Forleden deltog jeg i en konference for museumsfolk (og et par andre der, som jeg, er mere end høfligt interesseret i museumsarbejde).

Arrangøren var Vores Museum, et nationalt forsknings- og udviklingsprojekt om innovativ og digital museumsformidling, som hører til under Syddansk Universitet, men som samler forskere fra fem universiteter og otte museer.

Vores Museum er et vildt spændende projekt, som jeg har fulgt lidt med i på sidelinjen de seneste par år, og som er i fuld gang med at trække den danske museumsbranche helt fri af det dynd, man har hængt lidt fast i på det digitale område.

Der var flere internationale gæster til konferencen, derfor den engelske titel: Enlightenment and Experience: Conflict or Compatibility?

Frit oversat og fortolket kan man sige, at det handlede om noget, som rigtig mange museumskonferencer og museumsforskingsprojekter handler om: Museets rolle i samfundet.

Hvad gør museer relevante for det moderne publikum? Hvordan skal museet kommunikere, hvad skal det tale om og til hvem? Og hvor skal museerne placere sig i den opspeede teknologiske udvikling og den oplevelsesøkonomi, der i løbet af de seneste 20 år har møvet sig ind på oplysningstanken, der ellers tidligere stod uanfægtet som museernes eksistentielle opdrag.

Jeg har sagt det før og jeg blive ved med at sige det: Den dér trope om støvede museer, ikke? Det er FORTID. Hvis man stadig tror, at museer er tørre og kedelige, så er det fordi man aldrig går på museum.

Museerne, ikke mindst de kultur- og naturhistoriske, arbejder intenst, ambitiøst og dybt engageret for at gøre deres udstillinger og formidling levende, spændende og relevant. Der sker så meget udvikling derude i disse år, både hvad angår det, som publikum møder, og det, der sker bag kulisserne, hvor museumsansatte forsker, undersøger, tænker og ser nye muligheder for, hvad museer kan og skal i vores samfund.

Og de muligheder er virkelig meget store. Især når man indtænker det digitale i museernes univers – ikke som et appendix, men som en selvfølgelig del af alt, hvad museet foretager sig. Det har ikke været en let proces for museerne, der ligesom aviserne har kæmpet med at finde en regulær digital identitet.

Og det er nødvendigt. Det mente i hvert fald Ross Parry, der er professor ved University of Leicester og som talte ved konferencen. Han sagde det nogenlunde sådan her:

Hvis museet vil være socialt relevant (han brugte udtrykket “purposeful”, som man måske kan komme tættere på, hvis man kobler relevans med forestillingen om at have et formål), og det vil de moderne museer – så er de nødt til at være digitalt relevante.

For det samfund, de vil være relevante for, er digitalt. Der er ingen gradbøjninger længere, mente Parry. Det digitale er så integreret en del af alt, hvad vi gør nu, at en institution, der ikke opererer digitalt på niveau med resten af samfundet, som ikke udnytter de muligheder for interaktion og kommunikation, som vi er vant til at benytte, den institution vil ikke blive ved med at være meningsfuld for mennesket af i dag.

Omvendt, hvis de gør – altså benytter sig af spektret af digitale muligheder, så er der nærmest ingen grænse for, hvad museerne kan rykke ved, mente Ross Parry.

“Jeg ville gerne se museerne arbejde mere aktivistisk,” sagde han og brugte de politiske protester i Hong Kong sidste år – de fredelige paraply-demonstrationer – som eksempel på en aktivistisk bevægelse, der opstod og udviklede sig i et parallelløb mellem digitale medier og den fysiske manifestation.

Den form for direkte påvirkning af den offentlige samtale er også en mulighed for det museum, der tænker og arbejder digitalt, mente han.

Jeg syntes, at Ross Parrys opfattelse af, hvorfor digital formidling er afgørende, var meget interessant og præcis.

Men desuden bed jeg mærke i hans ønske om aktivistiske museer. Det spejler et ønske jeg selv har, om museer, der viser en (endnu) større og mere direkte vilje til at gå ind i de verserende store diskussioner i samfundet og giver os borgere redskaber til at kvalificere den samtale, vi har både privat og offentligt, om svære, komplekse emner som velfærdsstaten, det moderne mediebillede, og hvad det vil sige at være dansk.

Jeg har ofte tænkt, at en af grundene til, at museerne ofte holder sig tilbage fra den slags emner, er frygten for at virke propaganderende og blive sat i bås politisk – og, hvis de er statsstøttede, risikere en shitstorm, som den Kunsthal Charlottenborg fik, da institutionen for nylig donerede årskort til en auktion til fordel for to uledsagede flygtningebørn.

Så ved frokosten spurgte jeg Ross Parry, hvad han tænkte omkring den politisering af museet, som et mere aktivistisk museumsarbejde kan afføde.

Han svarede:

“Aktivisme i dag behøver ikke nødvendigvis tage et standpunkt inden for en partipolitisk skala. Det kan være, at man kommunikerer et værdisæt, et synspunkt, en måde at se verden på,” sagde han og fortalte, hvordan et lokalhistorisk museumsprojekt i Leicester var begyndt at sætte fokus på steder i byen, der knyttede sig til seksuelle minoriteters historie.

Projektet lå under det hæderkronede National Trust, der varetager bygningskulturarven i England.

“Og den autoritet, National Trust kommer med, når de lægger den bag et projekt som dette, bliver en validering af LGBT-personers historie og rettigheder for selv det mere konservative publikum,” sagde Ross Parry.

Og det har han ret i. At aktivisme kan bestå af repræsentation, og at det er både virkningsfuldt og betydningsfuldt, når det sker i en museumskontekst, fordi museet stadig, i disse post-postmoderne tider, taler med en vis autoritet om hvad der er vigtigt for at forstå vores fælles historie. Men at det skulle være mindre politisk på den måde, kan jeg ikke se.

Men det gør nu ikke mig noget. Tværtimod. For mig at se er det en nødvendighed, hvis museet skal udvikle sig som samfundsrelevante institutioner, at de tør nærme sig de områder, hvor det brænder og hvor de risikerer at få lidt røg.

Men måske ligger nøglen til den slags emner netop i de digitale mediers demokratisering af kommunikationen. Altså, helt abstrakt, forestil dig en udstillingsform, hvor flere stemmer kan komme til orde og skabe nuancering, udveksling og diskussion i alle led af formidlingen, så museet ikke kommer til at fremstå som en ensidig politisk agitator.

Endnu en god grund til, at social relevans og digital relevans hænger tæt og uløseligt sammen i dag.