Lær at spille dine dårlige kort.

Sådan fandt en socialpsykolog vejen til et bedre liv ved pokerbordet

Illustration: Lorenzo Matteucci
  • 4. august 2020
  • 17 min.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

25:13

Det var i 2015, at heldet vendte sig mod Maria Konnikova. Først blev hendes mor fyret fra sit job som programmør, og resten af Silicon Valley stod ikke i kø for at ansætte en kvinde i karrierens efterår. Så faldt hendes elskede bedstemor på sit hårde linoleumsgulv i nattens mørke, hun slog hovedet mod sengens metalramme og var død to dage senere. Til sidst var det hendes mands tur til at miste sit job. Maria Konnikova skulle nu forsøge at forsørge sin familie som freelanceskribent, samtidig med at hun selv sloges med en mystisk sygdom, som blev mere og mere invaliderende og i perioder forhindrede hende i at forlade sit hjem – en lækker lejlighed i et af Manhattans hippeste kvarterer, som hun og manden snart blev nødt til at flytte ud af. Maria Konnikova, en 36-årig socialpsykolog, forfatter og The New Yorker-skribent, følte sig som punchlinen i en ond kosmisk vittighed. Hun var træt af at være kastebold for livets luner og trængte til at tilte tilfældighederne tilbage i sin retning. Hun endte med at finde det svar, hun søgte, et sted, hun normalt aldrig ville have tænkt på at lede; i et kortspil, hun aldrig havde spillet og ikke engang kendte reglerne til. Nemlig poker.

Poker er ligesom livet. Det mente i al fald matematikeren John von Neumann, som baserede sin banebrydende spilteori fra 1920’erne på det lumske kortspil. Poker placerede sig perfekt imellem chancespil som roulette, der udelukkende handler om held, og færdighedsspil som skak, hvor held slet ikke er en faktor. For von Neumann var en pokerhånd et billede på mange af de beslutninger, vi møder i virkeligheden: i en forhandlingssituation, til jobsamtalen eller i et skænderi mellem to ægtefolk. Vi kender vores egne kort og kan se, hvad der er på bordet. Men vi ved ikke, hvad de andre har på hånden, så vi forsøger hele tiden at afkode hinandens intentioner, og det kræver både held og snilde at træffe de rigtige beslutninger. Det virkelige liv består af at bluffe, af at vildlede, af at spørge sig selv, hvad den anden vil tro, at man har tænkt sig at gøre,” skrev von Neumann, der selv var en entusiastisk, men talentløs pokerspiller, i sit hovedværk Theory of Games and Economic Behaviour.

Da Maria Konnikova læste bogen, fik hun en idé: Tænk, hvis poker rummede de livslektier, hun ledte efter. Tænk, hvis det kunne blive en prisme for hendes eget liv – en slags fremkaldervæske for hendes værste sider og svagheder. Tænk, hvis et kortspil kunne hjælpe hende med at forstå samspillet mellem færdigheder og tilfældigheder, så hun kunne blive herre over heldet og træffe bedre beslutninger. Hun satte sig en mission: Hun ville fuldende, hvad von Neumann aldrig formåede. Hun ville mestre poker, så hun kunne mestre livet.

Spoiler alert: Det gik godt. Rigtig godt. I løbet af de næste to år gik Maria Konnikova fra novice til professionel pokerspiller med turneringssejre på cv’et, over to millioner kroner i indtægter og verdens største pokerside, PokerStars, som sponsor. Undervejs skrev hun en bog om processen, The Biggest Bluff, som lige er udkommet. Det er en underholdende underdog-fortælling med et farverigt persongalleri, men dét er ikke det mest interessante ved bogen. The Biggest Bluff er nemlig ikke først og fremmest en bog om at blive bedre til poker, men om at blive bedre til livet. For John von Neumann fik ret: Maria Konnikova endte med at lære en hel del om at tackle tilværelsens svingninger – omend den vigtigste livslektie var en anden, end hun havde håbet, da eksperimentet begyndte.

Maria Konnikova gjorde det ikke alene. Hun fik hjælp af pokerlegenden Erik Seidel, som indvilgede i at være hendes stoiske, Yoda-agtige læremester og åndelige vejleder. Den primære grund til, at han lod sig overtale, var Maria Konnikovas baggrund som psykolog. Ligesom så meget andet i vores samfund er poker de seneste år undergået en dataficering. Lommeregneren erstatter hjernen, mavefornemmelsen viger for tal og data, og algoritmer udmanøvrerer menneskelig observation. Nye spillere ankommer til bordet bevæbnet med stakke af statistikark og matematiske modeller, som de følger med maskinagtig præcision. Erik Seidel, der er fra tiden før algoritmernes indtog, ville se, hvor langt en nybegynder kunne nå med et dybt kendskab til den menneskelige psyke. Han forestillede sig, at Maria Konnikovas psykologbaggrund ville blive hendes trumfkort. Og det blev det også. Men det forhindrede hende ikke i at dratte direkte ned i alle de kognitive faldgruber, hun før har identificeret hos andre. Hun blev overselvsikker og følte sig som en pokerhaj efter kun få måneder (Dunning-Kruger-effekten), hun følte sig som en bedrager, da hun sad ved sit første finalebord (impostor-syndromet), hun lod sine følelser løbe af med sig, når hun burde have holdt hovedet koldt, hun spillede for sikkert og var bange for at tabe (tabsaversion), og i stedet for at trække sig efter et stort nederlag spillede hun videre for at indhente det forsømte (sunk cost fallacy). Pokereksperimentet blev rammen om en slags casestudie med psykologen selv som forsøgsperson, der lærte en hel del om både sig selv, livet, og hvordan man kommer igennem det. Jeg har destilleret de fire vigtigste læringer, som Maria Konnikova tog til sig, efterhånden som eksperimentet skred frem – og spædet til med et par pointer fra pokerspilleren Annie Dukes åndsbeslægtede og ligeledes anbefalelsesværdige bog Thinking in Bets fra 2018.

1.
Du har aldrig gode kort til gode – så lær at spille de dårlige

Der findes et psykologisk fænomen, som bliver kaldt gambler’s fallacy. Det er den udbredte vrangforestilling, at heldet altid vender. Hvis man har kastet en terning 20 gange uden at slå en sekser, så må den jo komme næste gang. Og hvis et møntkast har givet plat tre gange i træk, anser vi det for mere sandsynligt end normalt, at det bliver krone næste gang. Men vi glemmer, at mønter og terninger ikke har nogen hukommelse. Og selv om sekserne nok skulle få hentet ind, hvis man kastede terningen tusind gange, så er sandsynligheden for at slå en sekser næste gang nøjagtigt den samme som ved hvert enkelt af de forudgående kast. Nemlig en sjettedel. Vi føler, at statistik burde være retfærdigt, at små datasæt burde mime store, og når det modsatte viser sig at være tilfældet, endda på vores bekostning, har vi svært ved at acceptere det. I sin bog taler Maria Konnikova med en spildesigner, Frank Lantz, som fortæller, at når man har den slags tilfældighedsbaserede elementer med i videospil, så plejer man at manipulere med resultaterne, så der rent faktisk er større sandsynlighed for at slå krone efter tre gange plat. Det afspejler ikke, hvordan statistik og tilfældigheder faktisk fungerer, men det afspejler, hvordan vi føler, at de burde fungere.

Pokerspillere kalder det et bad beat, når marginalerne går imod dem – når de har de bedste kort på hånden og spiller dem rigtigt, men taber, fordi en anden spiller er heldig at ramme lige netop dét kort, som de skulle bruge for at vinde hånden. I begyndelsen af bogen begår Maria Konnikova den fejl at beklage sig over sine bad beats til sin mentor Erik Seidel.

Stop, jeg vil ikke høre det,” bryder han ind. Bad beats er en dårlig mental vane. Du skal aldrig hænge dig i dem. Det hjælper dig ikke med at blive en bedre spiller. Det svarer til at dumpe dit skrald i en anden persons have. Det eneste, det gør, er at stinke. Fokusér på processen, ikke på heldet. Spillede du hånden rigtigt? Alt andet er bare bullshit i vores hjerner.”

Det er en livslektie, der er som taget ud af stoicismens ABC: Fokusér på det, du kan kontrollere, og lad være med at spilde energi på ting, der er uden for din kontrol. Du kan ikke styre, hvilke kort du får, men kun, hvordan du vælger at spille det, du har på hånden. Livet er uretfærdigt. Lev med det. Du kan ikke sidde på dine hænder og vente på gode kort, som måske aldrig kommer. Du må lære at spille de dårlige.

En af Maria Konnikovas største svagheder som nyslået pokerspiller var, at hun spillede for sikkert. Hun tog ingen chancer. Hun smed sine kort, når hun burde være gået med, og hun nøjedes med at gå med, når hun burde have forhøjet puljen. Hun lå under for det, som psykologerne Daniel Kahneman og Amos Tversky har døbt tabsaversion: Vi husker vores nederlags bitterhed bedre end vores sejres sødme og vil hellere undgå at tabe et bestemt beløb end at vinde et tilsvarende beløb. Men poker er indrettet sådan, at konservativt spil straffes. Inden hver hånd skal alle spillere lægge et lille, obligatorisk beløb, kaldet ante, og to spillere skal på skift lægge et større beløb, kaldet blinds. Hvis man smider alle sine kort, fordi man venter på en guldhånd, bliver ens jetoner – og dermed muligheder – langsomt ædt op af blinds, indtil man sidder tomhændet tilbage. Det var først, da Maria Konnikova begyndte at bluffe, satse og tage chancer, at hun begyndte at vinde. Parallellen til virkeligheden drager hun selv: Der er en falsk tryghedsfornemmelse i at være passiv. Man tænker, at man ikke kan komme alt for galt af sted – men virkeligheden er, at hver passive beslutning fører til et langsomt, men støt tab af jetoner. (…) Hvem ved, hvor mange metaforiske jetoner min passivitet har kostet mig i løbet af livet? Hvor mange gange jeg har opgivet en situation, jeg ikke burde have opgivet, fordi en anden signalerede større styrke? Hvor mange gange jeg passivt er blevet i en situation og har ladet den overtage mig i stedet for aktivt at tage kontrollen og vende tingene rundt? At holde sig tilbage virker kun som den nemme løsning. I virkeligheden kan det være kimen til langt større problemer.”

2.
Tænk i væddemål

Du har sikkert set denne situation udspille sig utallige gange: En person fremsætter en påstand ganske uden omsvøb og forbehold. Der er tydeligvis ingen tvivl i hans sind om, at det, han siger, er et ubestrideligt faktum. Lige indtil en anden person stiller et spørgsmål, som får ham til at tøve: Skal vi vædde?” Nu må den skråsikre person gøre op med sig selv, om han egentlig er helt så sikker, som han fremstod, eller om han måske i virkeligheden kun er 90 procent sikker, 80 procent sikker eller endnu mindre sikker. Dét er væddemålets magt; muligheden for et monetært tab tvinger tvivlen frem i lyset. Som den gamle filosof Kant skrev i sin klassiker Kritik af den rene fornuft: Det hænder ofte, at nogen fremlægger sine synspunkter med så overbevist og urokkelig selvsikkerhed, at han virker til helt at have tilsidesat enhver mulighed for at tage fejl. Et væddemål foruroliger ham. Nogle gange viser det sig, at hans overbevisning kan måles i én dukat, men ikke ti. For han er meget villig til at vædde én dukat, men når der er ti på højkant, bliver han bevidst, på en måde han ikke var før, om, at han kan tage fejl.”

Et væddemål lærer os med andre ord at tænke i sandsynligheder – noget, vi mennesker er notorisk dårlige til. Vi er ikke vant til at vægte styrken af en bestemt overbevisning eller vores tro på et bestemt udfald. Blandt andet fordi vi lider af overconfidence bias og ofte tror, vi kender hele svaret, når vi kun kender det halve eller det kvarte. Hvilket fører til en række andre afledte problemer såsom den såkaldte planning fallacy, som gør, at vores planer sjældent holder stik, fordi vi næsten altid undervurderer, hvor lang tid ting tager, og hvor mange uforudsete komplikationer der kan opstå undervejs.

En af de få faggrupper, der godt kan finde ud af at tænke i sandsynligheder, er i øvrigt meteorologer. Når en vejrvært siger, at der er 72 procents sandsynlighed for regn i morgen, kan du i reglen regne med, at der er cirka 72 procents sandsynlighed for regn i morgen. Ironisk nok skyldes meteorologers dårlige ry netop vores manglende evne til at tænke i sandsynligheder; vi hører de 72 procent og tænker, at det bliver stensikkert regn i morgen, og når så regnen udebliver, tænker vi, at nu tog Peter Tanev fandeme fejl igen – til trods for at han faktisk levnede 28 procents chance for tørvejr. Når meteorologer er bedre til det her end de fleste af os, skyldes det ikke, at deres hjerner fungerer bedre, men at de færdes i et miljø, hvor de konstant får feedback på deres forudsigelser. Så når der alligevel ikke kom regn i morgen, kan man tage det til efterretning og måske tolke skyerne lidt anderledes den næste dag. Et andet eksempel på et sådant miljø med konstant feedback er et pokerbord. I et spil poker kan man evaluere sine egne vurderinger og beslutninger efter hver eneste hånd. Og dét, kombineret med væddemålets magt, lærer pokerspillere at tænke i sandsynligheder. De bedste spillere ved nøjagtigt, hvor stærk deres hånd er statistisk set, og hvad sandsynligheden er for at få de kort, de har brug for.

I bogen Thinking in Bets argumenterer pokerspilleren Annie Duke for, at vi kan forbedre de beslutninger, vi træffer i dagligdagen, hvis vi tænker på dem som væddemål. Vi vædder ikke nødvendigvis mod andre mennesker, men mod alternative fremtidsscenarier, som en anden beslutning kunne tænkes at føre til. Når vi eksempelvis skal vælge studie, må vi forsøge at veje sandsynligheden for et sjovt og spændende studieliv mod risikoen for ikke at kunne få et job bagefter. Ligesom i poker ved vi ikke, hvad der kommer på bordet. Vi har aldrig alle de informationer, der skal til for at træffe den bedste beslutning, så vi må hele tiden sjusse os frem til sandsynlighedsvurderinger for forskellige fremtidsscenarier og sætte vores penge på det scenario, vi tror vil føre til et ønsket resultat. Når vi tænker i væddemål og sandsynligheder, argumenterer både Annie Duke og Maria Konnikova, kan vi lave mere præcise forudsigelser, lægge mere realistiske planer, træffe mere kvalificerede beslutninger og efterlade mere rum for tvivl, nuancer og læring.

3.
Din mavefornemmelse er upålidelig – men ikke ubrugelig

Hvis de seneste 20 års adfærdsforskning har vist noget, er det, at man som grundregel gør uklogt i at lytte til sin mavefornemmelse. Vi mennesker er dårlige til at lære af data, vi er forfaldne til bekræftelsesbias, så vi kun husker de oplevelser, der bestyrker vores eksisterende mavefornemmelse, og vi lægger alt for stor vægt på personlige erfaringer. Når vi eksempelvis forsikrer vores hus mod vandskader, er det typisk ikke, fordi vi har gennemtrawlet statistikker for oversvømmelser, men fordi vi husker, at vores onkel fik vandskade sidste år.

Poker er som nævnt et af mange felter, hvor menneskelig intuition i de her år er ved at blive udkonkurreret af statistik, algoritmer og matematiske modeller. Og med god grund. I sin bog redegør Maria Konnikova grundigt for, hvor dårlige vi er til at forstå og lære af statistik, og hvor galt i byen vi kan gå, når vi tilskriver vores intuition for stor troværdighed. Eksempelvis bilder vi os ind, at vi kan gennemskue andres skjulte intentioner i deres ansigtstræk, men studier viser (selv om vores bekræftelsesbias fortæller os noget andet), at vi langt oftere tager fejl.

Men samtidig er Maria Konnikovas læremester Erik Seidel af den gamle skole og en ivrig fortaler for, hvor langt man kan komme blot ved at være agtpågivende. Vær opmærksom, lyder hans faste mantra. Alene det, at han – en observerende spiller, der lytter lige så meget til fornemmelser som til data – har holdt sig på toppen i alle de år og stadig kan besejre regnedrengene med deres opmærksomhed dybt begravet i deres Excel-ark og telefoner, er for Maria Konnikova et levende bevis på, at mavefornemmelse og matematik godt kan gå hånd i hånd. Hendes konklusion bliver denne: Ja, vores intuition er upålidelig. Men ikke nødvendigvis ubrugelig. Problemet opstår, når vores mave ikke har nok data at trække på – når vi falder for Dunning-Kruger-effekten og bilder os ind, at vi kan føle os frem til den bedste beslutning, inden vi overhovedet er begyndt at begribe et emnes kompleksitet. I de tilfælde er vores mavefornemmelse ikke til at stole på. Men når den, som i tilfældet med Maria Konnikovas mentor Erik Seidel, trækker på tusindvis af observationer, oplevelser og erfaringer – når vi så at sige har internaliseret data, kan den være værd at lytte til. Den type erfaring har vi, når det for eksempel kommer til dagligdags gøremål og interaktioner med venner og bekendte, fordi vi har stået i utallige lignende situationer og samtaler før. Når det handler om noget, vi ikke har nogen evolutionær grund til at gøre – ting som poker, økonomiske beslutninger og andet, der kræver en grad af ekspertise, kan vi udelukkende få den gennem mange, mange timers øvelse og gentagelse, indtil vores intuition er blevet velinformeret, og statistikken sidder på rygraden. Indtil da er følg din mavefornemmelse” et af de dårligste råd, du kan få.

4.
Glem resultatet, når du evaluerer. Den bedste hånd vinder ikke altid

I poker har man et begreb, der hedder resulting. Det er, når man bedømmer kvaliteten af en beslutning udelukkende på baggrund af det resultat, den førte til. Når man lige hører det, kan det lyde logisk at gøre. Hvis man træffer en beslutning, som fører til et dårligt resultat, så må det vel nødvendigvis have været en dårlig beslutning, ikke?

Nej, faktisk ikke. I poker er det muligt at befinde sig i en position, hvor man har 98 procents sandsynlighed for at vinde hånden og ikke desto mindre tabe. Men hvis du satsede stort på 98 procents sandsynlighed, så tabte du ikke, fordi du traf en dårlig beslutning. Du tabte, fordi du var uheldig. Og skulle du komme til at stå i den samme situation igen, burde du – uagtet det dårlige resultat – gøre præcis ligesom sidst: satse stort. Et andet hypotetisk eksempel: Et fodboldhold er bagud 0-1, da træneren vælger at indskifte en angriber, der er kendt som lidt af en joker. Han har potentialet til at vende kampen på hovedet med to hurtige mål, men han er også typen, der kan finde på at lave en svinestreg og få rødt kort efter fem minutter. Hvis det første sker, vil sportsmedierne efterfølgende hylde træneren for hans geniale indskiftning. Hvis det sidste sker, vil de skrive, at det var en fejl at skifte netop denne angriber ind. Men beslutningen er den samme i begge scenarier, og den kan ikke både være genial og forkert.

Resulting er altså at tegne en direkte kausal linje mellem beslutning og resultat, som ikke nødvendigvis findes. Problemet med det er, at når vi bedømmer vores beslutninger på resultater alene, så risikerer vi at lære det forkerte af vores erfaringer. Vi gentager de dårlige beslutninger, der ved rene lykketræf førte til gode resultater, og vi undgår at gentage de gode beslutninger, der på grund af sort uheld førte til dårlige resultater.

Ifølge Annie Duke, pokerspiller og forfatter til bogen Thinking in Bets, gør vi os alle sammen skyldige i resulting. Spørger man folk om deres dårligste beslutninger, vil de fleste give sig til at fortælle om deres dårligste resultater. Men spørger man nærmere ind til baggrunden for den beslutning, der gik forud for det dårlige resultat, viser der sig ofte at ligge grundige overvejelser og solide ræsonnementer bag. De har blot fortonet sig i vores hindsight bias eller bagklogskabsbias, som er vores tilbøjelighed til at tænke, at det burde jeg have set komme”, selv når der er tale om noget, som vi umuligt kunne have forudset – en finanskrise, en fyring, en alvorlig sygdom, Trumps sejr, Brexit, coronavirus.

Netop coronakrisen er et glimrende eksempel. Da de danske smittetal styrtdykkede, mente mange, at regeringen dermed måtte have overreageret, da de lukkede samfundet ned. Det skal jeg ikke gøre mig til dommer over; pointen er bare, at hvis man ville bedømme regeringens beslutning, var det ikke nok at kigge på smittetallene og de økonomiske konsekvenser og konkludere ud fra dem. Man måtte se på de sandsynlighedsvurderinger, forhåndenværende informationer og ubekendte faktorer, der lå til grund for beslutningen. Hvad vidste man, og hvad vidste man ikke om virussets smitsomhed og dødelighed? Hvad vidste man, og hvad vidste man ikke om effekten af social afstand? Hvor sandsynligt var det, at danskerne ville overholde restriktionerne så flittigt, som vi endte med at gøre? Skrækscenariet er, at resulting-ræsonnementet vil presse politikerne til at lukke langt mindre ned ved en ny bølge eller en ny epidemi – og at smittetallene så stikker af, fordi det viser sig, at den hårde nedlukning faktisk var den rigtige beslutning, som holdt virusset i ave.

Bag det her resulting-begreb gemmer sig den måske vigtigste – og samtidig mest banale – lektie, Maria Konnikova lærte ved pokerbordet: Den bedste hånd vinder ikke altid. Du kan have perfekte kort på hånden, spille dem helt rigtigt og alligevel tabe, fordi heldet vender sig imod dig. For en pokerspiller er det en selvindlysende sandhed, som ikke desto mindre har store implikationer uden for pokerrummet: uanset hvor meget vi øver os, uanset hvor godt vi forbereder os, uanset hvor dygtige vi bliver, vil der altid være ting, som står uden for vores kontrol. I poker er der altid en ny turnering med nye kort og nye muligheder. I livet spiller vi kun én.

Det er en erkendelse, der slår en pæl gennem Maria Konnikovas plan om at lære at betvinge heldet og filtrere færdigheder fra tilfældigheder. Men det er dén, der står tilbage ved enden af eksperimentet. Det største bluff, bogens titel, er det selvbedrag, at vi kan kontrollere alting – at vi kan lære at tæmme tilværelsens tilfældigheder og eliminere held fra ligningen. Det eneste, vi kan håbe at opnå, konkluderer Maria Konnikova, er at komme overens med livets uforudsigelighed: Intet er ren færdighed. Aldrig,” skriver hun i bogens afsluttende bemærkninger. Jeg skyr absolutter, men denne kalder på min omfavnelse. Fordi livet er livet, vil held altid være en faktor i alt, hvad vi foretager os. Evner kan bane vejen for nye muligheder, nye valg, lade os se den chance, som andre, mindre dygtige, mindre observante eller mindre ihærdige end os, overser. Men skulle tilfældighederne gå imod os, kan vores evner ikke gøre andet end at begrænse skaderne. Og det største bluff af alle? At evner nogensinde kan være nok. Det er det håb, der lader os bevæge os fremad i de situationer, hvor heldet er mest imod os. Den frugtbare illusion, der lader os klø på frem for at give op. Vi ved ikke, og vi kan aldrig vide, om vi klarer den eller ej. Men vi er nødt til at overbevise os selv om, at vi kan. At vores evner i sidste ende vil være nok til at bære os igennem. For det skal de.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: