Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Oscar Rothstein er medlem af Zetland og har delt den med dig.

En 31-årig ejendomsmogul fra Monaco er nu arbejderklubben Fremad Amagers nye ejer. Det er ikke spor overraskende

  • 25. februar 2019
  • Sport
  • 25 min.
FREMAD Fremad Amagers fans har stået bag deres klub gennem mange forandringer, ikke mindst det seneste år. Foto: Kaspar Wenstrup, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Den moderne fodbold er domineret af et skisma mellem lokal forankring og global kommercialisering. Få steder er det lige så tydeligt som hos Fremad Amager, der sidste år blev opkøbt af et investorkonsortium med hovedbase i Monaco. Tag med til Sundby Idrætspark, hvor internationale penge og ambitioner møder dybe, historiske arbejderrødder og amagerkansk fankultur.

Fra Rådhuspladsen i hjertet af København er der lige nøjagtig 4,6 kilometer til Sundby Idrætspark.

Man kører i sydvestlig retning ud af H.C Andersens Boulevard, langs hvinende skrig fra Tivoli, fortsætter over Langebro og videre mod Amagerbrogade, angiveligt Danmarks længste handelsgade, inden man drejer til højre ad Englandsvej, forbi det ene værtshus og det andet værtshus, og så, lige efter krydset ved Irlandsvej, dukker det gamle atletikstadion op.

Stadionet er en institution på Amager, øresundsøen med små 200.000 indbyggere, der er en integreret del af den danske hovedstad. Og så er det hjemmebane for to fodboldklubber, der engang mindede om hinanden, men i dag bevæger sig i vidt forskellige retninger. En udvikling, der faktisk fortæller noget vigtigt om tidens fodbold.

Sundby Idrætspark blev opført i 1922 som et kommunalt projekt til stor misundelse for det øvrige København. I Valby Avis, en lokalavis for bydelen af samme navn, kunne man læse, at opvisningsbanen – det nuværende stadion – samt anlæggets tre træningsbaner var velfriserede uden antydning af blot en lille tue”.

Det blev desuden bemærket, at samtlige omklædningsrum var udstyret med brusebad og toilet. Hvilken luksus! Valby er stærkt misundelig,” sluttede omtalen.

Anlægget blev indviet med en kamp på opvisningsbanen mellem Fremad Amager og B1908, der efterfølgende begge fik hjemmebane på Englandsvej. B1908, grundlagt fjorten år tidligere i et gartneri på Frankrigsgade halvanden kilometer væk, vandt kampen 4-1, men i dag er det Fremad Amager, stiftet af en gruppe unge arbejdere, som er Amagers førende fodboldklub. Faktisk tåler de to klubber næsten ingen sammenligning i dag.

Mens B1908 ligger i Danmarksserien, landets fjerdebedste række, kan Fremad Amager se frem til en forårssæson, der i bedste fald kan ende med oprykning til Superligaen. I en historisk tæt 1. division har klubben fra sjettepladsen kun ét point op til tredjepladsen, der giver adgang til to playoffkampe mod et superliga-mandskab ved sæsonens afslutning.

Afstanden er dog større end som så. B1908 er en amatørklub, som amatørklubber er flest. Fremad Amager har siden sommeren 2018 været ejet af et internationalt investorkonsortium med base i London og Monaco. B1908s bestyrelsesformand hedder Jens Henrik Jensen og spiller ifølge klubbens hjemmeside selv fodbold på B1908s Super Masters-seniorhold. Fremad Amagers bestyrelsesformand hedder Jerome Solamito og er en 31-årig rigmand fra Monaco med erfaring fra det internationale erhvervsliv.

Med andre ord: Få steder i skandinavisk fodbold materialiserer den moderne fodbolds skisma mellem lokal forankring og global kommercialisering sig så eftertrykkeligt som på Sundby Idrætspark.

Fremad Amager er en del af den danske fodboldkanon. En bredt anerkendt og respekteret klub.

Det er dog ikke, fordi klubbens historie bugner med store bedrifter. I 1953 vandt de den nu nedlagte københavnske pokalturnering efter sejr over KB, og i 1972 nåede de finalen i den landsdækkende pokalturnering. Vejle med en ung Allan Simonsen (senere Borussia Mönchengladbach og FC Barcelona) på holdet vandt dog kampen med 2-0 over Fremad Amager i Københavns Idrætspark. Det er sådan set det.

Eller det vil sige, at Fremad Amagers historie er særdeles begivenhedsrig, hvis man ser bort fra resultaternes matematik.

Klubben har den tvivlsomme ære at være danmarksmester i konkurser. Hele tre gange – 1984, 1990 og 2009 – har de været tvunget til at omstrukturere ejerforholdene på grund af økonomisk uføre. Og på noget mere mindeværdig facon var det hos 1970’ernes Fremad Amager, at de senere danske landsholdsstjerner Frank Arnesen, Søren Lerby og Ivan Nielsen spillede deres første voksenfodbold.

Arnesen, Lerby og Nielsen fik amagerkanerne til at strømme til Sundby Idrætspark. Selv om klubben i 1970’erne kun pendlede mellem Danmarks to bedste rækker, var det populært at tage til fodbold på Amager i de år. Til nedrykningskampen mod Esbjerg fB i 1976 var 8.350 tilskuere på plads, og året efter til lokalderbyet mod Kastrup BK fra det yderste af Amager klos op ad Københavns Lufthavn klemte imponerende 9.900 sig ind.

I dag er opbakningen til Fremad Amager anderledes beskeden. På solskinsdage mod en attraktiv modstander, enten en større jysk klub eller en københavnsk rival, kan der komme op mod et par tusinde, men en gennemkold novemberdag som denne, hvor HB Køge gæster i efterårssæsonens sidste kamp, er fremmødet kun trecifret. En gruppe stædige tilskuere har taget plads på den vindblæste trætribune. Vi andre skutter os under hovedtribunens halvtag.

Også på Amager lider man under den urimelige konkurrence fra tv-stationernes endeløse udbud af fodboldkampe. Engang var Sundby Idrætspark simpelthen bare der, man tog hen, hvis man ville se fodbold på Amager. Nu kan amagerkanerne bare tænde fjernsynet eller åbne laptoppen.

Engang var fanfølelser geografisk bestemt. Boede man på Amager, holdt man med Fremad. Nu har F.C. København formået at markedsføre sig selv som Byens hold, ligesom Brøndby tiltrækker fans fra hele landet med messende besyngelser af deres tværregionale fællesskab. Dertil kommer alle de udenlandske fristelser.

Det er i hvert fald med den – måske noget karikerede – fornemmelse af, at Fremad Amagers bånd til lokalsamfundet bliver svagere og svagere, at jeg cykler tværs gennem København for at mødes med Brian Nielsen, formand for fanklubben De Blå/Hvide Engle, før kampen mod HB Køge.

Jeg får den både af- og bekræftet, da jeg svinger ind på Englandsvej. Gennem de matte ruder på værtshuset Café Englandshus kan jeg ane dagens første Fremad Amager-trøjer. Det er kampdag. Nogle få opgange i retningen af Sundby Idrætspark hænger et F.C. København-flag til gengæld ud af et lejlighedsvindue. Senere på dagen får Ståle Solbakkens hold besøg af FC Midtjylland i en afgørende superliga-topkamp. Det ved man også på Amager.

Brian Nielsen byder velkommen i Englehytten, der er fanklubbens tilholdssted, lige ved hovedindgangen til Sundby Idrætspark. Der er tre timer til kampstart, men han er for længst trukket i Fremad Amager-hættetrøjen og begyndt på de sædvanlige kamprutiner. Med hjælp fra et par medfans gør han flag, trommer og bannere klar. Skiftevis kaffe og pilsnere smører struberne.

At Brian Nielsen, der har boet hele sit liv på Amager, bruger hele sin søndag i Englehytten, og at han for nogle uger siden tog til udekamp i Thisted, vidner om, at det lokale engagement i Fremad Amager stadig lever, så det er næsten lidt flabet, da jeg spørger ham om, hvordan det står til med netop dette.

Efter konkursen i 2009 skulle alt jo bygges op fra bunden, og det var selvfølgelig en meget, meget stor omvæltning,” siger Brian Nielsen.

Pludselig spillede vi i Københavnsserien (Danmarks 5.-bedste række, red.) med det, der tidligere havde været vores tredjehold. Men det betød også, at en masse frivillige kræfter samledes, og De Blå/Hvide Engle genopstod efter at have ligget i dvale. Vi var kun to-tre stykker i starten, men i dag er vi cirka 250 mand, der støtter holdet og hjælper til på kampdage med salg i boderne og indslusning af tilskuere.”

MINDERKlubhistorien stikker dybt i Sundby Idrætspark. Foto: Kaspar Wenstrup, Ritzau Scanpix

At Fremad Amager gik konkurs i 2009, er kun delvist sandt. Otte måneder tidligere, den 1. juni 2008, blev klubbens spillelicens nemlig overtaget af FC Amager, en nystiftet eliteoverbygning til Fremad Amager, Kløvermarkens FB og Amager FF. Og det var denne, der styrtede til jorden, inden den for alvor var steget til vejrs.

Det skortede ellers ikke på ambitioner, da en færøsk investorgruppe med F.C. Københavns tidligere angriber Todi Jónsson i front overtog aktiemajoriteten. FC Amager skulle senest spille Superligaen i 2010, ligesom der blev snakket om et fodboldakademi med talenter fra hele verden og en ny hjemmebane. Intet af det var i nærheden af at lykkes.

Pengene rakte ikke, og så var Fremad Amager pludselig Fremad Amager igen. Bare i Københavnsserien.

Vi blev smidt ud af Sundby Idrætspark, da vi blev tvangsnedrykket, men det viste sig jo hurtigt, at der alligevel kom 300-400 tilskuere til vores kampe, selv om de blev spillet på en helt almindelig græsplæne ude på anlægget,” siger Brian Nielsen.

Så vi fik lov til at rykke ind på stadion igen. Og inden vores udekampe blev jeg nødt til at ringe til modstanderen for at minde dem om, at de altså skulle huske at købe nok øl, fordi vi kom mange, mange flere, end de var vant til, og Fremad Amager-fans er tørstige,” husker Brian Nielsen.

Det giver umiddelbart god mening at samle flere af de mindre Amager-klubber i en overbygning, men det har vist sig overraskende svært. FC Amager var ikke det første forsøg på at etablere et amagerkansk fælleshold. I 2002 gik Tårnby Boldklub og Kastrup Boldklub sammen om Amager United, men det samarbejde endte brat fem år efter, da Kastrup hev sin snart tidligere samarbejdspartner i fogedretten.

Tårnby forsøgte igen i 2009, da den kort inden FC Amagers konkursbegæring fandt sammen med AB 70 og dannede AB Tårnby, men klubben er aldrig blevet det ønskede centrum for øens talenter.

Selv om Fremad Amager ikke har spillet i Danmarks bedste række siden 1994, er de derfor stadig bydelens bedste bud på en seriøs spiller i dansk topfodbold. Samme konklusion drog forretningsmanden Flemming Rosenkrantz, da Fremad Amager efter konkursen vendte tilbage til divisionerne. Sammen med sin kompagnon købte han 80 procent af klubbens aktier. Et køb, der i første omgang splittede fansene.

Det blev jo stillet som forslag på moderklubbens generalforsamling, og det blev stemt igennem, så der var et flertal for endnu et forsøg på at skabe et storhold på Amager. Men der var helt sikkert også mange, der var bekymrede, da Flemming Rosenkrantz gik ind i klubben,” siger Brian Nielsen.

Folk var bekymrede for, om der nu kom endnu en rig ejer, der ville smide om sig med pengene og så bare smutte igen, når det begyndte at gå skidt. For så ville det igen være os fans, der skulle samle de efterladte stumper op. Men han lovede os gentagne gange, at han ville aflevere klubben i bedre forfatning, end hvad han modtog den i, og det gjorde han sådan set også.”

Flemming Rosenkrantz, der havde mange års arbejdede med tv-produktion bag sig, snakkede åbent og ærligt om fodbold som et kommercielt produkt. Fremad Amager var en vare, der skulle sælges. Alligevel var han vellidt blandt tilhængerne. Han så nemlig ikke en modstilling mellem forretningen og den ligefremme amatørånd på Sundby Idrætspark. Snarere tværtimod. Rosenkrantz så en forretningsmulighed i Fremad Amagers ægthed.

Til forårssæsonen 2017 lancerede klubben således et par tiltag, der spillede på klubbens arbejderrødder og inkluderende atmosfære.

Sundby Idrætspark blev brandet som Danmarks bedste udebane’, hvilket konkret betød, at modstanderfansene fik megafon og stortromme udleveret ved ankomst, ligesom de blev serveret gratis pølser (passende kaldet Underdogs) og øl under kampen. Og for at forblive tro mod den kultur, der har hersket i klubben gennem mere end 100 år”, blev der nedsat et rådgivningspanel, som fik navnet Et Uetisk Råd, fordi det er dem, der skal råbe op, hvis vi har gang i noget uetisk eller andet, som ligger uden for, hvad vi synes er passende at involvere os i”, som klubben skrev på deres hjemmeside.

Det hele blev sat i scene af et hashtag, som også kan læses på flere skilte på Sundby Idrætspark: #NoBullshit.

Det var netop de her ting, der var med til at vække interessen hos Jerome Solamito, frontfiguren for det investorkonsortium, der i dag ejer Fremad Amager.

I et interview med Amager Bladet, det tilsyneladende eneste, han har lavet i Danmark, har han sagt, at han i Fremad Amagers traditioner og synlige fanskare ser et meget tydeligt brand”. På den måde er opkøbet af klubben snarere en videreførelse af Rosenkrantz’ ledelse end et decideret brud med, hvordan klubben er blevet drevet den seneste håndfuld år.

Sporene fra FC Amager-fadæsen skræmmer dog stadig:

Vi holder vejret, hver gang Fremad Amager skifter ejere, fordi vi før har set, hvordan for store ambitioner og for lidt omtanke kan få det hele til at ramle meget, meget hurtigt. Også denne gang var mange skeptiske, måske lidt ekstra endda, fordi det er en gruppe udlændinge, som folk på Amager aldrig havde hørt om før,” siger Brian Nielsen.

Flemming Rosenkrantz har ikke helt givet slip på Fremad Amager. Da den udenlandske overtagelse af klubben blev annonceret i juli sidste år, fremgik det samtidig, at den nu tidligere direktør ville fortsætte i en rådgiverrolle og beholde ti procent af aktierne. Om overdragelsen til den nye ejerkreds udtalte han ærligt: Fodbold handler om mange ting, og succes i topfodbold handler om penge – og gerne mange af slagsen. Selv for en arbejderklub som os.”

Og penge har Jerome Solamito i rigelige mængder.

Han er direktør i Solamito Properties, der har en overdådig portefølje af villaer og lejligheder på Den Franske Riviera foruden ejendomme i Dubai og New York, ligesom han er hovedaktionær i SCP Waterfront, et selskab med speciale i ejendomshandel. Han har ingen fodboldbaggrund, men arbejder til gengæld tæt sammen med det svenskejede scouting-bureau Lucid Sports, der laver udførlige algoritmiske analyser af spillere og hold.

Det er blandt andet her, at Fremad Amagers nye sportschef, russiske Timur Daguev, er hentet.

Et par dage inden kampen mod HB Køge møder jeg ham på et kontor under hovedtribunen på Sundby Idrætspark. Han fisker to danskvand ud af et minikøleskab, sætter sig ned, slår hænderne i bordet, breder armene ud og siger:

Bare spørg. Jeg har ingen hemmeligheder.” Som om han forventer, måske endda ser frem til, en byge af kritiske spørgsmål.

Timur Daguev er en interessant karakter. Med sine bare 29 år er han klart den yngste sportschef i dansk topfodbold, men han er bestemt ikke uden erfaring. Som teenager var han et stort talent i Spartak Naltjik, en mindre klub i den sydvestligste krog af Rusland, indtil en skade tvang ham til at stoppe karrieren, lige idet den skulle til at tage fart. Han blev dog i klubben, hvor han som bare 18-årig blev udnævnt til chef-scout – ovenikøbet på et tidspunkt, hvor Spartak Naltjik lå i den russiske Premier League.

Da træneren Yuri Krasnozhan i 2010 blev hentet til Lokomotiv Moskva, forlod Timur Daguev klubben og blev i stedet ekspert med fokus på spansk og italiensk fodbold for russisk tv. Det var han indtil 2015, hvor han tog en træneruddannelse og siden blev ansat i Lucid Sports.

Han havde naturligvis aldrig hørt om Fremad Amager, før Jerome Solamito præsenterede ham for projektet, men han var straks interesseret.

Jeg har altid gerne villet arbejde uden for Rusland, og hele historien om klubbens status som øens hold tiltalte mig straks,” fortæller russeren, der ikke lader til at have fortrudt sin beslutning det fjerneste.

Han overvinder sit ujævne engelsk og snakker entusiastisk om Fremad Amager og mulighederne for at føre klubben til helt nye højder.

Det er et meget ambitiøst projekt, vi har sat i gang. Vi vil selvfølgelig i Superligaen, gerne allerede i den her sæson, hvis det kan lade sig gøre, og på et tidspunkt vil vi også have Fremad Amager ud i Europa og sælge spillere til klubber i de store ligaer. Men det er vigtigt at understrege, at vi ikke har travlt, og at vi går meget omhyggeligt til værks. Vores plan er at være en del af Fremad Amager i de næste mange år, ikke bare de næste par stykker.”

LOKAL HELTFrank Arnesen i hvide shorts stikker af med bolden i aktion for Fremad Amager i 1970’erne, hvor den senere landsholdsstjerne begyndte sin karriere som voksenspiller. Foto: Jesper Stormly Hansen, Ritzau Scanpix

I første omgang er det dog ikke resultaterne, der optager Timur Daguev mest. Hans fornemmeste opgave i disse måneder er at professionalisere Fremad Amager. Det sørger Lucid Sports for, når det kommer til spillersøgning og modstanderanalyse, men en masse praktik og ikke mindst mentaliteten i klubben skal ændres.

Udviklingen er allerede i gang, fortæller han.

Lige da vi kom til klubben, indførte vi et fælles måltid for spillerne, så vi er sikre på, at de får det rette at spise efter træning. Vi købte også nyt tøj og nye materialer. Små, men vigtige ting. Vi kommer ingen vegne, hvis vi ikke tænker som en topprofessionel fodboldklub. Det gælder spillere, stab og ledere, selv de folk, der sidder på kontoret.”

Det var blandt andet ønsket om at skærpe professionalismen i Fremad Amager, der fik Timur Daguev til at fyre træner Jan Michaelsen i slutningen af oktober. Den tidligere danske landsholdsspiller var ellers blevet hyret efter Jerome Solamitos overtagelse, men trods en række gode resultater i ugerne op til afskedigelsen, vurderede klubben, at der var behov for en ny træner.

Jeg har ikke noget dårligt at sige om Jan Michaelsen, men der var nogle centrale ting, vi ikke var helt enige om. For eksempel er det enormt vigtigt for os, at vi udvikler en masse unge spillere, men vi synes ikke, at vi fik nok ud af dem i begyndelsen af sæsonen,” siger Timur Daguev.

I stedet ansatte han den 47-årige svenskbosnier Azrudin Valentić, der efter en spillerkarriere i 1990’erne, som tog ham til Bosnien, Skotland, Østrig og Slovenien, har arbejdet i svensk fodbold de seneste ti år.

Jeg kendte ikke Valle’ i forvejen, men efter jeg havde mødt ham første gang, var jeg ikke i tvivl om, at han skulle være vores nye træner. Han kom til vores første møde med en spillestilsanalyse baseret på vores seneste fem kampe. Han er et taktisk monster, ekstremt detaljeorienteret og god til unge spillere. Han har virkelig højnet vores niveau,” siger Timur Daguev.

Kampen mod HB Køge er Azrudin Valentićs fjerde efter ansættelsen, og han lever i den grad op til sin sportschefs roser. For fjerde kamp i træk holder Fremad Amager buret rent. 1-0 vinder de og overhaler dagens modstander i tabellen.

De gør det ovenikøbet med en slags fodbold, der til tider ligner noget, der næsten er for godt til Sundby Idrætspark. Fra Nicklas Dannevang i mål bliver bolden arbejdet op gennem banens første tredjedel med det tidligere Ajax-talent Markus Bay som omdrejningspunkt, inden frontløberne Samson Iyede og Lukas Engel bliver skudt af sted.

Det er langtfra alt, der bliver til hverken hele eller halve chancer, men der er tegninger til noget godt. Og Azrudin Valentić kvitterer gentagne gange med løftede tommelfingre fra sin plads på sidelinjen.

Da Brian Nielsen og de øvrige frivillige er færdige med kampforberedelserne, samles de i et lille aflukke i Englehytten. Væggene og loftet er fyldt med Fremad Amager-memorabilia, i hjørnet er der stablet øl- og sodavandskasser og bagerst står en papfigur i menneskestørrelse af den danske EM-vinder John Faxe’ Jensen, der var cheftræner i klubben under hele Flemming Rosenkrantz’ ledelse.

Der er endnu et par timer til, at Fremad Amager-spillerne løber på banen til skrattende toner af Kim Larsens Vi er dem de andre ikke må lege med, en sang om at være i opposition til det etablerede, som den folkekære musiker, der i øvrigt blev født på Christianshavn, skrev i 1986.

For at fordrive ventetiden har fanklubben inviteret en rendyrket klublegende til at underholde med anekdoter fra dengang, man ikke engang i sin vildeste fantasi kunne tænke sig til et investorkonsortium fra Monaco.

Det er Jørgen Salle’ Salomonsen, en lille rund mand i slutningen af sine 60’ere, der for et par år siden blev pensioneret fra Se og Hør, hvor han i 32 år redigerede historier om kendte og kongelige. Men engang var han en giftig forward for Fremad Amager, som han nåede at spille hele 255 førsteholdskampe for.

Mens de sidste klemmer sig ind i det overfyldte lokale, og de første øl bliver knappet op, finder Salle’ et plastikomslag med håndskrevne noter samt nogle udprintede billeder frem.

Han rømmer sig, takker for invitationen og giver sig så til at fortælle omhyggeligt, nærmest andægtigt om sin tid i klubben. Om sit 60-årsjubilæum som Fremad Amager-medlem. Om sin far Henry Salomonsen, der i mere end 50 år havde forskellige stillinger i klubben. Om tiden med Frank Arnesen, Søren Lerby og Ivan Nielsen. Om en fuldsat Sundby Idrætspark.

Om cognac før en oprykningskamp mod Lyngby. Om flyturene til og fra Sønderjylland, hvor han var i journalistpraktik på Sønderborg Avis, samtidig med at han spillede fodbold i den modsatte ende af landet. Om sit ry for at filme sig til straffespark. Om indførelsen af betalt fodbold i Danmark. Om dengang kampene altid blev spillet søndag formiddag klokken 10.30 – midt i kirketiden. Og om Fremad Amagers ene Europa Cup-kamp, som de kvalificerede sig til ved at nå pokalfinalen i 1972.

Modstanderen var KS Besa fra Albanien, og Salle’ fortæller om en skandaløs udekamp, der på grund af heftig regn blev spillet på en bane overhældt med læsket kalk, som gav spillerne enorme brandsår. Med 1-1 på Sundby Idrætspark og 0-0 på udebane gik albanerne videre, men til stor morskab for den lille forsamling bemærker Salle’, at Fremad Amager er den eneste danske klub, der aldrig har tabt en europæisk kamp.

Af og til kniber det en smule med at huske de helt små detaljer. Men så er der hjælp at hente hos det taknemmelige publikum, der flere gange lige retter en dato eller et resultat.

Det er særligt en slank herre på Salles’ alder, der som en slags regissør byder ind med imponerende præcis tillægsinformation. Min sidemakker læner sig ind mod mig og fortæller, at det er Ole Vadmand, Fremad Amagers klubhistoriker og forfatter til jubilæumsbogen i anledningen af 100-årsfødselsdagen i 2010.

Den udgave af Fremad Amager, som Salle’ snakker om, eksisterer stadig takket være fanklubbens historiske bevidsthed. Anekdoterne, minderne og memorabiliaen udgør mere end bare et appendiks til det nuværende Fremad Amager, de er med til at sætte tonen på Sundby Idrætspark.

Mod HB Køge er det dog ikke til at overse, hvordan også dette 97 år gamle atletikstadion er ved at blive indfanget af den moderne fodbolds gentrificering. Da den norske back Thor Lange scorer kampens enlige mål på et vanvittigt langskud 40 meter fra HB Køge-målmand Andreas Hansens net, er det ikke, fordi han udnytter et fordelagtigt opspring på den ujævne efterårsbane. Sundby Idrætspark har fået lagt kunstgræs, den nyeste model med indlagt varme produceret i Finland, ligesom der er opført lysmaster.

Og står det til Timur Daguev stopper renoveringsarbejdet ikke her.

Se for eksempel på Silkeborg (Fremad Amagers 1. divisionskonkurrenter, red.), de har for nylig fået bygget helt nyt kunstgræsstadion med tribuner hele vejen rundt. Sådan et kunne vi også godt tænke os på Amager,” siger han.

Uanset hvor romantisk man går til sporten, er det svært at argumentere imod eftersynet af Sundby Idrætspark. Det i forvejen ydmyge stadion har været nedslidt længe, og for et par år siden var det endda på tale, at Fremad Amager skulle rykke sin hjemmebane til Brønshøj, hvis Københavns Kommune ikke bevilgede et lysanlæg samt varme i banen.

Men ændringerne er materielle manifestationer af en udvikling, der risikerer at fratage Fremad Amager sit amagerkanske særpræg. Ligesom øen i sin helhed er klubbens autenticitet udfordret.

Hvis man ikke er stedkendt i København, er det ikke lige til at se, hvor grænsen til Amager går.

Man skal godt nok krydse en af de ni broer, som Amager er forbundet til Sjælland med, for at komme dertil, men størstedelen af øen er bymæssig karrébebyggelse, der til forveksling ligner Københavns øvrige kvarterer. Alligevel er Amager på en måde sin egen.

Helt tilbage i 1898 blev stedet stemplet som Lorteøen’, fordi der blev oprettet en rensestation til Københavns latrinspande på Kløvermarken, et stort, fredet græsareal, der i dag huser mange af områdets små fodboldklubber, og som gennem tiden også har været brugt til flyveplads og flygtningelejr under Anden Verdenskrig. Afsondringen fortsatte i løbet af 1900-tallet, da en række industrifabrikker rykkede ud på Amager. De ansatte på farve- og lakfabrikken i Holmbladsgade og på syrefabrikken i Kastrup bosatte sig i nærheden, og snart blev bydelen til arbejderklassens.

Intet sted er Amagers traditionelle proletarånd blevet skildret så godt som i Hans-Jørgen Nielsens romanklassiker Fodboldenglen fra 1979.

I den bakser fortælleren Frands med sit universitetsspeciale, der har den tidstypiske titel Om sporten som led i arbejdskraftens reproduktionsbetingelser, mens han mindes sin barndom på Englandsvej i 1950’erne og særligt vennen Franke (Arnesen?), der ikke var for kvik i skolen, men hvis usædvanlige fodboldtalent skaffede ham en kontrakt i Tyskland.

Ind imellem fletter sig tanker om alt fra 1970’ernes venstrefløj, kvindekamp og kollektivisme til Fremad Amager og fodboldfascinationens mange lag.

Om den lokale klub husker Frands blandt andet:

Vores fædre er på arbejde, vores mødre oppe i lejlighederne, vi i vores verden, uafhængig af deres, et selvbestemmelsens frirum, hvor gården, skolen, kvarteret og Sundby Idrætspark med Fremad Amager udgør et trygt sammenhængende hele, vores gård’, vores klasse’, vores klub’.” Og om sin senere politiske vækkelse bemærker han: Nu holder jeg med arbejderklassen, omtrent som jeg som barn holdt med Fremad Amager.”

I Fodboldenglen portrætterer Hans Jørgen-Nielsen et Amager med en klar politisk profil, men også et Amager, hvor fodbolden som den måske eneste ting formår at trænge gennem ideologiens panser.

Frankes far, der går under navnet Adamsævlet, er ikke kun indædt venstrefløjsmand, han er også passioneret Fremad-tilhænger: Kan en klassebevidst kommunist være fanatisk tilhænger af en fodboldklub? Adamsævlet kan, åbenbart er der for ham forbundet oplevelser og drømme med fodbold, som ikke har kunnet indlemmes i det, han (og hans parti) opfatter som politik, selvom hans loyalitet over for partiet måske ikke har været uden lighedspunkter med hans hengivenhed for Fremad.”

Amager anno 2019 er et andet end Frands’ og Frankes var. I løbet af 1990’erne og 00’erne var øen én stor byggeplads. Områder som Islands Brygge, Amager Strand og Ørestad skød op som nyudviklede bykvarterer. Den københavnske metro blev anlagt og forbandt centrum af byen med både Øst- og Vestamager samt lufthavnen. Storcentret Fields blev opført. Stjernearkitekten Bjarke Ingels designede nytænkende ejendomme. Et havnebad blev anlagt. Og mere endnu.

Med andre ord: Amager er ikke så amagerkansk, som det var engang. Amager er i hvert fald blevet et andet Amager. Og spørgsmålet er, om det er det samme, der er ved at ske for øens bedste fodboldklub, nu når klubben er kommet på udenlandske hænder.

TIL HIMMELSFremad-fans kalder sig De Blå/Hvide Engle. Her folder de fanerne ud i september 2017, hvor Fremad Amager og OB kæmpede om DBU Pokalen på Sundby Idrætspark. Foto: Anders Kjærbye, Ritzau Scanpix

At arbejderklubben Fremad Amager, der opstod i opposition til akademikerne i Akademisk Boldklub og den engelsk-inspirerede gentlemanship’ i Kjøbenhavns Boldklub, ikke kan sige sig fri af storkapitalen, er paradoksalt, men hverken overraskende eller uden sidestykke.

Den amagerkanske spænding mellem det lokale og det globale, det frivillige og det kommercielle, det amatøristiske og det professionelle er en tidstypisk spænding. Et større antal af danske klubber skal i disse år også forholde sig til udenlandske aktionærer.

Allerede i 2014 blev ejeren af den engelske klub Brentford, Matthew Benham, hovedaktionær i FC Midtjylland. To år efter blev FC Nordsjælland overtaget af en anden englænder, Tom Vernon, der desuden er stifter af fodboldakademiet Right to Dream i Ghana. Et halvt år efter var det Vejles tur, da folk fra Moldova og Kina købte aktiemajoriteten. I begyndelsen af året fik 1. divisionsklubberne FC Helsingør og Næstved Boldklub nye ejere fra henholdsvis USA og Tyskland. Og den seneste tid er både F.C. København og Silkeborg IF blevet meldt på vej mod et udenlandsk opkøb.

Det er den nye virkelighed for danske klubber i en tid, hvor det er blevet fodboldmode at eje, ikke bare én, men en hel klynge af klubber. Hvis det står til Jerome Solamito, er Fremad Amager da også kun den første klub i et med årene voksende fodboldkatalog. Til Amager Bladet udtalte han, at SCP Waterfront også har haft klubber i Holland, Portugal og Spanien i overvejelserne, ligesom der inden købet af Fremad Amager også skulle have været dialog med en dansk superligaklub.

Distancen mellem dem, der bestemmer, og dem, der bliver bestemt over, vokser ikke kun på Englandsvej. Den vokser stort set, uanset hvor man kigger hen i fodboldverdenen – måske faktisk bare verden i det hele taget.

Nogle steder, i de klubber, der for længst har indfundet sig med sportens global-kapitalistiske orden, bliver der næsten ikke lagt mærke til det. Sådan er det bare. For eksempel i den engelske Premier League, hvor samtlige klubber er ejet af forretningsmoguler, investeringsfonde eller lignende, de fleste med base i udlandet. Andre steder, i klubber som Fremad Amager, der fortsat henter al sin næring i lokalområdet, er det straks noget, der får debatten til at rulle.

Debatten er særlig vanskelig, fordi Jerome Solamitos økonomiske investeringer og adgangen til Lucid Sports’ omfattende databaser efter alt at dømme vil øge Fremad Amagers chancer for sportslig succes markant.

Men så simpelt er regnestykket ikke for fanklubben. Og her har vi sagens humle: superliga med pengestærke udlændinge i ryggen eller divisionsfodbold i Fodboldenglen’s ånd. I den moderne fodbold skal man tilsyneladende vælge.

Fanklubformand Brian Nielsen medgiver, at det er en mærkelig situation, Fremad Amager-tilhængerne står i.

Der er delte holdninger. Der er dem, der mest går op i før og efter kampene, og som måske helst så os spille i 2. division mod de andre københavnerklubber, og som synes det er ærgerligt, at spillerne nu klæder om ovre på stadion og ikke i klubhuset på Sundbyvestervej på den anden side af anlægget,” siger han.

Men der er også dem, heriblandt Brian Nielsen, der synes det kunne være sjovt med et storhold på Amager. Han indrømmer dog gerne, at hans arbejde som fanklubformand ville være nemmere, hvis klubben lå i 2. division.

Det er de traditionsrige kampe mod B93, BK Frem og Brønshøj, som folk er mest interesseret i. Og jeg må sige, at selv om jeg godt kan lide idéen om superligafodbold på Amager, så er der virkelig mange ting, der skal løses, før det skal kunne lade sig gøre på en holdbar måde. Vores stadion er ikke engang godkendt til det. Derfor vil der nok altid være en frygt for, at tingene skrider frem for hurtigt. Men den imødekommende stemning herude gælder også for vores ejere, så selvfølgelig bakker vi dem op,” siger han og tilføjer:

Logoet er jo det samme.”

Den skepsis, som Brian Nielsen snakker om, er dog allerede ved at aftage ifølge Timur Daguev. Men han forstår godt dem, der endnu er forbeholdne.

Det er kun naturligt. De ting, som vi er blevet mødt med, ville enhver ny udenlandsk ejer i Danmark være blevet mødt med. Det er helt forståeligt, at de lokale har en masse spørgsmål, de gerne vil have svar på, før de danner sig en mening. Især når de aldrig havde hørt om os før,” siger han.

Derfor har den nye Fremad Amager-ledelse prioriteret synlighed på stadion, åben dialog og aktivitet på de sociale medier.

Jerome Solamito flyver ind fra Monaco til minimum hver anden hjemmekamp, ligesom der i de første par måneder blev arrangeret flere møder mellem fans, ejere og sponsorer.

I det hele taget er organisationen blevet indrettet med hensyntagen til den lokale forbundethed. Den økonomiansvarlige gennem tre år, Michael Jahn, er blevet forfremmet til administrerende direktør. Michael Nyegaard, der har en spillerfortid på Fremad Amagers førstehold, er blevet talentchef. Og træneren for U19-holdet er Mohammed Abdalas – en lokal helt opvokset på den anden side af Englandsvej i den almene boligbebyggelse Urbanplanen – som stoppede karrieren i sommer efter 268 kampe for klubben.

Jeg tror, at der er mange, der har en idé om, at vi bare vil hente en masse udlændinge til Fremad Amager, men jeg synes, det er vigtigt, at vi har en dansk stamme. Klubben har ikke været vant til at have mange udlændinge i truppen, så vi henter helt sikkert flere, end man tidligere har gjort, men min liste over mulige indkøb til det kommende transfervindue består af 75 procent danskere,” siger Timur Daguev.

Fremad Amagers nuværende trup er dog noget mere sammensat end sidste sæsons, der kun talte tre forskellige nationaliteter. I efteråret optrådte hele ni nationaliteter i den blå trøje. Sommerens forstærkninger blev således fundet i klubber i blandt andet Togo, Bosnien, Rusland og Estland.

Til gengæld er Fremad Amager de seneste måneder lykkedes med noget, som klubben i mange år ellers har haft særdeles svært ved: at gøre lokale talenter til førsteholdsspillere. Mod HB Køge starter 20-årige Lukas Engel inde, mens 19-årige Bilal Masaad kommer ind fra bænken i slutminutterne. Ugen forinden fik 17-årige Tunc Tiryakioglu debut mod Silkeborg.

Jeg skal have et møde med U19-træner Mohammed Abdalas i næste uge for at gøre status over talentarbejdet. Tidligere har der ikke rigtig været nogen forbindelse mellem førsteholdet og U19-holdet, men det er noget, vi meget gerne vil etablere,” siger Timur Daguev.

For en klub på Fremad Amagers størrelse åbner udenlandske investeringer utvivlsomt nogle døre ind til det, der hidtil bare har været en parallelvirkelighed. Pludselig virker de tilbagevendende ambitioner om et amagerkansk storhold nogenlunde realistiske.

Men det er også en udvikling, der udfordrer mange af de ting, der gennem årene har gjort Fremad Amager til Fremad Amager.

Klubben, der alle dage har været et arbejderforetagende, er i dag ejet af et investorkonsortium med base i Monaco, en af den moderne kapitalismes fæstninger. Klubben, der alle dage har spillet sine kampe på Sundby Idrætsparks bulede græs, spiller i dag sine kampe på finsk fremstillet MRTX Ultra-kunstgræs.

Isoleret set virker det som en besynderlig udvikling. Men når man ser på det store billede, så er det, der sker med Fremad Amager, selve historien om en af fodboldsportens mest dominerende konflikter i det 21. århundrede: den lokale forankring versus de sportslige ambitioner.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem