Vores medlemmer foretrækker at lytte
“”
—
Derfor skal du læse denne artikel
I en verden med et markant ændret klima vil verden ikke længere i så høj grad slås om ideologi – i stedet vil vi kæmpe om basale ressourcer som mad og vand. For når temperaturen stiger, falder mulighederne for at producere mad. Fra Tunis til Teheran ser vi lige nu, at adgangen til mad skaber konflikt – og med et stadigt varmere klima vil det kun blive værre i fremtiden. Heldigvis er der et par ting, vi kan gøre ved det.
Mandag begyndte fredsforhandlingerne i en af verdens mest symbolladede konflikter.
Du lagde måske ikke mærke til det. Det gjorde de færreste herhjemme, for nyhedsmedierne skrev nærmest intet om det.
Det handler om Sydsudan, hvor borgerkrigen raser, og hvor mere end to millioner er flygtet, siden verdens yngste land blev kastet ind i en borgerkrig i 2013. Inden da var landet i mange år i konflikt med Sudan, som Sydsudan indtil 2011 var en del af.
Krigen i Sydsudan udspiller sig mellem forskellige oprørsgrupper og regeringen, men den peger også på noget endnu større: hvordan klimaforandringer, migration og konflikt kan spille sammen – og ikke mindst kan gøre det i fremtiden. Klimaet er nemlig ifølge en række forskere i stigende grad en vigtig linse til at forstå konflikter. Og konflikten i Sydsudan er ingen undtagelse, selv om flere andre faktorer også spiller væsentligt ind.
“Klimaforandringer er delvist ansvarlige for krigen i Sydsudan,” siger forsker Janani Vivekananda, der arbejder med klimaforandringer og fredsopbygning hos den tyske tænketank Adelphi.
“Sydsudan er et landbrugsland, og når klimaforandringerne forringer adgangen til mad og landjord, så er det svært at skabe fred. Klimaforandringerne giver næring til konflikten, som kun kan stoppes, hvis adgangen til naturressourcer forbedres.”
Sydsudan er et af de lande, der rammes særligt hårdt af klimaforandringer. FN anslår, at landet vil blive 2,5 gange mere påvirket end gennemsnittet. Det viser sig allerede nu, hvor 45 procent af befolkningen sulter.
Bonusinfo. Antallet af væbnede konflikter ventes at stige med 54 procent i 2030 i landene syd for Sahara. Det viser et studie fra Berkeley Universitet fra 2009.
Sult på grund af klimaforandringer er imidlertid ikke bare et problem i Sydsudan.
Efter et årti, hvor sult og fattigdom har været på tilbagetog, vokser den globale fattigdom igen. Det påvirker ifølge sundhedsorganisationen WHO 815 millioner mennesker – eller 11 procent af verdens befolkning. Årsagen er flere voldelige konflikter og klimachok, der følger i halen på tre årtier, som har været varmere end de foregående.
Det risikerer at sende millioner af mennesker på flugt fra tørke og konflikter relateret til klimaforandringer, ligesom endnu flere kan ryge tilbage i fattigdom. Det gør klimaforandringerne til en trussel mod freden både lokalt og globalt.
“Vent 20 år og se, hvad der sker, når klimaforandringer driver folk ud af Afrika – specielt fra Sahel-området – så taler vi ikke om en eller to millioner, men om 10 eller 20. Og de tager ikke mod syd. De tager over Middelhavet,” sagde den amerikanske sikkerhedsekspert Stephen A. Cheney sidste år til organisationen EJF, der arbejder med klimaforandringer.
Siden 1880 er verdens gennemsnitstemperatur steget med 0,8 grader, og inden vi rammer slutningen af dette århundrede, forventer FN’s klimapanel, at det i snit vil blive to grader varmere. Mange afgrøder kan ikke klare det varmere vejr, og derfor vil fødevareproduktionen blive mindre.
På en måde handler meget faktisk om prisen på en ting – brød.
Høje priser på specielt brød har gennem historien startet revolutioner. Fra Sudan til Versailles, fra Cairo til Tehran har protester været knyttet til stigende brødpriser. Tag mel-krigen i Frankrig i 1775, hvor priserne steg så meget, at arbejderklassen ikke kunne købe brød. Eller tag brød-protesterne i det sydlige USA i 1863, hvor en blanding af inflation og dårlig høst skabte så høje priser, at folk til sidst plyndrede butikkerne for at få fat i lidt mad.
En bid brød eller mangel på samme kan vælte regeringer og konger. Det har det gjort før, og det kan det gøre igen. Det gør det på en måde allerede.
I 2017 startede folk i Irans hovedstad Teheran med at protestere over stigende brødpriser. I Sudan går folk lige nu på gaden over stigende brødpriser, som på kort tid er fordoblet. Også i Tunesien udspiller der sig store protester i disse uger, der har handler om brød. Sammenstød mellem protestanter og politi førte til, at en ung mand mistede livet, da han blev kvalt af tåregas fra politiet, 800 mennesker er blevet arresteret og 50 politimænd såret. Protesterne brød ud den 3. januar, efter at bevægelsen, der kalder sig What Are We Waiting For?, opfordrede folk til at gå på gaden gennem de sociale medier.
Prisen på brød handler i høj grad om klimaet. En massiv tørke førte sidste år til højere priser på fødevarer som korn og hvede. FN’s fødevareorganisation peger mod himlen, når de skal forklare hvorfor. Manglende regn har udtørret jorden i lande som Sudan, Etiopien og Kenya – bare for at nævne et par. Og manglende mad skaber konflikt.
Når temperaturen går op, bliver der mindre mad
Et studie fra 2016 viser, at hver gang temperaturen stiger med en grad, så falder udbyttet af afgrøder med fem procent.
Nogle afgrøder er mere udsatte ved et ændret klima end andre. Hvede er en af dem, og det er særligt slemt, fordi hvede udgør 20 procent af alle indtagne kalorier. Samtidig skal produktionen af hvede stige med 60 procent, hvis der skal være nok til de 9 milliarder mennesker, man forventer, vi bliver i midten af dette århundrede.
Brød er, med andre ord, vigtigt. På arabisk overlapper ordene liv og brød hinanden. Herhjemme taler vi om det daglige brød – en slags nødvendighed for at leve. (Interessant nok lever vi også i en tid, hvor mange i den mere velstillede del af verden prøver at skære brødet ud af deres kost. 15 procent af den britiske befolkning har eksempelvis som nytårsforsæt i 2018, at de vil droppe brødet). Men det er, i det store billede, en mindre historie.
“Når prisen på brød stiger, kommer der politisk uro. Regeringer arbejder hårdt for at holde prisen på brød nede, for du kan miste dit hoved, hvis prisen på brød går op for hurtigt,” som professor i miljøjournalistik ved Berkeley Universitet Michael Pollan formulerer det i sin dokumentar, Cooked.
Bonusinfo. Tørken i Syrien, Irak, Israel og Jordan mellem 1998 og 2012 var mere ekstrem end nogen anden periode i de lande de seneste 500 år. Det viser et studie fra 2016 af klimaforskere ved NASA.
Studerer man verdens seneste konflikter, trækker overraskende mange faktisk tråde til de dyrebare korn.
I 2008 kickstartede brød- og fødevarepriser protester og oprør i 48 lande, der førte til regimeskift i Haiti og voldelige protester i Cameroun og Mozambique. Selv om protesterne også var et resultat af andre nationale faktorer, så reflekterede demonstrationerne det basale behov for at have råd til mad.
I 2010 førte ekstremt vejr til et fald i produktionen af hvede – og omkring en fordobling i prisen på cirka et år. En vigtig grund var, at Rusland under tørken fik ødelagt 9 millioner hektar med afgrøder (hvoraf hvede var en stor del). Det skriver miljøorganisationen EJF i en rapport fra 2017.
De høje priser gjorde ondt på lande, der var afhængige af hvedeimport.
Ni af de største hvedeimportører lå i 2010 i Mellemøsten – og syv af dem havde politiske protester i 2011. De to lande, der udgjorde undtagelsen, var Israel og De Forenede Arabiske Emirater, som begge har en høj indkomst per indbygger, hvoraf kun en lille del går til mad. I de andre syv lande (Libyen, Jordan, Algeriet, Tunesien, Yemen, Egypten og Irak) bruger folk i gennemsnit mere end 35 procent af deres indkomst på mad. Stigende fødevarepriser var selvsagt ikke den eneste grund til politisk tumult, men ifølge den tidligere præsident for Verdensbanken Robert Zoellick var det en “skærpende faktor for den uro, der opstod i Tunesien, og som spredte sig til Egypten og andre lande”.
Forskere peger også på, at ekstrem tørke som konsekvens af klimaforandringer også var vigtige for udbruddet af den krig, der måske fylder mest i disse år: konflikten i Syrien.
I 2011 blev op mod 1,5 millioner syrere tvunget væk hjemmefra som følge af tørke – vel at mærke inden et eneste skud var blevet fyret af. Et studie fra Center for Climate and Security i Washington fra 2015 peger på, at klimaet bliver undervurderet som faktor for krigen. Ingen vil hævde, at tørken alene startede krigen i Syrien, men den forstærkede landets skrøbelighed, og på den måde var den med til at lægge fundamentet for den situation, landet befinder sig i i dag. I korte træk kan man beskrive forløbet sådan her:
I 2006 oplevede landet en intens tørke, der halverede høsten af hvede, bomuld og byg – hyrderne mistede 85 procent af deres kvæg. I alt blev 1,3 millioner mennesker påvirket af tørken.
I 2007 udeblev regnen. Under normale omstændigheder får afgrøder i Syrien vand om vinteren fra Tyrkiets bjerge, men mellem oktober og december 2007 faldt der lidt eller ingen regn, og tørken blev forstærket af unormalt varme temperaturer. Det førte til, at 75 procent mistede næsten hele deres høst, med den konsekvens, at en million syrere manglede mad.
I 2008 fortsatte varmen, og 800.000 syrere mistede deres levebrød, fordi høsten fejlede.
I 2009, to år før krigen i Syrien begyndte, rapporterede Røde Kors om, at 1,3 millioner indbyggere fra det østlige Syrien var blevet påvirket af tørken, resulterende i, at 160 byer blev lagt øde, fordi folk måtte forlade dem.
2009-2010. Tørken betød, at landet for første gang i 15 år var nødt til at importere hvede, men på grund af den generelt dårlige høst steg hvedepriserne i årene med 50 procent. 3,7 millioner syrere manglede mad, og mange måtte leve af en smule brød og te med sukker. Mælk og kød var umuligt at få fat i.
“Jeg havde 400 hektar hvede, nu er det hele ørken. Vi var nødt til at flygte. Vi har mindre end ingenting, ingen penge, intet job og intet håb,” som en syrisk landmand, Ahmed Abdullah, sagde i 2010 til The New York Times.
I 2011 tabte landet 19,5 procent af alle dets indtægter som konsekvens af klimaforandringer, det skriver Verdensbanken i en rapport. Samme år vurderede FN, at 2-3 millioner var røget ind i ekstrem fattigdom. Verdensbanken skrev, at 82 procent måtte flytte på grund af tørken. Før tørken var den interne migrationsrate i Syrien på en procent – lavere end noget andet land i regionen. Men nu var landet plaget af udbredt migration, arbejdsløshed, fattigdom og ulighed – og med det voksede vreden mod det korrupte og undertrykkende styre. Sammen førte det til de første protester i byen Daraa i marts 2011. De spredte sig og startede den komplekse krig, der stadig lever i dag syv år senere.
Optakten til krigen var selvfølgelig en kulmination af forskellige faktorer: dårlig krisehåndtering af staten, arbejdsløshed, inflation, fødevareusikkerhed og et demografisk pres fra op mod to millioner bønder og hyrder, der måtte rejse fra deres hjem, fordi de havde mistet alt.
Som forskeren Janani Vivekananda formulerer det:
“I Syrien var klimaforandringer en trigger for konflikt. Tørken skabte en dårlig høst, og det fik priserne på hvede til at ryge i vejret. Bønderne havde intet at leve af, og det fik mange til at vandre mod byer som Daraa. Byerne kunne ikke håndtere presset – og en dårlig håndtering fra regeringens side hjalp ikke. Det undertrykkende styre havde været der i årtier, men det var de stigende priser på brød, der var udslagsgivende for konflikten og de første proteser, der begyndte i Daraa.”
Bonusinfo. Manglen på brød kan komme fra klima, men den kan også komme fra krig. Sidste år var der ikke noget ukrainsk hvede, fordi der stadig er konflikt i landet.
Syrien er ikke alene.
Afrika står også i fremtiden til at blive mere konfliktfyldt på grund af klimaforandringer.
Kontinentet lægger i forvejen jord til den højeste rate af civile konflikter og interne borgerkrige. Forskellen mellem de to er, hvor mange der bliver dræbt (der er først tale om borgerkrig, når den årlige dødsrate rammer 1.000). Mere end to tredjedele af landene syd for Sahara har oplevet konflikter siden 1960. Men naturen af disse krige og konflikter i Afrika er under forandring. Store civile krige bliver mindre hyppige, mens mindre regionale konflikter kommer oftere.
Marshall Burke, der er professor på Stanford Universitet, har set på samtlige konflikter mellem 1981 og 2002, og hans forskning viser, at når temperaturen stiger, så følger antallet af konflikter trop. Især lande syd for Sahara har oplevet en stigning i antallet af konflikter i varmere perioder. Det har ført til humanitære katastrofer og millioner, der har mistet livet, som vi lige nu ser i Darfur, Somalia og Syrien. Og det ser ud til at blive værre, i takt med at temperaturen stiger. En af grundene handler om vand.
En del vandløb og store søer er de seneste årtier begyndt at udtørre. Særligt Tchad-søen er på 50 år skrumpet fra et areal på 25.000 kvadratkilometer til 2.500 kvadratkilometer. Det påvirker tæt på 50 millioner mennesker og forstærker ifølge FN eksisterende konflikter.
I mange år kunne folk bade, drikke og fiske i søen, der var så rig på fisk, at man kunne fange den med sine bare næver – som en fisker har fortalt det til New York Magazine. Men de seneste to årtier har det været anderledes. De floder, der leder op til søen, er ved at tørre ud. Søen, der engang var på størrelse med New Jersey i USA, er skrumpet med 95 procent, og store dele er blevet til ørken. Det har siden 90’erne ført til udbredt sult, og det har ført til, at folk har dræbt hinanden for at få adgang til mad. Ustabiliteten i regionen har også været med til at give plads til terrorgruppen Boko Haram, som gør livet svært for civile ved at stjæle både deres mad og deres døtre.
Landbrug udgør op mod 90 procent af beskæftigelsen på det afrikanske kontinent, så når regnen udebliver, skaber det socialt kaos.
Det er på sin vis ikke nyt, at naturressourcer skaber konflikt: En overflod af ressourcer som olie og diamanter har været med til at drive nogle af Afrikas blodigste krige fra Sierra Leone, Liberia og Angola til den Demokratiske Republik Congo.
Med klimaforandringerne vil det dog ikke være en overflod af ressourcer, der er problemet, det vil være manglen på dem:
“Traditionelt har vi snakket om, at konflikter er opstået, fordi Afrika er meget rigt på naturressourcer – olie, diamanter, guld. Men det, jeg ser nu, er, at der stadig er kamp om grådigheden i rigdommen, men at der i meget højere grad er kommet konflikter på grund af knaphed i naturressourcer – og her spiller især klimaforandringer ind,” siger Stig Jensen, lektor i afrikastudier på Københavns Universitet.
Bonusinfo. I 2050 vil klimaforandringer føre til, at 10-20 procent flere er i risiko for at sulte. 65 procent af dem vil komme fra Afrika. Det skriver miljøorganisationen EJF i sin seneste rapport.
Når høsten slår fejl, rejser mange væk for at finde nye græsgange. Men der, hvor de kommer hen, bliver de ikke altid budt velkommen.
I Sahelregionen river mange teltpløkkerne op og bevæger sig til nye områder i jagten på mad og vand og græs til deres dyr. Det fremkalder ofte konflikt, fordi de nye beboere træder ind på andres territorium.
“I Senegal vandrer folk med kvæg ned til nogle områder, hvor folk dyrker jorden, og så begynder kvægene at spise af folks afgrøder. Det skaber konflikter. Det, der sker, er, at vi er begyndt at se meget mere pigtråd over prærien, fordi man prøver at udelukke folk,” siger Stig Jensen.
Det er altså ikke kun herhjemme, at vi diskuterer skærpede grænser. Den diskussion har de i høj grad også i de nabolande, som langt de fleste afrikanske migranter flytter til.
Her er det vigtigt med et forbehold: For ja, klimaforandringer kan påvirke civil konflikt, men andre ikke-miljø- og klimamæssige faktorer er afgørende for, om en reel konflikt faktisk udvikler sig.
Fattigdom og usikre levevilkår kan opstå som resultat af klimaforandringer – men global opvarmning skaber ikke i sig selv konflikt. Temperaturen er steget de seneste tre årtier, men antallet af konflikter er faldet. Laura Freeman, der forsker i sikkerhed og konflikt på universitetet i Cape Town, skriver i et nyt studie, at konflikt primært udspringer af politiske og økonomiske vilkår, som klimaforandringer så kan forværre.
Når mennesker står over for klimaforandringer, kan de vælge at gå i krig eller at samarbejde, og det er de andre sociale og politiske vilkår, der er afgørende for, hvad udfaldet bliver.
Bonusinfo. Borgerkrig er defineret som væbnet konflikt mellem minimum to parter med et tab på 1.000 døde – ved mindre taler man om civil konflikt.
Klimaforandringer handler dog ikke kun om konflikt. De er i høj grad også knyttet til migration.
Fra 1970’ene og frem til i dag er sandsynligheden for, at man må forlade sit hjem på grund af vejret, blevet fordoblet. Det skriver organisationen IDMC, der arbejder med fordrevne mennesker verden over.
Det har ført til, at 22,5millioner mennesker verden over hvert år fordrives fra deres hjem. 99 procent af alle dødsfald fra vejrrelaterede katastrofer kommer desuden fra udviklingslande. Man kan sige, at mens man i USA genopbygger ødelagte byer, så rejser man på Afrikas Horn væk fra dem.
Tag Kenya. Her har der været fire tørker de seneste ti år, som har haft en ødelæggende effekt på folks liv. Specielt i Nordkenya, hvor folk lever af at opdrætte kvæg, har mange været nødt til at migrere.
“I Kenya vandrer folk mod nationalparkerne, hvor der er dejligt grønt græs til vilde dyr, som turisterne kommer og ser på, så vælter de hegn ned, så deres husdyr kan spise græsset,” siger Stig Jensen.
“Vi har også set, at de slår vilde dyr ihjel, men også at de har dræbt lokale i området for at få adgang til ressourcerne. Spændingerne, skænderierne og drabene omkring klimaforandringer er heftige i de her lokale områder. Og der er ikke nogen myndigheder eller noget politi til at løse de her konflikter. I fremtiden vil vi opleve flere kampe om det her.”
En dårlig høst
Rundtom i verden har specielt tørke gjort det sværere og dyrere at dyrke afgrøder. Mellem 1985 og 2007 førte tørker verden over til et fald på 13,7 procent i kornproduktionen – sammenlignet med et tab på bare 6,7 procent mellem 1964 og 1984. Tørke er en af de vigtigste faktorer for en fejlslået høst i landbruget, og tørker forventes kun at stige i intensitet og varighed.
Som vi før har berørt, er dette vigtigt at slå fast: Klimaet gør det ikke alene.
Mange studier fra Afrika viser, at ikke-klimamæssige, politiske og økonomiske faktorer er vigtige i forholdet mellem klimaforandringer og migration. Det er ting som politisk marginalisering, befolkningsvækst, ustabil udvikling, svage stater, dårlig økonomi og ulighed og kulturelle sammenstød. Men der er også enighed om, at klimaforandringer forværrer disse ting. Eksempelvis har man i Ghana fundet ud af, at selv om milljøfaktorer ikke alene kan forklarer migration, så kan de ikke tages ud af analysen.
“Klimaforandringer forværrer udfordringer, som allerede er der. Det betyder, at i svage stater, hvor regeringsførelsen halter, og man ikke har ressourcerne til at håndtere de her forandringer, så overbebyrdes landet, og det øger risikoen for konflikt,” siger Janani Vivekananda fra tænketanken Adelphi.
Så hvad nu?
Hvad kan man gøre for at undgå, at klimaforandringer fører til – eller forstærker – konflikt og massemigration? Her er især tre ting vigtige, når man dykker ned i forskningen.
Samme sang er stadig vigtig. Det kommer nok ikke som den store overraskelse, men for at undgå klimarelateret migration og/eller konflikt, må vi reducere udledningen af de drivhusgasser. FN’s klimapanel vurderer, at for at holde temperaturstigningen under to grader må verden reducere udledningen mellem 40 og 70 procent i 2050.
Lommen fuld af guld. Et af de mest virkningsfulde greb handler om økonomisk vækst. Edward Miguel, økonomiprofessor på Berkeley Universitet, har undersøgt sammenhængen mellem konflikter og økonomisk vækst, og hans resultaterviser, at en stigning i indkomst nedsætter risikoen for vold og konflikt i lande syd for Sahara.
For at skabe vækst skal der skabes arbejde. Lektor i afrikastudier Stig Jensen peger på, at det er vigtigt at udvikle byerne syd for Sahara, så flere kan bo og arbejde her. En måde at gøre det på er ved at skabe flere muligheder for forarbejdning. Mange steder eksporterer man eksempelvis kakao, som så bliver forarbejdet i Europa. På den måde mister landene den merværdi, der kommer af at lave det om til chokolade, fordi fabrikkerne ligger uden for Afrika – og det samme gør arbejdspladserne i et vist omfang. Mere forarbejdning kan styrke landene. Det ser vi allerede flere eksempler på i forskellige lande, som eksempelvis Senegal og Sydafrika. Når landene bliver rigere, bliver de også bedre rustet til at håndtere klimaforandringerne.
Plant om. Ni afgrøder udgør 50 procent af Afrikas landbrugsproduktion. For seks ud af de ni afgrøder gælder det, at de kan overleve under klimaforandringer. Blandt andet rodfrugter viser sig at være ret tørkeresistente, mens bananer, majs og bønner klarer sig dårligt i et varmere klima. Derfor vil det være en fordel, hvis man omlægger typen af afgrøder. Forskere vurderer, at man med fordel kan omlægge fra majs og bønner til rodfrugter som yams og cassava og korn som hirse og en meltype kaldet sorghum, der alle har vist sig utroligt tørkeresistente.
Men, men, men. Det bliver bedre endnu. For Det Internationale Center for Forbedring af Majs og Hvede i Mexico (fedt at sådan et findes, ikke?) har længe arbejdet på at udvikle en tørketolerant majs til Afrika. Projektet støttes af Bill og Melinda Gates Foundation, og forskerne har allerede været i Kenya, hvor de uddelte en ny slags majshybrid. Planen er indtil videre at fortsætte turen til Mozambique, Zimbabwe og Tanzania. I Kenya popper de første tørkeresistente majs allerede op af jorden.