Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

De fuskede med milliarder af dollars i bitcoins. Mød krypto-ægteparret fra New York

Verden har fået en ny type superkriminelle.

Foto: Malene Anthony, Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


16. februar 2022
7 min.

Da en TikTok-influencer og hendes mand, en småkejtet nørd, blev anholdt i New York City sidste uge, var det for at have begået en af de største økonomiske forbrydelser i menneskehedens historie.

Det amerikanske par er sigtet for at konspirere om at hvidvaske 29 milliarder kroner i stjålne bitcoins, og amerikanske myndigheder har beslaglagt bitcoins for 23 milliarder kroner. Det er svimlende mange penge og den største beslaglæggelse, USAs justitsministerium nogensinde har foretaget.

Men hvem er parret fra New York, og hvordan endte de blandt verdenshistoriens største økonomiske forbrydere? Det er det, jeg vil forklare.

Hvis du vil høre mig forklare Lea Korsgaard, Zetlands bestyrelsesformand og medstifter, hvordan man hvidvasker milliarder af kroner i kryptovaluta, skal du høre lydudgaven af denne Frederik forklarer internettet. I serien forklarer jeg internetfænomener, man er nødt til at forstå for – til fulde i hvert fald – at forstå den verden, vi lever i. Find hele serien i bunden af artiklen.

Historien begynder i 2016 på en hjemmeside ved navn Bitfinex. Bitfinex var på det tidspunkt en af verdens største platforme for handel med bitcoin. Men en sommerdag ramte katastrofen. Flere af Bitfinex’ kunder opdagede, at nogen overførte bitcoins fra deres bitcoin-pengepung til en bitcoin-pengepung, som ingen anede hvem tilhørte.

Da dagen var omme, stod det klart for Bitfinex, at en eller flere hackere var lykkedes med at stjæle sammenlagt 120.000 bitcoins fra deres kunder. Det var et kæmpe kup. De over 100.000 bitcoins var dengang 460 millioner kroner værd. Faktisk var det verdens største krypto-kup nogensinde. Havde det været et traditionelt bankkup, havde hele verden formentlig talt om det, for pengesummen er sammenlignelig med verdens største kup. Men fordi det var bitcoin, gik nyheden manges næse forbi.

I mange år forblev kuppet mod Bitfinex uopklaret. På blockchainen, hvor man kan se transaktioner med kryptovaluta, kunne politimyndigheder blot se på, mens bagmændene delte de 120.000 bitcoins op i mindre summer og spredte dem i et kringlet system, der var designet til at hvidvaske værdierne. Men amerikanske politimyndigheder holdt snuden i sporet – mange af Bitfinex’ kunder var amerikanere, der var blevet røvet ved højlys dag – og det lykkedes amerikansk politi at navigere labyrinten af bitcoin-transaktioner fra Bitfinex-kuppet til ægteparret i New York City.

Manden er en 34-årig amerikansk-russer ved navn Ilya Lichtenstein, der går under navnet Dutch’, og hans partner er en 31-årig amerikaner ved navn Heather Morgan. Amerikansk politi har ikke sigtet Dutch og Heather for selve hacket mod Bitfinex, så den del er stadig uopklaret, men parret er sigtet for at eje den bitcoin-pung, de stjålne bitcoins blev overført til.

Da politiet beslaglagde pungen, lå der 94.000 bitcoins, der i dag er omkring 23 milliarder kroner værd. Det er så stort et tal, at det er svært helt at begribe. Derfor har jeg regnet lidt på det.

En overnatning i Hotel d’Angleterres 90 kvadratmeter store luksuriøse suite koster 14.000 kroner – og parret vil kunne betale for 1,6 millioner overnatninger. Nok til, at alle i hovedstadsområdet samt Aarhus kan få én nat med udsigt til Kongens Nytorv. Er det for abstrakt, så kostede et hus i Danmark i 2019 i gennemsnit to millioner kroner – og parret ville således kunne have købt 11.500 gennemsnitshuse. Eller have betalt for hele Storebæltsbroen – og stadig have et par milliarder tilbage.

Hvad jeg prøver at sige, er, at før Ilya Dutch’ Lichtenstein og Heather Morgan blev anholdt i sidste uge, var de et ufatteligt rigt ægtepar, der skjulte en gigantisk hvidvask-operation. Men det er ikke en overdrivelse at sige, at de ikke ligner vores idé om økonomiske superskurke.

Da parrets navne begyndte at florere på internettet efter anholdelsen, gik der et kollektivt gravearbejde i gang. Alle ville vide, hvem de to masterminds bag et af verdens største krypto-kup var. Og det er her, historien tager et hårdt sving ind i gakkelak-land.

Nu vil jeg introducere dig for den ene sigtede i hvidvask-sagen, nemlig Heather Morgan. I 2019 forsøgte hun at slå igennem som rapper. Ja, rapper. Razzlekhan, kalder hun sig. Der er nogle på internettet, der mener at Razzlekhans rap er en større forbrydelse end hvidvaskningen, men bedøm selv, for her kommer musikvideoen til hendes sang Versace Bedouin.

Som en på Twitter skrev, er Razzlekhan nok den dårligste rapper ever, men dog verdens rigeste rapper ever. Vakse lyttere opdagede også, at hun rapper, hun er journalist, hvilket måske er så meget sagt, men hun har i hvert fald udgivet blogindlæg på Forbes.

Her beskriver hun sig som ekspert i overtalelsens kunst og social engineering, hvor man charmerer folk til at klikke på links for at hacke dem, og hun har blandt andet skrevet om, hvordan man beskytter sin forretning mod cyberkriminelle. I sin sang rapper Heather Morgan også, at hun er direktør for en virksomhed, der hjælper folk med at skrive fængende mails. Andre opdagede, at Heather Morgan også har været aktiv på TikTok, hvor hun kalder sig selv serieiværksætter og har forsøgt sig som business-influencer – dog uden at få megen opmærksomhed før nu. I en TikTok-video med titlen #WordsOfWisdom – How I Made My Dreams a Reality blærer hun sig med at have skabt en millionforretning uden funding udefra – uden selvfølgelig lige at nævne detaljen med de illegale krypto-milliarder. Heathers TikTok skal du heller ikke snydes for.

Fordi Heather Morgan er så vild en personlighed, er det hende, internettet har været mest hyped omkring. Men det er nu hendes mand, ham her Dutch’, der optræder flest gange i anklagerne. Han er nævnt 101 gange, hun 81 gange. Så hvad ved vi om Ilya Lichtenstein?

Vi ved fra hans LinkedIn-profil, at han angivelig har læst psykologi på et amerikansk universitet og kalder sig iværksætter med interesse i blockchain-teknologi, og angivelig har han grundlagt tech-start-ups i krypto-verdenen. På Twitter har han også kritiseret manglende sikkerhed omkring krypto-punge, hvilket i dag er lidt komisk, da det i sidste ende var hans egen manglende sikkerhed, der lukkede amerikansk politi ind i parrets krypto-pung. Ellers ved vi ikke så meget om ham– og vi ved heller ikke, hvordan den illegale arbejdsdeling mellem ham og Heather har været.

Der findes dog ét ret intimt vindue ind i parrets liv, og det er en TikTok-profil, der tilhører Heathers alter ego, rapperen Razzlekhan. I videoerne får vi et hint om, hvad de brugte penge på. Man kan eksempelvis se, at de boede i en stor lejlighed, ifølge amerikanske medier i et af Manhattans højhuse. Vi kan også se, at de har en bengalkat, en dyr og eksklusiv race, der er opstået ved at krydse den lille asiatiske leopardkat med tamkatten.

Af anklageskriftet fremgår det, at parret angivelig har hvidvasket bitcoins gennem blandt andet køb af guld og NFTer, de her kunstværker på blockchainen, vi før har talt om i Frederik forklarer internettet. Men ud over det er det ikke til at se, at parret har levet som nogle af klodens største krypto-milliardærer. Eksempelvis fremgår det af anklageskriftet, at parret har brugt bitcoins på at købe et gavekort på 500 dollars fra Walmart og brugt penge på Uber-kørsel, Hotels.com og en PlayStation.

Alt i alt giver parrets internet-tilstedeværelse indtryk af et ret gakket par. På internettet har folk gjort sig lystige over de her hardcore politifolk, der er blevet sat til at opklare en af verdenshistoriens største finansielle kriminelle operationer – og på et tidspunkt i den jagt er de stødt på Razzlekhans TikTok-videoer og har set det par, der angivelig er genierne bag. Men fordi parret virker så skøre, er de også blevet taget ind af internettet som nogle, man holder af – netop fordi de virker så gakkede. Men måske mest, fordi der generelt er en stemning af, at hele krypto-verdenen er et stort, meget risikabelt pyramidespil, og hvis nogen har tabt penge på det på grund af parrets snedighed, er der kun highfives at give.

Der har sikkert også været uddelt highfives blandt politifolk i USA, som med sagen her – hvis altså parret bliver dømt – vil have bevist, at kriminelle, der forsøger at skjule sig i anonymitet på blockchainen, mens store værdier bliver hvidvasket, kan og vil blive strafforfulgt. På pressemødet for sagen lød det fra en af det amerikanske justitsministeriums spidser, at kryptovaluta ikke er et sikkert tilflugtssted for kriminelle”. Og det er måske den store historie i denne spektakulære sag: at efter mange år med store krypto-kup, hvor stjålen kryptovaluta har skiftet hænder i et virvar på blockchainen, ser det nu ud til, at politimyndigheder, i hvert fald de amerikanske, har fundet måder at optrevle selv de mest komplekse kryptohvidvask-operationer.

Og mon ikke også der sidder nogle meget spændte Bitfinex-kunder og glæder sig til at få deres stjålne bitcoins tilbage? Hvordan det præcis skal ske, ved vi ikke, men amerikanske myndigheder har sagt, at man vil udtænke en juridisk proces.