Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

“I den krise, vores samfund står i, fremstår han som en klippe af ro.” Der er en grund til, at denne mand nu er landets uofficielle corona-general

TIDLIGT Som 12-årig kørte Søren Brostrøm med sin mor rundt på lægevagter. “Det var ikke et tilfælde, jeg blev læge.” Foto: Philip Davali, Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte



Derfor skal du læse denne artikel

På kort tid er Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, blevet udråbt til folkehelt, efter at corona-krisen har ramt Danmark. Søren Brostrøms rolige autoritet har fået folk til at hylde ham på sociale medier i en grad, som ingen embedsmænd ellers er forundt. Nu er hans opgave at blive ved med at balancere fakta og følelser, mens krisen udvikler sig. Så hvem er han egentlig?

Han havde aldrig troet, det ville blive så vildt. Det var onsdag aften den 11. marts, og Steffen Helledie satte sig til tasterne ved sin computer. Han bor i Aalborg, hvor han underviser på en professionshøjskole. Og han er blevet kaldt en helt almindelig dansker – “det er nok også rigtigt,” siger han selv.

Steffen Helledie havde lige set statsministerens pressemøde. Han havde hørt Mette Frederiksen fortælle, at truslen fra den globale corona-pandemi nu gjorde, at store dele af det danske samfund ville blive lukket ned. Han havde hørt Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, forklare strategien. Steffen Helledie lagde nu mærke til, at der florerede en hel del opslag på sociale medier, der virkede bedrevidende. De lød, som om de vidste bedre end Sundhedsstyrelsens chef, hvordan corona-krisen skulle håndteres. Dét fik Steffen Helledie til at lynskrive et opslag på Facebook.

Opslaget bestod af Søren Brostrøms cv – fra ekspert i urogynækologi til medlem af WHOs regionalbestyrelse for Europa. Derefter sluttede Helledie med dette opråb:

Medmindre du er bedre kvalificeret end Søren, så er der ingen, der er interesseret i din tolkning af nødvendige tiltag til coronavirus. Hvis Søren siger hop, spørger du ikke hvorfor, men hvor højt. Faglighed og statistik vinder over virus, ikke pseudovidenskab og overtro.”

Steffen Helledie bruger nærmest aldrig Facebook (“jo, måske til nytår”), men nu bredte opslaget sig lynhurtigt på de sociale medier. Det fløj op på 22.000 likes og 26.000 delinger. Det er absurd mange, når en helt almindelig dansker (eller nogen andre) skriver på Facebook.

Opslaget var langtfra alene. Pludselig vrimlede det med ros til Søren Brostrøm, der ellers havde været relativt ukendt i den brede offentlighed før. Radioværten Sandie Westh skrev, at hun ville have arrangeret en hyldest til ham på Rådhuspladsen – hvis ellers man måtte samles, når man var mere end 1.000 personer.

Det var onsdag. Siden da har du sikkert set ham mange gange efterhånden, Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm. Ved pressemøde efter pressemøde, ved statsminister Mette Frederiksens side, står han og viser rundt i corona-epidemien. I sine jakkesæt i forskellige blå nuancer og med pastelfarvede slips taler han til presse og befolkning, så ingen er i tvivl om, at det her er alvor. Han har, hvad der ligner en permanent bekymringslinje øverst på sin næseryg. Han siger du’ til danskerne: Fremover, så spørger vi: Hvor syg er du?” Han formulerer sig, så det er til at forstå, og han får os til at lytte. Søren Brostrøm er blevet Danmarks general i corona-krigen, og lige nu bakker befolkningen op.

Men hvem er Søren Brostrøm? Hvem er den mand, der spiller så afgørende rolle – og er blevet en slags menneskeligt symbol – i den danmarkshistoriske krise?

Svaret på det spørgsmål findes i høj grad i en anden krise, Søren Brostrøm stod i for fem år siden. Det var et stormvejr, der tvang ham til at gentænke noget helt grundlæggende. Og som førte til en erkendelse, der skulle ændre ham – og vende en sort situation til en succeshistorie.

I løbet af de seneste dage har vi arbejdet på at tegne et portræt af Søren Brostrøm. Og det skal indrømmes her: Det har ikke været nemt. De ting, vi normalt ville have gjort for at skrive et journalistisk portræt, har ikke kunnet lade sig gøre. Vi ville normalt have fulgt ham helt tæt. Men det går ikke for tiden. Ifølge Søren Brostrøms egne anbefalinger. Det har heller ikke været muligt at lave et egentligt interview med Søren Brostrøm, igen, af gode grunde. Du drømmer ikke om, hvor travlt vi har,” som hans pressechef siger.

I stedet har vi talt med folk, der kender ham – fra hans mor til kolleger og bekendte – og trukket på alt, vi kunne finde af tilgængelige kilder fra andre medier og tidligere interviews. Og så interviewede vi på Zetland faktisk Søren Brostrøm tilbage i december. Selv om det var før corona-krisen, så fremstår flere af de ting, han sagde dengang, nu i et nyt og relevant lys. De fortæller noget vigtigt om, hvordan Danmarks corona-bekæmper nummer 1 forstår verden.

Det handler i overraskende høj grad om at være … menneske.

Da Søren Brostrøm var 11 år, døde hans far i en ulykke. Det var en tragedie, der satte evige spor i ham. Jeg husker stadig begravelsen enormt tydeligt, og jeg græder stadig hver eneste gang, jeg som voksen er med til en begravelse, fordi jeg kommer til at tænke tilbage på dagen, hvor vi begravede min far,” har han sagt til Kristeligt Dagblad.

Søren Brostrøm voksede op med sin mor og sine søskende i hjemmet i Aarhus. Dengang var der ingen sorgterapi for en dreng på 11 år. Det var familiens fælles styrke, der hjalp dem igennem, har han fortalt.

Begge forældrene var læger. De havde mødt hinanden på medicinstudiet. Der var lægevidenskabelige tidsskrifter i reolen, og sundhedsvæsenet fyldte hele Søren Brostrøms barndom. Søren ville aldrig være andet end læge.

Det var ikke et tilfælde, jeg blev læge,” sagde han, da vi interviewede ham for nogle måneder siden.

Sørens mor, Karin Brostrøm, husker, hvordan hun kørte rundt som vagtlæge. Nogle gange var Søren med. Han var 12 år. Det var Sørens opgave at finde patienternes adresser på et stort kort og forklare hende, ad hvilke veje hun skulle køre. Han blev ude i bilen, når hun var inde hos patienterne. Og så tog han telefonen, når Falck ringede og fortalte, hvem de næste gang skulle besøge.

I bilen snakkede de om patienterne, hun havde besøgt. Hvad de hver især fejlede. De drak varm kakao og holdt pauser.

Det var på de vagter, Søren Brostrøm på nært hold stiftede bekendtskab med sin mors arbejde som læge. Hun blev en inspiration, en slags hverdagshelt, som han har formuleret det.

Han lærte tidligt at tage ansvar. Moren var børnelæge, og når hun var væk på vagt om aftenen eller natten, lavede han mad. Nogle gange stillede sønnen en falafel klar til hende – plus en anvisning til, hvordan sådan en skulle laves. Det var lidt morsomt – og meget kærligt,” siger Karin Brostrøm. Han har altid været meget selvstændig.”

Søren Brostrøm blev også politisk aktiv på den yderste venstrefløj i sine unge år, har hans bror, Peter, fortalt. Det var i høj grad nogle oplevelser i Alabama, hvor familien boede en periode, der ramte ham. I den amerikanske sydstat var der dyb fattigdom og klar adskillelse mellem sorte og hvide. Sørens sociale og politiske bevidsthed blev vakt med oplevelserne i USA,” siger Peter Brostrøm til Altinget.

Og så var der en sidste ting ved Søren Brostrøm, som allerede stod klart i barndommen: Han havde en særlig evne til at kunne tale sin sag. Ikke fordi de skændtes i hjemmet. At skændes er uproduktivt,” siger Karin Brostrøm. Vi samtalede ordentligt og lyttede til hinanden.”

Alligevel husker hun, at hendes søn var så velformuleret og velargumentet i nogle diskussioner, at hun til tider simpelthen måtte give op.

Han vidste, hvad han ville.”

ANSIGTET Søren Brostrøm fra sin efterhånden faste plads i Statsministeriet under corona-krisen. Foto: Martin Sylvest, Ritzau Scanpix

Mange år senere, i 2015, stod Søren Brostrøm midt i en mediestorm. Sundhedsstyrelsen befandt sig i en dyb tillidskrise, og Brostrøm var ansigtet udadtil. Det gik ikke særlig godt i begyndelsen. Sagen dengang i 2015 handlede om HPV-vaccinen. Et stort antal forældre var pludselig holdt op med at vaccinere deres døtre mod livmoderhalskræft. Selv om forskningen overbevisende viste, at HPV-vaccinen var afgørende vigtig, florerede det med rygter og mediehistorier om piger, der sagde, de var blevet syge af vaccinen. Der var ingen evidens for den slags bivirkninger, så for sundhedsmyndighederne lignede det en klar vindersag. De skulle bare fortælle fakta.

Søren Brostrøm havde alle de bedste forudsætninger i den kamp. Han havde taget en ph.d. og en speciallægeuddannelse i gynækologi og obstetrik. Han kunne lave et kejsersnit på otte minutter. Han havde gennemført en Master of Public Administration fra CBS. Han var chef for Sygehuse og Beredskab i Sundhedsstyrelsen, før han blev direktør for styrelsen i 2015.

Jeg gjorde det, som Sundhedsstyrelsen har gjort i 110 år, og som plejer at virke,” siger Søren Brostrøm. Jeg stillede mig frem med stor autoritet som den læge og embedsmand, jeg er – og med Sundhedsstyrelsens autoritet sagde jeg: Der er ikke noget at komme efter. Vaccinen er sikker og effektiv.’ Det var budskabet, og jeg vidste, det var faktuelt. Vi brugte så mange timer på at kigge på forskning og evidens.”

Men jo mere han tonede frem i medierne med sine fakta om, hvad der var rigtigt og forkert, jo mere skrev nyhedsmedier og almindelige mennesker på Facebook om syge piger og HPV-vaccinen. TV 2 fik endda en Cavlingpris-nominering for en siden stærkt kritiseret dokumentar om emnet. Sundhedsstyrelsens troværdighed dalede. Strategien virkede ikke.

Vores omdømme var eroderet, skredet,” siger Søren Brostrøm.

Dér indså direktøren, at noget var galt. Når han optrådte i medierne, var han ikke en moderne autoritet. Han var gammeldags. Alt, hvad de syge piger hørte mig sige, var, at det ikke var vaccinen. Vi gav dem ikke noget svar, de kunne bruge.”

Der skulle en ny tilgang til. Der var behov for en moderne autoritet. En moderne autoritet lyttede til patienterne – også selv om de havde et andet syn på deres sygdom, end systemet havde. En moderne autoritet måtte ikke være skråsikker og utilnærmelig. En moderne autoritet skulle acceptere, at der findes andre forståelser af virkeligheden. Man skulle tage de andres sandhed alvorligt.

Det vigtige var ikke at fortælle folk, at de tog fejl. Det vigtige var, siger han, at hjælpe patienterne, og at de kunne mærke, at dét var hans mål.

Det kræver fakta og viden. Men det kræver også følelser og værdier. Man skal kunne mærke Sundhedsstyrelsen, siger han, at vi brænder for nogle ting”. Og man skal kunne mærke direktøren, at jeg også er en person med en livserfaring”.

Søren Brostrøm skulle ikke først og fremmest have talt om vaccinen. Han skulle have talt om, at han var bange. Han havde som gynækolog set, hvad livmoderhalskræft kan gøre. Det er en forfærdelig sygdom, der rammer unge kvinder. Børn mister deres mor. Så Søren Brostrøm var bange for de tragiske konsekvenser, hvis færre og færre valgte vaccinen.

Det var hans angst, fortalte han Zetland tilbage i december. Det var det, der drev ham: Det kunne jeg godt have sagt lidt mere tydeligt, så man kunne mærke mig.”

Alt det blev kernen i Sundhedsstyrelsens nye tilgang. Og den er allerede begyndt at virke. Markant flere får HPV-vaccinen i disse år. Danmark er faktisk på det seneste blevet en slags succeshistorie på området, hvor andre lande forsøger at lære af de danske erfaringer med at vende krisen. Og ja, tilliden til Sundhedsstyrelsen har det i øvrigt også bedre, viser analyser.

Man kan på en måde fornemme det på Søren Brostrøm selv, hvis man sidder over for ham i længere tid: Han vil gerne træde frem som et helt menneske. Hans udstråling af ekstrem faglighed giver nemlig ikke bare troværdighed – den kan også skabe en vis distance. Måske netop derfor lader han til at have taget et aktivt valg om også at stå frem som et menneske. Han har fortalt om sin barndom, om at vokse op i Aarhus i 1970’erne, om sin egen største tragedie.

Sundhedsstyrelsens forvandling mod at blive en moderne autoritet – med både fakta og følelser, med videnskab og lydhørhed – er på sin vis indkapslet i Søren Brostrøm.

For at få den balancegang til at fungere, særligt nu under corona-krisen, kræver det i høj grad mestringen af én ting: klar og åben kommunikation.

Det er på både godt og ondt.

Taler man med Søren Brostrøms kolleger og bekendte, går en ting igen: Han kan kommunikere. Og han er ekstremt bevidst om det. Han er en superdygtig kommunikator – også i denne her situation,” siger Jesper Fisker, der var Brostrøms forgænger som direktør for Sundhedsstyrelsen og i dag er administrerende direktør hos Kræftens Bekæmpelse.

I den krise, vores samfund står i, fremstår han som en klippe af ro og faglighed og som en fremragende kommunikator,” siger Henning Thiesen, tidligere direktør for Beredskabsstyrelsen.

Samme form for ros strømmede ind, da Søren Brostrøm onsdag aften ved det historiske pressemøde sammen med statsministeren og andre ledende skikkelser fortalte, at store dele af Danmark skulle lukkes ned. Retoriker Hanne Roer analyserede, hvorfor hans kommunikation fungerede: Den var enkel, fuld af korte sætninger, renset for fyld. En sætning, en information.

Brostrøm springer ikke mellemregningerne over, men ekspliciterer alle led i sin argumentation. Det gør ham let at forstå og reducerer mulighederne for misforståelser,” skrev Hanne Roer på K-Forum.

Der var ingen stilistiske figurer, der kunne tolkes modsat det, man ønsker. Derfor trængte han, ifølge Hanne Roer, så klart igennem på pressemødet og kunne også nå ud til den mere skeptiske del af befolkningen.

Søren Brostrøm siger altså tingene klart og overbevisende, som han har gjort, siden han var barn. Men det giver også kritiske røster. Nogle mener også, at han går for langt. At han er for åbenmundet; at man kan slå sig på ham. Han er arketypen på de læger og eksperter, som føler sig meget klogere end patienterne,” mener en af kritikerne, Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselotte Blixt. Nogle mener, at han, endda, kan blive politisk – en dødssynd for en embedsmand.

I weekenden blev Søren Brostrøm for eksempel spurgt, om der var en sundhedsfaglig grund til, at Danmark lukker grænserne. Her ville en klassisk embedsmand, som Altinget har formuleret det, have sagt måske”, talt sort, skiftet emne eller holdt sig fra mødet.

Men Søren Brostrøm svarede uden omsvøb: Der er ikke særlig god dokumentation for grænselukning, og den dokumentation, vi har, viser kun, at det virker, hvis man lukker en ø,” lød svaret.

Den slags klar kommunikation er sjælden. Og det blev da også straks en af de helt store nyhedshistorier: Hvorfor havde regeringen så valgt at lukke grænserne?

Den type åbenhed kan også være svær, når man skal manøvrere i et dybt kompliceret politisk og sundhedsfagligt felt mellem regioner, kommuner og ministerium – mellem læger, patienter og politikere.

I et andet åbenmundet øjeblik kom Søren Brostrøm tilbage i februar med en udtalelse til Politiken, der kan hjemsøge ham fremover, og som allerede har fremkaldt kritik rundtomkring.

Vi skal ikke være voldsomt bange for det nye coronavirus i Danmark,” sagde han dengang. Risikoen er lav, men vi kan ikke udelukke, at der kan komme enkelte tilfælde smittet i Kina, og vi skal i hvert fald være klar til, at der kommer patienter, hvor vi skal undersøge for corona.”

Det taler ind i en større faglig diskussion af myndighedernes og Brostrøms svar på corona-krisen. Undervurderede de risikoen? Rykkede de for langsomt? Eller er de ligefrem gået for vidt? Og skulle man vælge en helt anden strategi, for eksempel masse-test af befolkningen, som Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har anbefalet?

Den diskussion falder uden for dette portræts fokus – vi forfølger det i andre artikler eller nyhedspodcast her på Zetland. Men udtalelsen om den lave risiko ved corona viser en af de væsentligste ulemper ved Søren Brostrøms stræben efter åbenhed og klarhed; du kommer til at lave synlige fejl – sige ting, der kan bruges mod dig. At trække et menneske ud af embedsmandens rustning sker med en pris.

Da Steffen Helledie fra Aalborg skrev sit opslag på Facebook for lidt over en uge siden, handlede det om mere end bare at lukke munden på de sociale mediers bedrevidende brøleaber. I dag fortæller han, at han var drevet af et behov for at modvirke det, han ser som en problematisk tendens: mistillid til viden.

Vi har et fremragende uddannelses- og sundhedssystem, siger han, hvor vi betaler mange mennesker for at forske og blive virkelig dygtige på deres felter. Og så har vi det med at hælde deres anbefalinger og konstateringer ned ad brættet i en misforstået selvovervurdering. Vi har mistet en smule tro på autoriteter, men det er jo i virkeligheden troen på fagpersoner – og det synes jeg er synd,” siger han.

Steffen Helledie – den helt almindelige dansker” fra Aalborg – var gået i brechen for eksperterne og forskerne. Hvor Søren Brostrøm talte for at komme ud af elfenbenstårnet og komme folk mere i møde, havde det almindelige menneske talt for det modsatte. Det var, på en måde, smukt. Og måske var det kun sket, fordi mennesket, den onsdag aften på pressemødet, kunne fornemmes inde bag lægen og embedsmandens jakke og slips.

Der er forskel på magt og autoritet,” som Søren Brostrøm selv sagde til Zetland. Og den forskel er legitimitet. Autoritet er nødt til at være legitim, ellers har du den ikke. Hvis ikke man forstår dét, så bliver man i magten.”

Søren Brostrøm vil være en moderne autoritet. Det kræver viden og fakta. Og det kræver et helt menneske. På godt og ondt.

Nu skal det stå sin hidtil største prøve.