Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Britta kunne svindle for 117 millioner, fordi ingen holdt øje. Har vi alligevel brug for mere kontrol i det offentlige?

Nedskæringer, inkompetence og politisk modstand mod kontrol banede vejen for Britta Nielsens bedrageri.

Foto: Siphiwe Sibeko / Reuters / Ritzau Scanpix

Britta Nielsen anede det ikke, men fredag den 19. oktober 2012 var tæt på at blive en afgørende dag i hendes liv. Den dag modtog Bagmandspolitiets hvidvaskningssekretariat en advarsel. Det var tilsyneladende første gang, at nogen blev mistænksomme over Brittas svindel.

Kunden modtager store overførsler både privat og til et stutteri, som efterfølgende bliver hævet kontant,” stod der i mailen til Bagmandspolitiet.

Mailen var sendt af Danske Bank, som havde lagt mærke til en række mistænkelige overførsler. Britta havde modtaget omkring fem millioner kroner på sin privatkonto og på erhvervskontoen for Stutteri Hayat, som Britta ejede. I alt havde hun hævet 750.000 kroner kontant, oplyste Danske Bank. Bagmandspolitiet fik også oplyst, at pengene var overført fra Socialministeriet, at Britta var ansat i Socialministeriet, og at Britta arbejdede i en tilskudsadministration.

Vi har svært ved at se, hvorfor kunden skal hæve så meget kontant, samt hvorfor et ministerium skal understøtte et stutteri,” skrev Danske Bank.

Der sad altså en medarbejder på hvidvaskningssekretariatet med information om, at en kvinde, der var ansat i Socialministeriet, og som arbejdede med at uddele tilskud, havde fået overført fem millioner kroner fra Socialministeriet. Der var ovenikøbet en bank, som mente, at overførslerne var mistænkelige. Alligevel vurderede Bagmandspolitiet, at det ikke var en sag, de skulle undersøge nærmere.

Derfor blev fredag den 19. oktober 2012 alligevel ikke afgørende i Brittas liv. Til gengæld blev dagen et hidtidigt højdepunkt i paraden af kontroller, som fejlede i Britta-sagen. Bagmandspolitiet skulle gentage fejlen nogle år senere. Men i mellemtiden begyndte kontrollen i Tilskudsforvaltningen faktisk at gå i den rigtige retning – set fra samfundets perspektiv. Efter at Britta havde holdt tag selv-bord i satspuljen i næsten 20 år, uden at nogen havde opdaget noget, blev det nu vanskeligere for hende at svindle.

Brittasagen

Denne artikel er et uddrag fra bogen Britta – Forræderiet mod velfærdsstaten, som udkommer den 23. november 2021 på forlaget People’s. Bogen er skrevet af Emil Ellesøe Ditzel, der til daglig er undersøgende journalist på TV 2 og har fulgt sagen om Britta Nielsen, der i februar 2020 blev idømt seks år og seks måneders fængsel for mangeårigt bedrageri for omkring 117 millioner kroner. Uddraget her handler om, hvordan det kunne lade sig gøre.

En af Brittas tidligere kollegaer fortalte i retten, at hun i 2012 blev sat til at få bedre styr på puljerne”. Hun skulle gå tilbage, se på konkrete projekter og finde ubrugte penge. Den samme kollega blev i 2013 flyttet fra Tilskudsforvaltningen til regnskabsafdelingen. Ideen var, at hun bedre kunne kontrollere Tilskudsforvaltningens udbetalinger, hvis hun ikke fysisk sad sammen med dem, hun skulle kontrollere. Det skete nogenlunde samtidig med, at al sagsbehandling blev digitaliseret. På den måde blev det nemmere for Britta Nielsens kollegaer at opdage, at der manglede budgetter og regnskaber på Brittas fiktive projekter.

Hvis en kollega tidligere havde fundet en mappe med et af Brittas fiktive projekter på hylderne og undret sig over, at der hverken var budget eller regnskab, kunne Britta have undskyldt sig med, at det måtte være blevet væk. Når regnskabet ikke fandtes digitalt i et system, som alle havde adgang til, var den undskyldning sværere at bruge. I 2014 besluttede man oppefra, at der skulle være mere kontrol med de finanslovskonti, som Britta Nielsen indtil da havde taget næsten 100 millioner kroner fra. Samme år blev der også indført en funktion i sagsbehandlingssystemet, så kontorchefen digitalt skulle godkende tilskud til nye projekter. Tidligere skulle kontorchefen bare underskrive et tilsagnsbrev, men tilskuddet gik igennem, uanset om det skete eller ej.

Der er ikke enighed om, hvor effektive de nye kontroltiltag reelt var med hensyn til at begrænse Brittas svindel. Britta selv argumenterede flere gange under retssagen for, at de nye kontroltiltag ikke ændrede noget som helst. Omvendt argumenterede nogle af vidnerne fra Socialstyrelsen for, at kontroltiltagene havde gjort det vanskeligere for Britta at svindle. De synspunkter skal ses i lyset af de interesser, som Britta og hendes tidligere kollegaer hver især havde i sagen. Brittas forsvar var, at det var nemt at svindle, og at hun ikke var særligt udspekuleret, da hun gjorde det. Nogle af de ansatte i Socialstyrelsen havde en interesse i at fremhæve, at tingene ikke sejlede så meget, som Britta gav udtryk for.
Man kan konkludere, at der skete to ting i den samme periode, hvor de første ændringer i kontrollerne i Tilskudsforvaltningen fandt sted: Den ene var, at Britta begyndte at anlægge en ny tone over for sine børn. De skulle lære at klare sig selv, og det kunne ikke blive ved, at de fik så mange penge fra Britta. Den anden ting var, at hun ændrede sin måde at svindle på.

I 2013 begyndte Britta at finde pengene til sin svindel på nye måder. Indtil da havde hun taget pengene fra statens store fælleskonti, når hun oprettede fiktive projekter. Nu begyndte Britta at finde pengene fra konkrete projekter. Med andre ord gik Britta fra at stjæle direkte fra hovedkontoen, hvor pengene endnu ikke var afsat, til at stjæle penge, som allerede var øremærket konkrete projekter. Hun fik især smag for de penge, som skulle gå til socialt udsatte i Københavns Kommune. I 2013 lykkedes det Britta at tage otte millioner kroner fra kommunen, uden at nogen opdagede det. Pengene stammede, ligesom de andre penge Britta svindlede sig til, fra satspuljen, men vi skal lidt tilbage i tiden for at finde oprindelsen til de otte millioner kroner, som Britta svindlede sig til i 2013. Millioninvesteringen blev – som de normalt gør – lanceret med store politiske bogstaver, da Anders Fogh Rasmussens regering i 2002 fremlagde planen Det Fælles Ansvar”. Planen blev af daværende socialminister Henriette Kjær (K) præsenteret som et opgør med den eksisterende socialpolitik:

VK-regeringen vil sætte en ny kurs i forhold til de absolut svageste grupper i samfundet. Det er helt uacceptabelt, at vi efter 10 år med økonomisk vækst ikke er i stand til at tage vare på de svageste i vores samfund. Værdien af velfærdssamfundet kan måles på indsatsen over for de svageste borgere,” skrev Henriette Kjær i et læserbrev i Jyllands-Posten.

Som en del af regeringens handlingsprogram fik Københavns Kommune en bevilling på 271,8 millioner kroner, som løb fra 2005 til 2014. Ud af det beløb svindlede Britta sig til 8,3 millioner kroner, som kommunen skulle have brugt til at hjælpe stofmisbrugere, alkoholikere, psykisk syge og hjemløse. Det kunne blandt andet lade sig gøre, fordi kommunen ikke var opmærksom på, at tallene skulle reguleres for prisudviklingen i samfundet, som typisk er et par procent om året. Eksempelvis fik Københavns Kommune i 2009 et tilsagnsbrev, som specificerede, hvad de skulle have i tilskud årligt i de kommende år. Her stod, at kommunen i 2011 ville modtage 38,1 millioner kroner. Det var også det beløb, Britta Nielsen sørgede for, at der blev overført til Københavns Kommune i 2011. Problemet var bare, at de 38,1 millioner kroner ikke var blevet reguleret i forhold til prisudviklingen siden 2009. I virkeligheden skulle Københavns Kommune have haft 40,7 millioner kroner til at hjælpe socialt udsatte det år, og det var også det beløb, som fremgik et sted langt inde i finansloven fra 2011. Men kommunen var ikke selv opmærksom på det. Derfor var der et overskud på 2,6 millioner, som ingen krævede. Det samme skete flere år i træk. I 2013 havde overskuddet ophobet sig til i alt otte millioner kroner, som Britta så overførte til sig selv. Året efter overførte hun 300.000 kroner til sig selv på samme måde.

Brittas svindel med de 8,3 millioner kroner kan virke særligt uforståelig. Denne gang var der jo nogen, som burde savne dem. Modsat Brittas svindel med fiktive projekter var der rent faktisk en ægte tilskudsmodtager i den anden ende med et konkret projekt. Disse millioner skulle bruges til at gøre livet bedre for samfundets udsatte.

I over et halvt år forsøgte jeg i arbejdet med denne bog at få en snak med Københavns Kommunes socialforvaltning om, hvordan det kunne lade sig gøre at overse så mange penge. Til sidst fik jeg en mail fra en pressemedarbejder, som forklarede, at der var flere grunde til, at kommunen ikke var opmærksom på, at man manglede de 8,3 millioner kroner. For det første sendte Tilskudsforvaltningen, hvor Britta sad, ikke opdaterede tilskudsbreve med de rette beløb, som var blevet reguleret for prisudviklingen i samfundet. For det andet var der ikke krav om, at kommunen skulle aflægge regnskab for de mange millioner, idet de blev udbetalt som et særtilskud. Derfor gik pengene bare ind i kommunens samlede drift.
Jeg spurgte pressemedarbejderen, om Københavns Kommune efterfølgende havde fået de 8,3 millioner kroner tilbage, som Britta tog fra dem. Men selv dét vidste kommunen ikke:

Socialforvaltningen kan ikke svare konkret på, om de resterende midler på 8,3 mio. kr. er modtaget. Begrundelsen herfor er manglende adgang til historikken på området, som blandt andet kan henføres til, at arkivmateriale ikke er opbevaret elektronisk, og at det fysiske arkivmateriale kun opbevares i fem år. Dertil kommer stor udskiftning på personalesiden samt udskiftning af kommunens økonomisystem i 2017,” skrev pressemedarbejderen i Socialforvaltningen.

Kommunen har altså ingen anelse om, hvad der skete med de millioner, som skulle sætte en ny kurs i forhold til de absolut svageste grupper i samfundet”. Henriette Kjær pointerede ellers dengang, at værdien af velfærdssamfundet netop kunne måles på indsatsen over for de svageste borgere”. Det er næppe nogen trøst for Københavns Kommune, men Britta kunne heller ikke huske de 8,3 millioner kroner, da hun blev spurgt om dem i retssalen. Hun benægtede ikke at have taget dem, men hun kunne ikke skelne dem fra andre penge, hun havde svindlet sig til. Britta kunne heller ikke huske, hvorfor hun stoppede med at oprette fiktive projekter. Men hun understregede flere gange, at der ikke på noget tidspunkt var noget avanceret ved det, hun gjorde. Tværtimod vidste alle, hvor let det ville være at snyde:

Det var almindelig kendt, at der ikke skulle noget til ud over at ændre kontonummer til sit eget. Det var på et tidspunkt en stående joke, at man bare skulle sætte sit kontonummer ind og tage til Bahamas. Selv studenterne kunne gøre det,” sagde Britta under retssagen.

Da jeg sad som tilhører i retssalen, tænkte jeg først, at det var for tykt, at det ligefrem skulle have været et samtaleemne. Men hendes tidligere kollega bekræftede efterfølgende, at man jokede med, hvor nemt det ville være at snyde. Hun følte sig endda mobbet af de andre ansatte, fordi de gjorde grin med, at hendes kontrol var ligegyldig. Hun tjekkede, at kontonumre på udbetalinger var korrekte i systemet, men hendes kollegaer jokede med, at alle kunne ændre kontonumrene, efter at hun havde kontrolleret dem:

Jeg sagde til dem, at det måtte man ikke, og at vores sagsbehandling var baseret på tillid. Jeg opfattede det som drilleri. Som om de kritiserede min rolle,” forklarede den tidligere kollega i retten.

Der var grundlæggende to huller i systemet, som gjorde det muligt for Britta Nielsen at svindle, uden at det blev opdaget. Det var de samme to huller, som gjorde sig gældende, da hun oprettede fiktive projekter i de første 20 år af hendes svindelkarriere, og senere, da hun ændrede sin metode flere gange. Hullerne eksisterede stadig, dog i mindre grad, helt frem til hun blev opdaget i 2018.

Det ene og meget afgørende hul i systemet var, at Britta – og mange andre i Tilskudsforvaltningen – både kunne oprette og rette tilskudsmodtageres kontonumre, samtidig med at de kunne sørge for, at der skete udbetalinger til netop det kontonummer. Hvis man skal følge de almenkendte anbefalinger for, hvordan udbetalinger fra en virksomhed eller en offentlig institution bør fungere, skal de to ting adskilles. Det bør altså ikke være den samme person, som kan angive et kontonummer og derefter sætte en udbetaling i gang til selv samme kontonummer. Ifølge Britta selv var det ledelsen i Tilskudsforvaltningen, som aktivt havde valgt ikke at skille de to funktioner ad. Det havde ledelsen gjort for at spare penge.
De to seneste gange, Tilskudsforvaltningen skulle have nye sagsbehandlingssystemer, var der begge gange mulighed for at vælge et system, der sikrede, at de samme sagsbehandlere ikke både kunne ændre kontonumre og foretage udbetalinger til dem.

Meningen var, at man ville optimere processer og spare hoveder. Derfor fravalgte man muligheden for funktionsadskillelse, da det ville kræve flere personer. Som HKere skulle vi arbejde med en sag fra start til slut,” fortalte Britta Nielsen under retssagen, og den udlægning blev bekræftet af en tidligere kollega.

Egentlig skulle Britta slet ikke vurdere, hvilke projekter der skulle have tilskud. I teorien skulle der være en klar arbejdsdeling, hvor de akademiske fagpersoner skulle behandle ansøgningerne, indstille projekter til tilskud og afslutte sager. På grund af arbejdspresset begyndte de administrative medarbejdere som Britta også at vurdere, hvem der skulle have tilskud.

Til at begynde med var det kun tre af os, som varetog faglig sagsbehandling. Til sidst var der otte administrative medarbejdere, som gjorde det,” fortalte Britta under retssagen, og det blev også bekræftet af en tidligere kollega.

Det andet store hul i systemet var, at det sejlede med regnskaberne fra afsluttede projekter. Britta fortalte under retssagen, at der fandtes bunker med flere år gamle regnskaber, som stadig ikke var blevet kontrolleret. Ingen havde et samlet overblik over, hvilke projekter der manglede at indsende afsluttende regnskaber. Derfor var det også let for Britta at undgå at blive opdaget, selvom der ikke forelå regnskaber for de penge, hun svindlede sig til. Knud Aarup, der er tidligere direktør i Socialstyrelsen, bekræfter, at der ikke var tjek på bogføringen i Tilskudsforvaltningen.

Man havde ikke fokus på at afslutte de enkelte projektregnskaber og få gjort op, hvad der skulle tilbage i kassen, og hvad der var brugt,” fortæller Knud Aarup, som var direktør fra 2012 til 2015, da Tilskudsforvaltningen lå i Socialministeriet.

Det var åbenbart velkendt, at der manglede hænder til administration og kontrol i Tilskudsforvaltningen. Alligevel blev der ikke gjort noget ved det dengang. Det har en helt naturlig årsag, som ligger dybt indgroet i alle organisationer, fortæller Knud Aarup: Der er ingen, der bliver populære ved at afsætte yderligere midler til administration. Det gælder jo alle steder.”

De manglende ressourcer til administration og kontrol var ikke bare et problem i Tilskudsforvaltningen. Det er sandsynligt, at Britta Nielsen var blevet stoppet før, hvis der havde været flere ressourcer hos andre af statens kontrolorganer. Eksempelvis hos Bagmandspolitiets Hvidvaskningssekretariat, som i 2012 valgte ikke at undersøge en advarsel fra Danske Bank om Brittas mistænkelige overførsler. I 2014 fik de endnu en advarsel om et af Britta Nielsens børn, og i 2016 fik Bagmandspolitiet en tredje advarsel om et af Britta Nielsens børn. Brittas cpr-nummer fremgik endda i advarslen fra 2016, så Bagmandspolitiet kunne have koblet advarslen sammen med advarslen fra 2012, hvis betjentene havde søgt i arkivet. Det gjorde de ikke.

Jeg vil rigtig gerne vide, hvordan man kunne sidde med alle de oplysninger om Britta Nielsen og hendes børn og stadig komme frem til den beslutning, at det ikke burde undersøges nærmere. Redegørelsen fra rigsadvokaten, som er øverste chef for Bagmandspolitiet, kommer ikke ind på, hvad der præcis skete. Men rigsadvokaten pointerer, at man efterfølgende har sat flere ressourcer af til hvidvaskningssekretariatet. Netop manglen på ressourcer i politiet til denne type kriminalitet har været kritiseret flere gange. Blandt andet af Rigsrevisionen, som fandt ud af, at hvidvaskningssekretariatet kun havde sendt tre oplæg til efterforskninger videre til politikredsene, fordi politikredsene af ressourcemæssige årsager angiveligt ikke ønskede at modtage dem”.

Det eneste, som Bagmandspolitiet rent faktisk gjorde i 2012, da de besluttede sig for ikke selv at undersøge advarslen om Britta, var at sende sagen videre til Skat som en mulig overtrædelse af skattelovgivningen. Skat gjorde dog heller ikke noget ved det. I en fortrolig orientering til Folketinget skriver Skattestyrelsen, at sagen blev henlagt. Det videregav Ekstra Bladet, der havde læst den fortrolige orientering. I den fremgik det også, at Skattestyrelsen ikke kunne se, om man rent faktisk vurderede Brittas mistænkelige overførsler, eller om sagen bare blev henlagt, uden at en sagsbehandler så på den. En kilde med indblik i sagen fortæller mig, at hele det kontor, som Brittas sag havnede i efterfølgende, blev nedlagt på grund af besparelser. Alle de sager, som lå i kontoret – inklusive Britta Nielsens – blev lukket sammen med kontoret.

Skat var på det tidspunkt sandsynligvis det offentlige kontrolorgan, som var allermest svækket af nedskæringer. I 2012 var Skat stadig i gang med en omstilling som følge af politikernes ønske om at spare en masse penge ved øget effektivisering. Antallet af medarbejdere blev reduceret fra cirka 10.000 i 2005 til 6.000 i 2015. Det var meningen, at deres roller skulle udfyldes af it-systemer. Resultatet blev it-projekter, der gik langt over budget og alligevel aldrig kom til at fungere, talrige skandalesager og en skattekontrol, som blev fuldstændig amputeret med tabet af milliarder af kroner som konsekvens.

Hvis Skat havde haft flere ressourcer til at kigge på de mange millioner, Britta overførte til sig selv, er det et godt gæt, at hun ikke havde fået lov til at fortsætte. I en bemærkning til redegørelsen om Bagmandspolitiets Hvidvaskningssekretariat skriver rigsadvokaten direkte, at Brittas svindel muligvis kunne være stoppet, hvis politiet havde reageret anderledes:

Det bemærkes, at iværksættelsen af en sådan undersøgelse muligvis havde ført til, at den mangeårige svindel med midler, der er mistanke om har fundet sted i Socialstyrelsen, var blevet afsløret i 2012,” skrev rigsadvokaten. I revisionsundersøgelsen af svindlen i Tilskudsforvaltningen skriver revisionsfirmaet PricewaterhouseCoopers, at hvis ledelsen i Socialministeriet havde lukket hullerne med manglende funktionsadskillelse og dårlig kontrol med regnskaber, kunne det have bidraget til at begrænse eller helt stoppe besvigelserne”.

Britta Nielsen kunne altså fortsætte med sin svindel, fordi kontrolorganerne i det offentlige manglede ressourcer. Her drejer sagen om Britta Nielsen sig igen om velfærdsstatens naturlige begrænsninger. Besparelser og effektiviseringer har været et af de bærende temaer i dansk politik siden 80’erne. Efter flere årtier med reformer, der sikrede velfærdsydelser til alle, sluttede festen med oliekrise i 70’erne og økonomisk smalhals i 80’erne. Velfærdsstaten havde nået sin maksimale størrelse. I 1983 fremlagde daværende statsminister Poul Schlüter moderniseringsplanen, som varslede en ny æra for den offentlige sektor. Det var slut med udbygningen. Fremover skulle pengene findes i de eksisterende budgetter:

Det er velkendt, at den offentlige sektor er vokset stærkt, især gennem de sidste par årtier. Skal vi inden for en overskuelig årrække klare de samfundsøkonomiske balanceproblemer, er der ikke nogen mulighed for at lade den offentlige sektor vokse yderligere. Nye behov kan derfor kun tilgodeses, hvis det lykkes at omlægge indsatsen på de gamle områder,” stod der i moderniseringsplanen fra 1983.

Metoderne til at omlægge indsatsen” minder meget om dem, man kender i dag, når politikere taler om modernisering: Øget brug af ny teknologi, regelforenkling, decentralisering og markedsstyring. Der er en direkte forbindelse fra den plan til Britta Nielsens frie hænder i Tilskudsforvaltningen, mener professor emeritus og forfatter til talrige bøger om den danske forvaltning Tim Knudsen. Han kan fortælle, hvor rigid kontrol der var med offentlige midler i begyndelsen af 80’erne: Man skulle nærmest ansøge et udvalg for at få lov til at købe et frimærke for offentlige midler i starten af 80’erne,” siger Tim Knudsen sarkastisk.

Men den kontrol var for dyr, og det begyndte at ændre sig med moderniseringsplanen. Grundideen med moderniseringsplanen var, at det var for tungt, besværligt og dyrt med al den detailstyring. I stedet lod man i meget højere grad de lokale ledere om at bestemme, hvordan de ville disponere over de midler, de havde til rådighed,” siger Tim Knudsen.

Mange år senere var konsekvensen, at de ansvarlige ledere for Tilskudsforvaltningen ikke prioriterede at indføre de kontrolmekanismer, som kunne have stoppet eller begrænset Brittas svindel. Det var ikke, fordi man ikke vidste, at kontrollen haltede i Tilskudsforvaltningen. Igennem mange år fik kontoret kritik af Rigsrevisionen for, at der ikke var nok kontrol med udbetalinger, og at opfølgningen på regnskaber fra lukkede projekter var utilstrækkelig. Når hullerne alligevel ikke blev lukket, skyldtes det ikke politikerne, mener Knud Aarup, der er tidligere direktør i Socialstyrelsen:

Det er embedsapparatet, der ikke har været tilstrækkelig fokuseret på det. Det er skiftende chefer i Socialministeriet, som ikke har råbt vagt i gevær, når der har været hundreder af uafsluttede regnskaber. Der har været fokus på det politiske og ikke på den administrative drift,” siger Knud Aarup.

Når embedsmændene ikke har advaret politikerne om problemerne med kontrollen i Tilskudsforvaltningen, skyldes det ifølge Knud Aarup, at det er en anden type embedsmænd, som sidder i Socialministeriet og Socialstyrelsen, end det plejede at være. De embedsmænd, som rent faktisk ved noget om socialt udsatte, er blevet færre. I stedet er der nu flere ansatte, som er dygtige til at lede projekter og forstå det politiske spil, men de ved ikke særlig meget om misbrug, kronisk sygdom eller andre socialfaglige områder.

Knud Aarup beskriver faktisk forudsætningerne for en offentlig skandalesag. I bogen Ansvaret der forsvandt – af Tim Knudsen og forskningschef på Institut for Menneskerettigheder Pernille Boye Koch – analyserer forfatterne en række
offentlige skandalesager fra nyere tid. De kigger blandt andet nærmere på statsløsesagen, lækagen af Thornings skattesag og den falske oversættelse af forfatter Thomas Rathsacks bog om sin tid i Jægerkorpset. Forfatterne beskriver nogle grundlæggende ændringer i embedsapparatet, som har været medvirkende faktorer i skandalesagerne. To af de ting, som forfatterne nævner, afspejler netop Knud Aarups kritik af den manglende kontrol i Tilskudsforvaltningen: Topembedsmænd har for det første ikke længere den dybe faglige indsigt i ministeriernes fagområder. Topembedsmændene rådgiver for det andet ikke længere politikerne i, hvad de bør gøre i sager, som politikerne ikke har noget at vinde på rent politisk. Det kunne eksempelvis være at indføre mere administration.

Engang var det normalt, at departementschefer kun var i ét ministerium, hvor de også blev, indtil de gik på pension. Dermed havde de stor indsigt i og forståelse for de områder, som ministeriet beskæftigede sig med. I 1950 havde 82 procent af departementscheferne kun været ansat i ét ministerium. Under VK-regeringen fra 2001 til 2011 kom 45 procent af de nyansatte departementschefer fra den samme stilling i et andet ministerium. Forfatterne beskriver, at topembedsmænd i dag i højere grad bliver udvalgt for deres politiske forståelse end for deres evner som fagligt kompetente sagsbehandlere. Samtidig er der ikke den samme jobsikkerhed for topembedsmændene, som der var engang. Politikerne har fået flere muligheder for at skifte embedsapparatet ud, hvis de bliver utilfredse. Hvis ikke embedsfolk udviser politisk tæft, risikerer især den enkelte topembedsmand at skulle se sig om efter et andet job,” skriver Tim Knudsen og Pernille Boye Koch.

Underforstået er det blevet sværere for embedsmændene at værne om den ordentlighed og rationelle sagsbehandling, som det danske embedsværk ellers er så berømt for. Topembedsmændenes egen karriere hviler på deres evner til at indpasse forslag, så de passer til det politiske billede og magtspil. De skal udvise politisk forståelse og ikke foreslå at bruge en masse penge på administration, der måske ville være nødvendigt, men ikke politisk attraktivt. Konsekvensen bliver, at man kan ende i en situation, hvor kravene om ordentlighed ikke bliver indfriet,” fortæller Tim Knudsen.

Mai Mercado kan godt forstå, hvis embedsmændene har været tilbageholdende med at foreslå mere administration, når hun ser tilbage i dag. Før hun var socialminister, var hun socialordfører, så hun var med til forhandlingerne i mange år: Når vi forhandlede satspuljen, blev der hvert år foreslået et budget for det administrative arbejde med at udmønte puljerne. Og hvert år tilkendegav vi politikere, at det skulle være mindre. Så jeg kan godt forstå embedsmænd, der har tænkt, at de løb panden mod en mur fra begyndelsen,” fortæller Mai Mercado, der understreger, at ønsket om mindre administration udsprang af velmente ønsker om, at pengene skulle gå til de svageste i samfundet.

Mai Mercados forståelse for embedsværkets ageren i denne sag ophører dog ved den manglende information om kritikken fra Rigsrevisionen. Da hun selv var minister, fik Mai Mercado forelagt Rigsrevisionens kritik af Tilskudsforvaltningen i 2017.
Som minister modtog jeg kun den seneste advarsel, og jeg godkendte en plan for, hvordan man ville løse det. Det var en øjenåbner for mig at erfare, at Rigsrevisionen havde advaret om de samme huller i Tilskudsforvaltningen ad flere omgange. Den information blev ikke sendt til mig eller mine forgængere. Derfor lå min tillid på et meget lille sted,” fortæller Mai Mercado.

Selvom det var tæt på at gå galt for Britta Nielsen i efter året 2012, blev det altså alligevel efterfølgende til nogle gode år for hende. Ikke mindst på grund af de manglende ressourcer til kontrol i både Tilskudsforvaltningen, Bagmandspolitiet og hos Skat. Selvom Britta ændrede sin metode i 2013, blev det et af hendes mest indbringende år under hele svindelaffæren. Det lykkedes hende at svindle sig til over 14 millioner kroner det år.