Kan du heller ikke sove? Ligger du nu dér, igen, i afmagt, ufrivilligt vidne til dig selv. Ting og sager dukker op med en mærkelig retningsløs trodsighed; noget i dig vil ikke sove. Det er jo sjældent sådan, at man spekulerer på noget bestemt, ét enkelt brændende problem, noget, der for alt i verden må tænkes til ende, før man da så endelig med en vis resoluthed kan hengive sig til hovedpuden. De nætter findes, men er sjældne. Nej. Det er nattens egen uendelighed, der sniger sig ind i hovedet. Alle tænkelige indfald falder ind – og hvorfor ikke? Søvn er pligt, men nat er mulighed. Og det er problemet. Dét og så den forbandede mobiltelefon.

Der findes naturligvis gode mennesker, der står i så tindrende rent et forhold til sig selv og sine omgivelser, at de som det naturligste i verden kan lukke øjnene og give slip på sig selv i godmodig bevidsthed om, at også i morgen vil verden føje sig og kaffen være varm og venlig – og godnat til jer.

Mens I sover jeres uskyldssøvn, ligger vi andre og lader os selv op med umuligheder. Hvis man da ikke ligger og gør sig de mest vidunderligt narcissistiske fantasier om, hvilket menneske man dog ikke netop i morgen kunne gå hen og blive. Ah ja: i morgen. Så nærmer klokken sig to, og man forbander solsortens hovne morgensang.

“Jeg kan ikke sove / og fordi jeg ikke kan sove / kan jeg ikke sove,” skrev Henrik Nordbrandt engang.

Den dumme fugl.

Man kan nu læse, at der er et Pokémon-spil for os, de søvnplagede – og for alle andre – på vej. Pokémon Sleep, hedder appen, og det er meningen, at den skal gøre for søvnen, hvad Pokémon Go gjorde for gåturen, nemlig at gøre et spil ud af det. Ironien er ond: Mobiltelefonen er begyndt at sælge løsninger på problemer, den selv har skabt.

Først gør den dig stresset og uopmærksom, og så sælger den dig en meditationsapp, så du kan komme af med din stress. Den gør dig stationær og lokker dig da på gåtur. Den giver dig en uendelighed af muligheder, spil og medier og lyd og larm og giver dig så en app, der kan begrænse uendeligheden, fordi du ikke selv kan finde ud af det. Den gør dig søvnløs, og nu skal den få dig til at falde i søvn.

Du lægger blot din mobiltelefon på sin plads dér ved siden af hovedpuden og forsøger så at blive væk for dig selv. Når det engang er lykkedes, begynder telefonen at overvåge og analysere din søvnpræstation, således at du, når du vågner, kan blive belønnet for at have været dygtig til at sove. Belønningen består i de Pokémons, altså tegneseriedyr, der har samlet sig i løbet af natten, og som der kommer flere til af, hvis du sover ordentligt. Idéen er kort sagt, ligesom bag om ryggen på dig selv, at lokke dig til at gøre, hvad du af en dunkel trodsighed ikke vil.

“Et spil, der får dig til at se frem til at vågne op i morgen,” som Pokémon rent faktisk skriver på deres hjemmeside.

Godnat.

Nu står det ikke skrevet, at Pokémon Sleep ender med at få en halv milliard downloads, som Pokémon Go fik. Men at der står kamp om søvnen, både i soveværelset og i Silicon Valley, det står allerede klart. “Du ved, tænk over det, når du ser et program fra Netflix og bliver afhængig af det, så bliver du oppe til langt ud på natten,” sagde Netflix’ direktør i 2017 – og tilføjede: “Vi konkurrerer med søvn.”

Man aner en verden, hvor Netflix tjener penge på at holde os vågne, Pokémon på at få os lokket i seng. Opmærksomhedsøkonomien trænger sig ind på uopmærksomhedens domæne. Søvnen har ellers i århundreder været en form for forudsætning for arbejdet, noget, der er til for produktiviteten. Men det gør jo ikke søvnen produktiv i sig selv, tværtimod.

Søvnen er, som essayisten Jonathan Crary engang skrev, “en af de mægtige menneskelige fornærmelser over for den nutidige kapitalismes glubskhed”. Man hverken producerer eller forbruger, man sover. “De fleste af de tilsyneladende irreducerbare menneskelige drifter – tørst, seksuel lyst og for nylig behovet for venskab,” skrev Crary også, “er blevet omdannet til varer eller sat på finansialiserede former”.

Og nu er turen så alligevel også kommet til søvnen. “Kæmper du med energien om morgenen?” spørger Pokémon. “Er den samme, gamle sengetidsrutine blevet trættende? Nu kan du forvandle din søvn til underholdning med Pokémon Sleep!”

Og man sukker lidt søvnigt for sig selv.

Det er, som om det tages for givet, at vi mangler en autoritet, en digitaliseret udgave af far og mor, der kan fortælle, hvornår man har været en god dreng og er gået tidligt i seng. Hele dette nuttede søvnunivers ligner da også noget, der er lavet til børn, hvad det muligvis også er. Ikke at det gør sagen mindre uhyggelig, tværtom. Men skuespillerne i Pokémon Sleep-reklamen er skam granvoksne mennesker, ligesom de fleste af brugerne af Pokémon Go desuden også er.

Og hvor ser de lykkelige ud, disse reklamemennesker. De sover den slags sublim søvn, der hidtil kun har været kendt fra hovedpudereklamer. Den slags søvn, man drømmer om, når man ikke kan sove. Og det er jo, hvad de altid sælger os, dem, der vil hjælpe os med at narre os selv for vores egen skyld: Det er altid det ubøvlede liv, de har til salg. Den ubøvlede kalenderapp, der får tiden til at gå op, den ubøvlede kærlighed, det ubøvlede sind. Adfærdsteknologernes drøm har altid været at få det hele til at glide lige så gelinde – ligesom bag om bevidstheden at få os til at gøre det, vi af en dunkel trodsighed ikke er i stand til at overtale os selv til at gøre med vilje.

“Jeg kan ikke sove / og fordi jeg ikke kan sove / kan jeg ikke sove,” skrev Henrik Nordbrandt engang.

Og dermed godnat.