Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Det er ikke for sjov, at denne flue hedder Beyoncé. Det er for at undgå, den uddør

BOOTYLICIOUSHer er den så, Beyoncé-fluen. Foto: Bryan Lessard, AP / Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Da en australsk forsker opkaldte en ny flueart efter Beyoncé Knowles, var det ikke kun for at sende sit største popidol en salut. Det var også, fordi han vidste, at der findes en sammenhæng mellem vores vilje til at passe på naturen og vores sprog for den. Et videnskabeligt kapløb er derfor i gang: Kan alle klodens arter nå at få et navn for at undgå, at de uddør?

I den nordøstlige del af Australien, oppe på et dyre- og skovrigt plateau, som blev skabt for omkring 100 millioner år siden, da tektoniske kræfter skubbede til noget, og lavastrømme dernæst lagde sig på noget andet, blev der i 1981 opdaget en flue. Det var en flot flue. Fluen var lidt rund i det, og der var noget særligt ved den, for bagerst på den, nede på numsen, skiftede den farve og blev gul, nærmest panggul.

Fluens problem var så bare, at den var en flue. Fluer synes irriterende, de summer rundt, sætter sig på maden, og som årene gik, begyndte menneskene på plateauet at blive trætte af fluen. I processen overså de, at den var flot at se på, og så blev den glemt, en del af mængden af fluer, overladt til sig selv og sine instinktive gøremål. Et eksemplar blev gemt i Australiens nationale insektsamling, og det kunne så være det.

Det var det bare ikke. For så blev Destiny’s Child involveret.

I 2001 udgav den amerikanske r’n’b-gruppe sangen Bootylicious, og den blev et af de hits, hvis lyd kom til at definere en tid, men den fik også andre konsekvenser, som, og det var måske overraskende for mange, angik det australske insektliv. Størst af bandets stjerner var Beyoncé Knowles, og som årene gik, blev hun kun større, og da en entomolog – en insektforsker – i forbindelse med sin ph.d. i 2011 gik i den australske insektsamlings arkiv og så den flotte, men glemte flue, var Beyoncé blevet så stor, at hun var blevet til Queen Bey, dronningen af pop. Entomologen, Bryan Lessard hed han, så noget af hende i fluen, i den flotte, gule numse, for den var, som Destiny’s Child havde beskrevet det ti år før, faktisk bootylicious. Han opkaldte den efter den største af dem, og fluen var nu ikke længere glemt, for nu fik den et navn. Scaptia beyonceae.

Jeg er kæmpe fan af Beyoncé, og fluen blev endda opdaget det år, hun blev født,” siger Bryan Lessard med henvisning til 1981, som rigtigt nok er Beyoncés fødeår. Det var den første art, jeg nogensinde havde navngivet, så jeg ville gøre noget mindeværdigt med den. Det var en virkelig god mulighed for at få verden til at tale om taksonomiens vigtighed og for at vise folk, at fluer er smukke og vigtige væsner. De fleste tænker på fluer som irriterende, men de er ekstremt vigtige som bestøvere, som genanvendere af næringsstoffer og som mad for andre dyr.”

Og sådan skrev den australske forsker sig ind i en videnskabelig tradition, som nogle mener kan redde verden. Agtigt. Lessard gav fluen en kategori, Scaptia, og et navn, beyonceae, det var taksonomi, han udførte, den videnskabelige opdeling og navngivning af arter, og der er dem, der mener, at det kan være vejen frem for langt mere end blot kategorisering.

Argumentet lyder, at vi gennem taksonomien gør os bevidste om naturen, at vi, når vi og vores sprog giver naturen et navn og en plads i ordenen, først da virkelig forstår den og derigennem værdsætter den. Det, vi værdsætter, passer vi på. Organismer som Scaptia beyonceae skal have navne som Scaptia beyonceae, lyder det, fordi det hjælper os i vores bestræbelser på at passe på Scaptia beyonceae og resten af planetens biodiversitet. Det hjælper os til at sikre truede arters overlevelse, til at opdage ny medicin og nye metoder til at forstå vores verden. Som Tom Gilbert, britisk evolutionsbiolog og en af de mest citerede forskere i verden, hvad angår studiet af gener, siger:

Hvis du vil passe på og bevare verden og overtale andre til ikke at ødelægge den, hvad er så mere effektivt end at fortælle dem, at den er fuld af unikke arter?”

BONUSINFO. Bryan Lessards ph.d.-studerende Xuankun Li opkaldte i foråret en bi efter Nattens Konge fra ‘Game of Thrones’, fordi den er særlig aktiv om vinteren, og fordi den ligesom har en krone af hår.

Egentlig var Bryan Lessard ikke helt vildt original, da han gjorde, som han gjorde, for traditionen for at opkalde nye arter efter kendte mennesker er gammel, ikke lige så gammel som selve taksonomien, men gammel. I det hele taget er taksonomiens historie ret fantastisk og meget rationel. Ting skulle i kasser, så det kom de.

Allerede de gamle grækere inddelte helt tilbage i omkring 300 år før vor tidsregning naturen i kategoriseringer, for eksempel var der Theophrastus, en af først Platons og siden Aristoteles’ elever, som klassificerede planter i tre kategorier: urter, buske og træer. Alexander den Store skulle efter sigende have sendt ham eksemplarer fra de fjerne egne, han erobrede.

Langt senere, i 15oo-, 1600- og 1700-tallet, den tid, der blev kendt som opdagelsestiden, rejste videnskabsmænd og opdagelsesrejsende som Ferdinand Magellan, Vasco da Gama og Christoffer Columbus ud i verden og fandt der arter, som de tog med sig hjem igen, det var en vild epoke, verden blev både større og mindre på samme tid. Senere endnu, i 1831, gik Charles Darwin om bord på det gode skib HMS Beagle for at sejle jorden rundt, og så, i 1859, udgav han sin bog om arternes oprindelse og lavede fundamentalt om på menneskets blik på sig selv: Vi var ikke Guds slutprodukt. Vi var en dyreart i konstant udvikling.

Det var en svensk botaniker, Carl von Linné, som tilbage i 1700-tallet satte taksonomien i et system, der ligner det, vi har i dag. Von Linné (eller Linnaeus, som han dengang hed på latin) var tilhænger af, at alle arter skulle have et navn, og at dette navn skulle passe ind i et stringent system. Hans mål, med andre ord, var orden på sagerne, og selv om han som sagt var botaniker og altså først og fremmest gik op i planter, så satte han sig for at lave en liste bestående af samfulde organismer, man kendte til på planeten. Listen blev omkring 7.700 planter og 4.400 dyr lang. I 1758 skrev han den tiende revision (han blev ved med at skrive om i den) af sin bog Systema naturae, et af de helt store, klassiske værker i naturvidenskaberne, som i dag anses som begyndelsen på den moderne taksonomi.

På Carl von Linnés tid var det udbredt at give sine opdagelser navne efter de mæcener, der betalte for gildet, hvilket var smart, fordi det gav videnskabsmændene finansiel ro på bagsmækken, samtidig med at de rige bagmænd over for omverdenen kunne fremvise et oplyst og måske endda også altruistisk sindelag. Idéen om at opkalde nye arter efter kendte mennesker, som ikke direkte havde noget med videnskabsmændene at gøre, dukkede også op allerede dengang, Carl von Linné selv var glad for at give dem navne efter de gamle grækere. I 1761 gav han en fugl navnet Phalacrocorax aristotelis, og i 1782 døbte han en sommerfugl Papilio antimachus efter en græsk poet. Andre tog idéen til sig, i 1834 blev en pingvin opkaldt efter videnskabsmanden Alexander von Humboldt ved at få navnet Spheniscus humboldti, og i 1984 fik en kanin navnet Sylvilagus palustris hefneri efter Playboy-stifteren Hugh Hefner, fordi selvfølgelig gjorde en kanin det.

Så: Australske Bryan Lessard og Scaptia beyonceae er ikke alene. Videnskaben har i århundreder navngivet nye arter med ambitioner om enten penge eller opmærksomhed, og det er samme ambitioner, det i dag handler om, når det gælder taksonomiens potentiale til at redde verden. Penge og opmærksomhed opnås gennem sproget, vi passer bedre på det, vi har et sprog for, det, vi kender navnet på. Det giver egentlig meget god mening.

Vi kan ikke beskytte det, vi ikke kender,” siger Bryan Lessard. Det er derfor, det er så vigtigt at navngive arter. Så vi kan identificere og holde øje med bestande, vide, hvilke arter der er truede eller risikerer at uddø, og så lave de rigtige planer for at passe på dem. Unavngivne arter er usynlige for videnskaben. De nyeste rapporter om det globale fald i insektarter tager oftest afsæt i navngivne arter, og vi ved ingenting om, hvad der sker med de usynlige, unavngivne arter.”

MAGASINDet var her, i Australiens nationale insektsamling, at Bryan Lessard fandt Scaptia beyonceae. Foto: Bryan Lessard

I de seneste år er der sket noget ret vildt, hvad kortlægningen og navngivningen af verdens arter angår, der er i hvert fald store ambitioner. I 2012, for eksempel, opfordrede The International Institute for Species Exploration, som hører under et universitet i den amerikanske delstat New York, taksonomer i hele verden til at gå sammen om at kortlægge og navngive ti millioner arter i løbet af de næste 50 år. Det ville i sagens natur være et kæmpe projekt, især med tanke på, at man regner med, at omkring 75 procent af klodens arter endnu ikke har fået et navn. Instituttet mente alligevel, at det kunne lade sig gøre. Det offentliggjorde endda en plan.

Der skulle investeres i en digital infrastruktur, så forskerne kunne tale sammen på tværs af planeten, og der skulle penge til, sådan at de kunne hellige sig arbejdet. Quentin Wheeler, grundlæggeren af instituttet, mente, at projektet ville koste den amerikanske regering en milliard dollars, men at det ville betale for sig selv, fordi det ved at kortlægge invasive arter ville spare samme regering for langt flere milliarder.

Faktisk var der endnu mere at vinde, for ved at kategorisere alle de her arter ville døren blive åbnet, lød det, for milliarder af års biologiske udviklinger, og sådan nogle er der penge i. Der findes et felt i videnskaben, der hedder biomimik, og det betyder sådan godt forsimplet, at man ser på, hvordan dyr og planter gør tingene, og så efterligner det. I idéens kerne bor en tanke om, at naturen i løbet af Jordens efterhånden godt lange levetid selv har løst en masse problemer, altså at dyr, planter og mikrober er nogle ret skarpe ingeniører. Efter milliarder af års udvikling kan man se fossiler som det, der ikke klarede den, mens alt det, vi ser og hører og mærker, er det, der gjorde, og det skal vi lære af. I et interview med magasinet Pacific Standard sagde Quentin Wheeler, at helt nederst nede handlede projektet dog om mere end dokumentation af forsvindende arter og innovation:

Det er kun gennem udforskningen af arter og deres evolutionære fornyelser, at vi kan håbe på helt at forstå oprindelsen af den biodiversitet, vi er en del af.”

Det handlede om at forstå. Det gjorde det også sidste år, da en gruppe internationale forskere foreslog et projekt, der både skulle kunne være en løsning på biodiversitetskrisen, finde kuren mod kræft og redde verden fra hungersnød. Egentlig lignede dette nye projekt på mange måder det andet projekt, dog var det større, for hvor Wheeler ville navngive arter, skulle det nye projekt ikke blot navngive, men genomsekventere dem, altså kortlægge deres arvemasse, og hvor Wheeler var ude efter ti millioner arter, skulle det nye projekt dreje sig om samtlige arter på kloden. Og det er jo mange. Man regner med op mod 15 millioner, men videnskaben ved det faktisk ikke. Det kan sagtens være langt flere.

Det er ikke en kæmpe regning, det ville koste nogenlunde lige så meget som et B2-bombefly, hvilket lyder af meget, men det er det egentlig ikke,” siger Tom Gilbert, den britiske evolutionsbiolog. Han er en af forskerne bag projektet. Genomsekventering vil ikke i sig selv redde arter, men argumentet er, at genomerne kan have egenskaber, som kan hjælpe os til for eksempel at finde en kur for kræft. Forskere kan se på et genom fra et eller andet træ i Amazonas og tænke, så for fanden, det her kan vi da lave medicin ud af. Det er jo så et incitament for folk til at stoppe med at brænde regnskoven ned.”

Projektet er endnu ikke finansieret, men Tom Gilbert ser en positiv udvikling. I Storbritannien, for eksempel, har Wellcome Trust, en af landets største fonde for medicinsk forskning, givet et kæmpe beløb til et projekt, som skal sekventere 66.000 genomer i løbet af de næste ti år.

Projektet forudsætter, at vi lever i en perfekt verden, men vi ved jo godt, at det gør vi ikke,” siger han om det ret åbenlyse forbehold, at en kortlægning og navngivning af verdens arter jo ikke nødvendigvis betyder, at vi derefter passer på dem. Vi lever i en verden, hvor mennesker fucker alting op. Men argumentet er, at jo mere vi sekventerer, jo mere vi lærer om, hvilke fantastiske muligheder naturen kan give os, des dummere bliver det af os at ødelægge det hele. I hvert fald i teorien.”

Og således jo hele pointen. Quentin Wheeler satte måske endnu bedre ord på den, da han tilbage i 2012 sagde sådan her om den biodiversitetskrise, vi var på vej ind i uden at have sat ord på store dele af den natur, der omgiver os:

Vi flyver bogstavelig talt blinde ind i en storm og håber på en blød landing.”

Sproget er det, der giver os øjne.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem