Forleden talte jeg med en af mine bekendte, som er investor. Han kom med lidt af en påstand: I gamle dage, når unge ville skabe forandring, gik de ind i en ngo eller blev journalist eller politiker. Men i dag, når unge vil ændre verden, starter de en virksomhed. Og selv om det nok er sat på spidsen, er der måske alligevel noget om snakken.

De seneste ti år har vi set en eksplosion af nye succesfulde start-ups i Danmark og i Norden. Skandinavien er ifølge nogle opgørelser blandt de steder i verden – efter Silicon Valley – hvor der bliver skabt flest nye milliardvirksomheder per indbygger. Og de virksomheder skaber i den grad forandring af den verden, vi lever i. Vi ser en helt ny mere vild, nærmest cowboy-anarkistisk måde at få idéer, lave virksomheder og skabe nyt på.

Jeg har mødt nogle af de mest spændende iværksættere i Danmark lige nu. I løbet af de næste måneder fortæller jeg i en miniserie deres ærlige og dramatiske historier om kampen for succes – og om alt det, de har lært undervejs.

Hver historie rummer indsigter, der er relevante for os alle sammen – også selv om vi ikke lige drømmer om at bygge en start-up. For historierne handler også om noget endnu større end den enkelte virksomhed: Hvordan får du gode idéer? Hvordan gør du dem til virkelighed? Hvordan bygger man, mod alle odds, en succes?

Mød Mette Lykke. Hun er 41 år og i gang med sit andet iværksættereventyr – det første blev solgt for en halv milliard kroner. Det andet er af Time Magazine lige kåret til en af de 100 virksomheder i verden, der skaber mest forandring. Hun er et godt eksempel på, hvordan man skaber forandringer med en virksomhed. For det er et vildt ambitiøst, nogle vil sige nærmest umuligt ambitiøst projekt, hun har kastet sig ud i …

Fortællingen starter i 1980’erne i Ringkøbing, hvor Mette Lykke vokser op. Ved spisebordet sidder hendes far ofte om aftenerne med regnskaberne fra familiens kæde af byggemarkeder og tømmerhandler kaldet 10-4. Middagsbordet flyder med store ringbind og regnemaskiner med papirstrimler. “Jeg voksede op med fakturaer til aftensmaden,” siger hun.

Som barn starter Mette Lykke sin karriere i erhvervslivet helt fra bunden. Som 12-årig får hun lov at gøre kundetoiletter rene i byggemarkedet. “Jeg er ikke sikker på, det ville være helt lovligt i dag,” siger hun. “Jeg fik 20 kroner i timen. Men der var heller ikke så meget skat på dengang, når man var 12.” Ret hurtigt får hun nye opgaver. Hun bliver forfremmet til lagermedarbejder og får lov at fylde varer på hylderne i butikken.

Det er her, i starten af 1990′erne, længe før iværksættereventyr som Skype, Just Eat og Trustpilot, de første frø bliver sået til hendes egen personlige trang til selv at starte noget. For hun fornemmer på resten af familien, som alle er involveret i virksomheden, at det her er noget andet end bare et arbejde.

“Hvis det er ens egen forretning, er det også ens hobby,” siger hun. “Så er det ens … alting.”

Men det er i første omgang noget andet, som hun kaster sig over. Imens hun læser statskundskab, ringer hun til Jyllands-Posten og spørger, om de måske har et studiejob til hende. Hun tænker, apropos min investor-ven, at som journalist kan hun rykke noget. “Det var ret stort for mig,” siger hun om at begynde på avisen. “For det var den avis, vi havde læst i barndomshjemmet. Min far havde lidt svært ved at kapere, at det var sådan en som mig, der kom på forsiden.”

Mette Lykke lærer meget på redaktionen. Hun kan godt lide tempoet. Og at man ikke ved, hvad dagen vil bringe. “Men over tid savnede jeg den fornemmelse af rent faktisk at bygge noget,” siger hun.

Men der går endnu lidt, før Mette Lykke for alvor kommer til at bygge noget. I den sidste tid på statskundskab bejler det hæderkronede og for nogle berygtede konsulentfirma McKinsey til hende, og hun takker ja til et job. Men også her dukker samme fornemmelse op – lysten til at starte noget selv.

“Igen nåede jeg hen til den erkendelse, at jeg heller ikke rigtigt byggede noget selv,” siger hun.

Heldigvis er hun ikke den eneste, der har det sådan. “Jeg havde to kolleger i McKinsey, som også godt ville starte selv. Og så blev vi enige om at prøve.”

Sammen med de to kolleger bygger Mette Lykke løbe- og træningsappen Endomondo, og det tager dem lige nøjagtigt syv år at bygge en millionforretning. I 2015 køber det amerikanske sportsmærke Under Armour Endomondo for 585 millioner kroner. Mette Lykke er blevet mangemillionær og kan sagtens trække sig tilbage og leve resten af livet uden at tænke på, hvor pengene til huslejen skal komme fra.

Men trangen til at skabe noget er ikke gået væk.

En dag sidder hun i en bus sammen med nogle andre iværksættertyper, da en i bussen viser hende en app, som fanger hendes interesse. Too Good To Go, hedder den. “Appen var ikke særligt pæn, men idéen var sindssygt god. Den blev jeg forelsket i på stedet,” husker hun.

Og idéen er meget enkel: en app, der bekæmper madspild. “At tage et af verdens største problemer og løse det på en måde, hvor alle vinder, det havde jeg ikke set før.” Her kan bagere, restauranter og butikker tilmelde sig og sælge den mad, de alligevel skal smide ud, til en reduceret pris. Genialt, tænker Mette Lykke.

Nogle dage senere begynder hun at undersøge, hvor meget mad vi egentlig smider ud i verden. “Til mit store chok finder jeg ud af, at en tredjedel af den mad, vi producerer, bliver smidt ud. Det er vokset siden,” siger hun. Madspild står på det tidspunkt for otte procent af drivhusgasserne. “Vi bruger et areal på størrelse med Kina for at producere mad – bare for at smide det i skraldespanden.”

Det lyder næsten som en lidt for vild salgstale, men den er god nok. For til trods for at 690 millioner mennesker ifølge FN sultede i 2019, smider vi hver dag tonsvis af mad ud. Ifølge Verdensnaturfonden ender 40 procent af fødevareproduktionen i dag i skraldespanden.

Og da dét går op for Mette Lykke, spørger hun folkene bag Too Good To Go, om hun kan hjælpe. Stifterne svarer, at de skal bruge kapital – de har ikke rejst penge endnu. Samtidig vil de gerne have en at sparre med om stort og småt, om ledelse og strategi – og gerne en, der tidligere har arbejdet med apps, siger Mette Lykke. Hun opdager hurtigt, der er brug for hende.

“På det tidspunkt var det start-up i ordets rigtige forstand: kaos. Folk sov på gulvet,” siger hun.

Hun ender med at investere en million kroner. Og efter et par måneder taler hun med virksomhedens stiftere, om hun endda skal overtage stillingen som direktør. Grundlæggerne har ikke lyst til at være en del af ledelsen af en voksende virksomhed, siger hun. Her, et år efter fødslen af Too Good To Go, føles det allerede mindre kaos-start-up-agtigt.

“Og det skal det jo også blive,” siger hun. “Der kom et tidspunkt, hvor jeg måtte sige: Vi sover ikke i virksomheden mere. Nu er det nødt til at være en rigtig arbejdsplads, hvor man ikke møder ind i underbukser.”

Mette Lykke overvejer kraftigt, om det faktisk er her – som direktør for andres idé – at hun skal have sit næste iværksætter-kapitel. Så før hun siger ja, er der lige nogle ting, hun vil have på det rene. “Jeg tænkte en del på, om de rent faktisk var klar til at afgive roret,” siger hun. Det er vigtigt for hende, at hvis hun skal sidde i førersædet, skal de også være klar på at sidde på bagsædet.

Det tester hun ved at tage en række af de svære snakke med stifterne på forhånd og ved helt konkret at forestille sig forskellige situationer. Hun beder dem forestille sig, at de gerne vil ommøblere hele kontoret. “Det kan I ikke, det er min beslutning,” siger hun. Eller hun siger: “Lad os forestille os, at jeg hyrer en, I ikke bryder jer om. Hvis ikke det er en, I skal arbejde med, er det heller ikke en, I behøver have en konkret mening om.”

Samtalerne går over al forventning. Og efter nøje overvejelse takker Mette ja til jobbet som direktør i Too Good To Go.

Og det er ikke ligefrem, hvad man kan kalde en ‘lige ud ad landevejen’-start, der venter hende. Mere i retning af stejl bjergvej med huller i vejen og intet autoværn.

Første bump: “Jeg var lodret uenig i den strategi, virksomheden var på vej i.”

På det tidspunkt er Too Good To Go struktureret som en slags franchise – i stil med McDonald’s. Hvis du vil åbne en filial af firmaet i Hamborg, er der bare nogle designregler og retningslinjer fra hovedkontoret, du skal rette dig efter, men ellers er afdelingen din. Den franchise-model er hun hurtigt klar over, at hun ikke tror på.

“McDonald’s har jo et virkelig stærkt brand og et helt tydeligt, skarpt koncept. Alle processer er der styr på – helt ned til, hvordan du lægger fyld i din burger. Så folk ved lige, hvad der skal gøres. Men vi havde ingen af de ting. Så vi lavede bare alle de samme fejl i alle de lande, vi var i.”

Too Good To Go skal ud af den model, så sammen får de ændret forretningsmodellen og tilbagekøbt de franchisede enheder, så det danske hovedkontor nu ejer det hele.

Men så kommer det andet bump.

“Vi var i alt for mange lande,” siger Mette Lykke. I foråret 2017 er virksomheden allerede i ti lande – virkelig mange for en online-markedsplads, der kun har eksisteret i et år. “Og der var ikke nogen lande, der kørte helt vildt godt.” Eller jo, ét faktisk. Frankrig. Men ingen har sat sig ned og fundet ud af, hvorfor det kører bedre der. “Det var vi nødt til at finde ud af,” siger hun.

Samtidig beslutter hun at lukke fire af landene. Det er et hårdt fravalg. “Men strategi handler jo mest om at sige nej. Det handler om fravalg. Hvis ikke man har sagt nej og prioriteret, har man ikke lavet en rigtig strategi,” siger hun. “Måden at blive verdensdominerende på var først at finde ud af, hvordan åbner og driver man et land. Vi vidste det ikke.”

Så Mette Lykke sætter gang i den strategi. Men hun er også stødt ind i et tredje bump – og det er et af de ret alvorlige. “Da jeg begyndte virkelig at regne på det, kunne jeg ikke få det til at hænge sammen,” husker hun.

Det er i april 2017. Mette Lykke er blevet annonceret som ny direktør, men er derhjemme på barsel med sit andet barn. Her får hun også dykket ned i virksomhedens tal og mål – “og jeg bliver en lille smule bekymret”. For den udvikling, Too Good To Go skal klare, før budgetterne hænger sammen, er ret voldsom. “Så spurgte jeg min mand, om det var for sent at hoppe fra. Det mente han, det var. For det havde stået i avisen,” griner hun.

Så Mette Lykke og resten af holdet begynder i stedet at arbejde målrettet på de ting, der skal forbedres markant.

“Og så over tid finder vi ud af, at det er muligt,” siger hun. Flere lande begynder faktisk at give overskud.

“Og det kører jo sådan set,” siger hun, “lige indtil 11. marts 2020.” Her rammer fjerde alvorlige bump. Denne gang er det dog ikke isoleret til Too Good To Go, men rammer hele verden. Coronakrisen. “Det er et brat fald. På ti dage taber vi 60 procent af omsætningen,” husker hun.

“Jeg har siddet i masser af kriser. Men det er det mest voldsomme, jeg har prøvet. Det kommer så pludseligt og er så meget uden for ens kontrol. Man er så magtesløs.”

Det står hurtigt klar, at der skal rejses flere penge, ellers er man nødt til at fyre folk. Er det overhovedet muligt? Nu begynder nogle hektiske dage, hvor Mette Lykke selv smider flere penge ind – og får investorer udefra til at gøre det samme.

Så med møje og besvær og de ekstra kapitalindsprøjtninger klarer virksomheden sig gennem krisen.

Og nu, med masser af bump i bagagen, befinder Mette Lykke og resten af Too Good To Go sig et sted, hvor det for alvor begynder at blive sjovt. “Det er for alvor spændende nu, hvor det rent faktisk begynder at batte noget. Da jeg startede, reddede vi lige knap 1.000 måltider om dagen. Nu er det 250.000 måltider. Så har man altså mere impact.” 250 gange mere impact eller forskel, med andre ord.

Oveni har den aktuelle og stigende inflation og de høje madpriser sat ekstra skub i interessen for madspild – også herhjemme, viser en undersøgelse fra Epinion. Det får efterspørgslen til at stige hos Too Good To Go. Bare i Danmark er antallet af nye betalende brugere steget med 25 procent de seneste fem måneder. Lignende udviklinger ser man i udlandet, hvor virksomheden redder flere og flere måltider mad, der ellers var røget i skraldespanden.

Den vilde udvikling hos den danske virksomhed er der blevet lagt mærke til. Time Magazine kommer hvert år med en liste over de 100 mest indflydelsesrige firmaer i verden, og på den finder man nu Too Good To Go. “At komme med på sådan en liste er et fint skulderklap,” siger hun. Hun er især glad for, at mediet har bidt mærke i, at virksomheden ikke bare vil være en app.

“Vi vil gerne være en del af hele madspildsbevægelsen og give folk forskellige værktøjer til at undgå at kassere mad,” siger hun.

Og det leder mig tilbage, hvor jeg startede historien her: med postulatet om, at hvis man vil skabe forandring i dag, går man ikke nødvendigvis ind i politik eller en ngo, i stedet starter mange en virksomhed. Konsulenthuset Deloitte har undersøgt 1.500 direktører fra en stribe lande og her vurderer to tredjedele af lederne, at virksomheder vil få langt mere indflydelse end regeringer på, hvordan fremtiden former sig.

Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at forandring også kræver politik. Men i nogle lande, hvor de politiske processer er langsomme eller endda dysfunktionelle, udgør virksomheder et alternativ. Og den særlige fordel ved start-ups kan være muligheden for hurtige beslutninger og innovation uden hensyn til andet end virksomhedens grundlæggende idé.

“Jeg tænker, vi har nogle rigtig store problemer i verden, især i forhold til klimaet,” siger Mette Lykke. “Og vi kan ikke vente på politikerne. Det kommer ikke til at ske. De kommer til at hænge alt for meget og være alt for langt bagefter. Politik er jo bare et andet game, hvor mange mennesker skal blive enige om noget. Der kan vi jo rykke meget hurtigere som erhvervsliv. Så virksomhederne er nødt til at steppe op på et helt andet plan. Det er simpelthen en nødvendighed.”

Når verden skal forandres, kan virksomheder også have fordele sammenlignet med ngo’er, mener Mette Lykke. “Ja, masser,” siger hun. “Den primære forskel i forhold til en ngo er, at man kan få en helt anden skala på. Det er jo ikke gratis at komme ud i 17 lande. Vi kommer ud med et tab på den anden side af 300 millioner kroner. Det koster jo rigtige penge. Det kunne en ngo jo aldrig gøre.” Igen: Det handler om skala.

Og ja, Mette Lykke tilføjer, at de selvfølgelig også har en plan for at få overskud på bundlinjen – nok omkring årsskiftet på månedsbasis. Flere af Too Good To Gos 17 lande blev allerede profitable i 2021.

Virksomhedernes fordel frem for ngo’er – penge – er imidlertid også de danske start-ups’ ulempe, når det gælder den helt store scene. Herhjemme mangler vi simpelthen kapital til nystartede virksomheder, der har en virkelig god idé, der kan ændre verden til det bedre, men koster store pengesummer at få i gang, mener hun.

Derfor må virksomhederne typisk enten sænke ambitionerne eller søge mod udlandet efter kapital – som også Too Good To Go har gjort. Og så risikerer man, at en dansk virksomhed med danske arbejdspladser pludselig bliver en udenlandsk med ditto jobs.

“Det er jo ikke raketvidenskab. Hvis man er nødt til at søge til udlandet efter kapital ret tidligt i sin udvikling, så søger man til USA. Og så er man ikke etableret nok til at stå imod, hvis de også vil flytte hovedkontoret. Vi er et sted nu, hvor vi godt kan stå fast og sige, at vi er etableret i Danmark, og at vi bliver i Danmark.”

Mette Lykke foreslår, at man øremærker nogle af Danmarks pensionsmidler til risikovillig grøn kapital. Dét kunne få danske start-ups, der prøver at skabe positiv forandring, til virkelig at rykke sig. “Hvis man virkelig vil det her, må man tage nogle af pensionsmidlerne og øremærke til risikovillig grøn kapital. Så må vi øremærke til det.”

Man har tidligere gjort noget lignende med succes – eksempelvis gennem et partnerskab mellem den offentlige Vækstfonden og private pensionskasser. Tænk, hvis man gjorde det samme på det grønne område?

“Det skulle man gøre igen.”

Vi tænker tit på start-up-succeser som en mand eller kvinde, der får en lys idé og så opbygger en succes. Men Mette Lykkes historie viser også, at det i høj grad handler om at få den gode idé til at skifte hænder. Hun lærte selv, hvordan hun kunne overtage stifternes madspilds-idé og gøre den til sin egen.

Derefter skulle landecheferne rundtom i Europa også gøre idéen til deres egen – som en slags mini-iværksættere i hvert deres land.

“Man er nødt til at være lidt robust,” siger hun. “For når du har ansvar for at åbne et nyt land, starter du alene med din computer på en Starbucks. Du skal selv finde kontor og samle dit skrivebord. Det kræver, at du ikke giver op første gang.”

Og nu handler det om, at idéen skal skifte hænder til investorer og så mange butikker og almindelige mennesker som muligt rundtom i hele verden. Det handler om at gøre idéen stor.

“Start-up-tiden har sin charme. Men den har ingen impact, fordi alting er så småt,” siger hun.

Nu er Too Good To Gos idé en realitet i store dele af verden. “Hver gang vi tjener en euro, er det, fordi vi har reddet et måltid,” siger hun. “Vores næste store mål er at redde en milliard måltider.” For så, siger hun, vil de for alvor have sat et aftryk på verden.

At gøre en idé stor kræver, at man kan overvinde bump efter bump efter bump. “Jeg har lært, at planer kan ændre sig,” siger hun. Modsat de mange historier om overnight-start-up-succeser tager gode idéer noget så gammeldags som tid og tålmodighed.

I hvert fald hvis de skal blive gode, store ideer.

Du kan lytte til eller læse første afsnit i start-up-serien …