Susan kan lære dig alt, der er værd at vide om at finde eventyret.

Også lige uden for din hoveddør

Hun rejste kloden tynd og blev en sjælden succes i en mandeverden. Så ramte katastrofen – og hun måtte lede efter eventyret et helt nyt sted.

Foto: Privat

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

23:57

Det var få sekunder fra at gå forfærdelig galt. Susan Moser travede gennem junglen mellem de enorme træer. Sammen med sin daværende mand var hun del af en ekspedition dybt inde i den centralafrikanske regnskov. Højt oppe kunne hun høre de store aber klatre rundt på jagt efter frugt. Trækronerne deroppe var så tætte, at sollyset næsten ikke trængte ned på jorden, der var dækket af blade.

Den fem uger lange ekspeditions mål var det fjerne Ndoki, dybt inde i regnskoven, hvor de skulle fotografere. Gruppen gik på en lang række med folk fra en lokal stamme forrest og bagerst. Susan Moser var nummer tre, lige bag ved en ranger ved navn Torre. Hun havde ikke støvler på, for der var så vådt, at fødderne svulmede op. Derfor gik hun i sokker og sandaler, lige til at holde de værste kødædende myrer væk,” som hun siger.

De var trætte nu. Det var længe siden, de havde fået noget at spise. De havde gået og gået og gået. Pludselig mærkede Susan Moser et hårdt skub. Hun røg bagud. Hvad sker der? nåede hun at tænke. Så så hun slangen. Lige der, hvor hun var ved at træde, lå den, klar til hug. En Gaboon viper – den lynhurtige hugorm med verdens længste gifttænder. Det var meget, meget farligt,” siger hun. Hun skyndte sig på sikker afstand af slangen. Det var rangeren Torre, der havde skubbet hende væk i sidste øjeblik. Havde hun taget et skridt mere, havde den tynde slange hugget.

De lokale i gruppen insisterede på, at Gaboon viperen skulle fanges. Da de fik fat i den og holdt dens hoved, så Susan Moser tænderne – tre centimeter lange og hule som kanyler, så giften lynhurtigt kunne strømme ud. Det kunne være gået grueligt galt.”

Det var et Zetland-medlem, der fortalte mig om Susan Moser. Hun har den vildeste historie,” skrev hun, og det viste sig at være rigtigt. Men det viste sig også at være en anden historie, end jeg havde regnet med.

55-årige Susan Moser har hele sit liv jagtet eventyret. Det har ført hende rundtom i hele verden og gjort hende til en usædvanlig forretningssucces, også i ekstremt mandsdominerede miljøer i Mellemøsten. Hun har lært sjældne stens hemmeligheder at kende. Hun har levet frygtløst. Men det er ikke let at ville leve sit liv som en eventyrer. For hvad gør man, hvis man selv en dag kan overtage et 100 år gammelt familiefirma – men så skal opgive sin udlængsel? Og hvad stiller man op, når ulykken pludselig rammer og river tæppet væk under alle ens drømme om eventyr?

Dét er også Susan Mosers historie. Det er en fortælling om, at eventyret langtfra altid er, hvad vi tror, det er. Om hvad vi alle sammen kan lære om at overvinde nærmest uoverstigelige bjergtoppe og jungler i vores liv. Og om hvad der dukker op på den anden side.

HACK DIT SIND

Drømmen om, at vi kontrollerer vores egen skæbne, smuldrede i 2020. Verden har været uforudsigelig og i det hele taget noget rod. Heldigvis er der stadig masser af ting, du selv bestemmer. Du styrer i høj grad selv, hvordan du vil reagere, når tilværelsen gnaver, og dine planer går op i røg. I julen ser vi på nogle af de ting, du kan gøre for at lukke lys, håb og mening ind i tilværelsen.

Susan Moser var et energisk barn. Mildt sagt. Der er historien om dengang, hun endnu ikke var fyldt to år og var kravlet ud af barnevognen – “jeg havde tre seler på,” siger hun. Moren kiggede: Susan var væk! Dengang boede familien i Vedbæk, og da moren spejdede over på den anden side af Strandvejen, var Susan gået over den store vej. Min mor var ved at gå helt i opløsning,” fortæller Susan Moser. En mand på den anden side måtte bære lille Susan tilbage over vejen.

Et par år efter, i børnehaven, stak hun også af. Der var nogle høje gynger, og når man svingede sig helt op, kunne man lige kigge ud over hegnet. Jeg har altid været nysgerrig efter, hvad der var på den anden side af hegnet.” Så Susan fandt ud af, hvordan man åbnede døren, og så vandrede hun af sted. En pædagog måtte ud og finde hende i sin bil.

Jeg var ikke til at stoppe dengang,” siger hun. Virkelig eventyrlysten.”

Susan kom med i Vedbæk Pigegarde, for hun havde hørt, at så kunne man komme ud at rejse. Hun valgte at spille althorn – “ikke det mest sexede instrument” – for det manglede de, og så var hun sikker på at komme med. Som 11-årig sendte hendes forældre hende til England for at bo en sommer hos en familie, hun stort set ikke kendte. Familien drev en klub ejet af den lokale kulmine. Det var i Yorkshire, arbejderklasse, gråvejr og hårdt arbejde. Hun fik lov at stå i baren i minearbejdernes klub og ekspedere. Jeg kan huske, de havde store, snavsede hænder,” siger hun. De var søde.”

Som 17-årig tog hun ud til lastbilerne på Kalvebod Brygge i København for at få et lift ud i Europa. Året efter tomlede hun alene tværs gennem Sydamerika. Jeg kan huske, da vi kørte over den helt flade pampas i Argentina i dagevis, og pludselig tårnede Andesbjergene sig op i horisonten. Gudesmukke. Grå og disede, med sne på toppen. Så meget storhed.”

I Tyrkiet lærte hun at tomle rigtigt af en stor rødhåret amerikaner, Mike, som måske-måske ikke var lejesoldat – “jeg fandt aldrig helt ud af hans historie.” De kørte på ladet af lastbiler og lykkedes med at rejse gennem den vestlige del af landet.

Det gik glat – undtagen én gang, da nogle mænd ved Antalya kørte dem hen til en bar lidt oppe ad et bjerg. Derinde spiste de og drak raki. Vi blev frygtelig berusede,” og så skulle regningen betales. Så blev det ubehageligt. De ville ikke betale,” siger hun. Nu krævede mændene højrøstet at få Susan med. Det var ikke for sjov, de var temmelig aggressive,” siger hun. Jeg tror, jeg var tæt på at blive solgt den aften.” Men heldigvis var Mike en stor mand, og det lykkedes rejsekammeraterne at vikle sig ud af problemerne, som altid.

REJSESusan Moser i Namibia i 1993. Foto: Privat

Hjemme i Danmark var det svært for Susan at finde en uddannelse, hun ikke droppede ud af. Jeg hoppede fra alt det, jeg startede på. Det var for kedeligt,” siger hun. Jeg var en rastløs fugl.” Der var dog en mulighed, som på sin vis lå ligefor, men som samtidig kunne virke skræmmende.

I 1895 havde en nordmand nemlig grundlagt en marmorvirksomhed, der hurtigt fik succes. Der var gang i marmorbranchen dengang, og han ekspanderede snart til Danmark. Her byggede han en fabrik i det nye, pulserende Frihavnen i København. Området er den dag i dag stadig opkaldt efter fabrikken: Marmormolen. Susan Mosers morfar overtog efterhånden den danske del af marmorværket og navngav det efter sig selv, Bernhard M. Andersen. Jeg er tredje generation af den virksomhed. Jeg er født ind i den,” siger Susan Moser.

Det var her, i familiefirmaets værksted, hun fik sit første job. Der tjente jeg mine første penge,” siger hun. Og siden dengang har jeg altid arbejdet med sten.”

Ligesom teenageårene var Susans 20’ere præget af eventyr. Hun rejste rundt i hele verden. Hun havde tre jobs på en gang. Hun blev gift ind i en italiensk stenfamilie og flyttede til Ligurien. Hun rejste rundt i USA og forhandlede millionkontrakter.

Men da Susan Moser var midt i 30’erne, skulle hun træffe et afgørende valg. Ville hun overtage virksomheden, som hendes far havde gjort? Ville det betyde et farvel til eventyret?

Jeg følte, at mine vinger ville blive stækket. Og hvad sker der, når du klipper vingerne på en flyvefugl?” siger hun. Så jeg måtte kigge mig selv meget dybt i øjnene. Jeg havde sindssygt mange følelser forbundet med det sted. Men jeg ville heller ikke lade mig narre af nostalgien. Jeg ville ikke bindes. Jeg har altid været frygtelig bange for at blive bundet.”

Susan Moser besluttede, at hun ikke ville overtage. I stedet endte familien med at sætte virksomheden til salg. Det var svært. Jeg tudbrølede, da den første køber havde kigget på det.”

I begyndelsen af 00’erne solgte de. Som en del af handlen skulle Susan Moser og resten af familien arbejde i det nye firma i en periode. Det var hårdt,” siger hun, både for hende og forældrene. Den nye direktør respekterede ikke hendes faglighed, følte hun. Hele tiden var der diskussioner, det var så tungt. Det kammede over, da hun en dag ville køre til Øland og undersøge en natursten til kronprinsparret – hun vidste, det var vigtigt, men direktøren sagde nej. Så gad jeg ikke mere,” siger hun, nogle gange er det de små ting.” Susan Moser sagde op til fordel for et job i en ingeniørvirksomhed. Hun tog en lederuddannelse på handelshøjskolen INSEAD i Frankrig.

Nogle år efter, da stenvirksomheden var kommet i problemer omkring finanskrisen, vendte hun faktisk tilbage for at hjælpe i nogle år. Men igen gik det slet ikke. Det var forfærdeligt.”

Hun havde nu mistet både familievirksomheden og eventyret i sit liv.

TILDÆKKETI et kalkstensbrud i Saudi-Arabien. “Når du åbner et stenbrud, er der aldrig nogen, der har set det før,” siger Susan Moser. Foto: Privat

Susan Moser elsker sten på en måde, jeg ikke vidste, man kunne elske sten. Man kan høre det på hendes stemme. Hun læner sig lidt frem, får et særligt lys i øjnene. Hun afbryder interviewet, fordi hun får en mail om sten fra nogen på Sicilien. De skal sende et stykke marmor af sted,” siger hun, energisk undskyldende, det haster.”

Hun fortæller om dengang, hun var på jagt efter en blå sodalit-sten i det nordvestlige Kaokoland i Namibia. Det er en dyr sten, omgærdet af historier om stammekrige og ufremkommelighed. I starten af 1990’erne rejste hun til Namibia for at opspore det stenbrud, hvor sodalitten måske fandtes. Ingen offentlige myndigheder hverken i Sydafrika eller Namibia kunne fortælle, hvor dette brud lå, og om der overhovedet var et brud,” fortæller hun. Det førte til en rejse til et borgerkrigshærget område med bombehuller langs vejene. De blev inviteret ind i en landsby af himbaer – en stamme, hvor kvinderne smurte sig ind i gedemælk og rød jord – og hvor to mænd med spyd fulgte dem på sporet af stenbruddet. De fandt bruddet samme aften.

Natursten, siger Susan Moser, er særlige, fordi de er svære at tæmme. Stenene varierer meget. Ingen sten er ens. Som ung syntes jeg, jeg var verdensmester og vidste alt om sten. Nu 30 år efter bliver jeg mere og mere ydmyg. Der er ting ved en sten, jeg ikke har forudset,” siger hun.

Det handler om at kunne læse stenen”, som hun siger. Vide, hvordan man sætter 10, 20 eller 30 stenblokke sammen, så de giver et homogent udtryk, som gør arkitekterne glade. Det var særlig svært, dengang hun lavede natursten til Operaen i København, for bygherren – Mærsk McKinney-Møller – og arkitekten – Henning Larsen – var dybt uenige. Det var som at arbejde midt i et minefelt.” Men det lykkedes at finde en løsning, og nu kan du se stenene på operahusets facade. Jeg har lært at danse med stenene,” siger hun.

SJÆLDENSådan ser den ud, sodalit-stenen. Foto: Privat

Der var imidlertid ikke meget dans over Susan Moser liv som ansat i det firma, hendes familie engang ejede. Og nu, efter nogle hårde år, var hun nået til en erkendelse. Hun måtte sige op. For anden gang. Og denne gang var det uigenkaldeligt. Det var en kæmpe lettelse,” siger hun. En kæmpe lettelse.”

Susan Moser besluttede sig for at prøve at skabe et nyt eventyr. Hun ville bruge alt det, hun vidste om sten, til at bygge sit helt eget lille firma op. Det krævede, at hun igen begyndte at tage ud i verden. Susan Moser begyndte at rejse til Saudi-Arabien og andre steder i Mellemøsten for at rådgive om natursten og bygge sit navn op. Det var lidt usædvanligt som kvinde,” siger hun med noget af en underdrivelse. Og det var ikke nemt. Men jeg lærte meget om at være kvinde i en så ekstremt mandsdomineret verden.”

Tag dengang, hun var til møde med nummer to i den stenrige bin Laden-familie, Tarek (ja, bror til den Osama). I bare tæer på bløde tæpper sad hun foran Tarek bin Laden. De skulle snakke forretning og byggerier, men han fortalte i stedet, at han havde været i København som ung. Jeg spiste så meget chokolade,” sagde han. Det betød,” siger Susan Moser, at han havde kendt mange danske kvinder.” Der blev helt stille, efter ordene faldt i mødelokalet. I sådan en situation, siger hun, må man ikke lade sig provokere. Så hun nikkede bare. Samarbejdet blev ikke til noget.

Det var der til gengæld andre ting, der begyndte at gøre. Susan Moser kom med på det enorme King Abdullah Financial District i Saudi-Arabien. Det lykkedes hende også at blive hyret til at hjælpe med natursten til et indkøbscenter i Abu Dhabi, der er en halv kilometer langt.

Hun fandt ud af, at så snart de forstod, hvor meget hun vidste om sten, fik hun respekt, selv som kvinde. Faktisk tænker hun i dag, at det er nemmere at blive lyttet til dér end i entreprenør- og byggemiljøerne herhjemme, som også er rimelig mandsdominerede. Der, hvor jeg tænker mest over at være kvinde i en mandeverden, er her i Danmark, ikke ude i verden. Det kan godt være, de har regler om, hvorvidt jeg må drikke kaffe, men min faglighed sætter de aldrig spørgsmålstegn ved. Herhjemme har mændene i branchen ofte mindre respekt. Det kan godt undre mig,” siger hun.

Det var ikke, fordi hun rejste til Mellemøsten for at føre en ligestillingskamp. Men nogle gange oplevede hun, at der skete opløftende ting. Efter hun havde besøgt en virksomhed i Saudi-Arabien en del gange, indførte den toiletter til kvinder – det eksisterede ikke før. Firmaet begyndte desuden at ansætte kvinder, hvilket også var nyt. Det har været den største sejr, jeg har haft – større end de bedste opgaver, jeg fik,” siger hun.

HJELMSusan Moser har stået for natursten til byggerier over store dele af verden. Foto: Privat

Det helt store gennembrud for Susan Mosers firma kom i 2017, da hun blev hyret til to store luksuriøse byggerier i Barcelona og New York. Det var et kæmpe vendepunkt,” siger hun. Fra da af var der for alvor hul igennem for virksomheden. Hvor hun før skulle opsøge opgaverne, kom de nu til hende. Hvor hun før måtte rejse til Mellemøsten som ene kvinde, tog en delegation for nylig til København for at hyre hende til verdens største shoppingcenter i Dubai. Det var kæmpestort, at nu kom de til mig,” siger hun.

Susan Moser havde fået sin egen virksomhed – og fået eventyret tilbage. Nu var eventyret også, at det var mig, der bestemte. Jeg skulle ikke spørge nogen om noget. Nu skulle jeg for første gang nogensinde bare følge min mavefornemmelse.”

Det var perfekt. Og det hele kulminerede, da hun pludselig modtog en invitation til Kvindelige Eventyreres Klub. Man kan ikke ansøge om at være med i klubben, men skal inviteres. Og nu var det hendes tur. Hun glædede sig til at møde ligesindede.

Og så var det, at Susan Moser blev ramt af noget dybt ubehageligt, der skulle ændre hendes forhold til eventyr for altid.

UD I DET BLÅPå jagt efter en særlig sten. Foto: Privat

Det var den 5. september 2018. Fem dage før havde hun overtaget nøglerne til sin nye erhvervsejendom i Gilleleje. Hun arbejdede hjemme den dag, for hun følte sig ikke på toppen. Det føltes, som om jeg havde mudder i hovedet.” Hun havde travlt med en rapport, men måtte hele tiden lægge sig ned. Et øjeblik var hun bevidstløs.

En arkitekt ringede. Hun havde svært ved at tale over telefonen. Hun blev svimmel. Hendes venstre ben og arm begyndte at snurre. Der tænkte jeg: Der er noget galt,’” siger hun. Susan Moser ringede til sin mand, der havde kørt ambulance. Det lyder som en blodprop,” sagde han.

Nu gik det stærkt. Susan Moser kunne ikke selv taste nummeret til ambulancen, så hendes medarbejder ringede. Det hele foregik i en tåge. Ræse ind ad motorvejen. Lyset i scanneren på Rigshospitalet. Flimmeret.

Da Susan Moser vågnede i hospitalssengen, kunne hun pludselig ingenting. Hun havde overlevet en blodprop i hjernen. Men det var, som om hun havde mistet noget af sit selv. Hun snøvlede. Sov hele tiden. Havde hovedpine.

Samtidig følte hun, der var ting, hun skulle gøre. Der var nogle hektisk-kritiske opgaver, der kunne vælte virksomheden, hvis de ikke blev lavet,” siger hun. Det lykkedes at ordne fra hospitalssengen, selv om det var nærmest umuligt. Hun kunne ikke ramme tasterne. Kunne ikke stave. Hun skulle sætte folk i gang rundtom i verden, men nu havde hun, der ellers kunne så mange sprog, glemt dem igen.

Det var en absolut katastrofe,” siger hun.

Da Susan Moser blev lidt friskere, var hun med til at sælge nogle ting ved et loppemarked. Og hun opdagede nu, at hun heller ikke kunne regne, når folk skulle betale. Ti plus ti … hun vidste ikke, hvad det gav. Folk stirrede på mig, for jeg så jo normal ud,” siger hun. Hun følte også, at hun havde sværere ved humor og empati efter blodproppen. Hun grinte ikke så let mere. Og især var det svært at lytte til andre, når de talte til hende. Det belastede hjernen at lytte, jeg blev så træt.” Kvinden, der havde levet et liv som én stor jagt for at møde nye mennesker og lytte til deres historier, kunne ikke lytte nu.

Det var deromkring, Susan Moser indså noget vigtigt: Hvis hun skulle bevare eventyret i sit liv, skulle hun finde en ny måde at gøre det på. Og det krævede en kamp.

TYPISKSom så ofte før: Susan Moser fortæller om sten ude i verden. Foto: Privat

Der findes et nyt, relativt ukendt begreb inden for psykologien ved navn adventure psychology – eventyrets psykologi. Det er en teori om, hvordan længerevarende, risikofyldte eventyrer-ekspeditioner spiller sammen med vores sind. Men det har også langt bredere betydning; for adventure psychology handler langtfra kun om vilde rejser tværs over Sydpolen eller ind i den centralafrikanske jungle. Det handler i høj grad om vores hverdagsliv – og evne til at overvinde ekstrem modgang.

Psykologen Paula Reid skriver i en forskningsartikel, at eventyrets psykologi handler om at gå bevidst ind i det ukendte; going knowingly into the unknown’, som hun formulerer det. Eventyrets psykologi handler om at kaste sig ud i noget ukendt med et element af risiko, men med så meget forberedelse som muligt,” siger hun over telefonen fra London.

På den måde minder det lidt om den mere etablerede sportspsykologi, men det er ikke begrænset til korte perioder i kontrollerede miljøer som sport. Der er også overlap med idéen om et growth mindset fra psykologistjernen Carol Dweck, om en evne til konstant udvikling, men adventure psychology handler i højere grad om overlevelse og modstandskraft. Det handler om psykologien bag at bestige bjerge, men også om eventyrerens tilgang til dagligdagen – at opsøge det ukendte og risikofyldte. Det handler dybest set om at søge uden for din komfortzone og klare dig der.”

Paula Reid, der har forsket på University of East London, mener, at eventyrets psykologi tilbyder en række værktøjer, der dels handler om personlig udvikling – om at blomstre og trives, som hun siger – dels om hjælp til at overvinde modgang. På eventyr lærer du at håndtere risiko. Du lærer at klare ting, du aldrig har prøvet før. Du opbygger din modstandskraft og dine mentale muskler,” siger hun.

Noget tyder på, at de evner kan hjælpe os tilbage på fødderne, når ting går galt – ikke blot på ekspeditionerne – når vi har slået os ude i junglen – men også når vi bliver ramt af mere almindelige ulykker og kriser. En blodprop i hjernen for eksempel. Der er læringer her, vi alle sammen kan bruge,” siger Paula Reid.

I Gilleleje begyndte Susan Moser at kæmpe sig tilbage. Med hjælp fra sin mand, sine papbørn og sine forældre byggede hun sig selv op igen. Hun øvede at regne igen og lytte mere. Det var virkelig hårdt. Hjernen var stadig ikke på toppen, hun var stadig ikke sig selv. Men lidt efter lidt begyndte det at lysne, bare en smule.

Jeg tror,” siger hun, at jeg har lært af mine eventyr, at modgang er midlertidig.” Det gælder, når det er frysende koldt, og man intet har at spise – eller når man skal vandre sulten i dagevis gennem regnskoven eller er ved at blive solgt til en gruppe vrede mænd i Tyrkiet. Det handler om at acceptere situationen, være i den. Men samtidig nægte, at der sættes grænser for én.”

Fem uger efter blodproppen var Susan Moser inviteret til at møde op i Kvindelige Eventyrernes Klub. Hun skulle holde foredrag. Invitationen var kommet inden blodproppen, men selv om hun stadig var ekstremt medtaget, nægtede Susan Moser at blive væk. Hun ville derind. Hun fik sin mand til at køre sig, for hun kunne ikke selv sidde bag rettet.

Der var fuld af mennesker til middagen inde i klubben. Høje lyde, masser af snak. Det var så hårdt at lytte. Jeg måtte hele tiden lægge mig ned under maden og hvile mig,” siger hun. Min hjerne var stadig så smadret.”

Endelig skulle hun tale for forsamlingen. Hun mandede sig op og begyndte. Tre kvarter om sit liv og sine rejser. Det var ikke specielt godt,” husker hun. Jeg fortalte om alt for mange forskellige ting – havde svært ved at sætte et sammenhængende foredrag sammen.”

Men: Hun gennemførte. Klapsalverne skyllede hen mod hende. Bagefter måtte hendes mand hjælpe hende ud i bilen og køre hende hjem. Jeg sov nærmest i tre døgn bagefter,” siger hun. Det var helt åndssvagt. Men jeg var glad for, jeg gjorde det. Jeg havde mødt ligesindede eventyrere. Jeg havde fundet min hylde for første gang nogensinde.”

HJEMMEForan sine sten i showroomet i Gilleleje. Foto: Christian M. Andersen

I dag er Susan Moser ved at være tilbage. Og nej, hun er ikke helt den samme, og blodproppen har sat sine vigtige aftryk. Men hun er nu, igen, på jagt efter eventyret. Denne gang er det bare ikke Congo eller Mellemøsten, men i Gilleleje. Hun er, som os andre, tvunget til at blive her i landet. Inden hun blev syg, rejste hun knap 200 dage om året. I år har hun, også på grund af pandemien, næsten kun været derhjemme. Det er nærmest naturstridigt for hende.

Men hun har opdaget, at hun godt kan finde eventyr her. Man behøver ikke gå så langt, siger hun.

Hun kan gå en tur, møde nye mennesker og høre deres historie. Hun har lært at lytte igen. Folk har de mest spændende historier, hvis du holder mund om dig selv og lader dem snakke,” siger hun.

Hun spiser æbleskiver i de pensionerede naboers have. Hun går ned til butikkerne i byen, køber en dims, et par underbukser, en kop kaffe. Lærer folk at kende. Man kan godt snakke med mundbind på.” I en af butikkerne mødte hun en, hun nu taler om at lave en vinimport sammen med. Jeg har foreslået en vingård på Sicilien, jeg kender fra gammel tid.”

Hun har mødt en kunstner, der laver papir af brændenælder. De taler om at lave skulpturer sammen – med Susans sten – som kan stå rundtom i byen og gøre Gilleleje til en kunstnerby”. Susan Moser selv har allerede fået lavet verdens største sko i marmor – fra det gamle norske stenbrud, hendes familiefirma voksede ud af. Marmorskoen står nu foran byens skobutik, og børnene bruger den som rutsjebane.

Når hun går tur om aftenen, kigger hun ind i folks lyse stuer og digter historier om, hvordan deres liv er. Hun har en plan om at lære fiskermiljøet i byen bedre at kende.

Hvad er eventyr?” siger hun. Eventyr er ikke at sige nej. For så åbner verden sig. Eventyr er en ustyrlig trang til udvikling. Det er en nysgerrighed, man har i sig. En sindstilstand og længsel. En mangel på frygt for nye ting og nye mennesker.”

Eventyret er, siger hun, ofte der, hvor man mindst venter det. Eventyret er i Gilleleje, efter en blodprop, under en pandemi. Eventyret er der, hvor du leder efter det.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: