Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Helikopter

Fredag 26. november 2021

De sidste ord er sagt i rigsretten. Nu venter dommen over kvinden, som alle har en mening om

Inger Støjberg er forhåbentlig ikke overtroisk. Dommen over hende falder nemlig den 13. december klokken 13.00 og afslutter dermed en historisk rigsretssag. Journalist Anton Geist vurderer forsvaret for og anklagen imod Støjberg.

Sådan synes vi, nyhederne skal lyde. 15 minutter om dagen – 5 dage om ugen. Lyt med her eller i Zetland-appen, hvis du er medlem.

Så er det freeeeedag! Helikopteren handler om rigsretssagen mod Inger Støjberg.

Dagens citat

“Det havde jo nok været mere mere oplagt, at de blev udleveret i den forbindelse”

I dag blev sundhedsminister Magnus Heunicke afhørt i Minkkommissionen. Og han fik skæld ud. Han udleverede nemlig ikke hans egne mødenoter, da granskningskommissionen bad om alt relevant materiale. I stedet er noterne først blevet udleveret for få dage siden (TV2).


Dagens store historie

Foto: Liselotte Sabroe, Ritzau Scanpix

Støjbergs skæbnetime

  • Rigsretten mod Inger Støjberg er tæt på sin afslutning. Onsdag og torsdag kom anklagere og forsvarere med deres sidste ord – deres afsluttende procedurer– til de 26 rigsretsdommere, der nu har trukket sig tilbage for at votere i den historiske sag.
  • Anklagerne kræver fire måneders fængsel til den tidligere udlændinge- og integrationsminister, der i 2016 bad sit embedsværk om at adskille asylpar, hvor den ene part var under 18 år. En praksis, der viste sig at være ulovlig. Og dømmes Inger Støjberg ikke i denne sag, “så er realiteten, at ingen ministre længere er forvaltningschef. Så er de alene politikere, og de kan gøre og sige, som de vil,” sagde anklager Jon Lauritzen under sin procedure (Information).
  • Inger Støjberg vil frifindes, da hun ikke mener at have gjort noget forkert. Hun havde et politisk ønske om at adskille samtlige af de her asylpar for at undgå tvang af mindreårige ‘barnebrude’. Men Støjberg mener ikke at have givet en ulovlig instruks (TV 2).
  • Nu er det så op til de 26 rigsretsdommere at vurdere sagen, og dommen falder den 13. december klokken 13.00.
  • I dagens Helikopter møder jeg journalist og indlandschef Anton Geist på Dagbladet Information. Han kender hver en detalje i sagen og tør godt komme med et bud på dommen (Helikopter).

Det skal du også vide

Coronavaccine anbefales nu til børn i Danmark. I går anbefalede Det Europæiske Lægemiddelagentur at bruge vaccinen fra Pfizer/BioNTech til børn mellem 5 og 11 år. Og i dag har Sundheds- og Lægemiddelstyrelsen fremlagt en plan for vaccination af børn i Danmark. Det betyder, at børn på ti og 11 år allerede søndag kan blive vaccineret, og herefter følger de resterende aldersgrupper. Alle vil blive inviteret via e-boks, og det er frivilligt, hvorvidt man vil lade sine børn vaccinere (TV 2).

Vi har fået en ny coronavariant fra Sydafrika. Og på nuværende tidspunkt er der mange forskellige bekymringer omkring den. Det gælder blandt andet spørgsmålene om, hvorvidt den nye variant er bedre til at smitte dem, der er vaccineret, og hvordan den udvikler sig. Det er dog svært at sige noget konkret. Dog har Danmark sammen med flere andre, blandt andet Storbritannien og Tyskland, indført rejserestriktioner for flere lande i Sydafrika (TV 2).

Vi følger udviklingen nøje. Og det er især spørgsmålet om, hvorvidt den nye variation påvirker vores immunitet, som kan volde problemer. Vi følger med og lover at give svarene, når vi kender dem.

Flere billige boliger er på vej. Regeringen præsenterede i sidste måned et nyt boligudspil, hvor de ville sikre flere billige boliger i byerne. Og i dag har de indgået en aftale med SF, Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne, hvor de afsætter ti milliarder kroner til netop det. Som en del af aftalen vil man blandt andet også opføre billige boliger på Christiania og ombygge flere erhvervsejendomme til almene boliger (Jyllands-Posten).

Illustration: Nico Brausch for Zetland

Dagens Zetland-historier

Tænk som en spejder. For med spejdermentaliteten kan vi skabe bedre diskussioner ved faktisk at høre på hinanden og være villige til at ændre synspunkter. Selv om det lyder banalt, er det svært at praktisere. Tænk bare på kommentarspor og tv-debatter.

Pandemien er tilbage. Det føles i hvert fald sådan, selv om den jo ikke rigtig har været væk. I har sendt mange spørgsmål de seneste uger, og her følger Andreas Thorsen op på nogle af dem.


Merian Garde Gräs

Jeg gætter på, at nyheden om, at børn ned til fem år nu skal vaccineres mod corona, giver anledning til både tvivl, diskussion og spørgsmål hos landets forældre. Gør du dig allerede nu nogle tanker om, hvorvidt dit barn skal stikkes - eller har du spørgsmål, jeg skal bære videre til en klog kilde - så skriv til mig på [email protected]

Indtil da: Rigtig god weekend!

Med venlig hilsen

Merian Garde Gräs

Helikopter-vært