Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Mari-Louise Pedersen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

En af årets fodboldsensationer er konsekvensen af en røverkapitalist i et land, der ikke findes

Da storklubben Real Madrid tabte til FC Sheriff Tiraspol i Champions League, var det sært i sig selv. Men historien bag klubben er langt mere sær.

Foto: Amos Chapple / Shutterstock / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte


Det var en mærkelig kamp. Real Madrid havde egentlig hele spillet. Igen og igen sendte det spanske topholds angribere bolden lige direkte mod FC Sheriffs mål, men hver gang fik målmand Giorgos Athanasiadis på mirakuløs vis reddet. Kampen endte 2-1 til FC Sheriff, og forbløffelsen i den internationale fodboldverden var enorm: Hvordan kunne et hold, der tilsammen nok får lige så meget i løn som én enkelt spiller i Real Madrid, tæve klubben, der har vundet verdens største klubturnering Champions League gang på gang?

Måske er underdog-klubben, hvis logo er en sherifstjerne, bare født under en heldig stjerne. Og hvis det er tilfældet, er det en rød stjerne. For bag klubnavnet FC Sheriff Tiraspol gemmer der sig en forunderlig historie om en enklave i det sydøstlige Europa, klemt inde mellem Ukraine og Moldova, der stadig ligner noget fra Sovjetunionen.

Det kan lyde som en besynderlig historie om en skør fodboldklub, men i virkeligheden er det historien om, hvor besynderlig geopolitik også kan være i det 21. århundrede. Den handler om, hvordan Sovjet-nostalgi kan gå hånd i hånd med røverkapitalisme og, ja, et fodboldeventyr. Og om, hvorfor det faktisk er ret smart for Rusland at have et sted som Transnistrien i Europas baghave.

SUCCES FC Sheriff Tiraspol har gjort det utænkelige og har slået Real Madrid. I denne uge skal de forsøge at gøre det igen. Foto: Sergei Gapon / AFP / Ritzau Scanpix

Når Real Madrid i denne uge løber på banen til returkamp mod de overraskende sejrherrer FC Sheriff, sker det, som du kan høre, i et ret specielt land. Transnistrien, som landet’ hedder, så dagens lys året før Sovjetunionens fald, 1990, da området erklærede sig selvstændigt fra sovjetrepublikken Moldova, som kort tid efter blev sit eget land. Der var bare ikke et eneste andet land i verden, der anerkendte, at Transnistrien var et land. En kort krig fulgte, og i 1992 sendte Rusland soldater af sted, der lagde låg på konflikten. Der er aldrig officielt sluttet fred, men siden har Transnistrien været et de facto selvstændigt land.

Og den frihed, eller hvad vi nu skal kalde det, har Transnistrien benyttet til at blive noget helt særligt. Landet (som jo altså ikke er et land) er det sidste i verden, der har kommunismens symboler, hammer og segl, på deres flag, og foran parlamentet i hovedstaden står en enorm statue af den gamle kommunistleder Vladimir Lenin. Det, at Transnistrien har holdt fast i ikonerne fra kommunisttiden, har gjort det til lidt af en kitsch-destination for folk, der gerne vil se, hvordan verden så ud, inden Sovjetunionen faldt sammen.

Det bragte for eksempel eventyrerne og tv-værterne Morten Kirckhoff og Jan Elhøj til Transnistrien for at lave en episode af tv-programmet Nul stjerner i 2020. Det var en ret speciel oplevelse, fortæller Morten Kirckhoff i telefonen. Det er simpelthen et land i et land i Europa, der opfører sig som et land, selv om det ikke er det. Prøv lige at overveje det. Det ville svare til, hvis Sjælland brød fri og havde sit eget militær og sine egne penge,” siger han.

Noget andet, som makkerparret blev stærkt forundrede over, var den allestedsnærværende sherifstjerne. Den fra fodboldklubbens logo. Alt hedder Sheriff. Supermarkederne, fitnesscentrene, hotellerne, alt,” fortæller Morten Kirckhoff.

Stjernen er nemlig ikke kun logo for en fodboldklub, men også for firmaet Sheriff, som er fuldstændig dominerende i Transnistrien. De driver en bred vifte af virksomheder, der – ud over det, Morten Kirckhoff nævnte før – tæller benzinstationer, byggefirmaer, mobiltelefonnetværk, medier og altså et ganske succesfuldt fodboldhold. FC Sheriff Tiraspol har til huse på et enormt stadion. Det stinker af penge,” som Morten Kirckhoff siger.

I besøgte det stadion. Hvordan var det?

Topmoderne. Ti procent af Transnistriens befolkning kan sidde på det stadion,” siger Morten Kirckhoff. Det ville altså svare til, at Parken i København havde 580.000 sæder. Det er fuldstændig overdimensioneret. Og rundt om det her kæmpestadion ligger der 22 fodboldbaner, så hver spiller har sin egen fodboldbane,” fortsætter han.

Så – hvor kommer pengene til alt det her fra? Grundlæggerne af Sheriff, Viktor Gushan og Ilya Kazmaly, var politifolk (eller måske efterretningsfolk, det står lidt hen i tågerne), før de grundlagde deres temmelig succesfulde firma i begyndelsen af 1990’erne.

På den tid var der gang i en enorm privatisering i hele det tidligere Sovjetunionen, hvor statens store ejendom blev solgt i en kaotisk proces, der gjorde nogle kolossalt rige. Det er dem, der i Rusland kaldes for oligarkerne, og den rigeste blandt dem er Roman Abramovitsj, mangemilliardæren, der ejer den engelske fodboldklub Chelsea.

En lignende proces foregik i hele det gamle Sovjetunionen, således også i Transnistrien, der godt nok bevarede Lenin-statuer og hammer og segl, men samtidig privatiserede statslige fabrikker, butikker og alt muligt andet i stor stil. Den store vinder her blev firmaet Sheriff, men det gik ikke stille af sig, har Transnistriens tidligere udenrigsminister fortalt til nyhedsbureauet AFP. Valerij Litskaj, som han hedder, fortalte, at Sheriff vandt efter en hård kamp” mod deres konkurrenter: Hvis du besøger vores kirkegårde, vil du se hele gange med banditter.” Godt så. Præsidenten i Transnistrien i dag, Vadim Krasnoselskij, glæder sig, også ifølge AFP, over firmaet, som er regionens primære skatteyder”, så noget godt kom der da ud af de blodige 1990’ere.

I 1997 besluttede den ene af Sheriffs stiftere, Viktor Gushan, sig, ligesom en række af sine russiske oligark-kolleger, for at gå ind i fodbold. Resultatet blev FC Sheriff Tiraspol. På baggrund af en eksisterende, men hensygnende fodboldklub i hovedstaden Tiraspol opbyggede han en klub, der, på trods af at Transnistrien i egen selvforståelse er et selvstændigt land, spiller i den moldoviske fodboldliga. Her har de vundet kæmpestort med et hold bestående primært af spillere fra Afrika. De har sågar kæmpet sig frem til en plads i Europas fineste fodboldturnering for klubhold, Champions League, i år, og det var altså her, miraklet indtraf, da FC Sheriff på et hængende hår vandt over mægtige Real Madrid. Mon de kan gøre det igen i denne uge?

Når man i Morten Kirckhoffs tv-program ser billederne af Lenin-statuer og plastikpenge og allestedsnærværende sherifstjerner, kan man dårligt undgå at spørge sig selv: Hvordan kan der findes sådan en tidslomme i Europa? Det ringede jeg til Jakob Tolstrup for at få et svar på. Han er lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet og forsker i alt det, der engang var Sovjetunionen.

For det første er der det historiske: Transnistrien blev en del af Sovjetunionen helt tilbage i 1917, mens Moldova først blev det i forbindelse med Anden Verdenskrig, hvor Transnistrien så blev en del af den nyoprettede Sovjetrepublik. Det er, indrømmet, lidt forvirrende, men det betød noget: Det har altid været eliterne fra Transnistrien, der sad på magten i den moldoviske sovjetrepublik. Og det gav så nogle skærmydsler, da det helt faldt fra hinanden, og de så frygtede at blive underdogs i et nyt Moldova, der bliver selvstændigt,” siger Jakob Tolstrup. Derfor ønskede eliten i Transnistrien at holde sig for sig selv og ikke blive underlagt de nye magthavere i Moldova.

Så langt, så godt. Men hvordan kan de fortsat eksistere, her 30 år efter Sovjetunionens sammenbrud? Her kommer vi til noget vigtigt. Det er Rusland, der går ind og støtter den her separatistbevægelse,” siger Jakob Tolstrup.

Ja, Rusland spiller også en rolle her. For det første føler en stor del af befolkningen i Transnistrien sig russiske, taler russisk og ville egentlig hellere være en del af Rusland. Rusland pumper også store mængder penge ind i landet, blandt andet i form af, at Transnistrien ikke skal betale sin gasregning. Og de soldater, der siden fredsslutningen i 1992 har stået på grænsen til Moldova? De er fra Rusland.

Men hvilken interesse har Rusland i at understøtte et uofficielt land, som ikke gør sig bemærket med meget andet end et fodboldhold? Fordi, forklarer Jakob Tolstrup, det giver Rusland en mulighed for at påvirke det land, som Transnistrien officielt er en del af, altså Moldova. Så du har sådan en nikkedukke inde i Moldova, kan man sige, som du kan påvirke moldovisk politik med, så du kan skabe stabilitet eller ustabilitet,” siger han.

Det helt vilde er, at Transnistrien ikke er den eneste lille udbryderstat i det tidligere Sovjetunionen. I Georgien har vi både Abkhasien og Sydossetien, og i Aserbajdsjan ligger Republikken Artsakh. De er alle opstået som ar fra de åbne sår, som Sovjetunionens sammenbrud efterlod. Men at de stadig findes, skyldes, at Rusland har en interesse i at bevare de her sovende konflikter.

Det er en måde at udøve indflydelse i de her stater på, hvor der er et flertal, der er pro-vestlige eller tæt på det. Det er en måde at fastholde den russiske indflydelse her,” siger Jakob Tolstrup. Nye områder i denne kategori kom endda til i 2014, da folkerepublikkerne Donetsk og Lugansk blev udråbt i det østlige Ukraine.

Så det, du kommer til at se, når Karim Benzema og de andre stjernespillere fra Real Madrid onsdag løber på banen på det gigantiske stadium i Transnistrien (som selvfølgelig også hedder Sheriff), er simpelthen produktet af både en uafsluttet konflikt fra Sovjetunionens sammenbrud og et biprodukt af Ruslands geopolitik. Værsgo!