Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Puk Falkenberg er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Millennials får skyld for at være forkælede, selvoptagede og ulykkelige på deres job. Virkeligheden er lidt, øhm, anderledes

VRÆL Er det sådan, de yngste voksne har det med at gå på arbejde? Illustration: Jørgen Stamp / Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


16. august 2017
16 min.

Derfor skal du læse denne artikel

En stribe myter har bredt sig om de cirka 18-35-årige, også kendt som millennials, generation Y eller mig-mig-mig-generationen. I Danmark drejer det sig om over en million mennesker, der angiveligt skulle være forkælede, selvoptagede, smådovne og have svært ved at finde sig til rette i arbejdslivet, fordi deres curlingbarndom har gjort dem ude af stand til at håndtere modgang. Jeg satte mig for at undersøge, om det nu også passer.

Indrømmet. Idéen til den her artikel opstod, fordi jeg følte mig en lille smule ramt.

Jeg kan nemlig lige netop snige mig med øverst i generationen af cirka 18-35-årige, også kendt som millennial-generationen, generation Y, generation mig-mig-mig eller ligefrem curlinggenerationen. Og om os er der opstået en fortælling, som florerer vidt og bredt og har gjort det længe.

Det hedder sig, at vi er forkælede, smådovne og selvoptagede. At vi forventer, at alting skal komme let til os. At vi har svært ved at håndtere modgang, fordi vi begyndte livet som ubekymrede curlingsten, der modstandsløst gled hen over isen, mens vores forældre fejede alle forhindringer af banen. Og at vi derfor – præcis som curlingsten – brager temmelig hårdt mod banderne eller de andre sten på banen, når virkeligheden sætter ind, hvis ikke vi lander lige midt i målcirklen og eksempelvis får drømmejobbet i første hug.

Det er ikke en debat, der begrænser sig til Danmark. Den raser i store dele af den vestlige verden og har i årevis været ført temmelig højlydt i USA, de fængende generaliseringers hjemland. Her tales især om de troløse, sårbare og selvoptagede millennials, der føler sig berettigede til at få alting serveret på et sølvfad.

Herhjemme har vi især talt om curlingbørn og sågar en hel curlinggeneration. Debatten blussede senest op i sommer på grund af nogle bekymrede forældreopslag på Facebook om forholdene på Roskilde Festival – men en hurtig søgning i mediedatabasen Infomedia viser, at der også blev talt om en curlinggeneration for 10-15 siden (også i Sverige har udtrykket været brugt længe, i øvrigt).

Forleden læste jeg et (morsomt) amerikansk blogindlæg i genren generations-bashing om en særlig underkategori af generation Y, som jeg vist godt kan placeres i, og følte mig som nævnt ramt. For var der måske ikke noget om, at jeg forventede lidt rigeligt af arbejdslivet, dengang jeg tog hul på det? Har jeg ikke skiftet job lidt ofte? Følte jeg ikke, at jeg var skabt til noget lige lovlig stort? Syntes jeg ikke nogle gange, at det hele var lidt synd for mig?

Og er det ikke rimelig generation mig-mig-mig-agtigt at indlede en artikel med sig selv?

Så nok om mig. En generation består af mange mennesker – helt præcist er vi 1.244.225 mellem 18 og 35 år, bare i Danmark. Alene derfor kan man argumentere for, at det er ret meningsløst at ville sige noget generelt om os alle.

Så lad os snævre fokus bare lidt ind.

Millennial-debatten udspringer i høj grad fra managementkonsulenter og andet godtfolk, der gerne vil hjælpe (især store, gamle og rige) virksomheder med at rekruttere og motivere unge talenter til noget, der hovedsageligt foregår på et kontor. Og den handler især om dem, for hvem idéen om en karriere overhovedet er noget, man går og tumler med. Altså generationens mest karrieremindede.

Så, lad os se nærmere på fortællingen om de selvcentrerede unge mennesker med de alt for store forventninger til arbejdslivet.

Holder den?

Der er tilsyneladende temmelig meget, som taler imod. Også selv om det ikke er alt, der er grebet ud af den blå luft.

Tag nu 25-årige Lise Skakkebæk Larsen fra Aalborg, der lige har fået sit første job i marketingbranchen efter endt kandidatuddannelse på CBS. Hun kan sådan set både be- og afkræfte myten om sin egen generation.

Jeg er opvokset med, at man skal lære at tjene sine egne penge og vide, hvor de kommer fra, også selv om jeg aldrig har manglet noget,” siger hun.

Efter eget udsagn har Lise Skakkebæk Larsen gjort præcis, hvad regeringen gerne vil have mig til at gøre: ladet være med at dumpe eksamener, ladet være med at tage orlov eller noget som helst, arbejdet frivilligt og haft betalte studiejobs.” Nu taler hun om, hvor vigtigt det er at kunne indordne sig på en arbejdsplads. Ikke så forkælet og selvcentreret, umiddelbart.

Men, siger hun også:

Jeg kan godt nikke genkendende til forventningerne hos det segment af unge, som stiller høje krav til at kunne komme ud og bare pege på det, de gerne vil have – og som bliver meget utilfredse, hvis det ikke går efter egen snude. Heldigvis er der flest af dem, der ikke tror, at alting bliver serveret på et sølvfad.”

Bonusinfo. Hvis man giver en flok 19-28-årige 20.000 kroner hver, er de mindre tilbøjelige til at fyre dem af på skæg og ballade end ældre generationer og mere tilbøjelige til at spare dem op. I det hele taget er de gladere for opsparing end ældre generationer, viser en undersøgelse fra YouGov/PHD.

Det er ikke sådan ligetil at be- eller afkræfte hele den store generationsfortælling med tal. Men her er noget, der umiddelbart ikke rimer så godt på millennial-myterne:

  • I en undersøgelse foretaget af TrygFonden i 2015 sagde 49 procent af de unge under uddannelse, at de var bange for ikke at kunne få et arbejde, når de var færdige. Ifølge en nyere undersøgelse blandt 19-28-årige er det hele 69 procent. Det lyder ikke så selvovervurderende.
  • Idéen om curlingforældrene, der forsøger at feje banen for børnene også i begyndelsen af voksenlivet, lader ikke til at holde: I en stor, global undersøgelse fra konsulentvirksomheden Universum rapporterer under fem procent af de adspurgte i Europa og Nordamerika, at forældrene er meget involverede’ i deres karrierevalg, og under en tredjedel siger, at familiens støtte er afgørende for karrieren.
  • Ifølge samme undersøgelse er andelen, som er villige til at arbejde meget for at nå deres karrieremål, større end andelen, som ikke er.
  • Universum har i en anden undersøgelse spurgt mere end 8.000 danske studerende inden for ingeniørvidenskab, business og it om deres karrieremål. Nummer 1: At være dedikeret til en sag eller føle, at jeg tjener et større formål.” Umiddelbart ikke så selvoptaget. (Nummer 2 var balance mellem familie- og arbejdsliv” og nummer tre at blive konkurencemæssigt eller intellektuelt udfordret.”)
  • En anden konsulentvirksomhed, Deloitte, konkluderer i sine årlige millennial-undersøgelser typisk, at millennials over hele verden går højt op i, at de virksomheder, de arbejder for, skal gøre en positiv forskel ud over bare at tjene penge. Det lyder heller ikke så selvoptaget.
  • I den nyeste udgave af Deloitte-undersøgelsen er andelen af millennials, der forventer at skifte job inden for de næste to år, faldet markant (den er dog stadig relativt høj, 38 procent). Måske er millennial-generationen ved at blive lidt sat?
  • Et fast job med en fast indtægt er vigtigt ifølge 82 procent af de 19-28-årige (samme andel som hos ældre generationer). Det fremgår af en ikke tidligere offentliggjort undersøgelse fra 2016 fra YouGov og mediebureauet PHD.
  • I USA, hvor millennial-debatten har sit epicenter, er det muligt at skyde flere af de mest udbredte myter ned med data: Amerikanske millennials er således ikke mere utilfredse med deres job end ældre generationer – snarere tværtimod – og de er mere trofaste over for deres arbejdsgivere, end generationen før dem var.

På den anden side:

  • Danskere i millennial-generationen er tilsyneladende længere tid om at blive voksne end generationerne før dem. Vi køber bolig senere, gifter os senere, får børn senere og er mere tilbøjelige til at forblive single, i hvert fald boligmæssigt. Umodent?
  • Ifølge førnævnte undersøgelse fra YouGov/PHD er det kun en fjerdedel af de 19-28-årige, som mener, at studerendes valg skal træffes ud fra, hvad der er fremtidssikret. Blandt ældre generationer er en tredjedel af dén opfattelse. Lidt selvcentreret?
  • Der er vitterlig mange millennials, som gerne vil op ad karrierestigen hurtigt (næsten to tredjedele på verdensplan), viser førnævnte verdensomspændende undersøgelse fra rekrutteringsvirksomheden Universum (de er mest ambitiøse i Øst- og Centraleuropa, i øvrigt). Men: Undersøgelsen viser også, at de fleste i hvert fald efter eget udsagn er parate til at bære en større arbejdsbyrde og mere stress for at nå målet.
  • Samtidig, viser undersøgelsen, vægter millennials deres fritid højt. Work-life balance er vigtigt for de fleste, og i Europa og USA forstår to tredjedele eller flere begrebet som fritid nok til privatlivet’. Hvordan mon det egentlig hænger sammen med ambitionerne og villigheden til at ville arbejde mange timer?
  • Unge danskere skifter job hyppigere end ældre (det er dog, modsat i USA, bare ikke til at sige, om det primært skyldes, at de netop stadig er unge og derfor endnu søgende).
  • Unge danskere har vitterlig dårligere mentalt helbred end ældre og plages hyppigere af stress, depression og angst. Det kunne måske godt være et udslag af, at mange har svært ved at få virkeligheden og selvbilledet til at passe sammen – men i hvert fald tre ting taler imod. 1) Især de helt unge, hvoraf mange er under uddannelse, døjer med psykiske problemer (over halvdelen føler sig stresset af fremdriftsreformen, i øvrigt). 2) Forskning indikerer, at de mentale dårligdomme kan være knyttet til ungdommen snarere end generationen – og derfor vil gå over med alderen. 3) Tallene påvirkes muligvis af, at unge er mere villige til at indrømme psykiske vanskeligheder end ældre.
  • I USA er der tal bag en del af myterne: Narcissisme er mere udbredt end tidligere, og millennials er tilsyneladende ikke så begejstrede for jobs med meget ansvar som tidligere generationer (= mere dovne?).

Bonusinfo. Rekrutteringsvirksomheden Universum konkluderer i en stor, global undersøgelse, at der er meget stor forskel på millennials fra land til land og person til person. De deler derfor generationen op i fire arketyper. I Danmark er der langt flest af dem, der kaldes ‘work-life-balancers’ og ‘climbers and strivers’.

Så langt, så godt. For at komme millennial-generationens forhold til arbejdsmarkedet lidt nærmere har jeg talt med karierrerådgivere fra en lille stribe fagforeninger: Dansk Magisterforening, Finansforbundet, IDA, CA, Djøf og HK. Altså mennesker, som arbejder med at rådgive unge om, hvordan de skal tage hul på arbejdslivet.

Der er en del fællestræk i det, de siger. De taler om unge mennesker, for hvem den dybere mening med arbejdet er vigtigere end høj løn. Som har stort behov for anerkendelse og feedback fra deres foresatte. Som hellere vil skifte job end kede sig. Som er lidt bange for at gå i stå og hele tiden vil prøve noget nyt. Og som lægger meget identitet i arbejdslivet. Et udpluk af citater:

  • Jeg oplever dem ikke som forkælede. Jeg vil hellere kalde dem sultne,” siger karrierekonsulent Kristine Blom Hoffbeck fra Finansforbundet. De er måske opdraget til at tro, at de kan gå på vandet, men der følger også noget med den tro på, at ting kan lade sig gøre, som gør, at det kan lade sig gøre – noget vildskab, sult og frygtløshed.”
  • Mange af dem, vi taler med, er drevet af mening,” siger Jeanette Svendsen fra IDA. Jeg tror, de generelt kræver meget af livet. Jeg oplever dem ikke som forkælede, men som nogen, der kræver meget af sig selv og omgivelserne. Mange tror, de er individualister, men jeg tænker, at de er mere drevet af fællesskaber, end andre generationer har været. De er på hele tiden.”
  • De adskiller sig vildt meget fra hinanden,” siger faglig konsulent Nefer Türkoglo fra HK. For eksempel er der stor forskel på ambitionerne, alt efter om man bor øst eller vest for Storebælt. Men generelt synes jeg, at de virker meget selvstændige. De gør det, der føles rigtigt.”
  • Der skete et skifte efter krisen,” siger chefkonsulent Jakob Sloth Petersen fra Djøf. Før fik mange unge hele tiden at vide, at de havde uanede muligheder. Efter krisen oplever vi, at mange stadig drømmer om en spændende karriere og har store forventninger, men tager bestik af konjunkturerne og mulighederne. Vi kan se i vores undersøgelser, at denne gruppe bruger fornuften og skeler til jobudsigterne, når de vælger job og karriere. De er villige til at pendle ganske langt for at få deres første job og har fået øjnene op for de mindre virksomheder.”
  • De er vokset op i en præstations- og performancekultur, hvor de til alle tider og på alle platforme forventes at skulle vise frem, hvad de kan præstere, og bliver målt på de præstationer,” siger karriererådgiver Trein Møller fra Dansk Magisterforening. Men det skal ikke forveksles med selvoptagethed, mener hun: En selfie er i virkeligheden ofte en wefie.”
  • Arbejdslivet er identitetsskabende i højere grad end for 20 år siden. Man skal føle, at ens værdisæt bliver matchet,” siger karrierekonsulent Lykke Jeppesen fra CA (også selv millennial, i øvrigt). Jeg oplever, at en stor del af den her generation har en forventning om, at man skal være topmotiveret i alt, hvad man foretager sig, og elske det, man arbejder med. Det kan være skamfuldt eller utilfredsstillende, hvis man ikke gør, og så søger man nye udfordringer. Jeg vil ikke sige, om det er godt eller skidt, det er bare en tendens, vi kan se.”

Og hvad kan man konkludere ud fra alt det? Tja, der er vel i hvert fald nogle ting, som springer i øjnene.

Den generation, vi forsøger at blive klog på, stiller tilsyneladende høje krav til arbejdslivet: Det skal give mening og helst på et højere plan. Det skal understøtte identiteten. Det skal helst ikke blive for ensformigt. Det skal passe ind i privatlivet.

Men nok så vigtigt: De vil også gerne udrette noget, også gerne for samfundet.

Er det forkælet? Er det sådan, curlingbørn opfører sig på arbejdsmarkedet?

Jeg spurgte 30-årige Varan Pathmanathan, der gennem forskellige faglige netværk har en stor kontaktflade med jævnaldrende, og som godt selv kunne ligne lidt af en selvcentreret jobshopper.

I dag arbejder Varan Pathmanathan med forretningsudvikling i Saxo Bank, men han har også været omkring Danske Bank og NNIT, hvorfra han smuttede efter bare seks måneder.
Godt nok tilbragte han forinden fem år i Danske Bank – men i tre forskellige stillinger, understreger han (på nær når han taler med nogen fra de ældre generationer – så understreger han, at han faktisk var hos banken fem år i træk).

Hans egen generation, mener Varan Pathmanathan, er mindre tålmodig end de foregående.

Teknologien gør, at vi hurtigere kan opnå resultater, som gør os i stand til hurtigere at komme videre i karrieren i stedet for at vente fem år til næste promotion,” siger han.

For ham er jobbet noget, der flyder sammen med – og skal flyde sammen med – resten af livet. Han svarer på mails næsten døgnet rundt, men kræver også noget til gengæld:

Jeg skal ikke leve efter en arbejdsgiver, eller hvordan normerne har været. Jeg skal føle, at arbejdet passer med mit liv, og hvis ikke, så finder jeg et andet. Det handler ikke om at være curlingbarn – det er jeg i hvert fald ikke – men om, at man sætter sig ned og siger: Hvad vil jeg gerne have ud af mit liv?”

Varan Pathmanathan har prøvet at arbejde rigtig mange timer, men det er ikke så længe siden, han er blevet far – og det afspejler sig i hans nuværende jobdrømme:

Jeg tror, jeg går efter, at mit næste job skal være fire dage om ugen, det vil sige 30 timer. Jeg vil hellere have mere frihed, det er en større værdi for mig end at få mere i løn.”

Bonusinfo. Termen millennials blev opfundet af historikerne Neil Howe og William Strauss i 1991. De skrev om mennesker født mellem 1980 og 2000, hvoraf de ældste på det tidspunkt altså var 11 år gamle og de yngste, øhm, minus ni.

Så. Hvad skal man tænke om det hele?

Tjah.

Imens jeg researchede på denne artikel, delte jeg en video med Zetlands medlemmer – en video, som ved årsskiftet fik millennial-debatten til at rase igen, både i USA og her til lands. Det var managementguruen Simon Sinek, der beskrev millennial-generationen som en flok forkælede og frem for alt ulykkelige curlingbørn, der var opvokset med alt for servicemindede forældre og fik præmier for at komme sidst i mål.

Han sagde sådan noget som:

Når denne gruppe mennesker får en uddannelse og kastes ud i den virkelige verden, finder de på et øjeblik ud af, at de ikke er særlige, at deres mor ikke kan skaffe dem en forfremmelse, at du ikke får noget for at komme til sidst, og at du i øvrigt ikke kan få ting, bare fordi du vil have dem. På et øjeblik smadres deres selvbillede. Så vi har en hel generation, som vokser op med lavere selvværd end foregående generationer.”

Et af Zetlands medlemmer (også en millennial, nemlig Kim Georg Lind Pedersen) skrev noget, synes jeg, ret skarpsindigt om Sinek:

Jeg har set Sineks tirade før, og det føles rigtigt’, men jeg er ikke sikker på, han faktisk siger noget om en bestemt generation. Det virker snarere som en slags cold reading, hvor han nævner nogle ting, som mange kan relatere til – lidt ligesom et horoskop.”

Det fik mig (der var jeg igen) til at tænke: Måske handler myten om millennials i virkeligheden om os alle sammen og den tid, vi lever i?

En tid, hvor populærkulturen er fuld af mennesker, der forfølger deres drømmes mål. Hvor alting accelererer i takt med computerkraften. Hvor arbejde, privatliv og identitet flyder sammen – og forventes at flyde sammen. Og hvor vi alle sammen har fået mulighed for konstant at polere vores digitale selvbillede på diverse platforme?

Måske, tænkte jeg også, handler Simon Sinek-citatet ovenfor i virkeligheden bare om at blive voksen, hvilket netop er, hvad millennial-generationen er i fuld gang med. Og skuffelse over arbejdslivet er jo ikke just noget nyt fænomen i den forbindelse.

Hør blot Kjeld Abells Sangen om Larsen fra teatersuccessen Melodien der blev væk, som for mere end 80 år siden røg på international turné og siden strøg lige ind i Højskolesangbogen:

Han var født i en nobel familje,
og hans forældre de sa’ ham så tit:
Når du bli’r stor og ska’ til og ha’ stilling,
ska’ du få dig no’et der’ absolut solidt.
Det sku’ vær’ så godt og så’ det faktisk skidt.

Som alle andre fik Larsen eksamen
og gik i sheiktøj og følte sig stor.
Han tænkte: Først nu begynder vi livet,
men en skønne dag blev han sat på kontor.
Det sku’ vær’ så godt og så’ det faktisk skidt.

… Og så videre derudad, helt og aldeles gråt i gråt. I 1935. Og altså skrevet kort efter en verdensomspændende økonomisk krise, der nok knuste et og andet ungt menneskes karrieredrømme.

Ringer det en klokke?