I århundreder er verdens befolkning vokset og vokset. Så hvad sker der, når det stopper lige om lidt?

Måske vil allerede den næste generation opleve, at verdens befolkning begynder at skrumpe. Det vil ændre menneskeheden.

Illustration: Marco Melgrati for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Der er flere forskellige udgaver af denne anekdote, men de fleste kilder beretter, det foregik sådan her: I foråret 1381 stod en oprørt folkemængde uden for et fængsel i landsbyen Maidstone lidt syd for London. De var her for at befri nogen. De vrede bønder var kommet fra de små landsbyer i hele oplandet, de bar høtyve og fakler, og manden, de var kommet for at hente, havde været på alles læber i månedsvis. John Ball, hed han.

John Ball havde længe været en sten i skoen på Englands adel og kirke. Han havde radikale tanker om lighed, om at omstyrte samfundet. Det var hans idéer, mængden var drevet af. Men den primære grund til, at John Ball overhovedet er relevant her 600 år senere, er ikke kun ham i sig selv. Han blev et menneske med indflydelse, fordi én helt særlig omstændighed gav ham mulighed for det.

30 år forinden, da John Ball var dreng, havde pesten ramt Europa og slået omkring halvdelen af befolkningen ihjel i England. Og selve det, at befolkningen ganske pludseligt og ganske voldsomt var blevet halveret, satte gang i gigantiske samfundsforandringer. Der skete ting med økonomien og med det, man kunne kalde arbejderklassens selvfølelse, i England, og omstændighederne gjorde, at en mand som John Ball pludselig havde nogle, der ville lytte til hans idéer.

Pesten – affolkningen – havde skabt dominobrikker, som en driftig mand kunne skubbe til. John Ball og hans idéer blev vigtige og indflydelsesrige, fordi han levede i en verden, hvor menneskeheden skrumpede.

Mængden uden for fængslet i Maidstone var ifølge nogle kilder på 60.000 mand. De fik John Ball fri, og da oprørerne havde samlet sig på en åben plads lidt uden for London, prædikede han for dem. Fra begyndelsen var alle mennesker skabt lige,” sagde han. Nu er tiden kommet, bestemt af Gud, hvor I, hvis I vil, skal kaste lænkerne af jer og genvinde jeres frihed.”

Vi spoler lige frem til vores egen tid. Der sker nemlig noget snart, som gør historien om John Ball relevant for dig og mig. Gennem hele menneskehedens historie er befolkningen stort set kun vokset og vokset og vokset – og på det seneste vokset hurtigere og hurtigere. Men ifølge en række forskere er vi meget tæt på, at det stopper, og at befolkningen vil skrumpe ligesom i England i 1300-tallet. I Kina og USA befinder de sig nu i en periode med historisk lav befolkningsvækst. I Sydkorea bliver der født mindre end et barn pr. kvinde. I lande som Mexico og Indien, der gennem mange år har oplevet en enorm befolkningsvækst, der er fødselstallene på vej mod eller har allerede placeret den grænse på 2,1 barn pr. kvinde, som der skal til, hvis et land skal bevare sin befolknings størrelse.

Vi er så vant til, at være en del af en menneskehed, der vokser, at det modsatte næsten er ubegribeligt: Færre munde at mætte og presse jordens ressourcer. Men også færre mennesker, der kan arbejde og betale skat. Færre, der kan opfinde ting, få nye idéer, tænke nye tanker. Færre mennesker, der kan købe neglelak og huse og kikærter og dieselbiler, færre mennesker til at indtage nye egne af universet. Færre mennesker til at forsvare eller føle tilknytning til det land, de er født i.

Så hvad vil det få at betydning, når udviklingen for alvor vender og vi bliver færre? Foreløbig findes der kun kvalificerede gæt på det. Selvfølgelig, det er fremtiden vi taler om. Men vi ved nok om, hvordan menneskeheden fungerer til, at vi faktisk kan sige nogle ret konkrete ting om, hvordan år 2100 kan se ud. Og når vi ved dét, så kan vi tale om år 2200. Og 2300.

Men først skal vi lige have styr på det basale.

Måske er selve tanken om en skrumpende befolkning fremmed for dig. Det ville give mening, for vi har talt virkelig meget om det modsatte, om en befolkningseksplosion. Det var en brite ved navn Thomas Robert Malthus, der som måske den første satte ord på frygten. I 1798 udgav han en lille pamflet, An Essay on the Principle of Population As It Affects the Future Improvement of Society, hvor han skrev om frygten for, at menneskeheden altid ville vokse, og at vores evne til at producere nok mad altid ville halte efter. Dyb fattigdom og lidelse ville derfor altid være en del af menneskehedens skæbne. Dén idé er siden gået under navnet den malthusiske fælde.

I 1798, da Thomas Malthus skrev om sine bekymringer, var jordens befolkning på nippet til at runde én milliard mennesker. 125 senere, omkring 1928, rundede vi to milliarder. 1960, tre milliarder. Godstoget tog fart. Fem milliarder i 1987. Seks milliarder i 1999. 7,7 milliarder i 2019.

Men: Der er tegn i sol og måne på, at godstoget i virkeligheden allerede i årtier har været i gang med en hård opbremsning.

Flemming Konradsen er professor i global sundhed ved Københavns Universitet, og han har hjulpet mig med nogle grundting her. Når man taler om befolkningsudvikling, er en af de vigtigste parametre fertiliteten. Den bliver målt i levendefødte børn per kvinde. For at en befolkning kan reproducere sig selv og holde sit antal, er der (med vores nuværende dødsrater) som sagt brug for, at hver kvinde i gennemsnit føder 2,1 børn i deres levetid. Fødes der flere, vokser vi, fødes der færre, skrumper vi. Simpelt.

Med alle de her tal er der virkelig store forskelle på de forskellige regioner i verden, men hvis vi kigger på det samlet, lød det globale gennemsnit frem til 1970 på fem levendefødte børn per kvinde. Det var dén fødselsrate, der var med til at skubbe godstoget op i fart. Men så, fra 1970 og frem, begyndte fertiliteten at falde. Stadig i forskellige tempi forskellige steder, men nærmest alle steder er den faldet på måder, der konstant har overrasket forskerne.

Der er sådan set relativ overensstemmelse om, at fertiliteten falder,” siger Flemming Konradsen. Det er mere, hvor hurtigt det sker, som hele tiden overrasker os lidt. I de fleste lande i verden falder den hurtigere, end vi havde troet. Det er en aktuel situation i forbindelse med corona, hvor fertiliteten er faldet vildt. Data fra Taiwan og Sydkorea kom for nylig. Det er første gang, man på større økonomier har målt fertiliteter så lave som 0,8. Det har man aldrig målt før.”

0,8 børn per kvinde. Det er vanvittigt. Og generelt har foråret her i 2021 været proppet med helt afsindige tal som det her. I Italien, der i forvejen var i gang med at skrumpe, faldt fødselsraten med ti procent i 2020. I Frankrig 13 procent, i Spanien 20 procent. En amerikansk tænketank vurderer, at der er 300.000 amerikanske babyer, der ikke vil blive født i år, fordi pandemien og al dens usikkerhed er kommet i vejen. Og så er der Kina. Vurderingen er, at fertiliteten i verdens folkerigeste land – der i forvejen er præsident Xi Jinpings måske største hovedpine – faldt med 15 procent i 2020. Landets egne myndigheder vurderer, at Kinas befolkning kan begynde at skrumpe måske allerede i 2022. Kina! Skrumper! Snart! Det er svært at overdrive, hvor vildt et skifte det her er.

Pandemien er kun det seneste kapitel i den voldsomme opbremsning af befolkningsvæksttoget. Vi er gået fra fem børn per kvinde globalt set til 2,4 børn per kvinde i 2019 (det tal er med al sandsynlighed lavere allerede nu). Der er skrevet mange tykke bøger om, hvorfor det her sker, og det er primært gode nyheder. Vi er lykkes med at få flere børn til at overleve deres første fem år. Når flere børn overlever, får familierne færre børn. Oven i det har et stigende antal kvinder i især Afrika og Asien fået mulighed for at flytte til byer, uddanne sig og få en karriere og nøjes med at få de børn, de har lyst til.

Så lad os lige kigge fremad: Alle autoriteter på området er enige om, at menneskeheden på et eller andet tidspunkt vil toppe i antal og derefter falde. FNs kontor for den slags er de suverænt mest konservative. På et tidspunkt var vurderingen oppe på, at vi ville toppe på et antal af 17 milliarder mennesker (!) i år 2100. Altså næsten en fordobling af de lige under otte milliarder mennesker, vi er i dag. De seneste prognoser fra FN siger nærmere noget i retning af 11 milliarder i 2100. En meget stor gruppe forskere siger, at fødselsraterne falder så hurtigt, også i Afrika, at selv dén nedskrivning ikke er lav nok. I sommeren 2020 udgav tidsskriftet The Lancet et studie, hvor forskerne prøvede at tage de seneste troværdige tal for fødselsrater og lave fremskrivninger på dem. Forskerne kom frem til et år: 2064. Og de kom frem til et cirkatal: 9,73 milliarder mennesker. Dér topper vi, og det leje vil vi ligge i frem mod cirka 2080, mener de, og så går det ned ad bakke. Der er også et scenarie, der tager udgangspunkt i, at FNs Verdensmål for bedre leveforhold i hele verden bliver nået. Hvis dét sker, når vi toppen i 2050.

Og trumfen er, at de tal er fra før pandemien. Nogle forskere vurderer, at det ekstreme fald i fødselsraterne i løbet af 2020 i sig selv kan gøre, at vi nærmere følger den nederste linje her i grafen og når toppen allerede i 2050’erne. Og i år 2100 vil der være færre mennesker på planeten i år 2100, end der er i dag.

Lad mig bare lige igen for god ordens skyld understrege: Det er fremskrivninger. Det er vurderinger. Der er ubekendte i især Afrika. Men når man kigger på det land for land, står det klart, at samfund verden over har fundet alle mulige måder at begrænse fertiliteten på. Nogle af dem var tvang (Kinas etbarnspolitik), men langt de fleste og mest effektive årsager har handlet om at give folk et bedre liv. Når man ikke længere er afhængige af børn til at få ens lille landbrug til at løbe rundt for eksempel, får man færre. Når kvinder flytter til byen, uddanner sig og får en karriere, får de kun de børn, de har lyst til. Eller tid til. Der er endnu ingen lande, der har fundet måden at få fertiliteten rigtig op igen, når den først er faldet. Selvom mange statsledere ved Gud har forsøgt.

Alt det her har gjort, at godstoget er bremset hurtigere op, end nogen har kunnet forudse, og vi ved, det kommer til at skrumpe. Det her vil ændre verden. Og vi ved fra de ganske få gange i vores fortid, hvor befolkningen er skrumpet, hvor voldsomme den slags ændringer kan tage sig ud.

Det landskab og den verden, John Ball og den vrede pøbel gik igennem i retning mod London dér i maj 1381, var præget, ja, nærmest defineret af, at befolkningen var blevet halveret 30 år tidligere. Det havde sat uforudsigelige ting i gang. Gode ting i første omgang. De overlevende bønder oplevede pludselig, at deres levestandard steg kraftigt. Hos folk, der blev begravet i årtierne efter pesten, kan man spore den forbedrede livskvalitet i prøver fra deres tænder og deres kroppe. Folk spiste mere og bedre. Det lykkedes tilsyneladende at dyrke cirka den samme mængde mad, der så kunne deles ud til færre mennesker. Men de forbedrede leveforhold skulle ikke vare ved.

I den tids samfund hørte bønderne under en herremand og var forpligtet til at sørge for hans marker. Men da pludselig halvdelen af arbejdskraften forsvandt, satte det de tilbageværende bønder i en helt ny situation. Nu var deres arbejdskraft pludselig steget i værdi. Herremændene måtte kæmpe med hinanden om at lokke arbejdere til. Et godt bud er, at indkomsten per person steg fra lige omkring 600 pund til omkring 900 pund (i nutidspriser)om året på ganske få år, efter pesten havde lagt sig. Det var en hidtil uset forbedring af levestandarden.

Når vi skal forsøge at tænke over, hvordan det bliver, næste gang menneskeheden begynder at skrumpe, er det her faktisk en lektie, vi kan løfte fra 1381 og så til 2064, eller hvornår knækket nu kommer. En af dem, der mener det, er Otto Brøns-Petersen. Han er analysechef hos den borgerlig-liberale tænketank CEPOS. Og ifølge ham er vores økonomi allerede i dag dybt påvirket af, at befolkningsvæksten er i gang med at bremse op. Gennemsnitsalderen stiger, og det betyder, at flere sparer op til pension for eksempel. Mere opsparing er en af de ting, der tvinger renterne ned. Den slags dynamikker ser vi flere og flere af. Også i vores moderne økonomi betyder antallet af mennesker noget for, hvor stor en del af kagen, hver af os kan få.

Og når man ser, hvor ender det henne, så er det sådan, at når befolkningsvæksten aftager og begynder at falde, vil der komme mere kapital per snude. Og det er lidt det samme som det, der skete dér under den sorte død. Der vil være mere kapital per snude, og det er faktisk det, der er med til at trække levestandarden op,” siger Otto Brøns-Petersen.

Så ligesom bønderne i middelalderens England kan vi godt regne med flere penge mellem hænderne, efter befolkningen begynder at skrumpe. Du ved, i gennemsnit. Men der var en årsag til, at bønderne endte med at gøre oprør. Adelens reaktion på alt det her var efter nogle år at forsøge at komme tilbage til status quo. Der blev lavet et lønloft for eksempel. De lavede hårdere regler for at stavnsbinde bønderne, så de ikke kunne shoppe rundt mellem herremænd. Der blev vedtaget nye skatter. Det var den udvikling, John Ball i årevis havde prædiket imod. Og netop i foråret 1381 indførte Kong Richard en ny skat, der satte ild til utilfredsheden.

Efter den oprørte mængde havde befriet John Ball og nåede frem til Londons porte, stod de åbne for dem. Ifølge en tekst fra en af de adelige i byen havde sympatisører tvunget vagterne til at lade oprørerne gå ind. Det lykkedes John Ball at storme Tower of London, kongens residens. De fandt ærkebiskoppen af Canterbury, kappede hovedet af ham og bar det på et spyd igennem byen.

Efter nogle dages hærgen gav kongen efter for nogle af mængdens krav. Mange tog hjem. John Ball og de andre ledere blev i byen med omkring 20.000 mand, der ville have mere. De ville have endnu bedre forhold for bønderne. Og rygtet blandt Londons adelige lød, at de havde planer om at omstyrte hele systemet.

I mangel af bedre ord kan man kalde økonomien på John Balls tid for et nulsumsspil. Økonomien var bundet til marken, til råstoffer, til afgrænsede mængder så at sige. Det betød, at hvis en gruppe fik mere (bønder, for eksempel), fik andre mindre (du ved, adelen). Forskellen fra dengang til nu er, at vores moderne økonomi ikke længere er et nulsumsspil.

På et eller andet tidspunkt brød vi, menneskeheden, igennem en barriere. Det var sjovt nok lige præcis dér, briten Thomas Malthus skrev sin alarmerende pamflet, som viste sig at tage totalt fejl. For lige dér, omkring år 1800, var der noget, der sagde klik i den måde, menneskeheden fungerede på: Befolkningsvæksten og økonomien blev afkoblet fra hinanden. Det betyder, at siden 1800-tallet har den globale økonomi og levestandard vokset hurtigere end befolkningstallet. Vi er blevet flere mennesker, og alle de mennesker er samtidig blevet rigere.

Den primære grund til, at vi kom gennem barrieren, er paradoksalt nok, at vi blev nok mennesker. Det var det, økonomen Adam Smith blev kendt for at skrive om, fortæller Otto Brøns-Petersen.

Adam Smith siger, at jo større markedet er, jo større specialisering kan man få, og specialisering gør én mere velhavende. Vi har for eksempel en meget større specialisering nu af medicinsk forskning, end vi havde for 100 år siden. Og det hænger sammen med, at vi er flere,” siger han.

Det her er vildt, fordi folk som Malthus frygtede det præcis modsatte, nemlig at flere mennesker ville gøre os fattigere. Men når man har flere mennesker, kan man uddelegere opgaverne og samlet set opnå mere. Én fisker, én går på jagt, jeg sidder her og fletter kurve, og tilsammen får vi det bedre, fordi vi er eksperter til hver vores del.

Det er svært at overdrive denne dynamiks betydning. Altså at flere mennesker giver flere muligheder for at nørde ned i ét felt, udvide vores viden og bringe os videre mod den skæbne, menneskeheden nu engang måtte have et sted derude i æonerne.

Og det spændende er, hvad der sker med den specialiseringsdynamik, når befolkningen skrumper.

Ja, det betyder så også, atnår befolkningsudviklingen begynder at vende, er der en risiko for, at det går baglæns igen. At der er noget, der går tabt.”

Hvem skal flette kurvene? Og hvem skal flette den helt nye kurv, som ingen har tænkt på at flette før?

Aaron Benanav er en amerikansk økonom og historiker, der lige nu arbejder ved Humboldt-universitetet i Berlin. Jeg har ringet til ham, fordi han har skrevet langt og dybt og meget om, hvordan de mekanismer, vi tager for givet i vores verden i dag, vil ændre sig eller decideret forsvinde, når befolkningen ikke længere vokser. Han taler, ligesom Otto Brøns-Petersen, om denne her effekt med, at når der er færre til at udføre arbejdet, så vil lønnen sandsynligvis stige. Men det er ikke ensbetydende med, at økonomierne får det bedre. For der er en anden effekt, der risikerer at få hele økonomier til at standse op.

Den ene effekt er løneffekten,” siger han på en linje fra Berlin. Men den anden handler om investering. En økonomi drives især af to ting, efterspørgsel fra forbrugere og efterspørgsel fra virksomheder. For virksomhederne handler det om, hvordan de tror, den fremtidige økonomi ser ud. Vil den vokse eller skrumpe? Og det er kun, hvis virksomhederne tror, der er et positivt klima, at de vil investere.”

Altså, han siger, at vores moderne samfund i høj grad er drevet frem af, at virksomhederne tror på, at fremtidens økonomi bliver bedre, flere vil købe ting, derfor giver det mening at investere i, hvad ved jeg, nye bilfabrikker. Men, siger han:

Hvis virksomhederne kan se, at befolkningen vil falde, så vil de sige, at vi ikke har brug for flere bilfabrikker. Vi behøver ikke producere mere af det, vi producerer. Prøv at tænke på effekten af alt det her på alle slags produkter. Alt det, vi producerer, skal vi producere mindre af. Det vil have en massiv dæmpende effekt på investeringerne,” siger Aaron Benanav.

Mange økonomer mener, at det her allerede sker i et land som Japan. Landets befolkning har i flere år været i gang med at skrumpe, og i i hvert fald 20 år har økonomien haft ingen eller ekstremt lav vækst. Der er masser af andre faktorer, der spiller ind i lige præcis Japans økonomi, og økonomer er uenige om, hvorvidt den manglende befolkningsvækst overhovedet er en faktor i stagnationen, men både Aaron Benanav og Otto Brøns-Petersen nævner landet som et skræmmeeksempel på, hvad der kan ske globalt efter år 2064, eller hvornår kurven nu knækker. Og Benanav mener, at når først økonomien er stagneret, og befolkningen så begynder at skrumpe, så kan det blive nærmest umuligt at komme ud af den stagnation, hvis vi ikke laver vores økonomier om.

Det er svært at tale om de næste århundredes befolkningsudvikling uden at få fornemmelsen af, at ting … stopper. Eller at dynamikken tager af. Og når man kigger nærmere på graferne og forskellene for de enkelte regioner og lande, kan man begynde at tænke ret konkrete tanker om, hvordan dét i sig selv kan ændre verden.

Når Flemming Konradsen – sundhedsprofessoren fra Københavns Universitet – kigger på tallene, står det ret klart, at de lave fødselsrater i Vesten har bidt sig fast. Hér vil befolkningsudviklingen primært blive afgjort af, hvor mange immigranter der bliver åbnet for. USA og Canada har stadig ordninger, hvor de tager mange højtkvalificerede immigranter ind, og dét kan gøre, at de kan holde deres befolkningstal stabilt og måske endda vokse lidt. Europa vil i bedste fald stabilisere sine befolkninger. Størrelsen af ens befolkning er ikke det eneste, der afgør et lands indflydelse på verdensordenen, men det er en af de vigtigste faktorer. Set med dé briller kan verdensordenen i år 2100 være radikalt forandret. Verdens folkerigeste nation er ikke længere Kina, men Indien. Men selv Indien vil være i gang med at skrumpe, og det er Afrika, alles øjne hviler på.

Befolkningen vil stige i Afrika, både nord og syd for Sahara,” siger han. Fertiliteten falder hurtigt dér også, men befolkningen vil næsten fordobles dér over de kommende årtier.”

Især et land som Nigeria driver væksten. Hvis fremskrivningen holder, vil landet vokse fra de cirka 200 millioner indbyggere i dag til mindst 400 millioner, måske helt op imod 800 millioner mennesker i år 2100 (jaerh, fremskrivninger er svære). Hvis de når 800 millioner dér, vil Nigeria på det tidspunkt være større end Kina, der i mellemtiden er skrumpet.

Det vil være en ugenkendelig verdensorden, og den er få generationer væk.

Det er vigtigt at sige, at befolkningsfremskrivninger ikke er en portal til fremtiden. Men jeg har alligevel en helt særlig fornemmelse, når jeg sidder og kigger på tallene. Jeg har fornemmelsen af, at jeg sidder foran det puslespil, der tilsammen udgør menneskehedens tilstand i slutningen af dette århundrede. Næsten hele puslespillet er sløret, men jeg sidder med denne her ene brik, befolkningen-skrumper-brikken. Udover klimaforandringerne er det måske den største brik, den største fornemmelse af fremtiden, vi har. Og ud fra den kan vi begynde at føle os frem til, hvordan brikkerne ved siden af ser ud.

Puslespillet handler om år 2100. Men når vi kan lægge dét, så kan vi også begynde at forestille os puslespillet endnu længere ude i fremtiden. For al vores viden indtil nu tyder på, at når først hele verden (forhåbentlig) er kommet igennem den skærsild af (hårde) forandringer, der rammer os i takt med, at godstoget bremser op, vil befolkningen enten stabilisere sig eller finde et leje, hvor vi skrumper en lille smule. Og så er det, at vi kan bruge det, vi ved om menneskets natur, og hvad befolkningsstørrelsen betyder for, hvordan vi overhovedet tænker og fungerer til at tænke på, hvordan det her vil ændre menneskeheden på sigt. Langt, langt sigt.

Efter Kong Richard var gået med på de fleste af bøndernes krav, forlod størstedelen af mængden London og drog hjem til deres landsbyer og gårde. John Ball og måske op imod 20.000 oprørere blev i hovedstaden og kæmpede for at omstyrte systemet. Det er den kamp, der har givet ham titlen som tip-tip-tip-tipoldefaren til radikal britisk socialisme. Men til sidst fik kongen samlet nok soldater og støtte til at smide dem ud af byen. John Ball flygtede nordpå, men blev fanget i byen Coventry. Den 15. juni 1381 blev han stillet for en domstol. Kongen var selv til stede. John Ball blev dømt, hængt, hans hoved blev sat på et spyd på London Bridge, hans krop blev – som mange blev det i de år – quartered, altså delt i fire stykker, og hvert stykke blev sendt rundt i landet og udstillet til skræk og advarsel.

Andre steder i Europa skabte pesten den samme pludselige velstandsstigning til dem, der overlevede, uden at det ændrede det store. Befolkningen steg igen, og fattigdommen vendte tilbage. Men i Storbritannien skete der noget mærkeligt. Bønderne havnede i en helt fastlåst konflikt med jordejerne. Udfaldet blev, at bønderne blev frigivet fra deres forpligtigelse til at arbejde for jordejerne, men til gengæld skulle betale leje for det land, de boede på og hvor de drev deres landbrug. Der opstod dermed marked, hvor bønderne kunne rejse rundt, tage arbejde andre steder og leje sig ind. Aaron Benanav (og mange andre) kalder dét for startskuddet til den moderne kapitalisme.

Jeg siger ikke, at den forhistoriske socialist John Ball skabte den moderne kapitalisme (man kan sætte startskuddet mange steder, der er mange dynamikker i spil, alt det der). Men jeg siger det her: Den rigtige kombination af menneske og omstændigheder kan skubbe til nogle meget store dominobrikker, der skubber til de næste og så videre på uforudsigelige måder. Og befolkningsudviklingen er en gigantisk dominobrik, der står klar til at vælte.

Aaron Benanav har en dystopisk udgave af, hvordan en fremtid med en skrumpende befolkning kunne se ud: De nuværende problemer, Benanav ser i økonomien, vil blive langt sværere at komme ud af, når befolkningen skrumper. De store private investeringer vil blive mindre og mindre, for hvorfor bygge en større bilfabrik, når mængden af forbrugere langsomt falder? Folk vil spare op, vi vil havne i den totale økonomiske stagnation, hvor uligheden er låst fast, fordi vi alle sammen sparer op, og ingen af de store virksomheder har incitamenter til at investere i at løse problemerne, fordi økonomien stagnere. Den måde markedet før har løst problemer for os, kommer ikke til at virke længere, mener han. Så noget er nødt til at blive lavet om.

Denne her dystopi er noget, mange økonomer har tænkt dybe tanker om. For hvis dét er rigtigt, havner vi et sted, hvor selve den menneskelige drift og evne til at få nye idéer vil blive udfordret. Charles Jones, en økonom fra det amerikanske universitet Stanford, har som andre før ham forsøgt at regne sig frem til groft sagt, hvor mange idéer, vi ikke vil få, fordi det menneske, der skulle have fået idéen, aldrig blev født. Han mener at kunne dokumentere, at når vi bliver færre mennesker, bliver vi færre specialister, der dermed ikke vil få de idéer, der skal bringe menneskeheden videre til sit næste udviklingsstadie.

Men: Aaron Benanav – og Otto Brøns-Petersen i øvrigt – tror langt mere på den utopiske udgave. På den anden side af toppen vil det måske føles helt anderledes at være menneske. Vi vil potentielt have rigeligt mad til alle, fordi der ikke hele tiden dukker nye store sultne generationer frem. Måske lykkes det at skabe en stor middelklasse i Afrika, der spiser godt, har en vaskemaskine, der kører på grøn strøm, og cykler på arbejde. Måske lykkes det at gøre dét uden at smadre klimaet fuldstændig. I det tilfælde er er det største problem nærmest, hvorvidt en skrumpende og magelig menneskehed overhovedet gider rejse sig fra sofaen og få nye idéer. Kan en fem milliarder og skrumpende menneskehed få lige så gode idéer som os, der er 7,9 milliarder og vokser? Men dér er Otto Brøns-Petersen rolig. Når han kigger ned gennem historien, har mennesket altid villet øge sin levestandard. Vi har altid været grådige, på ondt, men især på godt. Mere og bedre mad, bedre huse, længere levetid, bedre uddannelse til ungerne. Vi har været grådige på grej og guld og viden og udvikling, og det vil ikke stoppe.

Det er klart, hvis din forestilling om forbrug er at spise korn, så kommer der et mætningspunkt på et tidspunkt,” siger han. Hvad kan du bruge alt det korn til? Men det, der jo har drevet vores velstand, er, at vi er blevet i stand til at producere mange helt nye ting, vi aldrig har set før. Og det vil jeg tro bliver ved.”

Markedskræfterne vil stadig fungere, forudser han, virksomhederne vil finde på nyt, vækst vil stadig være noget, vi har brug for, siger han, og som vi helt naturligt skaber på den anden side af toppen.

Aaron Benanav er enig. På nogle måder. Han kommer fra den skole af økonomer, der tror, at når befolkningen skrumper, vil virksomhederne investere langt mindre. Det vil ændre hele markedsmekanismen og betyde, at for at vi overhovedet kan udvikle os, må investeringerne komme fra fællesskabet, fra staten. Men når det kommer til, om vi stadig vil få idéer på samme måde som i dag, og om mennesket stadig vil kræve mere og tænke nyt, er han faktisk grundlæggende enig med Otto Brøns-Petersen. Men vi vil ikke længere måle fremskridt i BNP og antallet af biler, der ruller ud af fabrikken, mener han. Når Benanav ser på historien, er hans analyse, at når først mennesker ikke behøver tænke på, hvor næste måltid kommer fra, når de er frigivet fra økonomisk usikkerhed, har de overskud til at tænke de store tanker. Han har en utopi inde i hovedet om, at i år 2100 vil den samlede menneskehed være nået et uset magelighedsniveau. Og dén magelighed kan vi bruge til at tænke endnu vildere.

I den verden har vi indrettet os efter klimaforandringerne. Vi sørger for, at alle får det, de skal bruge, og befolkningen stabiliserer sig,” siger Aaron Benanav, og hans stemme går lige et par toner op: Og i 2100 lever vi i denne her fantastiske verden, hvor alle har høj livskvalitet, vi har utrolig teknologi, men vi er faktisk helt ligeglade med vores jordiske gods og vores leveforhold, for alt kommer til at handle om kultur og politik og religion og alle de ting, folk ellers går og nørkler med. Nogen er i gang med at lave halvdelen af verden om til én stor gigantisk have, andre er i gang med at flyve til nye planeter.”

Før vi overhovedet kan komme derhen, er der en bunke spørgsmål vi skal have besvaret i vores umiddelbare fremtid. Bliver lande – som politilogen Mark L. Haas har foreslået – mindre krigeriske, når deres befolkning i gennemsnit er ældre og der skal bruges flere kræfter på at passe på dem? Vil de ungdomsgenerationer, der vælter frem i Afrika de kommende årtier – som Flemming Konradsen kalder det måske sidste babyboom i menneskehedens historie – vil den opleve det samme økonomiske mirakel, som der er sket i Asien i de seneste årtier? Eller vil de vokse op til et liv i fattigdom og stilstand? Kan vores økosystemer håndtere en milliard eller to mennesker mere uden at vi kommer i seriøse problemer?

Jeg ved det ikke. Men når jeg igen tager graferne for menneskehedens udvikling frem, bliver jeg mindet om, at der er noget på den anden side af de store spørgsmål om verdens tilstand, som vi går og tumler med lige nu. Og måske er der smukt på den anden side af toppen.