Flow-tv er døende, men dansk tv’s største original nægter at være et fortidslevn: “I’M THE GREATEST!”

FREMADThomas Heurlin pralede engang over for en ekskæreste med, at han var “omvendt millionær”. Foto: Petra Kleis / Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Thomas Heurlin har været med til at definere dansk tv. Hans karriere og personlige liv har været ekstravagant, han har seks børn, han har været gift fire gange og er blevet ophøjet til internetberømthed, fordi han engang sagde, at han “vil have det max”. Han er repræsentant for det flow-tv, der er uddøende, men har gjort det til sit projekt at ignorere den gængse forestilling om, hvad det vil sige at være 58.

Thomas Heurlin elsker at tale om sig selv, det ved jeg, fordi det første, Thomas Heurlin skrev til mig, var, at han elsker at tale om sig selv. Hej Andreas,” skrev han i en mail. Jeg er virkelig glad for, at du tænker på at lave et interview med mig. Det vil jeg rigtig gerne. Jeg elsker at tale om mig selv.”

At tale om sig selv er noget, de fleste mennesker nyder, dette er min og sikkert også andres erfaring, men et er at vide det og tænke det, noget andet er at indrømme det. Der er noget ekstravagant over at skrive sådan, noget enormt udansk. Som Thomas Heurlin senere, efter denne indledende mail, siger til mig:

Nogle gange kan jeg blive så optaget af mig selv, at jeg glemmer omgivelserne. Fordi jeg synes, jeg selv er helt fantastisk interessant.”

Alle elsker at taIe om sig selv. I tilfældet Heurlin er det bare også lidt paradoksalt.

Journalisten og tv-direktøren Thomas Heurlin har gjort det til sin levevej at tale om andre, at vende blikket mod og beskrive mennesker, der ikke er ham selv. Han var nærmest med til at opfinde den helt nærgående tv-reportage i Danmark, da han lavede Reportageholdet til TV 2 tilbage i 1990’erne, og han sidder ofte i studiet hos Radio24syv og udbreder sig om denne og hint i det ret larmende, men ofte også effektivt underholdende sladderprogram Det, vi taler om. Sidst, jeg hørte ham dér, sagde han om Danmarks Radios ansættelse af den tidligere direktør Gitte Rabøl som mangfoldighedskonsulent til et par millioner kroner om året, at han var rystet”:

For der bliver jo sparet derude, lønningerne bliver holdt nede. Når de tager på seminarer, så skal de gudhjælpemig bo to på værelserne!”

Alligevel har Thomas Heurlin i sagens natur også en egen historie. Han har seks børn, han tror på stoffer som noget godt og for nogle næsten nødvendigt bevidsthedsudvidende, han er netop blevet gift for fjerde gang, han er 58, hans kone er 27, hans ældste datter er 39 og et produkt af et engangsknald, han havde, da han var 19. Forholdet til hende lavede han engang en dokumentarfilm om, og den kan anbefales som et enormt menneskeligt blik ind i en fars til dels hykleriske behov for at belære en datter, som han i mange år intet ville have med at gøre. Det er en ordentlig mundfuld.

Vigtigst er det, at Thomas Heurlin er en eksponent for et andet levet liv end det almindelige, han er hedonist (“jeg elsker hedonisme, jeg synes, det er så fucking fedt”), han insisterer på fremdrift og mener, at stilstand er det værste, der findes. Faktisk tror han, at de andre (som i de andre 58-årige) går glip af noget, når de går til parmiddag i stedet for til technofest i Ishøj, og sværger man til vores kollektive overjeg og forståelse for, hvordan og hvad man er, når man er far og bedstefar, så giver Thomas Heurlin ingen mening.

Thomas Heurlin, denne antitese til det alment accepterede, beskæftiger sig med noget af det mest gammeldags, der findes, noget, som nærmest kun hans egen aldersgruppe (og derover) efterhånden ser – flow-tv, altså det, man ser i fjernsynet, når det kommer, ikke når man har lyst. Som en af dansk tv’s grand old men står han i midten af en branche, som er i opbrud, som skal finde sig selv, og som, måske netop derfor, diskuteres vildt og meget. Selve definitionen af begrebet tv er på en måde på spil for tiden.

Det er her, Thomas Heurlin bliver interessant. For hvordan opleves det at blive ældre, mens man på en måde nægter at blive det, og samtidig producere tv til et stadig mindre publikum?

Både som professionelt og privat menneske er Heurlin en blærerøv, han kan virke som en mand af (for) mange ord, som en sælger af varm luft, som en fantast uden substans, og han kan godt selv se det. Alligevel mener Thomas Heurlin også at have noget at, om ikke lære, så i hvert fald fortælle andre.

Dette noget er, at man bliver belønnet for at være modig og for at have som ambition en gang imellem at lade sig styre af pikken. Hans ord, ikke mine.

GRAND OLD MANThomas Heurlin er en kapacitet i dansk tv. Blandt andet er han medstifter af Copenhagen TV Festival. Foto: Petra Kleis / Zetland

Thomas Heurlin bor i en kæmpe villa i ambassadekvarteret i Hellerup. Langs den stille vej står store træer og store biler, og det er Joyce, der er au pair og meget flink, der lukker mig ind. Heurlin er lidt forsinket. Hans bil brød sammen, netop da han samme morgen rullede ind på parkeringspladsen foran Impact TV, det produktionsselskab, han stiftede, da han for to år siden fortalte sine kompagnoner i Koncern TV gennem omkring tyve år, Lars Seidelin og Jens Ulrik Pedersen, at han var færdig med dem, og at noget nyt måtte ske. Heurlin roste de to for at holde ham ud så længe, som de gjorde, for det var jo længere, end nogen kvinde havde kunnet, så al hæder og ære til dem, som han siger.

Hej og undskyld.” Han træder ind i køkkenet. Han har helt vildt og gråhvidt strithår og fortæller, at han allerede er ved at købe en ny bil, men at han måtte tage selskabets kassevogn hjem. Han har kigget på en Peugeot, fordi det er det, han har råd til for tiden, men han indså så ret hurtigt, at en Peugeot i virkeligheden er en pissekedelig bil, og derefter fandt han en gammel Mercedes, som han kan hente om nogle dage.

Den er lidt smartere,” siger han. Snart skal han også ud og kigge på en ny og meget, meget stor” motorcykel.

Thomas Heurlins hus er stort, men det er også lidt … brugt, det virker på en måde sådan lidt træt i det, og når han lejer et værelse ud på Airbnb, bliver han nødt til at huske at kalde det heritage, ikke luxury, for ellers bliver lejerne sure. Han går i sandfarvede jakkesæt og har mange, mange ting, men der hviler også en aura af semiopulent forfald over hjemmet, det er sådan noget med, at der er omsiggribende stuk i loftet, som til gengæld mangler lidt maling. Det er meget sigende. Thomas Heurlin er en idémand, ikke en forretningsmand, han har lavet tv om rockere og bandemedlemmer og rigmænd og netop løsladte, han har vundet priser til højre og venstre og sidder i bestyrelsen i producentforeningen, han har tjent penge, mange penge, men han har også mistet dem igen.

Jeg tror, jeg er en hybris-person, sådan en, der sælger varm luft. Og nogle gange bliver det afsløret, nogle gange falder ballonen ned igen. Men jeg tror, jeg er drevet af alt det der,” siger han. Vi sidder i stuen, Thomas Heurlin har skruet sig dybt ned i den ene sofa, her er lidt mørkt, men Joyce laver kaffe, så det er jo udmærket. Udenfor er det gråt. Heurlin taler hurtigt og højt.

Jeg kan lide at være som Muhammed Ali, jeg kan lide at sige I’m the greatest!. Jeg kan lide selv at være sådan, men jeg kan ikke lide, når andre er sådan. Så er de jo mine konkurrenter.”

Det første program, Thomas Heurlin lavede, handlede om ofre for sovjetiske atomprøvesprænginger i Kasakhstan. Han brugte kontakter fra sin tid på Lenin-skolen i Moskva og en masse bestikkelse til at komme ind på områder og filme ting, ingen andre kunne komme i nærheden af, og pludselig ringede The New York Times, og så ringede Der Spiegel, og den unge Heurlin tænkte, at han var genial, og at alle ville have ham, men det ville de så egentlig kun lige der i begyndelsen. Berømmelse kan som bekendt være flygtig, og et af de næste programmer, han lavede, handlede om pornomodeller (“Jeg har som dokumentarist taget udgangspunkt i mine egne interesser.”). Derefter blev Reportageholdet Thomas Heurlins økonomiske gennembrud.

Pludselig stod der et par millioner på kontoen,” siger han og banker foden i stuegulvet og griner. Ha, ha, ha!” Thomas Heurlin griner meget, sådan med hele ansigtet og også hele hovedet. Der er gang i den, hele området er i bevægelse.

Jeg tænkte: Jeg er rig. Ha, ha, ha! Så gik jeg ud og købte en stor Mercedes og det største fjernsyn, jeg kunne finde. Det kørte bare, jeg gav omgange i byen hele tiden, men så kom der en revisor og sagde, at jeg havde brugt alle pengene.”

Dette var nok meget sigende for noget, Thomas Heurlin har en tendens til at gøre.

På et tidspunkt, da det gik godt, tænkte jeg, at jeg skulle til Los Angeles. Yes! Los Angeles!” Han griner igen.

Det er der, det sker, jeg skal bo i Los Angeles. Det er der, jeg hører hjemme, og man kan bo lige ned til vandet, det er sgu da fantastisk, og så får jeg bare en masse møder med en masse mennesker, men det blev jo ikke til noget. Ikke noget rigtigt i hvert fald.”

Varm luft. Måske.

Som journalist har Thomas Heurlin været kendt for at lade sig indlejre i miljøer, som de færreste andre har kunnet få adgang til, især de kriminelle. Da den store nordiske rockerkrig brød ud i slutningen af 1990’erne, lavede Koncern TV, som han altså mere eller mindre provokerede sig til at blive smidt ud af for et par år siden, programmet Engle og Banditter, hvor samtlige ledere af rockerklubberne deltog. I 2001 blev selskabet tildelt Børsens Gazellepris, men lidt efter var det ved at gå fallit. Op og ned og så videre.

Thomas Heurlin taler om journalistens fantastiske privilegium”.

Ens menneskelige råderum bliver større, når man beskæftiger sig med folk, der ikke ligner en selv. Hvis du er sammen med medlemmer af Hells Angels, der skider på det hele, så opdager du, at også du kan skide på det hele. Selvfølgelig vil jeg ikke anbefale folk en karriere i Hells Angels, men menneskeligt set har det udvidet mit liv at hænge ud med dem,” siger han.

Det er jo fantastisk at få lov til at nasse på andre menneskers liv. Du kan få lov til at følge trækkerdrenge i en måned, du kan få lov til at sidde på et bordel i Pattaya og tale med kunderne. Du får lov at leve flere liv, du får mulighed for at leve et større liv.”

Han lægger armen op på sofaens ryglæn.

Jeg kan huske engang, jeg sad ude i en rockerborg i Ishøj, hvor jeg, uden at være klar over det, havde fået noget LSD. Det var en virkelig syret oplevelse. Den her lædersofa, jeg sad i, den var rrrruuuuuhhhhhh, og så sad jeg der og tænkte, wooooow, jeg sidder i den her rockerborg, det er ikke fedt, jeg skal have, hvad er det nu, jeg skal have, hvad er det nu, jeg skal have, nå ja, en taxa! Jeg skal simpelthen bruge en taxa, og det fik jeg så forklaret de her rockere, og de grinede jo. De syntes jo, at det var så fedt, at den der højrøvede journalist, der gik rundt og førte sig frem, ham havde de fået skovlen under,” siger han og fremturer igen med det her storslåede grin, mens han svinger med armene foran sig.

Jeg får så til sidst en telefon, og jeg skal så snakke i den, men ordene vil ikke rigtig komme ud, og da taxaen så til sidst rent faktisk kommer, så sidder jeg der på bagsædet og tænker, at den kører sgu da bare alt for hurtigt, mindst to hundrede i timen, wooooow. Trippet varede til klokken seks om morgenen. Er du sindssyg.”

Thomas Heurlin puster ud.

Og sådan nogle oplevelser får du bare, når du befinder dig sådan nogle steder, og det gør også, at du bliver bedre i stand til at forstå de mennesker, der kommer der. Du bliver bedre til at fortælle deres historier. Jeg har også brugt meget tid i Marokko og i hashklubberne i Blågårdsgade sammen med Lille A (tidligere bandeleder fra Blågårds Plads i København, red.). Meget af tiden bruger man også på bare at gå rundt og være. Jeg synes, det har været menneskeligt givende at gøre det.”

PROFETEngang lavede Thomas Heurlin programmet ‘Bosser På Bistand’, fordi han var bange for og egentlig også tæt på selv at gå konkurs. Foto: Petra Kleis / Zetland

Thomas Heurlin var engang kommunist, men i begyndelsen var det mest for at score damer, for hvis man havde ambitioner om den slags i 1970’erne, siger han, skulle man være kommunist. I dag betegner han sig selv som idealist, som en mand, for hvem journalistik skal ændre noget, påvirke noget, men, som han så også siger, så har han udviklet den tanke til, at det også skal være en god forretning. Han griner. Igen. Sådan er det jo:

Som Jan Fog sagde: Det er altid bedre at græde ud ad et stort vindue end ud ad et lille vindue.’”

Jeg kommer ud af kommunismen, og det gik jo galt. Efter Murens fald havde jeg nogle år, hvor jeg tænkte, at jeg ikke kunne tillade mig at mene noget. Jeg havde jo taget fejl, jeg havde været en propagandamaskine.”

Heurlin kommer fra et privilegeret hjem”, hans far var professor og arbejdede i forsvaret.

Min mor tog mig med til Thylejren i 1970, hvor hun lå og kneppede alle mulige, og da hun så kom hjem, sagde hun til min far, at det der med kernefamilien, det duede altså ikke længere, nu skulle vi bo i kollektiv. Så flyttede der en masse studerende ind, og min far skulle jo bare betale hele lortet, og så fandt de alle sammen ud af, at de skulle være kommunister,” siger han.

Hvad sagde din far til det med kollektivet?

Han brummede sådan lidt. Hm, hm, hm, hm. Han tænkte lige over det. Og så kneppede han alle de damer, der var, og syntes egentlig, det var meget hyggeligt. Ha, ha, ha! Men han blev aldrig så glad for det med fællesøkonomien. Jeg tror, han gemte nogle af sine penge.”

Når Thomas Heurlin laver tv i dag, leder han efter historier, som er samfundsmæssigt vigtige, men mediemæssigt underfortalt”. Da Koncern TV ville lave noget om ulighed, blev det til programmerne På røven i Nakskov, Den rigeste procent, Overklassen på udebane og Superrig i slummen, men som Heurlin siger, så kunne man, bare for at tage et eksempel, jo også kigge på forbrydelse og straf. Altså begreberne, ikke Dostojevskijs så omfangsrige klassiker.

Mange har en opfattelse af, at samfundet bliver værre og værre,” siger Heurlin, og at volden bliver vildere og vildere, men i virkeligheden er det jo omvendt. Det er nogle misopfattelser, som gør, at folk kræver hårdere straffe, som ikke virker. Disse misopfattelser er ødelæggende for vores samfund.”

Og tv skal laves på en måde, så det bliver set. Det skal ikke i Deadline eller i Horisont, det skal laves, så den almindelige og måske endda den unge seer rent faktisk ser det. Når nogle politikere siger, at DR bare skal sende en masse kedelige, videnstunge programmer, så siger jeg: Nej, for helvede, DR skal sende det brede, som kan fange masserne. Grundlaget for vores demokratiske samtale og i øvrigt grundlaget for, at der er nogen, der gider stemme på politikerne, findes i, at DR og TV 2 laver noget journalistik, som folk rent faktisk gider se. De, der taler om at slanke DR, de aner ikke, hvad de gør. De er ved at rive taburetten ud under sig selv.”

ILDE HØRTMan kan være nødt til at slikke folk i røven for deres historier, siger Thomas Heurlin, men man skal dog ikke indrømme over for bandemedlemmer, at man gør det. Foto: Petra Kleis / Zetland

Thomas Heurlin kunne engang ikke finde ud af at leve, men så læste han en selvhjælpsbog, og så læste han flere, og så blev han afhængig af dem. Han brugte dem som retningslinjer, som facitlister egentlig, for hvordan skal man opføre sig over for sine børn, hvordan skal man tale med sin kone? Elsker du ikke din kone? Elsk hende!

Heurlins kone, Karina, er 27 år gammel og er som sådan den naturlige forlængelse af hans tidligere ægteskaber, som alle var med yngre kvinder.

Hvilke tanker har du gjort dig omkring at være gift med en kvinde, der er tredive år yngre end dig?

Mange tænker jo på ægtefællen som en livsledsager, som man skal dele alt med, og som man skal være på samme kulturelle niveau med erfaringsmæssigt. Jeg har måske mere brug for noget inderlighed, eller en anden form for mere fysisk samvær. Noget, som er på et andet plan end det almindelige. Vi mødes et andet sted.”

Hun har mere fremtid end fortid, og for mig er det omvendt. Det er et meget usædvanligt forhold, og det er helt klart også enormt sådan pikstyret, altså, for at sige det rent ud. Jeg har igennem mit liv været meget pikstyret og har tænkt, at det var fint nok, pikken viser vej. Jeg følger den. Jeg tror i virkeligheden, at man enten skal få vild hjertebanken eller stiv pik. Der skal være noget fysisk, det hele skal ikke ske oppe i krydderen, der er nogle ting, som man ikke kan forklare,” siger han.

Man må tillade sig selv at få nogle andre sanseoplevelser, man må åbne sig selv op, tage noget MDMA (ecstasy, red.) eller bare dyrke noget yoga, hvad ved jeg. Man må gøre noget … andet. Og der kan pikken også være en god vejviser.”

IDÉMANDTil programserien ‘Stop tyven’ hyrede Koncern TV et par tidligere indbrudstyve som værter. De så ret afslappet på mødetider, men vidste i sagens natur en masse om det, de talte om. Foto: Petra Kleis / Zetland

Thomas Heurlin er ikke bange for at sige, at han tager stoffer fra tid til anden, det synes han faktisk, at alle burde gøre. Eller. Nok ikke alle, Thomas Heurlins projekt er ikke at prædike eller for så vidt fortælle andre mennesker, hvad de skal gøre, men han tror på, at det kan være sundt, og at det bør være en del af den menneskelige eksistens at opleve sig selv fra andre perspektiver.”

Når han kalder sig selv hedonist, forstår han også hedonismens paradoks, nemlig at man ofte alene gør sig selv en bjørnetjeneste ved udelukkende at lade sig styre af den umiddelbare lyst. Man kan skade dem, man har omkring sig, og derigennem skade sig selv.

Du opnår noget ved at være god, og det er jo det, der er så fantastisk ved mennesket – det kan betale sig at være god. Det er simpelthen en god forretning,” siger han.

Vi har den der illusion om, at hvis man skal være en god forretningsmand, så skal man bare være ond, så skal man være kynisk. Nej. Den gode forretningsmand er god. Det står lige der i Googles slogan, mand. Don’t be evil.”

Har Thomas Heurlin alligevel et projekt, må det være et med udvikling som en absolut grundlæggende præmis.

Hvis jeg står stille, er der noget galt,” som han siger.

Jeg oplever mange på min alder, der siger, at Bob Dylan og Beatles stadig er det bedste nogensinde, men så tænker jeg altså, at hold da op, hvor er de gået glip af meget.”

Han udtaler de sidste ord i staccato. Hvor. Er. De. Og så videre.

Hvorfor ikke være nysgerrig, hvorfor ikke blive ved med at opsøge indtryk, hvorfor ikke blive ved med at prøve nye ting? Hvorfor ikke udsætte sig for det? Nogle vil måske sige, at det var fuldstændig idiotisk, at jeg gik ud af Koncern, og det var det måske også på en måde, men på et andet plan så skete der faktisk noget, ikke? Så ændrede jeg på en hel masse ting, så levede jeg mere intensivt, fordi fuck,” han slår ud i luften, så var jeg på skideren.”

Det er det samme i forhold til at blive skilt. At trække det ud i langdrag. Fuck, nej. Farvel. Altså. Hvorfor skal vi lide og lide og lide? Det er bedre at træffe nogle beslutninger, ændre på nogle ting. Hvad er dit største ansvar? Det er at leve et forbilledligt liv. Hvis du er lykkelig, og dine børn ser det, så er chancen der også for, at de bliver lykkelige.”

Okay. Men hvad siger dine venner og din familie så til det liv, du lever?

Dem, det har været værst for, er måske mine teenagebørn, der synes, jeg er pinlig. Men jeg tror på en måde, at de har accepteret, at sådan er det. Og det ville da også være virkelig ærgerligt at skulle ligge under for nogle teenagere, det er jo trods alt mig, der er voksen, mand.”

Klart. Men hvad synes du om, at vi har de her forestillinger om, hvad en 58-årig skal være?

Hmm. Jamen der er da mange af mine venner, der hygger sig ved at gå til parmiddage. Jeg har selv været med nogle gange, og jeg synes da også, det kan være super hyggeligt. Familie spiller en stor rolle for mig, men jeg tror, at jeg synes, de går glip af noget. Jeg synes, det er lidt ærgerligt. Jeg tror, at det, der sker, det er, at man bliver komfortabel. Går man efter at være komfortabel, så indsnævrer man sit liv, og derfor bliver man nødt til at sige, at der skal ske noget.”

Han klapper.

Stilstand er det værste, det er frygteligt, frygteligt, og det er dumt, at du ikke udvikler dig. Hvad fanden sidder du og slapper af for? Livet er så meget større. Hvis du lever et liv med lange dage og korte år, altså … Når du går i seng, skal du tænke, hold da kæft, hvor skete der meget i dag,” siger manden, der ikke vil fortælle andre, hvordan de skal leve.

Det kan for mig virke, som om du er bange for at blive ældre eller gammel, eller hvad man skal kalde det. Er du det?

Jeg er ikke bange endnu. Jeg har endnu ikke mødt nogen fysisk begrænsning, og når jeg går til technofester i Ishøj, og det er altså ikke de der pæne technofester, så bliver jeg taget godt imod. Det er muligt at leve anderledes. Det er en stor øvelse at forberede sig på at forlade verden, men det, der vil gøre dig meget tilfreds, når den tid kommer, det er … Jamen prøv at høre, jeg har kneppet dem alle sammen. Ha, ha, ha! I’m the fucking greatest!”

Og således Thomas Heurlin. Hans budskab, hans liv, kan for nogle nok synes trættende og sådan lidt for meget, på en måde er han for meget, på en måde er der både en energi og et forfald at spore i ham, og dette er han selv ikke blind for. Men:

Du bliver belønnet for at være modig, det er jeg sikker på,” siger han.

Det der med, at hvorfor skrev jeg aldrig den roman, eller hvorfor hev jeg aldrig fat i hende med den lyse fletning. Helt ærligt. Gør det, for helvede!”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: