruge den viden i andre sammenhænge, end hvis man havde skrevet noterne ned i hånden.

Papirets fordele, mener eksperter som den norske professor Anne Mangen fra universitetet i Stavanger, der i 2014 foretog et eksperiment med skærm versus papir-forsøg på skoleelever, kan koges ned til papirets fysik: et tyndt, fleksibelt materiale, der reflekterer lys, sådan at det, der bliver skrevet, træder skarpt frem og er lettere for øjet at læse end en high-definition skærm.

Hvis du har flere papirer, kan du sprede dem ud foran dig på skrivebordet. Eller lægge dem i en stak. Du kan understrege det vigtige, strege det uvigtige ud, tilføje en kommentar, tegne en krusedulle. Er papirerne hæftet sammen, kan du tage dem op i hænderne og mærke tykkelsen. Du kan se, hvor teksten begynder og ender. Du kan bladre i teksten og mærke brisen fra siderne.

Denne meget sanselige og taktile oplevelse at holde papirerne i hånden giver hjernen et konkret overblik over den tekst, du læser. I modsætning til en abstrakt scrollbar ude i siden af skærmen, der viser, hvor i teksten du er. Det kan hjernen ikke på samme måde forholde sig til – især ikke hvis teksten er lang, viser Mangens forskning.

Papiret har også den banale fordel, at det ikke kan andet end at være papir. Teksten på papiret er en præcist afmålt mængde af information, nogle har udvalgt, du skal læse. Der er ingen faner, ingen notifikationer, ingen hyperlinks, ingen videoer, ingen opdateringer, ingen forstyrrelser. Kun tekst.

Hvilket, selvfølgelig, også gør papiret ufatteligt uddateret holdt op mod en computer, en smartphone eller en tablet. Men når vi taler om at læse og forstå og huske en tekst, så er det at kunne en enkelt ting en god ting. For der handler det netop om kun at gøre én ting: fordybe sig.

I midthalvfemserne fulgte amerikanske forskere, ifølge den prisvindende forfatter William Power, der har skrevet bogen Hamlet’s Blackberry: Why Paper Is Eternal fra 2006, de ansatte på den Internationale Valutafonds kontorer i Washington DC. De var udvalgt, fordi de havde meget papirarbejde og samtidig det nyeste computerudstyr til rådighed. Forskningen viste, at de ansatte foretrak papir og pen over computer og tastatur, når de sad i møder og ved skrivebordet.

Men det mest interessante var noget, en ansat, hvis job var at gennemlæse de ansattes rapporter, fortalte forskerne.

Personen beskrev, hvordan papir var bedre egnet til gennemlæsning, fordi det “kræver, at man slår sig ned ved skrivebordet og virkelig fordyber sig i teksten”. Personen beskrev det at “slå sig ned” og “fordybe sig” som en sindstilstand, hvor man er så fokuseret, at verden omkring én forsvinder i al den tid, det tager at læse en rapport igennem. Det er det, vi i dag ville kalde ‘at være i flow’.

Forskernes konklusion lød dengang, at computeren rigtignok var den ultimative multitasking-maskine. Men at de ansatte brugte for mange hjernemuskler alene på at klikke rundt og navigere frem og tilbage mellem flere vinduer ad gangen på den endimensionelle, virtuelle flade. Der var det lettere og mere intuitivt for de ansatte at jonglere mellem at læse, skrive, redigere og tage noter, hvis det foregik med pen på papir. Netop på grund af papirets fysiske tilstedeværelse.

Lige dér foran dem på skrivebordet.

Når jeg en sjælden gang får en kuglepen i hånden, føles den akavet. De første bogstaver er skælvende, og skriver jeg i længere tid, spænder min hånd op og sitrer i små kramper. Det er ikke kuglepennens skyld.

Det er mig, der er ude af træning.

Når jeg skriver, skriver jeg enten med mine to tommelfingre på telefonen eller, som nu, med alle ti fingre på tastaturet. Eller jeg ‘skriver’ teknisk set ikke. Jeg taster. Det er problematisk, ifølge Henriette Anne Klauser, der har skrevet bogen Write It Down, Make It Happen, fordi når man skriver i hånden, aktiverer vi en masse hjerneceller i det retikulære aktiveringssystem (RAS), hvis hovedopgave det er at holde os årvågne og fokuseret på det, vi er i gang med.

Et forsøg fra Princeton University i 2014 viste, at hvis man tager noter med pen og papir, tager man færre, men bedre og mere bevidste, noter end dem, der tager noter på computeren. Hvilket gør det lettere at huske og at gøre noterne til sin egen viden.

Den forsimplede årsag til, at pen alligevel er mægtigere end tastaturet, er, at når vi taster, så taster vi bare på identiske ja, taster. De fleste kan endda gøre det med lukkede øjne. Det er simpelthen ikke er nok til at aktivere hjernecellerne, som derimod er helt oppe at køre, når vi skriver i hånden, fordi vores hjerne så skal forbinde og forme forskellige bogstaver til ord og sætninger.

Det er blandt andet derfor, at man kan opleve at have rastløse fingre, når man arbejder ved en computer, som gør, at man ubevidst og tankeløst begynder at pille ved en dippedut, der ligger fremme på bordet, og som man pludselig finder sig selv sidde med i munden.

Det sker, ifølge forfatterne Roland Rotz og Sarah D. Writing til bogen Fidget to Fucus: Outwit Your Boredom: Sensory Strategies For Living With ADHD, fordi hjernen er så understimuleret, når vi arbejder på en computer, at den hurtigt begynder at kede sig – og så mister vi fokus. Hjernen forsøger så at opretholde fokus ved at tænke: Nu bider jeg lidt i den her blyant, så jeg ikke døser hen.

Men i stedet burde vi – i hvert fald en gang imellem – tage blyanten ud af munden og sætte den mod papiret.