Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Kan vi genopdage naturen, hvis vi synger om den? Vi har skrevet en hymne til det danske efterår

  • 10. oktober 2019
  • 12 min.
SØGEN OG HIGENAndreas Thorsen og Eva Stokkendal, Zetlands huskomponist, er gået på jagt efter, hvordan en sang til den danske natur lyder i 2019. Foto: Nicolai Oreskov Westh for Zetland / Illustration: Maria Tran for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Engang var sangene om den danske natur en fundamental del af en fælles national bevidsthed. I dag handler de sange, vi synger med på, når vi hører dem i radioen, ikke længere om naturen, men det vil vi gøre noget ved. Zetland har skrevet en sang til den danske natur, og her følger historien om vores bestræbelser på at få den med i den næste udgave af Højskolesangbogen. Det kan helt klart anbefales at høre den her historie i stedet for at læse den. Man vil vel gerne høre sangen.

Sagen er den, at vi, Andreas Thorsen og Eva Stokkendal, har fået en idé. Idéen udspringer af et projekt, en serie af artikler om vores sprog for den natur, der omgiver os. Tesen var, at vi har mistet det, det her sprog for naturen, i hvert fald til dels, og at det har ret vidtrækkende konsekvenser, for hvordan passer man på det, man ikke kender? Vi står i en biodiversitetskrise, naturen har det ikke vildt godt. Hvis sproget spiller en stor rolle i at gøre os bevidste om verden omkring os, i at gøre os i stand til at sætte pris på den, hvad sker der så, når vi mister det? Hvad betyder det for vores natur?

Dengang vi stadig havde et sprog for naturen, brugte vi det til at skrive sange om den. Højskolesangbogen er fuld af tekster om bøgetræer, lærker, heder, strande, humlebier, ryler, det var sange om den danske natur, som var med til at bygge vores nationale fællesskab. Sådan er det ikke rigtig længere, de sange, vi synger med på, når vi hører dem i radioen, de handler om alt muligt, men natursangene er en tradition på retræte. Og det vil vi gøre noget ved.

Idéen er derfor at skrive en moderne sang til og om den danske natur. Og vi stiler højt. Vi går efter at komme med i den næste udgave af Højskolesangbogen, som bliver udgivet næste år, og jeg har talt med formanden for det udvalg, der vælger sangene, og han har lovet at kigge på vores med kritiske, men fair øjne. Han, Jørgen Carlsen hedder han, er ikke den eneste, vi har talt med, for vi har også bedt om hjælp hos to musikere, en komponist, der selv har skrevet sange til Højskolesangbogen, og så forsangeren fra Magtens Korridorer, Johan Olsen, der er helt perfekt til at hjælpe lige netop os med lige netop det her, fordi han ud over at være musiker også er molekylærbiolog.

Så. Det er projektet. Idéen. Vi vil skrive en sang til og om den danske natur.

Det første, vi gjorde, var at ringe til en, der ved mere end os. Det er ofte et godt sted at starte. Merete Wendler er komponist og gymnasielærer på musikgymnasiet Aurehøj i København, og så har hun skrevet flere sange, som er kommet med i Den Danske Salmebog og i Højskolesangbogen. Hvis man vil høre en, kan man gå på nettet og søge på Du satte dig selv i de nederstes sted – sangeren Michael Falch, kendt fra Malurt (og fra Rejseholdet), har lavet en indspilning.

Merete skrev i august en kronik om sangeren Isam B’s bud på en højskolesangbogssang om ramadanen –  en historie, der i øvrigt viste os, at sangene stadig kan få det kollektive blod til at koge. Men Merete var en af dem, der holdt hovedet koldt, i kronikken skrev hun blandt andet om sangens sangbarhed, om akkompagnement og om tekstfordeling, hun virkede, som om hun vidste, hvad hun talte om, og så var det, vi ringede til hende. Hun måtte kunne hjælpe os.

Godt, Merete, vi giver os i kast med det. Hvordan lyder en sang til Højskolesangbogen?

Jamen, som jeg har skrevet, så synes jeg ikke, den lyder på en bestemt måde, men den skal jo opfylde nogle krav, dels i forhold til teksten, til at den passer, og der snakker jeg ikke kun metrisk, men også karaktermæssigt. Og så skal den være egnet til fællessang.”

Der er altså nogle krav. En højskolesangbogssang skal være egnet til fællessang, og det, forstod man på Merete Wendler, betyder, at tekst og melodi skal passe sammen, altså at betoningerne ligger, så det giver mening. Man skal helst ikke ud i alle mulige mere eller mindre kunstneriske krumspring, det skal være en sang til folket. Til fællesskabet. Is på krummelurerne.

Vores opgave er jo enormt konkret, vi skal skrive en sang. Når man gør det, hvor begynder man så?

Teksten kommer først. Jeg begynder med at læse teksten, og nogle gange lærer jeg den udenad, inden der sker noget oppe i min knold.”

Ja, okay. Men hvad går man efter oppe i knolden, hvordan begynder en melodi at forme sig oppe i knolden?

For mig er det meget et spørgsmål om at få rytmen på plads først. Jeg tænker på, hvordan den her melodi er, er det en, der går i 4/4 eller 3/4 eller 6/8, hvor er vi henne? Og så prøver jeg at få anbragt teksten som talekor nærmest og rytmisere den i den taktart, jeg har bestemt mig for. Og så plejer der at komme en melodi.”

Okay, den kommer bare?

Ja, stort set. Så roder jeg lidt med det. Jeg vil sige, at der kommer også meget … meget skidt, før man sådan synes, at …”

Men det er et vist pres, man sætter på sin førnævnte knold. At det bare skal komme.

Ja, det kan man sige, men jeg tror i høj grad, at hvis man er vant til, som også din kollega er, at skrive sange, så ved man, at man kan, og så kan man gøre det. I virkeligheden tror jeg, at rigtig mange mennesker ville kunne gøre det, men så ville der selvfølgelig også komme mange flere banaliteter, end der findes i verden i forvejen i form af melodier.”

Så altså tekst først, så rytme. Og så er det vigtigt, sagde Merete Wendler, at teksten, ligesom melodien, er en, som mange kan forholde sig relativt let til. Man skal huske, at det er en fællessang.

Men taler vi kvalitet, så skal vi væk fra klichéerne, og det handler både om de tekstlige og de musikalske klichéer. Og det er jo en lidt fluffy størrelse i virkeligheden. Men jeg synes, det er rigtig rart, hvis man som sanger føler sig tilpas også med indholdet, samtidig med at man ikke kan forudsige alt, der kommer, når man har sunget første linje.”

Så altså noget, som alle kan forholde sig til? Men uden klichéer.

Jeg tror ikke på alle mere, fordi vi er så opdelte i dette land. Det har vi ikke været altid, men apropos ramadansangen, den vil der jo være nogle, der ikke synes, de skal forholde sig til.”

Merete Wendler talte om, at man i Højskolesangbogen ser et meget romantisk billede af den danske natur, mens man også, for eksempel hos Halfdan Rasmussen, kan se et nærmest panteistisk natursyn, altså et, hvor alt ligesom er besjælet. Det kunne man måske også tænke over, sagde hun, og det gjorde vi så, og så sagde vi ellers mange tak for hjælpen.

Næste levende billede i rækken af dem, der ved mere end os, var Jørgen Carlsen, formanden for Højskolesangbogsudvalget. Og her er det, at jeg gerne indrømmer, at jeg håbede, at han i løbet af vores samtale ville give mig en slags snydekode til den direkte vej ind i sangbogen, for hvis der var nogen, der kendte til sådan en, var det jo nok ham, men det skulle vise sig, at Jørgen Carlsen, der ellers er en meget venlig mand, ikke gav ved dørene.

I en eller anden forstand vil jeg sige, som Rilke siger, nemlig at god kunst skal opstå af en indre nødvendighed. Det skal opstå på den måde, at du og Eva er betaget af et eller andet. Engageret i et eller andet. Og hvordan det former sig, er ikke til at sige. Du kan ikke få en kogebogsopskrift på en højskolesang.”

Okay, det er lidt ærgerligt, for det var lige præcis det, jeg var ude efter.

Jørgen Carlsen grinede.

Men tværtimod kan man sige, at de fleste, der forsøger sig på den måde, de ender i noget plagiat.”

Det er der selvfølgelig noget om. Nu prøver jeg alligevel. Kan man sige noget om et stykke konkret natur, jeg kunne tage udgangspunkt i? Eller en stemning eller et tema?

Ja, altså … Det må du sådan set selv afgøre. Det kan være en aftenstemning, det kan være en årstid, det kan være et syn eller en oplevelse, det skal bare udspringe af noget andet, end at nu vil jeg lave en højskolesang, der rummer naturlyrik. Det bliver gemacht, tror jeg, på en eller anden måde.”

Jørgen Carlsen ville altså have Eva og mig til at være en smule originale, og det kunne man jo sådan set godt forstå. Noget, han ikke mente, vi skulle være, var idylliserende. Natur, sagde han, kan også sagtens være visne blade i en trappeskakt.

Men jeg ville prøve at registrere nogle ting, som jeg synes kan vække nogle oplevelser hos dem, der skal synge den her sang.”

Det, Jørgen Carlsen og resten af Højskolesangbogsudvalget kigger efter, når de får indsendt bud på sange til bogen, er først og fremmest kvalitet, sange, som kan tåle at stå side om side med Jeppe Aakjær, Grundtvig og Carl Nielsen. Det er altså de store kanoner, Superligaen, som Jørgen Carlsen sagde, som vi har med at gøre. Jeg spurgte, om jeg måtte sende sangen, Eva og jeg lavede, til ham, og det måtte jeg gerne, men jeg skulle vide, sagde han, at udvalget var meget kritisk.

Og hvis du får et afslag, så får du heller ikke noget motiveret afslag.”

Det kan jeg også godt forstå. Det er der ikke tid til.

Nej. Fordi vi har faktisk fået over 3.000 henvendelser.”

Højskolesangbogens seneste udgave er fra 2006, og den før den er fra 1989, sagde Jørgen.

Okay, så der er et vist pres på. Hvis man vil have en med, så er det nu, for der går lang tid, før man får chancen igen.

Jaja. Så går der i hvert fald en 10-15 år.”

Så hvad havde vi lært? Vi havde af Merete Wendler lært, at vores sang skulle være uden klichéer, men tilgængelig, at den skulle være til at aflæse nemt og hurtigt, og at et af kodeordene, hvad det her projekt angik, skulle være fælles. Vores sang skulle være en fællessang. Fra Jørgen Carlsen havde vi lært, at vi ikke måtte forsøge at lave en sang, som vi troede, en højskolesang så ud, vi skulle lade os inspirere, gå til stoffet med en umiddelbar vision for … et eller andet. Bare det var vores. Der fandtes ingen kogebog eller snydekoder, og måske, tænkte jeg, da jeg lagde på efter at have talt med ham, ville det også føles forkert at bruge dem, hvis der gjorde. Det ville det nok.

Hvis vi lykkedes, skulle vi op og stå skulder ved skulder med Jeppe Aakjær, Carl Nielsen og H.C. Andersen, men vi skulle ikke forsøge at være dem. Vi skulle være os.

Så tog vi hjem til Eva en dag efter arbejde. Først talte vi om det her med at skulle skrive sig ind i en … ret vild tradition. Om at årsagen til at skrive en sang om naturen ikke skulle være at blive en del af Højskolesangbogens panteon, men at vi faktisk ville skrive en sang om naturen. Vi talte om naturen, som vi så den lige nu. Eva pegede ud ad vinduet og mente, vi skulle skrive en efterårssang.

Jeg talte om lyset, der findes i Danmark om efteråret, det her blege, tindrende isblå lys. Eva talte om følelsen af, at efteråret var trist, men at hun også arbejdede langt bedre, når det kom. Jeg var enig og sagde noget om, at jeg ikke lavede en skid om sommeren.

Sangens temaer begyndte at finde vej til os, der var noget med nogle farver, noget sanseligt, og der var noget med noget lys, en følelse af tab, men også af foretagsomhed. Noget om huler. Sangen skulle være i mol, blev vi enige om, det gav ligesom mening.

Så sagde Eva, at naturen forsvinder. Det skulle en sang om naturen i 2019 nødvendigvis også handle om, og her var det, som om hun havde ramt, hvad vores efterårssang skulle handle om. Den skulle handle om forgængelighed, om det, der før var, for det er det, efteråret er. Det er forgængeligt, ligesom naturen er det. Vores frygt var, at det skulle blive moraliserende, at det ville blive en uelegant formanende sang om, at vi var nogle røvhuller, der havde industrialiseret os ud på kanten af den gren, vi sad på, men vi kunne ikke komme uden om, at det var det her, sangen skulle handle om.

Efter en times idéudvikling blev vi enige om, at nu havde vi noget. Eva satte sig ved klaveret, og jeg åbnede min notesbog og begyndte at skrive.

To dage efter ringede Johan Olsen. Vi havde skrevet sangen og sendt ham den på mail.

Hvad synes du?

Jeg synes, det er en utrolig smuk melodi, hvis vi starter med den,” sagde han. Den har sådan en nordisk tristesse, samtidig med at den virker tryg og rar. Og den er ikke helt uden overraskelser i melodien. Det er sådan en, Jan Johansson kunne jamme over på sin Jazz på Svenska. Jeg synes, den er meget flot.”

Og det var jo dejligt.

Og med teksten, ja, nu står jeg her midt på vejen på vej hjem, så jeg har ikke min computer med mig, men jeg synes, den er flot, der er flot poesi rundtomkring i den, også fordi den er sanselig.”

Og så var det jo næsten for meget.

Hvad ville du have gjort anderledes?

I teksten ville jeg først og fremmest have benyttet et greb, som bestemt ikke er ukendt, men hvor jeg ville have sluttet sangen samme sted, som jeg startede den.”

Johan Olsen havde mange idéer, blandt andet en om, at jeg i det sidste vers skulle være lidt mindre, som han sagde, venstrefløjspoetisk”, hvilket jeg jo nok måtte tage på mig, at jeg havde været, men det var også en af de ting, der havde været svært. Det her med, at vi, når vi nu havde fået en idé om, at menneskeheden var nogle røvhuller, der havde ødelagt naturen, lynhurtigt kom til at blive fladpandede og moraliserende, når vi skrev om det.

Det er utrolig svært, også selv om man har skrevet virkelig mange sange,” sagde Johan Olsen, hvilket var en trøst.

Med Johan Olsens efterkritik i hånden lavede Eva og jeg sangen om. Og den er her:

  1. Jeg bygger mig langsomt en hule,
    der ikke kun laves til mig.
    Det er ikke, fordi jeg vil skjule
    mig fra solstribens aflange streg.
    Det er blot, fordi jeg vil sidde
    og føle mig rolig og varm,
    mens blade og biler forneden
    bli’r bunker og afsondret larm.

  2. Jeg åbner min knirkende rude
    og genkender frostkuldens duft.
    I kontrasten blandt inde og ude
    kan jeg drømme om barndommens luft.
    I mit svælg, i brystet der mærker jeg,
    at tiden er kommet dertil,
    hvor jeg nu skal lege en gemmeleg
    og lunes ved nærhedens spil.

  3. Jeg kører i tog gennem landet,
    ser rindende vand ned ad glas,
    følger baner, der krydser hinanden
    mellem lygter og marker af græs.
    Og mit vindue bliver en ramme,
    en luksus, jeg ikk’ har fortjent.
    For jeg sidder bar’ som den samme
    og glor på moment for moment.

  4. Jeg rejser forskellige steder,
    hvor lyset er kvælende varmt,
    og hvor natten er tung, og hver meter
    føles ombrust af hvirvlen og larm.
    Men i nord er lyset sit eget,
    og luften så tindrende klar.
    Så jeg går en tur ned ad vejen
    og kigger på alt det, der var.

  5. De mørkeste dage i reden,
    der er jeg som fugl i et bur.
    Jeg forstår, at forgængeligheden,
    den findes i høstens natur.
    Men et fløjt om morg’nen fra fuglene,
    som ikke endnu er på træk,
    det lover, at efterårshulerne
    en dag lyses op og er væk.


Og den vil vi så nu sende ind til Højskolesangbogsudvalget for at se, om vi kan få den med i den næste udgave af Højskolesangbogen, der udkommer næste år.

Endnu en gang må jeg virkelig anbefale, at man lytter til denne artikel. Mest fordi man så kan høre et hastigt sammentrommet hold af Zetland-medarbejdere synge sangen. Det lyder faktisk ret godt.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: