Vi byggede et velfærdssamfund og bildte os ind, at målet er lykke. Vi tog fejl, siger direktøren for Det Kongelige Teater

FACETTERSom teaterchef skal Kasper Holten udfylde tre roller: leder, kunstner og embedsmand. Dette kapitel handler – især – om det sidste. Alle fotos: Kasper Løftgaard for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

En intens folketingsvalgkamp, et kulturpolitisk drama om nedskæringer for millioner og et teater, der kæmper for sin berettigelse i en ny verden. Det har været omdrejningspunktet i Kasper Holtens liv, siden han tiltrådte som direktør for Det Kongelige Teater i efteråret 2018. Zetlands kulturskribent Marie Carsten Pedersen har fulgt i hælene på ham hele vejen, fra lukkede møder over storslåede premierer til rastepladser på den fynske motorvej. Dette er fjerde og sidste akt i historien om hans første år som leder af Danmarks nationalscene.

Teatret var demokratiets første folkelige kunstform. I oldtidens Athen, omkring 400 år før Kristi fødsel, var det i amfiteatret, at borgerne i den unge, demokratiske bystat samledes for at se den menneskelige erfaring sat i scene i komedier og tragedier: som myten om Ødipus, der dræbte sin far og giftede sig med sin mor, eller om Medea, der ofrer sine børn i opgøret med den mand, der har forladt hende. Det var historier om kærlighed, begær, drift, magt, ambition, tvivl, tab, svig, vold og sorg. Teatret var det dybe spejl, Athens borgere kunne betragte sig selv i for bedre at forstå, hvem de var, hvad der splittede dem og bandt dem sammen, og hvilke værdier deres nye demokrati hvilede på.

Senere, i andre samfund med andre herskere, under Romerrigets kejsere og Det Britiske Imperiums konger og dronninger, var det andre scener, Colosseum, The Globe, der samlede befolkningen om andre fortællinger. Nogle af dem var skabt til at holde folket glade, bedøvede af brød og skuespil. Andre var nye myter, der ramte de dybeste toner i menneskets sjæl, og som kom til at give genlyd helt ind i vores tid.

Så hvordan kan man fortælle en historie om mennesket i dag, i den danske velfærdsstat i 2019? I et samfund, hvor demokratiet ikke er nyt, men dybt indlejret i vores forståelse af, hvem vi er, og hvilket samfund vi lever i? Hvor vi er rigere og tryggere end de fleste, og lykkelige, når udenlandske medier spørger, men stadig rumsterer med spørgsmålet om, hvad meningen med det hele egentlig er?

Det var en juniaften i Allinge på Bornholm. I mylderet af ansigter, mellem tv-værter, politikere, debattører, lobbyister og civile gæster, der var kommet for at tage del i årets Folkemøde, stod Kasper Holten i kø til en bar, alene.

Han tog sin telefon og skrev en besked. Tidligere på dagen havde han deltaget i en debat om kulturel ulighed, og der var ikke blevet sagt noget banebrydende, men han havde fået talt om behovet for en politisk indsats for at samle kulturens kræfter og styrke den kulturelle dannelse for børn over hele landet. Der havde været klapsalver. Dejligt. Senere havde han mødt en kvinde, han kendte, de havde spist hotdogs og drukket en fadøl, og Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, var kommet buldrende forbi og havde troet, at kvinden var Kasper Holtens kone. Nu ventede han på kommunikationsmanden Kresten Schultz Jørgensen, der var ude for at finde alkoholfri øl. Forstå det, hvem der kan, tænkte han og smilede for sig selv.

En ny besked tikkede ind på hans telefon. Egentlig havde han tænkt sig at tage tidligt hjem i aften til det hus i Svaneke, Statens Kunstfond havde indlogeret ham i. Han kom i tanke om en meme, som en af hans tidligere assistenter havde sendt til ham. Den lå på hans telefon: You’re still a rockstar,” I whisper to myself as I take my multivitamin & climb in bed at 9.45.” Det var sjovt, fordi det var sandt. Han gik oftere tidligt hjem fra festen, end han blev hængende. Både fordi han var 46 år, familiefar og direktør for et teater med knap 900 medarbejdere, og fordi han engang var 17 år. Mindet om at stå alene til gymnasiefesterne, at føle sig kejtet, genert og forkert, fyldte mere i ham, end han syntes, det burde. Han vidste, at det når som helst kunne dukke op og gøre festen til en tom og usikker affære.

Men lige nu havde han lyst til at give fanden i det. Han kunne mærke alkoholen i sit blod og følelsen af nuet, der lagde sig summende om ham og over den aften, der kom. For ti år siden læste han romanen Timerne af den amerikanske forfatter Michael Cunningham. Den sluttede med en passage, som havde ramt ham hårdt, og som var det tætteste, han kom på en form for tro eller livsfilosofi. Livet, skrev Michael Cunningham, bestod i sidste ende blot af time efter time indtil dødens store søvn, timer, hvor vi holdt vores fester, forlod folk, der elskede os, skabte kunst, der ikke ændrede verden, uanset vores talent, vores indsats og vores mest højtflyvende håb. Den eneste trøst, vi fik, var dette:

En time her eller der, hvor vores liv synes, mod alle odds og forventninger, at åbne sig og give os alt, hvad vi nogensinde havde forestillet os, selv om alle undtagen børn (og måske selv de) ved, at disse timer uvægerligt vil blive efterfulgt af andre, langt mørkere og mere vanskelige.”

Var det her en af de timer? Måske, måske ikke. Måske lå den time et andet sted.

Senere samme aften, i et lille hus i Svaneke, skænkede Kasper Holten sig et glas rødvin. Han tog glasset og gik ud ad døren til haven. Han stod et øjeblik og så op på den lyse aftenhimmel. Der var ikke så meget som et ekko af festen i Allinge 20 kilometer derfra. Han tog sin telefon frem og tjekkede sine beskeder. Så åbnede han en app ved navn Wunderlist. Og i det blå skærmlys begyndte han at opdatere sin uendelige liste over alt det, han skulle have fokus på i det næste år af sit job som direktør for Det Kongelige Teater.

Hvis du nogensinde har tænkt over, hvad det egentlig kræver at være direktør for en stor statsejet kulturinstitution, så er der en historie, der er god at kende til. Det er historien om, hvorfor vi overhovedet har et statsstøttet kulturliv i Danmark. Den er en grundpille i det ideologiske kompleks, vi i dag kender som den danske velfærdsstat, og den begynder for knap 60 år siden.

I efteråret 1960 var kunstmuseet Louisiana sammen med Krogerup Højskole, der ligger få kilometer fra museet i nordsjællandske Humlebæk, vært for en konference. Emnet var Åndsliv og Politik’, og idéen til konferencen var opstået ud af en bekymring, som i de år bredte sig blandt intellektuelle, kunstnere og politikere i det dengang unge danske velfærdssamfund. Det var intet mindre end danskernes åndelige tilstand, de dybeste lag i den menneskelige eksistens, de frygtede for.

Baggrunden for de kulturelle notabiliteters bekymring stak dybt. Siden krigens afslutning i 1945 havde Danmark gennemgået store forandringer. Med socialdemokratiske regeringer som primus motor var en lang række reformer blevet sat i værk for at trække samfundet i det, man anså for at være en mere solidarisk og progressiv retning. Hvor en aktiv stat stod som garant for større lighed, bedre vilkår for det arbejdende folk, økonomisk vækst og øget social sikkerhed i form af ydelser som folkepension og støtte under studierne. Et samfund, hvor alle skulle have lige muligheder for et trygt og lykkeligt liv.

Det var de tanker, der drev udviklingen af det danske samfund i efterkrigstiden. Som historikeren Lasse Horne Kjældgaard skrev i sin bog Meningen med velfærdsstaten fra 2018, så talte man til at begynde med ikke om velfærds-, men om velstandssamfundet, hvor arbejdsløsheden faldt, økonomien boomede, reallønnen steg, middelklassen voksede, og forbruget strøg i vejret som aldrig før i danmarkshistorien. Ting, der før var luksusgoder, blev tilgængelige for almindelige borgere: en bil, et køleskab, en rejse sydpå. Og ikke mindst fjernsynet, det vel nok mest ikoniske apparat i hele fortællingen om de vestlige samfunds kulturelle udvikling i det 20. århundrede. I begyndelsen af 1956 var der 16.000 tv-apparater i Danmark. Ved årets udgang var der 65.000.

Men … Et uomgængeligt spørgsmål hang hen over 1950’ernes nye pragteksemplar af et samfund: Hvad var meningen med det hele? Ja, danskerne fik flere penge og mere frihed, men til hvad? Til at betale deres skat og holde hjulene i gang og købe sommerhuse, hvor man kunne bedøve sig med fransk rødvin og nervemedicin og fantasere om sex med naboen indtil mandag morgen, hvor alle igen mødte på arbejde til endnu en 37-timers arbejdsuge? Var velstand det samme som velfærd? Og var det virkelig sådan, politikerne mente, at det gode samfund så ud? Var det ikke nærmere, med forfatteren Klaus Rifbjergs ord, et Danmark, hvor det hele var meget lykkeligt og ulykkeligt alt sammen”?

Det var netop de spørgsmål, der satte dagsordenen ved konferencen om Ånd og Politik’ på Louisiana i 1960. Her satte blandt andre digteren Thorkild Bjørnvig ord på kritikken af det kulturløse” velfærdssamfund. Det, som truer velfærdsstaten og dens mennesker,” sagde han, er ikke materiel fattigdom, men sindets armod.”

Det, der ifølge Thorkild Bjørnvig var gået tabt, var kunst og tænkning. I kunsten kunne mennesket endnu ane en lægende dimension, alt det, som smertestillende piller ikke kan give: uddybelse af leden til ærlig vedgået smerte, måske skyld, forhøjelse af sansningen til universel lyst, impuls til tydelig fastholdt kærlighed”. Med andre ord: Kunst og åndsliv var nødvendigt. Uden det ville de dele af livet, som ikke kunne købes, måles og vejes, visne bort, og selve vores menneskelighed ville gå til grunde i velfærdsstatens trygge hænder.

Og politikerne lyttede. Med statsminister Viggo Kampmann i spidsen tog det politiske Danmark konsekvensen af kulturfolkets kritik. I et berømt interview til Information bad Kampmann ligefrem om kunstnernes hjælp til at fjerne det eksisterende skel mellem politik og kultur”. Nu, hvor livets basale fornødenheder var nogenlunde sikret, gjaldt det danskernes åndelige velfærd. I 1961, året efter konferencen på Louisiana, oprettede Viggo Kampmann Ministeriet for kulturelle anliggender – det, som i dag hedder Kulturministeriet. Som minister for området indsatte Kampmann socialdemokraten Julius Bomholt, der tidligere havde erklæret, at vi føler det i dag som en livsopgave: at bevare den levende forbindelse mellem et demokratisk villende folk og en ægte, human og vidsynet folkelig kultur”.

Kunst og kultur blev, med andre ord, stadfæstet som noget essentielt for menneskeånden, noget, der har en værdi i sig selv – en værdi, der aldrig kunne gøres op i de kroner og øre, som velfærdsstaten målte sine øvrige fremskridt i.

Dermed var det statsstøttede kulturlivs privilegerede dilemma født: På den ene side skal den statsstøttede kunstinstitution skabe værdi for det samfund og det system, den er del af, og som poster penge i den. På den anden side skal institutionen eksistere og udvikle sig på sine egne præmisser, hvis ikke den skal miste lige præcis den dimension af noget andet, noget større, der gør, at vi overhovedet har brug for den.

Det er et felt, der er fyldt med paradokser, kompromiser, konflikter og modstridende interesser. Du kan træde forkert rigtig mange steder. Og det er det felt, du går på arbejde i hver eneste dag, hvis du er direktør for en stor statsejet kulturinstitution som for eksempel Det Kongelige Teater.

INDERLIGT“Alting føles let i dag, lige indtil man møder en form for smerte. Så er det ikke let. Og så har man brug for et sprog for det.” Det sprog kan vi finde i kunsten, mener Kasper Holten.

På en af de allerførste forårsdage i april 2019 var omkring 70 mennesker samlet på Balkonfoyeren i Operaen i København. På ti stolerækker, der var opstillet til lejligheden, sad pressefolk, kulturbloggere og andre interessenter, som var kommet for at overvære præsentationen af den kommende sæson på Det Kongelige Teater. Bag de siddende gæster, mellem ledninger og andet teknisk udstyr, stod en god håndfuld af teatrets ansatte. Et par af dem havde headsets på. En kommunikationsmedarbejder i en sort T-shirt betjente et kamera, der streamede live til teatrets Facebook-side.

Kameraet var rettet mod Kasper Holten. Han stod på gulvet foran forsamlingen med opsmøgede skjorteærmer og hænderne i siden. Bag ham var en skærm med en billedcollage af skuespillere, sangere og balletdansere, og teksten Sæson 2019/2020” var skrevet med store bogstaver.

Ved et bord til højre for ham sad Det Kongelige Teaters tre kunstneriske chefer. Operachef John Fulljames og skuespilchef Morten Kirkskov var i sommerlige jakkesæt. På balletmester Nikolaj Hübbes romerske næseryg hvilede et par hornbriller. De havde alle sammen netop på skift præsenteret deres del af programmet for den kommende sæson. Det var en bred palet. Fra to nye danske operaer og Wagners storværk Tristan og Isolde, til Karen Blixen-ballet, den uundværlige juletradition Nøddeknækkeren, David Bowies musikforestilling Lazarus og Tolkiens Hobbitten, der var årets udendørsspil i Dyrehaven, og som Kasper Holten skulle instruere. Morten Kirkskov havde rundet af med det, der lød som det sidste ord: Vi glæder os til at byde hele Danmark velkommen.”

Men Kasper Holten var ikke færdig. Da Morten Kirkskov havde sat sig, rejste han sig og tog ordet.

Vi står,” sagde han, som vi alle sammen ved, meget snart over for et folketingsvalg.”

Forsamlingen spidsede ører. Det her lå ligesom uden for programmet.

Og derfor,” fortsatte han, er tiden kommet til, at vi, der arbejder med kunst og kultur, skal begynde at tale kulturens betydning op. Med optimisme og med selvtillid. For det burde være en ren politisk vindersag at gå ind for et stærkt kulturliv i Danmark. Men erfaringen viser os, at under en valgkamp kommer vi ikke til at høre ret meget til kulturpolitik.”

I den brede politiske samtale, sagde han, var omdrejningspunktet så godt som altid økonomiske prioriteringer. Ikke mindst under en valgkamp. Og når man spurgte danskerne, om de helst ville have en ny hofte eller se en opera, ville de fleste vælge en ny hofte. Det ville jeg nok også selv,” tilføjede han.

Men hvis nu samtalen var en anden. Hvis det ikke var enten-eller. Så ville der måske træde andre værdier frem. For lever vi kun for at overleve,” sagde han, eller for at få gode, meningsfulde liv fyldt med oplevelser, der kan give vores liv en ny dybde?”

På en af de forreste rækker sad en ældre kvinde, hvis grå hår var fæstnet i nakken med et vikingehårspænde i sølv, og nikkede. Pressens folk tog noter.

Kasper Holten drejede sit ansigt og så direkte ind i livestream-kameraet. Så hvor ville det være fantastisk, hvis vi fik en valgkamp, hvor vi ikke kun taler om indvandring, pension og sundhed, men også tør tale kultur.”

Efter klapsalverne spredte folk sig på balkonen for at snakke og sluge endnu en kop kaffe. Et par journalister interviewede Kasper Holten, mens Operaens personale stablede stole og rullede ledninger sammen. Dagen efter ville hans tale blive refereret i flere landsdækkende medier: Teaterchef Kasper Holten slår en mere offensiv og selvsikker tone an i kulturdebatten,” skrev Jyllands-Posten. Kasper Holten læste artiklerne og var godt tilfreds. Det var hans første skridt i en ambition om at tale kulturen ind i den politiske debat på en ny og, syntes han, mere konstruktiv måde, og lige nu så det ud til at være lykkedes.

To uger efter pressemødet i Operaen udskrev daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen valg. Og i de næste fire uger kæmpede politikerne en intens strid om at sætte dagsordenen og fange vælgernes opmærksomhed, ikke mindst på grund af det højreekstremistiske YouTube-fænomen Rasmus Paludan, der fra den ene dag til den anden var trådt ind i den politiske arena med budskaber, der lå milevidt fra det, der normalt var det fælles udgangspunkt for den demokratiske samtale.

Den, der måske kæmpede hårdest, både for at lægge afstand til det yderste højre og for at overbevise danskerne om, at han om nogen var den samlende kraft i kongeriget, var statsministeren. Og blandt de mange opsigtsvækkende meldinger, Lars Løkke Rasmussen kom med under valgkampen, fik især én kulturlivet til at vejre morgenluft: bare én dag efter valget var udskrevet, udtalte statsministeren, at Venstre gik til valg på at fjerne de årlige driftsbesparelser på to procent med det lovtekniske navn omprioriteringsbidraget, som de danske kulturinstitutioner havde været pålagt siden 2016.

Omprioriteringsbidraget havde i flere år gået under navnet grønthøsteren’ på grund af dets ubønhørlige klip det hele ned’-karakter, og kritikken af det var vokset i styrke i løbet af det seneste år, ikke mindst efter at direktøren for Statens Museum for Kunst, Mikkel Bogh, havde udtalt, at hvis besparelserne fortsatte, ville hans museum lukke i 2034. Blandt kritikerne var også tidligere kulturminister og venstremand Bertel Haarder, og A.P. Møller Fondens indflydelsesrige direktør Henrik Tvarnø, som kaldte besparelserne for uintelligente og også en smule feje”.

Kort efter at Lars Løkke Rasmussen havde åbnet ballet, lød meldingen fra Socialdemokratiet, at det også var deres hensigt at afskaffe omprioriteringsbidraget. Vi er helt med på nu at fjerne det helt fra 2020,” sagde partiets kulturordfører Mogens Jensen, som mange på det tidspunkt så som det oplagte bud på en socialdemokratisk kulturminister.

Nyheden blev modtaget med begejstring i kulturlivet. Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, kaldte det en kæmpe gave”, og hos Det Kongelige Bibliotek sagde direktør Svend Larsen, at det ville betyde, at han ikke behøvede at fyre medarbejdere. Naturligvis stod der stadig et uomgængeligt hvis’ hen over det hele. Lad os se det i en finanslov først,” som Kasper Holten sagde. Men med løfter fra både Venstre og Socialdemokratiet og tilstrækkelig opbakning til et flertal i folketingssalen, virkede det langtfra umuligt, at kulturen meget snart ville kunne se en ende på tre års statsbestemt skrumpekur.

MOTTO‘Ei blot til Lyst’ er inskriptionen over Det Kongelige Teaters Gamle Scene. I det tidligere komediehus fra 1748 stod en latinsk indskrift, som formente alt hæsligt adgang til huset.

En direktør for en statsejet kulturinstitution er mange ting. Han eller hun er en højtlønnet topleder, en indflydelsesrig skikkelse, der har adgang til medierne og magtens korridorer, og hvis ord har vægt i samfundsdebatten. Men i bund og grund er direktøren en embedsmand. Med kulturministeren som øverste chef, og med MUS-samtaler i Kulturministeriets lokaler på Gammel Strand.

De statslige kulturdirektørposter er ofte gået til typer, der passede ind i det system. Lederprofiler, der først og fremmest var administratorer, og som ikke blandede sig for meget i den offentlige debat. Og gerne nogle med erfaring fra det politiske system. Med netværket i orden og forståelse for at navigere dilemmaet mellem at tjene staten med den ene hånd og kunsten og kulturen med den anden.

Kasper Holten havde ingen politisk erfaring. Han havde ledet operakompagnier i København og London og sat forestillinger op over hele verden, men i rollen som embedsmand var han grøn, og det var en afgørende dimension af jobbet som direktør for Det Kongelige Teater.

Spørger man antropologen Rane Willerslev, en anden fagmand, der blev kastet ind i det politiske spil med sin ansættelse som direktør for Nationalmuseet, er det ikke nogen nem rolle at træde ind i. Du skal være loyal mod en given minister og en given politik, der ikke nødvendigvis har kulturområdets vilkår højt på dagsordenen. Det er et eksperiment. Det er en balance,” siger han. Og den er hårfin.” Kasper Holtens forgænger Morten Hesseldahl kender også til den balance og dens faldgruber. På den ene side var jeg embedsmand, men på den anden side så jeg det som min opgave at tale kunsten op,” siger Hesseldahl. Og det var svært, for politikerne var ikke interesserede i kunst. De var interesserede i, om vi kunne lave noget, der kunne gavne et eller andet integrationsprojekt.”

Morten Hesseldahl, der i dag er direktør for forlaget Gyldendal, var chef for Det Kongelige Teater fra 2014 til 2018. Det var den periode, hvor toprocentsbesparelserne blev indført, og de kom efter en række andre store nedskæringer på teatret. Det medførte voldsomme forandringer, som gik hårdt ud over forholdet mellem Hesseldahl og en del af teatrets medarbejdere, men det teater, han efterlod til Kasper Holten, var en trimmet organisation med en stabil økonomi.

Kasper Holten syntes egentlig ikke, at politikerne virkede uinteresserede i kunst. Vi har haft besøg af mange politikere til vores forestillinger det sidste års tid, og jeg oplever, at de fleste har et ægte engagement i kunsten,” sagde han. Men besparelserne var der altså endnu. Hvad de betød for Det Kongelige Teater, forsøgte han at forklare mig en aften på terrassen bag sit hjem, en hvid villa i Rosenvænget-kvarteret på Østerbro, hvor han boede med sin kone og to døtre.

Se her,” sagde han, tog en kuglepen og et stykke papir og skrev to årstal, 2016 i venstre side og 2023 i den højre. På den side af papiret, der vendte ned mod bordpladen, var der skrevet en huskeliste: olivenolie, hele sorte peberkorn, honning, Irma-kaffe og havregryn.

Det her,” sagde han og trak en støt faldende linje fra 2016 og ned mod højre hjørne af papiret, er, hvordan vores tilskud ser ud, hvis omprioriteringsbidraget fortsætter, som det er i dag, med en besparelse på to procent om året.”

Nu blev det lidt teknisk. For faktisk lå besparelsen fra og med 2019 på kun én procent. Det skyldtes, forklarede han, den tillægsbevilling, som V-LA-K-regeringen i 2018 besluttede at give tilbage til kulturområdet, herunder Det Kongelige Teater, over de næste fire år. Den ene procent markerede han med en ny linje, mindre stejl end den første. Han tegnede flere streger, op og ned og frem og tilbage, mens han forklarede, hvordan teatrets økonomiske kurs i høj grad afhang af den fireårsaftale, der var Det Kongelige Teaters kontrakt med staten. Det var her, politikerne satte rammerne for, hvor mange skattekroner landets største institution for scenekunst skulle have i løbet af de kommende fire år, og hvad de forventede at få for dem. Aftalen blev forhandlet på plads af en forligskreds af folketingspartiernes kulturordførere med kulturministeren for bordenden. Og næste gang det skulle ske, var lige om lidt, i efteråret 2019.

Problemet er,” sagde han, at den aftale kræver en afklaring af, hvad der sker med omprioriteringsbidraget. Og det ved vi først, når der ligger en ny finanslov.”

Han tegnede videre. Sådan og sådan ville det se ud, hvis statens bidrag faldt med så og så meget, og her og der ville den strategi, han selv havde stået i spidsen for at formulere sidste efterår, stadig kunne sikre, at man undgik at fyre folk, lukke afdelinger og andre radikale forandringer af den slags, en teaterdirektør helst ville være foruden. Der var, sagde han, mange veje, det kunne gå.

Men worst case scenario er, at omprioriteringsbidraget bare fortsætter ud over 2022, samtidig med at tillægsbidraget stopper. Det vil i princippet betyde, at vi om fire år skal spare yderligere 20 millioner i et hug.” Han satte kuglepennen ved 2023 og tegnede en streg, der gik skråt nedad mod bunden af papiret.

Det er det, vi kalder Afgrunden’.”

En torsdag i slutningen af maj sad vi i en bil på vej over Fyn. Aftenen forinden havde Kasper Holten og det meste af teatrets ledelse været til premieren på Det Kongelige Teaters forestilling Kong Arthur på en stor friluftsscene ved Moesgaard Museum i Aarhus. Premieren gik godt, billetsalget knap så godt. Kasper Holten tjekkede tallene flere gange i aftenens løb og igen, da han vågnede om morgenen efter knap seks timers søvn på et enkeltværelse på Park Hotel i Odder.

Nu var vi på vej tilbage til Sjælland. Vi talte om politik. Det var ikke nogen hemmelighed, at de seneste års kulturpolitik havde føltes som et stormvejr for de store statslige institutioner. Én ting var omprioriteringsbidraget. Men da regeringen og Dansk Folkeparti blev enige om at beskære DR med 20 procent, var det et alvorligt wakeupcall. Ingen er for stor eller for vigtig til at modstå de politiske vinde. Ingen er fredet.

Men jeg tror,” sagde Kasper Holten med en hånd på rattet, at hvis det bliver en ren socialdemokratisk regering, hvilket meget jo tyder på, så kan man godt håbe på, at de holder fast i at fjerne omprioriteringsbidraget. Man kunne godt tænke sig, at de vil gå efter at få en finanslov på plads, der giver ro på bagsmækken i kulturlivet.”

Den kommende regering ville allerede i løbet af september præsentere sit første forslag til en finanslov – og herunder også de tal, som var afgørende for, hvad der ville ske, når Folketingets partier skulle forhandle teatrets fireårsaftale på plads i november.

I den proces var Det Kongelige Teater reelt uden indflydelse. Det eneste, Kasper Holten og hans medarbejdere kunne gøre, var at forsøge at klæde den kommende kulturminister og dennes embedsfolk på med indsigt i teatrets virkelighed og ønsker til fremtiden. Men når forhandlingerne først gik i gang, måtte embedsmanden i teaterdirektørens kontor se til fra sidelinjen.

Den form for magtesløshed plejede at gøre Kasper Holten frustreret. Det havde altid været hans akilleshæl, følelsen af at være låst, af ikke at kunne handle sig ud af problemerne. Det værste, man kunne udsætte ham for, var at lade ham fornemme, at der var noget, man var vred over, noget, han havde gjort galt, og så give ham den kolde skulder. Så havde man ham helt oppe i et hjørne, villig til at gøre hvad som helst for at fikse situationen og gøre alle glade igen.

Men lige nu, midt i valgkampen, hvor usikkerheden var størst, var det overraskende nok ikke frustration, der prægede hans humør. Tværtimod virkede han tændt og energisk. Hans kalender var fuld af politiske debatter, hvor han turnerede rundt med budskabet om værdien af et stærkt kulturliv og kulturel dannelse. Det var tydeligt, at han nød at have en sag at kæmpe for. Selv sagde han, at han nok altid havde haft en politiker i sig, som aldrig havde fået lov at komme ud.

Hans budskab så ud til at fænge. Særligt dannelse blev det buzzword, ingen havde set komme. Rane Willerslev talte også om det, Svend Brinkmann talte om det, og det samme gjorde politikere fra Enhedslistens Rosa Lund til Ventres Bertel Haarder. Ved et kulturpolitisk debatarrangement i Skuespilhuset ugen før havde det været samtalens store omdrejningspunkt, og da Kasper Holten sagde, at den vigtigste kulturpolitiske vision lige nu var at løfte dannelsesniveauet for den næste generation, blev der klappet igennem på publikumsrækkerne. Ordet dannelse kunne noget. Eller også var det, som en journalist fra Berlingske havde hvisket til mig under klapsalverne, The Holten magic.

Ved Vissenbjerg gjorde vi holdt for at tanke op. På rastepladsen holdt tre mørke biler. Den bagerste af dem havde Venstre’ skrevet på siden med hvide store bogstaver. Den forreste bil havde åbne fordøre, og tre mænd i jakkesæt stod rundt om den. Et par meter foran køleren, helt alene og med den ene hånd i lommen, stod statsminister Lars Løkke Rasmussen og stirrede på ingenting, mens han røg en cigaret.

Det er helt sikkert de bedste ti minutter, han har haft, siden han udskrev valg,” sagde Kasper Holten, da vi kørte videre. Vi krydsede Storebæltsbroen. Han var træt. Der var stadig mere end 100 kilometer til København, og i aften skulle han til endnu en premiere på teatret. Han sukkede og holdt blikket på vejen, mens broens pyloner rejste sig som en port mod himlen. Lige nu,” sagde han, er det eneste, jeg har lyst til, at køre hjem og ligge sammen med Signe på sofaen og se MasterChef.”

Ordet dannelse kommer af tysk: Bildung. Dets oprindelse tilskrives ofte politikeren, filosoffen og sprogforskeren Wilhelm von Humboldt, som levede fra 1767 til 1835, og som Berlins ældste universitet er opkaldt efter. For Humboldt betød dannelse selvets kultivering. Det handlede om at tilegne sig viden om verden i alle dens former, fra videnskaben, kunsten og filosofien, og derved blive et åndeligt og moralsk veludviklet menneske, som samtidig kunne indgå i et fællesskab som nyttig samfundsborger. En uddannelse i menneskelighed, i den store helheds navn.

I dag er dannelse et mere luftigt begreb. Det er, ligesom alle de andre store sandheder, vi engang abonnerede på, blevet flået fra hinanden af modernitetens fremkomst gennem det 20. århundrede. Nu har dannelse for mange en dunst af noget højborgerligt over sig, noget elitært og disciplinært. Et dannet menneske sidder pænt ved bordet. Det læser de rigtige bøger, går i teatret og er i stand til at konversere høfligt. Alligevel skete det besynderlige, at netop dét ord, dannelse, fik en hype i debatten i foråret 2019. Det var, som om alle ville have en bid af det. Efter Folkemødet skrev journalisten Ditte Giese fra det digitale medie Heartbeats en liste over ting, der var blevet alt for meget af. Punkt nummer 19 var selvtilfredse debattører, der efterspørger mere ånd’ og dannelse’ uanset øvrigt emne”.

Måske skyldtes hypen, at dannelse duftede lidt af nostalgi for en tid, hvor mennesket var mindre forvirret i sin eksistens. Hvor der stadig var idealer at stræbe efter og noget, der var bedre end andet. Eller måske var det fordi begrebet var diffust nok til at fungere som et figenblad for den vanskelige opgave, det er at sætte ord på, hvilken værdi kunst og kultur har for mennesket og for samfundet.

Det er blevet sådan et begreb, som alle vifter med,” sagde jeg, da jeg spiste frokost med Kasper Holten på en café i Strandstræde midt under valgkampen. Er det ikke på tide, at nogen spørger, hvad det skal til for? Dannelse til hvad?”

Kasper Holten tænkte sig om. Hvis der er et formål med dannelse, så er det vel, at man bliver udviklet i bred forstand som menneske. At man ikke kun ved det, man har brug for, men dyrker nysgerrigheden og dermed får mere udsyn og en bredere referenceramme. Ikke for at man kan producere mere og bidrage til vækst, men fordi man kan give noget menneskeligt videre til kollektivet.”

Han tog en mundfuld af sin burger, før han fortsatte.

Dannelse er ikke kun et spørgsmål om, at jeg personligt får et rigere liv, men nok så meget om at kunne inspirere andre.” Han rettede sig op på barstolen.

Det, at jeg gør mig umage og er nysgerrig, har en kollektiv betydning. Hvis jeg rækker efter stjernerne, kommer det også andre mennesker til gode.”

HIT OR MISSBlandt de forestillinger, der har betydet mest for Kasper Holten i hans karriere som operainstruktør, er ‘Ringen’ på Operaen i 1990’erne, ‘Król Roger’ i London og ‘Book of Mormon’ på Det Ny Teater. ‘Idomeneo’ i Wien i 2014 var han til gengæld ikke helt tilfreds med.

Der var noget, der var ved at ske med Kasper Holten. Noget i hans person, der var ved at ændre sig. Han tænkte meget over det. Der var noget i ham, der føltes anderledes.

For bare et år siden, da han tiltrådte, var han stadig jaget af tanken om, at det vigtigste af alt var at være verdens største operainstruktør. Det var det, der talte for ham, og som havde gjort det, siden han var 19 år. Men fremover skulle han først og fremmest være leder. Hans kunstnerkarriere måtte træde et langt skridt bagud, og han var bange for at give slip.

Der var også noget, der – måtte han indrømme – umiskendeligt havde lignet en slags midtlivskrise. En længsel efter hans ungdom, efter dens muligheder og store sus af nye oplevelser, nye mennesker, frihed og ren, rå teatermagi. Gennem hele vinteren havde han kunnet mærke frygten for, at det her – lederjob, familiefar, samme cykeltur til arbejdet hver dag – det var dét. Det var resten af hans liv. Okay … og hvad så?

Men på det tidspunkt, da han stillede sig op til pressemødet i Operaen og talte om et kulturliv med mere selvtillid og større politisk betydning, var det, som om den frygt var begyndt at slippe taget. I stedet var der noget andet, der tog form i ham. Han kunne mærke, at den del af hans job, der handlede om at skabe kunst, blev mindre vigtig. Fordi … been there, done that, got the T-shirt. Han savnede ikke at skulle forholde sig til detaljerne i, hvem der skulle synge hvad, og hvordan man løste et sceneteknisk problem. Lige nu syntes han, det var sjovere med det strategiske, det politiske, the big picture.

Senere på sommeren gik det op for ham, hvad det var, der var sket. Han følte, at han var ankommet. Noget var faldet på plads. Han var i det job, han ønskede skulle definere hans voksenliv. På en måde var det, som om hele hans liv havde været en forberedelse til det her: at lede Det Kongelige Teater. En meget vild følelse, egentlig.

Og en del af det, tænkte han, handlede om det at være embedsmand. Det lød så dybt usexet, grå kontormus, kolde hænder. Alle vil være rebellen, ingen gider at være systemets mand. Men dybest set var Kasper Holten et autoritetstro menneske. Han var ikke den type, der drømte om at sprænge det hele i luften og begynde forfra. Han troede på, at samfundet og dets institutioner var værdifulde. Som Det Kongelige Teater.

Det var lige så stille ved at gå op for ham, at hvis han for alvor kunne gøre en forskel, var det som embedsmand. Ikke som kunstner. Hvis han kunne finde ud af at tage de store, strategiske ryk, han følte var nødvendige for at teatret kunne finde sine ben som en relevant kulturinstitution i det 21. århundredes Danmark, så ville han kunne betyde væsentlig mere for Det Kongelige Teater og for scenekunstens placering i samfundet, end hvis han lavede en god opsætning af West Side Story.

Og den eneste måde, han kunne gøre det på, var inden for systemet. Det system, som det Det Kongelige Teater var del af, og hvor han troede på, at det havde værdi. Så måske, tænkte han, var han faktisk systemets mand. Måske var det okay.

Det blev ikke Mogens Jensen, der fik Kulturministeriet. I stedet var det Joy Mogensen, Roskildes socialdemokratiske borgmester, der kunne træde ud på Amalienborg Slotsplads som kulturminister, da valget var ovre og Danmarks nye statsminister Mette Frederiksen præsenterede sin regering. Mogens Jensen blev minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde.

I det 18 sider lange forståelsespapir’, som regeringen og dens støttepartier blev enige om at lægge til grund for de næste fire års politiske samarbejde, var ordet kultur’ ingen steder at finde. Det tætteste, forståelsespapiret kom på en kulturpolitisk udmelding, var fire linjer, hvori der stod, at regeringen forpligtede sig til at styrke dansk public service” og revidere den medieaftale, der blandt andet angik nedskæringerne hos DR. Omprioriteringsbidraget stod der ikke noget om.

Der gik en hel sommerferie og lidt til, før Joy Mogensen kom med en nogenlunde klar udmelding om, hvorvidt løftet om at droppe toprocentsbesparelserne fra 2020 stadig stod ved magt. Det skete ved et lukket møde på Rødding Højskole i midten af august, hvor ministeren over to dage mødtes med kulturlivets top. Det var den digitale avis Altinget, der kunne bringe nyheden: Ifølge fem anonyme kilder, der alle havde været til stede ved Rødding-mødet, havde Joy Mogensen sagt, at afskaffelsen af omprioriteringsbidraget sandsynligvis ikke ville blive del af det kommende finanslovsforslag. Ifølge ministeren, skrev Altinget, var det strategisk uklogt” at kæmpe for det lige nu, og kilderne kunne desuden fortælle, at Joy Mogensen flere gange havde nævnt, at den grønne dagsorden i øjeblikket havde højere prioritet end kulturen.

Reaktionerne kom straks, og de var ikke positive. Direktøren for Statens Museums for Kunst, Mikkel Bogh, bad om en snarlig afklaring af slutdatoen på besparelserne, og brancheorganisationen Dansk Teater undrede sig: Der er flertal for det, og det burde være en smal sag,” sagde direktør Louise Stenstrup. Venstres kulturordfører, Britt Bager, talte om løftebrud, og fra regeringens støttepartier Radikale, SF og Enhedslisten lød det, at selvfølgelig skulle omprioriteringsbidraget stoppes.

Fra Kulturministeriet lød det, at regeringen var ved at se på Danmarks samlede økonomi for de næste år, og at det var for tidligt at melde noget ud på delområder, før der forelå et finanslovsforslag. Men kulturlivet trak vejret dybt og så realiteterne i øjnene: De forhadte toprocentsbesparelser var med al sandsynlighed ikke væk, når regeringen fremlagde sit finanslovsforslag.

Kasper Holten var også til stede ved mødet i Rødding. Helt overrasket var han ikke over ministerens udmelding. Jeg taler jo med folk,” sagde han.

Vi sad på hans kontor på Gamle Scene, hvor vi havde siddet mange gange før i det år, der snart var gået. Hans armbåndsur lå på bordet. Han havde for vane at tage det af, fordi hans håndled blev varmt og svedigt under remmen. Alligevel gik han med uret hver dag. At have styr på tiden lod til at være vigtigere for ham end ubehaget ved en rem, der strammede.

Jeg havde fulgt ham siden hans første arbejdsdag som teaterchef, og jeg havde set ham i alle de roller, jobbet krævede af ham. Som lederen, der skulle lægge en strategi for at genrejse teatret som en relevant samfundsinstitution og få alle knap 900 medarbejdere til at føle, at den vej, han udstak, var den rigtige. Som kunstneren, der godt nok kun skulle opsætte én forestilling om året, men som helst skulle gøre det med integritet og succes, så teatret og omverdenen ikke mistede troen på, at netop hans føling med kunsten gjorde ham til den helt rigtige teaterchef. Og som embedsmanden, der kunne begå sig i det politiske spil, samtidig med at han talte kulturens sag.

Der var noget, der kunne tyde på, at det var det sidste – den politiske kandestøber – der var lykkedes dårligst for ham. For selv om kulturen kom på dagsordenen i valgkampen, så talte den politiske virkelighed for sig selv. Socialdemokratiet var ikke med på hypen. På listen over økonomiske prioriteter stod kulturområdet stadig lavt.

Kan man sige, at I fejlede?” spurgte jeg. Du og Rane Willerslev og alle, der talte om behovet for kultur og dannelse. Var I for dårlige til at forklare, hvorfor det var så vigtigt?”

Der gik et øjeblik, før han svarede.

Det ved jeg ikke, om vi var. Men der, hvor det måske går galt, når vi taler om kulturens værdi, det er, når vi bliver defensive og taler os op på den store klinge om, hvor uundværlige vi er. Når vi bliver tvunget til … eller selv trækker os ind et sted, hvor vi skal argumentere for, at det giver mening. Og så bliver det sådan noget med, at det, vi gør, skaber bedre demokratiske borgere. Men er det egentlig rigtigt?”

Hans øjne blev smalle.

Når vi lader os suge ind i de der forklaringsmodeller, hvor vi siger, at der er god økonomi i det, eller folk bliver bedre til at gå på arbejde, i det hele den der tankegang om nytteværdi, så kan jeg godt blive i tvivl om vores legitimitet. Men når vi tror på kunsten og kulturen som en væren i sig selv, som noget, der hæver sig over at være en funktion, noget, der kan være en del af selve meningen og måske ophæve følelsen af ensomhed i vores sjæleliv for en stund, så er jeg sådan set ikke i tvivl om, at det, vi gør, er vigtigt.”

Men,” fortsatte han, vi er som institutioner hele tiden tvunget til at argumentere for vores eksistens. For, at vi giver noget for statskronerne. Det er dilemmaet.”

Og det var okay. Sådan var systemet. Og grundlæggende tror jeg på, at det system, vi har bygget op i Danmark, har noget værdifuldt, og at den samfundsmodel, vi har udviklet, er værd at værne om.”

Men,” sagde jeg, har vi så overhovedet brug for kunsten? Hvis samfundet i bund og grund fungerer, og vi egentlig har det godt?”

Han rynkede panden. Nu sætter du lighedstegn mellem, at man har det materielt godt, og at man også er lykkelig. Men du kan jo sagtens have råd til at drikke dyr hvidvin og stadig føle, at dit liv er tomt, og føle længsel og gå ned med stress og skride fra din kone. Og de klassiske kunstarter er gode til at tappe ind i den længsel. Ikke en længsel efter noget konkret, men længsel som sjælelig tilstand.”

Det lød som et ekko fra fortiden. Fra dengang i 1960’erne, hvor kunstnerne råbte op, og politikerne lyttede og påbegyndte den brede danske kulturpolitiske indsats. Men her stod vi altså: med akkurat de samme problemer som dengang. Meget lykkelige og ulykkelige alle sammen. Var det ikke, sagde jeg, en gigantisk politisk og kulturel fallit, efter 60 år og milliarder og atter milliarder af skattekroner pumpet ind i det, der skulle have reddet vores åndsliv og været et løft af hele meningen med vores tilværelse i velfærdsstaten?

Men hvorfor skulle det ikke være det samme? Den menneskelige natur har jo ikke ændret sig.”

Han rejste sig og gik over til kontorets store mødebord.

Og du kan ikke klandre politikerne. De skal vel først og fremmest beskæftige sig med rammerne, med den materielle velfærd, at vi har forudsætningerne for at få et bedre liv. Men det er svært at føre valgkamp på, at du får et bedre sexliv eller finder kærligheden eller får ophævet din eksistentielle længsel. Det hverken kan eller skal politikerne blande sig i.”

Men det var planen,” sagde jeg. At vi skulle blive lykkelige.”

Men er det meningen, at mennesket skal være lykkeligt? Er det en tilstand at stræbe efter i sig selv? Ville vi nogensinde være kommet nogen vegne, hvis ikke vi kunne længes efter mere?”

På mødebordet stod en flaske danskvand. Kasper Holten fyldte et glas, vendte sig.

Måske er det meningen, at vi skal være ulykkelige.”

SPILKasper Holten spillede klaver som barn, men alt, hvad han lærte, er gået i glemmebogen. Til gengæld har han en high score på 7,2 millioner i mobilspillet Subway Surfers.

På en legeplads på Østerbro, en eftermiddag i slutningen af august måned, sad Kasper Holten, iført jeans og sorte kondisko, på en bænk. Hans albuer hvilede på ryglænet. Han var lige kommet hjem fra kulturmødet på Mors, en slags folkemøde for kulturlivet. Det havde, tænkte han, været en overraskende god oplevelse. De første arrangementer havde været so-so, alle var enige, og han var blevet træt af at høre sig selv gentage de samme pointer: kulturens værdi, mere selvtillid, dannelse, bla bla bla. Men han havde haft en god debat med kulturministeren. Og på tredjedagen, da alle de kendte ansigter var taget hjem, havde det faktisk været virkelig sjovt. Andre samtaler, andre mennesker, som godt gad snakke med direktøren for Det Kongelige Teater. Faktisk havde han følt sig lidt som rockstjernen. Men okay, tænkte han, Rane Willerslev var der selvfølgelig heller ikke.

Morgenen havde han brugt på at arbejde ved sin computer i hotellets lobby. Han havde skrevet e-mails og forberedt sig til et møde, Kulturministeriet havde indkaldt ham til. Det handlede om den kommende politiske aftale. Selv om økonomien endnu var uafklaret, så svarede embedsmanden naturligvis, når ministeriet kaldte. Afgrunden i 2023 var stadig et scenarie, men kun ét af mange. Om lidt begyndte den nye sæson på Det Kongelige Teater. Billetsalget rullede af sted. Den første forestilling i Skuespilhuset var allerede i gang. Solen skinnede. Hans piger legede på klatretårnet. I hans inbakke tikkede en ny mail ind.

Der var ikke noget spektakulært ved det øjeblik; der skete ikke noget særligt, noget enestående, som gjorde, at det ville prente sig ind i hans erindring. Om et år, måske før, ville han have glemt det. Men lige der følte Kasper Holten, at han var lykkelig.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem