Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Tror vi egentlig på vores egne klimamål? Derfor er klimatopmødet i Glasgow det vigtigste i årevis

Det er nu, verdens ledere skal vise, om de faktisk tager deres egne klimamål alvorligt.

Illustration: Beth Walrond for Zetland

Tordenguderne viste tænder den morgen, hvor Jessie Stevens skulle begynde sit store ridt. Men i løbet af formiddagen klarede det op, og med lidt forsinkelse kunne den 16-årige klimaaktivist omkring klokken ti cykle ind til torvet i den lille sydengelske provinsby Newton Abbot. Her ventede et stort opbud af lokale journalister, cyklister og klimaaktivister på den klejne pige med de store, firkantede briller og den lyserøde cykelhjelm.

Da jeg kom derned, var der bare et hav af mennesker, masser af cykler, masser af mediefolk,” siger hun. Det var bare en utrolig oplevelse.”

Fra Newton Abbot begyndte Jessie Stevens den 20. oktober sit livs cykeltur – fra sit hjem i det bakkede Sydengland og hele vejen til klimatopmødet i Glasgow, mere end 900 kilometer mod nord. Idéen opstod, da den unge gymnasieelev undersøgte mulighederne for at rejse til Glasgow og fandt ud af, at de nemmeste og billigste måder at komme dertil også var de mest klimabelastende – nemlig bil og fly – mens toget var temmelig dyrt. Så hun besluttede at cykle til klimatopmødet og samtidig gøre et statement ud af det. Hun stiftede bevægelsen People Pedal Power, trænede sig op til at cykle mere end 120 kilometer om dagen, crowdfundede sig til over 40.000 kroner og opfordrede alle, der havde lyst, til at mødes med hende undervejs og følge hende et stykke af vejen.

Helt op til Exeter, som var den første større by, vi ramte, var der bare et helt hav af mennesker, som slangede sig af sted ad cykelstierne. Det føltes fantastisk endelig at være undervejs efter at have planlagt det i så lang tid,” fortæller hun.

Når Jessie Stevens efter planen når frem til Glasgow den 31. oktober, vil hun slutte sig til op mod 150.000 andre aktivister, som forventes at stimle sammen i den skotske storby i løbet af de første to uger af november. Her vil aktivisterne forsøge at lægge pres på de politikere og embedsmænd, som skal forhandle om klimaets fremtid – og dermed vores alle sammens fremtid – inde i det enorme konferencekompleks Scottish Event Campus ved Clyde-flodens bred.

Topmødet i Glasgow anses generelt for det vigtigste klimatopmøde i årevis. Også selv om det ikke skal munde ud i en ny, stor klimaaftale som den fra Paris i 2015. Dengang indgik verdens lande en fælles aftale om at begrænse den menneskeskabte temperaturstigning på kloden til et godt stykke under to grader og helst ikke mere end 1,5 grader. Det er stadig den målsætning, som verden arbejder ud fra, og som sætter rammen for mødet i Glasgow. Alligevel er mødet i Skotland bredt anerkendt som det vigtigste klimatopmøde siden Paris. Det er nemlig nu, verdens ledere skal vise, om de tager deres egne klimaambitioner alvorligt. Hvordan skal de fine ord og hensigtserklæringer fra Paris omsættes i konkret handling? Og kan man endelig slå en streg over de sidste uafklarede uenigheder, sådan at klimaindsatsen de kommende år faktisk kan komme op i et markant højere gear? I sidste ende vil topmødets succes i vid udstrækning afhænge af, om det lykkes at binde nydelige sløjfer på en hel række diplomatiske hårdknuder, som trækker tråde tilbage ikke blot til Paris-aftalen fra 2015, men også til et brudt milliardløfte fra København i 2009, til en protokol fra 1997, til en konvention fra 1992 – og i virkeligheden også helt tilbage til industrialiseringens begyndelse.

Glasgow-topmødet er det 26. klimatopmøde under FNs Klimakonvention, som stammer tilbage fra 1992. Mødet kaldes derfor også COP26, hvor COP står for Conference of the Parties, altså konference for parterne, som er alle, der har skrevet under på konventionen, og det har alle FNs medlemslande faktisk.

Først og fremmest er topmødet i Glasgow vigtigt, fordi det udgør den første deadline for de officielle klimaplaner, som de enkelte lande ifølge Paris-aftalen skal melde ind til FN hvert femte år. Planerne beskriver, hvad landene hver især vil gøre for at hjælpe med at bremse temperaturstigningerne, og egentlig var der deadline i 2020 – men ligesom selve topmødet er det hele blevet udskudt med et år på grund af corona. Mange lande har allerede meldt planer ind, men enkelte, vigtige nationer – først og fremmest Indien – mangler stadig. Derfor kan topmødet blive stedet, hvor de sidste vigtige målsætninger bliver annonceret. Længe var det også håbet, at Kina ville dukke op med nye løfter i Glasgow, men blot tre dage før topmødet indleverede Kina en klimaplan med meget lidt nyt under solen i forhold til, hvad præsident Xi Jinping tidligere har lovet.

Selv ikke de største optimister forventer derfor, at landenes nye klimaplaner tilsammen vil bringe verden i mål med Paris-aftalens ambitioner. Hvis man laver en fremskrivning baseret på landenes officielle klimaplaner, kan vi ifølge den seneste opgørelse fra FNs Miljøprogram se frem til en temperaturstigning på 2,7 grader ved århundredets afslutning. Derfra er der et godt stykke ned til målene fra Paris – også selv om der ikke er nær så langt som tilbage i 2015, hvor aftalen blev indgået. Dengang havde verden kurs mod en temperaturstigning på næsten fire grader. Det går altså den rigtige vej, bare ikke særlig hurtigt. Derfor er det også vigtigt, hvad der kommer til at ske på selve mødet, ud over at de sidste klimaplaner kommer ind.

1 / 2
ILD_
Sommerens begivenheder gjorde klimaforandringerne meget nærværende. Her er det skovbrande i Grækenland.//
Foto: Costas Baltas / Reuters / Ritzau Scanpix

Glasgow-topmødets allermest overordnede mål er at holde liv i den mest ambitiøse af målsætningerne fra Paris, nemlig den om at stile efter en menneskeskabt global opvarmning på maksimalt 1,5 grader. De britiske arrangører taler om, at man skal keep 1.5 alive, og sprogbrugen vidner om, at det haster. Videnskaben fortæller, at det allerede i løbet af dette årti vil være for sent, hvis vi fortsætter med at udlede drivhusgasser med samme fart som i dag. Og det står altså allerede klart, at de sidste nationale klimaplaner ikke vil være nok. Derfor er der brug for noget i Glasgow – nogle politiske signaler, en sluterklæring, nogle aftaler om mindre sort og mere grøn energi, et eller andet – hvis 1,5-graders-målet stadig skal virke bare en lille smule realistisk, når topmødet er slut. Og her spiller Danmarks klimaminister, Dan Jørgensen, faktisk en nøglerolle sammen med sin kollega Simon Stiell fra den caribiske østat Grenada. De to småstats-klimaministre har nemlig fået til opgave af de britiske arrangører at bruge tiden op til selve topmødet på at afklare, hvad man realistisk set kan blive enige om i Glasgow, som kan siges at holde liv i 1,5 graders-målet. Diplomaterne er meget ordknappe i forhold til, hvad det konkret kunne være, men én mulighed, som i hvert fald har været på bordet, er en fremrykning af den næste omgang nationalt bestemte bidrag, som landenes klimaplaner officielt kaldes, fra 2025 til 2023. En anden mulighed kunne være at afkræve landene nogle skrappere langsigtede klimamål. Når selv et land som Saudi-Arabien har erklæret at ville være klimaneutralt i 2060, virker det som en markant mere farbar vej end for blot få år siden. Måske kunne man også forestille sig aftaler om international skibsfart og luftfart, for eksempel en målsætning om klimaneutral skibsfart i 2050 eller – hvis man skal være meget optimistisk – nogle målsætninger om at lægge CO2-afgifter på fossilt brændstof til skibe og fly.

Det står dog klart, at spørgsmålet om at hæve ambitionerne for at holde liv i 1,5-graders-målet ikke kan adskilles fra alt det andet, der også skal forhandles om på topmødet. Og det handler i meget høj grad om penge – og om de vidt forskellige forudsætninger, som verdens lande ankommer til forhandlingerne med.

SEC Det er her, det hele skal foregå – i konferencecenteret Scottish Event Campus i hjertet af Glasgow. Foto: Jane Barlow / PA Images / Ritzau Scanpix

Hele processen med de årligt tilbagevendende klimatopmøder kan anskues som ét stort og meget langstrakt forsøg på at løse et stort globalt problem i ét stort globalt forum. Fremgangsmåden understreger, at vi alle er i samme båd, når det gælder klimaforandringerne. Men den udstiller også de meget store uligheder, som består mellem verdens lande. Uligheder, som coronakrisen har sat en stor, fed streg under. Et højtudviklet og velvaccineret land som Danmark ankommer til Glasgow forberedt til tænderne, mens forløbet op til topmødet har været langt mere kaotisk i mange udviklingslande, hvor pandemien stadig sætter dagsordenen i langt højere grad. Et par uger inden topmødets begyndelse talte jeg med Patriciah Roy Akullo fra den kirkelige ngo-sammenslutning Act Alliance i Uganda. Hun fortalte, at uganderne først da – altså bare to uger før topmødet skulle begynde – var nået til at formulere deres officielle holdninger til mødet med input fra civilsamfundet. I et land, hvor halvdelen af befolkningen er uden adgang til elektricitet, holder man nemlig ikke bare lige Zoom-møde, når der er lockdown.

Vi har ikke kunnet mødes hele året, for Uganda har været under hård lockdown det meste af 2020 og 2021,” sagde hun. Nu hvor præsidenten har åbnet landet en lille smule, er de delegerede samlet fysisk for første gang, og vi prøver i al hast – i al hast – at sammensætte landets officielle holdning.”

Sigende for størrelsen på Ugandas diplomatiske muskler er det også, at Patriciah Roy Akullo, selv om hun arbejder for en ngo, faktisk tager til topmødet som officielt delegeret for den ugandiske stat og derfor kan komme til at repræsentere sit hjemland i nogle af forhandlingerne. Det ville nok være ret utænkeligt, at man i Danmark lod ngo-folk forhandle på nationens vegne.

Som en bund under forhandlingerne ligger samtidig spørgsmålet om det historiske ansvar for klimaforandringerne. Rige lande i Europa og USA har udledt en uforholdsmæssig stor del af den CO2, som i dag driver rundt i atmosfæren og varmer kloden op, især hvis man sætter udledningerne i forhold til indbyggertallene. Der bor mere end fire gange så mange mennesker i Kina som i USA, men amerikanernes samlede CO2-udledninger fra midten af 1800-tallet og frem til i dag er stadig næsten dobbelt så store som kinesernes. Kigger man på fattigere udviklingslande som Uganda, er skævheden endnu større. Mange udviklingslande vil derfor gerne se os i de rige lande – som jo netop er blevet rige af at hælde al den CO2 op i atmosfæren – gøre mere for at reducere vores egne udledninger, før de selv binder sig til noget. Og ellers vil de i det mindste gerne have noget mere hjælp fra os i den rige verden, så de kan skrue op for deres egen klimaindsats.

FNs Klimakonvention tager sådan set højde for den store ulighed mellem landene. Det står simpelthen i konventionen, at rige lande bærer en større del af ansvaret for klimaforandringerne, og at rige lande derfor både skal gå forrest med at skære i deres egne udledninger og hjælpe fattigere lande med deres klimaindsats. Spørgsmålet er så bare, hvad det betyder i praksis – og det er et af de helt store stridspunkter i forbindelse med klimatopmødet i Glasgow.

Tilbage under klimatopmødet i København i 2009 lovede de rige lande, at når vi nåede til 2020, ville de hvert år diske op med 100 milliarder dollars i klimafinansiering til udviklingslandene – penge, som både skulle komme fra offentlige og private kilder. Problemet er bare, at løftet ikke er blevet opfyldt. I perioden op til klimatopmødet har Canada og Tyskland forsøgt at stampe flere penge op, men uden det helt store held. Resultatet af anstrengelserne er en finansieringsplan, som viser, at målet om 100 milliarder dollars om året hverken vil blive nået i 2021 eller i 2022, mens der til gengæld vil være mere end 100 milliarder dollars om året, når vi kommer frem til 2024 og 2025. Derudover er planen fattig på detaljer. For eksempel siger den ikke noget om, hvorvidt der vil komme flere penge til klimatilpasning, som ellers er noget, udviklingslandene skriger på. Det er nemlig betydelig sværere at skaffe penge til klimatilpasning – diger, katastrofeberedskab, omlægninger i landbruget, den slags – end det er at skaffe penge til eksempelvis grøn energi. Årsagen er den simple, at man kan tjene penge på en vindmøllepark, men ikke på et dige. For et land som Uganda, fortæller Patriciah Roy Akullo, er det derfor en vigtig prioritet ved forhandlingerne i Glasgow at få afsat flere penge til klimatilpasning.

Lokalsamfundene i Uganda har svært ved at tilpasse sig klimaforandringernes konsekvenser. For eksempel har vi masser af oversvømmelser, hvor floderne går over deres bredder, og vi har mudderskred i bjergene,” siger hun. Det gør det svært for folk at klare sig. Hvis der er oversvømmelse, betyder det, at deres marker bliver oversvømmet, og så har de ikke sikker adgang til mad. Det betyder også, at deres huse bliver skyllet væk, så de ikke har et ordentligt sted at bo, eller det går ud over skoler og hospitaler. Så Ugandas interesse er, at landet bliver i stand til at opbygge sin tilpasningskapacitet. Vi kan ikke fjerne klimaforandringerne, og derfor er vi nødt til at lære at leve med dem.”

Løfter om flere penge til klimatilpasning er en af de veje, som de rige lande måske kan gå på topmødet for at komme de fattigste lande i møde og kompensere lidt for det brudte løfte om 100 milliarder dollars om året. Andre muligheder kunne være at skrue op for, hvor mange af pengene der bliver givet som donationer i stedet for lån, eller at gøre det mindre bureaukratisk rent faktisk at få adgang til pengene. Men man kan også kigge på, hvad man kan gøre lidt længere ude i fremtiden. I Glasgow skal der nemlig også tages hul på forhandlinger om, hvor meget klimabistand de rige lande skal yde på den anden side af 2025, og her er der jo så mulighed for at sende nogle positive signaler. Det samme gælder i spørgsmålet om, hvorvidt de rige lande skal betale en form for erstatning til fattige lande for den skade, klimaforandringerne forvolder. Det er en samtale, som de rige lande længe har vægret sig ved at tage hul på, men som de fattige lande lægger meget stor vægt på at få sat i gang.

Man kan måske tænke, at problemerne med at levere på løftet om 100 milliarder dollars vidner om, at de rige lande reelt er meget lidt interesserede i at hjælpe de fattigste lande. Men man må ikke glemme, at de rige lande faktisk har en klar interesse i at tækkes de fattigste nationer. De fattigste lande er nemlig vigtige, når det handler om at lægge pres på mellemindkomstlande som eksempelvis Kina. Der er en lang række lande – med Kina som det fremmeste eksempel – som i dag har langt større velstand og langt større udledninger, end da FNs Klimakonvention blev forfattet, men som stadig påberåber sig rollen som udviklingslande og derfor ikke vil påtage sig særlige forpligtelser. Og det vil de rige lande selvfølgelig gerne have lavet om på, så de ikke skal betale hele gildet.

COPPER USA’s præsident, Joe Biden, er en af de statsoverhoveder, som tager til Glasgow for at skyde topmødet i gang. Han ville gerne have haft en fiks og færdig vedtaget klimapakke med, men måtte nøjes med at erklære umiddelbart inden afrejse, at nu er hans partifæller efter måneders skænderier vist endelig klar til at bruge 555 milliarder dollars på klimaet. Foto: Chip Somodevilla / AFP / Ritzau Scanpix

Det andet helt store stridspunkt ved topmødet i Glasgow handler dybest set også om penge. Paris-aftalen indeholder en klamamse om, at det skal være muligt at handle med CO2-reduktioner på tværs af landegrænser. Idéen er, at et land skal kunne forbedre sit klimaregnskab ved at betale et andet land for at lave en klimaindsats, som det andet land ellers ikke ville have lavet. Danmark skal altså i princippet kunne betale Papua Ny Guinea for at bevare regnskoven eller rejse havvindmøller og så ellers få CO2-gevinsten godskrevet i Danmarks klimaregnskab. Tanken er, at mekanismen skal hjælpe med at sikre, at CO2-reduktionerne globalt set finder sted dér, hvor det er billigst og mest optimalt. Problemet er bare, at Paris-aftalen ikke rummer nogen særlig præcis beskrivelse af, hvordan handlen skal foregå. Landene har skændtes om det løbende lige siden 2015, uden at der rigtig er kommet noget ud af det.

Forhandlingerne er meget tekniske, men dybest set er der to problemstillinger. Den ene handler om dobbelt bogføring, og her er Brasilien den helt store stopklods. Brasilien er et oplagt sted at skabe CO2-reduktioner, simpelthen ved at beskytte regnskov, som ellers ville blive fældet. Og de CO2-reduktioner vil brasilianerne gerne have lov til at sælge til udlandet som CO2-kreditter, men de vil samtidig også gerne kunne tælle reduktionerne med i deres eget klimaregnskab. Hvilket i hvert fald ikke er en form for bogføring, som ville gå an nede i min bank. De seneste forlydender er dog, at brasilianerne er ved at bløde lidt op.

Den anden problemstilling handler om, hvad der skal ske med nogle gamle CO2-kreditter. Tilbage i 1997 lavede landene bag FNs Klimakonvention den såkaldte Kyoto-protokol, som man kunne kalde Paris-aftalens forgænger. Også dengang forsøgte man at lave et marked for handel med CO2-kreditter. Men det fungerede meget dårligt, hvilket betød, at en masse CO2-kreditter aldrig blev solgt og dermed så at sige blev tilovers. Det store spørgsmål er nu, hvad der skal ske med de her gamle, tiloversblevne CO2-kreditter. Blandt andre Indien og Brasilien ligger inde med en masse af dem, og de vil rigtig gerne have lov til at overføre dem til det nye marked og sælge dem dér. Men frygten hos særligt EU-landene er, at hvis man giver lov til dét, vil man reelt ødelægge det nye marked. Dels fordi der så kommer for mange CO2-kreditter på markedet, dels fordi mange af de gamle CO2-kreditter er ret tvivlsomme i forhold til, hvor meget CO2-reduktion de overhovedet har medført.

Forhandlingerne er som nævnt meget tekniske, men de er også meget vigtige. I værste fald kan man ende med en aftale, hvor lande kan opfylde deres klimamål på papiret ved at købe tvivlsomme CO2-kreditter, uden at det ændrer en tøddel ved mængden af CO2, som bliver pumpet op i atmosfæren. De hårdeste kritikere frygter ligefrem, at man risikerer at skabe noget, som reelt underminerer hele Paris-aftalen.

En ekstra krølle på forhandlingerne om de her CO2-markeder er, at mange udviklingslande går ind til forhandlingerne med et ønske om, at der skal lægges en lille afgift på hver handel, som så skal gå til klimaindsatsen i verdens fattigste lande. Det har skabt en vis bekymring for, at udviklingslandene vil prioritere den her afgift højere end rent faktisk at få skabt nogle markeder, som fungerer og fører til reelle CO2-reduktioner.

Klimatopmødet i Glasgow er formentlig blandt de vigtigste, siden hele COP-processen begyndte, også fordi alting simpelthen bare haster mere og mere for hvert år, der går. Men det er også et af de topmøder, som til dato er omgærdet af størst usikkerhed.

En del af usikkerheden skyldes værtslandets premierminister, Boris Johnson. Hans noget uortodokse stil har skabt en vis bekymring for, at han kan komme til at spille samme uheldige rolle i Glasgow, som Danmarks daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, gjorde under det temmelig fejlslagne topmøde i København tilbage i 2009. Omvendt har Boris Johnson opbakning af et diplomati, som Lars Løkke Rasmussen kun kunne drømme om dengang i København.

En anden, meget væsentlig årsag til usikkerheden omkring topmødet er pandemien. Rejserestriktioner og nedlukninger har betydet, at de forhandlere, som sædvanligvis bruger månederne op til et klimatopmøde på at gøde jorden for selve mødet, slet ikke har kunnet mødes fysisk. Landenes udsendinge har derfor ikke samme klare idé om, hvor de hver især står, som de plejer at have. Blandt andet derfor er der også stor usikkerhed om, hvad det overhovedet er muligt at opnå på mødet.

Men måske ligger der muligheder for betydelige fremskridt i en hel masse forskellige forhandlingsspor, som briterne har sat i gang, hvor der er lagt op til, at mindre grupper af lande kan gå foran med erklæringer om at ville handle i fællesskab. Det kunne for eksempel handle om at fastsætte årstal for udfasning af kulkraft og fossilbiler eller om at bremse afskovning eller etablere CO2-opsugende natur. EU og USA har også lanceret en koalition af lande, som vil skære i deres udledninger af metan. Det handler i høj grad om at lappe på utæt olie- og gasinfrastruktur og er et af de få quickfix, som verden faktisk har til rådighed i klimapolitikken. Metan bliver kun i atmosfæren i omkring 12 år, og derfor kan man hurtigt få niveauet – og dermed temperaturen – ned ved at skære i udledningerne.

Endelig er der alle de private initiativer, som topmødet også allerede har affødt, og som der formentlig vil komme flere af i Glasgow. En stor del af cementindustrien har for eksempel allerede erklæret, at den vil være klimaneutral i 2050, ligesom en stribe af finansindustriens største spillere har stiftet en alliance for at accelerere omstillingen til netto-nul” – måske kan der komme noget mere konkret fra dén kant.

Går det hele op i en højere enhed, kan det måske ende med at gøre mødet til en succes – selv hvis det halter med at træffe de store, fælles beslutninger. Men muligheden for en stor skuffelse er bestemt også til stede.

Sidst jeg talte med Jessie Stevens, var hun nået til Lancaster i Nordengland og var i gang med en velfortjent hviledag, mens det tissede ned udenfor. Et par gange undervejs havde det været lidt tungt, fortalte hun, for eksempel da ladcyklen, som følger med på hele turen for at bære bagage, punkterede fire gange i løbet af andendagen, eller da hun på fjerdedagen ikke fik regnfrakken på om morgenen og derfor blev fuldkommen gennemblødt og måtte cykle plaskvåd hele dagen. Men i det store og hele er hun ret begejstret for det hele. Cykelturen har nemlig styrket hendes tro på, at det nytter, når mennesker handler i fællesskab. Også selv om hun godt ved, at hendes ridt isoleret set muligvis ikke kommer til at rykke det helt store.

Cykelturen handler ikke om, at vi kommer til at løse alting ved at cykle til COPen,” siger hun, men den handler om at sætte spotlys på den kraft, mennesker har, når vi går sammen om at gøre noget. Det er bare endnu en dråbe i havet af mennesker, som siger, at de bekymrer sig om det her, og at der er behov for handling.”