Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Stine Leth-Nissen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Danmark har ikke fået flere vindmøller i ti år. Imens har USA’s største oliestat givet os baghjul

SAMEKSISTENSI Texas kører den gamle energi side om side med den nye. Hvis den grønne omstilling skal gennemføres, skal der være meget mindre af det første og meget mere af det sidste. Alle fotos: Kasper Løftgaard for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Texas er i de fleste menneskers hoveder associeret med olie: oliepumper, olieraffinaderier, oliemilliardærer og olie-tv-serier. Men lige bag den sorte overflade spirer et nyt, grønt image frem. Ved siden af oliepumperne skyder tusindvis af vindmøller op i et tempo, som resten af verden kunne lære meget af i den grønne omstillings navn. Men faktisk er det ikke på grund af klimaet, texanerne er blevet vind-entusiater. Årsagen er den samme, som engang satte fut i olieindustrien: Penge.

En meget tidlig morgen, nærmere bestemt klokken 04.30, ankommer den første lastbil med beton til en byggeplads midt på en durramark i Glasscock County, en halv times kørsel fra olie-centrummet Odessa, Texas. Lastbilen har en roterende beholder med beton på ladet, og den bakker rutinemæssigt op til en lang sliske, hvor en mand i gul vest og beskidt arbejdstøj svinger en arm ud fra lastbilen, så betonen kan komme ud. Derfra transporteres den grå masse ind over et massivt stålgitter i det lanterneoplyste, udgravede hul, hvor fire mænd står klar til at fordele betonen.

En time senere har 12 lastbiler været forbi med beton, og gitteret begynder at blive fyldt op. Før klokken slår ni, er fundamentet helt fyldt, og så skal det tørre i to-tre dage, før de gentager processen med det øvre fundament. Alt i alt går der omtrent 40 lastbilfulde beton til fundamentet, der skal holde på en af de 47 kommende 3.45 MW Vestas-vindmøller i Bearkat II-projektet, der slutter sig til de 57 identiske møller i Bearkat I, som igen er nabo til adskillige andre vindmøllefarme.

Yeah, når fundamentet er dækket til, er det nemt at glemme, hvor stort det er. 20 meter i diameter og 2,75 meter dybt,” konstaterer David Hurt drævende. Han er construction manager og repræsentant for Copenhagen Infrastructure Partners, der finansierer vindmølleparken.

Når alle er på plads, er der 250 på arbejde her, og det er for mange en nomadetilværelse, hvor de rejser fra projekt til projekt, typisk i forskellige lande. Det er så at sige den grønne omstillings fodfolk. Var vi kommet to uger senere, kunne vi have set den enorme Liebherr 11000-kran løfte først mølletårnet og dernæst vingerne på plads. Og om to måneder forventer bygherren, at Bearkat II er på fuld kapacitet – og leverer strøm til, hvad der svarer til 56.000 amerikanske husholdninger.

Og de mange møller her i Glasscock County er kun en brøkdel af denne historie. Delstaten Texas er i disse år i gang med en massiv udrulning af vindkraft. Det er i sig selv temmelig iøjnefaldende. Det vilde er dog, at det texanske vindeventyr udfolder sig parallelt med en storstilet produktion af både olie, gas og kul – ja, og kvæg for den sags skyld.

MØLLE PÅ VEJDe mødte på arbejde klokken 04.30, og betonfundamentet var hældt færdig omkring klokken 9. Når deres kontrakt er ovre, har arbejderne været med til at rejse 47 vindmøller, der føjer sig til en virkelig stor og stadig voksende vindmøllekoncentration i Vesttexas.

Vindmøllerne står bogstaveligt talt side om side med de karakteristiske jacks, de små oliepumper, der langsomt pumper det sorte guld op fra undergrunden. På motorvejen vestover fra oliehovedstaden Dallas i øst passerede vi Big Spring Refinery, som dagligt pumper 70.000 tønder olie gennem sit system. Om natten kan man i hele denne region se de lettere frygtindgydende kæmpestikflammer, flares, fra gasafbrændinger i toppen af de store oliebrønde. Det her har været olieland siden 1901. Statens økonomi og selvbillede er bundet op på fossile energikilder.

Men vindmøllerne møver sig langsomt ind i bevidstheden. Ved den seneste opgørelse var der 14.720 vindturbiner i The Lone Star State, og det gør den alene til verdens femtestørste vind-‘nation’ (efter Kina, USA som helhed, Tyskland og Indien). Til sammenligning er der kun’ 4.500 vindmøller i Danmark –- og det antal har i øvrigt ikke ændret sig væsentligt i ti år. Texas-møllerne er også for længst blevet en central del af oliestatens forsyningsnet, og i 2019 krydsede de en milepæl, da de for første gang producerede mere elektricitet end kulkraftværkerne. 22 procent mod 21 procent af den samlede produktion.

Det er ovenikøbet gået hurtigt. For 16 år siden, i 2003, da vindeventyret var i sin spæde begyndelse, udgjorde andelen kun 0,8 procent mod kuls 40 procent. Og hvis eksperterne har ret – og alle planer føres ud i livet – vil det gå endnu stærkere de kommende år.

SÅ HVORDAN LØSER VI KLIMAKRISEN?

Ja, vores fremtid er truet. Men hvad gør vi så? Tiden er til konkret handling, så på Zetland sætter vi jagten ind på de teknologiske, samfundsmæssige og politiske løsninger, der faktisk kan forhindre eller afbøde klimakrisen. Denne artikel indgår i en serie, der er støttet af fonden Climate Planet Foundation, og er del af et fælles bogprojekt, der udkommer i 2020.

Når vi overhovedet er her, i Vesttexas på en byggeplads i mørket, så er det, fordi udviklingen i delstaten på sin vis er en lakmusprøve. Hvis verden skal lykkes med den store energiomstilling, så bliver det allersværest i lande som USA. Altså lande, der på en og samme tid har energisystemer, der er bygget op omkring fossile brændstoffer, og en energitung livsstil, der gør den enkelte borgers CO2-aftryk alt for stort. I USA er CO2-aftrykket per indbygger på 16,5 tons. Det er mere end tre gange det globale gennemsnit. Så hvis andre energitunge delstater og lande kunne følge i Texas’ fodspor og indfase vindkraft i samme tempo som den, ville meget være vundet.

Skal det ske, er det afhængigt af både teknologi, prisudvikling, progressiv energipolitik og almindelige mennesker af kød og blod, der er med på det. Sådan nogle som brødrene Russ og Rolan Petty, som vi møder ved deres fælles barndomshjem, der nu huser brødrenes gamle mor, og som ligger midt på deres 3.200 hektar store jordområde her uden for den mindre by Sweetwater i det vestlige Texas.

Efter lidt smalltalk inviterer brødrene på en rundtur. Vi stiger op i Russ Pettys kolossale Ford F-250 Super Duty pickuptruck med et par godt slidte cowboystøvler på bagsædet, og da vi triller ud ad indkørslen, bemærker han henkastet: På en god, klar dag kan du stå på min mors tag og se 1.300 vindmøller rundt om dig.”

42 af dem står på familien Pettys landområde.

KLIMAKÆMPERE?Brødrene Rolan (til venstre) og Russ Petty passer ikke på stereotypen af en klimaforkæmper. Faktisk tror de ikke rigtigt på menneskeskabt klimaforandring. De er ikke desto mindre en central del af verdens igangværende energirevolution. Fordi der er penge i det.

Men hvad er det egentlig, Texas har gjort for at skabe en udvikling, der er så imponerende? Det har Greg Wortham svaret på. Han er tidligere borgmester i Sweetwater, hvor han stod ved roret, da vindmøllerne for alvor begyndte at dukke op i slutningen af 00’erne, og arbejder i dag for vindmølleindustrien som leder af brancheorganisationen Texas Wind Energy Clearinghouse.

Han har bedt os møde ham på byens kontor for økonomisk udvikling (slogan: The sweetest place in Texas for business), hvor der er vindmøllebilleder, vindmøllefigurer og vindmøllekort over det hele. Og skulle man stadig være i tvivl om byens kærlighed til de roterende turbiner, vil et kig på byens byskilte ved motorvejsfrakørslerne måske overbevise: Det er udtjente vindmøllevinger. Det fortæller i sig selv en historie om, hvad møllerne har betydet for den ellers lidt søvnige by – og byens største vind-fortaler, Greg Wortham, er overordentligt villig til at fortælle mere.

Det begyndte i slutningen af 2004, og så stoppede det aldrig. Der kom møller op her og i hele Vesttexas, så hurtigt fabrikkerne kunne levere dem,” siger den lavstammede eksborgmester med det hvide overskæg energisk.

Det er langtfra første gang, han taler med journalister, så der er en vis indstuderethed over de indledende bemærkninger. Han fortæller om, hvordan det lykkedes Sweetwater at tiltrække vindmølleproducenter, og om, hvordan mange af byens små erhvervsdrivende nu leverer forskellige servicer til dem. Han praler med byens øgede skatteindtjening, med de mange vindjobs og med, hvor hektiske de første år var. Der var et par gange, hvor vi først opdagede nye vindmølleprojekter, da lastbilerne trillede ind i byen med de lange vinger på. Så fulgte jeg simpelthen efter dem for at se, hvor de skulle hen,” husker han med et grin.

VINDGLADByen Sweetwater har i den grad omfavnet vindmøller. Byskiltene ved tilkørslerne fra motorvejen er pensionerede møllevinger, og de mere end 1.300 aktive vindmøller inden for bygrænsen spiller en stor rolle i den lokale økonomi.

Men før det overhovedet giver mening at bygge en vindmølle, skal der selvfølgelig være vind. Det har Texas, især i vest, til overmål. Det skyldes, at det område ligger i bunden af en enorm såkaldt vindkorridor, der strækker sig i hele Great Plains’ længde fra den Mexicanske Golf op til det sydlige centrale Canada. Det blæser stort set altid. Det er den første grundpræmis.

Derefter skal det politiske og juridiske grundlag på plads. Det juridiske var relativt let, fordi juraen omkring at bygge møller på ranchjord i høj grad kunne læne sig op ad den, olieselskaberne allerede havde på plads i forhold til at bygge jacks og boretårne. Det politiske er straks mere interessant. Det hele begyndte i 1999, hvor guvernøren i den ærkerepublikanske stat, en vis George W. Bush, deregulerede elmarkedet, hvilket banede vejen for andre energikilder end de fossile. Men det var den næste guvernør, Rick Perry, der i dag er Trumps energiminister, som for alvor var vindeventyrets jordemoder. Perry, der for de fleste primært er kendt for at være en stor fortaler for kul, olie og gas, sørgede nemlig for etableringen af de 747 kilometers nye elkabler, der forbandt det blæsende Vesttexas med storbyerne i øst. Uden dem, intet vindeventyr. Det fulgte han i 2014 op med en investering på syv milliarder dollars i yderligere 5.800 kilometers kabellægning til de voksende mængder strøm.

Og nej, det er ikke noget, han har gjort særligt meget opmærksom på. I Texas er det bedst bare at hylde olie, kul og gas,” konstaterer Greg Wortham, der også selv har en fortid i gasindustrien.

Men selv om møllerne ikke ligefrem er noget, man praler med, så er de bestemt ikke noget, man siger nej til. Texas’ landejere har nærmest stået i kø for at få vindmøller sat op. Eller som Greg Wortham siger med endnu en sætning, der lyder, som om han har sagt den før: I resten af verden siger folk not in my backyard. I Texas siger de in my backyard!

Det er ikke noget, man kun skal tage hans ord for. Tidligere i år undersøgte Lawrence Berkeley National Laboratory vesttexanernes holdning til møllerne og konstaterede, at 57 procent af de adspurgte, der boede mindre end otte kilometer fra en, var enten positive eller meget positive over for det. Kun otte procent var negative eller meget negative.
Greg Wortham har også en ret plausibel forklaring på denne velvilje. Ud over den økonomiske bonus, som vi kommer til om et øjeblik, så er beboerne i denne del af verden simpelthen vænnet til, at deres landskab er forstyrret af infrastruktur i form af olierør, jacks, boretårne, fracking-arbejde og så videre.

Og de kan regne med mere, vesttexanerne. Hverken Sweetwaters’ eller Texas’ vindeventyr er slut. Langtfra. Der er adskillige mølleprojekter i støbeskeen rundt om byen, og zoomer man ud, er der i hele staten planer, der vil mere end fordoble den samlede kapacitet, fra 22.000 megawatt til 58.000 megawatt ifølge Warren Lasher, der er direktør for systemplanlægning hos ERCOT, statens energinetadministration.

Det er nok ikke alle planerne, der føres ud i livet, men omvendt er der ingen planer om nye kulkraftværker. Kuls rolle er både her og i resten af Vesten ved at være udspillet. Vil man have en idé om statens samlede vindenergipotentiale, kan man konstatere, at der ud over elturbinerne er omkring 80.000 møller, der i dag bruges til at pumpe vand op.

Og så er solenergi slet ikke nævnt. I forhold til hvor sydligt Texas ligger, er der forbløffende lidt solenergi installeret, men det kommer også til at forandre sig. I dag er der ifølge ERCOT 1.900 megawatt solkapacitet, hvilket samlet står for 1,1 procent af statens energiforbrug. Men der er igangværende byggeri og ansøgninger om byggeri af solcelleanlæg, blandt andet i Sweetwater, med en samlet kapacitet på mere end 30 gange så meget: 62.000 megawatt.

FORTID OG NUTIDOlie, der i Texas ofte bliver pumpet op af de små ‘jacks’ som forrest på billedet her, er fortsat en afgørende del af verdens energimiks, men i løbet af 2020’erne vil produktionen ifølge eksperter gå i ‘terminal decline’.

Bag den grønne kraftpræstation ligger der dog en anden og langt større historie om udviklingen for både vind- og solenergi i Texas. Den handler om rå markedskapitalisme. Man skal nemlig ikke blive forvirret: Det er stadig dollarsedlerne, der regerer, selv om de har fået et ekstra grønt skær.

Den helt afgørende grund til, at først vind og nu sol bliver rullet ud i det omfang, det gør, er, at det simpelthen er blevet billigere end kul, gas og olie. Det gælder i Texas, det gælder i det meste af verden – og snart hele verden, ifølge en lang række rapporter fra organisationer som International Energy Agency (IEA), Bloomberg New Energy Finance, International Renewable Energy Agency og BPs årlige Energy Outlook.
Og når noget bedre kan betale sig, så rykker markedet hurtigt – igen: ikke kun i Texas. I hele verden er produktionen af strøm fra vind og sol på det nærmeste eksploderet de senere år.

Produktionen af vindenergi steg med 12,6 procent fra 2017 til 2018, og produktionen af solkraft med 28,9 procent. Kina står alene for næsten halvdelen af væksten i strømproduktion fra vedvarende energi, men det går stærkt mange steder. I april 2019 havde Vietnam for eksempel kun 4 solenergianlæg med en samlet kapacitet på 150 megawatt. I juni var man oppe på 82 anlæg med en kapacitet på i alt 4,46 gigawatt. En del af forklaringen er statsstøtte, men det ville aldrig være sket, hvis ikke prisen på solenergi var faldet.

Meget taler desuden for, at udviklingen vil fortsætte. Ganske vist faldt de samlede investeringer i solkraft på verdensplan fra 2017 til 2018, men forklaringen skal stort set udelukkende findes i ændrede støtteregler i Kina og så i de faldende priser. Mange andre steder gik det stærkt fremad for investeringer i solkraft, trods prisfald, og de samlede globale investeringer i vindkraft steg. I alt blev der i 2018 investeret mere end tre gange så meget i vedvarende energi som i kul og gas, og 2018 var femte år i træk, hvor de samlede globale investeringer lå på over 250 milliarder dollars, med sol og vind som de altdominerende pengemagneter.

Og det er her, nogle eksperter mener at kunne se tegn på, at væksten i grøn energi for alvor kommer til at accelerere fra nu af. En spritny rapport fra IEA forudser således, at kapaciteten af hydro-, vind-, sol- og biomasseenergi vil blive øget med mellem 50 og 60 procent i løbet af de næste fem år og dermed overhale kul som en global energikilde. IEAs direktør, dr. Fatih Birol, konkluderede i forbindelse med rapportens udgivelse, at sol og vind er centralt for den transformation, der er undervejs for hele det globale energisystem”.

Hans kollega hos Bloomberg New Energy Finance, Michael Liebreich, har udtalt sig mere prosaisk om den energirevolution, vi står midt i. I et interview med The Guardian forleden sammenlignede han udviklingen hidtil og lige om lidt med … at nyse: Den første ene procent tager for evigt, 1 til 5 procent er som at vente på et nys – du ved, det kommer, men det tager længere tid, end du troede – og så sker fra 5 til 50 procent utroligt hurtigt.”

I praksis forudser Bloomberg New Energy Finance nu, at verdens afhængighed af fossile brændstoffer vil slutte årtier tidligere, end de fossile virksomheder selv regner med. Det ser ud til, at de vil peake i løbet at 2020’erne i stedet for 2040’erne og så ellers gå i det, der så poetisk hedder terminal decline”. Det hører med til historien, at de her store analyserapporter nærmest konsekvent har undervurderet udviklingen.

FODSOLDATDet kan godt være, at den grønne omstillings hovedlinjer tegnes af overnationale traktrater og nationale visioner, men det er beskidte arbejdere som ham her, der realiserer den. Og arbejderne får endnu mere travlt i de kommende år.

Tilbage på byggepladsen er tusmørket så småt ved at indfinde sig. Vi har nu lyttet til støjen fra lastbilerne og betonslisken i en time, og construction manager David Hurt har imens givet nogle udsøgte eksempler på håndværkerhumor. Under den obligatoriske gule hjelm og de stive sikkerhedsbriller gemmer der sig et par lune, brune øjne, og han vil gerne snakke. Han fortæller om sin tid som først soldat og siden byggekonsulent i Afghanistan og om sine efterhånden mange år i vindmøllebranchen. Han har rejst verden tynd for at styre vindmøllebyggerier og er sådan set overhovedet ikke overrasket over den udvikling, vi er her for at skrive om. Han har fra første parket bevidnet, hvordan både mølleprojekternes omfang og selv møllernes størrelse gradvist er vokset. Han kan heller ikke se vindenergi som andet end positivt: Det er fantastisk. Det er aldrig en god idé at udtømme ressourcer. Genanvendelig energi er bare bedre – der er mindre forurening og mindre ødelæggelse af land.”

Det hjælper også, at vindmøllerne er en temmelig god forretning for de 20 landmænd, der har sagt ja til, at de bliver bygget på deres marker. Uden at afsløre de økonomiske detaljer fortæller David Hurt, at de er en væsentlig bedre indtjeningskilde end de afgrøder, der kan dyrkes her i Texas’ semiørken.

Lidt længere østpå, tilbage hos familien Petty i Sweetwater, fortæller Russ Petty til gengæld gerne, hvad han og hans brødre – de er fire i alt – tjener på de 42 møller, de har på deres jord: cirka 6.000 dollars per mølle – eller eller lidt over en kvart million – om året. Det er sådan set også den eneste grund til, at de har dem, fortæller den høje, bredskuldrede mand, der i dagens anledning har de pæne cowboystøvler på. Han fortæller velvilligt om vindmølleforretningen. Om, hvor let det var at inkludere vindmøller i forretningen, når man allerede havde den juridiske struktur på plads med oliefirmaerne, som de også har indtjening fra. Om, at vindmøllefirmaerne generelt er lettere at arbejde sammen med end oliefirmaerne – de er især bedre til at rydde op efter sig, mens der lidt for ofte har været ret store oliespild på deres jord. Og om, at der i begyndelsen, da de første henvendelser om vindmølleparker kom, var nogle landmænd, der takkede nej, men at de senere – da de så, hvad naboerne tjente – har fortrudt noget så grundigt.

Russ Petty har til gengæld ikke noget at sige om energitransition og klimaforandringer. Vi kan ikke lade være med at stille ham et, i hvert fald på disse kanter, lidt kontroversielt spørgsmål: Hvad tænker han om klimaforandringer?

Jeg tror ikke, vi mennesker er i stand til at forandre verdens klima,” er svaret.

Sagt på en anden måde: Russ Petty tror ikke på menneskeskabte klimaforandringer. Men måske er det ligegyldigt. Når det kan betale sig for ham og alle de andre landejere i Texas at have vindmøller, og det i det store billede har resulteret i så massiv en udrulning, så bidrager de til den nødvendige omstilling, om de så finder den nødvendig eller ej.

Og Russ Petty er på ingen måde speciel, fortæller Greg Wortham. I Texas er det penge, der driver værket. Vinds grønne side er en sekundær fordel,” konstaterer han og smiler bredt under overskægget.

I den oprindelige udgave af denne artikel skrev vi, at der står 160 møller på brødrene Pettys jord. Det er i nuværende version præciseret til 42 møller, som del af en vindmøllepark på 160. Desuden er tallet for brødrene Pettys indtjening på møllerne rettet til så det svarer til det korrekte antal møller.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: