Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Nøgne mennesker fylder vores tv-programmer og kæmper mod skammen i en blufærdig tid

  • 5. juli 2019
  • Argument
  • 14 min.
STANDARDISERINGDet offentlige rum er fyldt med glat, standardiseret, kommerciel nøgenhed. Her kan tv-programmer spille en rolle ved at vise os en større mangfoldighed af nøgne kroppe. Foto: Pierre Best

Derfor skal du læse denne artikel

Der er nøgne mennesker på tv som aldrig før, selv i børneprogrammer. Samtidig er der færre nøgne mennesker på stranden, i svømmehallen og i omklædningsrummet. Torben Sangild anmelder tre aktuelle nøgenprogrammer og overvejer, om de bidrager til, at vi igen kan få et mere frigjort forhold til vores kroppe.

Tre mænd og to kvinder står nøgne på et podie. På tilskuerrækkerne sidder en skoleklasse (5.B) og kigger på kroppene og stiller spørgsmål. En af de ting, vi har til fælles, er, at vi har huller,” siger værten Jannik Schow. Så nu skal vi have en lynquiz, som jeg kalder for Hulrunden’.” Et fad kommer ind med doughnuts, og børnene skal nu gætte (eller tælle), hvor mange huller et menneske har. Velkommen til børne-tv anno 2019!

Programmet hedder Ultra smider tøjet og vises på børnekanalen DR Ultra. Det er seneste eksempel på en strøm af programmer med nøgenhed i dansk (og udenlandsk) tv. Date mig nøgen (TV 2 Zulu), Mig og min pik/fisse (DR3), Klædt af (DR3), Jeg er nøgen (P1), Adam og Eva (TV3), 100 fantastiske fisser (kommer på DR senere på sommeren) og så videre. På den ene side handler det om at udnytte vores nysgerrighed – nøgenhed sælger jo – og på den anden side er det en kommentar til en tid, hvor frigjort hverdagsnøgenhed er på retur, samtidig med at billeder af nøgne mennesker er tilgængelige som aldrig før.

Da jeg var barn i 70′erne og 80′erne, var der meget mere nøgenhed, end der er nu. Altså ikke i medierne, men i virkeligheden. På stranden, i svømmehallen, i folks hjem og haver gik nøgne mennesker i alle aldre rundt. Kvinder solbadede topløse, også selv om de lå i en park midt i byen.

Og jeg selv var også tit nøgen i solen uden at tænke nærmere over det. Altså lige indtil jeg kom i puberteten. Så skammede jeg mig over, at min familie og mine forældres venner skulle se mig nøgen, og jeg beholdt tøjet på på stranden. Og de grinede ad mig, og så skammede jeg mig samtidig over at være den eneste i selskabet, der ikke var nøgen. Min blufærdighed varede dog kun et par år, og siden har jeg haft et afslappet forhold til min egen nøgenhed.

Men der er sket noget siden. Det er, som om den blufærdighed, pubertetsbørn oplever, fordi de er usikre på, hvad der sker med deres krop, har bredt sig til større og større dele af kulturen. Man kan iagttage det på stranden, hvor færre og færre er topløse, og hvor nøgenhed stort set er forvist til særlige nudiststrande og badeklubber. Man kan se det i svømmehallen, hvor flere og flere i mændenes omklædningsrum benytter sig af særlige lændeklæder i bruseren, og hvor der er et stigende pres for at få indført lukkede garderober og badeforhæng.

Flere skoler og gymnasier har indført badeforhæng i bruserummene af hensyn til blufærdigheden, og der er en benhård statistik, der viser, at unge kvinders blufærdighed er stærkt stigende: I 2010 syntes 30 procent af de unge piger ikke, at det var ok at bade nøgne i omklædningsrummet med deres kønsfæller; i 2015 var det hele 50 procent, der ikke ville tage bad med andre piger. Skolelærere kan berette, at skolebørn i det hele taget i stor stil prøver at undgå bad efter gymnastik med henvisning til, at de kan tage bad derhjemme.

En del af forklaringen er de kropsidealer, der gennemsyrer vores kultur. Idealiseringen af slanke, veltrænede, glatte kroppe slår igennem i form af mindreværdskomplekser hos især unge mennesker. De mange nøgenprogrammer skal ses i dette lys; det er deres erklærede formål at bidrage til, at vi ser en større mangfoldighed af kroppe. Og hvis det er tilfældet, må det logiske sted at begynde en sådan mission være hos netop børnene.

ULTRA SMIDER TØJETDenne trailer for programmet ligger på YouTube, og derfor er kønsorganer og kvindebryster slørede. Men sådan er det ikke i selve programmet (som du finder et link til i en fodnote herunder).Youtube / DR

Det er derfor, skoleklasser sidder og kigger på nøgne voksne i Ultra smider tøjet. Og lad mig med det samme sige, at det er et fremragende program, simpelthen. Værten Jannik Schow taler ligefremt, men respektfuldt med både børn og nøgne voksne. Han er sjov, og han kan ikke blive flov, men han er aldrig lummer. Det er præcis, hvad der er brug for, for at skabe en stemning af, at alt er ok.

På podiet står de fem voksne, som er meget forskellige. Alt efter emnet er det mænd, kvinder eller blandet. Der er unge og gamle, tykke og tynde, en gravid og én, der har fået fjernet sit ene bryst efter en brystkræftoperation. De taler åbent om deres kroppe og deres forhold til dem. Og børnene stiller ivrige og meget direkte spørgsmål af typen: Hvorfor har du barberet din tissekone?” (den gravide kvinde er den eneste, der har det) eller er I tilfredse med jeres numser?”

Også mere anatomiske spørgsmål kan komme på banen, såsom hvorfor har mænd egentlig brystvorter?”, og dem får de også prompte svar på. Og så er der en quiz i hvert program, der tester børnenes viden. Herunder altså, hvor mange huller kroppen har – svaret er, hvis ikke du allerede ved det, at mænd har syv og kvinder otte.

Når jeg siger, at børnene er ivrige og direkte, så er det med modifikationer. Det afhænger nemlig af deres alder. Hvert program har en ny klasse inde, fra tredje til sjette klassetrin, og det er tydeligt, at i sjette klasse virker især nogle af drengene tydeligt utilpasse ved hele situationen. Det er puberteten, der er sat ind, og den har det med at skabe en blanding af optagethed af og forlegenhed ved den nøgne krop. Tredjeklasserne er til gengæld gennemført frejdige og uspoleret nysgerrige.

Det er et sobert og anbefalelsesværdigt program. Min eneste lille pedantiske indvending er, at de voksne deltagere ikke så overraskende har det rigtig godt med deres kroppe og tilsyneladende har et højt selvværd, hvilket betyder, at skam og mindreværd ikke rigtig bliver en del af samtalen. Men selvfølgelig, hellere det end det modsatte; skam er der jo rigeligt af. Det er befriende, at disse mennesker står og har det godt med at være nøgne.

Hvis du har børn, er det bare med at få dem til at se Ultra smider tøjet, hvis de ikke allerede gør det henne i skolen. Det er dog ikke sikkert, de har lyst til at se det sammen med dig. Og så er det faktisk også både underholdende og lærerigt for voksne, så det er hermed anbefalet til alle.

Det er ikke, fordi der mangler nøgenhed i medierne og i det offentlige rum. Men det er, som nævnt, ofte netop idealkroppe: Slanke, unge, smukke og, for de fleste, uopnåelige. Vi ser dem især i reklamer. Privatklikken Nygarts busreklamer for nogle år tilbage (dem med teksten Nye Bryster?’ og et foto af et struttende kvindebryst) vakte en del debat om netop dette problem. Reklamen spillede direkte på kvinders kropslige mindreværdskomplekser ved at fremvise idealbrystet i forsøget på at få folk til at købe plastikkirurgiske brystoperationer.

På de sociale medier, især Instagram, er det udbredt at vise sin krop fra sin bedste side og måske endda retouchere den. Der er både bekræftelse, opmærksomhed og økonomiske gevinster i form af for eksempel sponsorater at hente på det.

Samtidig er nøgenhed – i form af kønsorganer og kvindelige brystvorter – som bekendt forbudt på både Instagram og Facebook. Så meget, at en bekendt af mig forleden fik karantæne fra Instagram, fordi hun havde bragt nogle dejlige billeder af sin lillebitte datter, der i al uskyldighed badede nøgen i et springvand på et offentligt torv. Ingen kønsorganer, blot en fra alle betragtninger ikke-seksualiseret krop. Men den var nøgen, og det var nok.

Men der er jo også en modreaktion til de snævre kropsidealer, som fylder en del. Reklame- og modebranchen er begyndt forsigtigt at inkludere andet end idealkroppe som modeller. Således gjorde H&M sig bemærket i 2016 med en kampagne, der meget tydeligt viste mange forskellige kvindetyper, inklusive en buttet kvinde, en ældre kvinde og en transkvinde. Og supermodellen Ashley Graham udmærker sig ved at have buttede former langt fra modebranchens vanlige magre kropsideal. Vi er dog ikke nået længere, end at det opfattes som et statement, som noget demonstrativt, der hyldes, netop fordi det er undtagelsen.

Også på de sociale medier er kropspositivismen blevet en meget synlig modvægt til kropsperfektionismen. Især buttede og decideret tykke kvinder viser sig frem i et mere eller mindre kontant oprør mod kropsudskamningen. Og i medierne synes især DR at have taget denne strømning til sig i utallige programmer med budskabet, at man ikke skal skamme sig. Programserier som Tykke Ida og Petra elsker sig selv og programmer som Det umulige kropsideal, som var en del af maj måneds DR-tema Kunsten at elske sin krop. Jo, kropspositivitet er i dén grad en medietrend.

MIG OG MIN FISSEUnderliv er forskellige, og i dette program ser man ikke andet end underliv. Foto: DR Presse

Det er også i det lys, man skal se programserien med den meget ublufærdige titel Mig og min pik/fisse. Skråstregen henviser til, at hver anden udsendelse handler om det kvindelige og hver anden om det mandlige kønsorgan.

Og ikke nok med, at det handler om dem, det er også, hvad man ser. Altså kønsorganer og ikke andet. Eller rettere: Man ser forskellige menneskers underliv i stående positur, så man får også hofter og navler og lidt lår med. Men der er virkelig zoomet ind på det, det handler om, på en måde det er svært at forestille sig i særlig mange andre landes statslige tv.

Og så hører man samtidig de anonyme ejermænd (m/k) fortælle om deres forhold til deres pik henholdsvis fisse (det er nu engang de to ord, der bruges i programmet) og om emner som onani, pubertet, første seksuelle oplevelse, præstationspres, tabu og skam. Her er der i langt højere grad plads til at vende også skammen og mindreværdet og usikkerheden, men stadig på et bagtæppe af at man skal elske sit organ, og at de kommer i alle former.

Det er et fint program, som de fleste vil kunne spejle sig i, og som samtidig kan danne baggrund for nogle gode diskussioner. Og så er det kort (hver udsendelse varer kun fem minutter) – og underholdende.

En påfaldende ting ved alle tre programmer, jeg anmelder her, er, at kroppene er nærmest afseksualiserede. Programmerne spiller på nyfigenheden over at se nøgne kroppe og kønsorganer – det er nu engang spændende – men det er en slags overfladepirring uden seksuel dybde.

For nøgenhed er ikke i sig selv seksuel; selv med en krop man finder attraktiv. Et kønsorgan, der bare er, er bare et kønsorgan. Der skal nogle andre ting i spil end nøgenhed, før kroppen for alvor bliver seksualiseret. Den skal bevæge sig og gøre ting, som ikke er praktiske hverdagsbevægelser, men som er æggende, flirtende eller direkte seksuelle. Det er den viden, naturisterne i hundrede år forgæves har forsøgt at få formidlet. At en stramtsiddende bluse uden på en BH eller en særlig bevægelse i jeans-hoften (tænk Elvis) er langt mere pirrende end en komplet nøgen krop, der bare er. Man behøver ikke tage på nudistlejr for at få det bekræftet; man kan bare se nøgenprogrammer på tv.

Og her ligger også nøglen til balladen om omklædningsrummene. At skjule nøgenheden er samtidig at mystificere den og dermed seksualisere den. Jo mindre naturlig nøgenhed vi ser, des mere seksualiseret bliver den bare ankel, der blottes under kjolen.

Den omvendte seksualisering i forsøget på at bevare dyderne viser sig også et andet sted, nemlig ude i svømmehallen. Det er ikke den frisindede danske folkeskole, der seksualiserer børnene ved, at de har svømning sammen. Det er de forældre, der ikke ønsker, at deres døtre skal svømme i selskab med drenge eller være i en svømmehal, hvor der er voksne mænd til stede. Integrationen begynder (også) her.

Den seksualiserede krop gør sig til for blikke – og i virkelighedens verden også med dufte og berøringer, men i denne artikel er det tv, det handler om. Så hvad kan være mere erotisk end et nøgendatingprogram? Det viser sig, at det er så som så med den side af sagen.

DATE MIG NØGENTilbage står fire mænd, som er veltrænede, de to af dem med markante tatoveringer. Men hovedpersonen skal vælge endnu én fra, før de begynder at tale. Foto: TV 2 Zulu

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at TV 2 Zulu’s Date mig nøgen er et underholdende program, som jeg havde set også før, jeg skulle skrive denne artikel. I første omgang det britiske forlæg Naked Attraction og siden altså den danske version med den udmærkede Ibi Makienok som vært.

Der er tale om et datingprogram, hvor en single skal vælge mellem seks nøgne potentielle dates af det/de køn, vedkommende tænder på. De har på forhånd nævnt nogle præferencer, som der er taget delvist hensyn til, men ellers er de seks ganske forskellige i kropstyper, fra helt tynde til ganske tykke, dog altid på nogenlunde samme alder som hovedpersonen, hvilket som regel vil sige omkring de 30.

De seks datingemner står bag hver sin skærm, og i første runde glider skærmene op, så man ser fødder, ben og underliv. Hovedpersonen kommenterer, hvad han/hun ser, i munter dialog med værten. Det er tydeligt, at de gør sig umage med ikke at udskamme nogen.

Og så kommer den hårde del: En af de seks skal stemmes ud efter et godt gammelt og nådesløst reality-princip, og således fortsætter det. I næste runde glider skærmen længere op, og man ser nu torso, bryster og arme. I tredje runde ser man ansigtet, i fjerde runde får man stemmer på, og de fortæller om deres eget forhold til deres kroppe. I femte og sidste runde er der så kun to tilbage i udskilningsløbet, og her skal hovedpersonen, der hidtil har haft tøj på, nu selv være nøgen og modtage kommentarer fra de to finalister. Til sidst vælges en af de to, og de tager så på en almindelig påklædt date den følgende aften, omgivet af kameraernes nysgerrige blikke. Det er som regel ret akavet.

I det seneste afsnit har hovedpersonen Bjørn nogle meget specifikke præferencer: Tæerne skal være lige, huden skal være porcelænsbleg, vulvaen skal være symmetrisk med små ydre kønslæber og være glatbarberet, numsen og brysterne skal være symmetriske, tænderne lige og stemmen lys. Man overraskes ikke over, at den (selv spinkle) Bjørn vælger de to tykkeste fra som de første, men det formuleres ikke, det er elefanten i rummet.

Og det er det prekære ved dette program: I sit sympatiske forsøg på at formulere alle kroppe positivt og alle præferencer subjektivt, bliver det også en smule utroværdigt. Vi ved godt, at selv om vores præferencer er noget mere mangfoldige, end modens idealer lader antyde, så er der statistisk set et ret markant hierarki, hvor nogle kroppe alt andet lige er mere attraktive end andre. Så når hovedpersonen skal vælge, slår disse normer igennem, især når det angår kroppens grundformer. De mere individuelle og uforudsigelige præferencer ligger især i udsmykning og kropspleje: Hårvækst, tatoveringer, piercinger og den slags.

Og nej, det er egentlig ikke erotisk opstemmende at kigge på alle de nøgne kroppe, selv om de afsløres langsomt. De er til stede som faktuelle kroppe, der kommenteres og vurderes med afsæt i et begær, der forbliver principielt og distanceret.

Hvor de andre programmer handler om forholdet og kendskabet til sin egen krop, er dette et program, der i selve sin logik sætter et kapløb om at være den mest attraktive i gang i selve sin grundstruktur, uanset hvor meget man end vender og drejer det. Og som på den måde mimer det barske datingmarked derude i virkeligheden, omend med det bizarre twist, at det første møde er nøgent. Og selv om alle deltagerne bedyrer, at de på grund af programmet har fået et mere positivt forhold til deres kroppe, også når de bliver valgt fra som den første, er det nogle gange lidt svært at tro på det.

Men underholdende, dét er det.

Jeg er ikke i tvivl om, at alle tre programmer på hver deres måde er med til at gøre nøgenheden mere naturlig i en blufærdig tid.

Men hvis det skal batte noget, skal det ledsages af en række andre tiltag, ikke mindst i skolerne, hvor blufærdigheden truer med at sætte rammerne for undervisningen i gymnastik og svømning. Som formanden for Dansk Skoleidræts fagudvalg, Preben Hansen, formulerer det i Berlingskes artikel om de unges blufærdighed: Det er en del af idræt, at man går i bad efterfølgende.” Og når det er slået fast, fortsætter han: Men man kan og skal tage højde for eksempelvis menstruation eller den begyndende pubertet.”

Vi må insistere på, at en naturlig omgang med nøgenhed er en del af dannelsen. Men samtidig forstå, hvor svært det kan være for pubertetsbørn at håndtere. Jeg ved det, jeg har jo selv været der.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem