Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Oscar Rothstein er medlem af Zetland og har delt den med dig.

signature

“Vi ved, at fodbold også kan starte en krig.” Vi skrev sammen med en af landets bedste forfattere op til Peru-Danmark

  • 15. juni 2018
  • 21 min.
FLUGTSpillere som Perus hvidklædte Paolo Guerrero kan få folket til at glemme sine politikeres korruption, vold og beskidte lege, skriver Thomas Boberg. Foto: Fernando Llano, AP / Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

I morgen spiller Danmark første kamp ved fodbold-VM mod Peru. I den anledning har Zetlands sportsskribent Oscar Rothstein i den forgangne uge skrevet frem og tilbage med den danske forfatter, fodboldfan og Peru-kender Thomas Boberg. Om national identitet, patriotisme, idoldyrkelse, sportsintellektualiseringer og – selvfølgelig – lørdagens kamp. Her er deres mailkorrespondance.

Fredag den 8. juni, kl. 18.05

Kære Thomas

Om syv døgn, 23 timer og 55 minutter træder det danske fodboldlandshold ind på Mordovia Arena i Saransk til den første gruppekamp ved VM i Rusland. Modstanderen er Peru.

Jeg bilder mig selv ind, at jeg har nogenlunde styr på peruanernes hold, Los Incas, som de bliver kaldt: Det er første gang siden 1982, at de er kvalificeret til et verdensmesterskab. I 2015 vandt de bronze ved Copa América. De har ikke tabt en kamp i halvandet år. Profilerne hedder Paolo Guerrero, Jefferson Farfán, Renato Tapia og Edison Flores. Landstræneren, argentinske Ricardo Gareca, ligner forbavsende meget den amerikanske rocksanger Iggy Pop. Og så har jeg gennem hele min barndom skullet høre på min far fortælle om Téofilio Cubillas’ overlegne yderside-frispark i den ikoniske diagonalstribede Peru-trøje ved VM i 1978.

Jeg bilder mig til gengæld ikke ind, at jeg ved noget om Peru som nation. Om historien, kulturen, litteraturen, selvforståelsen og traditionerne.

Du har boet i landet, og flere steder i dit forfatterskab trækker du på dit forhold til Peru og Sydamerika. Blandt andet i bogen Americas – Rejseminder fra 1999, hvor du skriver:

I Hostal Mirador herskede der en resigneret stemning. Peru havde tabt til Argentina og var igen blevet kylet tilbage på den næstsidste plads i kvalifikationsgruppen. Hver gang Peru taber en fodboldkamp, bliver nederlaget gjort til et symbol for Perus dårlige tilstand. En enkelt sejr vindes, og hele Lima vælter spontant ud på gaden, danser vanvittigt, meningsløst, som om verdensmesterskaberne var i hus, som om landet var reddet, som om der virkelig havde været grund til fest en trist torsdag aften, hvor et udmattende gidseldramas slutning få dage tidligere havde efterladt en meget bitter smag på tungen.”

Jeg hæfter mig ved din beskrivelse af nederlagets konsekvenser for folkets opfattelse af selve landets tilstand. Jeg kan sagtens forestille mig det, men jeg kan på ingen måde sætte mig ind i det. Når Danmark ryger ud af VM, er jeg sikker på, at ærgrelsen er forholdsvis kortvarig, måske vil den endda være en smule ironisk. Jeg kan lige høre, hvordan den lakoniske folkedom vil lyde i retningen af: Sådan går det, når man starter med William Kvist inde”. Det vil være skideirriterende og pissesurt, men på ingen måde verdensomstyrterende.

Det er min ganske ukvalificerede fornemmelse, at det vil være noget helt andet i Lima, når Peru ryger ud af turneringen.

Alt godt

Oscar

Lørdag den 9. juni, kl. 23.42

Kære Oscar

Tak for din mail.

Jeg ser også frem til VM, og jeg synes umiddelbart, det danske landshold ser godt ud med mange unge spillere og endda en god bænk. Peru er mit andet land eller har i hvert fald været det, jeg har boet der i 13 år, har et nært forhold til litteraturen, har to børn med en peruansk kvinde (vi er ikke længere sammen), jeg er vild med især deres lyriske tradition, den betyder meget for mig.

På et tidspunkt blev jeg træt af at være der, og jeg følte, det var sidste udkald, hvis min søn skulle lære ordentligt dansk, at flytte tilbage til Danmark efter 13 år, som også var min søns alder. Så det gjorde vi. Det var på ingen måde let at flytte tilbage, jeg havde vist glemt, hvordan det var, og tiden var også en helt anden, en hårdere tid i Danmark med en ny, følte jeg, ubehagelig retorik i forhold til udlændinge. Det tog tid at vænne sig til, men mennesket er jo et dyr, der kan vænne sig til det meste. Jeg har været tilbage i Peru en hel del gange siden, jeg har gode venner der, jeg har udgivet digtbøger der og deltaget i festivaler, og jeg vil tro, at alle mine digtervenner går op i fodbold. Min ældste søn, som i dag er 27 år, er fuldstændig ligeglad med fodbold, hvilket jeg finder forfriskende. Det er jeg ikke, og jeg bliver sgu irriteret og smådeprimeret, når Danmark spiller dårligt. Indimellem ville jeg ønske, at jeg var ligeglad, fordi fodbold også er en stor meningsløshed, så det er dobbelt for mig, tomheden efter en kamp kan være rungende, mens det sjældent er tilfældet med litteratur eller kunst.

Efter min mening er det også idiotisk at kalde fodbold for kunst, som nogle gør, det er underholdning, og det vækker en nationalfølelse i mennesket, hvis dette menneske altså er ramt af fodboldfeberen. Jeg vil egentlig tro, at den form for nationalfølelse er godartet. Selv om vi ved, at fodbold også kan starte en krig. Men det er nok ikke fodboldens skyld. Alle respekterer fodboldreglerne, selv de største slyngler, og det er i sig selv en kuriøs ting. Men det er et sært fænomen, at fodbold kan vække disse følelser i så mange mennesker på en gang. Det er både skræmmende og fascinerende.

Min digterven Renato Sandoval siger, at Peru altid har respekteret dansk fodbold, altså siden 1986 og igen efter Danmark vandt europamesterskabet i 1992. Den der med at være underdog er også noget, der tiltaler peruanerne. Men netop nu vil den peruanske fodboldfan sige, at de godt kan slå Danmark, at Danmark ikke har et stærkt hold som dengang. Renato skriver, at mange peruanere er så glade for deres hold, at de ligefrem tror, de kan gå i finalen, mens du i din mail skriver ikke hvis, men når de ryger ud”. Det er i hvert fald forskelligt. Måske er der også en tendens til her i Danmark at undervurdere Peru? Det ved jeg ikke. Det ville i hvert fald være uklogt. Jeg tror, Peru har et stærkt og aggressivt hold, og jeg tænker, det må blive en jævnbyrdig kamp, som begge hold kan vinde.

Apropos det at samles om noget, som jeg skrev tidligere, har fodbold også en anden effekt, som Renato skrev til mig. Politikerne i Peru er glade for, at folket går op i fodbold, at de kan spejle sig i holdet, at de kan slippe nogle af disse følelser fri, som løfter dem i en nationalisme, der omtrent giver dem vinger. De glemmer eller er ikke så nøjeregnende, og imens kan politikerne fortsætte deres beskidte lege, deres korruption og vold og uretmæssige berigelse. Hans Hauge (lektor, Aarhus Universitet) var vist inde på lidt af det samme i en kommentar på Facebook: hvis Danmark får et godt VM, vil regeringen være i stand til at beholde magten, hvis ikke vil Socialdemokratiet og Mette Frederiksen løbe af med den sejr. Det er muligvis ment som en spøg, men tankegangen er egentlig den samme. Fodbold betyder noget for det almindelige humør, den nationale stolthed og den politiske scene. Det er der vist ingen tvivl om.

Det kan godt være, at det peruanske temperament er mere ekspressivt, når det gælder fodboldlandsholdet, folk går sindssygt meget op i det, og peruaneren har generelt ikke et højt selvværd i modsætning til argentineren, det er i det mindste sådan, det føles, når man er i Sydamerika. Men tag heller ikke fejl af danskeren, også han eller hun går meget op i fodbold og ridder på en VM-bølge netop nu. Kast et blik mod Norge, okay, nu er de jo også temmelig nyforelskede i sig selv deroppe, mens Danmarks forhold til sig selv er en smule mere afdæmpet, fordi det jo har varet så relativt længe, og alle kærlighedsforhold vil med tiden falde til ro og køle ned, det ved vi også, men det er helt sikkert, at Norge som nation er meget ked af og måske ligefrem forbitret over, at deres landshold ikke har kvalificeret sig.

Jeg fik en besked fra en anden digterven, Víctor Ruiz Velazco, han er fra en yngre generation end Renato. Han fortæller kort, at 98 procent af peruanerne går ind for deres fodboldhold, så stor en popularitet har det netop nu, men han siger også, at hvis Peru går ud til hver kamp med krigermentalitet, hvis de formår at kæmpe bravt, så vil man ikke blive skuffet, selv hvis de skulle ryge ud. Det er jeg dog ikke så sikker på. Jeg ved, at Víctor vil sidde og bide negle, at han har ventet på dette hele sit liv. Digterne i Lima diskuterer fodbold på Facebook, de analyserer holdet, spillerne, og når de i så mange år ikke helt har kunnet være med, hvor det sjove sker, så har de på næsten selvpinerisk vis forklaret det med den peruanske mentalitet, som kan være opgivende, udisciplineret og svag.

Alt godt

Thomas

OPBRUDThomas Boberg er en prisbelønnet digter og forfatter, der blandt andet skriver om længsel, civilisationers sammenbrud og Sydamerika, hvor han har boet og rejst gennem store dele af sit liv. Foto: Charlotte de la Fuente / Ritzau Scanpix

Mandag den 11. juni, kl. 15.07

Kære Thomas

Jeg synes især, det er interessant, at din digterven Renato Sandoval oplever nationens politikere udnytte, at folket i disse uger er mentalt i Rusland. Det er lidt en omvending af det sædvanlige forhold mellem fodbold og politik. Vi ser ofte regeringer bruge fodbolden aktivt som et politisk værktøj. Her er der måske snarere tale om, at politikerne inaktivt bruger fodbolden i den forstand, at VM efterlader et hul i befolkningens (og mediernes?) opmærksomhed og kritiske sans, som de kan profitere af?

Min opfattelse er ikke, at danskerne på samme vis er mentalt i Rusland, og jeg ville ikke tage Hauges kommentar for andet end en morsomhed. Heller ikke selv om vi er mange, der længe har haft den 16. juni i hovedet som en skæringsdato. Det kan dog sagtens være, at jeg undervurderer fodboldens magt herhjemme. Jeg synes, at sportens betydning for den nationale selvforståelse er ganske begrænset, når vi sammenligner os med andre lande, især dem uden for Europa. Min antagelse er, at det danske samfund er for struktureret og velfungerende til, at fodboldens rystelser for alvor gør en substantiel forskel. Alligevel ville det være løgn, hvis jeg skrev, at lørdagens kamp ikke vækker store følelser i mig. Jeg ville aldrig kalde mig selv patriot, men de kommende uger har jeg helt sikkert et andet, dybfølt forhold til Dannebrog og nationalhymnen.

Jeg kunne godt tænke mig at høre mere om din beskrivelse af peruanernes lave selvværd og opgivende, nærmest selvpineriske, mentalitet. Som du selv er inde på, er den fantastiske, drømmende opbakning af fodboldlandsholdet måske en undtagelse, hvis man tegner et større nationsportræt? Måske VM faktisk også er en slags undtagelse herhjemme. Jeg kender i hvert fald mange, der aldrig kunne finde på at iklæde sig nationalismens gevandter til hverdag, men som pludselig skyder brystet frem, når de rød-hvide skal i kamp til en stor slutrunde. En af dem er mig selv.

Alt godt

Oscar

Tirsdag den 12. juni, kl. 19.47

Kære Oscar

Peru er et splittet land på flere niveauer. Kyst, ørken, enorme bjerge, tropisk regnskov. Normalt forestiller man sig Peru som et land af Andesbjergenes hvide tinder og stejle sider og skjulte dale, hvor inkaerne i sin tid boede og byggede deres byer og templer. Men 60 procent af landet består af det tyndtbefolkede tropiske regnskovsområde. Der findes mindst 43 forskellige sprog i Peru og derfor mange forskellige peruanere, oprindelige folk, mestizer, folk med europæiske aner, især spanske, asiatiske og afrikanske. Peru er et multikulturelt land.

Fodbold kan for en kort tid, som Renato også er inde på i sin sidste mail til mig, rykke blikket væk fra den resignation, som befolkningen føler i forhold til regeringens kynisk uduelige og korrupte politik. Derfor bekommer det regeringen vel, når fodboldholdet præsterer. Lad blot spillet løfte det personlige og det nationale selvværd til optimisme i et tilsyneladende sammenhold, der går på tværs af etniske og sociale konflikter, men den går kun i kort tid, så vender virkeligheden naturligvis tilbage. Det er den mekanisme, politikerne udnytter, som om et fodboldholds præstationer skulle være et spejl af samfundet og en konsekvens af den politik, som føres i landet. En illusion der jo netop, den korte tid den varer, kan samle folk om noget andet end den generelle utilfredshed over tingenes skæve gang. 80 procent af den peruanske befolkning, ville ifølge Renato, hvis den kunne, forlade landet og starte på en frisk et andet og – i det mindste i forestillingen – bedre sted.

Danskerne står jo ikke i den samme situation, danskerne er meget glade for deres lille land og det dejligt samlende kongehus, selv om den politiske polarisering er tydeligere end nogensinde før. Og en måneds VM-fodbold skal nok kunne sætte den form for utilfredshed på standby, for nu følger vi alle med i den store begivenhed, hvor vores landshold igen deltager. Og det er vi stolte af, for vi er trods alt et lille land, der ikke kan forvente at kvalificere sig hver gang, ligesom Peru heller ikke kan, og som bestemt ikke oplever sig selv som et stort land, skønt det er to og en halv gang større end Frankrig og rummer 32 millioner indbyggere.

Hovedstaden Lima, som er vokset ud over alle bredder, er en hård smeltedigel med mindst 10 millioner indbyggere (nogle siger 16 millioner med det hele), og som det ofte er tilfældet med store byer, er den en verden for sig, der ikke føler noget slægtskab med de fjerne provinser, som for den jævne peruaner kun kan nås efter lange og udmattende rejser med bus. Storby-indbyggerens solidaritet med den fjerne provins kan vist ligge på et ret lille sted. Tænk bare de større danske byer og Udkantsdanmark”, som jo er intet i forhold til det peruanske panorama.

Men nu er der så fodbold, og endelig efter 36 år ude i kulden har det peruanske landshold kvalificeret sig til den store slutrunde. Peruanerne har, i euforien, svært ved at forestille sig, at deres landshold skal gå hen og tabe til en fodboldmæssig medgørlig nation som Danmark. Et land, de i bedste fald vil kunne placere i Skandinavien og lettere humoristisk betegne som vikingo”, ligesom danskerne kender peruanerne som inkaer”.

Jeg har spurgt Renato om, hvem der vinder. Han mener, det er to jævnbyrdige hold, Peru figurerer som nummer 11 på FIFAs rangliste, et trin højere end Danmark. Han nævner en forsvarsspiller som Luis Advíncula, der ifølge FIFA betegnes som den hurtigste i verden. Personligt skriver han, at det er 60-40 i danskernes favør, på grund af danskernes fysik, højde og kreative spillestil, men, slutter han, jeg håber ikke, at mine landsmænd vil få nys om min personlige opfattelse, for så vil de straks betragte mig som forræder. Lad os se.

Alt godt

Thomas

PS I din første mail nævnte du Teófilo Cubillas, den gennem tiderne største peruanske fodboldspiller, som man stadig snakker om i grandios-patetiske vendinger i Peru som et højdepunkt, der uigenkaldeligt er forbi, bortset fra nu, hvis holdet præsterer. Ligesom Danmark i sin tid røg på røven i Mexico i 1986 og tabte 5-1 til Spanien, har Peru også en sådan helt forfærdelig sort kamp, det var så i VM i 1978, hvor Cubillas deltog og fortryllede fodboldverdenen med sit ekstraordinære talent. Argentina skulle vinde 4-0 over Peru for at gå videre fra gruppen, og det gjorde de med to mere, 6-0. Men rygterne gik og går stadig, at det var aftalt spil. At Argentinas daværende diktator Rafael Videla henvendte sig til den peruanske trup og på den ene eller den anden måde fik arrangeret sagerne til Argentinas fordel. Det har det peruanske landshold fra dengang i øvrigt altid benægtet. Hvis Argentina har brug for at vinde, så gør de det, hed det sig dengang.

SVUNDNE TIDERVi danskere er for dårlige (og for ironiske) til rigtigt at hylde gamle ikoner som Preben Elkjær, skriver Oscar Rothstein. Nej, svarer Boberg – de nostalgiske nationale hydelsthistorier trives i den grad. Foto: Fernando Llano, AP / Ritzau Scanpix

Onsdag den 13. juni, kl. 00.44

Kære Thomas

Jeg kan godt lide tanken om, at både peruanske og danske fans har svært ved at forestille sig deres hold tabe premieren. Sådan bør et VM starte. Netop euforien tog jeg lige, her tidligt onsdag nat, en stikprøve af ved at klikke mig ind på den peruanske avis La República. Der var lige gjort plads til en nyhed om præsident Vizcarra, men ellers handlede hele den øverste del af sitet om Mundial Rusia 2018. En hurtig søgning på netavisen afslørede også, at Teófilio Cubillas af og til bliver brugt som en slags ekspert. I marts sammenlignede han Perus landshold med ingen ringere end FC Barcelona. Så har man også set det med.

Du skriver, at peruanerne endnu hylder Cubillas i grandios-patetiske vendinger. Er den slags forbeholdt ham, eller er storladne besyngelser af nationens helte en central del af folkloren? Jeg oplever, at der er en del danske fodboldfolk, der ærgrer sig over vores ringe evne (vilje er det vel) til at hylde historiebøgernes hovedpersoner. Vores mest succesfulde træner, Richard Møller Nielsens, bedrifter med det danske landshold blev først for alvor anerkendt efter hans død, og min generation (født midt i 1990’erne) kender først og fremmest Preben Elkjær og Jan Mølby som joviale Champions League-eksperter – ikke som de store og vigtige spillere, de var.

Det siger nok mere om os end om Elkjær og Mølby. Vi har det lidt anstrengt med den uforbeholdne, tidsløse idoldyrkelse. I stedet for at dvæle ved fortidens kæmper, retter vi blikket mod det, der er lige for næsen af os.

Alt godt

Oscar

Onsdag den 13. juni, kl. 18.37

Kære Oscar

Ingen er større end Maradona, det mener argentinerne, universets største fordboldspiller, større end Pelé, meget større end nogle af de der hollændere, ham der Cruyff, større end ham tyskeren, ham Beckenbauer, sådan er det. Messi er Messi i Barcelona, men på landsholdet er han jo ikke den store helt, det mener argentinerne, for hvor ofte har han ikke svigtet landsholdet og argentinerne? Medmindre de vinder VM, så vil de ganske sikkert mene noget andet. Hvert land sin helt. Og den helt bliver vel dyrket, ikke mindst i tørre tider, når det går dårligt for nationens fodboldlandshold. Der er jo heller ingen ende på Zlatan-dyrkelsen, han er et andet sted end det svenske landshold, han er for stor til landsholdet, det forsvinder i hans vilde blik.

Det er muligt, at vi i Danmark ikke taler om de gamle helte som universets kunstnere. Selv om de jo ikke gjorde andet end at spille fodbold, så er det lidt sådan, jeg fornemmer, man taler om de gamle helte på caféer og barer i Sydamerika, de var og er store smukke mennesker med en forvandlingskraft i sig, der spredte lys i det kriseramte menneske, så dette menneske kunne se et andet sted hen, væk fra sin egen misere, en slags flugt. Det lille menneske på baren eller caféen kan tale fodboldhelten helt op til messianske højder. Og sådan er det også med Cubillas i Peru, han er knap en fodboldspiller, et almindeligt menneske, han er en myte, og hvis det er digtere, der snakker fodbold i Barranco, et gammelt bohemekvarter i Lima, så vil man begejstret kunne diskutere hans meritter i samme vendinger, som hvis der havde været tale om en af det nationale univers’ store digtere, for eksempel César Vallejo, skønt digterens eksistens er den modsatte, fra mørket, lidelsen og glemslen i livet til det store lys efter døden i de nye generationers bevidstheder.

Fodboldspilleren findes jo kun i det spillende nu, mens digteren er en skikkelse uset i nuet, men ophøjet efter døden i de oversete tekster, som pludselig bliver kanon, som pludselig viser sig at være profetiske. Sådan er det med César Vallejo og et par andre skikkelser i Peru, Martín Adán for eksempel, en digter som opholdt sig det meste af sit liv på et sindssygehospital. Cubillas, Vallejo, Martín Adán, de er forgyldte i eftertidens begejstrede blikke, drukne af alkohol, melankoli og floromvundne tanker om dengang verden var mere storslået.

Vi er jo meget forskellige, som kulturer, og som individer ikke mindst. Var der ikke noget med, at det tidligere måske ikke var så fint at være fodboldfan blandt digtere og kunstnere i Danmark? Jeg synes, der er noget om det, men kan ikke sige det med sikkerhed, det er en vag erindring, som måske ikke engang tilhører min egen tid, men generationer før? Hans-Jørgen Nielsens bog Fodboldenglen var måske et opgør med den lukkethed, det snobberi, at fodbold ikke var noget, digtere beskæftigede sig med eller brød sig om? Eller i det mindste ikke talte højt om, hvis det virkelig skulle være tilfældet, at digteren var glad for fodbold. I dag er der ikke noget om det længere, jeg ser også tidens forfattere og digtere diskutere fodbold på Facebook for eksempel. Og jeg ved også, at den gamle digter Peter Laugesen kan være fodboldbegejstret. Jeg ved godt, det her er en digression, nej, jeg har ikke røget eller drukket, jeg er blot ved at fortabe mig på en af disse mange stier, som skyder videre ud i det vildnis, som samtalen synes at kaste ud foran os.

Der er jo altid ironi med i samtalen i Danmark, eller det var der, er det stadig sådan? Nostalgien blev for det meste perforeret af ironiens syredråber. Men danskerne kan altså alligevel også fortabe sig i den slags fortællinger om fodbold, som jeg har oplevet det i Sydamerika, de kan også lade sig ophidse og begejstre på samme måde, tonen er en anden, fordi sproget og kulturen er det, men det er stadig en feber, der minder om den, der rammer folk i Sydamerika, eller i Afrika, i Gambia, hvor jeg lige har tilbragt små fire måneder, der sad jeg og så Champions League og Premier League med min ven Ismael i Korkas lille kiosk, dér i det gambiske mørke i Bakau. Der sad de klinet til skærmen, når Liverpool spillede, ikke nødvendigvis fordi stjernespilleren Mohamed Salah spillede, men fordi Saido Mané, den senegalesiske angriber, var der i parløb med Salah, og det elskede de, Mané, knægten fra Senegal, som løftede også gambierens begejstring og stolthed, fordi Mané viste, at det uladsiggørlige var muligt, at en afrikaner kunne triumfere i Europa.

Og for nu at vende tilbage til Danmark og danskerne, vil du ikke sige, at 1992-holdets europamesterskab i den grad er blevet dyrket, og nu også på film, at den historie er noget, man vender tilbage til igen og igen. Landsholdet havde ikke engang kvalificeret sig, men ikke desto mindre, da de kom med på et umuligt mandat, på grund af Balkankrigen (den enes død … giver virkelig mening her) og så gik hen og vandt over Tyskland i finalen. Det er da en historie, vi igen og igen bliver tudet ørerne fulde med, og det er en historie, man elsker mange andre steder også, ikke mindst i Peru. Dengang var jeg på rejse, og jeg husker, da jeg i Peru krydsede grænsen til Ecuador (de var faktisk i konflikt, de to lande, på det tidspunkt), og jeg viste passet, at man ligesom løftede mig videre i ærbødighed og respekt, fordi mit land for kort tid siden havde banket det store Tyskland i finalen om europamesterskabet.

Alt godt

Thomas

Onsdag den 13. juni, kl. 19.30

Kære Thomas

Jo, EM-triumfen fra 1992 spiller helt bestemt en stor rolle i dansk kulturhistorie. Helt forståeligt og helt efter bogen. Alligevel vil jeg ikke kalde det meget mere end undtagelsen, der bekræfter reglen om en vis historieløshed i dansk fodbold. Og så hæfter jeg mig ved, at det er bedriften som sådan snarere end enkeltpersonerne, John Faxe eller Kim Vilfort eksempelvis, vi mindes. Jeg fornemmer, at der i Barranco er et andet blik for helten.

Du ser også rigtigt, tror jeg, når du ser, at der ikke længere – hvis der altså har været det – er en kløft mellem fodboldfolket og digterfolket. Sportsintellektualiseringerne trives i disse år. Som opslugt af både bøger og bold byder jeg det meget velkommen, omend det er en genre, der meget nemt forfalder til både det banale og det oppustede.

Men lad os krybe ud af vildnisset, for nu skal vi se fodbold. Der er i skrivende stund under 72 timer til, at Danmark-Peru bliver fløjtet i gang. Den næste måned bliver stor.

God sommer

Oscar

Onsdag den 13. juni, kl. 21.26

Kære Oscar

Nå, min yngre digterven, Víctor Ruiz Velazco, har nu skrevet til mig, og jeg vil på vejen ud lige gengive lidt af det, han har skrevet. Han siger, at han ikke længere lider, når han ser fodbold, de mange nederlag, han husker fra sin barndom og ungdom af enhver afskygning, har lært ham kynismens ro”. Det eneste, han forventer af Peru, er, at de går ud og spiller kampen og giver alt, så er der ingen, der derefter vil protestere eller beklage sig over holdet (jeg tror her, han tager fejl).

Han regner ikke med, at Peru vil gå videre, men det vil også være i orden, så længe holdet har vist, at det vil slås for sejren. Han mener, fodbold er fantastisk, fordi det skaber rum for alle slags personer, folk, der egentlig ikke synes at have forstand på det, kan udtale sig og være med, men samtidig kan den intellektuelle analytiker også finde sin plads i det rum og give den (det er min småironiske betegnelse) som fodboldfilosof. Måske er det dét, vi lige nu i den her tråd er på vej ud i. Den dybe fodboldfilosofi, som jo i de kære kommentatorers version for det meste er et godt bud på, hvordan man mest effektivt slår tiden ihjel med fuldkommen ligegyldig snak. For der er vel ingen dybere mening i affæren, eller er der? Det tror jeg ikke, der er, alligevel river det menneskemasser med sig – og jeg, som i virkeligheden frygter masserne. Men masserne har også brug for at få afløb et eller andet sted, og fodbolden som arena kan være et sådant sted. Det er måske en psykologisk ventil, noget, vi vist var lidt inde på tidligere. Fodbold kan ikke forhindre krige, men det kan simulere dem under mere gemytlige former og på den måde i bedste umulige fald måske aflede.

Víctor siger noget af det samme: Klan- eller stammementaliteten kan leve sig selv ud i fodbolden. Og hvis de to hold giver alt, så vil, siger Víctor, fodbolden altid være vinderen. Han siger endvidere, at denne barbariets sublimering, at krigene bliver til leg med en bold, er det, som i virkeligheden genererer passion, lidenskab. På den vis kan man sige, at fodbold, siger han, bliver til et billede på livet, eller bedre, en metafor. Også tilværelsens uretfærdighed trækker fodbolden med over til kampens scene, for eksempel når dommeren bevidst modarbejder det ene hold, typisk en hjemmebanedommer, også her imiterer fodbolden livet.

Det smukke er selvfølgelig, at muligheden for, at det undertippede hold, underdogen, kan vinde, eksisterer, det er vel det, man mener med, at alt er muligt i fodbold.

Selv om vi også ved, at dette VM i sidste ende næsten 100 procent sikkert bliver en kamp mellem de traditionelle store fodboldmagter.

Fortsat god sommer og godt VM

Thomas

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem